I nat er du død

I NAT ER DU DØD

3. korrektur – side 1

i nat er du dødrosinante

ordre 34145 – christensen grafi sk

Af samme forfatter

Stille nu (2009)

Inderst inde (2009)

Uden skyld (2010)




Viveca Sten

I NAT ER DU DØD

på dansk ved

Bente Møller Sørensen

Rosinante




I nat er du død

er oversat fra svensk af Bente Møller Sørensen efter

I natt är du död

First published by Forum bokförlag, Stockholm, Sweden

Published in the Danish language by arrangement with

Stilton Literary Agency, Stockholm, Sweden

Denne udgave © Rosinante/rosinante&co

1. udgave, 1. oplag, 2012

Omslag: Anne Kragelund

Sat med Minion hos Christensen Grafi sk

og trykt hos CPI/Clausen & Bosse, Leck

ISBN 978-87-638- 2076-9

Printed in Germany

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K

www.rosinante-co.dk




Til Lennart – uden dig er jeg kun halv







7

Prolog

De plaskende lyde fi k ham til at tænke på legende børn i et badekar.

Hvis han lukkede øjnene, kunne han også forestille sig en strand, hvor

små rollinger løb rundt og havde det sjovt.

Så lød der et sidste plask, og vandet sprøjtede ud over kanten på

gulvspanden, ud på det våde gulv.

De fægtende arme var holdt op med at bevæge sig. Det rykkede sta-

dig i benene, som små sølvfi sk, der pilede frem og tilbage uden mål og

med. Rykvise, planløse bevægelser.

Så holdt også de op, og vandhanens langsomme dryppen var det

eneste, der brød stilheden i det hvidkalkede rum.

Den lyd ville han komme til at huske resten af sit liv.

Luften var fyldt af gennemtrængende sæbelugt. Fyrrenåleduften

trængte ind i næseborene og gav ham brækfornemmelser. Men han

bed tænderne sammen. Frygten overskyggede alt andet.

Der løb noget varmt ned ad hans ben, og det gik op for ham, at han

havde tisset i bukserne.

Det betød ingenting. Det hele var alligevel for sent.

Vandhanen blev ved med at dryppe.







9

Søndag den 16. september 2007 (første uge)

KAPITEL 1

Pigen, der ringede, var skræmt fra vid og sans.

»I må komme nu, med det samme.«

»Kan du lige først fortælle, hvad du hedder?«

Den professionelle stemme hos SOS Alarm var klinisk uden at

være uvenlig. På skærmen viste det digitale ur, at klokken var præcis

10:03 om formiddagen.

»Det er så frygteligt ... det er Marcus.«

»Kan du ikke prøve at forklare, hvad der er sket?« sagde den kvin-

delige operatør. »Prøv at tage dig sammen og fortæl.«

»Jeg er hjemme hos ham.«

»Du bliver nødt til at give mig en adresse.«

»Han trækker ikke vejret. Han hænger der bare.«

Hulkende svar i en blanding af gråd og chok:

»Jeg kan ikke få ham ned.«

»Hvilken adresse befi nder du dig på?« spurgte operatøren

igen.

I baggrunden hørtes de dæmpede stemmer fra kollegerne, der

modtog andre alarmopkald. Indtil nu havde der været relativt roligt.

Det var søndag formiddag, og aftenens og nattens alarmer var klaret

for længst. Operatøren var mødt ind klokken seks om morgenen og

havde allerede nået at drikke tre kopper kaffe.

»Hvor befi nder du dig?« gentog hun i mikrofonen.




10

Nu var det unge menneske i den anden ende af røret faldet lidt

til ro.

»Värmdövägen 10 B, i Nacka,« kom det hulkende.

»På kollegiet,« hikstede hun til sidst. »Vi havde aftalt, at vi skulle

læse sammen.«

»Hvad hedder du?«

»Amanda.«

»Hvad mere end Amanda?«

»Amanda Grenfors.«

Ordene var grødede, vantro, som om hun ikke fattede det, hun

så foran sig.

