Fra omnibus til segmentpresse

- Er de danske dagblades journalistiske selvforståelse under transformation?

Cecilie Thorup

Mediesociologi og kulturanalyse, hold 2

Vejleder: Dan Pedersen

Afdeling for Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet

December 2011

1

Indledning

Dagbladspressen er i krise. Medieforbrugerens nyhedsbehov bliver dækket andetsteds. Tilbage står et af Danmarks ældste

nyhedsmedier i en eksistentiel identitetskrise, famlende frem for at finde sit holdepunkt i den medieforbrugende dansker.

Hvor er dagbladspressen på vej hen? Mens gratisaviserne har opnået status som de tre mest læste aviser i Danmark, ser vi så

en tendens til, at vores dagblade bevæger sig i retning af nærmere et nichemedie, hvor journalistikken er mere subjektiv og

politisk funderet?

Spørgsmålet er, om vi stadig skal læse avisen som en nyhedsformidler, en neutral, politisk iagttager, eller i højere grad en

formidler for et politisk synspunkt – altså en dagbladspresse, hvor der i højere grad er tale om en segmenthenvendelse, der

henvender sig til en række del-offentligheder, i stedet for den bredt funderede omnibus-avis, som vi hidtil har kendt den.

Problemformulering

Har gratisaviserne opnået status som vores tids omnibusaviser, men de landsdækkende dagblade er på vej til at

blive nichemedier?

For at besvare spørgsmålene vil jeg indledningsvist redegøre for dagbladspressens historiske udvikling, samt hvilke

strukturelle ændringer der er fundet sted.

Herefter vil jeg præsentere og behandle resultaterne af min spørgeskemaundersøgelse, hvor jeg har undersøgt, hvordan en

række adspurgte ville placere de tre landsdækkende dagblade politisk.

Med udgangspunkt i undersøgelsens resultater vil jeg gennem en mediefaglig diskussion der bunder i den stadig nuværende

diskussion, der foregår i medierne, vurdere, om dagbladede Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten kan karakteriseres mere

som segmentpresse end omnibus-medie.

I min konklusion og perspektivering vil jeg gribe fat på de nye initiativer og tiltag der foregår lige nu, for at forsøge at komme

med et bud på, hvordan fremtiden ser ud for dagbladene.

Fra partipresse til gratisaviser

- En historisk funderet redegørelse af dagspressen fra 1849 –

Kampen for folkestyre og parlamentarisme skabte grobunden for den danske presse. Kampen blev først og fremmest først i

avisernes spalter af samfundets elite og drejede sig i høj grad om ytringsfrihed og tanke- og trosfrihed (Thomsen & Søllinge,

1991).

Med Grundlovens indførelse i 1849, blev censuren ophævet og ordet frit, og konturerne begynder at aftegne sig på perioden,

der kaldes partipressen (Jensen, 2001). Politisk bliver der udskilt et højre og et venstre i dansk politik, og aviser med klare

partipolitiske tilhørsforhold begynder at se dagens lys. Dette pressesystem bliver også kaldt for firebladssystemet, fordi de

fleste større byer havde en avis der svarede til de fire største politiske partier – Socialdemokratiet, Radikale, Venstre og

Konservative.

2

I perioden frem til 1905 er det i de partitro aviser, at kampen for frihed og frisind i høj grad føres (DDF, 1999). Udover den

politiske kamp, er der også i høj grad tale om en kulturkamp sat i gang af litteraturkritikeren Georg Brandes omkring 1870.

Tilhængerne krævede den frie tankes ret overfor kirke, moral og tradition. Det var i aviserne, at der blev sat ”problemer

under debat.” Litteratur og dagbladspressen blev i denne periode sidestillet, så en række forfattere optrådte lige så hyppigt i

avisernes spalter som i bøgerne. Litterære forfattere som Henrik Pontoppidan, Holger Drachmann, Vilhelm Topsøe og

Herman Bang var på den tid mindst lige så kendt som ’journalister’.

