195
Faglig Årsberetning 2012 Kopenhagen Forskning Annual Report 2012 Kopenhagen Research

Faglig Årsberetning 2012

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Faglig Årsberetning 2012 indeholder 30 faglige artikler. Indholdet i Faglig Årsberetning 2012 har stor faglig bredde og dybde, således at artiklerne dækker alle faggrene både mht. grundforskning, metodeudvikling og undersøgelser med direkte relevans for den praktiske anvendelse på danske minkfarme og fodercentraler.

Citation preview

Page 1: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning

2012

Kopenhagen Forskning

Annual Report

2012

Kopenhagen Research

Page 2: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning

2012

Kopenhagen Forskning

Annual Report

2012

Kopenhagen Research

Page 3: Faglig Årsberetning 2012
Page 4: Faglig Årsberetning 2012

Kopenhagen Forskning Agro Food Park 15 DK-8200 Aarhus N Danmark Tlf.: 72 13 28 02 Fax.: 96 13 57 14 e-mail: [email protected]

Kopenhagen Research Agro Food Park 15 DK-8200 Aarhus N Denmark Phone.: +45 72 13 28 02 Fax.: +45 96 13 57 14 e-mail: [email protected]

Faglig Årsberetning 2012 Oplag: 300 stk. Forsidefoto: Jesper Clausen Typografi: Arial Layout: Mette Line Christiansen Tryk: KF/DPA Redaktion: Kopenhagen Forskning Redaktionen sluttede februar 2013

Page 5: Faglig Årsberetning 2012

3

Forord ved Forskningschef Peter Foged Larsen..............5

Adfærd Selektion ved hjælp af adfærdskriterier for tilpasning af mink til gruppeindhusning.....7-14 Selection by means of behavioural criteria for adaptation of mink to group housing Leif Lau Jeppesen Fodrings-relateret berigelse nedbringer unormal adfærd hos mink……………........15-21 Feeding related enrichment reduces abnormal behaviour in mink Jens Malmkvist Fodring i aktiv periode kan mindske stress hos avlstæver i vinterperioden…...............23-27 Feeding at sunset in active period can reduce stress in breeding females during winter Jens Malmkvist

Avl og Reproduktion Sædprøver hos mink …………...................29-33 Sampling of mink semen Bente Krogh Hansen, Kári Gautason, Maria Sylvest Blæsbjerg, Michael Sønderup

og Henrik

Bækgaard Rigtigt vinterhuld hos minkhanner giver flere parrede tæver og lavere goldprocent….…35-42 Correct body condition of mink males results in more dam mated and reduced barren percentage Bente Krogh Hansen, Michael Sønderup, Kári Gautason, Henrik Bækgaard & Vilhelm Weiss Indavl og heterosis i en seks generations mink population……………………………………..43-49 Inbreeding and heterosis in a six generation mink population Janne Pia Thirstrup, Vivi Hunnicke Nielsen, Peter Foged Larsen & Cino Pertoldi

Ernæring og fodring Fiberstoffers vandbindingsevne……….….51-54 Water binding capacity of fibres Kirsten Meldgaard & Peter Foged Larsen Betydningen af fiber i foderet for hvalpenes optagelse af drikkevand…………………....55-62 Effect of feed fibres on uptake of drinking water in mink kits Tove N. Clausen, Louise Tinggaard, Kirsten Hvam & Peter Foged Larsen

Minks cholinbehov………...........................63-68 The cholin requirement of mink Mette Skou Hedemann, Tove N. Clausen

& Peter

Foged Larsen Nobacithin og Cholinclorid til minkhvalpe i vækstperioden……………...........................69-75 Nobacithin and Choline Chloride to mink kits in the growth period Tove N. Clausen, Tor Mikael Lassén & Peter Foged Larsen Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden – Effekt af tilskud af cholinchlorid og Nobacithin på blod, lever og sundhed…....................................................77-82 Reduced dietary protein content to mink in the growing-furring period - effects of supplementary choline chloride and Nobacithin on blood and liver parameters and health Birthe M. Damgaard, Peter F. Larsen, Vivi M. Thorup & Tove N. Clausen

Protein reduktion i parringsperioden........83-88 Protein reduction in the mating period Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden……………………................89-95 Reduced protein to mink kits in the growth period Tove N. Clausen, Tor Mikael Lassén & Peter Foged Larsen Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden 2010 har ikke betydning for skindstørrelse og kvalitet hos afkom i 2011…...........................................................97-99 Reduced protein to mink kits in the growth period 2010 had no effect on skin size and quality in offspring in 2011 Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Selektion for minkhvalpe der klarer sig godt på lav proteinfoder. Vækstperioden 2011 og dieperioden 2012.....................................101-109 Selection of mink kits performing well on low protein diet. Growth period 2011 and reproduction period 2012 Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Proteintilførslen i drægtigheden påvirker den kvantitative omsætning og kropsvægt af F2-

afkommet hos mink (Neovison vison)...111-114 The protein supply during gestation affects the quantitative metabolism traits and bodyweights of F2 progeny in mink (Neovison Vison) Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson

Page 6: Faglig Årsberetning 2012

4

Proteintildelingen i fosterstadiet påvirker fødselsvægten af F2- afkommet hos mink (Neovison vison)......................................115-118 Protein provision during fetal life affects birth weight of the F2 progeny in mink (Neovison vison) Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson Lav protein forsyning til mink (Neovison vison) under den sene drægtighedsperiode – effekt på reproduktiv ydeevne, samt udvikling og stofskifte hos afkommet igennem det første leveår………………………………………..119-131 Low protein provision in mink (Neovison vison) during late gestation – Effect on reproductive performance, and both development and metabolism of the progeny throughout the first year of life Kristine Vesterdorf

Sundhed Undersøgelse af ”rørmink” ved en dansk fodercentral..............................................133-139 Investigation of a ”mink wasting syndrome” at a Danish feed plant. Mette Sif Hansen, Tim Kåre Jensen, Jan Kjeldsen, Tor Mikael Lassén, Peter Foged Larsen & Mariann Chriél Diarré og tarmbetændelse hos mink - karakterisering af tarmlæsioner, in situ identifikation af tarmpatogener og udvikling af diagnostiske metoder.............................141-143 Diarrhea and enteritis in mink – characterization of lesions, in situ identification of pathogens and implementation of new diagnostic methods Tim Kåre Jensen, Mette Sif Hansen, & Mariann Chriél Foreløbige resultater fra patologiske undersøgelser af potesår hos farmmink (Neovison vison)………………………..…145-147 Preliminary results of pathological examinations of foot ulcers in farm mink (Neovison vison) Nanna Bonde-Jensen, Maria Margareta Lassus, Anna Jespersen, Henrik Elvang Jensen & Anne Sofie Hammer Foreløbige resultater af mikrobiologiske undersøgelser af potesår hos farmmink (Neovison vison) i Danmark...................149-152 Preliminary results of microbiological investigations of paw ulcers in farm mink (Neovison vison) in Denmark Maria Margareta Lassus, Bent Ålbæk, Henrik Elvang Jensen, Anna Jespersen & Anne Sofie Hammer

Interviewundersøgelse vedrørende udbrud af smitsom lungebetændelse hos mink….153-156 Interview study regarding hemorrhagic pneumonia in mink Charlotte M. Salomonsen & Anne Sofie Hammer Sæsonmæssig fordeling af sår hos hvalpe af farmmink (Neovison vison)……………..157-162 Seasonal variation of the presence of skin ulcerations in farmed mink pups (Neovison vison) Anna Jespersen, Tove N. Clausen, Henrik Elvang Jensen & Anne Sofie Hammer Undersøgelse af forekomsten af pelsproblemet ”våd bug” hos mink (Neovison vison) i pelsningsperioden 2011……….163-167 Investigation of the prevalence of the fur problem "wet belly" in farm mink (Neovison vison) at pelting Susanne Sommerlund, Stine Bertelsen, Anne Sofie Hammer & Niels Christian Kyvsgaard Patologiske og radiologiske fund i hanmink (Neovison vison) med manglende eller misdannet penisknogle……………….…169-172 Gross pathological and radiological findings in four male mink (Neovison vison) with severe malformation of the baculum Anne Sofie Hammer, Anna Jespersen, Henrik Elvang Jensen & Stine Bertelsen

Driftsforhold Opdeling af store kuld ved 6 ugers alder reducerer antallet af bid mellem minkhvalpe…………………………...…….173-176 Dividing big litters at 6 weeks of age reduces number of bites among mink kits Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Risikoen for sår og skader øges når mink holdes i grupper ……..............................177-181 The risks of physical injuries increases when mink are kept in groups Steffen W. Hansen & Steen H. Møller Forlænget tomgangstid er ikke velegnet til at undgå at de kommende avlsdyr bliver for fede om efteråret………………………..…........183-187 Increasing the number of hours without feed is not a useful tool to avoid obesity in the autumn in juvenile mink selected as breeders Steen H. Møller Udvikling af metode til bestemmelse af gyllerendens effektivitet til opsamling af urin og gødning…………………………………189-192 Effect of slurry channels to collect urine and faeces in mink farming Kirsten Meldgaard & Peter Foged Larsen

Page 7: Faglig Årsberetning 2012

5

Forord

Faglig Årsberetning 2012 indeholder 30 faglige artikler. Dette skyldes et stort antal bidrag fra Kopenhagen Furs egne medarbejdere, men ikke mindst samarbejdspartnere på de danske universiteter. Indholdet i Faglig Årsberetning 2012 har stor faglig bredde og dybde, således at artiklerne dækker alle faggrene både mht. grundforskning, metodeudvikling og undersøgelser med direkte relevans for den praktiske anvendelse på danske minkfarme og fodercentraler. Tak til alle bidragsydere til Faglig Årsberetning 2012. I har alle lagt et stort stykke arbejde i jeres forskning og udarbejdelsen af faglig indlæg. Desuden vil jeg takke konsulent Mette Line Christiansen for kritisk gennemlæsning og opsætning, samt forsker Marie Engbæk for gennemlæsning. Jesper Clausen har bidraget med forsidebilledet.

Faglig Årsberetning er inddelt i hovedafsnit. Alle artikler indledes med både et dansk og et engelsk sammendrag. De faglige artikler er sat med to spalter, dog således at større figurer og tabeller er i fuld sidebredde. Artiklerne er sat således, at begge spalter før en gennembrydning læses færdigt, inden man går videre til den gennembrydende figur eller tabel og de nedenstående spalter. Artiklerne fra Faglig Årsberetning findes desuden på Kopenhagen Furs hjemmeside indeholdende farvebilleder. Med håb om at Faglig Årsberetning 2012, må blive fundet spændende, lærerig og bevaringsværdig, ønsker jeg alle god fornøjelse med læsningen.

Aarhus, februar 2013

Forskningschef

Peter Foged Larsen

Page 8: Faglig Årsberetning 2012

6

Page 9: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 7

Selektion ved hjælp af adfærdskriterier for tilpasning af mink til gruppeindhusning Leif Lau Jeppesen Københavns Universitet, Biologisk Institut, Universitetsparken 15, 2100 København Ø

Sammendrag Der forekommer mere kampadfærd hos ungdyr, som indhuses i grupper, end hos ungdyr, der indhuses i par. Kampadfærden reducerer velfærden og fører til skader på pelssiden af skindene og bidmærker på lædersiden af skindene. Her undersøges det, om frekvensen af kampe umiddelbart efter fodertildeling (foderkampe) kan anvendes som kriterium for selektion mod alle spontane forekomster af kampadfærd og dermed potentielt mod de skader, som kampadfærden forårsager. Der blev selekteret for eller imod foderkampe i to linjer (aggressiv henholdsvis fredelig linje) i tre generationer. Der var flere foderkampe og flere spontane kampe i den aggressive linje end i den fredelige linje i alle generationer, men frekvensen af foderkampe steg fra generation til generation i begge linjer, og frekvensen af spontane kampe faldt fra generation til generation i begge linjer. Frekvensen af alvorlige skader på pelssiden af skindene og af bidmærker på lædersiden af skindene var ikke påvirket af selektionen. Det konkluderes derfor, at foderkampe ikke er et velegnet kriterium for selektion mod generel aggression og skader/bidmærker. Spontant forekommende kampadfærd viser til forskel fra foderkampene tydelig korrelation til bidmærker på lædersiden og til dyrenes placering i burene. Spontan kampadfærd ville således nok være et bedre kriterium for selektion mod skader og velfærdstruende aggression. Den spredte forekomst af spontan kampadfærd gør det imidlertid vanskeligt at anvende dette kriterium i praksis. Foderet blev tildelt ’individuelt’ pr. bur, baseret på morgenens foderrest. Anvendelsen af denne fodringsrutine viste sig at medføre, at ungdyrene i den aggressive linje fik mindre foder og vejede mindre end ungdyrene i den fredelige linje. Dette kunne skyldes, at de dominerende dyr i den aggressive linje holdt de lavest rangerende individer væk fra foderet i større udstrækning end de dominerende dyr i den fredelige linje og derfor efterlod en større foderrest, som efterfølgende førte til mindre fodertildeling. Jeppesen, L.L. 2013. Selektion ved hjælp af adfærdskriterier for tilpasning af mink til gruppeindhusning. Faglig Årsberetning 2012, 7-14. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Juvenile mink housed in groups of four perform more fighting behaviour than juvenile mink housed in pairs. The fighting behaviour reduces the welfare of the mink and results in damages on the fur side of the skins and bite marks on the leather side of the skins. Here it is examined whether the frequency of fights following immediately after feeding (feed fights) can be used as criterion for selection against all spontaneous occurrences of fighting and by that potentially also against the damages that are caused by the fighting. Selection for or against feed fights was carried out in two lines (aggressive respectively peaceful line) in three generations. There were more feed fights and more spontaneous fights in the aggressive line as compared to the peaceful line in all generations. However, the frequency of feed fights increased from generation to generation in both lines and the frequency of spontaneous fights decreased from generation to generation in both lines. In addition, the frequency of serious damages on the fur side of the skins and bite marks on the leather side of the skins was not influenced by the selection. It is therefore concluded that feed fights is not a useful criterion for selection against general aggression and damages / bite marks. As opposed to feed fights, spontaneously occurring fighting behaviour correlates well with the bite marks on the leather side and with the location of the mink in the cages. Spontaneous fighting should, therefore be a better criterion for selection against damages and welfare threatening aggression. Based on the very infrequent occurrence of this kind of fighting it is, however, difficult to make use of as a practical selection criterion. In this project the feed was allocated ‘individually’ to the groups of four juveniles based upon the remains of feed on the cage in the morning. Following this feeding routine it showed up that the juveniles in the aggressive line got less feed and weighed less than the juveniles in the peaceful line. A possible explanation could be that the dominant animals in the aggressive line kept the lower ranking animals away from the feed to a larger extend that the dominant animals in the peaceful line and therefore left more feed at the cage which in turn led to the allocation of less feed.

Page 10: Faglig Årsberetning 2012

Jeppesen, L.L.

8 Faglig Årsberetning 2012

Jeppesen, L.L. 2013. Selection by means of behavioural criteria for adaptation of mink to group housing. Faglig Årsberetning 2012, 7-14. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark.

Indledning Fire ungdyr af mink, som opfostres i en gruppe i et etagebur, kæmper indbyrdes i et omfang, som skader både velfærden og produktionen. Skadevoldende aggression er uden tvivl et velfærdsproblem (Hansen & Jeppesen, 2008), men den er også et økonomisk problem, fordi skind med skader sælges som undersorter til en lavere værdi end regulære skind. Procenten af undersorter i en gruppeproduktion kan være 4-5 gange større end i en standardproduktion (Jeppesen, 2009). Skind fra etagebure har typisk flere bidskader og bidsår på pelssiden (Pedersen et al. 2004) og flere bidmærker på lædersiden (Hansen & Jeppesen, 2008). Der har været arbejdet med at reducere aggression og skader i etagebure ved hjælp af miljøforbedringer. Ekstra indretningsfaciliteter i burene, så som rør og hylder, har begrænset virkning (Jeppesen, 2004). Større redekasser afhjælper heller ikke problemerne (Haagensen & Jeppesen, 2007), men en ekstra redekasse, så der er to reder til fire dyr, har nogen effekt (Jeppesen, 2009). Der arbejdes fortsat med miljø-forbedringer, f.eks. med bedre fordeling af pladserne til foder og drikkevand, men forventningerne er, at problemet med aggression og skader i grupper af mink ikke alene kan afhjælpes med miljømæssige tiltag. Selektion mod spontan kampadfærd kunne medvirke til at afhjælpe problemet og skulle være mulig, da adfærds-egenskaber generelt har rimelig høj heritabilitet (Hansen et al., 2010; Malmkvist & Hansen, 2001). Spontan kampadfærd er imidlertid sjældent forekommende og derfor vanskelig og tidskrævende at registrere. Kampadfærd udvist i forbindelse med fodring og

efterfølgende konkurrence om det nytildelte foder ville umiddelbart være lettere at registrere end spontant forekommende kampadfærd, fordi adfærden forekommer tidsmæssigt afgrænset. I dette projekt undersøges det, om forekomsten af kampe i en 10 minutters periode efter eksperimentel fodertildeling kan være kriterium for en selektion, der resulterer i mink, som udviser færre kampe om foder samt færre spontane kampe. Det undersøges tillige, om selektionen mod kampadfærd resulterer i færre skader på de levende dyr og færre bidmærker på lædersiden af kindene. Metoder Tidsforløb Forsøget blev påbegyndt i efteråret 2009. Ungdyr af farvetypen wild blev indsat i 79 etagebure, to hanner og to tæver i hvert bur. De to køn kom fortrinsvis fra forskellige familier og var således ubeslægtede i de nærmest foregående generationer. I løbet af efteråret blev ungdyrene opdelt i en aggressiv linje (A: N=30 bure) og en fredelig linje (F: N=29) på basis af forekomsten af kampadfærd i en periode på 10 minutter efter tildeling af foder (foderkampe). I foråret 2010 blev hver af linjerne opdelt i to parringsgrupper og parringen gennemført inden for de to linjer. Alle tæver blev parret. Avls-hannerne blev udvalgt blandt dyr, der kom fra bure med flest henholdsvis færrest foderkampe. I foråret 2011 blev der igen parret inden for linjerne. Avlsdyrene blev udvalgt fra de bure, hvor der var udført flest henholdsvis færrest foderkampe blandt ungdyrene i det foregående efterår. I efteråret 2010 og i efteråret 2011 blev hvalpene i de to linjer placeret sektionsvis alternerende i 102 etagebure. Fortrinsvis som kuldsøskende

Page 11: Faglig Årsberetning 2012

Selektion ved hjælp af adfærdskriterier for tilpasning af mink til gruppeindhusning

Faglig Årsberetning 2012 9

og to af hvert køn. Overskydende dyr udgik af forsøget. Adfærdsobservationer Hvert efterår blev der udført et antal dagsobservationer (18, 13 og 15 i henholdsvis 2009, 2010 og 2011). De foregik fra 10:00 til 15:00 og blev gennemført på samme måde hver dag. Burene var enhed for observationen. Først blev det observeret, hvor i buret dyrene var placeret: Om de var i reden (rede), i buret ud for reden (bur) eller på øverste etage (etage). Det foregik ved seks scanninger, som i alt varede en time. Dernæst blev der lagt ca. 30 gram foder på burene i én sektion af gangen, og det blev observeret, hvilken adfærd der forekom i burene i de efterfølgende 10 minutter. Der blev observeret efter tre adfærdselementer: foderkamp, anden social adfærd, og isolation. Foderkamp var kampadfærd med bid og udfald mod de andre dyr eller skrig fra truede dyr. Anden social adfærd var social adfærd, som ikke involverede bid og skrig, men f.eks. snusen til hinanden, gensidig pelspleje eller leg. Isolation var aktiv undgåelse af andre dyr, f.eks. ved tilbagetrækning til områder fjernt fra foderet i perioder, hvor andre dyr åd eller konkurrerede om pladsen ved foderet. Observationen efter adfærdselementerne foregik som en one-zero observation, hvor det i hvert af de 10 intervaller på ét minut blev registreret om adfærds-elementerne forekom eller ikke forekom. Den maksimale score for hvert af elementerne var således 10. Der blev observeret efter spontane kampe med langvarige sekvenser af bid og skrigeri hele dagen, sideløbende med de fastlagte observationer og i timerne efter. De spontane kampe kunne optræde i serier på mange minutter, og for kun at registrere en serie af gangen, blev en ny spontan kamp kun registreret efter mindst 30 minutters forudgående ro i et bur. I alt

den tid, hvor det var muligt, blev der ligeledes observeret ad libitum for at opdage mulige tegn på stabiliteten af hierarkiet i burene. Fodring Om efteråret var der individuel fordring af hvert enkelt bur på basis af morgenens foderrest. Den blev registreret ca. 07:00. Derefter blev foderresten fordelt. Umiddelbart før tidspunktet for observationen af dyrenes placering (10:00) blev foderrester skrabet af, hvis der stadig var nogen. Den daglige foderration blev tildelt kl. 15:00. Den blev registreret og omtales i det følgende som fodertildeling. Skader Registreringen af skader omfattede dels de alvorlige skader, som førte til, at enkelte dyr blev fjernet fra burene, og dels forskellige mindre skader på hale, ører og krop. De blev registreret i begyndelsen af september (dog ikke i 2010) og i begyndelsen af november. Sværhedsgraden af hver af skaderne blev vurderet på en skala fra 0 til 3, hvor 0 repræsenterer fravær af skader (tabel 1). De enkelte typer af skader forekom som regel kun på enkelt individer og tillige så sjældent, at databehandling var vanskelig. Derfor præsenteres generelt kun data for gennemsnit af alle skader i buret per individ i buret, benævnt skader i alt i tabel 2, skala stadig 0 til 3. De mindre skader og vægtene blev vurderet på lidt forskellige tidspunkter i de tre generationer. November undersøgelsen af mindre skader var i de første generationer på levende dyr og i 3. generation på aflivede dyr. Af disse grunde sammenlignes vægte og mindre skader ikke fra generation til generation. Vægt Dyrene blev vejet primo september og primo november. Vægten udtrykkes som

Page 12: Faglig Årsberetning 2012

Jeppesen, L.L.

10 Faglig Årsberetning 2012

gennemsnit for buret per dyr i buret. Tilvæksten blev kun beregnet for bure, hvor der var fire dyr ved sidste vejning. Bidmærker på lædersiden Ved forsøgets afslutning i efteråret 2011 blev alle dyr aflivet og skindene efterset for bidmærker på lædersiden. Bidmærkerne blev talt for hvert af områderne nakke (fra snude til forben), krop (fra forben til 10 cm før haleroden) og hale (resten af skindet). Antallet af bid blev omregnet til en skala fra 0 til 9 (0 = ingen bid, 1 = 1-5 bid, 2 = 6-10, -, 7 = 31-35, 8 = 36-46, 9 = >45 bid). Tabel 1. Beskrivelse af sværhedsgrader af forskellige typer af skader. Ingen skader = 0.

Hale

1 Dækhårene gnavet af på dele af halen, som regel spidsen af halen

2 Dæk- og uldhår gnavet af: dele af halen med nøgen hud

3 Halen med blodige sår

Ører

1 Ørekanterne nøgne eller deformerede

2 Dele af ørerne mangler

3 Hele øret mangler, eller øret delvist væk og blodigt

Krop, sår

1 Åbne blodige eller helede sår mindre end 1 cm

2 Åbne blodige eller helede sår mellem 1 og 3 cm

3 Åbne blodige eller helede sår større end 3 cm

Krop, gnav

1 Pelsgnav på indtil 10 cm2 af kroppen

2 Pelsgnav på 10 – 50 cm2 af kroppen

3 Pelsgnav på mere end 50 cm

2 af

kroppen

Statistik Enheden for al databehandling var gennemsnittet af dyrenes præstation i et bur. Med enkelte undtagelser blev alle bure medtaget i de data, som præsenteres i resultatafsnittet (typisk N=51 for en linje). Linjerne blev sammenlignet med Mann Whitney test. Korrelationer inden for linjerne blev belyst med Spearman nonparametric correlation. Udviklingen over generationer blev undersøgt med Kruskal-Wallis test.

Alle P-værdier er two-tailed. P < 0.05 anses for signifikant. Resultater Tabel 2 giver en oversigt over alle resultater. Adfærd Forekomsten af foderkampe (figur 1) steg fra generation til generation i begge linjer (P<0,0001).

Figur 1. Frekvens af spontane kampe (SPK) og foderkampe (FK) i 2 linjer i 3 generationer.

Stigningstakten var relativt ens i de to linjer. Niveauet af foderkampe var lavest i den fredelige linje (P<0,0001 i alle generationer). Niveauet af spontane kampe var ligeledes lavest i den fredelige linje (P<0,001 i alle generationer). Forekomsten af spontane kampe i de tre generationer varierede signifikant (linje A: P<0.005; linje F: P<0.05) med en tendens til lavest spontan aggression i 3. generation. Dyrenes tendens til at isolere sig faldt signifikant henover de tre generationer (P<0,001) og var i 3. generation signifikant lavest i den fredelige linje (P<0,0005). Forekomsten af anden social adfærd varierede ikke signifikant over generationerne og var ikke forskellig i de to linjer. Inden for linjerne var der signifikant positiv korrelation mellem de to former for kampadfærd, dog ikke på samme måde i alle generationer. I 1. generation var det kun i den aggressive linje, der var signifikant korrelation (rs=0,49, P<0,01). I

Page 13: Faglig Årsberetning 2012

Selektion ved hjælp af adfærdskriterier for tilpasning af mink til gruppeindhusning

Faglig Årsberetning 2012 11

2. generation var der signifikant korrelation i begge linjer (rs>0,5, P<0,0001). I 3. generation var det kun i den fredelige linje, der var signifikans

(rs=0,35, P<0,01). I 1. generation var der positiv korrelation mellem isolation og ophold på etagen (rs=0,29, P<0,05) blandt alle 59 bure.

Tabel 2. Data for adfærd, placering, skader, vægtmål og fodertildeling i to linjer og tre generationer. Tal med fed skrift under aggressiv linje er signifikant forskellige fra modsvarende tal under fredelig linje (P-værdier i teksten), Mann Whitney test.

Aggressiv linje Fredelig linje

Generation 1 2 3 1 2 3

(N=antal bure) (N=29) (N=51) (N=51) (N=30) (N=51) (N=51)

Adfærd

spontan kamp 0,16 0,18 0,11 0,06 0,05 0,04

foderkamp 0,28 0,44 0,53 0,08 0,22 0,30

isolation 0,28 0,12 0,08 0,32 0,10 0,04

anden soc. adfærd 0,17 0,10 0,14 0,14 0,10 0,16

Placering

etage 0,87 1,06 0,89 0,62 0,74 0,66

bur 1,20 1,31 1,46 1,34 1,52 1,74

rede 3,93 3,63 3,64 4,04 3,74 3,60

Bure med < 4 dyr 7 7 7 7 9 13

Antal dyr udsat 10 8 9 7 9 14

Skader i alt september 1,07 1,12 0,88 0,27

november 0,40 0,46 1,01 0,57 0,32 0,69

Vægt (g) september 2056 2154 2174 2174 2316 2278

november 2307 2438 2480 2483 2594 2624

Tilvækst, bure med 4 dyr (g) 326 263 287 295 274 296

Fodertildeling (g) 185 170 160 190 180 168

Placering Ophold i reden faldt hen over de tre generationer (linje A: P<0,02; linje F: P<0,0002) og ophold i buret steg tilsvarende (linje A: P<0,005: linje F: P<0,0001). Dyrene fra den aggressive linje var mere på etagen og mindre i buret end dyrene fra den fredelige linje (P<0,01 i 2. og 3. generation). I 3. generation var placeringen signifikant korreleret med spontane kampe (mest omfattende i linje A), men ikke med foderkampe. Dyr med

mange spontane kampe var mindre i reden og mere i buret og på etagen (tabel 3). 2. generation var der tilsvarende mangel på korrelation mellem foderkampe og placering samt signifikante korrelationer mellem spontane kampe og placering (linje A / rede: rs = - 0,34, P<0,01; Linje A / bur: rs = 0,27, P<0,01; Linje A / etage: rs = 0,18, P<0,2; linje F / etage: rs = 0,25, P<0,05).

Tabel 3. Korrelation mellem to former for kampadfærd og bidmærker på lædersiden samt placeringer i to linjer. Data for 3. generation. Korrelationskoeffecienter med fed skrift er signifikante (P-værdier angivet), Spearman nonparametric correlation.

Aggressiv linje Fredelig linje

Kampadfærd Spontan kamp Foderkamp Spontan kamp Foderkamp

rs P rs P rs P rs P

Bid

nakke 0,19 0,1707 0,07 0,6252 0,31 0,1462 0,14 0,3162

krop 0,18 0,1924 0,04 0,7577 0,43 0,0022 0,16 0,2530

hale 0,36 0,0108 0,01 0,4683 0,40 0,0040 0,19 0,1775

i alt 0,31 0,0243 0,06 0,6757 0,43 0,0021 0,17 0,2312

Placering

etage 0,47 0,0005 0,16 0,2430 0,19 0,1839 0,05 0,7431

bur 0,38 0,0058 0,05 0,7165 0,12 0,3888 - 0,14 0,3026

rede - 0,55 0,0001 0,09 0,5367 - 0,30 0,0335 0,12 0,3636

Page 14: Faglig Årsberetning 2012

Jeppesen, L.L.

12 Faglig Årsberetning 2012

Skader Der var ingen forskel på hvor mange dyr i de to linjer, der blev skadet så meget, at de måtte fjernes fra buret i løbet af efteråret, og heller ikke nogen signifikant udvikling i dette mål over generationer (tabel 1: bure med < fire dyr samt antal dyr udsat). Der var generelt flere mindre skader i den aggressive linje, og dette resultat var signifikant i 2. generation (november: P<0,05) og i 3. generation (september: P<0,0001; november: P<0,05). Det var især skader på halespidsen og på ørerne, der bidrog til det signifikante resultat for mindre skader (3. generation, ører: P<0,0001 / 0,01 i september / november). Vægt Dyrene i den fredelige linje var tungest ved begge vejninger i alle generationer (P<0,01), bortset fra novembervejningen i 1. generation. Tilvæksten var ikke forskellig i de to linjer. Standardafvigelsen på vægten af de fire dyr i hvert bur var heller ikke signifikant forskellig i de to linjer. Vægtene var i flere tilfælde negativt korreleret til frekvensen af foderkampe (rs = -0,20 til -0,26; P = 0,1 til 0,05), men ikke til frekvensen af spontane kampe. Standardafvigelsen på vægtene var ikke korreleret til nogen af formerne for kampadfærd. Foder-tildelingen var signifikant større i den fredelige linje end i den aggressive linje i 2. og 3. generation (P<0,004). Foder-tildelingen var i alle generationer signifikant positivt korreleret med septembervægten (0,65>rs>0,28; 0,0001<P<0,05) og med november-vægten (0,80>rs>0,41; 0,0001<P<0,02). I 2. og 3. generation var fodertildelingen også signifikant positivt korreleret med tilvæksten (0,73>rs>0,41; 0,0001< P<0,005). Bidmærker Der var ingen signifikant forskel på antallet af bidmærker på lædersiden af skindene mellem den aggressive linje og den fredelige linje. Den gennemsnitlige

score for bidmærker var for nakke 2,89 hhv. 2,92, krop 2,59 hhv. 2,58, og hale 2,82 hhv. 2,66. Inden for hver linje var der en signifikant positiv korrelation mellem bidmærker og spontane kampe, men ingen signifikant korrelation mellem bidmærker og foderkampe (tabel 3). Diskussion Selektionen førte til, at forekomsten af foderkampe steg fra generation til generation i den aggressive linje, men forekomsten af foderkampe steg også i den fredelige linje. Udviklingen af den spontane kampadfærd over generationerne udviste et svagt fald i begge linjer. Der var mere kampadfærd i den aggressive linje end i den fredelige linje i alle generationer. Selv om forskellen imellem de to linjer blev oprethold i alle generationer, så viser udviklingen over generationerne, at foderkampe ikke egner sig som kriterium for selektion mod nogen af formerne for ampadfærd. Scoren for bidmærker på lædersiden var ens i de to linjer, så den gennemførte selektion har ikke påvirket dette mål. Den tydelige korrelation mellem bidmærker og spontane kampe inden for linjerne viser imidlertid, at kampadfærden er anledning til mærkerne, og bekræfter dermed Hansen & Jeppesen 2008. Når der på trods af linjeforskel i kampadfærd ikke er forskel mellem linjerne med hensyn til bidmærker, kunne det skyldes, at mærkerne især kommer i de bure, hvor hierarkiet ikke respekteres, og at selektionen ikke har virket på denne parameter, men kun på mængden af kampadfærd. På trods af omfattende ad libitum observationer efter adfærdselementer, der kunne karakterisere mere eller mindre stabilt hierarki, blev sådanne elementer ikke fundet. Dyrenes placering samt deres tendens til at isolere sig i fodertesten varierede mellem de to linjer,

Page 15: Faglig Årsberetning 2012

Selektion ved hjælp af adfærdskriterier for tilpasning af mink til gruppeindhusning

Faglig Årsberetning 2012 13

men disse mål viste ingen korrelation med forekomsten af skader eller bidmærker. Det antages derfor, at isolation og placering heller ikke viser noget anvendeligt om hierarkiets stabilitet. Antallet af bure, hvorfra der blev fjernet dyr, samt antallet af dyr, der blev fjernet, udviste hverken udvikling over generationer eller forskel mellem linjerne. Der var flere mindre skader i den aggressive linje, men det var især skader på ørerne, som ikke er et resultat af egentlig aggression, eller haleskader, som kan være selvpåførte. Selektionen har derfor ikke haft nogen effekt på de skader, som har relation til direkte aggression. Der var positiv korrelation mellem forekomsten af foderkampe og spontane kampe, men det var tydeligt, at de spontane kampe karakteriserede aggressionsforholdene bedst: Fore-komsten af spontane kampe var positivt korreleret med bidmærker på lædersiden og med placeringer i begge linjer. Forekomsten af foderkampe udviste ikke tilsvarende korrelationer, men derimod korrelation til lav vægt og dermed sandsynligvis til sult. Det antyder, at spontane kampe ville være et mere effektivt kriterium end foderkampe for generel aggression og skader. De spontane kampe er imidlertid, på grund af deres spredte forekomst, ikke et praktisk anvendeligt kriterium. Det må derfor undersøges, om direkte selektion mod de aggressionsbetingede skader (bidmærker på lædersiden samt større bid og sår på pelssiden) vil være et effektivt middel til at reducere skader og aggression, og dermed forbedre velfærden. Korrelationerne mellem fodertildeling og vægte samt tilvækst viser, at den individuelle fodring pr. bur har fungeret. Dyrene i den aggressive linje vejede mindre end dyrene i den fredelige linje.

Det kan der være flere forklaringer på. Der kunne være et større foderspild i den aggressive linje på grund af mere kamp om foderet. Hvis det var tilfældet, burde der være mindre foderrest i den aggressive linje og derfor tildeles mere foder til linjen via den individuelle fodertildeling, men det var ikke tilfældet. En anden mulighed kunne være, at de aggressive dyr er mere aktive og mindre i reden og derfor forbruger mere energi end dyrene i den fredelige linje. Hvis det var tilfældet, skulle de også have behov for at æde mere og æde hurtigere op og derfor tildeles mere foder end dyrene i den fredelige linje. De blev imidlertid tildelt mindre foder. Det kunne tyde på, at den mindre vægt i den aggressive linje var forårsaget af, at den større aggression holder nogle af dyrene i buret væk fra foderet i så lang tid og i så stort omfang, at der levnes mere foder, hvilket fører til nedjustering af den tildelte fodermængde, på trods af det større behov, som sandsynligvis eksisterer i den aggressive linje. Denne tolkning støttes imidlertid ikke af den manglende korrelation mellem kampadfærd og standardafvigelsen af vægtene fra hvert bur. Konklusion Mink selekteret for høj frekvens af foderkampe afviger fra mink selekteret for lav frekvens af foderkampe ved at have flere foderkampe og flere spontane kampe samt ved at være mindre i reden og veje mindre, men selektionen har ingen effekt på alvorlige skader eller bidmærker på lædersiden af skindene. Kampe om foder er ikke et velegnet kriterium for selektion mod generel aggression og aggressionsbetingede skader. Forekomsten af spontane kampe afspejler følgevirkningerne af kamp-adfærd bedre end foderkampe, men er ikke et praktisk anvendeligt selektions-kriterium.

Page 16: Faglig Årsberetning 2012

Jeppesen, L.L.

14 Faglig Årsberetning 2012

Referencer Haagensen, A.M.J. & Jeppesen, L.L. 2007. Redebrug og aggression hos mink i tre forskellige bursystemer. Faglig Årsberetning 2006, 21-28, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hansen, B.K., Jeppesen, L.L., Berg, P. 2010. Stereotypic behaviour in farm mink (Neovison vison) can be reduced by selection. J. Anim. Breed. Genet. 127, 64-73. Hansen, S.W. & Jeppesen, L.L. 2008. Bidmærker som velfærdsindikator hos mink. Faglig Årsberetning 2007, 13-23, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Jeppesen, L.L. 2009. Ekstra redekasse i klatrebure og ekstra etage til

standardbure. Effekt på adfærd, bidmærker og undersorter hos mink. Faglig Årsberetning 2008, 23-36, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark . Jeppesen, L.L. 2004. Forsigtigt nyt om klatrebure. Dansk Pelsdyravl, 12: 25-27. Malmkvist, J. & Hansen, S. W. 2001. The welfare of farmed mink (Mustela vison) in relation to behavioural selection: a review. Animal Welfare, 10, 41–52. Pedersen,V., Jeppesen,L.L. and Jeppesen,N. 2004. Effects of group housing systems on behaviour and production performance in farmed juvenile mink (Mustela vison). Applied Animal Behaviour Science, 88: 89-100.

Page 17: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 15

Fodrings-relateret berigelse nedbringer unormal adfærd hos mink Jens Malmkvist Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Alle 20, Postboks 50, 8830 Tjele. Email: [email protected]

Sammendrag Fodring med farmfoder med grovere struktur – dvs. < 42 mm i forhold til samme type foder med struktur på < 8 mm (almindeligt farmfoder) – (1) reducerer det i forvejen lave niveau af stereotypi i november, (2) reducerer halegnav hos tæver, samtidig med at (3) disse tæver slankes mere (4) med et forhøjet stresshormon-niveau i vinterperioden til følge. Minks brug af bidesnore i burene hænger sammen med fodringen. Således bruger mink bidesnore mest inden fodring og slitagen stiger med den restriktive fodring af tæver i vinterperioden. Når tæverne gives rigeligt foder inden parring nedsættes sliddet på bidesnorene igen. Bidesnore i burene reducerer forekomsten af pelsgnav hos både hanner og tæver, som var indhuset i bure med hylde og permanent adgang til halm. Malmkvist, J. 2013. Fodrings-relateret berigelse nedbringer unormal adfærd hos mink. Faglig Årsberetning 2012, 15-21. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Feeding farm feed with coarser structure – i.e. < 42 mm relative to the same type of feed with structure < 8 mm (ordinary farm feed) – (1) reduces the already low amount of stereotypic behaviour in November, (2) reduce tail-chewing in females, combined with that (3) these females are slimmed more (4) resulting in an increased stress hormone concentration during the winter season. Mink’s use of biting-ropes in the cages is linked to the feeding situation/management. Mink use biting-ropes mostly prior to feeding and the wear and tear of biting-ropes increase with the restrictive feeding of females during the winter season. As the females are given vast amount of feed prior to mating, the use of biting-ropes is reduced back to normal. Biting-ropes in the cages reduced the occurrence and severity of fur-chewing in both males and females, housed in cages with a platform and permanent access to straw. Malmkvist, J. 2013. Feeding related enrichment reduces abnormal behaviour in mink. Annual Report 2012, 15-21. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: enrichment, feeding, fur-chewing, stress, structure in feed, stereotypic behaviour, welfare.

