02 03

i christiansfeldherrnhutterne

Af Signe Lene Christiansen (tekst) og Malte Kristiansen (foto)

04 05

Gravstenene er flade og sorte og ligger på

lange lige rækker. Fra lågen og ned til enden af

kirkegården løber en lige sti, der i døden deler

menigheden. Mændene til venstre. Kvinderne

til højre. Det eneste pynt er de nedfaldne

brune blade og grene, der ligger strøet ud over

Brødremenighedens kirkegård i Christians­

feld.

”Dér ligger min far,” siger Käte Thomsen og

peger på en af de simple gravstene.

”Og dér ligger min onkel.” Hun peger skråt

bagud på en gravsten af samme udseende.

Her på kirkegården ligger familierne ikke be­

gravet sammen, for man bliver begravet i den

rækkefølge, man dør i. Det er også her, at det

er lettest at se og forstå, hvorfor Christiansfeld

ikke er helt som andre danske byer. Men for at

forstå hvorfor kirkegården ikke ligner en al­

mindelig kirkegård, må vi 600 år tilbage, hvor

en mand blev brændt på bålet.

HerrnHutternes vej til CHristiansfeld Herrnhutternes historie begynder i år 1415.

Her blev den tjekkiske teolog, Jan Hus brændt

på bålet, fordi han i den katolske kirkes øjne

var kætter. Hans tanker om, at kirkens mate­

rialisme stod i vejen for åndeligheden, var

imidlertid blevet så populære, at hans til­

hængerskare voksede. Det blev for meget for

den katolske kirke, der begyndte at forfølge

dem. En lille gruppe søgte derfor asyl hos grev

Zinzendorf i Tyskland, og i 1727 dannede de

den fornyede Brødremenighed i den tyske by

Herrnhut. På trods af at Brødremenigheden et

par år efter udførte missionsarbejde i Danmark,

skulle der gå mange år, før de også fik en by her

i landet. Det var først efter Kong Christian den

VII’s rejse til en Brødremenighedsby i Holland,

at ideen om en lignende by i Danmark spirede.

Kongen var især optaget af byens industri og

håndværk, og i år 1771 indgik Kong Christian

den VII og Brødremenigheden i Herrnhut en

aftale om, at Brødremenigheden kunne få en by

i Danmark. To år senere, i år 1773, blev de første

sten til Christiansfeld lagt, og dermed opstod

herrnhutternes eneste danske center.

fællesskab og enkeltHed Nogle hundrede år senere står Brødremenighe­

dens nuværende præst Jørgen Bøytler på kirkeg­

ården i Christiansfeld og siger:

”I døden er vi alle lige.”

Det er altså derfor, at gravstenene er ens og plac­

ering af de døde kronologisk. Han fortæller, at

kirkegårdens indretning viser Brødremenighe­

dens grundtanke.

”Menighedens fællesskab er det vigtigste fæl­

lesskab,” siger han og fremhæver enkeltheden,

som går igen i byens arkitektur, men også i

menighedens livsstil. Fællesskabet og enkel ­

theden er omdrejningspunkterne hos Brødre­

menigheden. Også formanden for menighe ­

dens Ældsteråd, Käte Thomsen, fremhæver

disse.

”Vi har et fællesskab, og vi bekymrer os om

hinanden. Vi lever ikke spartansk, men vi

smider heller ikke om os med penge.” Hun

er født og opvokset som medlem af Brødre­

menigheden og er i dag 69 år. Ældsterådets

opgaver minder om et almindeligt menighed­

sråd, men en af deres vigtigste opgaver er at

sørge for vedligeholdelse af de gamle byg­

ninger, som herrnhutterne byggede tilbage

i 1700­tallet. En vigtig opgave fordi byens in­

dretning er helt speciel. Christiansfeld er for

eksempel bygget som en kopi af den første

Brødremenighedsby Herrnhut, og over hele

verden finder man Brødremenighedsbyer, der

er bygget efter samme princip. Selv i Afrika

kan man finde en by, der ligner Christiansfeld.

en smuk by og et stort ansvar En lille plads med et springvand er indrammet

af vinterkolde lindetræer, den hvide kirke og

de gamle menighedshuse. Vandet i springvan­

det gemmer sig for kulden, og pladsens bro­

sten skutter sig i det grå frostvejr. Alligevel for­

nemmer man roen og historien i bygningerne,

der tilsammen danner en åndelig kerne, hvor

Brødremenighedens adventsstjerner

stam mer fra 1700-tallet og bliver

ved juletid hængt op på to store juletræer

i kirken.

Lammet og malteser-korset pryder dugen på bordet i det spar-tanske kirkerum.

Præstekjolen hænger klar i Ældsterådets møde-lokale, der støder op til kirkerummet.

et stykke kulturarv og danmarkshistorie gemmer sig i den sønderjyske

by Christiansfeld. Her lever herrnhutternes tanker om et enkelt liv og

et stærkt fællesskab videre i brødremenigheden og ikke mindst i de

gamle bygninger.