Aviserne knytter deres redaktionelle synspunkter til de politiske partier, som man i løbet af 1880’erne kan gruppere dem i

forhold til partierne Højre, Venstre og Socialdemokratiet. De førende politikere for disse to fløje bliver samtidig markante

avisudgivere – Chresten Berg der kommer til at grundlægge de bergske blade og Viggo Hørup, der efter at have været

medarbejder på Bergs Morgenbladet i 1884 grundlægger Politiken sammen med Edvard Brandes (DDF, 1999).

Der refereres til perioden efter 1905 som pressens guldalder. Det er her, hvor der er blevet udgivet flest aviser overhovedet.

Aviserne henvender sig primært til deres kernelæsere: meningsfællerne og de partitro. Først i midten af det 20. århundrede

opgives gradvis avisernes tilhørsforhold til de politiske aviser.

Højre-pressen er først og fremmest repræsenteret ved Berlingske Tidende og Ferslews eliteaviser: Nationaltidende samt

Dagens Nyheder. Avisen bliver den folkelige udgave af de konservative synspunkter.

Venstre-pressen ved de Berg'ske blade. En stor del af aviserne er ejet af en enkel person, politikeren Chresten Berg.

Morgenbladet er det toneangivende og Venstres organ i København. Det blev fra 1884 suppleret af Politiken, inden det gik ind

i 1892. Venstrepressen bliver i stor udstrækning i København talerør for brandesianismen, det moderne gennembrud. I

provinsen er de dog mere forankret i de regionale, politiske problemstillinger. 

Socialdemokratiets talerør er fra 1872 Socialisten (fra 1874 Social-Demokraten), Demokraten (Aarhus 1884-1974), Fyns

Social-Demokrat (Odense, 1896-1971).

Først fra ca. 1960 opgiver aviserne deres tilknytning til de politiske partier for i stedet at opnå en redaktionel frihed og i

højere grad at kunne indrette sig efter et marked af læsere.

Aviserne ændrer deres selvforståelse og rolle. Man begyndte at tale om en omnibuspresse, hvor aviserne henvendte sig til

den brede offentlighed. Avisernes politiske observans blev henvist til lederspalten. Resten af avisens indhold blev udvalgt

efter nye objektive nyhedskriterier - ambitionen var en upartisk, fair og interessefri dækning af nyhedsstoffet. (Andersen,

2007).

Omnibuspressen opstod efter idé af Henrik Cavling, journalist ved Politiken, som havde været en tur i Amerika og studeret

moderne avisdrift. Her så man tendensen til, at aviserne havde adskilt de oplysende reportager fra de meningsdannende

artikler. Reportagerne var kommet på forsiden, og meninger samt synspunkter længere inde i avisen. Aviserne

eksperimenterede med det korte, journalistiske sprog: korte, komprimerede artikler med slagkraftig rubrik og manchet, der

kunne fange læserens interesse, de anvendte i vid udstrækning fotografier som en del af reportagen, fjernede den direkte

politiske agitation, dækkede et bredere spektrum af begivenheder, også uden for det politiske og kulturelle område, og

anvendte reklamer og annoncer som en del af indtægtsgrundlaget (DDF, 1999).

Da Edvard Brandes, den sidste frontkæmper fra 1884, trådte tilbage som Politikens redaktør nytår 1905 var vejen banet for

3

Henrik Cavling til at indføre de nye principper på Politiken.

Det blev en så stor økonomisk og redaktionel succes, at de andre store aviser i løbet af de følgende ti år gennemgik lignende

reformer.

Ved overgangen fra partipresse til omnibuspresse skete der en markant forskydning i forestillingen om, hvad journalistik er,

og hvad journalistikken stod for – der var tale om en helt ny form for objektiv journalistik (Schultz, 2007). Under partipressen

skulle journalistikken afspejle en klar partipolitisk dagsorden, men det ændres ved omnibuspressens indtog:

”Avisen ville tækkes læsere af alle partifarver, og et af midlerne var ’objektivitet’. Ved hjælp af det, og ved holde

kommentarer og nyhedsstof adskilt, kunne man blive accepteret som neutral og troværdig også hos læsere med

andre politiske opfattelser. Sådan begyndte objektivitetsalderen herhjemme.”