Bagrund Minks aktive fødesøgning Farmmink fodres dagligt på buret, med et finddelt vådfoder, som forholdsvis let kan nedsvælges uden yderligere manipulation. På mange måder er denne farmfodring forskellig fra den aktive fødesøgning, som arten er tilpasset til og udfører naturligt. Vi undersøger derfor om fodrings-relateret berigelse – i form af manipulerbare bidesnore samt mere struktur i foderet – har nogle fordele og ulemper for mink, i sammenligning med almindelig fodring under typiske produktionsforhold. Hvorfor tilnærme fodringen til minks adfærd? Ændringerne i fodringen sigter på at øge andelen af normal adfærd på bekostning

af unormal adfærd – såsom stereotypi og pelsgnav, der er de hyppigste i minkproduktionen. Dette kan have både økonomisk og velfærdsmæssig gevinst. Mink som stereotyperer, har et større foderforbrug end nødvendigt på grund af høj aktivitet, og pelsgnav reducerer skindprisen. Unormal adfærd bruges også som tegn på nedsat velfærd, når minkproduktionen vurderes. Særligt i vinterperioden stiger forekomsten af unormal adfærd – både stereotypi og pelsgnav – på grund af nedsat fodermængde/styrke, som skal bringe avlsdyrene i det optimale huld inden parring og fødsel. Individuel fodring har vist sig at være fordelagtigt, da det tillader at minks forskellige og varierende krav til foder, i højere grad kan tilgodeses. Endvidere er der tidligere udført forsøg

Page 18: Faglig Årsberetning 2012

Malmkvist, J.

16 Faglig Årsberetning 2012

rettet mod at øge minks mæthedsfornemmelse ved tilsætning af fiber til foderet i vinterperioden, med forbigående effekt. Mæthed og næringsstoffer er imidlertid kun en del af historien bag ved dyrs fødeindtagelse. Selve udførelsen af adfærden (fødesøgningen/jagten), der fører frem til målet (føden) kan være belønnende. Det betyder, at selv når dyret får stillet sin sult, kan det fortsat være motiveret til at udføre adfærd i forbindelse med fødesøgning, f.eks. rettet mod elementer i buret (halm, bidesnore, andre mink) eller ved at løbe. Hos mink og andre husdyr er fodringen en af de vigtigste daglige hændelser. Derfor kan det være fornuftigt at fokusere mere på fodring i bred forstand, som en mulighed til at forbedre minks velfærd. Hypotesen er, at manglende mulighed for at udføre relevant adfærd koblet til fødesøgning medfører udvikling af mere unormal adfærd. Dette kommer særligt til udtryk i perioder med restriktiv fodring, som i vinterperioden. Fodring som miljøberigelse Tidligere har vi fundet, at bidesnore i kombination med hylde/rør er noget som mink bruger. Tilsammen nedsætter disse elementer i buret unormal adfærd og niveauet af stresshormoner hos mink, i forhold til mink uden adgang til rør/hylder og bidesnore. I dag kræver dansk lovgivning, at alle minkbure skal indeholde mindst en hylde eller et rør. Imidlertid ved man ikke, om det reelt var rør/hylder eller bidesnor i burene, som gavnede minken i de tidligere forsøg. Vi ved, at fri adgang til halm ikke kunne kompensere for den gode kombinerede effekt af bidesnore med hylder i buret. Vi ved også at adgang til dobbelt så meget bur-areal uden yderligere berigelse, er uden betydning for minken. En række dyr vælger i fangenskab foder, som kræver arbejde og manipulering, frem for det samme foder, serveret frit

tilgængeligt. Dette viser, at adfærd i forbindelse med fødesøgning samt at manipulering som del af æde-adfærden kan være af betydning. Betydning af denne aktivitet og foderets struktur (mulighed for at manipulere, flænse og bide) for adfærd er ikke tidligere undersøgt hos mink. Materiale og metoder Vi gennemførte forsøg i 2010-2011 med 200 wildmink på AU Foulum, Aarhus Universitet. Vi fulgte parvis indhusede helsøskende (han + hun) i vækstsæsonen. Efter pelsning af hannerne, blev tæverne (100 stk.) fulgt i vinterperioden indtil parring. Alle dyrene gik i bure med en hylde (rør sat fast i burtaget) samt havde permanent adgang til halm. Helsøskende blev fordelt mellem grupper, dvs. der var en ligelig fordeling af det genetiske materiale. Ved begyndelsen af forsøgene (6. juli) var hannerne I gennemsnit 21 % tungere end tæverne (hanner: 1.0 kg vs. tæver: 0,8 kg; P < 0,001), hvorimod der ikke var forskel mellem behandlingsgrupperne mht. kropsvægt (P = 0,65; hanners kropsvægt fra 0,67 til 1,34 kg, tævers kropsvægt fra 0,56 til 1,06 kg). I forsøget undersøgte vi betydning af øget manipulering (rettet mod bidesnore, 2 snore pr. bur) og øget mulighed for at flænse/tygge (almindeligt farmfoder, men fremstillet med dele op til 42 mm i stedet for dele op til 8 mm, som i almindeligt minkfoder), jf. tabel 1. Foderet blev fremstillet på Holstebro Minkfodercentral, med sæsonmæssige ændringer i indhold og energi som for øvrigt minkfoder. Dyrenes huld blev styret vha. individuel fodring som for de øvrige mink på forsøgsfarmen. Hvert bur i behandlingsgruppe SNOR og SNOR+ÆDE indeholdt to bide-snore (60 cm plastic-overtrukket metalwire, med 10 cm bomuldsreb, 50 mm tykkelse, i enden), hængende centralt fra toppen af

Page 19: Faglig Årsberetning 2012

Fodrings-relateret berigelse nedbringer unormal adfærd hos mink

Faglig Årsberetning 2012 17

buret i den forreste og den bagerste tredjedel af buret. Biderebene blev tjekket hver anden ugedag (mandag, onsdag, fredag) og udskiftet såfremt der var mindre end 2 cm tilbage af bomuldsrebet. En gang om måneden (september til

marts), blev alle bidereb indsamlet, og bomuldsenderne målt til nærmeste 0,1 cm, og alle dyr fik nye reb. Bure med mink i FARM og ÆDE-grupperne havde ingen bidereb i deres bure.

Tabel 1. De fire forsøgsgrupper til at undersøge effekten af bidesnore og struktur i foderet.

Gruppe Bidesnore Foder Antal mink

FARM1

Nej Findelt (< 8mm) 50 mink

SNOR Ja Findelt (< 8mm) 50 mink

ÆDE Nej Groft (< 42mm) 50 mink

SNOR+ÆDE Ja Groft (< 42mm) 50 mink 1FARM: Normal farmfodring uden ekstra berigelse.

Dataindsamling Vejninger Forsøgsmink blev vejet ved begyndelse af forsøget (6. juli). Tæverne blev yderligere vejet som voksne i december og ved afslutning af forsøget (2. marts, inden parring). Slid af bidesnore – gruppe SNOR og SNOR+ÆDE For at vurdere slitage på bidesnore, blev alle bidesnore målt til nærmeste 0,1 cm og udskiftet en gang per måned fra september til marts. Placeringen af bidesnorene (forrest eller bagerst i buret) påvirkede ikke længden, dvs. mink ser ud til at bruge dem lige meget uanset placering (t-test P = 0,67). Derfor blev længden af de to bidesnore lagt sammen til et mål pr. bur pr. måletidspunkt i den videre databehandling. Adfærd Vi observerede mink via scanninger over to dage i november (kun i lyse timer) samt kontinuerlig fra videooptagelser to døgn i februar (inkl. nat). Placering (rede, bur eller hulde) samt adfærd når ikke i rede (passiv, manipulation med bidereb, manipulation med andet, løbe, stereotypi, æde, drikke, aggression mod burfælle, ikke-aggresssiv social interaktion, skrig,

anden aktivitet) blev registreret for hvert dyr. Pelsgnav score Alle dyr blev vurderet for pelsgnav i midten af november og ved undersøgelsens afslutning i marts (her: kun tæver). Efter fangst i fælde blev pelsgnav scoret som score 0 – ingen skade; 1 – halesut, mindre skade på halespids; 2 – hår fjernet over mindre området (< 2 cm diameter på krop/nakke eller <1 cm af halen); 3 – hår fjernet i større områder eller op til 1/3 af halen; 4 – udbredte områder med skader eller over 1/3 af halen uden hår. Stresshormoner - Faeces Cortisol Metabolitter (FCM) Gødning er den vigtigste udskillelsesrute for stresshormonet cortisol hos mink, og FCM afspejler koncentrationen af blodets cortisol med en forsinkelse. Vi indsamlede en frisk gødningsprøve fra net lagt over gødningsrender. Indsamlingen skete 0-5 timer efter fodring, en gang om ugen i perioden med tæver i vinterperioden, dvs. 8 gange med start 6. januar og slut 24. februar. I alt 0.50 g af hver gødningsprøve blev ekstraheret med 5 ml (80 %) methanol, og FCM målt i et enzyme immunoassay, tidligere valideret til minktæver.

Page 20: Faglig Årsberetning 2012

Malmkvist, J.

18 Faglig Årsberetning 2012

Pindetest Vi udførte pindetest i november og december, hvor dyrene blev placeret i 4 kategorier afhængigt af deres reaktion overfor observatør som stikker tungespatel ind gennem burlåget: 1. Nysgerrig – minken snuser til pinden, undersøgende bid kan forekomme, 2. Aggressiv – minken bider vedvarende og voldsomt i pind, 3. Frygtsom – mink flygter væk, 4. Ubestemt – en blanding af reaktioner, ikke sikker placering i kategori 1-3. Mindste afstand til testpind (cm), samt latenstid og varighed i kontakt med pind (aggressiv samt anden kontakt adskilt) blev desuden registreret vha. håndholdt Psion. Testtiden var fastsat til 30 sekunder pr. bur. Resultater og Diskussion Tilvækst Tævernes vægte og tilvækst var ens mellem grupper i perioden fra juli til december, hvor de blev fodret efter ædelyst. I vinterperioden, tabte tæverne i gennemsnit 10 % af deres kropsvægt. Tæver fodret med normalt farmfoder (<8 mm) tabte sig mindst (P = 0,006), og var dermed tungere (1352 ± 21 g) inden parring end tæver fodret med groft foder (1267 ± 21 g), mens adgang til bide-snore ikke påvirkede tævernes kropsvægt (P = 0,97). Brug af bidesnore Minktæver slider burets bidesnore i stigende grad i løbet af perioden med restriktiv fodring. Flere bidesnore var nedslidte og blev derfor skiftet under vinterens restriktive fodring, selvom der blot var en tæve pr. bur i denne periode. Ved rigelig fodring inden parring returnerer slitagen af bidesnore til normalt niveau. Se figur 1. Der var ikke statistisk sikker forskel på snore-slitage mellem grupper fodret med finddelt (SNOR) eller med groft foder (SNOR+ÆDE) (P > 0,26). Ligeledes var

der ingen forskel på grupperne (P > 0,83) på antallet af slidte snore som blev skiftet mellem de månedlige målinger af længden Adfærd, stereotypi og pelsgnav Fodring med groft foder (< 42 mm) reducerede mængden af stereotypier (P = 0,038), som forekom på et lavt niveau (0,1 % vs. 0,8 % af obser-vationerne hos mink fodret med almindeligt farmfoder). Adgang til bidesnore havde ikke denne effekt på stereotypi (P = 0,78). Vi kunne ikke påvise andre behandlingseffekter på minks placering eller adfærd målt i november. Mink bruger bidesnorene signifikant mere inden end efter fodring (P < 0,001). Tæverne brugte mere tid end hannerne i de ophængte rør (12,7 % vs. 8.1 %, P = 0,003). Aggression mellem han og tæve blev kun observeret i 4 ud af 200 bure, i alle tilfælde inden fodring. Dette stemmer godt overens med tidligere fund af meget lav forekomst af aggression og bidmærker, når mink holdes i par, med en han og en tæve pr. bur, i opvækstperioden. Hanner og tæver brugte bidesnorene lige meget. På dage med snoreskift øges minkens manipulering af snorene (P < 0,001 ), og mink på groft foder brugte bidesnorene mere end mink på almindeligt farmfoder (ved nye snore: P = 0,048; men ikke ved daggamle snore: P = 0,064). Pindetest i november viste at 60,2 % af dyrene var tillidsfulde, 25,2 % frygt-somme, og 1,0 % var aggressive. De resterende 13,6 % blev betegnet ’ubestemte’, da de ikke med sikkerhed kunne placeres i de tre første kategorier. Dyr med adgang til bidesnore opholdt sig kortere tid nær testpersonen (P < 0,037), da de i højere grad brugte hylden (9,1 % vs. 3,8 %; P = 0,027). Generelt brugte tæverne hylden mere end hannerne under pindetesten (4 % af hanner, 26 %

Page 21: Faglig Årsberetning 2012

Fodrings-relateret berigelse nedbringer unormal adfærd hos mink

Faglig Årsberetning 2012 19

af tæverne). I Februar var tævernes reaktion i pindetesten markant anderledes: 8,3 % tillidsfulde, 1,0 % frygtsomme, samt 81,2 % aggressive. De resterende 9,5 % blev scoret som ’ubestemte’. Selvom færre tæver med bidesnore (72,0 %) var aggressive (i forhold til uden bidesnor: 82,0 %), var dette (P = 0,16) ikke en statistisk sikker forskel. Dette kunne derfor være relevant at undersøge på et større dyreantal, med den hypotese af bidesnore hæmmer tævers (formentlig sult-induceret) aggression i perioder med slankning. Adgang til bidesnore reducerer alvoren af pelsgnav på halen i december (P = 0,044) uanset køn. Niogtyve procent af mink uden bidesnor (gruppe FARM og ÆDE)

havde halegnav, reduceret til 16 % hos mink med bidesnore i buret (gruppe SNOR og SNOR+ÆDE). Struktur i foderet reducerede også halegnav, men kun hos tæverne og ikke hos hanner ved pelsning (interaktion mellem struktur og køn, P = 0,019), se tabel 2. Tabel 2. Pelsgnav på halen i December givet som gennemsnit og sd. (score 0 – 4) blev reduceret hos tæverne som fik groft foder (< 42 mm). Almindeligt farmfoder er findelt (< 8 mm).

Foder

Køn Pelsgnav Andel med halegnav

Fin-delt Han 0,3 (0,12)a 20,0 %

Groft Han 0,4 (0,13)a 20,8 %

Fin-delt Tæve 0,7 (0,17)b 32,7 %

Groft Tæve 0,3 (0,11)a 16,3 % a, b

Forskellige bogstaver betyder statistisk sikker forskellig værdi(P < 0,05)

Figur 1. Minks slid af bidesnore følger foderintensiteten. Adgang til bidesnore (P = 0,005) og groft foder (P = 0,007) reducerede hver for sig pelsgnav på halen hos tæver, målt i begyndelsen af marts (tabel 3 og figur 2). Det betyder for eksempel, at mens over halvdelen af FARM-tæver havde halegnav (54 %), var dette mere end halveret (21 %) i gruppen af SNOR+ÆDE-tæver. Ligeledes var graden af pelsgnav mildere hos tæver med begge ressourcer (SNOR+ÆDE: 1,6 og FARM: 2,4 hos tæver med pelsgnav).

Stresshormoner (FCM) Koncentrationen af stresshormoner var svagt faldende i løbet af de ugentlige målinger i vinterperioden (P = 0,012). Tæver fodret med normalt farmfoder (< 8mm) havde i gennemsnit den laveste (P = 0,033) koncentration af stress-hormoner (298 ± 27,9) i forhold til tæver fodret med groft foder (402 ± 30,4 ng/g), mens adgang til bidesnore ikke påvirkede tævernes stresshormon koncentration i vinterperioden (P = 0,71). Selvom farm-

Måned

sep okt nov dec jan feb mar

ngde b

ide-s

no

r, c

m

0

2

4

6

8

10

12SNOR

SNOR+ÆDE

ad libitum adgang til foder begrænset foder

Page 22: Faglig Årsberetning 2012

Malmkvist, J.

20 Faglig Årsberetning 2012

fodrede tæver med adgang til bidesnore havde lavere FCM (gruppe SNOR: 282 ng/g) end hunner uden bide-snore (gruppe FARM: 309 ng/g) var forskellen ikke stor nok til at være statistisk sikker i nærværende forsøg med blot 25 tæver pr. gruppe. I tidligere forsøg er det fundet, at bidesnore i kombination med hylde giver reduceret stresshormonkoncen-tration hos tæver i vinterperioden i forhold til hos tæver uden disse berigelser i buret.

Tabel 3. Adgang til bide-snor og groft foder reducerer hver for sig pelsgnav på halen hos tæver målt i marts (score 0 – 4) inden parring.

Bide-snor Pelsgnav score Mink med halegnav

Nej 0,9 (0,17)a 41,7 %

Ja 0,4 (0,13)b 18,8 %

Foder struktur

Fin-delt 0,9 (0,18)a 36,2 %

Groft 0,4 (0,12)b 24,5 % a, b

Forskellige bogstaver betyder statistisk sikker forskellig værdi

Figur 2. Adgang til bidesnore samt groft foder (< 42 mm) reducerer hver for sig pelsgnav hos tæver, både ved pelsning og inden parring (P < 0,05). De viste data er fra pelsvurdering i marts. Score 0: intakt hårlag, 1-3: mild til alvorligere omfang af pelsgnav.

Konklusion

Bidesnore bruges lige meget af tæver og hanner, og mere inden end efter fodring.

Adgang til bidesnore reducerer halegnav hos mink ved pelsning (begge køn) og inden parring (kun tæver med i forsøget i vinterperioden).

Restriktiv fodring af tæver inden parring øger markant slitage af bidesnore, og antallet af aggressive individer.

Groft foder (struktur < 42 mm) kan reducere den allerede lave forekomst af stereotypi i novem-ber, og reducerer halegnav hos

tæverne både ved pelsning og inden parring.

Tæver på groft foder tabte sig mest inden parring, og havde den højeste gennemsnitlige koncen-tration af stresshormoner, som tegn på stress/energimobilisering

Brugen af hylde er højere hos tæver end hos hanner uanset behandling.

En ulempe ved nærværende forsøg er, at huld-styringen mellem behandlings-grupper viste sig ikke at være perfekt. Målet var, at holde alle grupper i samme huld, men tæver på struktur-foder tabte sig mere end forventet, hvilket kan

(a) Adgang til bidesnore (b) Adgang til groft foder (< 42 mm)

Page 23: Faglig Årsberetning 2012

Fodrings-relateret berigelse nedbringer unormal adfærd hos mink

Faglig Årsberetning 2012 21

forklare den forhøjede stresshormon koncentration hos tæver fodret med struktur-foder. De positive effekter af foder-relateret berigelse blev fundet hos mink, selv når de havde adgang til en hylde og permanent adgang til halm i burene (alle mink i forsøg). Der kan derfor være en velfærdsmæssig gevinst ved at overveje yderligere berigelse, som mink kan bruge i forbindelse med fodring eller ved at øge strukturen i foderet. Hvorvidt denne effekt også kan give produktionsøkonomisk gevinst, som følge af nedsat stress og unormal adfærd hos mink, kunne undersøges nærmere.

Taksigelse Projektet er finansieret af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Referencer Hansen, S. W., Malmkvist, J., Palme, R. og Damgaard, B. M. 2007. Do double cages and access to occupational materials improve the welfare of farmed mink? Animal Welfare 16, 63-76. Malmkvist, J. 2005. Stimulerende fodring til mink. Rapport nr. 229, Danmarks JordbrugsForskning. 29 pp. Malmkvist, J., Jeppesen, L. L. og Palme, R. 2011. Stress and stereotypic behaviour in mink (Mustela vison): A focus on adrenocortical activity. Stress 14, 312-323.

Page 24: Faglig Årsberetning 2012

22 Faglig Årsberetning 2012

Page 25: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 23

Fodring i aktiv periode kan mindske stress hos avlstæver i vinterperioden Jens Malmkvist Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Alle 20, Postboks 50, 8830 Tjele. Email: [email protected]

Sammendrag Fodring af avlstæver ved solopgang, når de alligevel er aktive, giver (1) effektiv slankning kombineret med (2) en lavere stresshormon koncentration i løbet af vinterperioden. Der blev ikke fundet sikre effekter af fodringstidspunktet på forekomsten af stereotypier og pelsgnav målt inden parringsperioden. Der er tendens til at fodring 4 timer senere på dagen øger minks generelle aktivitet. De sent fodrede tæver (4 timer efter solopgang) havde en højere forekomst af unormal adfærd såsom at skrabe på tråd. Tæverne i forsøget var alle i samme burtype med hylde og permanent adgang til halm, og de blev individuelt fodret efter huldstyring. Resultaterne viser, at der kan være en gevinst at fodre tæver tidligt på dagen i vinterperioden med restriktiv fodring. Malmkvist, J. 2013. Fodring i aktiv periode kan mindske stress hos tæver i vinterperioden. Faglig Årsberetning 2012, 23-27. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Feeding of breeding females at sunrise, when they naturally are active, result in (1) efficient sliming combined with (2) a lower baseline stress hormone concentration. No statistical differences were evident on the occurrence of stereotypic behaviour and fur-chewing measured prior to mating. The daily feeding 4 hours later tended to increase the general activity of the breeding females. The late fed females (4 hours after sunrise) had a higher occurrence of abnormal behaviour such as scratching on the cage-wire. The experimental mink were all housed in the same type of cages with a platform and permanent access to straw, and they were individually feed regulated after body condition. The results indicate that the timing of feeding may have importance for welfare in breeding females during winter, as it may be beneficial to fed early during the day in this period with restricted access to feed. Malmkvist, J. 2013. Feeding at sunset in active period can reduce stress in breeding females during winter. Annual Report 2012, 23-27. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: abnormal behaviour, fur-chewing, management, time of feeding, stress, stereotypic behaviour, welfare.

Bagrund Et estimat af farmminks gennemsnitlige aktive tid er ca. 11 timer i døgnet. Dette estimat dækker over individuelle forskelle, forskelle mellem årstider og en døgnrytme, hvor aktivitetsniveauet stiger i forbindelse med skiftet mellem lys og mørke – dvs. er højest i skumringsperioderne omkring solens op- og nedgang. Aktiviteten er ligeledes forhøjet omkring fodringstidspunktet, særligt markant når mink fodres restriktivt. Ved fodring midt på dagen fremprovokeres således en aktivitetsstigning i minkens naturlige hvileperiode.

Fordringssituationen bruges ofte som del af effektiv miljøberigelse for rovdyr i bl.a. zoologiske haver. Herfra findes eksempler på at stereotypisk adfærd, såsom ’pacing’ hos isbjørne, kan reduceres ved at skifte det faste fodringstidspunkt på døgnet. Hos mink er et højt aktivitetsniveau koblet til stereotypisk adfærd i burene. Således er mink avlet for høj forekomst af stereotypi mere aktive, end mink avlet for lav forekomst af stereotypi, når de venter på foder. Ændringerne i fodringstidspunktet sigter på at undgå overflødige perioder med unormal høj aktivitet, da stereotypi formentlig udvikles og især forekommer i disse perioder. Ligeledes har video-optagelser af pelsgnavende minklinjer

Page 26: Faglig Årsberetning 2012

Malmkvist, J.

24 Faglig Årsberetning 2012

vist, at også forekomsten af pelsgnav er hyppigst i disse aktive perioder af døgnet. Nedbringes stereotypi og pelsgnav kan dette have både økonomisk og velfærdsmæssig gevinst for mink-produktionen. Mink, som stereotyperer, har et større foderforbrug end nødvendigt på grund af høj aktivitet og pelsgnav kan i værste fald reducere skindprisen. Unormal adfærd bruges også som tegn på nedsat velfærd, når minkproduktionen vurderes. Særligt i vinterperioden stiger forekomsten af unormal adfærd – både stereotypi og pelsgnav – på grund af nedsat fodermængde/styrke, som skal bringe avlsdyrene i det optimale huld inden parring og fødsel. Vi undersøgte derfor effekten af at fodre tæver tidligt på dagen (ved solopgang) i forhold til senere (4 timer efter solopgang) igennem vinterperioden. Hypotesen er, at fodring i minkens aktive periode er fordelagtigt, idet de dermed ’spares’ for en yderligere aktivitetsperiode op til forventet fodring. Materiale og metoder Vi gennemførte forsøg i 2010-2011 med wildmink tæver på AU Foulum, Aarhus Universitet. Alle dyrene gik i bure med en hylde (rør sat fast i burtaget) samt havde permanent adgang til halm. Helsøskende blev fordelt mellem grupper, dvs. der var en ligelig fordeling af det genetiske materiale. Vi belyste effekter af fodringstidspunktet, ved at sammenligne mink (25 tæver, gruppe SOL) fodret i den aktive periode ved solopgang med mink fodret i en hvileperiode, 4 timer senere (25 tæver, Gruppe DAG). Der blev fodret med det samme type vådfoder, men dyrene gik i hver sin hal for at kunne opnå den ønskede behandlingseffekt. Forskellen i fodringstidspunkt var i perioden november og indtil parring. En tæve fra hver gruppe udgik fra forsøget pga. udflugt fra bur/dødsfald.

Dataindsamling Vejninger Forsøgsmink blev vejet ved begyndelse af forsøget (6. juli). Avlstæverne blev yderligere vejet som i december og ved afslutning af forsøget (2. marts, inden parring). Adfærd Vi observerede mink kontinuerlig fra videooptagelser to døgn i februar (inkl. nat). Placering (rede, bur eller hulde) samt adfærd når ikke i rede (passiv, manipulation med andet, løbe, stereotypi, æde, drikke, skrig, anden aktivitet) blev registreret for hvert dyr. Pelsgnav score Alle dyr blev vurderet for pelsgnav i midten af november og ved undersøgelsens afslutning i marts. Efter fangst i fælde blev pelsgnav scoret som score 0 – ingen skade; 1 – halesut, mindre skade på halespids; 2 – hår fjernet over mindre området (< 2 cm diameter på krop/nakke eller <1 cm af halen); 3 – hår fjernet i større områder op, eller op til 1/3 af halen; 4 – udbredte områder med skader eller over 1/3 af halen uden hår. Stresshormoner - Faeces Cortisol Metabolitter (FCM) Gødning er den vigtigste udskillelsesrute for stresshormonet cortisol hos mink, og FCM afspejler koncentrationen af blodets cortisol med en forsinkelse. Vi indsamlede en frisk gødningsprøve fra net lagt over gødningsrender. Indsamlingen skete 0-5 timer efter fodring, en gang om ugen i perioden med tæver i vinterperioden, dvs. 8 gange med start 6. januar og slut 24. februar. I alt 0.50 g af hver gødningsprøve blev ekstraheret med 5 ml (80 %) methanol, og FCM målt i et enzym immunoassay, tidligere valideret til minktæver.

Page 27: Faglig Årsberetning 2012

Fodring i aktiv periode kan mindske stress hos avlstæver i vinterperioden

Faglig Årsberetning 2012 25

Pindetest Vi udførte pindetest i november og december, hvor dyrene blev placeret i 4 kategorier afhængigt af deres reaktion overfor observatør som stikker tungespatel ind gennem burlåget: 1. Nysgerrig – minken snuser til pinden, undersøgende bid kan forekomme, 2. Aggressiv – minken bider vedvarende og voldsomt i pind, 3. Frygtsom – mink flygter væk, 4. Ubestemt – en blanding af reaktioner, ikke sikker placering i kategori 1-3. Mindste afstand til testpind (cm), samt latenstid og varighed i kontakt med pind (aggressiv samt anden kontakt

adskilt) blev desuden registreret vha. håndholdt Psion. Testvarigheden var fastsat til 30 sekunder pr. bur. Resultater og Diskussion Tilvækst Fodring efter ædelyst ved solopgang – i minkens aktive periode – medførte 8,8 % tungere tæver ved pelsning, end ved fodring i minkens passive periode 4 timer senere. Mink fodret ved solopgang tabte sig signifikant mere i vinterperioden, med tendens til at de var lettere inden parring. Se figur 3.

Tid, måned

jul sep nov jan mar

vers

kro

psvæ

gt, g

800

1000

1200

1400

1600

Fodring solopgang + 4 t

Fodring solopgang

ad libitum adgang til foder

begrænset foder

Figur 3. Kropsvægt i avlstæver fodret enten ved solopgang – i minkens aktive periode – eller 4 timer senere. * markerer statistisk sikker forskel mellem de to gruppers kropsvægt (P < 0,05). De to grupper af mink blev forsøgt huldstyret efter samme mål.

Adfærd, stereotypi og pelsgnav Inden parring var pelsgnav på hale mindre udbredt hos tæver fodret ved solopgang (41 % af tæverne, gennem-snitsscore for tæver 0,8) end hos tæver fodret 4 timer senere (54 %, gennem-snitsscore 1,3), men denne forskel var ikke statistisk sikker (P = 0,11) baseret på 24 tæver i hver gruppe. Det er derfor relevant at undersøge denne effekt på et større dyremateriale, førend vi med sikkerhed kan afvise, at tidlig fodring nedbringer pelsgnav.

Pindetest i november viste, at 57,7 % af dyrene var tillidsfulde, 33,0 % frygtsomme, og 0 % var aggressive. Resten (9,3 %) blev kategoriseret som ubestemt. I Februar var tævernes reaktion i pindetesten markant ander-ledes: 14,6 % tillidsfulde, ingen frygt-somme, samt 79,2 % aggressive, og 6.2 % ubestemte. Der var ingen effekt af forskelligt fodringstidspunkt på dyrenes reaktion i pindetesten, hverken i november eller i februar.

Page 28: Faglig Årsberetning 2012

Malmkvist, J.

26 Faglig Årsberetning 2012

Video-observation af tæver (2 fulde døgn) viste at forekomsten af stereotypi (13,8 % af tiden) var upåvirket af fodrings-tidspunktet (P = 0,63) i februar, når tæverne var trukket maksimalt i foder. Derimod brugte tæver fodret ved solopgang, markant mindre tid på ’manipulering’ (bid/slik/forbens-skrab på net-tråd, inventar uden åbenlys funktion) end tæver fodret 4 timer senere (0,3 vs. 4,8 %; P = 0,035). Gruppe SOL-tæver brugte mindre tid på at æde (2,8 % vs. 7,2 %; P = 0,001). Der var endvidere tendens til (P = 0,065) at tæver fodret 4 timer efter solopgang brugte mere tid på almen aktivitet i buret (DAG: 26,4 % vs. SOL: 17,9 %). SOL gruppen var 54,9 % og DAG gruppen 43,1 % af tiden i redekassen.

Stresshormoner (FCM) Fodring ved solopgang giver en lavere koncentration af stresshormoner (FCM) hos minktæver som gennemsnit over vinterperioden (P = 0,001). Koncentrationen var 192 ± 5,2 ng/g for gruppen fodret ved solopgang, og 309 ± 8,1 ng/g for gruppen fodret 4 timer senere, se figur 4. Taget over hele perioden havde minktæver, fodret i naturlige hvileperiode. dermed 61 % højere stresshormon koncentration, men forskellen varierede over vinteren. På figur 4 ses det at forskellen mellem de to grupper er markant højere d. 13-01, d. 20-01 og d. 24-02.

Dato

06-01 13-01 20-01 27-01 03-02 10-02 17-02 24-02

Str

essh

orm

on

(F

CM

), n

g/g

0

100

200

300

400

500

600Fodring solopgang + 4t

Fodring solopgang

Figur 4. Koncentration af stresshormon metabolitter (FCM) hos minktæver målt hver uge i perioden 6/1 til 24/2. Tæver fodret ved solopgang har i gennemsnit den laveste stresshormon koncentration i sammenligning med tæver fodret 4 timer senere (P < 0,001).

Konklusion

Tæver fodret ved solopgang, var tungere ved pelsning og tabte sig mere inden parring, men havde et lavere niveau af stresshormoner, som tegn på reduceret stress/energi-mobilisering.

Tæver fodret i passiv periode (4 timer senere), brugte mere tid på unormal adfærd ude i buret, og havde tendens til at være mere aktive ude i buret.

Der kan være en velfærdsmæssig gevinst ved at overveje at optimere fodringen i forhold til minks naturlige aktivitetsmønster. Fodring tidligt på dagen, ved solopgang i vinterperioden, forventes at nedbringe foderforbruget, og mindske stress hos avlstæver i perioden med slankning inden parring. Det kunne være relevant at gentage forsøget på et større antal minktæver, for at afprøve om den tidlige fodring er i

Page 29: Faglig Årsberetning 2012

Fodring i aktiv periode kan mindske stress hos avlstæver i vinterperioden

Faglig Årsberetning 2012 27

stand til reducerende forekomsten af pelsgnav hos avlstæverne. Forsøgsfarmens mål var at styre de to grupper af tæver nøjagtigt ens. Det er derfor overraskende at gruppen af tæver fodret ved solopgang var så meget tungere ved pelsning i forhold til tæver fodret 4 timer senere (jf. figur 2). Taksigelse Projektet er finansieret af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Referencer Hansen, S. W., Hansen, B. K. og Berg, P. 1994. The effect of cage environment and ad libitum feeding on the circadian rhythm, behaviour and feed intake in farm mink. Acta Agrciulturae Scandinavica Section A, Animal Science 44, 120-127.

Hansen, S. W. og Jeppesen, L. L. 2004. The anticipatory behaviours of mink expecting a positive or negative reward. Proceeding of the VIII International Scientific Congress in Fur Animal Production, Scientifur 28, 19-23. Hansen, S. W., Damgaard, B. M. og Clausen, 2004. Fodring af mink – effekt på adfærd og velfærd. Temadag om minkproduktion, intern rapport nr. 208, 67-73. Malmkvist, J. 2005. Stimulerende fodring til mink. Rapport nr. 229, Danmarks JordbrugsForskning. 29 pp. Malmkvist, J., Jeppesen, L. L. og Palme, R. 2011. Stress and stereotypic behaviour in mink (Mustela vison): A focus on adrenocortical activity. Stress 14, 312-323.

Page 30: Faglig Årsberetning 2012

28 Faglig Årsberetning 2012

Page 31: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 29

Sædprøver hos mink Bente Krogh Hansen1, Kári Gautason2, Maria Sylvest Blæsbjerg1, Michael Sønderup1 og Henrik Bækgaard1 1)

Kopenhagen Fur, Kopenhagen Consulting, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N 2)

Agricultural University of Iceland, Hvanneyri, 311, Iceland Corresponding author: [email protected]

Sammendrag Minkhannen har betydning for farmens kuldstørrelse. På lang sigt ved de egenskaber han giver videre til sit afkom, på kort sigt ved sin aktuelle parringsvillighed og sædkvalitet. Som et led i undersøgelsen af hannernes vinterhuld, blev der udtaget sædprøver fra 4 farme, i alt 315 prøver. Der er samlet erfaring i hvilke redskaber og øvrige forhold, der er væsentlige for udtagning af sædprøver. Den anvendte metode, med én sædprøve per han, er ikke robust nok til at bedømme hannens sædkvalitet og udelukke ham fra avl. Hansen, B. K., Gautason, K., Blæsbjerg, M. S., Sønderup, M. & Bækgaard, H. 2013. Sædprøver hos mink. Faglig Årsberetning 2012, 29-33. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The male mink is crucial for the reproduction result of the farm, due to the genes he gives to the offspring and within each year due to his willingness to mate and the quality of the semen. These results derive as a part from a larger project concerning body condition of mink males during the winter period. Samples were collected on four farms, altogether from 315 males, one sample per male. The team has got valuable experience of necessary tools and procedures to collect samples of semen. The results showed that using one sample for each male is not enough to judge the fertility of the male and to exclude him from breeding. Hansen, B. K., Gautason, K., Blæsbjerg, M. S., Sønderup, M. & Bækgaard, H. 2013. Sampling of mink semen. Annual Report 2012, 29-33. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus, Denmark.

Indledning Ofte bliver der fokuseret meget på tævens frugtbarhed i minkproduktionen, hvorimod hannens indflydelse på farmens reproduktionsresultat kan blive glemt. Hannens rolle i denne henseende er dog væsentlig og fortjener opmærksomhed. Hannen har betydning i det aktuelle år ved hans parringsvillighed og sædkvalitet og på sigt ved at give gode frugtbarhedsegenskaber videre til sit afkom. Minkhannen skal producere sæd med en god kvalitet, så flest mulige æg bliver befrugtet (Enders 1952, Venge 1973). Undersøgelse af hannens sædkvalitet og udelukkelse af hanner med dårlig sæd er en måde at reducere goldprocenten på (Sundqvist 1987). Sædens kvalitet hos mink er blevet undersøgt i flere lande (Danmark: Venge 1973; Finland: Sundqvist 1987; Canada: Onderka 1990). En sædprøve kan kun tages direkte fra minkhannen ved

elektrisk stimulering eller i form af biopsier fra testiklerne (Sundqvist 1987). I praksis bliver minkhannen stimuleret i parringsakten til at afgive sæd. Den mest brugte metode er at tage en sædprøve fra skeden af en netop parret tæve (Venge 1973). Denne metode bruges på få kommercielle farme i Danmark, hvor der udtages og vurderes sædprøver i begyndelsen af parringssæsonen. Formålet er at finde sterile hanner og tjekke sædkvaliteten hos omparringshannerne. Målet med denne undersøgelse var for det første at få erfaring i at udtage sædprøver, og hvordan prøverne skulle behandles for at sæden kunne vurderes. Dernæst at undersøge, om der ud fra denne metode, kunne findes en sammenhæng mellem sædkvaliteten og antal hvalpe.

Page 32: Faglig Årsberetning 2012

Hansen, B. K., Gautason, K., Blæsbjerg, M. S., Sønderup, M. & Bækgaard, H.