06 07

resten af byen er bygget omkring. Bygningerne

betyder meget for menigheden, forklarer Jør­

gen Bøytler og fortæller stolt, at Christians­

feld er indstillet til at komme på UNESCO’s

verdensarvliste.

”Menigheden arbejder hele tiden på at holde

byen ved lige. Man føler ansvar over for bygn­

ingerne og murstenene. Et godt fællesskab er

jo et arbejdsfællesskab, så opgaven styrker fæl­

lesskabet,” siger han. Byplanen for Christians­

feld blev oprindelig udviklet over den samme

periode, hvor man udviklede Brødremenighe­

dens identitet. Derfor afspejler byen i dag

den struktur, menigheden havde i 1700­tallet.

Dengang var menigheden blandt andet opdelt

i forskellige kor, for eksempel søster­ og brø­

drekorene, som var for de ugifte i menigheden.

Det koncept bruger de ikke længere, men

bygningerne og byens indretning har stadig

nogle vigtige æstetiske kvaliteter, der hænger

sammen med menighedens tænkning, mener

Jørgen Bøytler.

”Livet er godt og har kvalitet. Forholdet mel­

lem mennesker kan være smukt. Det oplever

man måske bedre i en smuk by. Jeg finder en

sammenhæng mellem menigheden og byen.

Dels at man som menneske lader sig inspir­

ere af de flotte bygninger i byen, dels at me­

nigheden føler et ansvar for, at det er et godt

sted at være. Det, at menigheden lever i en kul­

turarv, det giver menigheden ansvar og bevid­

sthed om, at her er noget, der har værdi for, ja

nærmest hele Danmark.”

en anderledes nadverTræbænkene står på lange rækker i kirkerum­

met. Der er intet alter og ingen prædikestol.

I stedet står et bord med en grøn dug, det

såkaldte liturgibord, svagt hævet midt for

rækkerne af stole. Hvor præstens plads i

folkekirken er i bunden af et aflangt rum,

er hans plads i Brødremeninghedens kirke

i midten af rummet, men på den lange led.

Altså er siddepladserne drejet 90 grader, og

der er dermed ingen, der sidder langt væk fra

præsten. Der er ingen vægmalerier i kirken.

Kun et par lysekroner og gardiner. Ellers er det

hvidt og lyst.

”Det er enkelt, men smukt. Vi skal ikke leve

overdrevet,” siger Jørgen Bøytler og forklarer,

og fremhæver, at kristendommen selvfølgelig

har stor betydning for deres fællesskab. En

anden vigtig faktor for fællesskabet er, at Brø­

dremenigheden i Christiansfeld er en del af

den verdensomspændende Brødrekirke, der

har menigheder på fire kontinenter og cirka

900.000 medlemmer. I Danmark er der om­

kring 400 medlemmer, hvoraf cirka 150 lever i

Christiansfeld.

”Vi finder fællesskab i hele verden og med de

andre Brødremenigheder,” siger Käte Thom­

sen, som også spiller i basunkoret, der hvert

andet år i pinsen mødes til blæsertræf med

flere basunkor fra andre Brødremenigheder.

Jørgen Bøytler mener også, at det internatio­

nale aspekt af menigheden har betydning for

identiteten.

”Vi har en meget klar bevidsthed om, at vi

er danskere og bor i Danmark, men at vi også

er en del af en meget større sammenhæng.

Fællesskabet er meget vigtigt, for der er men­

nesker, der identificerer sig med menigheden,”

siger han og vender tilbage til byens kulturarv.

”Det er vigtigt, at den tradition og måde at

være menighed på lever videre i Danmark.

Vi ved godt, at den danske kirke ville overleve

uden Brødremenigheden. Vi er blot en lille

nuance.”

at præsten ikke er hævet over menigheden,

derfor er hans plads ved liturgibordet heller

ikke hævet synderligt, som en prædikestol i

kirken er det. Nadveren er også anderledes

end folkekirkens, for her kommer Jørgen

Bøytler rundt med brød og vin til menigheden,

som bliver siddende.

”Det er ikke sikkert, at vores måde at gøre det

på er rigtig. Vi tror ikke, den er forkert, men vi

tror, der er mange måder at være en kirke på.

For os er folkekirken fin, men vi er optaget af,

at evangeliet skal forkyndes til mennesker.”

Jørgen Bøytler understreger, at Brødreme­

nigheden ikke er en eksklusiv klub, men at

gudstjenesterne er åbne for både medlem­

mer og ikke­medlemmer. Spørger man nogle

af byens 2.900 borgere, er de enige i, at Brø­

dremenigheden ikke er et lukket samfund.

Tværtimod lever de i fredelig sameksistens,

for Brødremenigheden er en stor del af byens

identitet.

fællesskab i Hele verden ”Vi synes, at vi har noget specielt i byen,” siger

Käte Thomsen.

”Det er vigtigt for os, at vi ikke adskiller os fra

andre. Og det synes jeg heller ikke, vi gør. Vi

skal jo alle have et tilhørsforhold,” siger hun