(Mejlby, 1999)

Med objektiv journalistik kan man derfor både forstå en bestemt form for neutralt funderet politisk journalistik samt en

adskillelse mellem subjektive kommentarer og objektive nyheder.

Ligeledes blev journalisten rolle markant ændret. Journalisten var nu ikke længere den, der formidlede oplevelser,

holdninger og meninger, men en anonym, uafhængig person, der objektivt viderebragte det, som var vigtigt for almenheden

og samfundet (Poulsen, 1996). Hvor journalisten kan siges at have haft en partipolitisk, agiterende rolle i partipressen, ligger

der en forestilling om en mere neutral, formidlende journalistrolle i omnibuspressen.

Sådan forløb pressen i lang tid, indtil nyhedsmarkedet begyndte at ændre sig efter år 2000. Tv, radio og ikke mindst

nyhedsdækningen via de nye medier – internettet og mobiltelefonen – begyndte at presse vilkårene for at drive avis. Kampen

om læserne medførte, at aviserne måtte forny deres redaktionelle linje og journalistiske form, samt indgå strategiske

alliancer, for overhovedet at kunne overleve (Minke, 2008).

1990erne havde i forvejen tæret på dagbladenes økonomi på grund af faldende læsertal og en 'abonnementskrig' hvor

aviserne gennem næsten gratis abonnementer 'stjal' abonnenter fra hinanden i tre måneder, eller så længe

gratisabonnementet nu løb. Læserne blev 'troløse abonnementsryttere' der sprang fra avis til avis. Samlet set fortsatte

oplagstallet imidlertid med at falde. Dagbladsbranchen var i krise.

Tiden var præget af strategiske alliancer, hvor Det Berlingske Hus i 2001 bliver overtaget af den norske koncern Orkla, og

skifter i 2008 navn fra det Berlingske Officin til Berlingske Media. Der stilles nu krav om at drive dagblad med profit som

forretningsmål – omkostningerne skal ned, og indtjeningen skal øges (DDF, 1999).

Jyllands-Posten og Politikens Hus (Politiken og Ekstra Bladet) danner i 2003 koncernen JP/Politikens Hus, der skal der styrke

de strategiske muligheder. De tre redaktionelle linjer fastholdes.

I 2001 kommer gratisavisen MetroXpress på gaden, og starter det, der siden er blevet refereret til som ’aviskrigen’ (Minke,

2008). Gratisavisen udkommer på baggrund af kraftig investering fra LO i samarbejde med MTG, der udgav den første udgave

af Metro i Sverige i 1995. LO skrev tilbage i 2001:

4

”Formålet med fagbevægelsens mediestrategi er for det første at gøre fagbevægelsens holdninger og visioner

synlige i den offentlige debat. For det andet at sikre en demokratisk debat, og det gør vi blandt andet ved at

sikre så mange som muligt adgang til debatten. ”

Baggrundsnotat for L.O’s mediestrategi, sagsnr. 07.04-01-873, d. 7. september 2011

Men som det også fremgik af notatet, var det vigtigt for LO at producere en neutral avis, der skulle være fri for politiske

interesser. På den måde ville der ikke figurere en leder, og de debatindlæg der var i avisen, skulle skrives af læserne selv.