»Prøv at fortælle, hvad der er sket, Amanda,« sagde kvinden fra

alarmcentralen.

Hun gjorde notater under samtalen. Adressen lå et stenkast fra

Nacka politistation. Det ville kun tage en patrulje et par minutter

at komme derover.

»Marcus hænger ned fra loftet, i et reb,« sagde pigen. »Han er helt

blå i hovedet.«

Stemmen knækkede over.

Operatøren ventede. Der gik et par sekunder.

Så kom det hviskende:

»Jeg tror, han er død.«

Ejendommens hoveddør stod åben, da politibilen ankom. Huset var

bygget i fyrrerne, og de mange cykler udenfor vidnede om, at det var

et sted, hvor der boede mange unge mennesker, et af de huse, der

for nylig var omdannet til studenterkollegium for at imødekomme

et skrigende behov fra hovedstadens læreanstalter.

De to betjente gik op ad en trappe og ind i en lang korridor med

omkring ti døre på hver side. De kom forbi køkkenet, hvor en bunke

snavsede tallerkener fyldte vasken. På en skabsdør havde nogen sat

en håndskrevet seddel op med tape: Ryd op efter dig, din mor bor her

ikke!




11

Der var ingen mennesker i køkkenet, men der lå en dårligt lukket

affaldspose i et hjørne. Efter lugten at dømme havde den ligget der

et godt stykke tid.

Nederst på gangen stod en dør på vid gab. Lige uden for den sad

en bleg ung kvinde med ryggen op ad væggen. Hun havde jeans og

sorte gummisko på og en tyk rød sweater, der virkede alt for stor til

hendes tynde krop.

»Er det dig, der er Amanda?« spurgte den kvindelige betjent, der

først nåede derhen.

»Mm.«

Et tårestrimet ansigt blev vendt op mod hende. Politibetjenten

satte sig på hug og rørte let ved den unge kvindes arm.

»Hvad er der sket?«

»Han hænger derinde.« Hun løftede højre hånd og pegede skæl-

vende. »Fra lampekrogen.«

Betjentene fulgte bevægelsen med blikket. Solen brød frem, og i

det pludselige lys, der kom strømmende ind gennem vinduet, sås

små svævende støvkorn. De dannede en skinnende glorie rundt om

den ensomme skikkelse, der hang og dinglede fra loftet. Den måde,

hovedet hang på, og nakkens vinkel bekræftede, hvad de allerede

havde haft på fornemmelsen.

Marcus Nielsen var død.




12

KAPITEL 2

Han løb hen over den ujævne is uden for Sandhamn, og den bristede

under fødderne på ham. Vandet slugte ham, og det føltes, som om

fi ngre og tæer frøs af. Det iskolde havvand pressede luften ud af hans

lunger og trak ilten ud af hans blod.

Snart ville han drukne i den dybe rende. Ingen ville komme ham

til undsætning, for ingen vidste, at han befandt sig herude på isen.

Han græd.

Han ville ikke dø på den her måde, ikke så ensom og uden at få

sagt farvel.

Vandet, der tvang kulden ind i kroppen, sugede al kraft ud af ham,

og han fortrød alt det, han aldrig havde fået sagt og gjort.

Men hvordan skulle han have kunnet vide, at hans tid allerede

var forbi?

Mens han langsomt blev følelsesløs, gik det op for ham, at hans

hjerte slog langsommere, han var ved at miste bevidstheden. Snart

ville en falsk varme brede sig i årerne, han ville give efter, og så ville

det være forbi for altid.

Men sådan her ville han ikke dø, ikke nu, ikke uden Pernilla ved

sin side. Nu frøs han så meget, at han var nødt til at give slip. Han

sank tilbage i det iskolde vand, mens han mistede følelsen i sine

lemmer. Han var ikke længere i stand til at kæmpe imod.

Der lød en skinger og påtrængende kimen, en kimen, der krævede

hans opmærksomhed.

Han åbnede øjnene og opdagede, at han lå i sin egen seng. Pernilla

trak vejret dybt og roligt lige ved siden af.