30 Faglig Årsberetning 2012

Materiale og metode Sædprøverne blev taget ved første parring i marts. Arbejdet foregik på fire kommercielle farme placeret fem steder. For ikke at påvirke kuldresultatet, blev der ikke udtaget sæd ved omparring. Der var opstart med tjek af udstyr og metode fredag d. 2 marts – én dag for hvert sted. Første prøver var fra søndag d. 4 marts og de sidste var fra torsdag d. 8 marts. Hannens huld blev noteret ved scoring i skalaen 1-5, med 5 som fedest d. 12-16 marts. Avlerne fulgte deres vanlige procedure med at fodre og sætte tæver ind til hannerne. Vi tog prøver fra de hanner, vi kunne nå på en enkelt opsamlingsdag – én prøve fra hver han. Parringen blev afbrudt efter 20 minutter, hvorefter en sædprøve blev taget ved at opsamle sæd fra tævens skede (Kangas 1972, Venge 1973, Sundqvist 1987). Sædprøven blev placeret i tællekammer (4 chamber slides 20 micron, Leja©) og opbevaret i en lun boks indtil vurdering. Hvis der blev fundet sæd i prøven, blev sæden vurderet efter skalaen 1-5, hvor 5 var bedste kvalitet. Fra en enkelt farm blev sædprøver udvalgt til at blive fotograferet for at illustrere skalaen sædkvaliteten blev vurderet efter (Figur 1).

Figur 1. Udtagning af sæd fra netop parret tæve.

Resultater Af 315 prøver var 272 hanner registreret som fædre. Heraf var 54 vurderet som tomme og 218 med sæd.

Sædkvalitet vurderet efter 5 trins skala Prøverne med sæd blev undersøgt og bedømt efter sædcellernes tæthed. Kvalitet 5 havde de fleste celler. En meget grov fordeling (pct) viser at omkring 3/4 af prøverne var i kvalitets gruppe 1,2 og 3, medens de bedste grupper 4 og 5 udgjorde den sidste 1/4 (Figur 2).

Figur 2. Procentfordeling af sædprøver grupperet efter kvalitet med 5 som den bedste kvalitet fra de 4 farme (%-fordeling).

Figur 3 viser de forskellige kvaliteter, øverst kvalitet 1 med få sædceller og nederst kvalitet 5, som har flest sædceller. Figur 4 viser fordelingen af kuldstørrelser fra hanner med den aktuelle sædkvalitet. Uanset sædkvaliteten hos hannerne har kuldstørrelser varieret fra helt små til helt store kuld. Det vidner om, at metoden, på den måde vi anvendte den, ikke er robust. Hos hanner med en sædkvalitet 1 er der født kuldstørrelser fra 2 til 11 hvalpe, og hos hanner med en sædkvalitet 5 er der født kuldstørrelser fra 2 til 8. Tomme prøver En tom prøve kan enten skyldes en steril han, at prøven blev taget på et forkert tidspunkt i forhold til parringen, eller at sæden hurtigt er kommet så langt op at den ikke kan udtages. Hvis en han med en tom prøve alligevel er blevet far til hvalpe, kan det skyldes, at prøven er blevet udtaget på det forkerte tidspunkt, eller at sæden allerede er oppe i livmoderen.

Page 33: Faglig Årsberetning 2012

Sædprøver hos mink

Faglig Årsberetning 2012 31

Figur 3. 5 trins-skala, kvalitet 1 øverst har færrest sædceller, og der ses også celler fra skeden. Med stigende kvalitet øges antal sædceller, som det ses ved kvalitet 5 (nederst).

Figur 4. Fordeling af kuldstørrelser født efter hanner med forskellig sædkvalitet. X-akse er kuldstørrelser og y-aksen er procent. Der var ingen sammenhæng mellem sædkvalitet og kuldstørrelse.

Page 34: Faglig Årsberetning 2012

Hansen, B. K., Gautason, K., Blæsbjerg, M. S., Sønderup, M. & Bækgaard, H.

32 Faglig Årsberetning 2012

Fra hanner med tomme prøver er der født hvalpe og kuldstørrelsen varierer fra 1 til 10. Her må vi konstatere, at metoden kræver videreudvikling.

Når metoden ikke er god nok til at finde de tomme hanner, nytter det ikke noget at sammenholde resultaterne med f.eks. hannernes huld.

Figur 5. Kuldstørrelser født efter hanner hvis sædprøven var bedømt tom eller der var sæd i prøven, uanset kvalitet. X-akse er kuldstørrelse og y-aksen er procent

Erfaringer 1. Tidsregistrering af hvornår parringen

starter er vigtig, så parringen kan afbrydes på det rigtige tidspunkt. Vi afbrød parringen efter 20 minutter, men hvis ikke tidspunktet for parringens start var registreret, kunne der være forskel i antal minutter, parringen havde varet.

2. Det er vigtigt at holde en jævn rytme i, hvornår dyrene sættes sammen, så man undgår for mange parringer på præcist samme tidspunkt.

3. Sædprøven blev opsamlet med en glaspipette med en plastbold til at lave undertryk. En plast bold på 5 ml (se figur 1) er tilstrækkelig.

4. Glaspipetter var bedre end plastpipetter, da de bedre kunne styres ind i skeden og der kunne laves et større undertryk til at suge sæden ud.

5. Glaspipetterne skulle dog behandles meget varsomt, da spidsen knækkede meget let. Derfor blev pipetten undersøgt inden den blev lagt klar til brug, men også inden den blev ført ind i tævens skede.

6. Tællekamrene var gode. De gav et ensartet billede at vurdere sæden ud fra. De var lette at anvende og beskyttede sæden. Dog skulle man være påpasselig med, at der ikke kom 'vind' ind i tællekamrene, hvorved den indbyggede sugeevne blev ophævet.

7. Sæd, der havde en høj mobilitet var svær at kvantificere.

8. Det kan diskuteres om det er nødvendigt med tællekamre. Sædens koncentration og bevægelighed kan også vurderes ved at bruge et almindeligt objektglas.

9. Sædprøven skal tages inden tæven urinerer. Prøver, hvor tæven havde urineret, var ødelagte.

Page 35: Faglig Årsberetning 2012

Sædprøver hos mink

Faglig Årsberetning 2012 33

Diskussion Hannens sædkvalitet er væsentlig for kuldstørrelsen. Så princippet i at vurdere hannens sæd som et led i at reducere goldprocenten er korrekt. Men vi skal være sikre på at bruge en metode, der er god nok til at udpege de sterile hanner. Den metode vi brugte, og den måde vi udtog prøverne på, var ikke god nok til at udelukke hanner fra avl. Det er umådelig vigtigt, at man er meget præcis med, hvor lang tid at parringen foregår. Vi brugte en tidsfaktor på 20 minutter, som Sundqvist (1987 og 2012) brugte, og som også mange avlere bruger. Man skal fokusere på de hanner, man vil tage prøver fra, og give dem den nødvendige tid. Og ikke mindst have tid nok til at udtage prøverne, før næste han er klar. Hvis en prøve er tom, skal der tages flere prøver fra den samme han, før man beslutter sig for at udelukke hannen. Det skal siges, at avlere, som tager prøver rutinemæssigt, også tager flere prøver fra samme han, og først når en han er tom gentagne gange, bliver han kasseret. En tom prøve kan skyldes flere forhold. Hannen kan være steril, og der er ingen sædceller at finde. Prøven kan være taget på det forkerte tidspunkt i forhold til parringens start, og sædcellerne derfor allerede er på vej op i tævens livmoder. Enders (1952) beskrev, at der er født hvalpe efter parringer på mindre end 3 minutter. Dette fortæller, at sædafgivelsen kan foregå meget hurtigt. Også tævens modtagelse af sæden og livmoderens sammentrækninger er med til at føre sæden videre op i æggelederen, hvorfor en sædprøve også afhænger af tævens brunst og hendes reaktion på parringen. Den samlede konklusion er: at metoden, hvormed sædkvaliteten kan opsamles og vurderes, skal udvikles og blive mere

robust, før der kan gives klare retningslinjer for hvordan man generelt kan gøre. En brugbar metode for vurdering af sædkvalitet vil være værdifuld for fremtiden, især når tiderne skifter. Der er utroligt mange ubesvarede spørgsmål vedr. hannernes sæd og sædkvalitet. Tak Følgende avlere skal have tak for deres medvirken: Allan og Henning Christensen, Bjarne Pedersen, Thomas Buhl, Ulrik Jensen og Lars Nicolajsen. Desuden tak til Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste (LVK) for lån af mikroskop-kamera. Referencer Enders, R.K. 1952. Reproduction in the mink (Mustela vison). Amer.Phil.Society. 96. 691-755. Hansson, A. 1947. The physiology of reproduction in the mink (Mustela vison, Schreb.)with with special references to delayed implantation. Acta Zoologica 28. 1-136. Kangas J. 1972. Faktorer som inverker på avlsresultat. Särtryck ur Finsk pälstidskrift n:o 2. 1072. pp 11. Leja: http://www.leja.nl/tekst/1/ Onderka D.K., Clement T. 1990. Evaluation of male mink fertility. Fur Rancher January 1990. p 8-10. Sundqvist, C. 1987. Male infertility in mink breeding. Department of Biology, Åbo Akademi, Åbo. Sundqvist, C. 2012. Personlig meddelse. Venge O. 1973. Reproduction in the mink. Royal Veterinary and Agricultural University, Yearbook 1973. p 95-146.

Page 36: Faglig Årsberetning 2012

34 Faglig Årsberetning 2012

Page 37: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 35

Rigtigt vinterhuld hos minkhanner giver flere parrede tæver og lavere goldprocent Bente Krogh Hansen1, Michael Sønderup1, Kári Gautason2, Henrik Bækgaard1 og Vilhelm Weiss1 1)

Kopenhagen Fur, Kopenhagen Consulting, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N 2)

Agricultural University of Iceland, Hvanneyri, 311, Iceland Korresponderende forfatter: [email protected]

Sammendrag Når huldet af minkhanner er bedømt efter skalaen 1 til 5 (5= mest fed) er det huldudviklingen 3-2-2-3 fra december til marts, der giver de bedste resultater. Minkhanners huld er registreret på 9 farme gennem vinterperioden 2011/2012. I alt ca. 7000 hanner blev fulgt, hvoraf der er parringsresultater fra godt 3300. Hannerne blev vurderet 4 gange: midt i december, først i januar, midt i februar og midt i marts. Resultaterne viste at flest tæver bliver parret og goldprocenten bliver lavest, hvis hannernes huld følger følgende mønster. I december skal minkhanerne højst være i huld 3, i begyndelsen af januar skal de være i huld 2, dette huld holder de i februar, for at stige til huld 3 i midten af marts lige før omparring. Hansen, B.K., Sønderup, M., Gautason, K., Bækgaard, H. & Weiss, V. 2013. Rigtigt vinterhuld hos minkhanner giver flere parrede tæver og lavere goldprocent. Faglig Årsberetning 2012, 35-42. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Male body condition is graded according to scale 1 to 5 (5 = most fat). To get most dams mated and have a lower percentage of barren dams the condition of mink males should follow the pattern 3-2-2-3 from December to March. The body condition of mink males is observed on 9 farms during the winter 2011/2012. Grading results of altogether 7000 males were collected; mating results from 3300 males were used. The males were graded 4 times: Mid-December, in the beginning of January, mid-February and mid-March. The results show that most females were mated and the barren percentage was lowest, if the body condition of males was as follows: In mid-December should the body condition be 3 as the highest and in the beginning of January body condition 2. The condition should be kept on this level or increased a bit towards mid-February, where after the body condition should increase to 3 until mid-March just before remating. Hansen, B.K., Sønderup, M., Gautason, K., Bækgaard, H. & Weiss, V. 2013. Correct body condition of mink males results in more dam mated and reduced barren percentage. Annual Report 2012, 35-42. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: reproduction, weight changes, winter period

Indledning Resultatet af parringen afhænger af både minkhannen og tæven. Tidligere undersøgelser har fokuseret på tæven og hvordan man, som avler, bedst forbereder tæven til at give en høj kuldstørrelse i den efterfølgende reproduktionssæson. En korrekt huldstyring af tæverne (Bækgaard et al. 2008) kombineret med en korrekt flushing (Tauson et al. 1988) giver flere levende fødte hvalpe i kuldet. Der stilles også krav til hannen. Hannen skal producere tilstrækkeligt med sæd (Venge 1973) og vel at mærke en sæd af

god kvalitet (Venge 1973, Sundqvist 1987). Desuden skal hannen kunne parre mange tæver og stimulere dem til at frigøre mange æg (Murphy and Douglas 1992). Tidligere undersøgelser viste, at hannen skulle tabe sig (Sønderup 2012) mens sæden produceres. Derfor er det vigtigt at styre hannens huld fra december til marts, så de kan udføre jobbet bedst muligt. I humanforskning har danske undersøgelser vist, at mænd med højt

Page 38: Faglig Årsberetning 2012

Hansen, B.K., Sønderup, M., Gautason, K., Bækgaard, H. & Weiss, V.

36 Faglig Årsberetning 2012

BMI (Body Mass Index) har dårligere sædkvalitet (Jensen et al. 2004). Målet i denne undersøgelse var at se om og hvordan hannernes huld influerer på parringsvillighed og goldprocent. Vi ville gerne vurdere, om vi kunne forklare en forskel i antal parrede tæver og goldprocent ud fra den huldudvikling hannerne har haft. Materiale og metode Ca. 7000 hanner blev huldvurderet fire gange efter skalaen, som er vist i figur 1. Af de 7000 hanner var der parringsoplysninger fra ca. 3300 hanner. Minkhannerne blev huldvurderet midt i december (d. 13. til d. 21.), først i januar (d. 6. til d. 13.), midt i februar (d. 13 til d. 19.) og midt i marts (d. 12. til d. 16). Hannernes reproduktionsegenskaber blev målt i form af parringsvillighed og goldprocent: Hannerne skulle ikke lastes for tævens eventuelle frugtbarhedsproblemer, derfor

er resultaterne for parringsoplysninger renset for problemtæver. Tæver der indgår i undersøgelsen, er tæver, der er parret mindst en gang inden start af omparring og tæver, der er parret mindst 2 gange med 7-10 dages interval. Hannens parringsvillighed blev defineret ved antal parrede tæver, hvor hannen står som far. Data indeholder den usikkerhedsfaktor at nogle avlere praktiserer krydsparring, dvs. at hannen i omparring ikke nødvendigvis er den samme som i første parring. Parringsoplysninger er taget med for hanner, der står registreret som far. I avlssystemerne registreres den sidst anvendte han som far, medens hannen, der har udført den første parring står kun på avlskortet. Goldprocenten er antal tæver, der er parret, men ikke har født, i procent af antal tæver, der er parret. Det betyder, at goldprocenten i denne undersøgelse ikke omfatter ikke parrede tæver og tæver, der mistede alle hvalpene.

Figur 1. Huldskala fra 1 til 5, hvor 5 er den fedeste.

Huld 1Tynd hals,

spids ryg og meget tydelige hofter. Tydelig hulning mellem bagbenene. Opretstående opfattes minkens bagben lange.

Huld 2 Slank hals,

let rundet ryg og slank bagpart, hofterne kan kun lige anes. Opretstående opfattes minkens bagben som lange. Minken virker harmonisk slank

Huld 3 Slank hals,

rund ryg og pæreformet bagpart. Har en hulning mellem bagbenene. Opretstående ses fedt ned over knæene.

Huld 4 Tyk nakke

og fedt på bagparten. Rund ryg, pæreformet bagpart, ingen hulrum mellem bagbenene. Opretstående ses fedt ned til bagbenene.

Huld 5 Tyk nakke

og fedt på bagparten, hofterne kan ikke ses. Fedt ved forbenene. Fedt mellem bagbenene og fedt, der hænger ned til bagpoterne

Page 39: Faglig Årsberetning 2012

Rigtigt vinterhuld hos minkhanner giver flere parrede tæver og lavere goldprocent

Faglig Årsberetning 2012 37

Analyse Data blev analyseret med statistikprogrammet SAS. Huldfordelingen er vist i procent for alle hannerne for hvert af de fire tidspunkter. Det gennemsnitlige antal parrede tæver og goldprocent er vist for hver huldgruppe på de fire tidspunkter. Effekt af hannernes huld på parringsvillighed og goldprocent er undersøgt ved at bruge proceduren GLM med 5 % som signifikansniveau. Resultater Fordeling af hannernes huld Huldfordelingen ændres gennem vinterperioden. Skønt der var forskelle mellem farmene følger de, stort set, det samme mønster. Figur 2 viser fordelingen midt i december, først i januar, midt i februar og midt i marts. I december ligger ca. 60 % af hannerne på huldscore 3, medens ca. 25 % er federe og ca. 12 % er tyndere. I januar ligger ca. 80 % af hannerne i score 2, og 10 % er hhv. tykkere eller tyndere. I februar er ca. 70 % fortsat i score 2 og 20 % i score 3 medens ca.10 % er i score 1. I marts er 70 % af hannerne i score 3, medens ca. 15 % er tykkere og 15 % er tyndere. Ændringerne af huldet Figur 3 viser huldændringen for hver måned. Hannernes huld reduceres med 1 karakter fra december til januar. Medens de bliver på samme niveau fra januar til februar. Fra februar til marts tager hannerne på og stiger en huldkarakter.

Figur 2. Fordeling af minkhanner i procent ud fra deres huld vurderet på en 5-trinsskala midt i december, først i januar, midt i februar og midt i marts.

Page 40: Faglig Årsberetning 2012

Hansen, B.K., Sønderup, M., Gautason, K., Bækgaard, H. & Weiss, V.

38 Faglig Årsberetning 2012

Figur 3. Ændringen af hannernes huld fra december til marts. Øverst ændringen i huldkarakterer fra december til januar. I midten ændringen fra januar til februar og nederst ændringen fra februar til marts. Huldets betydning for parringsvillighed og goldprocent Figur 4 viser antal parrede tæver og figur 5 viser goldprocenten i forhold til hannens huld for hvert af de aktuelle tidspunkter. Hannernes huld har indflydelse på hvor mange tæver de parrer og hvor stor goldprocenten bliver. December: Hanner i huld 3 i forhold til huld 4 parrede 0,4 tæver flere og goldprocenten var ca. 1 %-point lavere. Januar: Hanner i huld 2, i forhold til huld 3, parrede 0,2 tæver flere og goldprocenten var 1 %-point lavere. Februar: Der var ikke forskel mellem hanner i huld 2 og huld 3 mht. til antal

parrede tæver og goldprocent. Marts: Hanner i huld 3 i forhold til huld 4 parrede 0,2 tæver flere, og goldprocenten var ca. 3 %-point lavere. Og i forhold til huld 2 parrer huld 3 hanner ca. 0,9 tæve mere og har ca. 1,5 %-point lavere goldprocent. Hanner i huld 1 kan ikke anbefales, derfor er resultaterne ikke taget med i denne artikel. Huldændringen havde ikke indflydelse på antal parrede tæver og goldprocent, når det aktuelle huld er inkluderet i modellen. Diskussion Hos minktæven har huldstyring gennem vinterperioden kombineret med moderat reduceret fodertildeling i ca. en uge, hvorefter tæven er fodret efter ædelyst i 3-5 dage før parring, resulteret i flere hvalpe (Tauson 1988, Baekgaard et al. 2008). Så det er nu en vigtig rutine for avleren at fokusere på tævernes huld (Sønderup et al. 2012). Fokus i denne undersøgelse var betydningen af hannernes huld i relation til parringsvillighed og goldprocent. Der er ikke tidligere lavet undersøgelser på, hvordan hannernes huld skal være, men ud fra deres vægtændringer har man tidligere vist, at avlshanner skal tabe sig efter pelsningstiden (Sønderup 1997; Sønderup og Clausen 2002). Dagens minkhan er blevet væsentligt større og dermed har de også en højere fedningsgrad end tidligere. Fra mennesker ved man, at fede mænd har dårligere sædkvalitet (Jensen et al. 2004). En af årsagerne er at sæd ikke må udsættes for høj temperatur. Tilsvarende må forventes også at gælde for mink (Venge 1973). Hvis hannen har for meget fedt der varmer omkring kønsorganerne, kan det påvirke sædproduktionen.

Page 41: Faglig Årsberetning 2012

Rigtigt vinterhuld hos minkhanner giver flere parrede tæver og lavere goldprocent

Faglig Årsberetning 2012 39

Figur 4. Antallet af parrede tæver i relation til hannernes huld.

Figur 5. Goldprocenten i relation til hannernes huld.

For at opnå gode resultater skal avlshannerne også trimmes inden næste avlssæson og trimningen skal påbegyndes hurtigt efter pelsning af produktionsdyrene. Forberedelserne til sædproduktionen sættes i gang kort tid efter efterårsjævndøgn, ca. 21. september (Pelletier et al. 2000). Sæden

produceres i testiklerne og placeres derpå i bitestiklen, hvor den færdigmodnes og opbevares til senere brug (Sundkvist 1992). Den sæd som hannen bruger i marts, er produceret langt tidligere. Det betyder, at der sker rigtig meget i hannerne allerede fra efterårsjævndøgn. De synlige tegn ses

Februar

Marts

Januar

Februar

Marts

Page 42: Faglig Årsberetning 2012

Hansen, B.K., Sønderup, M., Gautason, K., Bækgaard, H. & Weiss, V.

40 Faglig Årsberetning 2012

ved at testiklerne vokser, men bliver først tydelige i december (Venge 1973). Tauson (1985) kunne ikke se nogen effekt af fodertildelingen hos hanner. Sønderup (1997, 2002) fandt det bedste resultat, hvis hannerne havde haft et jævnt vægttab fra november til midt i februar på ca. 20-30 procent. Vægtændringer i form af procentvægttab tager ikke højde for dyrenes forskellige kropsform. En kort og en lang mink kan have samme kropsvægt, men skal ikke tabe sig på samme måde inden parringsperioden. Dyrenes huld er et resultat af flere ting; dyrenes genetik, den måde de er opstaldet på samt driftslederens fodring og pasning. Det betyder, at dyrenes huld kan sammenlignes på tværs af farme og dermed bruges som mål for den enkelte avler. Erfaringerne siger, at hannerne skal være i reproduktionshuld til nytår. Resultaterne fra denne undersøgelse viste, at hannen parer flest tæver, hvis han er i huld 3 midt i december, 2 først i januar og sidst i februar, hvorefter det skal stige til huld 3 midten af marts. Goldprocenten er lavest, hvis hannen er i huld 2 midt i december, 2 i januar, mens hannen i løbet af februar gerne må have taget på til huld 3 og holde den score i marts. Men tager han så meget på, at han kommer i huld 4 bliver goldprocenten høj. Vægtændringerne havde tilsyneladende ikke indflydelse på antal parrede tæver og goldprocenten, når udgangshuldet er taget med i beregningerne. Umiddelbart ville man tro at en han, der har tabt sig flere huldscorer og således undergik stort energitab indenfor en kort periode, ville være i fysiologisk stress, noget man ved fra kvæg har negativ indflydelse på tyrenes produktion af sæd (Andersen 2012). Måske har der ikke været nok

hanner med stort nok vægttab i denne undersøgelse til at kunne vise noget sikkert. Der var forskelle i management mellem farmene. Nogle tjekker testikler i december, andre senere. Nogle laver renparring, andre bruger krydsparringer, nogle parrer to gange, andre tre. Nogle holdt hannerne slanke hele tiden, andre begyndte at slanke efter pelsning og enkelte begyndte før januar. Alt sammen forhold, som kan have betydning for antal parringer og goldprocenten. Men alle farme udviste samme mønster, nemlig at de fedeste hanner parrede for få, og havde lidt højere goldprocent. Konklusion Det er muligt at styre hannernes huld gennem vinterperioden og huldniveauet har betydning for antal parrede tæver og goldprocenten. Hannernes huld i december er væsentlig, derfor betyder det meget at trimme hannernes huld umiddelbart efter at pelsningsdyrene er aflivet. Hannerne der var i huld 2 i januar og huld 2-3 i februar var mere fit til at parre og fik en lavere goldprocent. Mens hannerne der var i huld 3 midt i marts havde de bedste resultater. Anbefaling På baggrund af resultaterne fra denne undersøgelse anbefaler konsulentgrup-pen følgende mønster ved huldstyring af hanner i vinterperioden (figur 6): huld 3 midt i december, huld 2 først i januar, huld 2 midt i februar og huld 3 midt i marts inden omparring. Det er vigtigt at slå fast at det er huld 3 inden omparring, dvs. først i marts skal huldet være 3+, så der er plads til at hannen kan tabe sig under parringssæsonen.

Page 43: Faglig Årsberetning 2012

Rigtigt vinterhuld hos minkhanner giver flere parrede tæver og lavere goldprocent

Faglig Årsberetning 2012 41

Figur 6. Den anbefalede huldscore i midt december, først i januar, midt i februar og midt i marts inden omparring.

Tak Følgende avlere skal have tak for deres medvirken: Allan og Henning Christensen, Bjarne Pedersen, Carsten Aas Sørensen, Jens Peter Mayentzhausen, Jens Wistoft, Niels Danielsen, Thomas Beck, Thomas Buhl og Ulrik Jensen. Referencer Andersen J. 2012 Personlig meddelelse, Viking Genetics, Danmark. Bækgaard, H., Larsen P.F. and Sønderup M. 2008. Female body condition and early kit mortality: A description from practice. IX International Scientific Congress in Fur Animal Production – Halifax, Nova Scotia, August 19-23. 2008. p 18-19. Jensen, T.K., Andersson A.M., Jørgensen N., Andersen A.G., Carlsen E., Petersen J.H. and Skakkebaek N.E. 2004. Body mass index in relation to semen quality and reproductive hormones among 1558 Danish men. Fertility and Sterility vol 82 (4) p. 863-70. Murphy B. and Douglas D.A. 1992. Reproduction in female mink. Nordiska Jordbrugsforskares Förening, NJF-

utredning/rapport nr 75, Copenhagen 1992. p 39-49. Pelletier R.M., Yoon S.R., Kabbaj O. and Vitale M.L. 2000. Development and maintenance of fertility in male mink. Scientifur vol 24, no 4. Vol III (Reproduction, Genetics and Fur propertiers) p 16-24. Sundqvist, C. 1987. Male infertility in mink breeding. Department of Biology, Åbo Akademi, Åbo. Sundqvist, C. 1992. Testicular development and reproductive endocrinology in the male mink. Nordiska Jordbrugsforskares Förening, NJF-utredning/rapport nr 75, Copenhagen 1992. p 97-101. Sønderup M. 2012. Personlig meddelse. Sønderup. M. 2002. ”God vinterhuldstyring øger hvalperesultatet”. Dansk Pelsdyravl, oktober. Sønderup, M. & Clausen. J. 1997 ”God huldstyring om vinteren giver bedre avlshanner”. Dansk Pelsdyravl, december.

December - huld 3 Januar – huld 2 Februar – huld 2 Marts – huld 3

Page 44: Faglig Årsberetning 2012

Hansen, B.K., Sønderup, M., Gautason, K., Bækgaard, H. & Weiss, V.

42 Faglig Årsberetning 2012

Sønderup, M., Baekgaard H., Hansen B.K. and Clausen J. 2012. Huldanbefaling 2012/2013. Tauson A.H. 1985. Different feeding intensity levels to mink. 1. Effects on male reproductive performance. Swedish J.Agric.Res. 15, p 77-85.

Tauson A.-H., Gustafsson H. and I. Jones. 1988. Flushing of Mink. Acta. Agric Scand. 38, p 421-432. Venge O. 1973. Reproduction in the mink. Royal Veterinary and Agricultural University. Yearbook 1973. p 96-146.

Page 45: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 43

Indavl og heterosis i en seks generations mink population Janne Pia Thirstrup1, Vivi Hunnicke Nielsen1, Peter Foged Larsen2 & Cino Pertoldi3 1Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Fakultet for Naturvidenskab og Teknik, Aarhus Universitet, Blichers

Allé 20, DK-8830 Tjele, Danmark. 2Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

3Biologisk institut, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Ny Munkegade 114, DK-8000 Aarhus C, Danmark.

Sammendrag Kuldstørrelse hos en krydsningspopulation bestående af sorte og brune mink blev fulgt gennem seks generationer. Analysen viste at kuldstørrelse var signifikant påvirket af minklinje og år samt vekselvirkning mellem linje og år. Vi korrigerede for års- og linjeeffekt og fandt signifikant forøgelse af kuldstørrelsen i anden og tredje generation efter krydsningen. Derefter faldt kuldstørrelsen igen til et niveau svarende til gennemsnittet mellem de to linjer. Resultatet af denne analyse indikerer, at krydsningsfrodighed (heterosis) har en gavnlig effekt i et par generationer efter sammenkrydsning, men at denne effekt hurtigt aftager, hvis linjen fastholdes uden supplement af nye dyr – og at det går specielt hurtigt i små populationer. Heterosis var primært forårsaget af en forbedring i kuldstørrelse i forhold til den sorte parental linje. Vi har derfor en formodning om, at den sorte linje var påvirket af indavl før krydsningen. Thirstrup, J.P., Nielsen, V.H., Larsen, P.F. & Pertoldi C. 2012. Indavl og heterosis i en seks generationers mink population. Faglig Årsberetning 2012, 43-49. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Litter sizes in a cross between brown and black mink were observed through six generations. The analyses showed significant effect of mink line and year as well as interaction between line and year. After adjusting for year and line we found significant increase in litter size in the second and third generation after crossing. Thereafter the litter size dropped to a level comparable to the mean litter size of the midparent. Results of this analysis indicates that heterosis has a positive effect on litter size in the first generations after crossing, but the positive effect decreases within a few generations if the lines are maintained without supplement - especially if the populations are small. The heterosis was mainly caused by an increase in litter size compared to the black parental line. This indicates that the black line was affected by inbreeding before crossing. Thirstrup, J.P., Nielsen, V.H., Larsen, P.F. & Pertoldi C. 2012. Inbreeding and heterosis in a six generation mink population. Annual Report 2012, 43-49. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Kuldstørrelse, krydsningsfrodighed, krydsningspopulation, farvetyper, årsvariation.

Indledning For en række arter har man vist, at indavl reducerer frugtbarheden (Keller & Waller 2002). F.eks. reduceres kuldstørrelsen hos bl.a. mus (Holt et al. 2005), svin (Farkas et al. 2007) og mink (Berg 1996, Demontis et al. 2011). Indavlsdepression er en konsekvens af ændring i genotypefrekvenserne samt graden af allelernes dominans. I indavlede populationer ændres genotypefrekvenser, således at indavlede populationer har en højere frekvens af homozygoter. Recessive skadelige alleler har derfor større sandsynlighed for at komme til udtryk. Reduktion af den gennemsnitlige værdi af populationens fænotype er direkte proportional med indavls-

koefficienten (Falconer & Makay 1996) og Demontis et al. (2011) fandt en stærk negativ sammenhæng mellem graden af slægtskab og kuldstørrelse hos mink. På minkfarme oplever man ofte en stigning i kuldstørrelse efter krydsning mellem to linjer eller farvetyper. Kuldstørrelsen har stor betydning for minkproduktionen, da antal producerede skind har økonomisk konsekvens for minkavlerne. Minkfarme i Danmark har udveksling af dyr mellem farme, men den primære årsag til denne udveksling er forbedring af størrelse og kvalitet. Stigning i kuldstørrelse efter krydsning skyldes, at populationens gennemsnitlige

Page 46: Faglig Årsberetning 2012

Thirstrup J, Nielsen V.H., Larsen P.F. & Pertoldi C.

44 Faglig Årsberetning 2012

fænotype genetableres efter indavlsdepression (heterosis). Når to indavlede linjer krydses, er det mindre sandsynligt, at afkommet har modtaget ens alleler fra både fader og moder og indavlskoefficienten vil derfor være lav. Heterosis afhænger som indavls-depression af genotypefrekvenserne og graden af allelernes dominans. Graden af heterosis afhænger af forskellen på allelfrekvenserne i de to populationer. Den største effekt fås hvis de to linjer er fikserede for hver deres alleler. Effekten af heterosis kan observeres i de to første generationer (F1 og F2 generationerne), men effekten vil allerede på grund af udspaltning af genotyperne være halveret i F2 forhold til F1 generationen. Effekten af heterosis kan dog kompliceres af maternel og ikke-maternal effekt. I første generation vil effekten af heterosis være forårsaget af heterosis i afkommet (ikke-maternel effekt), mens man i F2 vil se en effekt af heterosis hos både moder og afkom (maternel og ikke-maternel effekt). I vores analyse har vi undersøgt graden af heterosis i forbindelse med kuldstørrelse gennem seks generationer i en minkpopulation. Vi krydsede to farvetyper. De to farvetyper var Amerikanske sorte short nap mink og Nordiske brune mink. Populationen blev opretholdt på et begrænset antal mink gennem yderligere 4 generationer. De to farvetyper var valgt på grund af fænotypiske forskelle. Den sorte farvetype havde lav kuldstørrelse, mens den brune farvetype havde høj kuldstørrelse. På baggrund af teorien omkring heterosis forventede vi at observere heterosis i F1 og F2 generationerne. Vi forventede derefter at se en stagnering af kuldstørrelsen i de efterfølgende generationer. Vi havde desuden en forventning om en øget effekt af heterosis i F2 pga. både maternel og ikke- maternel effekt.

Materialer og metoder Populationer Nordiske brune mink blev år 2005 krydset med Amerikanske sorte short nap mink. To brune mink linjer (linje 74 og 75) var etableret og holdt på Aarhus Universitets forsøgsfarm i Foulum forud for forsøget. Mink fra den sorte short nap linje (linje 70) blev opkøbt til krydsningsforsøg fra privat avler. De to linjer blev valgt på baggrund af forskelle i størrelse og pelskvalitet, da det antages, at idet de to farvetyper er fænoptypisk forskellige, er de også genotypisk forskellige. Der blev udtaget 26 tæver og 7 hanner i alt fra de to brune mink linjer. Alle hanner var fra linje 75 og 13 hunner var fra henholdsvis linje 74 og 75. Der blev udtaget 25 tæver og 7 hanner fra den sorte mink linje. 24 brune mink tæver (13 tæver fra linje 74 og 11 tæver fra linje 75) blev krydset med 7 sorte hanner og 25 sorte tæver blev krydset med 5 brune hanner. Mink, der blev udtaget, var ikke beslægtede. Dvs. ingen søskende og ingen mødre/afkom blev udtaget. Et begrænset antal mink fra hver generation (F1 – F6) blev parret indbyrdes i de følgende år 2006 - 2010. F1 tæver blev parret to år i træk: Tæver parret i år 2006 blev parret igen år 2007 med de samme hanner, som de var blevet parret med i 2006. Da der ikke var forskel på kuldstørrelser mellem linjerne 74 og 75; samt der ikke var forskel på kuldstørrelserne, alt efter om brune tæver blev krydset med sorte hanner eller om sorte tæver blev krydset med brune hanner, blev parental populationerne og de efterfølgende generationer karakteriseret som linje 71 (se mere udførlig redegørelse i afsnittet om statistiske analyser). Se antal mink i hver generation i tabel 2. En brun produktionslinje (linje 19) blev brugt som kontrol. Denne linje var ligeledes etableret og holdt på

Page 47: Faglig Årsberetning 2012

Indavl og heterosis i en seks generations mink population

Faglig Årsberetning 2012 45

forsøgsfarmen i Foulum. Populationen var stor og der var kontinuert supplering af hanner fra andre linjer af den brune type, hvilket reducerer indavl i denne linje. Linje 19 repræsenterede den overordnede reproduktivitet på forsøgsfarmen i Foulum idet kuldstørrelsen for linje 19 var sammenlignelig med farmgennemsnittet. Linje 19 havde i forsøgsperioden ikke indgået i andre forsøg, der kunne have indflydelse på kuldstørrelsen. Se antal mink i linje 19 i tabel 2. Fænotyper Kuldstørrelse i første tælling for hver tæve blev registreret igennem 6 generationer (år 2005 – 2010) hos linje 71 og linje 19. Kuldstørrelse hos linje 70 (sorte short nap mink), 74 og 75 (brune mink) er de kuldstørrelser, hvorfra de udvalgte dyr selv stammer. Da goldtæver ikke er registret for disse linjer er goldprocenten estimeret ud fra goldprocenter for år 2004 for sorte og brune tæver på forsøgsfarmen i Foulum. Statistiske analyser For at analysere om der var forskel på kuldstørrelse imellem de to brune linjer (74 og 75), brugte vi en t-test. For at analysere, om der var forskel på, om brune tæver (linje 74 og 75) blev parret med sorte hanner (linje 70) eller om sorte tæver (linje 70) blev parret med brune hanner (linje 75), blev der ligeledes brugt en t-test. For at analysere hvilke faktorer, der havde indflydelse på kuldstørrelse, og derfor burde inkluderes i en model, udførte vi en tre-vejs ANOVA af en mixed model med parringsår og linje som fixed effects og hanners ID som random effect. Hanners ID havde ingen signifikant effekt (F = 0.363, df = 1, p = 0.55) og modellen blev derfor reduceret til følgende lineære model: Yikj = μ+ li + pj + lipj + εikj ( 1 )

Hvor respons Yikj er kuldstørrelse fra den k´te minktæve fra linje i (i = 19 og 71) i parringsår j (j = 2004,…, 2010), μ er middelværdien, li er fixed effekt af linje i og pj er fixed effekt af parringsår j og lipj er interaktion mellem parringsår j og linje i og εikj er tilfældig fejl. Den reducerede model blev brugt til at beregne least square means af kuldstørrelse for hvert år hos linjerne 71 og 19. Da der var signifikant miljøvariation (årseffekt) (se resultatafsnittet) blev der beregnet en korrigeret gennemsnitlig kuldstørrelse for linje 71, hvor tævers kuldstørrelse fra linje 71 blev vægtet med linje 19’s least square means af kuldstørrelse. ŷ71j = 1/n71j Σk=1(y71jk + [y19,2004 - y19j]) ( 2 ) Hvor ŷ71j er korrigeret gennemsnitlig kuldstørrelse hos linje 71 i parringsår j, n71j er antallet af mink i linje 71 parringsår j, y71jk er kuldstørrelse fra den k´te tæve fra linje 71 i parringsår j og y19,2004 - ŷ19j er effekt af år med kuldstørrelse hos linje 19, år 2004 som reference. Den procentvise årlige ændring af kuldstørrelse i forhold til år 2004 er beregnet som: Ændring % = (ŷ71j - ŷ71,2004) / ŷ71,2004 ( 3 ) Hvor ŷ71j er linje 71’s korrigerede kuldstørrelse år j og ŷ71,2004 er linje 71’s kuldstørrelse år 2004, svarende til midparent (gennemsnittet mellem de to parental populationer). Resultater Goldprocenten var 10,9 % for sorte og 6,7 % for brune år 2004. Der blev derfor tilføjet henholdsvis 3 og 2 fantomtæver uden hvalpe til parental populationerne. Kuldstørrelserne hos brune og sorte mink før krydsningen var henholdsvis 6,75 og 5,0. Gennemsnittet mellem de to minklinjer var 5,9. Der var ingen forskel

Page 48: Faglig Årsberetning 2012

Thirstrup J, Nielsen V.H., Larsen P.F. & Pertoldi C.

46 Faglig Årsberetning 2012

på kuldstørrelse på linje 74 og 75 (t = -0,46, p=0,64). De to brune linjer blev derfor slået sammen til én brun linje. Der var ingen forskel på kuldstørrelse uanset om brune tæver blev parret med sorte hanner eller om sorte tæver blev parret med brune hanner (t = -0,60, p=0,55).