Om konkurrenternes reaktion, skrev LO:

”Det Berlingske Hus har været meget offensiv i sin reaktion mod MetroXpress. Direktør Joachim Malling har

bebudet modtræk. B.T. har ført, hvad der kun kan betegnes som smædekampagne mod projektet. ”LO har brugt

dine penge, og der bliver med garanti brug for flere,” skrev bladet i en leder. Bladet har også interviewet en

række lokale faglige folk, der alle som en udtrykte, hvad bladet mente var fagbevægelsens holdning. De var alle

imod. Berlingske må af flere årsager anses som en hovedkonkurrent. Annoncører kan forudses at fravælge B.T.

og tilvælge MetroXpress. Det er der udsagn om fra det seriøse Mediacom om. Og Berlingske ejer en stor andel af

lokal- og gratisaviserne i hovedstadsområdet, som også påføres konkurrence om attraktive annoncekroner.”

Baggrundsnotat for L.O’s mediestrategi, sagsnr. 07.04-01-873, d. 7. september 2011

Der går heller ikke lang tid, før Berlingske Media er på banen med gratisavisen Urban med præcis samme koncept.

Med gratisaviserne MetroXpress og Urban åbner der sig et helt nyt marked for dagbladsvirksomhed. Filosofien bag

gratisaviserne er at få et så højt læserantal som muligt, for dermed at øge indtjeningen på annoncer. Aviserne befinder sig,

hvor læserne er – trafikknudepunkter, butikstorve, osv. Artiklerne er bredt orienterede og rummer nyheder, baggrund og

livsstil. MetroXpress med vægt på internationalt stof, mens Urban har mere vægt på den indenrigsorienterede (DDF, 1999).

I løbet af få år bliver aviserne overskudsgivende og - ikke mindst - landets største aviser målt på læsertal. I foråret 2005 er

metroXpress' læsertal på over 700.000 og Urbans på over 650.000 (DDF, 1999). De er ikke kun en god forretning for ejerne

Metro International og Berlingske Media/Orkla, de er også en god journalistisk historie - antallet af avislæsere er på ny

stigende, og det er især de unge som gratisaviserne har fat i. Konceptet breder sig. Nordjyske Medier, Fyns Stiftstidende og

Jyllands-Posten etablerer sig med gratisaviser. 

I 2006 kommer tre nye og store konkurrenter på banen: islandsk-ejede Nyhedsavisen, JP/Politikens 24timer og Berlingske

Medias Dato. Nyhedsavisen er den første med idéen om at udsende en hustandsomdelt, landsdækkende gratisavis. De to store

mediekoncerner lugter en alvorlig trussel mod deres dagblade, og lancerer deres egen gratisaviser – allerede inden

Nyhedsavisen når at udkomme.

Efter nogle meget hårde år for de danske aviser, vælger JP/Politiken at sælge gratisavisen 24timer til MetroXpress. Som

betaling får JP/Politiken 24,5 pct. af aktierne i MetroXpress Danmark, der som den eneste gratisavis pt. har formået at få

overskud på deres produktion af udelukkende annoncefinansierede avisnyheder. 

5

Politiske medier

- En behandling og gennemgang af spørgeskema om mediers politiske standpunkt

Jeg vil her gennemgå de resultater jeg kom frem til, ved at lave min egen rundspørge. Her ville jeg undersøge, hvilken politisk

opfattelse de havde af de tre dagblade. Hypotesen var, at hvis størstedelen af de adspurgte ville karakterisere de

landsdækkende dagblade som politisk funderede, ville det være et tegn på, at pressen i højere grad kunne kendetegnes som

segmentpresse frem for omnibusmedie.

Resultatet var overvældende. Ud af de 239 adspurgte svarede 57 pct., at de mente, Berlingske var ’højreorienteret’ eller

’meget højeorienteret’, mod 8,6 pct. som svarede at avisen var ’venstreorienteret’ eller ’radikal’. 7,1 pct. svarede at avisen var

neutral, mens 27 pct. ikke kunne tage stilling.

18,6 pct. mente, at Jyllands-Posten var ’venstreorienteret’ eller ’radikal’, 47,1 pct. mente den var ’højreorienteret’ eller ’meget

højreorienteret’, 4,3 pct. refererede til den som ’neutral’, mens 30 pct. ikke kunne tage stilling.