Han rakte armen ud og famlede efter telefonen på natbordet.

Fingrene lukkede sig om metalhylstret, men mistede grebet, og

mobilen faldt på gulvet.

Den var stille i et par sekunder, men begyndte så at ringe igen,




13

endnu højere denne gang. Lyden ville ikke holde op, og Pernilla rørte

på sig ved siden af ham.

»Det er din telefon,« mumlede hun.

Hendes stemme fi k ham endegyldigt tilbage til virkeligheden.

Han svingede benene ud over sengekanten, men da han skulle til

at rejse sig og satte venstre fod ned på gulvet, var han ved at miste

balancen. Han havde stadig ikke vænnet sig til det. Så bøjede han

sig ned og fi k fat på mobilen.

Han førte den op mod kinden, der stadig var fugtig af tårer.

Stemmen var rusten, da han svarede:

»Det er Thomas.«




14

KAPITEL 3

På vej ud til bilen gennemgik Margit Grankvist de sparsomme op-

lysninger, som den vagthavende havde givet hende over telefonen.

Hun havde siddet ved morgenbordet sammen med Bertil, da

opringningen kom. Begge pigerne sov endnu. Bertil kiggede knap

nok op over kanten på avisen; han vidste med det samme, at hun

skulle af sted.

Han havde efterhånden vænnet sig til det. Margit smilede lidt ved

tanken om sin tyndhårede mand. Han var lærer i engelsk og svensk

i folkeskolens ældste klasser, og hun var godt klar over, at en del af

hendes veninder ikke ligefrem syntes, at han var verdens mest spæn-

dende mand. Men de havde holdt sammen i mere end tyve år og

havde to dejlige piger, der snart var fl yvefærdige. Anna blev student

til sommer, og Linda var lige begyndt i gymnasiet.

Margit åbnede bildøren og satte sig ind på førersædet. Det var en

kølig formiddag, og man kunne godt mærke, at efteråret nu nærmede

sig for alvor. Sensommervejret, der havde varet i fl ere uger, ville snart

blive afl øst af kolde vinde og mørke skyer. Det var allerede blevet

meget mørkere om aftenen, dagene ville blive kortere og kortere,

indtil der kun var seks timers blegt dagslys tilbage.

Inden det endelig begyndte at gå den anden vej igen.

Det blev sværere og sværere for Margit at holde den lange sven-

ske vinter ud. I den seneste tid var hun begyndt at drømme om en

lille lejlighed i Sydspanien, en plads i solen til hende og Bertil, når

pigerne var fl yttet hjemmefra.

Telefonen bippede, og hun så, at der var kommet en sms med nye

oplysninger om den døde dreng. Han var ganske vist toogtyve, men

hun tænkte på ham som en dreng. Hendes egen Anna var atten, kun

nogle få år yngre.

Han hed Marcus Nielsen, studerede psykologi på Stockholms




15

universitet og havde boet alene i den kollegielejlighed, hvor han var

blevet fundet for godt en time siden.

Hun vred startnøglen om og bakkede ud fra indkørslen. Der var

ingen trafi k på det her tidspunkt, og det ville nok ikke tage hende

mere end tyve minutter at nå hen til Värmdövägen.

Margit parkerede uden for kollegiets opgang og låste bilen. Hun

nikkede til en uniformeret betjent på trappen og passerede fl ere

studerende i morgenkåber, der kiggede ud ad deres døre. Kriminal-

tekniker Staffan Nilssons velkendte stemme hørtes, allerede inden

hun trådte over dørtrinnet og ind på værelset.

Liget hang stadig og dinglede fra krogen i loftet, men det ville

snart blive løftet forsigtigt ned og sendt til Retsmedicinsk Institut i

Solna.

»Godmorgen,« sagde Nilsson og nikkede til Margit.

Hun gik længere ind i lokalet og så sig om, mens hun trak de

plastichandsker på, han havde rakt hende.