Afkom efter 1. krydsning (F1) og de efterfølgende generationer blev derfor opfattet som én linje (linje 71). Der var signifikant effekt af parringsår, linje og interaktion mellem parringsår og linje (se tabel 1).

Tabel 1. Resultat af tre-vejs ANOVA af linear model (1). Kuldstørrelse som respons med parringsår og linje som fixed effects og interaktion mellem parringsår og linje som forklarende variable. Antal frihedsgrader (df), sum of squares (Sum Sq), mean squares (Mean Sq) og p-værdier er vist.

df Sum Sq Mean Sq F værdi Pr (>F)

Parringsår 6 623 103.81 10.59 1.17e-11***

Linje 1 67 67.06 6.84 0.009**

Parringsår*linje 6 176 29.32 2.99 0.006**

Residualer 2899 28427 9.81

Signifikans niveauer: *0.05, **0.01, ***0.001

Hos linje 19 (kontrol linjen) var der signifikant afvigelse fra kuldstørrelse år 2004 i årene 2005 (t-værdi = -4,59, p=4.70e-06), 2007 (t-værdi = -3,87, p=0,0001), 2008 (t-værdi = -2,63, p=0,009) og i 2010 (t-værdi = -5,93, p=3,31e-09), hvor effekt af år resulterede i lavere kuldstørrelse de pågældende år i forhold til år 2004. Der var signifikant forskel på linjernes kuldstørrelse år 2004.

Linje 71 havde 1.32 hvalpe færre end linje 19 i år 2004 (t-værdi = -3,33, p=0,0008). Hos linje 71 var der signifikant positiv afvigelse fra kuldstørrelse år 2004 i årene 2006 (t-værdi = 2,08, p=0,04), 2007 (t-værdi = 3,10, p=0,002) og 2008 (t-værdi = 2,72, p=0,006). Se least square means af kuldstørrelser hos linje 71 og linje 19 i figur 1 og tabel 2.

Figur 1. Least square means af kuldstørrelse hos linje 71 og linje 19 samt miljøkorrigeret kuldstørrelse hos linje 71 fra årene 2004 – 2010.

Page 49: Faglig Årsberetning 2012

Indavl og heterosis i en seks generations mink population

Faglig Årsberetning 2012 47

Tabel 2. Least square means af kuldstørrelse og standard errors (S.E.) fra linje 71 og linje 19 samt antal mink, der indgik i analysen for årene 2004 – 2010. Signifikant afvigelse fra linjernes gennemsnitlige kuldstørrelser år 2004 er vist.

Linje 71

Linje 19

År Antal Kuldstr. (S.E) Antal Kuldstr. (S.E.)

2004 71 5.90 (0.37) 484 7.23 (0.14)

2005 49 5.18 (0.45) 370 6.24 (0.16)***

2006 97 6.71 (0.32)* 287 6.91 (0.18)

2007 92 6.29 (0.33)** 63 5.60 (0.39)***

2008 18 7.56 (0.74)** 179 6.51 (0.23)**

2009 19 5.37 (0.72) 425 7.14 (0.15)

2010 21 4.52 (0.68) 743 6.14 (0.11)***

Signifikans niveauer: *0.05, **0.01, ***0.001

Parvis t-test af korrigeret gennemsnitlig kuldstørrelse hos linje 71 viste en signifikant stigning i kuldstørrelse i årene 2006, 2007 og 2008, i forhold til midparent år 2004, hvorefter kuldstørrelsen igen faldt til et niveau

svarende til kuldstørrelsen hos midparent. (Se korrigeret kuldstørrelse hos linje 71 i fig. 1 og tabel 3). Der var signifikant forskel på kuldstørrelserne år 2006 og 2007 (t-værdi = -2.36, p=0.02)

Tabel 3. Korrigeret kuldstørrelse samt standard error (S.E.) hos linje 71, den procentvise ændring af kuldstørrelsen i forhold til år 2004, t-værdier samt p-værdier fra parvis t-test er vist.

År Korrigeret kuldstr.

(S.E.) Ændring

% t-værdi p-værdi

Bruna 6.75 (0.45)

Sorta 5.0 (0.36)

2004b 5.90 (0.37) 0.00

2005 6.18 (0.50) 4.64 -0.50 0.62

2006 7.03 (0.29) 19.15 -2.64 0.009**

2007 7.92 (0.24) 34.24 -5.28 3.97E-07***

2008 8.28 (0.46) 40.34 -3.66 0.0004***

2009 5.44 (0.68) -7.80 0.67 0.54

2010 5.61 (0.65) -4.92 0.43 0.67 a: parental linjerne,

b: midparent. Signifikans niveauer: *0.05, **0.01, ***0.001

Diskussion Vi har analyseret heterosis med hensyn til kuldstørrelse i en krydsning mellem to mink farvetyper. Vi fandt en stigning i kuldstørrelsen i F2 og F3 i forhold til den gennemsnitlige kuldstørrelse mellem de to farvetyper (svarende til midparent), hvorefter kuldstørrelsen igen faldt til et niveau svarende til midparent. Som vi forventede, var der en stigning i F2 i forhold til F1, sandsynligvis pga. både maternel og ikke-maternel effekt.

Vi fandt markant effekt af linje. Linje 71, som var vores forsøgslinje, havde generelt færre hvalpe pr. kuld i forhold til kontrol linjen. Den brune kontrollinje (linje 19) var en produktionslinje, der havde en høj populationsstørrelse. Endvidere blev der jævnligt suppleret med hanner fra andre linjer af samme farvetype. Vi antog derfor, at denne linje ikke led af indavlsdepression, der påvirkede kuldstørrelsen. Både den sorte farvetype og den brune farvetype, der blev brugt til vores analyse, havde som udgangspunkt

Page 50: Faglig Årsberetning 2012

Thirstrup J, Nielsen V.H., Larsen P.F. & Pertoldi C.

48 Faglig Årsberetning 2012

lavere kuldstørrelse i forhold til linje 19. Især den sorte farvetype havde meget lav kuldstørrelse. Krydsningen mellem de to farvetyper (F1) forårsagede en stigning i kuldstørrelse i forhold til den sorte farvetype på 23.6 % svarende til 1.18 hvalp pr. kuld. For den brune farvetypes vedkomne var der et fald på 0.57 hvalp pr. kuld i F1. På baggrund af disse resultater, er det sandsynligt, at den sorte farvelinje led af indavlsdepression før krydsningen, mens de to brune linjer ikke var påvirket af indavl. Vi fandt desuden stor årsvariation, hvor forskellen mellem laveste gennemsnitlige antal hvalpe (5.6 år 2007) og højeste gennemsnitlige antal hvalpe (7.23 år 2004) var 1.6 hvalpe pr. kuld hos kontrollinjen. Da vi korrigerede for denne årsvariation, fandt vi en statistisk sikker stigning i kuldstørrelsen i anden og tredje generation efter krydsningen hos linje 71. Vi havde ikke forventet en stigning i F3. Denne stigning kan enten skyldes 1) en miljøvariation, som det ikke var muligt at korrigere for i vores analyse, 2) en meget lille populationsstørrelse i denne generation og derfor stor variation af estimatet, eller 3) epistatisk effekt: Populationer, der har været indavlede, vil opnå genotypisk og fænotypisk ligevægt efter en generation med tilfældig parring efter krydsning, men hvis der er koblingsuligevægt mellem loci kan dette medføre en stigning i fænotypen i F3 i forhold til det forventede. Os bekendt er der ikke fundet markant stigning i kuldstørrelse i tredje generation hos andre organismer, men Nielsen (2006, 2008) fandt ligeledes en stigning i kuldstørrelse i tredje generation hos mink. Vi observerede et fald i kuldstørrelsen hos F4 og F5. Dette fald kan skyldes, at populationen igen begynder at blive indavlet. Populationsstørrelsen var meget lille i disse to generationer og der er risiko for, at den har tabt genetisk variation. Estimaterne af kuldstørrelse bør dog

tages med et vist forbehold pga. små populationsstørrelser i disse generationer. Variationen (SE) i de estimerede kuldstørrelser er meget stor i forhold til de tidligere generationer og tilsvarende er usikkerheden af estimaterne af kuldstørrelserne også stor. Vi fandt statistisk forskel på kuldstørrelse mellem F1 tæver, der får hvalpe år 2006 og år 2007. Det var de samme tæver som er parret to år i træk med de samme hanner. I år 2006 var tæverne førsteårs tæver, mens de var andenårs tæver i år 2007. Dette resultat bekræfter erfaringer fra praksis og tidligere forskning, nemlig at andenårs tæver får større kuld end førsteårs tæver (Ślaska et al. 2009). Konklusion Vi analyserede en population af sorte og brune mink med henblik på at observere heterosis i kuldstørrelse efter krydsningen. Vi fulgte populationen gennem seks generationer. Som kontrol benyttede vi en stor produktionslinje af brun farvetype. Vi fandt stor årsvariation i kuldstørrelserne. Da vi korrigerede for årsvariationen, fandt vi en statistisk sikker stigning af kuldstørrelsen i anden og tredje generation af krydsnings-populationen, hvorefter kuldstørrelsen igen faldt til et niveau svarende til den gennemsnitlige kuldstørrelse hos de to parental linjer. Analysen viser således, at der er en gavnlig effekt på kuldstørrelse ved krydsning mellem to farvetyper. Den gavnlige effekt aftager dog hurtigt, hvis der ikke suppleres med dyr fra andre linjer. I den analyserede population, som er lille og lukket, aftog den gavnlige effekt efter tre generationer. Stigningen i kuldstørrelsen kan primært tilskrives en stigning i forhold til den sorte farvelinje. Da heterosis er det modsatte af indavl kan vi ud fra resultaterne af denne analyse formode, at den sorte parental linje var påvirket af indavl inden krydsningen.

Page 51: Faglig Årsberetning 2012

Indavl og heterosis i en seks generations mink population

Faglig Årsberetning 2012 49

Referencer Berg P. (1996). The effect of inbreeding on reproduction and production traits in mink. Animal Production Review. Applied Science Report 27, 57 – 62. Demontis D., Larsen P.F., Bækgaard H., Sønderrup M.,Hansen B.K., Nielsen V.H., Loeschcke V., Zalewski A., Zalewska H. & Pertoldi C. (2011). Inbreeding affects fecundity of American mink (Neovison vison) in Danish farm mink. Animal Genetics 42, 437 – 439. Falconer D.S. & Mackay T.F.C. (1996) Introduction to Quantitative genetics. Fourth edition. Pearson Prentice Hall. Pp. 245 - 262. Farkas J., Curik I., Csató L., Csörnyei Z., Baumung R. & Nagy I. 2007. Bayesian inference of inbreeding effects on littersize and gestation length in Hungarian Landrace and Hungarian Large White pigs. Lifestock science 112, 109-114.

Holt M., Meuwissen T. & Vangen O. 2005. The effect of fast created inbreeding on litter size and body weights in mice. Genet. Sel. Evol. 37, 523-537. Keller L.F. & Waller D.M. 2002. Inbreeding effects in wild populations. TRENDS in Ecology & Evolution. 17, 230-241. Nielsen V.H. (2008) Krydsning af Wild og standard sort mink. Intern rapport. DJF Husdyrbrug nr. 10 pp. 11-17. Nielsen V.H. (2006) Krydsning af Wild og standard sort mink. Faglig Årsberetning, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter, 47-52. Ślaska B.,Rozempolska-Rucińska I.& Jeźewska-Witkowska G. 2009. Variation in some reproductive traits of mink (Neovison vison) according to their coat color. Annals of Animal Science 9, 287-297.

Page 52: Faglig Årsberetning 2012

50 Faglig Årsberetning 2012

Page 53: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 51

Fiberstoffers vandbindingsevne Kirsten Meldgaard & Peter Foged Larsen Kopenhagen Farm, Herningvej 112C, DK-7500 Holstebro, Danmark

Sammendrag Inden fiber tilsættes en minkfoderblanding, er det nødvendigt at kende dets vandbindingsevne, for at opnå den rette konsistens på foderet. Til at opnå større viden om de forskellige fiberprodukters evne til at binde vand, samt den tid en fiber bruger på at optage vandet (absorberingstid) er dette løbende blevet undersøgt på forsøgsfarmen. I alt er elleve fibre og en feedbinder blevet vurderet på to forskellige metoder. Ved metode 1 blev fibrene tilsat vand og ved metode 2 både vand og minkfoder, herefter blev der blandet i 10 minutter. Vurdering af prøverne, liggende på et trådnet, blev udført efter 10 minutter, én time og 24 timer efter sammenblanding. Det ønskede resultat af metode 1 var opnået, når der ikke forekom vanddryp efter 24 timer. Ved metode 2 var det ønskede resultat opnået, når en prøve sank mellem 0,5-1,0 cm ned under trådnettet 24 timer efter sammenblanding. De elleve afprøvede fibre og feedbinder havde en vandbindingsevne fra tre til tyve gange sin egen vægt. Absorberingstiden for otte af de afprøvede fibre samt feedbinder lå på under 1 time efter sammenblanding, og tre fibre havde en absorberingstid på over 1 time. Der blev ikke fundet forskel på vandbindingsevnen på de tre fibre, som blev afprøvet i begge vurderingsmetoder, hvilket gør begge metoder anvendelige og sammenlignelige. Meldgaard, K. & Larsen, P.F. 2013. Fiberstoffers vandbindingsevne. Faglig Årsberetning 2012, 51-54. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract It is necessary to know a fibres water binding capacity before adding it to a feed in order to get the right consistency. To obtain more information about different fibre products ability to absorb water, as well as the time a fibre uses to absorb water, on-going studies have been conducted on the research farm. Eleven fibres and one feedbinder were investigated using two different methods. In method 1 the fibre samples were mixed with water and in method 2 with both water and minkfeed for 10 minutes. The samples were placed on a cage net and evaluated after 10 minutes, one hour and 24 hours. In method 1 the desired result was obtained, when there was no water drip after 24 hours. In method 2 the desired result was obtained when the sample sank between 0.5-1.0 cm under the cage net 24 hours after mixing. The eleven tested fibres and one feedbinder had a water binding capacity from three to twenty times its own weight. The absorbing time for eight of the tested fibres and one feedbinder was less than 1 hour after mixing and tree fibres had an absorbing time on more than 1 hour. No difference in the water binding capacity for the tree fibres tested in both methods was found, which make both methods applicable and comparable. Meldgaard, K. & Larsen, P.F. 2013. Water binding capacity of fibres. Annual Report 2012, 51-54. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Fibre, water binding capacity, absorbing time

Indledning Tilsætning af fiber til minkfoder på forskellige tidspunkter af året kan have flere positive egenskaber. Tidligere undersøgelser har vist, at fibre bidrager til en øget mæthedsfølelse og en reduceret forekomst af stereotyp adfærd, i det minken har foder til rådighed i en længere periode af døgnet i vintermånederne, hvor energitildelingen er reduceret som hjælp til huldstyring (Hansen et al., 2006; Clausen, 2011). Desuden øger fibre vandindholdet i foder (Clausen, 2011), hvilket giver minkhvalpe en god start på

foderindtagelsen i de kritiske dage, hvor de ikke indtager vand gennem drikkeventilerne, men er begyndt at indtage foder (Clausen, 2010). Fibres evne til at binde vand har stor indflydelse på foderets endelige konsistens. Derfor er det nødvendigt at kende det enkelte fibers evne til at binde vand før den tilsættes foderet. Der er siden 2008 løbende udført målinger af fibres vandbindingsevne og absorptionstid med det formål at kende

Page 54: Faglig Årsberetning 2012

Meldgaard, K. & Larsen, P.F.

52 Faglig Årsberetning 2012

den enkelte fibres vandbindingsevne inden tilsætning i foder. Materiale og metode To metoder blev brugt til at måle vandbindingsevne og absorptionstid hos 11 fibre og en feedbinder. I metode 1 blev otte fibre blandet med vand, og i metode 2 blev seks fibre samt en feedbinder blandet med vand og minkfoder. Tre fibre blev anvendt i begge vurderingsmetoder for at sammenligne, om der var en ens vandbindingsevne i fibrene uanset metode. I tabel 1 er der vist en oversigt over de testede fiberprodukter. Tabel 1. De elleve afprøvede fibre og feedbinder

Metode 1: Fiber + vand

Metode 2: Fiber + vand + minkfoder

Roepiller Roepiller

Arbocel Arbocel

Easy-way Easy-way

Easy-strø Quellmix

Bygklid Cellulose

Havreskaller P Vivapur

Jeluvet

Sojafiber T95 (feedbinder)

Forsøgsopstilling Alle typer fibre blev tilført vand (og foder) i en skål og omrørt i ti minutter. Efterfølgende blev en delprøve fyldt i en 0,5 liters skål med mellemlægspapir i bunden. En tynd plade blev placeret på skålens top og forsigtigt vendt over på et 2,2 x 1,8 cm trådnet fastgjort til en kasse (Figur 1). Pladen blev trukket ud under skålen, hvorefter skål og mellemlægspapir blev fjernet. Prøven blev observeret efter 10 minutter, én time

og 24 timer efter sammenblanding og placering på trådnettet. Vandtilsætning De enkelte fibre og feedbinders vandbindingsevne var ved undersøgelsens start ukendt. Derfor blev sammenblandingsforholdene i metode 1, mellem fiber og vand, ved første test baseret på et skøn. Efterfølgende vandtilsætning blev gjort ud fra, om prøven dryppede vand kontra ikke dryppede vand, når den blev vurderet på et trådnet. Forekom der ikke vanddryp ved første vurdering, blev prøven kasseret og en ny med et større vandindhold blev lavet. Prøver med vandryp blev opbevaret til senere vurdering, da fiberens absorberingstid kunne bevirke, at prøven ved senere vurdering blev mere fast og derved ville vandbindingsevne samt absorberingstid blive korrekt. Tilsætning af vand i metode 2, hvor fiber blev blandet med vand og foder, var ligeledes i første forsøg et skøn. Herefter blev vandtilsætningen beregnet ud fra, om prøven faldt igennem tråden ved vurdering på trådnettet kontra en fast prøve som lå oven på trådnettet. En tynd prøve blev ligeledes opbevaret til senere vurdering og en fast prøve kasseret. Foder brugt i undersøgelserne havde stået natten over, således at andre råvarers indflydelse på vandbindingsevnen skulle være ubetydelig.

Figur 1. Forsøgsopstillingen, hvorpå prøven blev placeret, til vurdering af fibrenes vandbindingsevne. (Norske Pelsdyrforlag A/L & ALGEA a.s, ej publiceret)

Page 55: Faglig Årsberetning 2012

Fiberstoffers vandbindingsevne

Faglig Årsberetning 2012 53

Vurdering af vandbindingsevne og absorptionstid Prøverne blev vurderet tre gange, hhv. ti minutter, en time og 24 timer efter sammenblanding. Antallet af prøver for de enkelte fibre varierede efter hvornår fiberens vandbindingsevne samt absorptionstid blev vurderet til at være opnået. Det ønskede resultat i metode 1 var opnået, når en prøve efter 24 timer ikke dryppede vand. I metode 2, var resultatet opnået, når en prøve efter 24 timer var sunket mellem 0,5-1,0 cm under trådnettet (Figur 2).

Figur 2. Det ønskede resultat var nået når blandingen var sunket 0,5 – 1,0 cm under trådnettet efter 24 timer i metode 2.

Fibrenes absorptionstid blev vurderet ud fra, hvornår en prøve stoppede med at ændre sig (efter ti minutter, én eller 24 timer). Prøver, som var ens ved vurdering mellem én og 24 timer, blev vurderet til at have en absorptionstid på under 1 time. Vurderinger, hvor prøven opnåede det ønskede resultat efter 24 timer, blev vurderet til at have en absorptionstid på over 1 time. Resultater og diskussion Tabel 2 viser de enkelte fibre og feedbinders vandbindingsevne samt absorptionstid. Vandbindingsevnen for roepiller, Arbocel, Easy-way, Easy-strø, Quellmix samt cellulose lå på fem - syv gange deres egen vægt. Bygklid, havreskaller P, Jeluvet samt sojafiber havde en vandbindingsevne på 3 - 3½ gange deres egen vægt. Vivapur og feedbinder T95 havde en markant større vandbindingsevne på henholdsvis 20 og 14 ½ gange sin egen vægt.

Tabel 2 viser de afprøvede fibers evne til at binde deres egen vægt i vand samt deres absorptionstid.

Metode 1: Fiber + vand Vandbindingsevne Absorptionstid

Roepiller 6 > 1 time

Arbocel 5 < 1 time

Easy-way 5 < 1 time

Bygklid 3 < 1 time

Havreskaller P 3 < 1 time

Jeluvet 3,5 > 1 time

Sojafiber 3,5 < 1 time

Easy-strø 5 > 1 time

Metode 2: Fiber + vand + foder

Roepiller 6 > 1 time

Arbocel 5 < 1 time

Easy-way 5 < 1 time

Quellmix 7 < 1 time

Cellulose 6 < 1 time

Vivapur 20 < 1 time

T95 (feedbinder) 14,5 < 1 time

Page 56: Faglig Årsberetning 2012

Meldgaard, K. & Larsen, P.F.

54 Faglig Årsberetning 2012

I metode 1, hvor fiber blev tilsat vand, var absorptionstiden for Arbocel, Easy-way, bygklid, havreskaller P og sojafibre hurtig og vandbindingsevnen kunne vurderes < 1 time efter sammenblanding. Roepiller, Jeluvet og Easy-strø havde en absorptionstid på > 1 time. I metode 2, hvor fiber blev tilsat vand og foder, var absorptionstiden for Arbocel, Easy-way, Quellmix, cellulose og Vivapur samt feedbinder T95 < 1 time. Roepillers absorptionstid var også her > 1 time. Undersøgelsen viste desuden en klar sammenhæng mellem hvor hurtigt fibrene begyndte at suge vandet ved sammenblandingen, og hvornår de var færdige med at suge vandet helt. I metode 1, flød roepiller, Jeluvet og Easy-strø på vandets overflade under sammenblandingen, hvorimod fibre med en absorptionstid på < 1 time begyndte at optage vandet i samme øjeblik sammenblandingen fandt sted. Ved sammenligning af vandbindings-evnen og absorbtionstid for de tre kontrolfibre, hhv. roepiller, Arbocel og Easy-way mellem de to metoder, blev der ikke fundet nogen forskel. Konklusion Roepiller, Arbocel, Easy-way, Easy-strø, Quellmix samt cellulose absorberede vand fem-syv gange deres egen vægt. Bygklid, havreskaller P, Jeluvet samt sojafiber absorberede 3 - 3½ gange deres egen vægt. Vivapur og feedbinder T95 havde en markant større absorberingsevne på henholdsvis 20 og 14 ½ gange sin egen vægt. Absorberingstiden for fibrene ligger på under 1 time efter sammenblanding med vand (og foder). Dog har roepiller, jeluvet og Easy-strø en absorberingstid på over 1 time.

Fiberprodukter med en absorberingstid på under 1 time, optog vandet straks efter sammenblanding, hvorimod fibre med en absorberingstid på over 1 time flød i vandskorpen og var tidsmæssigt længere om at begynde optagelsen af vand. Der blev ikke fundet forskel på vandbindingsevne og absorbtionstid hos de tre fibre, roepiller, Arbocel, og Easy-way, som blev afprøvet i begge metoder, hvilket gør begge metoder anvendelige og sammenlignelige. Referencer Hansen, S.W., Clausen, T.N., Sandbøl, P., Houbak, B., 2006. Fyldfoder i Vinterperioden lV. Effekt af tilsætning af havreskalmel til foderet. Faglig Årsberetning 2006, s. 13-19 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112C, 7500 Holstebro, Danmark Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2011. Mask og Easy-strø i foderet i vinterperioden. Faglig Årsberetning 2011, s. 74-83. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Clausen, T.N., 2011. Pilotundersøgelse af forskellige fiberstoffer og vandbindere til udvoksede minkhanner. Faglig Årsberetning 2011, s. 124 - 130. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Clausen, T.N., 2010. Fodring af hvalpe med fibre i perioden dag 28 til dag 56. Faglig Årsberetning 2010, s. 49-53. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Herningvej 112C, 7500 Holstebro, Danmark

Page 57: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 55

Betydningen af fiber i foderet for hvalpenes optagelse af drikkevand Tove N. Clausen; Louise Tinggaard; Kirsten Hvam & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N; Danmark

Sammendrag Formålet med undersøgelsen var at undersøge forskellige fibres betydning for vandbalancen hos minkhvalpe i 8. leveuge. Til undersøgelsen blev anvendt 48 brune hanhvalpe fordelt i 6 grupper. Fem forskellige fibertyper / feedbinder blev afprøvet overfor et kontrolhold. De afprøvede produkter og iblandingsprocenter var Roepiller (1,5 %), Quellmix 70/30 (1,3 %), Feedbinder T95 (0,6 %), Cellulose (1,5 %) og Vivapur (0,5 %). Iblanding af fiber stoffer / feedbindere til foderet ved 8 uger gamle minkhvalpe havde ingen negativ betydning for hvalpenes tilvækst i forsøgsperioden. De afprøvede produkter øgede hvalpenes vandoptagelse gennem foderet og nedsatte dermed deres behov for drikkevand. Der var ingen negativ påvirkning af hvalpenes mineralbalance ved disse produkter og de iblandede koncentrationer. Clausen, T.N., Tinggaard, L., Hvam, K. & Larsen, P.F. 2013. Betydningen af fibre i foderet for hvalpenes optagelse af drikkevand. Faglig Årsberetning 2012, 53-62. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The purpose of the investigation was to study the effect of different fibres on water balance in 8 weeks old mink kits. We used 48 brown male mink kits distributed in 6 groups, one control group and 5 groups with different fibres / feedbinders. Sugar beet pulp (1,5 %), Quellmix 70/30 (1,3 %), Feed binder T95 (0,6 %), Cellulose (1,5 %) and Vivapur (0,5 %) were investigated. None of the fibres / feedbinders had any negative effect on kit body growth in the investigation period. All of the products increased the water consumption through the feed and reduced the need of drinking water. There were no negative effect on mineral balance with these products at the applied concentrations. Clausen, T.N., Tinggaard, L., Hvam, K. & Larsen, P.F. 2013. Effect of feed fibres on uptake of drinking water in mink kits. Annual Report 2012, 53-62. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keyword: Water consumption, water balance, mineral balance

Indledning Når vandforsyningen i burene er drikkenipler, går der ca. 9 dage fra hvalpene begynder at æde selv, til de begynder at drikke (Steffensen et al., 2007). I den periode afhænger deres vandforsyning således af fodervand og mælk (Brink et al., 2004; Møller, 1991). Er dette ikke nok, begynder de at slikke tæven i mundvigene. Frekvensen af spytslikning er størst i 5 – 6 leveuge (Steffensen et al, 2007). En måde at gøre det nemmere for hvalpene at få vand nok, er at øge vandindholdet i foderet. En nedsættelse af fodertørstoffet fra 37 til 25 % når hvalpene begynder at æde, øger hvalpetilvæksten og tævens vægt ved fravænning, samt nedsætter frekvensen af tæver der udvikler diegivningssyge (Risager et al., 1991). Betydningen af fodertørstoffet for

drikkevandsoptagelsen blev ligeledes vist af Mäkelä (1971) og Kangas (1973), der hos udvoksede mink fandt et drikkevands optag på 36 hhv. 112 gram pr dag, når fodertørstoffet var 27 hhv. 39 procent. En anden måde at øge hvalpenes vandoptag er ved hjælp af fibre eller feedbindere i foderet. Skrede (1984), Neil (1986), Møller (1985) og Clausen (2012; 2011; 2010) undersøgte forskellige fibre til mink og fandt en effekt på mængden af gødningsvand og drikkevandsoptag. Vandbalancen ved udvoksede hanner pr 100 kcal energioptag varierer fra 23-34 g/100 kcal (Clausen, 2012). For hvalpe er tilsvarende fundet fra 22-28 g/100 kcal (Clausen, 2010). Den totale vandindtagelse pr 100 kcal omsættelig energi ved udvoksede hanner er 67- 86 g og vandindtag pr g

Page 58: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N., Tinggaard, L., Hvam, K. & Larsen, P.F.

56 Faglig Årsberetning 2012

fodertørstof er 2,8-3,4 g (Clausen, 2012). For hvalpe er fundet et vandindtag mellem 62-70 g/100 kcal og mellem 2,7 og 3,1 g pr g fodertørstof (Clausen, 2010). Farrel & Wood (1968), Neil (1988) og Tauson (1999) fandt hos udvoksede minkhanner et totalt vandindtag på 71-96 g/100 kcal og 2,8-3,3 g vand pr g fodertørstof. Formålet med denne undersøgelse var at undersøge forskellige fibres betydning for vandbalancen hos minkhvalpe i 8. leveuge. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 48 brune hanhvalpe født af ungtæver d. 3/5. Hvalpene blev delt i 6 grupper á 8 hvalpe og 5 forskellige fibertyper / feedbinder blev afprøvet overfor et kontrolhold (tabel 1). De afprøvede produkter var Roepiller, Quellmix 70/30, Feedbinder T95, Cellulose og VivaPur. Tabel 1. Fibertyper samt procentindhold i foderet

Hold Procent tilsat grundfoderet

Vandbinding

Kontrol

Roepiller 1,5 6 x vand

Quellmix 70/30 1,3 7 x vand

Feedbinder T95 0,6 14,5 x vand

Cellulose 1,5 6 x vand

VivaPur 0,5 20 x vand

Roepiller leveres som formalede piller af umelasseret roepulp. Roepiller kan binde sin egen vægt i vand op til 6-7 gange. Quellmix 70/30 er et blandingsfoder af 70 % sukkerroeflager (lavt sukkerindhold) og 30 % hvede, der via hydrotermisk opticon trykteknologi er blevet intensivt tørret og dermed har en ekstremt høj vandbindingsevne og hurtig vandoptag-elsesevne. Vandbindingsevnen angives til 9,6. Derudover har produktet en vis ernæringsværdi på grund af et højt proteinindhold (Danfond A/S). Feedbinder T95 er et 100 % naturligt proteinpulver produkt med et lavt kollagenindhold og højt proteinindhold, produceret af svinebiprodukter.

Produktets funktionelle egenskaber består i evnen til at binde 4-5 gange vand og 8 gange fedt (BHJ A/S). Cellulose (100 %) er en ugrenet kæde af glukosemolekyler, hvor glukoase-bindingerne er β-form. VivaPur MCG er et mikrocrystalinsk Cellulose gel (α-cellulose, 100 % cellulose). Det danner et tredimensional netværk af uopløselige cellulosefibre. VivaPur fremstilles af hvede og aktiveres ved high speed mix (2000 omd./ pr minut) (Mogens Thode, LCH Agro, pers.medl.). Grundfoderet ses af tabel 2. Efter fremstilling af grundblandingen blev der tilsat vand til passende konsistens, og kalorieindholdet blev beregnet til 149 kcal/100 gram (tabel 2). Fibe-rmængden til forsøgsblandingerne blev valgt ud fra at disse skulle indeholde samme kaloriemængde. Der blev taget udgangspunkt i 1,5 % Roepiller og ud fra bestemmelse af de forskellige fiber-stoffers vandbindingsevne (Hvam & Larsen, 2013), blev mængderne valgt (tabel 1), således at tilsat ekstra vand i foderet blev det samme i alle forsøgshold. Tabel 2. Grundfoderet, % indhold

Fiskeafskær 3-5 % (002) 27,5

Industrifisk 5-8 (081) 21,53

Fjerkræaff. Løgstør 20

Makrelafskær 6,00

Lakseaffald 6,00

Blosol 3

Kartoffelprotein (541) 3

Majsgluten (521) 3

Byg poppet (627) 4,62

Hvede poppet (667) 4,62

Salt 0,39

Hemax 0,2

Soyaolie (871) 0,32

Svinefedt (852) 0,16

Vitaminblanding (743) 0,2

Vand 0,05

Plantal

Energifordeling 45:40:15

beregnet kcal/100 g 167,2

kcal/100 g efter tilsætning af ekstra vand 148,8

Page 59: Faglig Årsberetning 2012

Betydningen af fiber i foderet for hvalpenes optagelse af drikkevand

Faglig Årsberetning 2012 57

Tørstof og energifordeling i det tildelte foder efter tilsætning af fiber og vand ses af tabel 3. Hvalpene blev indsat i stalden og vejet d.18/6 (dag 46), samt vejet d. 22/6 og d. 29/6 ved afslutning. Hvalpene fik en gradvis overgang fra fodercentralfoder til forsøgsfoder (3 dage), samt en tilvænningsperiode på yderligere 4 dage. Fra d. 25/6 (dag 53) til d. 29/6 (dag 57) blev der foretaget registreringer af

foderforbrug, urin og gødning samt vandoptagelse. Mineralindholdet blev analyseret i foderet samt i samleprøver af fæces. Fremgangsmåde ses af Tinggaard, L. & Hvam, K. (2010). De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5 % som signifikansniveau.

Tabel 3. Analyseret tørstofindhold og beregnet energiindhold efter tilsætning af fiber og vand

Kontrol Roepiller Quellmix 70/30 Feedbinder T95 Cellulose VivaPur

Tørstof % 33,6 32,0 32,2 31,2 32,2 31,6

Energiindhold, kcal/100g 149 133 134 134 133 135

Resultater Hvalpene havde en jævn vægtudvikling gennem perioden (fig. 1), total set var der den største tilvækst i holdet med VivaPur (p=0,05) og dernæst Feedbinder T95. Hvalpenes energioptagelse var ens i holdene, gram foder i kontrolgruppen var lavere end i de andre grupper, grundet et højere energiindhold (fig. 2). Gødningsmængden fulgte nogenlunde fodermængden, i Feedbinder T95 (og i

mindre grad i VivaPur) var den dog forholdsvis mindre end i de andre forsøgsgrupper. Gødningen i Feedbinder T95 blev vurderet til at være lidt tyndere end i de øvrige grupper, hvorvidt tynd gødning kan være kommet i urinen / har været svært at opsamle er en mulighed. Der var imidlertid ikke forskel i gødningstørstof mellem holdene (p=0,08), modsat en undersøgelse i 2010 (Clausen, 2011), hvor Feedbinder T95 gav en del gødning i urinen og lavt gødningstørstof.

400,0

450,0

500,0

550,0

600,0

650,0

700,0

750,0

800,0

850,0

900,0

18-0

6-1

2

19-0

6-1

2

20-0

6-1

2

21-0

6-1

2

22-0

6-1

2

23-0

6-1

2

24-0

6-1

2

25-0

6-1

2

26-0

6-1

2

27-0

6-1

2

28-0

6-1

2

29-0

6-1

2

gra

m

Kontrol

Roepiller

quellmix 70/30

feedbinder T95

cellulose

vivapur

Figur 1. Hvalpenes vægtudvikling i forsøgsperioden

Page 60: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N., Tinggaard, L., Hvam, K. & Larsen, P.F.

58 Faglig Årsberetning 2012

0

50

100

150

200

250

300

Kontrol Roepiller Quellmix 70/30 Feedbinder T95 Cellulose VivaPur

gra

m h

hv

kca

l p

r 10

0 g

ram

gram foder

gram gødning

kcal optag

Figur 2. Foderoptagelse og gødningsmængde

På grund af forsøgsopstillingen med iblanding af samme vandmængde i forsøgsfoderet, optog hvalpene i forsøgsgrupperne samme vandmængde gennem foderet pr 100 kcal (fig. 3), kontrolholdet optog derimod signifikant mindre (p < 0,0001). Dette bevirkede at kontrolholdets hvalpe drak mere fra drikkeniplen end de øvrige, forskellen var

signifikant i forhold til Cellulose og VivaPur holdene (p=0,05). For forsøgsgrupperne fulgte drikkevands-optagelsen og urinmængden hinanden. Der var lidt variationer mellem grupperne i vand fra gødning og urinmængde samt drikkevand, men der kan være sket en vis iblanding af vand og gødning i urinen.

0.00

10.00

20.00

30.00

40.00

50.00

60.00

Kontrol Roepiller Quellmix 70/30 Feedbinder T95 Cellulose VivaPur

gra

m

fodervand/100kcal drikkevand/100kcal gødningsvand/100kcal urin/100kcal

Figur 3. Vandoptagelse og vand udskillelse pr 100 kcal foderoptag

Page 61: Faglig Årsberetning 2012

Betydningen af fiber i foderet for hvalpenes optagelse af drikkevand

Faglig Årsberetning 2012 59

Vandbalancen var omkring 24 – 27 g /dag (fig. 4), det svarer til tidligere fund hos 8 uger gamle hvalpe (Clausen, 2010) og der var ingen forskel mellem holdene. Det totale vandindtag varierede mellem 66-72 g pr 100 kcal, det svarer til hvad der tidligere er funder hos 8 uger gamle minkhvalpe (62 - 70) (Clausen, 2010), samt hos udvoksede hanner (Clausen, 2012; Farrel & Wood, 1968; Neil, 1988;

Tauson, 1999). Vandindtag i gram pr gram fodertørstof varierede mellem 2,8-3,0 dette svarer godt til tidligere resultater (2,7- 3,1) (Clausen, 2010) og til resultater fra udvoksede hanner (Clausen, 2012; Farrel & Wood, 1968; Neil, 1988; Tauson, 1999). Mineralindholdet i forsøgsblandingerne varierede lidt (fig. 5 og 6).

0.00

10.00

20.00

30.00

40.00

50.00

60.00

70.00

80.00

Kontrol Roepiller Quellmix

70/30

Feedbinder

T95

Cellulose VivaPur

gram

vand ind vand ud balance

Figur 4. Vandbalance hos 8 uger gamle hvalpe

0.000

0.100

0.200

0.300

0.400

0.500

0.600

Kontrol Roepiller Quellmix 70/30 Feedbinder T95 Cellulose VivaPur

g P i foder pr 100kcal foder g Ca i foder pr 100kcal foder

g K i foder pr 100kcal foder g Na i foder pr 100kcal foder

Figur 5. Forsøgsfoderets indhold af P, Ca, K og Na (g / 100 kcal foderoptag)

Page 62: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N., Tinggaard, L., Hvam, K. & Larsen, P.F.

60 Faglig Årsberetning 2012

0.0

5.0

10.0

15.0

20.0

25.0

30.0

Kontrol Roepiller Quellmix 70/30 Feedbinder T95 Cellulose VivaPur

mg Mg i foder pr 100kcal foder

½

Figur 6. Forsøgsfoderets indhold af Mg (mg / 100 kcal foderoptag)

Gødningens mineralindhold afspejlede foderets indhold (figur 7 og 8), der var således ikke forskel mellem holdene i P, Ca, K og Na i gødningen pr 100 kcal foderoptag, men der var forskel mellem holdene i gødningens Mg indhold pr 100 kcal foderoptag (0,0009). De laveste værdier af Mg i gødningen var i Feedbinder T95 og VivaPur, de højeste indhold var i Roepiller og Quellmix 70/30. Der var dog en stor variation i foderets Mg indhold (fig. 6), hvor ligeledes den

laveste værdi blev set i Feedbinder T95, dette anses for den væsentligste årsag til forskellen i gødningsværdierne. Der er således ikke noget der tyder på, at nogle af de anvendte fibre eller feedbinder påvirker mineraloptagelsen ved de her anvendte mængder. Ved undersøgelser af andre fibertyper til 8 uger gamle hvalpe (Clausen, 2011), blev der ligeledes ikke fundet en forskel, Mg var dog i begge undersøgelser det mineral, hvor der var den største variation.