43,7 pct. mente, at Politiken var ’venstreorienteret’ eller ’meget venstreorienteret’, 14 pct. mente den var ’radikal’, 10,3 pct.

mente den var ’højreorienteret’ eller ’meget højreorienteret’, 5,6 pct. mente den var neutral, mens 25,4 pct. ikke kunne tage

stilling.

Det interessante er, at gratisaviserne scorer særdeles højt på neutralitetsskalaen. 73,9 pct. svarer at MetroXpress enten er

neutral, eller at de ikke kan tage stilling, 75,3 pct. svarer det samme om Urban, 76,5 pct. om 24timer og hele 79,5 pct. svarer

om de gratis lokalaviser, at de enten er neutrale, eller at de ikke kan tage stilling.

Hvor der kan argumenteres for, at lokalavisernes høje neutralitetsscore kan findes i de anderledes nyhedskriterier, er det

straks mere komplekst, hvorfor gratisaviserne er så neutrale i forhold til de landsdækkende dagblade, når nu netop

dagbladene så gerne vil fremstå neutrale, som det fremgår af chefredaktørernes citater i min diskussion. Måske det kan have

noget at gøre med antallet af egenproduceret journalistik og antallet af nyhedstelegrammer?

En optælling i dagens aviser (29. oktober 2011) viser, at MetroXpress bringer i alt 52 historier. Heraf er 38 Ritzau-

telegrammer, mens 14 er egenproducerede historie. Det vil sige, at 73 pct. af dagens historier består af telegrammer fra

Ritzau. Jyllands-Posten bringer i alt 85 historier. Heraf er 55 egenhistorier, mens 30 er Ritzau-telegrammer. Det svarer til, at

35 pct. af alle historierne kommer fra Ritzau.

Det er en betydelig, men også forventelig forskel, taget i betragtning af at man betaler penge for at læse Jyllands-Posten. Men

har den egenproducerede journalistik den negative bivirkning, at den kommer til at fremstå mere vinklet? Er mediebrugerne

efterhånden så medietrænede, at de går ud fra, at en journalist ikke kan undgå at være vinklende i sin skrivning – især når

han sidder på en politisk avis?

6

På vej mod nye tider

- En mediefaglig diskussion om dagbladenes transformation fra omnibus til segmentpresse

I dagens mediebillede er der flere udviklingstræk, der peger på en hypotese om et nyt pressesystem. I dette afsnit vil jeg

forsøge at afklare og diskutere, om de tre dagblade har skrevet politiske motiverede artikler, for at komme nærmere en

afklaring om, hvorvidt dagbladspressens er ved at bevæge sig nærmere et nichepræget medie, frem for et objektivt funderet

omnibusmedie.

Muhammed-tegningerne er tolv satiriske tegninger af Islams profet Muhammed, der i 2005 blev bragt i Jyllands-Posten.

Tegningerne blev bragt i 2005, som en illustration til en artikel om selvcensur og ytringsfrihed.

Publikationen havde katastrofale følger, med over 200 døde som resultat af protesterne (Ritzau1), en handelsboykot af

danske varer, hjemkaldelse af ambassadører, overfald på Arla-ansatte, afbrænding af Danneborg og de danske ambassader i

Damaskus og Beirut.

Avisernes dækning af Muhammed-krisen blev diskuteret vidt og bredt af kommentatorer og medieforskere, og blev flere

steder udlagt som en politisering af omnibuspressen (Andersen og Schultz, 2007). En udlægning, som de fleste

chefredaktører ikke brød sig om, da de selv havde karakteriseret sig som apolitiske omnibusmedier i en æra. D. 7. marts 2006

skrev læsernes redaktør Lars Halskov i en leder i Politiken:

 ”Der skal være en klar adskillelse mellem avisens subjektive holdninger på lederplads og i kommentarer – og så

journalistikken. Det må aldrig blive sådan, at avisens journalister skærer artiklerne til efter avisens holdning.