Værelset var forbløffende stort af et kollegieværelse at være, nok

omkring de tyve kvadratmeter, gættede hun på. Ryddeligt og ikke særlig

snavset, selvom papirkurven svømmede over af fastfoodemballage,

og det så ud, som om der ikke havde været støvsuget meget længe.

»Så fl ot boede vi ikke, dengang jeg studerede,« sagde Nilsson bag

hende. »Dengang måtte vi nøjes med værelser, der var så små, at man

knap nok kunne vende sig i dem.«

En nydeligt redt seng stod lige til venstre for indgangen, og henne

ved vinduet var der et skrivebord med en drejestol, der var stillet

pænt ind under det. Langs den ene væg havde Marcus Nielsen pla-

ceret en hvid bogreol fra Ikea af den slags, som Guinness Rekordbog

omtaler som verdens mest solgte. En dør lige over for sengen førte

ind til et lille brusebad. Margit kunne lige ane nogle toiletpapirrul-

ler på gulvet gennem døråbningen.

»Der har du hans sidste hilsen.«

Nilsson pegede på et stykke papir, der lå på hovedpuden.




16

»Et afskedsbrev?«

Han nikkede og læste højt:

»Tilgiv mig, men alting er så svært. Marcus.«

Margit bøjede sig frem og studerede papiret.

»Det er en computerudskrift.«

»Ja.«

»Men ikke underskrevet.«

»Nej.«

»Hvor er computeren henne?« Hun kiggede over på skrivebordet,

der var oversået med papirer og fl ere opslåede bøger. »Har I allerede

fjernet den?«

»Nej, jeg har ikke fundet nogen.«

»Hvad kan han ellers have skrevet på?«

Nilsson trak på skuldrene.

»Godt spørgsmål.«

Margit gik hen til skrivebordet og kiggede i skufferne. Så åbnede

hun garderobeskabet og blev mødt af en stor bunke tøj, der bare var

proppet derind, rent og snavset i en salig blanding. På gulvet under

sengen fandt hun en rygsæk. Hun kiggede i den, men den var tom.

»Der er i hvert fald ingen computer her.« Hun så på Nilsson igen.

»Kender du nogen i hans generation, der kan klare sig uden?«

»Det ser heller ikke ud til, at han har nogen printer.«

Nilsson havde ret. Der fandtes hverken papir eller printer på væ-

relset.

»Hvis selvmordet har været planlagt i længere tid, har han måske

printet afskedsbrevet ud et andet sted, for eksempel på universitetet,«

sagde kriminalteknikeren.

»Det er muligt.«

Margit gik hen til den døde igen. Her var lidt højere til loftet end

normalt, så hendes ansigt endte lige ud for Marcus Nielsens talje.

Han havde en grå hættetrøje og slidte jeans på. En plet bagpå

afslørede, at endetarmen havde tømt sig i dødsøjeblikket. Stanken

slog imod hende, idet hun gik rundt om liget, og hun rykkede in-




17

stinktivt lidt tilbage og vendte ansigtet væk. Så bakkede hun endnu

et par skridt for at få et bedre overblik.

Marcus Nielsens ansigt var stivnet i en vild grimasse. Øjnene var

halvvejs lukkede, og lidt savl havde samlet sig i den ene mundvig.

Munden stod åben, som om han havde prøvet at skrige, da rebet

strammedes.

Havde han fortrudt i samme sekund, som han havde mistet fod-

fæstet? Eller var det bare en muskelspasme, som kroppens autonome

system havde forårsaget på egen hånd?

Håret var unaturligt sort, hvilket blev yderligere understreget af

det kridhvide ansigt.

»Det kan da ikke være hans naturlige hårfarve,« sagde Margit.

»Sikkert ikke,« sagde Nilsson. »Men det vil obduktionen vise.«

»Hvor længe tror du, han har været død?«

Nilsson kløede sig med pegefi ngeren på næsen.

»Mindst en fem-seks timer. Dødsstivheden er ved at sætte ind.«

Margit så grundigt på rebet fra forskellige vinkler. Løkken var dybt

begravet i halsen, hvor huden var misfarvet med strejf af mørkerøde

og lilla nuancer. Den anden ende af rebet var fastgjort med en solid

knude til en lampekrog i loftet.