0.000

0.050

0.100

0.150

0.200

0.250

0.300

0.350

Kontrol Roepiller Quellmix 70/30 Feedbinder T95 Cellulose VivaPur

gram P i gødn pr 100kcal foder gram Ca i gødn pr 100kcal foder

gram K i gødn pr 100kcal foder gram Na i gødn pr 100kcal foder

Figur 7. Gødningens indhold af P, Ca, K og Na (g / 100 kcal foderoptag)

Page 63: Faglig Årsberetning 2012

Betydningen af fiber i foderet for hvalpenes optagelse af drikkevand

Faglig Årsberetning 2012 61

0.0

2.0

4.0

6.0

8.0

10.0

12.0

14.0

16.0

18.0

20.0

Kontrol Roepiller Quellmix 70/30 Feedbinder T95 Cellulose VivaPur

mg Mg i gødn pr 100kcal foder

Figur 8. Gødningens indhold af Mg (mg / 100 kcal foderoptag)

Konklusion Iblanding af fiber stoffer / feedbindere til foderet ved 8 uger gamle minkhvalpe havde ingen negativ betydning for hvalpenes tilvækst i forsøgsperioden. De afprøvede produkter øgede hvalpenes vandoptagelse gennem foderet og nedsatte dermed deres behov for drikkevand. Der var ingen negativ påvirkning af hvalpenes mineralbalance, ved de her anvendte niveauer. Referencer Clausen, T.N., 2010. Water balance in 8 week old mink kits. NJF Seminar no. 440, September 29 – October 1, 2010, Oslo, Norway, Poster presentation Clausen, T. N., 2011. Vandbalance hos 8 uger gamle minkhvalpe. Faglig Årsberetning 2010, xx-xx, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., 2012. Pilotundersøgelse af forskellige fiberstoffer og vandbindere til udvoksede minkhanner. Faglig Årsberetning 2011, 124-131. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK- 8200 Aarhus N, Danmark.

Brink, A.-L., Jeppesen, L.L. & Heller, K.E., 2004. Behaviour in suckling mink kits under farm conditions: effects of accessibility of drinking water. Applied Animal Behaviour Science, 89, 131-137. Farrel, D.J. & Wood, A.J., 1968. The nutrition of the female mink (Mustela vison) III. The water requirement for maintenance. Can. J. Zool., 46, 53-56. Hvam, K. & Larsen, P.F. 2013. Fiberstoffers vandbindingsevne. Faglig Årsberetning 2012, 51-54. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK- 8200 Aarhus N, Danmark. Kangas, J., 1973. Vätskebalansen, drickvattnets kvalitet och hälsotillsåndet hos mink. Finsk Pälstidskrift 45, 230-244. Mäkelä, J., & Valtonen, M., 1982. Minkens vattenbehov och faktoere som påverker det. NJF-møte, Ålesund, Norge. Møller, S.H., 1985. Fiberholdige stoffers indflydelse på næringsstoffernes fordøjelighed, og minkens udskillelse af vand og salte i gødningen. Hovedopgave i pelsdyrproduktion, KVL.

Page 64: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N., Tinggaard, L., Hvam, K. & Larsen, P.F.

62 Faglig Årsberetning 2012

Møller, S., 1991. Supplementary watering system. In: The influence of various management, environment and nutritional elements on behaviour, physiology and production in mink, 688 Report from the National Institute of Animal Science, Denmark. (Møller, S.H., Hansen, S.W., Lohi, O., Brandt, A., Rasmussen, P.V. & Jensen, L.V.), 33-39. Neil, M., 1986. Feed-related factors affecting water turnover in mink. Swedish J. Agric Res., 16, 81-88. Neil, M., 1988. Effect of dietary energetic composition and water content on water turnover in mink. Swedish J. Agric. Res. 18, 135-140. Risager, H.J., Clausen, T.N. & Olesen, C.R., 1992. Variationer i foderets tørstofprocent og dets betydning for fremkomsten af diegivningssyge hos minktæver. Faglig Årsberetning 1991, 190-197. Dansk Pelsdyravlerforening.

Skrede, A, 1984. Forsøk med bindemidler i fôr til mink. Husdyrforsøksmøte, Ås, Norway. Steffensen, L.K., Hansen, S.W. & Jeppesen, L.L., 2007. Introducing an open water surface as an alternative to the traditional valve drinker for ranch mink (Mustela vison) in the lactation period. Scientifur, Vol. 31, No. 1, 7 – 18. Tauson, A.H., 1999. Water intake and excretion, urinary solute excretion and some stress indicators in mink (Mustela vison): effect of ambient temperature and quantitative water supply to lactating mink. Br. J. Nutr., 80, 555-564. Tinggaard, L. & Hvam, K. 2010. Methodology to register water balance in mink. NJF Seminar no. 440, September 29 – October 1, Oslo, Norway, Poster presentation.

Page 65: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 63

Minks cholinbehov Mette Skou Hedemann1, Tove N. Clausen2 & Peter Foged Larsen2

1Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Allé 20, Postboks 50, DK-8830 Tjele, Denmark,

2Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark

Sammendrag Der blev gennemført to forsøg med henblik på at undersøge om cholinklorid og sojalecithin er lige gode cholinkilder til minkhvalpe, og hvorledes koncentrationen af cholin i plasma ændres når mængden af cholin i foderet ændres både hos minkhvalpe og udvoksede minkhanner. Minkhvalpe blev fodret med syntetiske foderblandinger, hvor cholinklorid eller sojalecithin blev anvendt som cholinkilder og der blev anvendt fire niveauer af cholin (400, 1000, 2500 og 4000 mg cholin/kg foder). Minkhvalpe havde et højere foderindtag og en højere tilvækst når sojalecithin blev anvendt som cholinkilde. Koncentrationen af cholin i plasma var kun øget hos minkhvalpe som havde fået den højeste mængde cholin i foderet, men betainkoncentrationen steg med stigende koncentration af cholin i foderet. Udvoksede minkhanner blev tildelt fire forskellige niveauer af cholinklorid (40, 400, 1000 eller 5000 mg cholin/kg foder) i en syntetisk blanding. Foderforbrug og tilvækst var ikke påvirket at mængden af cholin i foderet. Cholinkoncentrationen i plasma var ens hos alle grupper og betainkoncentrationen var kun forøget hos dyrene, som havde fået 5000 mg cholin/kg foder. Cholinkoncentrationen i plasma er ikke en god indikator for cholinstatus hos mink. Hos unge mink kan betainkoncentrationen i plasma anvendes som indikator for cholinstatus. Forsøget med minkhvalpene viste desuden at cholinklorid er en mere lettilgængelig cholinkilde for minkhvalpe end sojalecithin. Hedemann, M.S., Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2013. Minks cholinbehov. Faglig Årsberetning 2012, 63-68. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Two experiments were conducted to examine whether choline chloride and soy lecithin are equally good as choline sources and whether the concentration of free choline in plasma is changed when the amount of choline in the feed is changed both in mink kits and full grown males. Mink kits were fed synthetic diets with either choline chloride or soy lecithin as choline source. Four levels of choline was examined (400, 1000, 2500 and 4000 mg choline/kg feed). Mink kits had higher feed intake and growth when soy lecithin was used as source of choline. The concentration of free choline in plasma was only increased in mink kits fed the highest amount of choline in the feed. The concentration of betaine increased with increasing level of choline in the feed. Full grown mink were fed four levels of choline chloride (40, 400, 1000, 5000 mg/kg feed) in a synthetic diet. The amount of choline in the feed did not affect the feed intake and growth. The concentration of free choline in plasma did not differ between the groups and the concentration of betaine was only increased in mink fed a diet containing 5000 mg choline/kg feed. The choline concentration in plasma is not a good indicator of choline status in mink. In mink kits the betaine concentration in plasma can be used as an indicator for choline status. The experiment with mink kits furthermore showed that choline chloride is a more easily available choline source than soy lecithin for mink kits. Hedemann, M.S., Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2013. The cholin requirement of mink. Annual Report 2012, 63-68. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: Mink, choline, betaine, liquid chromatography mass spectrometry

Indledning Cholin er et essentielt næringsstof, et vitamin B, som er byggesten for en række vigtige metabolitter så som phosphatidylcholin, metyldonoren betain og neurotransmitteren acetylcholine. Derfor er cholinmangel en alvorlig tilstand, som bl.a. kan medføre fedtlever.

Cholinstatus bestemmes som differencen mellem indtaget plus nysyntesen af cholin og forbruget af cholin (Figur 1). Når cholin optages i cellerne kan det blive omdannet til phosphatidylcholin eller acetylcholin. Dette er reversible processer, dvs. der kan også ske en dannelse af cholin fra phosphatidylcholin eller acetylcholin. Cholin kan også omdannes til betain, dette er en irreversibel proces, dvs. cholin

Page 66: Faglig Årsberetning 2012

Hedemann, M.S., Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

64 Faglig Årsberetning 2012

der omdannes til betain er et forbrug. Derudover kan der også ske udskillelse af cholin i form af phosphatidylcholin i galden.

Figur 1. Cholinbalancen bestemmes som differensen mellem tilførslen og forbruget af cholin (Gengivet fra Li & Vance, 2008). Minks daglige cholinbehov er aldrig blevet fastsat, men man ved, at nysyntesen af cholin ikke kan dække behovet, og at det derfor er nødvendigt at tilføre cholin med foderet. Cholin findes naturligt i en lang række af de ingredienser, som normalt bruges i minkfoder enten som frit cholin eller i form af glycerophosphocholin, phosphocholin, phosphatidylcholin eller sphingomyelin. Råvarer med et særlig højt indhold er lever, fiskemel, sojamel og æg. Tilgængeligheden af cholin i forskellige råvarer er dog ikke kendt. Formålet med forsøgene er at undersøge om cholinklorid og sojalecithin er lige gode cholinkilder til minkhvalpe, og hvorledes koncentrationen af cholin i plasma ændres når mængden af cholin i foderet ændres både hos minkhvalpe og udvoksede minkhanner. Samtidig ønskede vi at undersøge om en måling af koncentrationen af cholin i plasma kan bruges til at vurdere minks cholinstatus. Materialer og metoder Der blev gennemført to forsøg til belysning af behovet for cholin til vækst og vedligehold hos minkhvalpe, samt cholinniveauets betydning for udvikling af fedtlever hos udvoksede minkhanner.

Forsøg 1. Behovet for cholin til vækst og vedligehold hos minkhvalpe Der blev anvendt 75 minkhvalpe i forsøget, hvalpene var 7 uger gamle ved forsøgets start. Hvalpene blev fordelt på 8 forsøgsfoderblandinger (9-10 hvalpe pr. foderblanding). Da en del af råvarerne i minkfoder indeholder cholin, og syntesen af cholin påvirkes af en lang række stoffer herunder betain, methionin, folinsyre og vitamin B12, blev der valgt en syntetisk foderblanding så det præcise cholinindhold og indholdet af byggestene til cholin var kendt. Foderblandingen bestod af stivelse, cellulose, sojaolie, og svinefedt, herudover blev der tilsat aminosyrer og vitamin- og mineralblanding. Cholin blev tilsat i form af cholinklorid eller sojalecitin, således at de undersøgte niveauer af cholin var 400, 1000, 2500 og 4000 mg/kg foderblanding. I foderblandingerne, som blev tilsat sojalecithin, blev indholdet af sojaolie og svinefedt justeret således, at foderets energiindhold forblev konstant. Foderet indeholdt 179,4-230,3 kcal/100 g foder og tørstofindholdet var 41-47 %. Hvalpene blev tildelt 150 g foder/dag og foderrester blev registreret dagligt. Hvalpene blev vejet ved indsættelse i forsøget, efter 7 dage i forsøg og ved forsøgets afslutning på dag 18. På dag 18 blev der ligeledes taget en blodprøve af alle hvalpene. Forsøg 2. Cholinniveauets betydning for udvikling af fedtlever hos udvoksede minkhanner Der blev anvendt 48 udvoksede minkhanner i forsøget. De blev fordelt på 4 forsøgsfoderblandinger med henholdsvis 40, 400, 1000 og 5000 mg cholin/kg foder. Som i forsøg 1 blev der anvendt en syntetisk foderblanding, hvor cholinindholdet blev justeret med cholinklorid. Foderet indeholdt 179 kcal/100 g foder og tørstofindholdet var 36 %. Minkhannerne blev tildelt 400 kcal OE/dag fra dag 1 til 18 i

Page 67: Faglig Årsberetning 2012

Minks cholinbehov

Faglig Årsberetning 2012 65

forsøget, på dag 19 blev de tildelt 500 kcal OE, og på dag 20 blev foderet taget fra dem og de blev fastet 2 dage med henblik på at stimulere en fedtlever (Clausen & Sandbøl, 2006). Foderrester blev registreret dagligt og dyrene blev vejet ved indsættelse i forsøget, på dag 19 og ved forsøgets afslutning. Ved forsøgets afslutning blev minkene aflivet, og der blev taget en blodprøve. Analyse af cholin og betain i plasmaprøver Blodprøverne blev centrifugeret (3000 rpm, 4 °C, 10 min), og plasma blev opbevaret ved -80°C indtil prøverne blev analyseret. Cholin og betain blev bestemt vha. hplc-massespektrometri, metoden er modificeret efter en metode beskrevet af Bruce et al. (2010). Plasma blev tøet op og til 50 µl plasma blev tilsat 150 µl af en opløsning med intern standard (deuteriummærket cholin og betain opløst i metanol). Prøverne blev rystet og herefter stillet i køleskab i 20 min. Herefter blev de centrifugeret (13.200 g, 4 °C, 10 min) og væskefasen blev overført til glasrør. Prøverne blev injiceret på LC-MS og koncentrationen blev bestem vha. kalibrationskurver med cholin og betain, som dækkede området 0.39-100 µM og 3.9-1000 µM for henholdsvis cholin og betain. Statistiske analyser Den statistiske behandling af data er foretaget ved hjælp af systemet SAS. Resultater og diskussion Forsøg 1. I løbet af forsøgsperioden døde to minkhvalpe i gruppen som fik 2500 mg cholinklorid/kg foder, og der døde en hvalp i hver af grupperne 400 mg

sojalecithin/kg foder og 400 og 1000 mg cholinklorid/kg foder. Der var en signifikant vekselvirkning mellem cholinkilde og –niveau for foderindtaget (Tabel 1). Minkhvalpene, som fik cholinklorid, havde et lavere dagligt foderindtag end hvalpene som fik sojalecithin, og blandt hvalpene som fik sojalecithin havde gruppen som fik 400 mg cholin/kg foder det laveste foderindtag. Den store forskel i foderindtaget skyldes sandsynligvis, at foderet, hvor der var tilsat sojalecithin, smagte bedre. Det er tidligere vist at tilsætning af kyllingebryst til en syntetisk foderblanding forbedrede foderindtaget betydeligt (Schulin-Zeuthen et al., 2009). Hvalpenes daglige cholinindtag var naturligvis påvirket af cholinniveauet i de enkelte foderblandinger, men pga. det højere foderindtag i grupperne, som fik foderet med sojalecithin, havde disse hvalpe generelt et højere cholinindtag end hvalpene, der fik cholin i form af cholinklorid. Der findes ingen norm for cholin til mink, og derfor anvendes anbefalingen til hunde, som angiver at de skal have 20-40 mg cholinklorid/kg kropsvægt (Penelaik, 1972). Cholinindtaget, som er angivet i tabel 1, er et gennemsnit for alle dyr i hver gruppe over hele forsøgsperioden. Det kan derfor ikke udelukkes at enkelte dyr i grupperne, som fik 400 mg cholin/kg foder, på enkelte dage har fået mindre cholin end anbefalingen. Minkhvalpenes tilvækst var påvirket både af cholinkilde og -niveau. Den gennemsnitlige daglige tilvækst for hvalpene fodret med cholinklorid var 28,5 g/dag mens den var 41,2 g/dag hos hvalpe fodret med sojalecithin. De observerede forskelle i tilvækst er et resultat af det meget forskellige foderindtag.

Page 68: Faglig Årsberetning 2012

Hedemann, M.S., Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

66 Faglig Årsberetning 2012

Tabel 1. Foderindtag, indtag af cholin og tilvækst hos minkhvalpe fodret med forskellige kilder og niveauer af cholin (lsmeans og standard error of the mean)

Cholinkilde Niveau Foderindtag (g/dag) Cholinindtag (mg/dag) Tilvækst (g/dag)

(mg/kg foder) lsmeans SEM1

lsmeans SEM1

lsmeans SEM1

Cholinklorid

400 85d

4 34 9 28 1,0

1000 82d 4 82 9 28 1,0

2500 85d 4 212 9 29 1,0

4000 83d 4 330 8 29 0,9

Sojalecithin

400 117c 4 47 9 38 1,0

1000 138a 4 138 8 42 0,9

2500 135ab 4 338 8 43 0,9

40000 127bc 4 510 8 42 0,9

Cholinkilde 0,0001 0,0001 0,0001

p-værdier Niveau 0,08 0,0001 0,008

C x N2

0,03 0,0001 0,37

Forskellige bogstaver i en kolonne angiver at der er signifikant forskel 1Standard error of the mean

2Vekselvirkningen mellem cholinkilde og cholinniveau

Cholinkoncentrationen i plasma var ikke påvirket af om hvalpene havde fået cholin i form af cholinklorid eller sojalecithin (Tabel 2). Derimod påvirkede mængden af cholin i foderet plasmakoncentrationen af cholin. Der var signifikant mere cholin i plasma hos minkhvalpe, som havde fået 4000 mg cholin/kg foder, end hos hvalpe som havde fået 400, 1000 eller 2500 mg cholin/kg foder.

Cholinkoncentrationen i plasma i forhold til det gennemsnitlige daglige cholinindtag er vist i figur 2. Figuren viser, at minkhvalpene som fik cholinklorid i foderet, kunne opnå samme koncentration af cholin i plasma som hvalpene der fik sojalecithin, selv om de kun havde indtaget halvt så meget cholin. Dvs. cholinklorid optages nemmere i kroppen end cholin i sojalecithin.

Tabel 2. Koncentration af cholin og betain i plasma hos minkhvalpe fodret med forskellige kilder og niveauer af cholin (lsmeans og standard error of the mean)

Cholinkilde Niveau Plasmacholin (µM) Plasmabetain (µM)

(mg/kg foder) lsmeans SEM1

lsmeans Konfidensinterval2

Cholinklorid

400 16,0 1,7 70 54-92

1000 15,4 1,3 99 81-122

2500 18,2 1,6 357 278-454

4000 24,4 1,4 652 523-812

Sojalecithin

400 17,2 1,5 84 67-106

1000 17,3 1,3 129 105-159

2500 18,0 1,3 331 269-407

4000 20,5 1,3 628 510-774

Cholinkilde 0,79 0,30

p-værdier Niveau 0,0001 0,0001

C x N3

0,18 0,34 1Standard error of the mean

2Da betainkoncentrationen blev logaritmetransformeret, er værdierne tilbagetransformeret, og afvigelserne er angivet som 95 %

konfidensintervaller 3Vekselvirkningen mellem cholinkilde og cholinniveau

Page 69: Faglig Årsberetning 2012

Minks cholinbehov

Faglig Årsberetning 2012 67

Figur 2. Koncentrationen af frit cholin i plasma fra minkhvalpe fodret med forsøgsfoder med cholinklorid eller sojalecithin som funktion af det beregnede cholinindtag på dag 18.

Hos minkhvalpe steg koncentrationen af betain i plasma med koncentrationen af cholin i foderet, og som for cholin var det uafhængigt af cholinkilden (Tabel 2). Da der i dette forsøg blev anvendt syntetiske foderblandinger, hvor indholdet af alt andet end cholin blev holdt konstant, antager vi, at ændringer i betainkoncentrationen sker som følge af en øget oxidation af cholin til betain. Omdannelsen af cholin til betain sker i lever og nyrer og er en af de vigtigste udskillelsesveje for cholin (Zeisel, 1990). Når plasmakoncentrationen af betain udtrykkes i forhold til cholinindtaget på dag 18 ses, at hvalpene skal indtage ca. dobbelt så meget cholin i form af sojalecithin for at opnå samme koncentration af betain i plasma, som hvis de får cholin i form af cholinklorid (Figur 3).

Figur 3. Koncentrationen af betain i plasma fra minkhvalpe fodret med forsøgsfoder med cholinklorid eller sojalecithin som funktion af det beregnede cholinindtag på dag 18.

Forsøg 2. Tre mink blev tage ud af forsøget; to mink fra gruppen som fik 400 mg cholinklorid/kg foder og en mink fra gruppen som fik 1000 mg cholinklorid/kg foder. Foderindtaget og tilvæksten i forsøgsperioden var ikke påvirket af mængden af cholinklorid i foderet (Tabel 3). Det gennemsnitlige daglige cholinindtag var 5.5 mg i gruppen som fik 40 mg cholin/kg foder. For en udvokset minkhan på ca. 3 kg er det under det anbefalede daglige indtag på 20-40 mg/kg kropsvægt. Også gruppen som fik 400 mg cholin/kg foder lå lige under det anbefalede indtag.

Tabel 3. Foderindtag, indtag af cholin og tilvækst hos udvoksede minkhanner fodret med forskellige niveauer af cholinklorid (lsmeans og standard error of the mean)

Cholinklorid Foderindtag (g/dag) Cholinindtag (mg/dag) Tilvækst (g/dag)

(mg/kg foder) lsmeans SEM1

lsmeans Konfidensinterval2

lsmeans SEM

40 142 10 5,5 4,8-6,3 -17,3 2,1

400 140 11 55 47-65 -15,8 2,3

1000 147 11 141 121-164 -17,6 2,2

5000 163 10 769 690-917 -18,4 2,2

p-værdi 0,39 0,0001 0,86 1Standard error of the mean

2Da cholinindtaget blev logaritmetransformeret, er værdierne tilbagetransformeret, og afvigelserne er angivet som 95 %

konfidensintervaller

Page 70: Faglig Årsberetning 2012

Hedemann, M.S., Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

68 Faglig Årsberetning 2012

Cholinkoncentrationen i plasma (Tabel 4) afspejlede ikke mængden af cholin i foderet. I humane studier er det vist, at cholinkoncentrationen i plasma aldrig falder til mindre end 50 % af det normale niveau, sandsynligvis fordi nedbrydning af phosphatidylcholine og acetylcholine (se Figur 1) forhindrer koncentrationen af

cholin i at falde yderligere (Sha et al., 2010). Koncentrationen af betain i plasma var signifikant højere hos mink som havde fået 5000 mg cholin/kg foder end hos mink som havde fået 40, 400 eller 1000 mg cholin/kg foder.

Tabel 4. Koncentrationen af cholin og betain i plasma hos udvoksede minkhanner fodret med forskellige niveauer af cholinklorid (lsmeans og 95 % konfidensintervaller)

Cholinklorid Plasmacholin (µM) Plasmabetain (µM)

(mg/kg foder) lsmeans Konfidensinterval lsmeans Konfidensinterval

40 14,9 10,9-20,5 85b 69-106

400 15,5 11,0-21,9 106b 84-134

1000 11,4 8,2-15,8 102b 82-138

5000 16,0 11,7-21,9 832a 672-1030

p-værdi 0,43 0,0001

Forskellige bogstaver i en kolonne angiver signifikant forskel. Konklusion Måling af koncentrationen af cholin i plasma giver ikke en pålidelig indikation af cholinstatus, hverken hos minkhvalpe eller udvoksede minkhanner. Hos minkhvalpe kan betainkoncentrationen i plasma anvendes som indikation for cholinstatus, men dette ikke er tilfældet hos de udvoksede minkhanner. Det er på grundlag af disse to forsøg ikke muligt at udlede, hvor grænsen for brug af betainkoncentrationen, som indikation for cholinstatus, ligger. Forsøget viste desuden at cholinklorid er en mere tilgængelig cholinkilde end sojalecithin hos minkhvalpe. Referencer Bruce, S.J., Guy, P.A., Rezzi, S. & Ross, A.B. 2010. Quantitative measurement of betaine and free choline in plasma, cereals and cereal products by isotope dilution LC-MS/MS. Journal of Agricultural and Food Chemistry 58: 2055-2061. Clausen, T.N. & Sandbøl, P. 2006. Faste af minkhvalpe. Effekt på lever, plasma metabolitter og enzymer. Faglig Årsberetning 2005, 119-124.

Li, Z. & Vance, D.E. 2008. Phosphatidylcholine and choline homeostasis. Journal of Lipid Research, 49: 1187-1194. Penelaik, N. 1972. Nutrition of fur bearing animals (Saad, G., ed.), Prepared for Agriculture Research Survey, U. S. Department of Agriculture and National Science Foundation, Washington, D.C., 1, 113-116. Schulin-Zeuthen, M., Hvam, K. & Sandbøl, P. 2009. Smagelighed af en syntetisk foderblanding til mink. Faglig Årsberetning 228, 109-112. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Sha, W., da Costa, K.A., Fischer, L.M., Milburn, M.V., Lawton, K.A., Berger, A., Jia, W., & Zeisel, S.H. 2010. Metabolomic profiling can predict which humans will develop liver dysfunction when deprived of dietary choline. FASEB Journal 24: 2962-2976. Zeisel, S. 1990. Choline deficiency. Journal of Nutritional Biochemistry 1: 332-349.

Page 71: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 69

Nobacithin og Cholinclorid til minkhvalpe i vækstperioden

Tove N. Clausen¹, Tor Mikael Lassén² & Peter Foged Larsen¹ ¹Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N; Danmark ²Kopenhagen Rådgivning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Sammendrag For at undersøge effekten af cholin tilsætning på fedtinfiltration i leveren ved pelsning, blev 2 niveauer af Cholinclorid samt Nobacithin afprøvet til mink fra starten af september til pelsning. Til undersøgelsen blev anvendt 4 hold á 130 brown hanner og tæver. Fra 1/9 blev der til to forsøgshold tilsat cholinclorid op til 450 ppm hhv 750 ppm, til ét forsøgshold blev anvendt Nobacithin i stedet for sojaolie. En øget tilsætning af Cholinclorid og Nobacithin havde ingen effekt på leverens fedtindhold, ved den her anvendte protein tildeling (24 OEp). Nobacithin havde derimod en negativ påvirkning på skindstørrelse og kvalitet, muligvis som følge af en smagseffekt af produktet Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F. 2013. Nobacithin og Cholinclorid til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2012, 69-75. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract To investigate the effect of choline addition on fat infiltration in the liver at pelting, two levels of Choline Chloride and Nobacithin was tested in mink from the beginning of September until pelting. Four groups of 130 brown males and females were used. From September 1st Choline Chloride was added up to 450 ppm vs. 750 ppm in two groups, in one group Nobacithin was used instead of soya oil. Choline Chloride and Nobacithin had no effect on the liver fat content at this level of protein (24 MEp). Nobacithin however had a negative influence on skin size and quality probably due to a reduced taste of the feed. Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F. 2013. Nobacithin and Choline Chloride to mink kits in the growth period. Annual Report 2012, 69-75, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: Nobacithin, Choline Chloride, fur quality

Baggrund Et af problemerne ved et lavt proteinindhold i foderet er en øget risiko for ophobning af fedt i leveren og øget dødsfald som følge af fedtlever (Clausen 2007; Clausen & Sandbøl, 2005; Damgaard et al., 1998a; 1998b; 1994). Cholin findes i råvarer som fri cholin og i forskellige forbindelser (phosphocholine, glycerophosphocholine, sphingomyeline,og phosphatidylcholine). Det indgår i mange vigtigt processer i kroppen, bl.a. er det væsentlig for cellemembraner (phosphatidylcholin er den primære bestanddel i biologiske membraner) samt for fedt og cholesterol transport og omsætning (OECD, 2004). Cholin indgår således i dannelsen af plasmalipoproteiner især VLDL, et proteinstof der transporterer fedt fra leveren til vævet, og mangel på cholin

kan resultere i fedtlever (Kulinski et al., 2004). Cholinbehovet hos pelsdyr er ikke fastsat. Fra erfaring med andre dyr anbefales det at give 20-40 mg Cholinclorid pr. kg legemsvægt i profylaktisk henseende og 50-70 mg/kg i terapeutisk henseende (Pereldik, 1972). Tilsætning af 60 mg Cholinclorid pr kg har vist en positiv effekt på klinisk kemiske parametre på mink. 40 mg Cholincloride pr. dyr pr. dag har vist at kunne forhindre fedt lever og forbedre lever funktionen hos mink (Juokslahti et al., 1978). Anbefalede mængder til voksne mænd er 9,2 mg / kg lgm / dag (Zeisel et al., 2003), bestemt ud fra det niveau der kan forhindre stigning i leverenzymer (ALAT) som tegn på leverskader. Til mennesker angives det, at en varieret kost giver nok

Page 72: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F.

70 Faglig Årsberetning 2012

cholin til de fleste mennesker, men vegetarer kan være i risiko for ikke at optage nok cholin (LPI, 2012). Får mennesker ikke cholin kan fedtlever udvikles, tilstanden retter sig når der gives cholin (Buchman et al., 1995). Høje doser til mennesker (167-267 mg/kg lgm/dag) kan give svedning, fiskelugt fra kroppen (øget produktion og exkretion af trimethylamin), savlen, gastrointestinale forstyrrelser, diarre, og opkastninger (evt. hypotention der giver svimmelhed og evt besvimelse). Store doser cholin i form af phosphatidylcholin (lecithin) giver generelt ikke fiskelugt pga. lille produktion af TMA. Den maksimale tildeling af cholin til mennesker angives til 58 mg/kg lgm/dag, et niveau hvor man undgår hypotension og fiskelugt (OECD, 2006). For at undgå cholinmangel tilsættes cholin til minkfoder i en mængde af 200 mg/kg foder (2010/11 vitamin blandinger), svarende til 13,3 mg / kg lgm/dag (ved 200 g foder og 3 kg mink). Dertil kommer et stort indhold af cholin i de fleste af vore råvarer. Nogle af de mest berigede råvarer er lever (2000 mg/kg i kylling og fisk), fiskemel (4400 mg/kg), sojamel (2600 mg/kg) og æg (2550 mg/kg), men der findes også en væsentlig andel af cholin i byg (1050 mg/kg), blodmel (400 mg/kg), majsgluten (1500 mg/kg) og i fisk og kød (750 mg/kg). For rotter har 500 mg/kg lgm/dag over 72 uger via foderet, ikke givet forskel i dødsfald, kropsvægt, og relative levervægt (OECD, 2004) Den største del af kroppens cholin findes i specielle fedtmolekyler kaldet phospho-lipider, den mest almindelige af disse er phosphatidylcholine også kaldet lecithin (Shils et al., 1999). Lecithin er en fedtlignende substance og fremstilles ud fra sojaolie, rapsolie og solsikkeolie. Nobacithin indeholder mindst 50 %

lecithin, fedtsyrerne i produktet stammer fra sojabønner, ω6:ω3 forholdet er 51.1:6 = 8,5. Beregnet indhold af cholin er 19.500 mg/kg, derudover er der 1.000 mg E-vit/kg (NOBA datablad). Ifølge teorien skulle lecithin give en bedre optagelse af cholin til blodet end ren Cholinclorid. Nobacithin fremstilles ud fra uraffineret sojaolie og kan evt. indeholde antinutritionelle stoffer (isoflavoner, phytoøstrogener, genistien, saponiner, diadzein), disse kan have en negativ effekt på foderets smag og dyrenes velbefindende. For at undersøge effekten af cholin tilsætning på fedtinfiltration i leveren ved pelsning, blev 2 niveauer af Cholinclorid (75 %) samt Nobacithin afprøvet til mink i den sene vækstperiode. Materialer og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 4 hold a 130 - 135 brown hanner og tæver. Hvalpene blev sat i forsøgshold sidst i juni. Første uge af juli startede foderproduktionen op, dog således at der foregik en gradvis overgang fra fodercentral foder (start niveau 40:45:15) til forsøgsfoder i løbet af de to første uger af juli. Energifordelingen af kontrolfoderet (22) gennem perioden ses af tabel 1. Tabel 1. Forsøgsopstilling, andelen af omsættelig energi fra protein, fedt og kulhydrat.

start 1/7 15/7 10/8 15/9 - pelsning

22 Kontrol 40:45:15 28:57:15 24:58:18 24:55:21

Kontrolfoderets foderplaner ses af tabel 2. Fra udsætning til 1/9 blev alle dyr fodret som kontrolholdet. Råvarerne blev analyseret før forsøgsstart, forsøgsholdenes fodersammensætning blev kontrolleret ved analyse af protein, fedt, tørstof og aske jævnligt gennem perioden. På samleprøver af foderet for de relevante delperioder blev analyseret for aminosyreindhold.

Page 73: Faglig Årsberetning 2012

Nobacithin og Cholinclorid til minkhvalpe i vækstperioden

Faglig Årsberetning 2012 71

Tabel 2. Foderplaner for kontrolfoderet, % iblanding af råvaren

start til 10/8

10/8 til 15/9

15/9 til pelsning

28 OEp 24 OEp 24 OEp

Fiskeaffald 3-5 % fedt 15 10 10

Industrifisk 5-8 % fedt 25 12 12

Fjerkræaffald Løgstør 12 30 28,6

Makrelgraks 5 5 5

Lakseafskær 5 5 5

Ensilage Fishpro 6 7 7

Byg + Hvede 11,7 15,1 17,5

Kartoffel protein 0,93 0,28 0,22

Majsgluten 1,42 0,44 0,32

Blosol 1,35 0,45 0,21

Cholinclorid § 0 0,020 0,020

Svinefedt # 4,9 2,4 2,07

Soyaolie # 2,5 4,8 4,14

Nobacitin 0 0 0

DL-met 0 * 0,177 0,169 ¤

Phenylalanin 0 0,115 0,119

Hemax 0,2 0,2 0,2

Vit.-blanding 0,2 0,2 0,2

Eddikesyre & 0,2 0,1 0

Vand 9 7,7 8,5

Plantal

Tørstof, % 39,2 42,6 42,7

Aske, % 2,2 2,4 2,4

Energiindhold, kcal / 100 g 196 209 203

Energifordeling 28:57:15 24:58:18 24:55:21 # 1/9 blev fedtet skiftet fra 1/3 soyaolie og 2/3 svinefedt til 2/3 soyaolie og 1/3 svinefedt * der blev tilsat DL-methionin fra 28/7 ¤ Fra 23/9 blev methionin tilsætningen sænket; Der blev anvendt DL-met og der antages en 50 % udnyttelse § fra 1/9 blev anvendt en vitaminblanding uden Cholinclorid, dette blev derfor tilsat separat & 1/9 blev eddikesyre sænket til 0,1 %; d. 7/9 ophørte eddikesyre tilsætningen

Fra 1/9 blev forsøgsholdene (24, 25 og 26) stadig fodret som kontrolholdet, på nær øget tildelingen af cholinclorid i hold 24 og 25, samt anvendelse af Nobacithin i stedet for sojaolie i hold 26 (tabel 3). Tilsætning af cholinclorid og tildeling af Nobacithin i stedet for sojaolie startede samtidig med skift i fedttype (fra 1/3 soyaolie og 2/3 svinefedt til 2/3 soyaolie og 1/3 svinefedt). Fedt og cholinclorid tilsætningen ses af tabel 3. Hanhvalpene blev vejet ved udsætning (6/7), 8/8, 14/9 og ved pelsning. Skindene blev længdemålt og sorteret på forsøgsfarmen samt sendt til sortering på Kopenhagen Fur. I september samt i forbindelse med pelsning, blev der udtaget blodprøver fra nogle af hvalpene, for at undersøge hvorvidt fodringen resulterede i ændringer i blodprofilerne, specielt med henblik på fedtlever. Til pelsning blev 20 hanhvalpe pr hold fastet ca. 17 timer, hvorefter de blev aflivet ved injektion af Pentobarbital-Na. Efter aflivning blev leveren udtaget og vejet. Leverens vægt i forhold til kropsvægten blev beregnet. Leverens tørstofindhold blev bestemt på Kopenhagen Forskning/Farm. Ud fra tørstof blev leverens fedtprocent beregnet efter følgende formel: Leverfedtindhold (%) = 1,15 * Levertørstof – 24,9 (R2=0,97) (Clausen & Sandbøl, 2005b).

Tabel 3. Soyaolie, Nobacithin og cholinclorid i foderet samt beregnet tildeling af cholinclorid / kg legemsvægt / dag (ved 3 kg lgm og en foderoptagelse på 200 g)

Hold

Soyaolie, % beregnet mg cholin / kg foder &

beregnet, mg cholin / kg lgm / dag 1/9 – 15/9 15/9 - pelsning

22 Kontrol 4,8 4,14 150 10

24 + 300 ch 4,8 4,14 450 30

25 + 600 ch 4,8 4,14 750 50

26 Noba 6,4 Nobacithin # 5,52 Nobacitin # 1222 § 81,5 § beregnet ud fra oplysninger i databladet (NOBA datablad) & normal fodertilsætning er 200 mg cholin pr kg foder # Nobacithin har en energiværdi der svarer til 75 % af soyaolie (NOBA, pers medl.), derfor korrigeres med *1,33

Page 74: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F.

72 Faglig Årsberetning 2012

Leverprøver blev nedfrosset i flydende kvælstof til senere analyse på Aarhus Universitet (AU), Institut for Husdyrvidenskab. Blodprøver blev ligeledes analyseret på AU. Alle døde dyr blev obduceret. De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5 % som signifikansniveau ved beregninger over vægt og længde. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Ved skindkvalitet, farve og renhed blev anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Silkethed, fyldighed og metallic blev analyseret med proceduren PROBIT eller X2. Resultater og diskussion Analyser af foderets kemiske sammensætning ses af tabel 4 og 5. Tabel 4. Kontrolfoderets kemiske sammensætning

start til 10/8 10/8 til 15/9

15/9 til pelsning

Tørstof, % 39,3 41,2 40,9

Aske, % 2,4 2,5 2,5

Energiindhold, kcal / 100 g 193 198,6 190,3

Energifordeling 27:56:17 24:57:19 24:54:22

Tabel 5. Forsøgsfoderets kemiske sammensætning i perioden 15/9 – pelsning

Hold Tørstof, %

Energi-fordelingen OE fra P:F:K Aske

Energi-indhold kcal /100g

Plantal 43 24:55:21 2,4 203

22 Kontrol 41 24:54:22 2,5 190

24 + 300 ch 42 23:55:22 2,7 196

25 + 600 ch 42 24:54:22 2,7 195

26 Noba 41 24:53:23 2,6 189

Analysetallene passer fint med plantallene, dog ser det ud som om Nobacithin ikke bidrager med så meget energi fra fedt som antaget, på trods af kompensation for et lavere energiindhold i dette produkt i forhold til soyaolie. Andelen af energi fra fedt er således lidt lavere end i de øvrige hold.