Netop rollen som vagthund gør, at avisens journalistik skal være fair og tilstræbt objektiv. Ellers ryger

troværdigheden.”

Politiken, lørdag d. 7. marts 2006.

Det er et klassisk karaktertræk for en omnibus-avis, at der stræbes efter en klar skillelinje mellem objektiv journalistik og det

subjektive holdninger på lederplads (Schultz, 2007), men spørgsmålet er, om prioriteringen af dækningen af Muhammed-

krisen alligevel havde en subjektiv indflydelse på den redaktionelle linje.

Avisen Information lavede en optælling i sommeren 2007 af, hvilke artikler der havde været bærende på de tre dagblades

forsider, og hvilke emner der havde indtaget lederpladsen siden Muhammed-krisen eskalerede. Undersøgelsen beskæftigede

sig inden for perioden d. 5. februar og måneden ud. Optællingen tegnede et tydeligt resultat: På yderfløjene stod Politiken og

Jyllands-Posten, mens Berlingske var at finde et sted på midten; ifølge Information, øjensynligt splittet mellem dansk

erhvervsliv og regeringen. På 24 dage bringer Politiken ikke mindre end 12 bærende artikler om emnet på forsiden og 10

ledende artikler. Til sammenligning har Jyllands-Posten blot én artikel på forsiden, og behandler slet ikke emnet på

lederplads.

Jyllands-Postens daværende chefredaktør, Carsten Juste var hurtigt ude og klistre et politisk mærkat på Politiken. Til

Information udtalte han:

“For mig virker det som et klart dekret udstedt fra hjørnekontoret om, at de skal gå efter regeringen. Når Tøger

går så meget frem på tv, som han gør, virker det som om, han betragter sig selv som leder af oppositionen. Men

7

det kan man måske godt forstå, at han føler behov for, når Helle Thorning ikke gør det.”

Chefredaktør for Jyllands-Posten Carsten Juste til Information d. 25. juli 2007

Ida Schultz, adjunkt i journalistik på RUC, argumenterer for, at netop denne hyldning af objektiv journalistik ikke er gyldig

mere i en medieverden, hvor dagbladenes prioritering af nyhedsstoffet kan være så forskellig.

”Omnibuspressens ideal om adskillelse mellem objektiv nyhedsformidling og subjektive kommentarer lever i

bedste velgående i den journalistiske selvforståelse. Chefredaktørerne hylder på den ene side den objektive

nyhedsjournalistik, mens de på den anden side arbejde med målrettede nyhedskoncepter. Nutidens

redaktionelle praksis har overhalet den journalistiske selvforståelse indenom (…) De danske chefredaktører

vrider sig i stolen over påvisning af politisk vinkling – hvorfor gør det så ondt at indse?”

Ida Schultz, 2007.

Der kan ud fra citaterne argumenteres for, at de betalte dagblade er ved at bevæge sig fra en omnibuspresse til en

segmentpresse. Segmentpressesystemet er kendetegnet ved, ikke at være styret af de elementer der præger omnibusavisen,

som de publicistiske idealer om at informere borgeren om væsentlige samfundsemner som er gældende og bestemmende for

langt størstedelen af journalistikken. Derimod bliver læseren i højere grad betragtet som en forbruger, der i vid udstrækning

skal sælges annoncer til. Dagbladene er som den nye segmentpresse blevet mere fokuseret og har fået øjnene op for de

særskilte typer af målgrupper, som læserskaren udgør (Willig, 2010). Med andre ord gælder det i stigende grad om at være

noget for nogen, hvor det ud fra omnibuspressesystemet i højere grad gjaldt om at henvende sig bredt til alle.

Anne Mette Svane udtalte til Mediawatch i år:

”Aviserne er i de seneste 10 år blevet meget produktorienterede, og er i den forbindelse begyndt at redigere

avisen i højere grad efter læserens ønske som forbruger. De forsøger i højere grad at ramme de interesser, som

læserne har.”