»Hvordan er han kommet derop?« spurgte hun og besvarede

derefter sit eget spørgsmål. »Han må have stillet sig på skrivebordet,

lagt løkken om halsen og være hoppet ned derfra.«

Hun målte liget med blikket. Marcus Nielsen var ret spinkel og

ikke særlig høj. Men han måtte alligevel veje omkring halvfjerds

kilo.

»Mærkeligt, at den har kunnet holde til hans vægt,« sagde hun

halvhøjt.

»Mener du krogen?«

»Mmm.«

Nilsson rettede ryggen og betragtede krogen.

»Huset er solidt bygget. Der er ikke noget byggesjusk ligesom i

meget af det, der blev bygget i halvfjerdserne.«




18

»Du mener altså, at hvis han havde boet sådan et sted, ville han

have overlevet?« sagde Margit.

Hun gik hen til bogreolen og greb et indrammet foto, der stod i

øjenhøjde. Det forestillede den døde sammen med en teenagedreng

og et par midaldrende mennesker. Sikkert hans forældre og lillebror.

Hvide tal nederst i det ene hjørne afslørede, at billedet var taget 20-

7-2006, altså sidste sommer.

Det lignede et feriefoto. De sad på en taverna, og baggrunden

bestod af hvide huse med blå døre. De havde nok befundet sig et

sted i Det Græske Øhav, tænkte Margit, på en hyggelig rejse med

hele familien. Uden nogen som helst anelse om, hvad der ventede.

Den døde lignede sin mor meget, med samme smalle øjne og

lige næse. Hendes hår var lysebrunt, men det havde sønnens måske

også været, inden han farvede det. Marcus’ ansigt var venligt og

imødekommende, og han så intelligent ud, overhovedet ikke tynget

af noget, som fjorten måneder senere skulle få ham til at tage livet

af sig.

Broren lignede mere faren. De havde begge to lyst hår og var lidt

tykke. Faren havde lagt armen om skuldrene på sin yngste søn og

smilede bredt til kameraet. Det var højst sandsynligt en tjener, der

havde fotograferet dem.

»Han så rar ud,« bemærkede Margit.

»Det gør de fl este. I hvert fald inden de dør.«

Svaret var ikke sarkastisk, bare tørt konstaterende.

Politihumor, tænkte Margit. En måde at holde tragedien på af-

stand.

Langsomt stillede hun fotografi et tilbage på hylden. Hun vidste,

at faren arbejdede hos kommunen, og at moren var sygeplejerske.

Lillebroren boede stadig hjemme og gik i 3. g.

Akkurat ligesom hendes Anna.

Det her var måske det sidste billede af hele familien. Der ville ikke

komme fl ere. Forældrene skulle underrettes hurtigst muligt, og det

var ikke en opgave, Margit glædede sig til.




19

Nilsson tog noget frem fra sin store sorte taske og forsvandt ud

på badeværelset.

»Er der nogen tegn på, at det kan være andet end selvmord?«

spurgte hun Nilssons ryg.

Han rystede på hovedet uden at vende sig om.

»Ikke på dette tidspunkt. Men vi sikrer os selvfølgelig fi ngeraftryk

og andre biologiske spor, hvis der er nogen.«

»Hvor er pigen, der fandt ham?«

»Hun sidder ude i køkkenet sammen med Torunn. Hun var meget

chokeret, da vi kom.«

»Det er ikke så underligt, omstændighederne taget i betragt-

ning.«

Margit kastede et sidste blik på bøgerne i reolen. Mange af dem

havde titler på engelsk, der afspejlede Marcus’ psykologiske interes-

seområde. På skrivebordet lå der mere af samme slags.

»Han læste psykologi på Stockholms Universitet,« sagde Margit.

»Gad vidst, om han også selv havde psykiske problemer?«

Nilsson dukkede op i døren.

»Du mener af den slags, der gør, at man tager sit eget liv?«




Documents

I nat er du død