Variationerne i aminosyreanalyserne mellem holdene (tabel 6) kan tages som et udtryk for variationer i udtagning og analyse, idet foderplanen er den samme for alle hold. De fleste af aminosyrerne overholder de reducerede krav, tyr er den eneste aminosyre der i alle hold ligger lidt i underkanten i forhold til forventet indhold. Foderets fedtsyre sammensætning blev analyseret på samleprøver af foderet og ω6/ω3 indholdet blev beregnet, dette lå fra 3,1-3,6 og således indenfor anbefalede værdier i pelssætnings-perioden (Clausen & Sandbøl, 2009). Der var ikke forskel i fedtsyresammen-sætningen mellem holdene (data ikke vist). Tabel 6. Aminosyresammensætning, analyserede værdier i g fordøjelige aminosyrer pr 100 kcal.

22 Kontrol

24 + 300 ch

25 + 600 ch

26 Noba

reduceret *

met 0,16 0,15 0,15 0,16 0,14/0,16

cys 0,07 0,06 0,06 0,06 0,06

lys 0,32 0,30 0,31 0,29 0,27

thr 0,20 0,18 0,19 0,18 0,17

trp 0,05 0,05 0,05 0,05 0,05

his 0,12 0,14 0,12 0,11 0,11

phe 0,30 0,27 0,30 0,26 0,29

tyr 0,16 0,14 0,15 0,14 0,18

leu 0,42 0,36 0,41 0,38 0,41

ile 0,23 0,21 0,23 0,22 0,23

val 0,31 0,29 0,30 0,27 0,22

arg 0,36 0,32 0,34 0,30 0,30

gly 0,41 0,36 0,38 0,35

ala 0,32 0,29 0,31 0,29

ser 0,29 0,27 0,29 0,25

asp 0,36 0,33 0,36 0,33

glu 0,80 0,73 0,77 0,71

pro 0,36 0,31 0,34 0,32 * Reduceret krav til 24 OEp holdene

Ved opstart af forsøget og ved vejning i august, hvor alle dyr blev fodret ens, var der ingen forskel i hanhvalpe vægtene (tabel 7), men ved vejning medio september, 14 dage efter Nobacitin og ekstra Cholinclorid blev tilsat, var den laveste vægt hos de hvalpe der havde fået Nobacithin. Hvalpe der fik 450 mg

Page 75: Faglig Årsberetning 2012

Nobacithin og Cholinclorid til minkhvalpe i vækstperioden

Faglig Årsberetning 2012 73

Cholinclorid pr kg foder (grundindhold + ekstra tilsætning), havde den bedste vækst gennem perioden, hvorimod 750 mg Cholinclorid pr kg foder havde en tendens til at påvirke dyrenes tilvækst negativt i september. Hvorvidt den lavere vægt i hold 25 og 26 i september skyldes antinutritionelle stoffer i Nobacithin eller en smagseffekt af Nobacithin og Cholinclorid, eller at cholin indholdet er blevet for høj vides ikke. Sikkert er det, at dyrene vækstmæssigt ikke har haft gavn af en meget højt cholin tildeling.

Den maximale tildeling til mennesker angives til 58 mg/kg lgm/dag (OECD, 2004), hvorimod man ved rotter ikke har fundet forskel i dødsfald, kropsvægt, og relative levervægt ved 500 mg/kg lgm/dag over 72 uger via foderet (OECD, 2004). Forskellen i hvalpevægtene i september holdt sig til pelsning, og gav en tilsvarende forskel i skindlængderne, således at Nobacithin-holdet havde de korteste skind (tabel 8).

Tabel 7. Hanhvalpevægte i gram

06-jul 08-aug 14-sep pelsvægt

22 Kontrol 1065 (124) 2005 (223) 2982 (339) ab 3597 (441) a

24 + 300 ch 1066 (131) 2022 (184) 3031 (309) a 3631 (432) a

25 + 600 ch 1062 (115) 1996 (174) 2939 (316) bc 3540 (413) ab

26 Noba 1062 (124) 2003 (184) 2889 (306) c 3444 (410) b

NS NS 0,005 0,003 Tallene i parentes er spredningen NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i en kolonne angiver at der er forskel

Tabel 8. Skindlængde og kvalitets parametre

længde, cm kvalitet * farve ¤ renhed § silket, %

fylde, %

flade normale fyldige

22 Kontrol 96,1 (4,2) a 6,4 (2,3) ab 3,2 (0,9) 3,1 (0,9) 40,2 13,4 69,3 17,3

24 + 300 ch 96,3 (4,9) a 6,6 (2,5) a 3,0 (0,9) 3,0 (0,9) 44,1 10,2 69,3 20,5

25 + 600 ch 95,9 (4,5) ab 6,3 (2,4) ab 3,0 (0,9) 2,9 (0,8) 39,0 11,4 67,5 21,1

26 Noba 94,8 (4,5) b 6,1 (2,5) b 3,1 (0,9) 3,2 (1,0) 43,0 12,5 65,6 21,9

0,03 0,03 NS NS NS NS * Kvalitet skala 1 – 12, 12 er bedst; ¤ Farve skala 1 – 5, 5 er mørkest § Renhed skala 1 – 5, 5 er mest rødlig Tallene i parentes er spredningen NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i en kolonne angiver at der er forskel

På trods af korte skind i Nobacithin-holdet var der i dette hold ligeledes den dårligste skindkvalitet, signifikant dårligere end i holdet med 450 mg Cholinclorid pr kg foder. De øvrige hold var ikke signifikant forskellige fra hinanden. På de øvrige kvalitetsparametre var der ingen forskel (tabel 8). Resultater fra organundersøgelserne ses af Damgaard & Clausen (2013). Sundhedstilstanden i holdene var god (tabel 9), i løbet af vækstperioden døde der 1 hvalp i kontrolholdet med forstørret fedtlever, i de øvrige hold døde der ingen.

Tabel 9. Antal / procent døde hvalpe (hanner og tæver) i vækstperioden

Hold antal / % døde % forstørret fedtlever

22 Kontrol 2 / 0,8 0,38

24 + 300 ch 1 / 0,4 0

25 + 600 ch 3 / 1,1 0

26 Noba 1 / 0,4 0

Foreløbig konklusion En øget tilsætning af Cholinclorid og Nobacithin havde ingen effekt på leverens fedtindhold, ved den her anvendte protein tildeling. Nobacithin havde derimod en negativ påvirkning af skindstørrelse og kvalitet, muligvis som følge af en smagseffekt af produktet.

Page 76: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F.

74 Faglig Årsberetning 2012

Referencer Buchman AL, Dubin M, Moukarzel AA, Jenden DJ, Roch M, Rice KM, Gornbein J and Ament ME, 1995. Choline deficiency: a cause of hepatic steatosis during parenteral nutrition that can be reversed with intravenous choline supplementation. Hepatology 22, 1399-1403. Clausen, T.N. & Sandbøl, P., 2005. Fasting of mink kits feed different feed rations and its effect on liver fat content, plasma metabolites and enzymes. NJF seminar nr 337, pp. 5, Uppsala, Oct. 5-7. Clausen, T. N., Sandbøl, P. 2005b. Sammenhæng mellem leverfedt og tørstof hos mink (Mustela Vison). Faglig Årsberetning 2004, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark, 169-171. Clausen, T. N., 2007. Faste af minkhvalpe med forskelligt proteinindhold i foderet. Faglig Årsberetning 2006, 151-154, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P., 2007. Faste af mink hanner efter parring og dets betydning for leverfedtindhold og ketonstoffer i blodet. Faglig Årsberetning 2006, 129-134, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark Clausen, T. N. 2009. Fede og slanke hanner til pelsning. Organer og blodparametre Faglig Årsberetning 2008, 119-122. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2009. Fortsatte undersøgelser over ω6 : ω3 forholdet i vækstperioden for at opnå god skindstørrelse og kvalitet. Faglig Årsberetning 2008, 67-70, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Børsting, C.F., 1998a. Effect of dietary supplement of essential amino acids on mortality rate, liver traits and blood parameters in mink (Mustela vison) fed low-protein diets. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 175-183. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Dietz, H.H., 1998b. Effect of dietary protein level on growth performance, mortality rate and clinical blood parameters in mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 38-48. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Henriksen, P., 1994. Effect of protein and fat content in feed on plasma alanine aminotransferase and hepatic liver infil-tration in mink. J. Vet. Med. A., 41, 620-629. Damgaard, B. M., Larsen, P. F., Thorup, V. M. & Clausen, T. N., 2013. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden – Effekt af tilskud af cholinklorid og Nobacithin på blod, lever og sundhed. Faglig Årsberetning 2012, 77-82. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Juokslahti, T.P., Lindberg, T.P.T. & Sjõgård, B. 1978. Choline chloride in the treatment of fatty liver in mink. Scientifur, 2, 35-38. Kulinski, A., Vance, D.E. & Vance, J.E. 2004. A choline-deficient diet in mice inhibits neither the CDP-choline pathway for phosphatidylcholine synthesis in hepatocytes nor apolipoprotein B secretion. J Biol Chem, 279, 23916-23924. LPI, 2012; Linus Pauling Institute, Micronutrient Information Center, Oregon State University Choline.

Page 77: Faglig Årsberetning 2012

Nobacithin og Cholinclorid til minkhvalpe i vækstperioden

Faglig Årsberetning 2012 75

NOBA, 2011 pers medl. Anja Diekenhorst Vetveredeling B.V., Raasdorperweg 177, NL-1175 KV Lijnden NOBA datablad; NOBA Vetveredeling B.V., Raasdorperweg 177, NL-1175 KV Lijnden OECD, 2006. USA’s Standing Committee on the Scientific Evaluation of Dietary Reference Intakes OECD, 2004. SIDS CHOLINE CHLORIDE, UNEP PUBLICATIONS, SIDS Initial Assessment Report For SIAM 19; Berlin, Germany, 19-22 October 2004

Pereldik, N. 1972. Feeding fur bearing animals. 344 pp Shils M, Olson JA, Shike M, Ross AC, 1999. Choline and phosphatidylcholine. In: eds. Modern Nutrition in Health and Disease, 9th ed. Baltimore: Williams & Wilkins, 1999;513-523. Zeisel, S.H., Mar, M.H., Howe, J.C. & Holden, J.M., 2003. Concentrations of Choline-Containing Compounds and Betaine in Common Foods. J. Nutr. 133: 1302–1307.

Page 78: Faglig Årsberetning 2012

76 Faglig Årsberetning 2012

Page 79: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 77

Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden – Effekt af tilskud af cholinchlorid og Nobacithin på blod, lever og sundhed Birthe M. Damgaard1, Peter F. Larsen2, Vivi M. Thorup1 & Tove N. Clausen2

1Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab, Blichers Allé 20, Postboks 50, DK-8830 Tjele, Danmark

2Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Sammendrag Formålet med undersøgelsen var at belyse, om fodertilskud af cholinchlorid og Nobacithin til foder med lavt proteinindhold havde effekt på blod- og leverparametre samt sundhed hos mink i vækst- og pelssætningsperioden. Til undersøgelsen blev anvendt 5 hold med 275 brune hanner og tæver. Der var et kontrolhold, der fik højt proteinindhold i foderet gennem hele vækstperiod-en (32 OEp). Fire hold fik lavere proteinmængde i foderet fra august, hvoraf 2 hold fik tilskud af cholinchlorid (300 ppm henholdsvis 600 ppm), således at der i foderet var henholdsvis 450 ppm og 750 ppm cholinchlorid, og et hold fik Nobacithin i stedet for soyaolie. Leverens indhold af fedt og frie fedtsyrer var højere hos mink, der fik reduceret indhold af protein i foderet fra august, end hos mink, der fik højt proteinindhold gennem hele vækstperioden. Tilskud af cholinchlorid og tilsætning af Nobacithin havde i de undersøgte mængder ingen positiv effekt på leverens indhold af fedt. Blodets indhold af enzymet ALAT synes ved pelsning at kunne anvendes som biomarkør for fedt i leveren. Tilsætning af Nobacithin reducerede blodets indhold af kolesterol. Dødeligheden var lav på alle holdene, og der var ingen forskelle i dødelighed mellem holdene. Damgaard, B.M., Larsen, P.F., Thorup, V.M. & Clausen, T.N. 2013. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden – Effekt af tilskud af cholinklorid og Nobacithin på blod, lever og sundhed. Faglig Årsberetning 2012, 77-82. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The purpose of the project was to investigate the effects of dietary supplement of choline chloride and Nobacithin to low dietary protein content on blood and liver parameters and health in mink in the growing-furring period. Five groups of each 275 male and female brown mink kits were included in the study. One control group was fed high dietary protein content during the growing-furring period. Four groups received reduced dietary protein content from August. Two groups with reduced dietary protein content were supplied with choline chloride (300 ppm and 600 ppm, respectively) to a dietary content of choline chloride of 450 ppm and 750 ppm, respectively. In one diet with low protein content Nobacithin replaced soya oil. The liver content of fat and free fatty acids was higher in mink fed a low dietary content of protein from August than in mink fed high dietary protein content during the growing-furring period. The investigated supplement of choline chloride and Nobacithin had no positive effects on the liver content of fat. The plasma content of ALAT seemed at pelting useful as biomarker for the liver content of fat. Supplement of Nobacithin decreased the plasma content of cholesterol. The mortality rate was low for all experimental groups and there were no differences in mortality rate between the groups. Damgaard, B.M., Larsen, P.F., Thorup, V.M. & Clausen, T.N. 2013. Reduced dietary protein content to mink in the growing-furring period - The effects of supplement of choline chloride and Nobacithin on blood and liver parameters and health. Annual Report 2012, 77-82. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Protein, blood, liver, cholin chloride, Nobacithin

Baggrund Tidligere undersøgelser har vist, at lavt proteinindhold i foderet bevirkede reduceret tilvækst, øget frekvens af mink med forhøjet fedtindhold i leveren og øget dødelighed (Clausen, 2007; Clausen & Sandbøl, 2005a; Damgaard et al., 1994; 1998a; 1998b). I 2010 blev det undersøgt, hvilke effekter det havde at

fodre med lavt proteinindhold i foderet gennem hele vækstsæsonen og af at reducere proteinindholdet i august eller september på blod- og leverparametre samt på sundhed (Clausen et al., 2012). Resultaterne viste, at der var tendens til et øget antal døde mink med fedtlever ved mindre end 25 % omsættelig energi fra protein (OEp) fra oktober og resten af

Page 80: Faglig Årsberetning 2012

Damgaard, B.M., Larsen, P.F., Thorup, V.M. & Clausen, T.N.

78 Faglig Årsberetning 2012

vækstperioden. Endvidere var der tegn på negative effekter på immunsystemet ved lavt proteinindhold i foderet. Der har været fremsat idéer om, at tilskud af cholinchlorid eller Nobacithin skulle hindre udvikling af fedtlever hos mink. Formålet med undersøgelsen var at belyse, om fodertilskud af cholinchlorid og Nobacithin i foder med lavt proteinindhold havde effekt på blod- og leverparametre samt sundhed hos mink i vækst- og pelssætningsperioden. Materiale og metoder Hvalpene blev sat i forsøgshold sidst i juni på Kopenhagen Farm (Tabel 1). Der var en gradvis overgang fra fodercentral foder (40:45:15) til forsøgsfoder. Den 15. juli var der således 32 OEp i foderet til kontrolholdet og 28 OEp i foderet til de resterende hold. Kontrolholdene fortsatte på 32 OEp til pelsning. Den 10. august blev proteinindholdet i de øvrige hold

reduceret til 24 OEp. Til 2 af holdene blev fra 1. september tilsat ekstra cholinclorid (300 ppm henholdsvis 600 ppm) ud over det, der blev tildelt med vitaminblandingen (150 ppm), således at der i foderet var i alt henholdsvis 450 ppm og 750 ppm. Derudover fik 1 hold fra 1. september Nobacithin i stedet for sojaolie. Foderplanerne ses af Clausen et al., 2013a og 2013b. Blodprøver I midten af september samt i forbindelse med pelsning, blev der udtaget blodprøver fra 20 hvalpe fra hvert hold. Blodprøverne blev analyseret på Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab for hæmatokritværdi samt indhold af hæmoglobin, erythrocytter (røde blodlegemer) og leukocytter (hvide blodlegemer). Derudover blev blodplasmaet analyseret for indhold af frie fedtsyrer (NEFA), triglycerider (TAG), kolesterol, galdesalte, protein, urea, glukose og enzymerne ALAT og GGT.

Tabel 1. Forsøgsopstilling til brune mink i vækstperioden 2011, andelen af omsættelig energi fra protein, fedt og kulhydrat.

Hold Start niveau Gradvis overgang 1/7 – 15/7, til 10/8 10/8 - 15/9 15/9 - Pelsning

21 Kontrol

40:45:15

40 → 32:53:15 32:50:18 32:50:18

22 40 → 28:57:15 24:58:18 24:55:21

24 + 300 ppm cholinchlorid (CC)* 40 → 28:57:15 24:58:18 24:58:18

25 + 600 ppm cholinchlorid (CC)* 40 → 28:57:15 24:58:18 24:58:18

26 Nobacithin * 40 → 28:57:15 24:58:18 24:58:18 * Fra 1/9 til pelsning

Leverprøver Før pelsning blev dyrene fastet ca. 17 timer, hvorefter de blev aflivet med Pentobarbital-Na. Efter aflivning blev leveren udtaget og vejet. Leverens vægt i forhold til kropsvægten blev beregnet. Leverens tørstofindhold blev bestemt på Kopenhagen Forskning/Farm. Ud fra tørstof blev leverens fedtprocent beregnet efter følgende formel: Leverfedtindhold (%) = 1,15 * Levertørstof – 24,9 (R2=0,97) (Clausen & Sandbøl, 2005b). Leverprøver blev nedfrosset i flydende kvælstof til senere analyse for triglycerider (TAG), phospholipider, glukose og glykogen på

Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab. Statistiske analyser De statistiske analyser er foretaget ved hjælp af systemet R eller SAS. Alle blodvariable er behandlet ved hjælp af R, og levervægte og leverens fedtindhold er behandlet ved hjælp af PROC MIXED / GLM i SAS. I modellerne for blodvariable indgår hovedeffekter af hold og måned og interaktion mellem disse to hovedeffekter. I modellen for levervariable indgår effekt af hold som hovedeffekt. Forskelle mellem hold er betragtet som signifikante

Page 81: Faglig Årsberetning 2012

Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden – Effekt af tilskud af cholinchlorid og Nobacithin på blod, lever og sundhed

Faglig Årsberetning 2012 79

ved et sandsynlighedsniveau på mindre end 5 %. Resultater og diskussion Leveranalyser Undersøgelserne af leverens fedtindhold ved tørstofmetoden viste signifikant mindre fedt i leveren hos kontrolhvalpe, der havde fået højt proteinniveau i hele perioden, frem for hvalpe der fik 24 OEp med tilsætning af ekstra cholinclorid fra august (Tabel 2). Sammenlignes de hold, der fik 24 OEp fra august, ses ingen signifikant forskel mellem cholinniveauerne. I vækstperioden 2010 havde et lavt proteinindhold i foderet (21,5 OEp frem for 32 OEp) en negativ betydning for dyrenes sundhedstilstand og leverfedtprocent (Clausen et al., 2012; Damgaard et al., 2012). Ved pelsning har fede hvalpe normalt et leverfedtindhold på 8 – 10 % mod 5 – 7 % hos slanke hanner. Ved faste i 48 timer

hos dyr med normalt proteinindhold i foderet (>= 30 OEp) ses en stigning i leverens fedtindhold til 13 – 17 % og ved 26 OEp ses en stigning til 16 – 19 % (Clausen, 2007; 2009; Clausen & Sandbøl, 2007). Dyrene i denne undersøgelse blev kun fastet i 17 timer, og leverens fedtindhold ligger inden for det forventede område. Tabel 2. Relativ levervægt og leverfedtprocent. Gennemsnit ± spredning. 20 hanner pr hold.

Levervægt, % af kropsvægt

Leverfedt, procent

21 Kontrol 2,2 ± 0,2 11,3 ± 2,0 c

22 2,1 ± 0,2 13,5 ± 4,0 abc

24 + 300 CC 2,2 ± 0,3 15,1 ± 5,5 a

25 + 600 CC 2,1 ± 0,3 14,1 ± 5,4 ab

26 Nobacithin 2,2 ± 0,3 12,3 ± 2,7 bc

NS 0,05 NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene. Forskellige bogstaver i samme kolonne angiver, at der er forskel mellem holdene.

Resultatet af de kemiske leveranalyser fremgår af tabel 3. Leverens indhold af triglycerider (TAG) og frie fedtsyrer (NEFA) var lavere for kontrolholdet end for de øvrige hold.

Tabel 3. Resultat af leveranalyser for forsøgsholdene ved pelsning. Værdierne er gennemsnit ± standard error.

Parameter

Hold 21 Kontrol

Hold 22 Hold 24 + 300 ppm CC

Hold 25 + 600 ppm CC

Hold 26 Nobacithin

P-værdi Effekt af Hold

Glykogen, μmol/g 76,9 ± 9,3 40,6 ± 9,3 55,4 ± 9,3 48,2 ± 9,3 65,7 ± 9,3 0,06

Glukose, μmol/g 84,8 ± 3,4 a 77,1 ± 3,4 ab 79,3 ± 3,4 ab 69,6 ± 3,4 b 73,7 ± 3,4 b 0,026

TAG, μmol/g 60 ± 11 b 88 ± 11 ab 110 ± 11 a 107 ± 11 a 78 ± 11 b 0,0056

NEFA, μEq/g 184 ± 25 b 233 ± 25 ab 287 ± 25 a 283 ± 25 a 218 ± 25 ab 0,019

Phospholipid, μmol/g 22,4 ± 0,40 21,4 ± 0,40 21,3 ± 0,40 21,7 ± 0,40 21,9 ± 0,40 0,31 P-værdi<0,05 angiver signifikant forskel mellem holdene. Forskellige bogstaver i samme række angiver, at der er forskel mellem holdene.

Holdene der fik 24 OEp fra august var ikke forskellige, men der var tegn på, at tilsætning af cholinchlorid øgede leverens indhold af fedtstoffer. Dette kan indikere, at tilskud af cholinchlorid øger de fysiologiske ubalancer ved lavt proteinindhold i foderet. Sammenlignes kontrolholdet med holdet der fik 24 OEp tilsat Nobacithin, var der ingen forskel i leverens indhold af TAG og NEFA. Leverens indhold af glukose var højere for kontrolholdet end for de øvrige hold og

signifikant højere end for holdet, der fik 24 OEp med tilskud på 600 ppm cholinchlorid, og holdet der fik 24 OEp tilsat Nobacithin. For glykogen var der tendens til de samme forskelle mellem holdene. Ved forsøgene i 2010 blev der tilsvarende påvist et lavere indhold af TAG og NEFA på kontrolholdet end på holdene, der fik reduceret proteinindhold i foderet (Clausen et al., 2012; Damgaard et al., 2012).

Page 82: Faglig Årsberetning 2012

Damgaard, B.M., Larsen, P.F., Thorup, V.M. & Clausen, T.N.

80 Faglig Årsberetning 2012

Sundhedstilstanden hos forsøgsholdene var god og dødeligheden lav (Tabel 4). I kontrolgruppen døde 6 hvalpe, halvdelen af disse havde blære / nyre-infektioner. Totalt set døde kun 1 hvalp med forstørret fedtlever og den kom fra det hold, der fik 24 OEp fra protein fra august måned. Et lavt proteinindhold i foderet i vækstperioden har tidligere vist at øge risikoen for forstørret fedtlever (Clausen et al., 2012; Clausen, 2007; Clausen & Sandbøl, 2005; Damgaard et al., 2012; Damgaard et al., 1998a; 1998b; 1994). Blodanalyser Resultatet af blodanalyserne fremgår af tabel 5 og 6.

Tabel 4. Døde dyr (antal / %) og antal dyr (%) med forstørret fedtlever.

Døde hvalpe

I alt: antal / %

Forstørret fedtlever, %

21 Kontrol 6 / 2,3 0

22 2 / 0,8 0,4

24 + 300 CC 1 / 0,4 0

25 + 600 CC 3 / 1,1 0

26 Nobacithin 1 / 0,4 0

For mange af variablerne er der forskelle mellem månederne, men ingen forskelle mellem holdene (Tabel 5). For alle variable med undtagelse af NEFA og ALAT var værdierne højere i september end i november. Blodets indhold af leukocytter var højest ved 24 OEp tilsat 600 Cholinchlorid, lavere ved 24 OEp og 24 OEp tilsat Nobacithin og lavest på kontrolholdet og ved 24 OEp tilsat 300 ppm cholinchlorid (Tabel 6).

Tabel 5. Resultat af blodanalyser for september og november. Værdierne er gennemsnit ± standard error.

Parameter September November P-værdi Effekt af måned

Hæmatokrit, % 53,2 ± 0,61 50,8 ± 0,61 0,02

Hæmoglobin, mmol/L 11,6 ± 0,11 10,9 ± 0,11 <0,001

Erythrocytter, 1012

/L 8,72 ± 0,11 8,56 ± 0,11 <0,02

Leukocytter, 109/L 6,62 + 0,41 3,97 + 0,41 0,001

NEFA, μEq/L 276 + 20 620 + 20 <0,001

Kolesterol, mmol/L 6,32 + 0,13 4,66 + 0,13 <0,001

Galdesalte μmol/L 5,65 ± 0,37 3,53 ± 0,37 <0,001

Protein, g/L 65,1 ± 0,77 57,2 ± 0,77 <0,001

Glukose, mmol/L 9,22 ± 0,26 7,74 ± 0,26 <0,001

GGT U/L 4,39 + 0,51 1,72 + 0,51 <0,001 P-værdi<0,05 angiver signifikant forskel mellem månederne.

Tabel 6. Resultat af blodanalyser for forsøgsholdene i september og november. Værdierne er gennemsnit ± standard error.

Parameter

Hold 21 Kontrol

Hold 22 Hold 24 + 300 ppm CC

Hold 25 + 600 ppm CC

Hold 26 Nobacithin

P-værdi Effekt af:

Hold Måned* hold

Leukocytter, 10

9/L 6,62 + 0,41 b 7,77 + 0,41 ab 6,42 + 0,41 b 8,67 + 0,41 a 7,03 + 0,41 ab 0,01 NS

Kolesterol, mmol/L 6,32 + 0,13 a 6,47 + 0,13 a 6,33 + 0,13 a 6,34 + 0,13 a 5,77 + 0,13 b 0,002 NS

Triglycerider, mmol/L September November

1,50 + 0,07 a 0,59 + 0,07 d

1,53 + 0,07 a 0,65 + 0,07 cd

1,55 + 0,07 a 0,66 + 0,07 cd

1,40 + 0,07 a 0,78 + 0,07 c

1,21 + 0,07 b 0,70 + 0,07 cd

- 0,005

Urea, mmol/L September November

8,86 + 0,25 a 3,89 + 0,25 d

6,39 + 0,25 bc 3,44 + 0,25 de

6,59 + 0,27 b 3,18 + 0,25 e

6,16 + 0,26 bc 3,24 + 0,25 de

5,80 + 0,25 c 3,31 + 0,25 de - <0,001

ALAT, U/L September November

123 + 10 c 158 + 10 ab

118 + 10 c 132 + 10 bc

124 + 10 c 166 + 10 a

118 + 10 c 169 + 10 a

136 + 10 bc 154 + 10 ab - 0,04

NS angiver at der ikke er vekselvirkning. Forskellige bogstaver angiver, at der er signifikant forskel mellem holdene og månederne.

Page 83: Faglig Årsberetning 2012

Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden – Effekt af tilskud af cholinchlorid og Nobacithin på blod, lever og sundhed

Faglig Årsberetning 2012 81

Ved forsøgene i 2010 var der tegn på negative effekter på immunsystemet ved 22 OEp sammenlignet med kontrolholdet (Clausen et al., 2012; Damgaard et al., 2012). At der ikke ses de samme effekter i dette forsøg kan skyldes, at forskellene i proteinniveauer mellem holdene ved forsøgene i 2011 er moderate. Blodets indhold af triglycerider var i september lavest ved 24 OEp tilsat Nobacithin og højere på de øvrige hold. I november var forskellene mellem holdene i blodets indhold af triglycerider meget begrænset. Blodets indhold af kolesterol var både i september og november lavere ved 24 OEp tilsat Nobacithin end på de øvrige hold, hvilket indikerer, at Nobacithin påvirker fedtstofskiftet. Blodets indhold af urea var højere for kontrolholdet end for de øvrige hold, der fik 24 OEp, dog var forskellen mest udtalt i september. Urea dannes ved nedbrydning af protein, og blodets indhold af urea afspejler således foderets indhold af protein. Tilsvarende forhold blev påvist ved forsøgene i 2010 (Clausen et al., 2012; Damgaard et al., 2012). Tidligere undersøgelser har vist, at blodets indhold af enzymet ALAT var indikator på et højt indhold af fedt i leveren (Damgaard et al., 1998a). I denne undersøgelse var blodets indhold af ALAT højest ved 24 OEp tilsat cholinchlorid og lavere på de øvrige hold ved pelsning. Leverens indhold af TAG og NEFA var højest for holdene der fik 24 OEp med tilskud af cholinchlorid, hvilket er sammenfaldende med de hold, der har højest niveau af ALAT i blodet. Dette underbygger at enzymet ALAT kan bruges som indikator på fedtindholdet i leveren.

Konklusion Leverens indhold af fedt og frie fedtsyrer var højere hos mink, der fik reduceret indhold af protein i foderet fra august, end

hos mink, der fik højt proteinindhold gennem hele vækstperioden. Tilskud af cholinchlorid og tilsætning af Nobacithin havde i de undersøgte mængder ingen positiv effekt på leverens indhold af fedt. Blodets indhold af enzymet ALAT synes ved pelsning at kunne anvendes som biomarkør for fedt i leveren. Tilsætning af Nobacithin reducerede blodets indhold af kolesterol. Der blev ikke påvist forskelle i dødelighed mellem mink, der fik højt proteinindhold gennem helle vækstperioden, og mink, der fik reduceret proteinindhold (24OEp) i foderet fra august med og uden tilskud af cholinchlorid eller tilsætning af Nobacithin. Referencer Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F. & Hammer, A. S. 2012. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Blod- og organundersøgelser. Faglig Årsberetning 2011, 106-111. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F. 2013a. Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2012, 89-95. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F. 2013b. Nobacitin og Cholin Clorid til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2012, 69-75. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T. N. 2009. Fede og slanke hanner til pelsning. Organer og blodparametre Faglig Årsberetning 2008, 119-122. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. 2007. Faste af minkhvalpe med forskelligt proteinindhold i foderet.

Page 84: Faglig Årsberetning 2012

Damgaard, B.M., Larsen, P.F., Thorup, V.M. & Clausen, T.N.

82 Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2006, 151-154, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2007. Faste af mink hanner efter parring og dets betydning for leverfedtindhold og ketonstoffer i blodet. Faglig Årsberetning 2006, 129-134, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark Clausen, T.N. & Sandbøl, P. 2005. Fasting of mink kits feed different feed rations and its effect on liver fat content, plasma metabolites and enzymes. NJF seminar nr 337, pp. 5, Uppsala, Oct. 5-7. Clausen, T.N. & Sandbøl, P. 2005b. Sammenhæng mellem leverfedt og tørstof hos mink (Mustela Vison). Faglig Årsberetning 2004, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark, 169-171. Damgaard, B.M., Larsen, P.F. & Clausen, T.N. 2012. Effects of dietary protein level on growth, health and physiological

parameters in growing-furring mink. Xth International Scientific Congress in Fur Animal Production, Copenhagen, Denmark, August 21 – 24. Scientifur, vol. 36, no. 3/4, 32-39. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Dietz, H.H. 1998a. Effect of dietary protein level on growth performance, mortality rate and clinical blood parameters in mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 38-48. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Børsting, C.F. 1998b. Effect of dietary supplement of essential amino acids on mortality rate, liver traits and blood parameters in mink (Mustela vison) fed low-protein diets. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 175-183. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Henriksen, P. 1994. Effect of protein and fat content in feed on plasma alanine aminotransferase and hepatic liver infil-tration in mink. J. Vet. Med. A., 41, 620-629.

Page 85: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 83

Protein reduktion i parringsperioden Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N; Danmark

Sammendrag Behovet for protein til brune minktæver i marts måned, blev undersøgt på 4 hold á 260 tæver. Proteinindholdet blev varieret fra 30 til 45 OEp i perioden 22/2 til 6/4. Resultaterne viste at tæverne fik ens kuldstørrelse ved fødsel, dog blev der observeret lidt flere døde hvalpe ved fødsel i det hold der fik det laveste proteinindhold. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2013. Protein reduktion i parringsperioden. Faglig Årsberetning 2012, 83-88. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The need for protein to mink in March was investigated in four groups of each 260 females. The protein content was varied from 30 to 45 MEp in the period Feb 22 to April 6. The results showed equal litter size at birth, but more dead kits at birth was observed in the group with the lowest protein content. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2013. Protein reduction in the mating period. Annual Report 2012, 83-88. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: protein reduction, mating, breeding results

Baggrund Fra slutningen af februar fodres dyrene kraftigt og tidligere undersøgelser har vist, at det er meget væsentlig for mink og andre dyrearter at få en tilstrækkelig proteinforsyning i drægtighedsperioden (Cherala et al., 2006; Clausen & Sandbøl, 2008; 2009; 2010; Clausen et al., 2007b; Lumey, 1992; Tauson et al. 2005). I perioden 6/4 til 26/4 skal foderet til mink mindst indeholde 40 - 45 procent af den omsættelige energi fra protein (OEp), for at få flest levendefødte hvalpe og de bedste fravænningsvægte (Clausen & Sandbøl, 2007; 2008; 2009; 2010; Clausen et al., 2007b). Protein behovet fra februar til fødsel er dog ikke helt klarlagt endnu, idet selektionsforsøg har vist utilfredsstillende resultater i kuldstørrelse ved 40 OEp fra 21/2 (Clausen et al., 2008). Yderligere er der undersøgelser der indikerer at fodring op til parring og i parringsperioden også kan have en betydning. Det er således vist ved undersøgelser af mus, at afkom fra musetæver der er fodret med meget lavt proteinindhold i 8 uger op til parring, men med normal foderprotein under parring og drægtighed, gav hanmuseunger med øget fedt deponering, og kortere tarmlængde (Mortensen et al., 2010).

Ligeledes er fundet at lavt proteinindhold sidst i marts måned til mink tæver (30 OEp indtil 17/3 dernæst 27 OEp indtil 8/4), mod over 35 OEp i de øvrige hold, gav en tendens til færre hvalpe ved fødsel (Clausen & Larsen, 2012). Perioderne december til 22. februar samt 6. april til fødsel, er således grundigt undersøgt, hvorimod vi ikke præcist kender forholdene i den mellemliggende periode, hvor dyrene æder meget store fodermængder, og således vil være meget påvirkelige af ubalance i forholdet mellem behov og foderets proteinindhold. Undersøgelserne i vinterperioden fokuserer således på reduceret protein til tæver i perioden 22/2 til 6/4. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 4 hold á 260 brune tæver (tabel 1). Fra 16/12 til 22/2 blev fodret med kontrolfoder til alle mink (30 OEp), fra 22/2 til 5/4 blev proteinindholdet hævet til 45 OEp i kontrolholdet, til 40 OEp i M40, til 35 OEp i M35 og bideholdt på 30 OEp i M30. Efter 5/4 blev alle fodret med kontrolfoder (45 OEp) indtil efter fødsel og derefter med fodercentralfoder. Skift til fodercentral foder skete fra 11/5 til 16/5.

Page 86: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

84 Faglig Årsberetning 2012

Der blev fodret efter at tæver og hanner skulle være slanket ned til primo januar, og at huldet skulle være ens i holdene gennem hele perioden.

Foderplaner ses af tabel 2. Fra 20/3 blev anvendt en federe industrifisk, hvorfor planerne blev ændret lidt (tabel 2).

Tabel 1. Forsøgsopstilling i brunemink, vinterperioden

Hold

Antal tæver ved start

Fodring fra 16/12 til 22/2

Fodring fra 22/2 til 5/4

Fodring fra 5/4 til fødsel Fodring i dieperioden

Kon (1) 260 30 OEp (30:52:18) 45 OEp (45:40:15) 45 OEp FC

M40 (4) 260 30 OEp 40 OEp (40:45:15) 45 OEp FC

M35 (5) 260 30 OEp 35 OEp (35:50:15) 45 OEp FC

M30 (6) 260 30 OEp 30 OEp (30:55:15) 45 OEp FC

Tabel 2. Foderplaner i vinterperioden

Hold Alle Kon Kon (+alle) M40 M40 M35 M35 M30 M30

16/12 - 22/2

22/2 -20/3 20/3 -fødsel

22/2 -20/3

20/3 - 5/4

22/2 - 20/3

20/3 - 5/4

22/2 -20/3

20/3 - 5/4

Fiskeaffald 3-5 % fedt 10 22 27 18 24,7 14 22,3 10 20

Industrifisk 5-8 % fedt 27 26,0 23,0 22,6 22,3

Industrifisk 9 % fedt 22,2 22,0 22,0 22,0

Fjerkræaffald Løgstør 20 20 20 20 20 20 20 20 20

Makrelgraks 6 6 6 6 6 6 6 6 6

Lakseaffald 6 6 6 6 6 6 6 6 6

Byg + Hvede 14,50 9,50 9,38 10,30 10,18 11,35 11,08 12,08 12,06

Blosol 2,50 2,90 3,00 3,00 2,71 2,90 2,32 2,50 1,80

Majsgluten 1,00 2,80 2,90 2,80 2,60 2,50 2,20 2,00 1,75

Kartoffel protein 0,72 2,90 3,00 2,90 2,70 2,70 2,30 1,90 1,75

Hemax 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2

Soyaolie 3,6 0,60 0,15 1,88 1,17 3,25 2,37 4,49 3,70

Svinefedt 1,8 0,30 0,94 0,59 1,62 1,17 2,24 1,85

Vit.-bl. i kg 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2

Vand 6,72 0,8 0,1 5,0 1,0 6,8 1,9 10,3 2,7

Plantal

Tørstof, % 42 39 39 40,5 40 42 41 42 42

Aske, % 2,5 3,0 3,1 2,8 2,9 2,6 2,8 2,4 2,7

Energiindhold, kcal / 100 g 199 169 168 182 179 197 192 206 205

Energifordeling 30:52:18 45:40:15 45:40:15 40:45:15 40:45:15 35:50:15 35:50:15 30:55:15 30:55:15

Analysetal

Tørstof, % 39 36 35 39 36 39 37 41 38

Aske, % 2,6 2,7 2,8 2,9 2,7 2,5 2,6 2,5 2,2

Energiindhold, kcal / 100 g 182 155 152 171 161 184 173 197 187

Energifordeling 30:52:18 45:41:14 45,4:40,3:14,3 39:45:16 40:45:15 35:50:15 35:52:13 30:54:16 30,5:55,5:14

Foderet blev regelmæssigt analyseret for tørstof, protein, fedt og aske. Ungtæverne blev vejet ved sortering, alle tæver blev vejet 20. december, 9. januar og 21. februar. Huldet blev vurderet dagen efter fødsel på en skala fra 1 til 5 med score 1

til de tyndeste og score 5 til de fedeste (Hynes et al., 2004). Hvalpene blev talt ved fødsel og dag 28, samt vejet dag 28, hvor tæverne ligeledes blev vejet. Forsøget blev afsluttet ved vejning dag 28.