Anne Mette Svane, chefredaktør for Politiken, til Mediawatch d. 1. november 2011

Netop det at redigere avisen ud fra læserinteresser, samt at henvende sig specifikt til en målgruppe, er et kendetegn, der

peger mere i retning mod, at aviserne er begyndt at tænke mere segment-orienteret.

Muhammed-krisen kan kaldes for en medieundtagelsestilstand, og er derfor ikke kvalificeret nok til at kunne bidrage med et

overordnet syn på pressens transformation fra omnibus til segment. Men spørgsmålet er, om det ikke også gælder for

hverdagens journalistik? Iflg. Andersen og Schultz (2006) var dagbladene meget ens i løbet af 1980’erne og begyndelsen af

1990’erne, men at især Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken har fundet en skarpere profil i udvælgelsen og

vinklingen af nyhedsstoffet og i prioriteringen af stofområder, der harmonerer med aviserne overordnede observans. Ida

Schultz skriver i hendes artikel:

8

”De trofaste abonnenter vil næppe blive overraskede over en undersøgelse, der påviser, at aviserne har

forskellige politiske vinkler på fælleshistorierne, samt at avisen udvælger, vinkler og prioriterer stofområdet

forskelligt. Mon ikke disse forskellige ’nyhedspolitikker’ netop er en tungtvejende årsag til, at nogen læsere

vælger at betale over 3.000 kr. om året for Jyllands-Posten, mens andre læsere ikke kunne drømme om at

abonnere på andet end Politiken eller Kalundborg Folkeblad?”

Ida Schultz: Fra Partipresse over Omnibuspresse til Segmentpresse (2007)

Dernæst er det værd at bemærke, at medierne, som tidligere beskrevet, grundet stigende konkurrence på området, har været

nødt til at produktorientere deres aviser i stigende grad, og dermed har nemmere ved at finde interesserede annoncører, hvis

man kan indsnævre sin målgruppe.

Et andet argument for at omnibusavisen har ændret sig, er ved i stigende grad at fokusere på livsstils- og

forbrugerjournalistik. Endda i sådan grad, at Stig Hjarvard har opfundet et begreb for det alene:

”Den moderne omnibusavis overtager i stigende grad denne servicevirksomhed, der tidligere var ugebladenes

og magasinpressens anliggende.”

Stig Hjarvard: Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati (1995)

Konklusion

I denne opgave har jeg forsøgt at argumentere for, at pressen er ved at transformere sig fra omnibusmedie til segmentpresse.

Dette har jeg gjort, ved først at skitsere for de historiske træk der har ligget til grund for pressens tidligere transformation fra

partipresse til omnibusavis, samt ved at redegøre for den situation der er i øjeblikket, der gør at dagbladene er nødt til at

gennemleve en revolution, for at kunne overleve i kampen mod Internettet og gratisaviserne.

Min spørgeskemaundersøgelse viste et klart resultat der afslørede, at størstedelen af de adspurgte placerede dagbladene i en

politisk kasse. Ida Schultz utaler, at det er forventeligt at de danske dagblade skriver med politisk motivation, og det er vel

også det, læserne forventer, når de betaler mange penge på et abonnement i forhold til gratisavisernes tilbud – men

chefredaktørerne vil ikke stå ved, at deres redaktionelle linje er påvirket af politiske interesser. De vil fortsat gerne

karakterisere sig selv som omnibusmedie, hvor der er en stærk linje mellem views og news. En optælling af dagbladenes

prioritet af forsider under Muhammed-krisen, kunne dog imidlertid godt pege i retning af noget andet.

Diskussionen er langt fra slut, og De Vises Sten langt fra fundet.

D. 1. december er Politiken på banen med et helt nyt design, hvor man har fjernet nyhedsbåndet for oven, der bestod af korte

nyhedstelegrammer. Her vil man i stedet give plads til egne historier og vinklinger. Endnu et kendetegn for segmentpressen.

9

I dag (d. 29. november) er Politiken også ude med nyheden om, at de vil begynde at krydstjekke brugerne i Folkeregisteret,

inden de kan udgive indlæg i debatten. Officielt, for at undgå mudderkast fra anonyme brugere. Men ifølge Jannie Møller

Hartley der har skrevet ph.d. om emnet, drejer det sig også om noget andet:

”Der er også tale om inddrage nogle data om brugerne, som medierne kan drage fordel af – f.eks. i annonceøjemed. På den her måde kan de finde ud af, hvem der debatterer og hvem deres brugere egentlig er. Det har typisk været nichemedierne, som har haft de åbne debatter, både medier som Information, fagbladenes netmedier og de helt lokale netmedier. Det er nemmere for dem, for de har en meget fast og snæver modtagergruppe, ofte med enslydende interesser. Anderledes er det med de store omnibus-medier, hvor målgruppen er meget mere bred. Dette åbner nemlig op for dem, medierne kalder "de rabiate" brugere. På den måde kan man også sige, at  Politiken gerne vil overføre deres brand fra avisen til nettet også og forsøge at knytte deres læsere til netmediet i højere grad end før. Både fordi at de brede medier har svært ved at styre debatterne, og fordi en mere afgrænset målgruppe gør det lettere at tiltrække annoncekroner. Man kan sige, at man går fra at ville have mange læsere til at ønske sig "de rigtige" læsere.”Jannie Møller Hartley til Mediawatch d. 29. november 2011

Markedet er så presset i øjeblikket, at de lokale dagblade ikke har mulighed for at overleve i deres nuværende form, og som jeg har argumenteret for i løbet af denne opgave, er der flere tegn der indikerer, at vi bevæger os mod et nyt pressesystem.

 

10

Litteraturliste

Bøger

Schultz, Ida: “Bag nyhederne – værdier, idealer og praksis,” 1. udgave. Forlaget Samfundslitteratur, 2006.Skyum-Nielsen, Rune: “Alt går efter planen: sagaen om Nyhedsavisen.” i. ugave, 1. oplag. Politikens Forlag, 2009.Willing, Ida: “Constructing the audicnce: a study of segmentation in the Danish press.” 2010.Jensen, Klaus Bruhn: “Medier og samfund.” 1. udgave, 3. oplag 2011, Forlaget Samfundslitteratur, 2008.Minke, Klaus: “Aviskrigen – dagblade i overlevelseskamp.” 1. udgave, 1. oplag 2008, Forlaget Borgen.Merkelsen, Henrik: “Magt og medier.” 1. udgave 2007, Forlaget Samfundslitteratur.Pederesen, Ove K. m.fl.: “Politisk journalistik.” 1. udgave, 1. oplag, Forlaget Ajour 2000Thomsen, Niels og Søllinge, Jette: “De danske aviser 1634-1991” Bind 1-3, Odense Universitetsforlag, 1988 – 1991.Hjarvard, Stig: “Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati“. Statsministeriet, Medieudvalget. 1995Hjarvard, Stig; “TV-nyheder i konkurrence.” Frederiksberg: Samfundslitteratur. 1999

Artikler

Schultz, Ida: “Fra Partipresse over Omnibuspresse til Segmentpresse.” Journalistica nr. 5, 2007.Schultz, Ida: “Velkommen til Segmentpressen,” Fagpressen nr. 1 februar 2007DDF [Danske Dagblades Forening] (2004). „Dagbladene 1970-2003“. Specialversion til DDFs medarbejdere af rapport til Statsministeriets arbejdsgruppe vedr. dagspressens Finansieringsinstitut. Danske Dagblades Forening.Information 03.03.2006: „Har Muhammed-sagen genoplivet partipressen?“. Maria Skov & Jakob Sejer Pedersen.Andersen, Michael Bruun & Ida Schultz (2006). „Avisen som forretning og demokratiets vogter“. Information 17 03 2006.

11