Page 87: Faglig Årsberetning 2012

Proteinreduktion i parringsperioden

Faglig Årsberetning 2012 85

Kropsvægte og kuldresultater blev analyseret med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5 % som signifikansniveau. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Forskel i huld og goldprocent blev analyseret med Х2 eller Probit. Resultater og diskussion Analyser af foderet viste god overensstemmelse med de planlagte værdier (tabel 2).

Tæverne blev fodret ens efter huld i hele perioden, og deres vægtudvikling var som følge deraf meget ens i holdene (tabel 3 og figur 1). Dag 28 blev der heller ikke set forskel på tævernes vægt mellem holdene. Hvalperesultatet ved fødsel var ikke forskelligt mellem holdene (tabel 4), der var dog flest døde hvalpe ved fødsel ved det laveste proteinindhold i foderet. Huld ved fødsel var forskelligt, således at huldet var mindst i kontrolgruppen. Der var ikke forskel i goldprocenten (tabel 4).

Tabel 3. Tævernes vægtudvikling gennem vinterperioden

Hold antal start

sorterings vægt, g* vægt 20. dec., g vægt 9. jan., g vægt 21. feb., g vægt dag 28, g

Kon (1) 260 1745 (165) 1669 (204) 1569 (214) 1265 (187) 1362 (162)

M40 (4) 259 1746 (154) 1654 (205) 1544 (219) 1297 (184) 1375 (176)

M35 (5) 258 1734 (179) 1650 (190) 1544 (200) 1266 (177) 1371 (163)

M30 (6) 264 1737 (167) 1643 (196) 1538 (209) 1280 (175) 1384 (175)

NS NS NS NS NS * Kun ungtæver; Tallene i parentes er spredningen; NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene

Figur 1. Tævernes vægtudvikling gennem vinterperioden, kun ungtæver er vejet ved sortering

Der var forskel i hvalpevægtene dag 28, således at de tungeste hvalpe blev set i gruppen der havde fået 35 OEp i marts (tabel 5) Grunden til dette, er ikke klarlagt. Der var ingen forskel i hvalpeantallet ved tælling dag 28.

Dødsfald inkluderer alle tæver døde fra opstart i december, hvor dyrene blev fodret ens, indtil dag 28 efter fødsel. Der var ikke forskel mellem holdene (tabel 6). Dødsfald i den periode hvor der blev fodret med forsøgsfoder var i Kon - M40 - M35 - M30. hhv. 0 – 0 – 3 – 4.

Page 88: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

86 Faglig Årsberetning 2012

Tabel 4. Hvalperesultat ved fødsel

Hold Antal kuld

Levende hvalpe pr kuld v. fødsel

Døde hvalpe pr kuld v. fødsel Huld v. fødsel Gold procent

Kon (1) 237 7,92 (2,27) 0,41 (0,76) b 2,80 (0,49) b 6,0

M40 (4) 235 7,89 (2,49) 0,61 (1,03) ab 2,90 (0,47) a 7,1

M35 (5) 234 7,62 (2,38) 0,51 (1,18) b 2,89 (0,44) a 2,5

M30 (6) 239 7,84 (2,62) 0,78 (1,43) a 2,97 (0,38) a 5,5

NS 0,006 0,0009 NS Tallene i parentes er spredningen; NS angiver at der ikke er statistisk sikker forskel, forskellige bogstaver i en kolonne angiver at der er signifikant forskel

Tabel 5. Hvalpevægte dag 28

Hold

Vægte dag 28, g Hvalpe pr kuld dag 28 Hanhvalpe Tævehvalpe

Kon (1) 178 (35) b 162 (31) b 7,28 (2,2)

M40 (4) 180 (34) b 165 (31) b 7,26 (2,3)

M35 (5) 189 (34) a 172 (28) a 7,15 (2,4)

M30 (6) 180 (34) b 164 (30) b 7,09 (2,5)

0,0008 0,0004 NS Tallene i parentes er spredningen; NS angiver at der ikke er statistisk sikker forskel, forskellige bogstaver i en kolonne angiver at der er signifikant forskel Tabel 6. Dødsfald blandt tæver i hele perioden fra december til dag 28.

Hold Antal / pct døde

Kon (1) 4 / 1,5

M40 (4) 4 / 1,5

M35 (5) 8 / 3,1

M30 (6) 5 / 1,9

Konklusion Brune minktæver fodret med varieret proteinindhold fra 30 OEp til 45 OEp i perioden 22/2 til 5/4 fik ens kuldstørrelse ved fødsel, dog var der lidt flere døde hvalpe ved fødsel i det hold der fik foder med det laveste proteinindhold. Referencer Bækgaard, H., Hansen, M.U., Larsen, P.F. & Sønderup, M. 2008. Sammenhæng mellem tidlig hvalpedød og minktævers huld og aktivitet i perioden fra februar til fødsel. Faglig Årsberetning 2007, 109-116, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Bækgaard, H., Hansen, M. U., Sønderup, M. & Clausen, T. 2007. Sammenhæng mellem tidlig hvalpedød og minktævers huld og foderforbrug i perioden januar til fødsel. Faglig Årsberetning 2006, 185-192. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

Cherala, G., Shapiro, B.H. & D’mello, A.P, 2006. Two low protein diets differentially affect food consumption and reproductive performance in pregnant and lactating rats and long-term growth in their offspring. J. nutr. 136, 2827-2833. Clausen, T. N., 2011. Fiberfodring i vinterperioden hos standard, Faglig Årsberetning 2010, 43 - 47, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen T.N. & Hejlesen C. 1999. Undersøgelse over forskellige energifordelinger i foderet til minktæver i vinter- og diegivningsperioderne. Faglig Årsberetning 1998. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S. 33-38. Clausen T.N. & Hejlesen C. 2000. Undersøgelse over forskellige energifordelinger i foderet til minktæver i vinter- og diegivningsperioderne 1999. Faglig Årsberetning 1999. Pelsdyr-erhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirk-somhed. 71-75. Clausen, T.N. & C. Hejlesen 2003. Reduceret protein til standard i vinter- og dieperioderne. Faglig Årsberetning 2002, 23-25. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Larsen, P.F., 2012. Mask og Easy-Strø i foderet i vinterperioden. Faglig Årsberetning 2011, 74 - 83, Kopenhagen Forskning, Agro-Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Page 89: Faglig Årsberetning 2012

Proteinreduktion i parringsperioden

Faglig Årsberetning 2012 87

Clausen, T.N. & Sandbøl, P., 2007. Protein to mink in the gestation period. NJF seminar nr 403, Kolding, Denmark, August 13th-15th 2007. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2008. Protein til mink i drægtighedsperioden. Fortsatte undersøgelser. Faglig Årsberetning 2007, 55-60, Pelsdyrerhvervets Forsøg- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2009. Effekt af lav protein i drægtighedsperioden på skindstørrelse og kvalitet, samt på den efterfølgende dieperiode. Faglig Årsberetning 2008, 51-54, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2010. Protein til mink i drægtighedsperioden. Fortsatte undersøgelser. Faglig Årsberetning 2009, 33-37, Pelsdyrerhvervets Forsøg- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., Hansen, S.W., Houbak, B., 2005. Fyldfoder i vinterperioden II. Betydning for adfærd og den senere reproduktion. Faglig Årsberetning 2004, 15-26. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Hansen, S.W , Sandbøl, P. 2010. Lavenergifoder med bygskalmel reducerer stereotypi i vinterperioden. Faglig Årsberetning 2009, 7-15, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Sandbøl, P., Hejlesen, C., 2007a. Huldvurdering af minktæver i vinter- og dieperioderne. Faglig Årsberetning 2006, 181-184, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Sandbøl, P., Hejlesen, C., 2007b. Protein til mink i

drægtighedsperioden. Faglig Årsberetning 2006, 71-76, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., Sandbøl, P., Hejlesen, C. 2008. Selektion for mink tilpasset et lavt protein indhold i foderet. Status for vækstperioden 2006 og samlet opgørelse. Faglig Årsberetning 2007, 49-54, Pelsdyrerhvervets Forsøgs og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hansen, S.W. & Clausen, T.N., 2006. Fyldfoder i vinterperioden III. Effekt af tilsætning af roeaffald i foderet. Faglig Årsberetning 2005, 31-40. Pelsdyr-erhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hansen, S. W., Clausen, T. N., Sandbøl, P. 2009. Vinterfodring med henblik på lav stereotypi og høj reproduktion. Faglig Årsberetning 2008, 7-18. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hansen, S.W., Clausen, T.N., Malmkvist, J., Damgaard, B.M., 2003. Fibers in mink feed in the winter period. NJF seminar no 354, Lillehammer, Norge, 8-10 October, Poster presentation. Hansen, S.W., Clausen, T.N., Sandbøl, P., Houbak, B., 2007. Fyldfoder i Vinterperioden IV. Effekt af tilsætning af havreskalmel til foderet. Faglig Årsberetning 2006, 13-20, Pelsdyr-erhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Hansen, S.W., Clausen, T.N., Malmkvist, J., Damgaard, B.M., Hejlesen, C., 2004. Fyldfoder i vinterperioden. Betydning for adfærd og den senere reproduktion. Faglig Årsberetning 2003, 27-34. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forsk-ningsCenter, Holstebro, Danmark.

Page 90: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

88 Faglig Årsberetning 2012

Hejlesen C. & Clausen, T.N., 2001. Energifordeling i minkfoder i vinter- og reproduktionsperioderne. Faglig Årsberetning 2000, 43-50. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Hejlesen, C. & Clausen, T.N., 2002. Energifordeling i minkfoder i vinter- og dieperioderne. Faglig Årsberetning 2001. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. 69-75. Hynes, A.M., Rouvinen-Watt, K., Arm-strong, D., 2004. Body condition and gly-cemic control in mink females during re-production and lactation. VIII Interna-tional Scientific congress in Fur Animal Produc-tion, Den Bosch, The Nether-lands, Sep-tember 15 – 18. Scientifur, 28, 3, 79 - 86.

Lumey, L.H., 1992. Decreased birthweights in infants after maternal in utero exposure to the dutch famine of 1944 – 1945. Paediatr perinat epidemiol, 6, 240 – 253. Mortensen, E.L.K., Wang, T., Malte, H., Raubenheimer, D., Mayntz, D., 2010. Maternal preconceptional nutrition leads to variable fat deposition and gut dimensions of adult offspring mice (C57BL/6JBom). Int. Jour of Obesity, 1 – 7. Tauson, A.H., Thomsen, P.D., Mat-thiesen, C.M.F, 2005. Gene expression of gluconeogenic and glycolytic enzymes as indicator of the activity of carbohydrate metabolism in mink. Congress of the European Society of Veterinary and Com-parative Nutrition, Abstract. Grugliasco, Italien, 22.09.2005 - 24.09.2005.

Page 91: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 89

Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden Tove N. Clausen¹, Tor Mikael Lassén² & Peter Foged Larsen¹ ¹Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N; Danmark ²Kopenhagen Rådgivning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Sammendrag Formålet med undersøgelsen i vækst og pelssætningsperioden, var at reducere proteintildelingen fra midten af juli til pelsning. Til undersøgelsen blev anvendt 5 hold á 150 sorte hanminkhvalpe og 3 hold á 130 brune hanminkhvalpe. Hvalpene blev fodret med varieret protein (24 – 32 OEp) - og aminosyretildeling fra d.15/7 til pelsning. Lav proteintildeling gav længere skind hos brune, men ikke hos sorte. Skindkvaliteten i den sorte gruppe blev reduceret ved at sænke protein, uanset om vi sænkede protein til 24 OEp i august eller september. Kvaliteten i brune var ikke signifikant forskellig, men skindenes fylde var påvirket af proteinniveauet, der var således en del flere fyldige og færre flade skind i kontrolholdet frem for lavprotein holdene. Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F. 2013. Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2012, 89-95. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The purpose of the investigation in the growing and furring period was to reduce the protein content in the feed from the middle of July to pelting. In the investigation were used 5 groups of 150 black male mink kits and 3 groups of 130 brown male mink kits. The kits were feed different amounts of protein (from 24 to 32 MEp) and amino acids from July 15 to pelting. Low protein increased the skin length in brown mink but not in black. Skin quality in black mink was reduced lowering protein content to 24 OEp. Skin quality in brown was not significantly affected, but the density of the skins were reduced in the low protein group compared to the control group. Clausen, T.N. Lassén, T.M. & Larsen, P.F. 2013. Reduced protein to mink kits in the growth period. Annual Report 2011, 89-95, Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: mink, protein restriction, post weaning growth,

Baggrund Resultater fra vækstperioden 2010 (Clausen et al., 2012a; Clausen et al., 2012b; 2012c) viste at 28 OEp fra medio juli til medio august og dernæst 24 OEp gav de største skind (ikke signifikant forskel), men en lidt reduceret skindkvalitet med flere flade og færre fyldige skind end kontrolholdet (32 OEp), måske som følge af et for lavt indhold af visse aminosyrer i juli måned. De fleste forsøg i vækstperioden, til begrænsning af proteinindholdet, har været udført på brune mink. Sorte mink har været anvendt til undersøgelse af behovet for phe og tyr for pelsfarven (Clausen & Larsen, 2012 ; Clausen & Sandbøl, 2011; Clausen & Sandbøl, 2010) samt til bestemmelse af forholdet mellem met og cys (Sandbøl &

Clausen, 2005). Det er således nødvendigt at få undersøgt proteinbehovet i juli og august yderligere, samt få klarlagt om de samme proteinbehov gør sig gældende til sorte som til brune mink. Materiale og metoder Forsøgsopstillingen ses af tabel 1. Foderplanerne ses af tabel 2. Der blev anvendt 5 hold sorte mink á 150-155 hanner og tæver, samt 3 hold brune mink á 130-135 hanner og tæver. Hvalpene blev sat i forsøgshold sidst i juni. Første uge af juli startede foderproduktionen op, dog således at der foregik en gradvis overgang fra fodercentral foder (start niveau 40:45:15) til forsøgsfoder i løbet af de to første uger

Page 92: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F.

90 Faglig Årsberetning 2012

af juli. D. 15/7 var der således 32 OEp i foderet til kontrolholdene i sorte og brune mink, 30 OEp i foderet til de to sorte hold, samt 28 OEp i foderet til de resterende hold. Kontrolholdene fortsatte på 32 OEp

til pelsning. D. 10/8 blev proteinindholdet i et hold brune mink og to hold sorte reduceret til 24 OEp, og fra 15/9 blev endnu et hold brune og to hold sorte mink reduceret til 24 OEp.

Tabel 1. Forsøgsopstilling til sorte (s) og brune (b) mink vækstperioden 2011, andelen af omsættelig energi fra protein, fedt og kulhydrat.

Hold start niveau gradvis overgang 1/7 – 15/7 15/7 10/8 15/9 - pelsning

71 s Kontrol

40:45:15

40 → 32:53:15 32 32:50:18 32:50:18

72 s 40 → 30:55:15 30 28:54:18 24:55:21

73 s 40 → 30:55:15 30 24:58:18 24:55:21

74 s 40 → 28:57:15 28 28:54:18 24:55:21

75 s 40 → 28:57:15 28 24:58:18 24:55:21

21 b Kontrol 40 → 32:53:15 32 32:50:18 32:50:18

22 b 40 → 28:57:15 28 24:58:18 24:55:21

23 b 40 → 28:57:15 28 28:54:18 24:55:21

Tabel 2. Foderplaner for vækstperioden, % iblanding af råvaren

start til 10/8

start til 10/8

start til 10/8

10/8 til pelsning

10/8 til 15/9

10/8 til 15/9

15/9 til pelsning

32 OEp 28 OEp 30 OEp 32 OEp 28 OEp 24 OEp 24 OEp

Fiskeaffald 3-5 % fedt 18 15 18 15 10 10 10

Industrifisk 5-8 % fedt 25 25 25 12 12 12 12

Fjerkræaffald Løgstør 20 12 21 30 30 30 28,6

Makrelgraks 6 5 5 6 6 5 5

Lakseafskær 6 5 6 6 5 5 5

Ensilage Fishpro 6 6 6 7 6 7 7

Byg + Hvede 11,1 11,7 11,3 12,8 13,5 15,1 17,5

Kartoffel protein 0 0,93 0 0,85 0,79 0,28 0,22

Majsgluten 1,42 1,42 1,42 1 1 0,44 0,32

Blosol 1,46 1,35 0,70 1,08 0,76 0,45 0,21

Cholin clorid § 0 0 0 0,020 0,020 0,020 0,020

Svinefedt # 3,2 4,9 3,6 1,1 1,7 2,4 2,07

Soyaolie # 1,6 2,5 1,8 2,3 3,4 4,8 4,14

Nobacitin 0 0 0 0 0 0 0

DL-met 0 0 * 0 0 0,083 0,177 0,169 ¤

Phenylalanin 0 0 0 0 0 0,115 0,119

Hemax 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2

Vit.-blanding 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2

Eddikesyre & 0,2 0,2 0,2 0,1 0,1 0,1 0

Vand 0 9 0 4,6 9,5 7,7 8,5

Plantal

Tørstof, % 39,2 39,2 39,2 39,8 40,4 42,6 42,7

Aske, % 2,5 2,2 2,5 2,8 2,5 2,4 2,4

Energiindhold, kcal / 100 g 187 196 189,5 181 191 209 203

Energifordeling 32:53:15 28:57:15 30:55:15 32:50:18 28:54:18 24:58:18 24:55:21 # 1/9 blev fedtet skiftet fra 1/3 soyaolie og 2/3 svinefedt til 2/3 soyaolie og 1/3 svinefedt * der blev tilsat DL-methionin fra 28/7 ¤ Fra 23/9 blev methionin tilsætningen sænket; Der blev anvendt DL-met og der antages en 50 % udnyttelse. § fra 1/9 blev anvendt en vitaminblanding uden Cholin clorid, dette blev derfor tilsat separat & 1/9 blev eddikesyre sænket til 0,1 %; d. 7/9 ophørte eddikesyre tilsætningen

Page 93: Faglig Årsberetning 2012

Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden

Faglig Årsberetning 2012 91

Normen for g fordøjelige aminosyrer / 100 kcal blev overholdt i juli måned (Sandbøl & Lassén, 2006) og normen for met og phe blev overholdt i hele perioden. Kravet til his (0,11), leu (0,41), ile (0,23) og val (0,22) blev reduceret lidt fra 10/8 i de hold med lavt protein i foderet (24 OEp). Hanhvalpene blev vejet ved udsætning (6/7), 8/8, 14/9 og ved pelsning. Skindene blev længdemålt og sorteret på Kopenhagen Farm samt sendt til sortering på Kopenhagen Fur. Råvarerne blev analyseret før forsøgsstart, forsøgsholdenes foder-sammensætning blev kontrolleret ved analyse af protein, fedt, tørstof og aske jævnligt gennem perioden. På samleprøver af foderet for de relevante delperioder blev analyseret for aminosyreindhold. I september samt i forbindelse med pelsning, blev der udtaget blodprøver fra hvalpe i nogen af grupperne, for at undersøge hvorvidt der var ændringer i blodprofilerne specielt med henblik på markører for fedtlever. Til pelsning blev 20 hanhvalpe i udvalgte hold fastet ca. 17 timer, hvorefter de blev aflivet ved injektion af Pentobarbital-Na. Efter aflivning blev leveren udtaget og vejet. Leverens vægt i forhold til kropsvægten blev beregnet. Leverens tørstofindhold blev bestemt på Kopenhagen Forskning/Farm. Ud fra tørstof blev leverens fedtprocent beregnet efter følgende formel: Leverfedtindhold (%) = 1,15 * Levertørstof – 24,9 (R2=0,97) (Clausen & Sandbøl, 2005b). Leverprøver blev nedfrosset i flydende kvælstof til

senere analyse på Aarhus Universitet (AU), Institut for Husdyrvidenskab. Blodprøver blev ligeledes analyseret på AU. Alle døde dyr blev obduceret. De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5% som signifikansniveau ved beregninger over vægt og længde. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Ved skindkvalitet, farve og renhed blev anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Silkethed, fyldighed og metallic blev analyseret med proceduren PROBIT eller X2. Resultater og diskussion Analyser af foderets kemiske sammensætning (tabel 3) viste generelt en god overensstemmelse med plantallene (tabel 2). Aminosyreanalyserne varierede i forhold til plantallene (ikke vist), men i de fleste tilfælde var normen overholdt (tabel 4). Enkelte aminosyrer var under normen, de fleste dog indenfor analyseusikkerheden på 10 %. Ved opstart af forsøget var der ingen forskel i hanhvalpe vægtene (tabel 5), men ved vejning i august var der for begge mink typer den største vægt hos de hvalpe der havde fået lavest protein (28 OEp) og dermed det højeste energiindhold. Denne forskel holdt sig for den brune gruppe til pelsning. For sorte mink var der ikke signifikant forskel i vægtene ved pelsning. Skindlængderne viste det samme som vægtene (tabel 6).

Tabel 3. Analyser af foderet, gennemsnit af flere prøver

start til 10/8

start til 10/8

start til 10/8

10/8 til pelsning

10/8 til 15/9

10/8 til 15/9

15/9 til pelsning

32 OEp 28 OEp 30 OEp 32 OEp 28 OEp 24 OEp 24 OEp

Tørstof, % 39,1 39,3 39,1 38,6 40,3 41,2 40,9

Aske, % 2,8 2,4 2,8 2,7 2,7 2,5 2,5

Energiindhold, kcal / 100 g 183,8 193 187 175,3 188,6 198,6 190,3

Energifordeling 31:53:16 27:56:17 30:55:15 31:51:18 27:54:19 24:57:19 24:54:22

Page 94: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F.

92 Faglig Årsberetning 2012

Tabel 4. Aminosyresammensætning, analyserede værdier i g fordøjelige aminosyrer pr 100 kcal.

32:50:18 32:53:15 30:55:15 28:57:15 28:54:18 24:58:18 24:55:21 norm * reduceret #

met 0,14 0,16 0,17 0,14 0,17 0,16 0,16 0,14/0,16 0,14/0,16

cys 0,07 0,08 0,08 0,06 0,06 0,05 0,07 0,06 0,06

lys 0,37 0,43 0,41 0,37 0,34 0,26 0,32 0,27 0,27

thr 0,25 0,28 0,25 0,22 0,22 0,17 0,20 0,17 0,17

trp 0,07 0,07 0,07 0,06 0,06 0,05 0,05 0,05 0,05

his 0,16 0,22 0,18 0,15 0,14 0,11 0,12 0,16 0,11

phe 0,30 0,33 0,29 0,27 0,27 0,25 0,30 0,29 0,29

tyr 0,19 0,20 0,20 0,18 0,18 0,13 0,16 0,18 0,18

leu 0,53 0,59 0,53 0,50 0,48 0,37 0,42 0,50 0,41

ile 0,27 0,25 0,28 0,24 0,24 0,20 0,23 0,26 0,23

val 0,38 0,38 0,38 0,35 0,35 0,27 0,31 0,35 0,22

arg 0,40 0,45 0,43 0,37 0,37 0,29 0,36 0,30 0,30

gly 0,50 0,57 0,56 0,45 0,43 0,37 0,41

ala 0,41 0,47 0,43 0,39 0,37 0,30 0,32

ser 0,37 0,43 0,36 0,32 0,32 0,26 0,29

asp 0,45 0,54 0,50 0,46 0,41 0,31 0,36

glu 0,90 1,01 0,95 0,83 0,81 0,67 0,80

pro 0,41 0,47 0,41 0,46 0,49 0,31 0,36 * Krav til met 0,14 g fordøjelig / 100 kcal i perioden 1/7-31/7; 0,16 g fordøjelig / 100 kcal i perioden 1/8-20/9; 0,14 g fordøjelig / 100 kcal i perioden 21/9-pelsning # Reducerede krav til 24 OEp holdene

Tabel 5. Hanhvalpevægte i gram, sorte (s) og brune (b) mink vækstperioden 2011

06-jul 08-aug 14-sep pelsvægt

71 s Kontrol 959 (136) 1794 (167) b 2474 (250) b 2902 (308)

72 s 960 (150) 1804 (198) b 2510 (264) ab 2973 (330)

73 s 954 (150) 1798 (179) b 2542 (273) a 2952 (308)

74 s 952 (120) 1869 (161) a 2527 (249) a 2978 (295)

75 s 952 (130) 1863 (176) a 2565 (319) a 2972 (412)

NS < 0,0001 0,03 NS

21 b Kontrol 1065 (145) 1945 (192) b 2925 (315) b 3496 (413) b

22 b 1065 (124) 2005 (223) a 2982 (339) ab 3597 (441) a

23 b 1065 (121) 2026 (169) a 3026 (282) a 3634 (403) a

NS 0,004 0,03 0,03 Tallene i parentes er spredningen, NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i en kolonne angiver at der er forskel

Tabel 6. Skindlængde og kvalitets parametre, sorte (s) og brune (b) mink vækstperioden 2011

længde, cm kvalitet * farve ¤ metallic, % silket, %

fylde, %

flade normale fyldige

71 s Kontrol 88,7 (4,0) 7,2 (2,2) a 2,9 (1,0) 1,6 7,0 2,3 85,9 11,7

72 s 89,2 (4,4) 6,3 (2,4) b 2,9 (0,9) 2,3 8,6 7,8 82,0 10,2

73 s 89,3 (4,6) 6,3 (2,4) b 3,0 (0,8) 6,8 5,3 8,3 85,0 6,8

74 s 89,6 (4,1) 6,5 (2,3) ab 3,1 (0,9) 5,3 6,0 4,5 86,8 9,0

75 s 89,3 (5,4) 6,5 (2,7) b 3,1 (1,0) 5,5 12,6 11,0 75,6 13,4

NS 0,03 NS NS NS NS

renhed §

21 b Kontrol 94,7 (4,8) b 7,1 (2,4) 2,9 (1,0) 3,0 (1,0) 46,7 4,2 61,7 34,2

22 b 96,1 (4,2) a 6,4 (2,3) 3,2 (0,9) 3,1 (0,9) 40,2 13,4 69,3 17,3

23 b 96,1 (4,7) a 6,5 (2,3) 3,0 (1,0) 3,0 (1,0) 45,8 3,8 77,9 18,3

0,02 NS NS NS NS 0,005 * Kvalitet skala 1 – 12, 12 er bedst ¤ Farve skala 1 – 5, 5 er mørkest § Renhed skala 1 – 5, 5 er mest rødlig Tallene i parentes er spredningen, NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i en kolonne angiver at der er forskel

Page 95: Faglig Årsberetning 2012

Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden

Faglig Årsberetning 2012 93

Det er i tidligere forsøg vist at 32 OEp i juli giver den bedste tilvækst, men at lavt proteinindhold i juli og august ikke reducerer skindstørrelsen til pelsning, når bare kulhydrat niveauet ikke er for højt (Clausen et al., 2008). I vækstperioden 2010 gav 28 OEp i juli til medio august og dernæst 24 OEp frem til pelsning, skind af mindst samme størrelse som kontrolholdet (32 OEp) (Clausen et al., 2012b; 2012c). Der er således ikke noget der tyder på en negativ effekt på størrelsen, hverken i sorte eller brune mink, når vi sænker proteinindholdet medio juli til 28 OEp. Skindkvaliteten i den sorte gruppe blev reduceret i forhold til kontrol holdet, uanset om vi sænkede protein til 24 OEp i august eller september (tabel 6). Der var ingen forskel i farve, metallic, silkethed eller fylde, der var dog færrest flade skind i kontrolholdet. Kvaliteten i brune mink var ikke signifikant forskellig. Lange skind har for det meste en lidt dårligere kvalitet, og den lavere kvalitet i lavprotein holdene skyldes måske at skindene var lidt længere end i kontrolholdet (tabel 6). Hvorvidt protein blev sænket til 24 OEp i august eller september, ser også, for de brune, ud til at have haft den samme påvirkning på størrelse og kvalitet. Fylden i de brune skind var påvirket af proteinniveauet, der var således en del flere fyldige og færre flade skind i kontrolholdet frem for lavproteinholdene, især var der mange flade i det hold hvor protein var sænket til 24 OEp allerede i august (22). Effekten af lav protein i den tidlig vækstperiode er en forstyrrelse i dannelsen af underuldens længde og fiber tykkelse (Rasmussen & Børsting, 1997). En reduceret skindkvalitet og flere flade og færre fyldige skind ved 28 OEp fra juli, og 24 OEp fra august eller september, svarer til tidligere resultater (Clausen et al., 2012b; 2012c). Hvorvidt de ændrede aminosyrekrav ved 24 OEp kan have haft

en betydning for resultaterne vil blive undersøgt i fremtidige forsøg i vækstsæsonen 2012. Ved april auktionen på Kopenhagen Fur blev de fleste af skindene solgt. I den sorte gruppe var der ingen signifikant forskel i nogen af parametrene, der var dog op til 30 % A varer i grupperne hvilket gør det vanskeligt at sammenligne mellem hold. I A varer er skind med chip fra de 4 øverste kvaliteter placeret. Korthårsprocenten var fra 68 til 78 % i de sorte skind. I den brune gruppe var der ikke forskel i længderne, men der var i kvaliteten, hvor der var flest af de gode kvaliteter i kontrolholdet, dog var der også her op i nærheden af 30 % A varer i grupperne, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne. Korthårsprocenten var fra 77 til 81 % i de brune skind. Resultater fra organundersøgelserne ses af Damgaard et al. (2013). Sundhedstilstanden på farmen var god (tabel 7). I kontrolgruppen med brune mink døde der 6 hvalpe, halvdelen af disse var på grund af blære / nyre infektioner. Total set døde der kun 3 hvalpe med forstørret fedtlever, alle i grupperne med 24 OEp fra protein fra august måned. Et lavt proteinindhold i foderet i vækstperioden øger risikoen for forstørret fedtlever (Clausen et al., 2012a; Clausen, 2007; Clausen & Sandbøl, 2005; Damgaard et al., 2012; Damgaard et al., 1998a; 1998b; 1994). Tabel 7. Dødsfaldsregistrering, sorte (s) og brune (b) mink

døde hvalpe

ialt antal / %

Forstørret fedtlever, %

71 s Kontrol 5 / 1,6 0

72 s 2 / 0,7 0

73 s 3 / 1,0 0,3

74 s 3 / 1,0 0

75 s 5 / 1,6 0,3

21 b Kontrol 6 / 2,3 0

22 b 2 / 0,8 0,4

23 b 2 / 0,7 0

Page 96: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F.

94 Faglig Årsberetning 2012

Foreløbig konklusion Ved vejning i august var der for begge mink typer den største vægt hos de hvalpe der havde fået lavest protein (28 OEp) fra medio juli frem for 32 OEp. Denne forskel holdt sig for brune mink til pelsning, hvor skindene var længst i lavprotein holdene, hos sorte var forskellen i skindlængde ikke signifikant. Skindkvaliteten i de sorte blev lidt reduceret i forhold til kontrol holdet, uanset om vi sænkede protein til 24 OEp i august eller september. Kvaliteten i de brune skind var ikke signifikant forskellig, men skindenes fylde var påvirket af proteinniveauet, der var således en del flere fyldige og færre flade skind i kontrolholdet frem for lavprotein holdene. Referencer Clausen, T. N., 2007. Faste af minkhvalpe med forskelligt proteinindhold i foderet. Faglig Årsberetning 2006, 151-154, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Larsen, P.F., 2012. Fortsatte undersøgelser af betydningen af phenylalanin og tyrosin for vækst og pelsfarve hos sorte mink. Faglig Årsberetning 2011, 64-69. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Clausen, T.N. & Sandbøl, P., 2005. Fasting of mink kits feed different feed rations and its effect on liver fat content, plasma metabolites and enzymes. NJF seminar nr 337, pp. 5, Uppsala, Oct. 5-7. Clausen, T. N., Sandbøl, P. 2005b. Sammenhæng mellem leverfedt og tørstof hos mink (Mustela Vison). Faglig Årsberetning 2004, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark, 169-171. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2010. Undersøgelse af betydningen af

aminosyrerne phenylalanin (phe) og tyrosin (tyr), samt mineralerne jern (Fe), kobber (Cu) og zink (Zn) for pelsfarven hos sorte og brune mink. Faglig Årsberetning 2009, 57-65, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2011. Fortsatte undersøgelser af betydningen af aminosyrerne phenylalanin (phe) og tyrosin (tyr), samt mineralerne jern (Fe) og kobber (Cu) for pelsfarven hos sorte mink. Faglig Årsberetning 2010, 67-71, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2012b. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2011, 98-105 Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T.N., Lassén, T.M, & Larsen, P.F., 2012c. Effect of reduced protein in the growth and furring period in 2010 and 2011 in mink. Xth International Scientific Congress in Fur Animal Production, Copenhagen, Denmark, August 21 – 24. Scientifur, vol. 36, no. 3/4, 47-53. Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C. 2008. Foder med forskellig energifordeling til minkhvalpe fra juli til medio september. Faglig Årsberetning 2007, 61-67, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F. & Hammer, A. S., 2012a. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Blod- og organundersøgelser. Faglig Årsberetning 2011, 106-111. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. &

Page 97: Faglig Årsberetning 2012

Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden

Faglig Årsberetning 2012 95

Børsting, C.F., 1998a. Effect of dietary supplement of essential amino acids on mortality rate, liver traits and blood parameters in mink (Mustela vison) fed low-protein diets. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 175-183. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Dietz, H.H., 1998b. Effect of dietary protein level on growth performance, mortality rate and clinical blood parameters in mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 38-48. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Henriksen, P., 1994. Effect of protein and fat content in feed on plasma alanine aminotransferase and hepatic liver infil-tration in mink. J. Vet. Med. A., 41, 620-629. Damgaard, B. M., Larsen, P. F., Thorup, V. M. & Clausen, T. N., 2013. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden – Effekt af tilskud af cholinklorid og nobacitin på blod, lever og sundhed. Faglig Årsberetning 2012,

77-82. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Sandbøl, P. & Clausen, C. 2005. Svovlholdige aminosyrer til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2004, 103-109. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Sandbøl, P. & Lassén, T.M., 2006. Minkens krav til aminosyrer under forskellige produktionsfaser. Internt notat fra arbejdsgruppen omkring aminosyre normer til mink. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret|Pelsdyr. august 2006 Rasmussen, P. V., Børsting, C. F., 1997 Undersøgelse af pelsudvikling og –kvalitet hos pastelmink fodret ved varierende proteinniveauer i løbet af vækstperioden. Faglig Årsberetning 1996 (2. udg.) 181-189 (111-116). Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

Page 98: Faglig Årsberetning 2012

96 Faglig Årsberetning 2012

Page 99: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 97

Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden 2010 har ikke betydning for skindstørrelse og kvalitet hos afkom i 2011 Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N; Danmark

Sammendrag Formålet med undersøgelsen i vækst og pelssætningsperioden var at se, hvorvidt en kraftig reduktion i proteintildelingen i vækstperioden 2010 til forældredyr, kunne have en effekt på afkommets skinddata i den efterfølgende vækstperiode. Til undersøgelsen blev anvendt 4 hold han minkhvalpe af typen brown/glow med tilhørende tæver. Forældredyrene var i deres vækstperiode blev fodret med varieret protein, helt ned til 21,5 OEp fra medio juli til pelsning. Der blev ikke set en langtidspåvirkning på størrelse og kvalitet i 2011, hos afkom fra de dyr der havde været fodret med ned til 21,5 OEp fra protein i vækstperioden 2010. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2013. Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden 2010 har ikke betydning for skindstørrelse og kvalitet hos afkom i 2011. Faglig Årsberetning 2012, 97-99. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract The purpose of the investigation in the growing furring period was to study whether a significant reduction in protein in the growing period 2010 had any negative effect on the offspring performance at pelting the following year. To the investigation 4 groups of brown/glow male and female offspring was used whose parents had been fed varied amounts of protein as low as 21.5 MEp from July to pelting the previous year. No effect was found on skin size and quality 2011 in offspring from animals fed down to 21.5 MEp in the growing furring period 2010. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2013. Reduced protein to mink kits in the growth period 2010 had no effect on skin size and quality in the offspring at pelting in 2011. Annual Report 2012, 97-99. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: low protein, offspring performance

Baggrund I vækstperioden 2010 blev anvendt brown/glow hvalpe til proteinforsøg. Vækstperiode resultaterne viste, at et indhold på 21 % af den omsættelige energi fra protein (OEp) fra medio juli til pelsning eller fra 10/8 til pelsning og ændret aminosyreprofil, giver kortere skind, dårligere kvalitet og stigende problemer med fedtlever. 28 OEp fra medio juli til medio august og dernæst 24 OEp resulterede i de største skind (ikke signifikant), men en lidt reduceret skindkvalitet, måske som følge af et for lavt indhold af visse aminosyrer i juli måned (Clausen et al., 2012b). Undersøgelser af fedtindhold i leveren ved pelsning viste et højere niveau hos hvalpe der havde fået 21 OEp og dermed reduceret proteintildeling (Clausen et al., 2012a). I disse hold blev samtidig registreret en del døde hvalpe med

forstørret fedtlever. Antallet af dødsfald gennem perioden var lavt, men der var en tendens til, at flest hvalpe døde med forstørret fedtlever i de hold, hvor proteintildelingen havde været under 25 OEp i oktober (Clausen et al., 2012a). For at se hvorledes tævehvalpe fodret med lavt proteinniveau i vækstperioden klarede sig i den kommende reproduktionsperiode, blev der udtaget avlsdyr (tæver og hanner) fra både kontrol- og lavproteinholdene til avlsperioden 2011. Der blev fodret med fodercentralfoder, og dyrene blev fodret, parret og passet efter de normale retningslinjer på forsøgs-farmen (Clausen et al., 2012c). Resultaterne viste, at fodring i vækstperioden 2010 med reduceret protein- og aminosyreniveau ikke havde konsekvenser for reproduktionsresultat-

Page 100: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

98 Faglig Årsberetning 2012

erne i den efterfølgende dieperiode. Hvalpene, efter disse tæver/ født i 2011, blev fodret med fodercentralfoder til pelsning og hanhvalpene blev kvalitets-vurderet ved livdyr vurderingen for at se, hvorvidt et lavt proteinindhold i foderet til forældredyrene i deres vækstperiode kunne have effekt på skindparametrene hos afkommet i den efterfølgende vækstperiode. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt hvalpe fra 4 hold á 138 ungtæver, fra protein-holdene 31, 33, 34 og 35 i vækstperioden 2010 (Clausen et al., 2012b). I vækstperioden 2010 fik hold 31 et proteinindhold i foderet svarende til det, der anvendes på fodercentralerne (32 OEp i hele perioden). Hold 33 fik foder med reduceret krav til visse af de først begrænsende aminosyrer i perioden 1. august til pelsning (28 OEp i juli og 24 OEp fra august). Hold 34 og 35 fik reduceret protein og aminosyretildeling ud fra beregninger over ideal protein til mink (21,5 OEp) fra medio juli til pelsning. Hold 35 fik dog samme protein- og aminosyretildeling i juli som hold 32. Efter udvælgelse af avlsdyr fra disse grupper til dieperioden 2011, blev alle dyr fodret med fodercentralfoder. Forsøgsopstilling, foderplaner og vækstperioderesultater for 2010, samt dieperioderesultater 2011 ses af Clausen et al (2012a; 2012b og 2012c). Efter udsætning af hvalpe født af ovenstående tæver, blev der fodret med fodercentralfoder gennem hele perioden frem til pelsning. Livdyrsvurdering og vejning blev foretaget umiddelbart før pelsning. De statistiske beregninger er udført ved hjælp af statistikprogrammet SAS. Ved vægte er procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF anvendt med 5 % som signifikansniveau. Ved kvalitet er

anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Resultater og konklusion Antallet af hanner i holdene ved sortering var fra 381 til 422. Der var ikke signifikant forskel i sorteringsvægtene eller i livdyr vurderingen (tabel 1). Tabel 1. Sorteringsvægt og livdyr vurdering af hanner, vækstperioden 2011

Hold Livdyr kvalitet * Sorteringsvægt, g

31 2,9 (1,1) 3152 (346)

33 3,1 (1,1) 3191 (364)

34 3,0 (1,1) 3188 (389)

35 3,0 (1,1) 3200 (413)

NS NS * Kvalitet 1-5, 5 er bedst; NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem grupperne i en kolonne

Det ser således ikke ud til, at der er en langtidspåvirkning på størrelse og kvalitet i 2011, hos afkom fra de dyr der har været fodret med ned til 21,5 OEp fra protein i vækstperioden 2010. I modsætning til dette kan en fodring med lavt protein (<40 OEp) i drægtigheds-perioden have negative konsekvenser for skindstørrelse og kvalitet, samt for kuldstørrelse i den efterfølgende re-produktionsperiode (Clausen & Sandbøl, 2007; 2008; 2009; Clausen et al., 2007). Referencer Clausen, T.N. & Sandbøl, P., 2007. Protein to mink in the gestation period. NJF seminar nr 403, Kolding, Denmark, August 13th-15th 2007. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2008. Protein til mink i drægtighedsperioden. Fortsatte undersøgelser. Faglig Årsberetning 2007, 55-60, Pelsdyrerhvervets Forsøg- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2009. Effekt af lav protein i drægtighedsperioden på skindstørrelse og kvalitet, samt på den efterfølgende dieperiode. Faglig Årsberetning 2008, 51-54, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og

Page 101: Faglig Årsberetning 2012

Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden 2010 har ikke betydning for skinddata hos afkom i 2011

Faglig Årsberetning 2012 99

ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2007. Protein til mink i drægtighedsperioden. Faglig Årsberetning 2006, 71-76, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2012b. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2011, 98-105. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Clausen, T. N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F., 2012c. Betydningen af lav proteinfodring i vækstperioden for reproduktionsresultaterne i den efterfølgende dieperiode. Faglig Årsberetning 2011, 112-115. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK- 8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F. & Hammer, A. S., 2012a. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Blod- og organundersøgelser. Faglig Årsberetning 2011, 106-111. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Page 102: Faglig Årsberetning 2012

100 Faglig Årsberetning 2012

Page 103: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 101

Selektion af de minkhvalpe der klarer sig godt på lav proteinfoder Vækstperioden 2011 og dieperioden 2012 Tove N. Clausen & Peter Foged Larsen Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N; Danmark

Sammendrag Det er væsentligt at mink kan leve optimalt på det foder vi producerer og det er nødvendigt at selektere de dyr, der klarer sig bedst under de givne forudsætninger. Der blev ved starten af vækstperioden 2011 oprettet to nye selektionshold, der skal fortsætte i flere generationer, dels på et kontrolfoder (protein indhold svarende til niveauet på fodercentralerne i 2009), dels på et selektionsfoder, med en 15 % reduktion i proteintildeling i forhold til niveauet i 2009. Første vækstperiode i selektionsholdene, viser større skind med en dårligere kvalitet i holdet med det laveste proteinniveau. Dieperioderesultater for ungtæver udtaget til avl viste samme kuldstørrelse i kontrol og selektion, men lidt flere døde hvalpe ved fødsel i selektionsholdet, og en tendens til lidt flere døde tæver. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2013. Selektion af de minkhvalpe der klarer sig godt på et lavt proteinniveau. Vækstperioden 2011 og dieperioden 2012. Faglig Årsberetning 2012, 101-109. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract It is very important that mink are healthy and perform well on the feed we produce, and it is necessary to select the animals that perform best under the given conditions. July 2011 we started two selection groups that will be followed for several generations. One control group fed a protein level corresponding to the level at Danish feed kitchens in 2009 and one fed a 15 % protein reduction compared to the 2009 level. The first growing and furring period showed a reduction in skin quality but longer skins in the selection group. The first reproduction period showed the same litter size in control and selection groups but a few more dead kits at birth and a tendency to more dead females in the selection group with reduced protein level. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2013. Selection of mink kits performing well on low protein diet. Growth period 2011 and reproduction period 2012. Annual Report 2011, 101-109. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark. Keywords: low protein, selection, growth period, nursing period

Baggrund Da det er væsentligt at mink kan leve optimalt på det foder vi producerer, er det nødvendigt at selektere de dyr, der klarer sig bedst under de givne forudsætninger. Tidligere undersøgelser (Clausen et al., 2008a) viste en parallel stigning i pelsvægt og skindlængde i et selektionshold med lavt proteintildeling (27 procent af omsættelig energi fra protein (OEp) fra juli til pelsning) og et kontrolhold på fodercentralfoder. Genetiske beregninger af data fra dette forsøg (Liboriussen et al, 2011) viste at der vil kunne opnås samme genetiske fremgang i pels- og skindkvalitet, selvom foderets proteinindhold reduceres med op til 20 % i forhold til normen. Forsøg med tæver i drægtighedsperioden har vist at de er meget påvirkelige af foderets

proteinindhold, og skal have mindst 40 OEp for at opnå tilfredsstillende resultater for kuldstørrelse (Clausen & Sandbøl, 2007; 2008; 2009a; Clausen et al., 2007). I det tidligere selektionsforsøg (Clausen et al., 2008a) var der imidlertid utilfredsstillende resultater i kuldstørrelse og hvalpevægte dag 42 i selektionsholdet med 40 OEp fra 21/2 til juli. Proteinniveauet i den kritiske periode bør således snarere være 45 OEp. Resultater fra forsøg med lavt protein, 21,5 OEp, fra medio juli til pelsning og dernæst fodercentralfoder havde betydning for dyrenes skindkvalitet og sundhedstilstand i vækstperioden, men tilsyneladende ingen betydning for den efterfølgende dieperiode (Clausen et al., 2012a; 2012b; Clausen et al., 2012c), det

Page 104: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

102 Faglig Årsberetning 2012

antyder således at det er vinterperiodens fodring der er af størst betydning for avlsresultatet. For optimale hvalpevægte viser undersøgelser (Clausen et al, 2004; Clausen et al., 2005; Clausen et al., 2006a) at hvalpene i en periode fra dag 28 til 42 skal tildeles omkring 45 OEp, og i perioden dag 42 til dag 56, 40 OEp for at opnå optimal tilvækst. For at opnå optimal tilvækst i juli bør andelen af omsættelig energi fra protein være 32 procent (Clausen & Sandbøl, 2009b; Clausen et al., 2008b). 28 OEp i juli til medio august og dernæst 24 OEp resulterede i de største skind, men en lidt reduceret skindkvalitet, flere flade og færre fyldige skind end kontrolholdet (Clausen et al., 2012b; Clausen et al., 2013). Andre undersøgelser fra vækstperioden viser at man kan anvende 26 OEp fra august (Clausen & Sandbøl, 2009b), og 25 OEp fra midten af september, uden negative konsekvenser for skindlængde og kvalitet (Hejlesen et al., 1998; Hejlesen & Clausen, 1999, 2000, 2001; Clausen et al., 2006b). Et lavt proteinindhold i foderet i sen vækst øger dog risikoen for forstørret fedtlever, hvorfor man bør være opmærksom på dette (Clausen et al., 2012a; Clausen 2007; Clausen & Sandbøl, 2005; Damgaard et al., 1998a; 1998b; 1994). For at se om det er muligt ved selektion i to fodringsgrupper, med høj hhv. lav proteinindhold, at udvælge avlsdyr der opnår samme størrelse, kvalitet og reproduktions resultater, blev oprettet to selektionsgrupper ved opstart af vækstperioden 2011.

Materiale og metoder De to selektionshold (51 og 52) blev tildelt dels et kontrolfoder (hold 51) med et protein indhold svarende til niveauet på fodercentralerne i 2009 og dels et selektionsfoder (hold 52), med reduceret proteintildeling, opdateret i forhold til tidligere forsøg, og mindst med 15 % reduktion i forhold til niveauet i 2009. Til opstart af selektionsholdene blev anvendt 2 hold á 350 wildmink han- og tævehvalpe. Hvalpene blev udtaget til vækstperioden 2011 blandt de bedste dyr på farmen (kvalitet og kuldstørrelse). Hanhvalpene blev vejet ved udsætning, 8. august og ved livdyrvurderingen, derudover blev pelsede dyr vejet og skindvurderet. Tæverne blev vejet ved livdyrvurderingen. Pelsede hanskind blev længdemålt og kvalitetssorteret på forsøgsfarmen. Ved livdyrvurderingen blev 220 ungtæver samt tilhørende hanner fra hvert hold udtaget til videre avl. Avlsdyrene blev udvalgt ud fra farmens normale udvælgelseskriterier med hensyn til størrelse, kvalitet, avlsresultat og sundhed. I vinter-dieperioden blev tæverne vejet ved sortering, 21/2 og dag 28 efter fødsel. Tæverne blev huldvurderet ved fødsel. Hvalpene blev talt ved fødsel samt talt, kønssorteret og vejet dag 28. Alle døde dyr blev obduceret. Forsøgsfodringen gennem året ses af tabel 1. Forsøgsfodring samt kriterier for udvælgelsen af avlsdyr, tages op til revurdering hvert år, så det kan følge de nyeste trends.

Tabel 1. Forsøgsfodring til selektionshold 2011, energifordelingen eller OEp er angivet.

Hold Antal avlstæver

1/1 – 21/2

21/2 – 26/4

26/4 – 28/5

28/5 – 12/6

12/6 – 1/7 1/7 - 15/7

15/7 – 10/8

10/8 – 15/9

15/9 – 31/12

Kontrol (51) 200 45:40:15 45 45 45 45 45 → 32:53:15 32 32:50:18 32

Selektion (52) 200 30:52:18 45 30:50:20 45 40:45:15 40 → 28:57:15 28 24:58:18 24:55:21 NB! Hold 51 svarer nogenlunde til 2009 planen, hold 52 skal have en 15 % reduktion i forhold til 51.

Page 105: Faglig Årsberetning 2012

Selektion af de minkhvalpe der klarer sig godt på lav proteinfoder Vækstperioden 2011 og dieperioden 2012

Faglig Årsberetning 2012 103

Foderplanerne for vækstperioden 2011 ses af tabel 2, foderplaner for vinter-dieperioden 2012 ses af tabel 2a. Forsøgsholdenes fodersammensætning blev kontrolleret ved analyse af protein, fedt, tørstof og aske jævnligt gennem perioden. Der blev analyseret for aminosyreindhold på samleprøver af foderet for de relevante delperioder. De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5% som

signifikansniveau ved beregninger over vægt, længde og kuldresultater. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Ved skindkvalitet, farve og renhed blev anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Golde, silkethed og fyldighed blev analyseret med proceduren PROBIT eller X2. Resultater og diskussion Analyser af foderet viste en pæn sammenhæng mellem forventet og analyseret indhold (tabel 2 og 2a).

Tabel 2. Foderplaner for vækstperioden 2011, % iblanding af råvaren

15/7 - 10/8 15/7 - 10/8 10/8 - pelsning 10/8 - 15/9 15/9 til pelsning

Hold Kontrol Selektion Kontrol Selektion Selektion

Fiskeaffald 3-5 % fedt 18 15 15 10 10

Industrifisk 5-8 % fedt 25 25 12 12 12

Fjerkræaffald Løgstør 20 12 30 30 28,6

Makrelgraks 6 5 6 5 5

Lakseafskær 6 5 6 5 5

Ensilage Fishpro 6 6 7 7 7

Byg + Hvede 11,1 11,7 12,8 15,1 17,5

Kartoffel prot 0 0,93 0,85 0,28 0,22

Majsgluten 1,42 1,42 1 0,44 0,32

Blosol 1,46 1,35 1,08 0,45 0,21

Svinefedt 3,2 4,9 1,1 § 2,4 § 2,07

Soyaolie 1,6 2,5 2,3 § 4,8 § 4,14

DL-met 0 0 * 0 0,177 0,169 #

Phenylalanin 0 0 0 0,115 0,119

Hemax 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2

Vit.-bl. 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2

Vand 0 9 4,6 7,7 8,5

Plantal

Tørstof, % 39,2 39,2 39,8 42,6 42,7

Aske, % 2,5 2,2 2,8 2,4 2,4

Energiindhold, kcal / 100 g 187 196 181 209 203

Energifordeling 32:53:15 28:57:15 32:50:18 24:58:18 24:55:21

Analysetal

Tørstof, % 39,1 39,3 38,6 41,2 40,9

Aske, % 2,8 2,4 2,7 2,5 2,5

Energiindhold, kcal / 100 g 183,8 193 175,3 198,6 190,3

Energifordeling 31:53:16 27:56:17 31:51:18 24:57:19 24:54:22 For at stabilisere foderet blev der anvendt 0,2 % eddikesyre fra start til 1/9, dernæst 0,1 % til 7/9 * Fra 28/7 blev tilsat DL-methionin (0,041 %) for at opfylde normen på 0,16 (der antages 50 % udnyttelse) # fra 23/9 blev DL-methionin nedsat (0,084 %) § 1/9 blev der skiftet fra 2/3 svinefedt og 1/3 soyaolie til 1/3 svinefedt og 2/3 soyaolie

Page 106: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

104 Faglig Årsberetning 2012

Tabel 2a. Foderplaner for vinter-dieperioden 2012, % iblanding af råvaren

15/12 – 30/4 15/12 – 21/2 30/4 – dag 28 26/4 – dag 28

Hold Kontrol Selektion Kontrol Selektion

Fiskeaffald 3-5 % fedt 20 10 27,5 20

Industrifisk 5-8 % fedt 29,6 27 21,5 22

Fjerkræaffald Løgstør 20 20 20 20

Makrelgraks 6 6 6 6

Lakseaffald 6 6 6 6

Byg + Hvede 9,5 14,5 9,2 15,7

Blosol 3 2,5 3 1,7

Majsgluten 2,5 1 3 1

Kartoffel prot 2,5 0,7 3 1

salt 0,39 0,54

Hemax 0,2 0,2 0,2 0,2

Soyaolie 0,48 3,60 0,32 2,74

Svinefedt 0,24 1,80 0,16 1,37

Vitamin-blanding 0,2 0,2 0,2 0,2

Vand 0 6,72 0,05 2,29

Plantal

Tørstof, % 39 42 38 42

Aske, % 3,0 2,5 3,1 2,7

Energiindhold, kcal / 100 g 168 199 167 194

Energifordeling 45:40:15 30:52:18 45:40:15 30:50:20

Analysetal

Tørstof, % 36 39 35 38

Aske, % 2,7 2,6 3,1 3,2

Energiindhold, kcal / 100 g 155 182 149 171

Energifordeling 45,3:40,4:14,3 30:52:18 45:40:15 30:50:20

Vækstperioden 2011 Hanhvalpene i de to hold vejede det samme ved udsætning (tabel 3). Den d. 8. august var der forskel mellem holdene, således at selektionsholdets hvalpe vejede mest. Denne forskel holdt sig til pelsning, og gav ligeledes de længste

skind (tabel 3). Dette svarer til resultater fra tidligere forsøg, hvor 28 OEp i juli til medio august og dernæst 24 OEp ligeledes resulterede i lange skind (Clausen et al., 2012b; Clausen et al., 2013).

Tabel 3. Hanhvalpe vægte samt tilvækst og skindlængde

Hanhvalpe vægt, g Tilvækst, g

længde, cm 06-jul 08-aug pelsvægt 6/7 – 8/8 6/7 - pelsning

Kontrol (51) 1089 (123) 1952 (177) b 3416 (378) b 863 (112) b 2332 (343) b 94,1 (4,1) b

Selektion (52) 1091 (110) 2025 (171) a 3568 (439) a 934 (124) a 2478 (418) a 95,8 (4,9) a

NS < 0,0001 < 0,0001 < 0,0001 < 0,0001 < 0,0001 Tallene i parentes angiver spredningen. NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel

Livdyrvurderingen af samtlige dyr i holdene (tabel 4) viste lavere kvalitet i selektionsholdet, både for hanner og tæver. Resultaterne i tabel 4 er i overensstemmelse med skindsorteringen for pelsede hanner (tabel 5). Skind-kvaliteten var lidt reduceret i selektions-

holdet, det skyldes især flere flade og færre fyldige skind end kontrolholdet. Dette svarer ligeledes til tidligere resultater (Clausen et al., 2012b; Clausen et al., 2013). Effekten af lav protein i den tidlig vækstperiode ser ud til at være en forstyrrelse i dannelsen af underuldens

Page 107: Faglig Årsberetning 2012

Selektion af de minkhvalpe der klarer sig godt på lav proteinfoder Vækstperioden 2011 og dieperioden 2012

Faglig Årsberetning 2012 105

længde og fiber tykkelse (Rasmussen & Børsting, 1997). Der var ikke statistisk sikker forskel i farve, renhed og silkede skind. Sortering på Kopenhagen Fur Sortering på Kopenhagen Fur viste de længste skind i selektionsholdet (52), men ikke signifikant forskel i kvaliteten

(data ikke vist). Dette kan skyldes mange A varer, i A vare gruppen er skind med chip (fejl og mangler) fra de 4 øverste kvaliteter placeret. Der var 20 – 27 % A varer. Der mest blå skind blev fundet i selektionsholdet. Korthårsprocenten var ikke forskellig (hhv. 80 og 85 % i kontrol og selektion).

Tabel 4. Livdyrvurderingen hanner og tæver

Hold

Hanner Tæver

livdyr kvalitet * sorterings vægt, g livdyr kvalitet * sorterings vægt, g

Kontrol 51 3,1 (1,1) a 3328 (349) b 3,5 (1,1) a 1736 (205)

Selektion 52 2,9 (1,1) b 3495 (413) a 3,3 (1,1) b 1759 (237)

0,03 < 0,0001 0,04 NS * Kvalitet 1-5, 5 er bedst;Tallene i parentes angiver spredningen. NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel

Tabel 5. Kvalitetsparametre, pelsede hanner.

antal kvalitet * farve # renhed § silket

Fylde

flade normale fyldige

Kontrol (51) 292 6,9 (2,5) a 2,9 (0,9) 3,2 (1,0) 23,0 5,1 65,2 29,7

Selektion (52) 292 6,0 (2,5) b 3,0 (1,0) 3,1 (0,9) 17,7 8,2 76,5 15,3

0,008 NS NS NS < 0,0001 * Kvalitet 1-12, 12 er bedst # Farve 1-5, 5 er mørkest § Renhed 1-5, 5 er mest rødlig Tallene i parentes angiver spredningen. NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel

Sundhed Der var god sundhed i begge hold (tabel 6), dog døde der omkring 3 gange så mange mink i selektionsholdet som i kontrolholdet. Dette skyldes overvejende problemer med blærebetændelse og blæresten. Det er muligt at dette kan være fodringsbetinget, idet foderets indhold af protein og kulhydrat samt fodringsintensitet kan være betydende faktorer (Clausen, 2010 og 2000). Der blev ikke set dødsfald som følge af fedtlever i nogen af holdene.

Tabel 6. Dødsfalds registrering i vækstperioden 2011, hanner og tæver

Hold Antal / % døde Blære-nyre problemer, antal

Kontrol (51) 4 / 0,6 1

Selektion (52) 13 / 1,8 6

Kvalitet af avlsdyr Hanner og tæver udtaget til avl i 2012 havde en lidt bedre kvalitet i kontrolholdet (signifikant for tæver) og hannerne var lidt større i selektionsholdet, afspejlende holdenes resultater ved pelsning (tabel 7).

Tabel 7. Størrelse, kvalitet, gennemsnitlig kuldstørrelse dyret kommer fra og rang for hanner og tæver udtaget til avl 2012.

Hold

Hanner Tæver

livdyr kvalitet * sorterings vægt

fra kuldstørrelse livdyr kvalitet

sorterings vægt

fra kuldstørrelse

Kontrol (51) 4,0 (0,8) 3562 (217) b 8,73 (0,8) 3,8 (0,9) a 1754 (156) 8,02 (1,2)

Selektion (52) 3,9 (0,8) 3709 (225) a 8,80 (0,8) 3,6 (1,0) b 1782 (165) 8,03 (1,2)

NS 0,003 0,03 NS (0,06) * Kvalitet 1-5, 5 er bedst Hanner: kulindex 107 i begge; ca. ens fødselsdato Tæver: kulindex 106 i begge; ca. ens fødselsdato

Page 108: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

106 Faglig Årsberetning 2012

Dieperioden 2012 Der var en tendens til at avlstæverne i selektionsholdet var lidt tungere ved sortering end kontroltæverne (tabel 7), men før flushing i februar var der ingen forskel mellem holdene (tabel 8). Dag 28 efter fødsel var tæverne i selektionsholdet signifikant tungest. Goldprocenten var signifikant størst i selektionsholdet (tabel 9), det skyldtes 3 sterile hanner der i alt parrede 14 tæver. Hvis disse udtages er der ingen forskel mellem holdene. Et tidligere selektionsforsøg der forløb over 5 år (Clausen et al., 2008a), havde ét år en del sterile hanner i selektionsholdet (3 hanner der parrede 20 tæver), hvorvidt antallet af sterile hanner og omparringsprocenten er påvirket af proteinindholdet i foderet, vil blive fulgt de kommende år. Der var ingen forskel i levendefødte pr kuld ved fødsel (tabel 10), men der var flere døde hvalpe pr kuld ved fødsel i

selektionsholdet end i kontrolholdet. Ligeledes var der forskel i tævernes huld ved fødsel, således at selektionsholdet havde lavere huld, dette plejer dog at give færre dødfødte (Bækgaard et al., 2009). Der var ikke forskel på kuldstørrelsen dag 28 eller på hvalpevægtene dag 28 (tabel 11). Tabel 8. Tævernes vægtudvikling i vinter- dieperioden

Hold

antal ved start

vægt 21. februar, g

vægt dag 28, g

Kontrol (51) 220 1331 (169) 1380 (167) b

Selektion (52) 220 1326 (166) 1436 (161) a

NS 0,0005 Tallene i parentes angiver spredningen. NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene, forskellige bogstaver i kolonnen angiver signifikant forskel

Tabel 9. Goldprocent og omparringsprocent

Hold omparrings pct Golde antal / pct

Kontrol (51) 92,5 11 / 5,26

Selektion (52) 89,3 27 / 12,6 *

0,008 * 3 sterile hanner der har parret i alt 14 tæver (gold pct uden dem: 6,1)

Tabel 10. Kuldstørrelse og tævens huld ved fødsel

Hold antal kuld levende pr kuld v. fødsel døde pr kuld v. fødsel huld v. fødsel

Kontrol (51) 198 7,47 (2,42) 0,61 (1,07) b 3,01 (0,38) a

Selektion (52) 187 7,50 (2,33) 0,82 (1,36) a 2,90 (0,37) b

NS 0,03 0,006

Tabel 11. Hvalpevægte og kuldstørrelse dag 28

Hold

gennemsnitsvægt, g

antal hvalpe i kuld dag 28 hanhvalpe tævehvalpe

Kontrol (51) 157 (35) 145 (30) 6,89 (2,3)

Selektion (52) 153 (37) 142 (35) 6,70 (2,5)

NS NS NS

Der blev set en tendens til lidt flere døde tæver i selektionsholdet (tabel 12), en del af dem døde af forstørret fedtlever, 3 af disse tæver døde i begyndelsen af juni måned. Tabel 12. Dødelighed hos tæver i vinter- dieperioden 2012

Hold antal / pct døde forstørret fedtlever

Kontrol (51) 4 / 1,8 1

Selektion (52) 10 / 4,5 4

NS (0,1)

Konklusion Første vækstperiode i selektionsholdene, viser større skind med en dårligere kvalitet i holdet med det laveste proteinniveau. Dieperioderesultater for ungtæver udtaget til avl viste samme kuldstørrelse i kontrol og selektion, men lidt flere døde hvalpe ved fødsel i selektionsholdet, og en tendens til lidt flere døde tæver.

Page 109: Faglig Årsberetning 2012

Selektion af de minkhvalpe der klarer sig godt på lav proteinfoder Vækstperioden 2011 og dieperioden 2012

Faglig Årsberetning 2012 107

Referencer Bækgaard, H., Larsen, P. F., Clausen, T. & Sønderup, M. 2009. Indflydelse af minktævers huld og huldudvikling på kuldstørrelse. Faglig Årsberetning 2008, 123-128, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., 2000. Foderets betydning for urinvejsproblemer. Temadag Foulum, En god start i livet for minkhvalpen. Intern rapport, no. 135, 53-61. Clausen, T. N., 2007. Faste af minkhvalpe med forskelligt proteinindhold i foderet. Faglig Årsberetning 2006, 151-154, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., 2010. Foderforbrugets betydning for urinens pH. Faglig Årsberetning 2009, 105-109, Pelsdyrerhvervets Forsøg- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N. & Sandbøl, P., 2005. Fasting of mink kits feed different feed rations and its effect on liver fat content, plasma metabolites and enzymes. NJF seminar nr 337, pp. 5, Uppsala, Oct. 5-7. Clausen, T.N. & Sandbøl, P., 2007. Protein to mink in the gestation period. NJF seminar nr 403, Kolding, Denmark, August 13th-15th 2007 Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2008. Protein til mink i drægtighedsperioden. Fortsatte undersøgelser. Faglig Årsberetning 2007, 55-60, Pelsdyrerhvervets Forsøg- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2009a. Effekt af lav protein i drægtighedsperioden på skindstørrelse og kvalitet, samt på den efterfølgende dieperiode. Faglig Årsberetning 2008, 51-54, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

Clausen, T. N. & Sandbøl, P. 2009b. Energifordelingen i hvalpenes tidlige vækstfase - II. Faglig Årsberetning 2008, 55-60, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., Hejlesen, C. & P. Sandbøl 2004. Proteinforsyning til minktæver og hvalpe i første halvår. Faglig Årsberetning 2003, 75-79. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., Hejlesen, C., Sandbøl, P., 2005. Protein til mink i dieperioden og i den tidlige vækstfase. Faglig årsberetning 2004, 77-81, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2012b. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Faglig Årsberetning 2011, 98-105. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T. N., Lassén, T.M. & Larsen, P.F., 2012c. Betydningen af lav proteinfodring i vækstperioden for reproduktionsresultaterne i den efterfølgende dieperiode. Faglig Årsberetning 2011, 112-115. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK- 8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T. N., Lassén, T. M. & Larsen, P. F., 2013. Reduceret protein til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2012, 89-95. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Clausen, T.N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2006a. Protein til mink i dieperioden og i den tidlige vækstfase. Fortsatte undersøgelser. Faglig årsberetning 2005, 65-70, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter.

Page 110: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

108 Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C. 2006b. Proteinniveau til mink i pelssætnings-perioden. Betydning af fedt/kulhydratforhold og kulhydratkilde. Faglig Årsberetning 2005, 89-98. Pelsdyrerhvervets Forsøgs og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C., 2007. Protein til mink i drægtighedsperioden. Faglig Årsberetning 2006, 71-76, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T.N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C. 2008a. Selektion for mink tilpasset et lavt protein indhold i foderet. Status for vækstperioden 2006 og samlet opgørelse. Faglig Årsberetning 2007, 49-54, Pelsdyrerhvervets Forsøgs og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., Sandbøl, P. & Hejlesen, C. 2008b. Foder med forskellig energifordeling til minkhvalpe fra juli til medio september. Faglig Årsberetning 2007, 61-67, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark Clausen, T. N., Damgaard, B. M., Harslund, J. L. F. & Hammer, A. S., 2012a. Proteinreduktion i vækst- og pelssætningsperioden. Blod- og organundersøgelser. Faglig Årsberetning 2011, 106-111. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Henriksen, P., 1994. Effect of protein and fat content in feed on plasma alanine aminotransferase and hepatic liver infil-tration in mink. J. Vet. Med. A., 41, 620-629. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Dietz, H.H., 1998a. Effect of dietary protein level on growth performance, mortality rate and

clinical blood parameters in mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 38-48. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. & Børsting, C.F., 1998b. Effect of dietary supplement of essential amino acids on mortality rate, liver traits and blood parameters in mink (Mustela vison) fed low-protein diets. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 48, 175-183. Hejlesen, C. & Clausen, T.N., 1999. Fasefodring til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1998, 73-81. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningsvirksomhed A/S Hejlesen, C & Clausen T.N., 2000. Fasefodring med protein til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1999, 93-95. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningsvirksomhed A/S. Hejlesen C. & Clausen, T.N., 2001. Fasefodring af mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2000, 77-80. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark Hejlesen, C., Clausen, T. N. & Therkildsen, N., 1998. Fasefodring af minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1997, 101-106. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivnings- virksomhed A/S. Liboriussen, T., Clausen, T., Sandbøl, P. Nielsen, V.H., & Berg, P., 2011. Genetiske parametre i linjer af mink selekteret under normalt og lavt proteinindhold i foderet. Faglig Årsberetning 2010, 29-36, Pelsdyrerhvervets Forsøgs og ForskningsCenter. Rasmussen, P. V., Børsting, C. F., 1997 Undersøgelse af pelsudvikling og –kvalitet hos pastelmink fodret ved

Page 111: Faglig Årsberetning 2012

Selektion af de minkhvalpe der klarer sig godt på lav proteinfoder Vækstperioden 2011 og dieperioden 2012

Faglig Årsberetning 2012 109

varierende proteinniveauer i løbet af vækstperioden. Faglig Årsberetning 1996 (2. udg.) 181-189 (111-116). Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark.

Page 112: Faglig Årsberetning 2012

110 Faglig Årsberetning 2012

Page 113: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 111

Proteintilførslen i drægtigheden påvirker den kvantitative omsætning og kropsvægt af F2- afkommet hos mink (Neovison vison) Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Sektion for Husdyrernæring, Grønnegårdsvej 3, 1. sal. DK-1870 Frederiksberg C.

Sammendrag Den viden der er om behovet for næringsstoffer i forbindelse med drægtighed og fostervækst er stadig relativ begrænset hos mink. Dog er det kendt, at særligt proteinniveauet i drægtigheden kan have stor betydning for de efterfølgende generationer. Formålet med undersøgelsen var at undersøge om den kvantitative energiomsætning hos F2-afkom (han-hvape) var påvirket af deres moders proteintilførsel i fosterstadiet og deres egen proteintilførsel i fosterstadiet. Derudover, at undersøge han-hvalpenes respons til et lavt og et tilstrækkeligt proteinniveau i vækstperioden. Det kan konkluderes at energiaflejringen, substratoxidationen af protein og kulhydrat og kropsvægten ved 50 ugers alderen var påvirket af en signifikant vekselvirkning mellem proteintilførslen i fosterstadiet af både hvalpene og deres moder. Matthiesen, C.F. & Tauson, A.-H. 2013. Proteintilførslen i drægtigheden påvirker den kvantitative omsætning og kropsvægt af F2- afkommet hos mink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2012, 111-114. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract The knowledge about the need for nutrients in the pregnancy and for fetal growth is still relatively limited in mink. However, it is known that malnutrition during gestation may affect subsequent generations. The purpose of this study was to investigate if the quantitative energy metabolism in F2 offspring (male offspring) was affected by their mothers’ protein supply in fetal life and their own protein supply in fetal life. In addition, also to investigate the males’ response to a low and a sufficient level of protein in the growing season. It can be concluded that energy retention, substrate oxidation of protein and carbohydrate and body weight at 50 weeks of age were influenced by a significant interaction between protein supply in fetal life of both the males themselves and their mothers. Matthiesen, C.F. & Tauson, A.-H. 2013. The protein supply during gestation affects the quantitative metabolism traits and bodyweights of F2 progeny in mink (Neovison Vison). Annual Report 2012, 111-114. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: mink, protein supply, progeny, post weaning growth

Indledning Det er kendt, at en fejlernæring i drægtigheden kan påvirke de efterfølgende generationer. Dog afhænger effekten af hvornår og hvor længe fejlernæringen har fundet sted. Tidligere resultater har vist, at en proteinrestriktion i sendrægtigheden hos minktæver kan føre til signifikant lavere fødselsvægt af F1–afkom (Matthiesen et al., 2010a, Vesterdorf et al., 2012) og signifikant højere fødselsvægt af F2-afkom (Matthiesen et al., 2010b). Derudover er der også fundet ændringer i genekspressionen af visse nøglelever-enzymer, der er vigtige for fedt- og glukoseomsætningen, både hos F1 fostre,

førsteårstæverne (F1-afkom) samt F1-generationens egne fostre (F2-afkom) i forhold til kontrolgruppen (Matthiesen et al., 2010a, Matthiesen et al 2010b, Matthiesen et al., 2012). Formålet med undersøgelsen var at undersøge om væksten og den kvantitative energiomsætning fra 10-50 ugers alderen hos hanhvalpe (F2 afkom) født af tæver udsat for proteinrestriktion i både fosterstadiet og deres egen drægtighed, var anderledes i forhold til kontrolgruppens vækst og kvantitativ energiomsætning. Derudover, at undersøge hanhvalpenes respons til lavt eller tilstrækkeligt proteinniveau fra 10-50 ugers alderen.

Page 114: Faglig Årsberetning 2012

Matthiesen, C.F. & Tauson, A.-H.

112 Faglig Årsberetning 2012

Materiale og metoder Der blev i forsøget anvendt F2-hanhvalpe født af 77 førsteårstæver, hvoraf halvdelen havde været udsat for lavt proteinniveau (L1) de sidste 21± 3 dage af fosterstadiet og den anden halvdel havde fået tilstrækkelig proteintilførsel gennem hele fosterstadiet (K1) og fodret med enten lavt (L2) eller tilstrækkeligt proteinniveau (K2) de sidste 17 ± 1 dage af deres egen drægtighed. Dette 2x2 design gav fire forsøgsgrupper; kontrol (K1K2), kontrol1-lav2 (K1L2), lav1-kontrol2 (L1K2) og lav1-lav2 (L1L2), hvor det første bogstav angiver hvilken protein tilførsel deres mor fik i fosterstadiet (F1) og andet bogstav angiver hvilken proteintilførsel de selv fik i fosterstadiet (F2). Seksten han-hvalpe, fire fra hver behandling blev fulgt i balance og respirationsforsøg ved hjælp af indirekte kalorimetri, hvor ilt forbrug og kuldioxid udskillesen måles over en 22

timers periode, hvorefter varmeproduktionen (HE) kan beregnes. Dette gøres for at undersøge hanhvalpenes egen respons til enten lavt (L) proteinniveau, hvor fordelingen af omsættelig energi (OE) fra henholdsvis protein, fedt og kulhydrat var på 19:48:33 %, eller tilstrækkeligt (K) proteinniveau, der havde en fordeling af OE fra protein, fedt og kulhydrat på henholdsvis 31:53:16 %. Forsøget forløb i vækstperioden fra 10 til 50 ugers alderen. Han-hvalpene indgik i balance og respirationsforsøget da de var henholdsvis 10, 26 og 50 uger gamle. Hver balanceperiode blev udført således at han-hvalpene havde en uges adaptation til foderet inden forsøgs-perioden startede. Fodersammensæt-ningen for både K og L blandingen ses i tabel 1.

Tabel 1. Fodersammensætning og kemiske analyser af foderblandingen med lavt proteinniveau (L) og kontrol blandingen med tilstrækkeligt proteinniveau (K)

Diæt

K L

Sammensætning (g/kg) Frisk kylling (Hele friske kyllinger uden fjer) 600 400 Kartoffelmospulver 40 40 Havregryn 40 105 Fiskemel 150 50 Sukkerroesnitter 30 20 Majsstivelse 40 95 Majsolie 60 60 Vitamin og mineral blanding 3 3 Vand 37 227 Kemisk sammensætning Tørstof (TS), g/kg 413 406 Aske, g/kg TS 91 55 Råprotein, g/kg TS 421 259 Fedt, g/kg TS 257 249 Kulhydrater, g/kg TS 229 438 Brutto energi , MJ/kg TS 23,77 23,15 Omsættelig energi (OE), MJ/kg TS 18,74 19,42 Protein:fedt:kulhydrat ratio (% af OE) 31:53:16 19:48:33

Resultater og diskussion Den kvantitative omsætning Indtaget af den omsættelig energi var ikke påvirket af hverken deres egen eller deres moders proteintilførsel i fosterstadiet, dog var der som forventet en effekt af alder på OE (tabel 2).

Varmeproduktionen var signifikant påvirket af moderens proteinniveau i fosterstadiet (P=0.04), hvilket resulterede i at L1L2 han-hvalpe havde en signifikant lavere HE end både K1K2 og K1L2 grupperne. Energiaflejringen var signifikant påvirket af en vekselvirkning mellem proteintilførslen i fosterstadiet af

Page 115: Faglig Årsberetning 2012

Proteintilførslen i drægtigheden påvirker den kvantitative omsætning og kropsvægt af F2- afkommet hos mink (Neovison vison)

Faglig Årsberetning 2012 113

både hvalpene selv og af deres moder. Proteinoxidationen (OXP) var påvirket af det foder hvalpene blev fodret med (P<0.001) hvilket resulterede i en OXP på 17 % ved L foderet og 31 % ved K foderet. Derudover var OXP også påvirket af en vekselvirkning mellem han-hvalpenes egen proteintilførsel i fosterstadiet samt proteintilførslen i fosterstadiet af deres moder (P=0.004). Substrat oxidationen af fedt var også påvirket af en vekselvirkning mellem han-hvalpenes egen og deres moders proteintilførsel i fosterstadiet. Kvælstofaflejringen (RN) var ikke påvirket af proteintilførslen i forsterstadiet af

hverken han-hvalpene eller deres moder, men RN var signifikant påvirket af alderen i vækstperioden (P<0.001), hvilket var forventet. Vægten af han-hvalpene var signifikant påvirket af en vekselvirkning mellem deres egen proteintilførsel i fosterstadiet samt proteintilførslen i fosterstadiet af deres moder (P<0.001). Dette resulterede i, at L1K2 hannerne ved 50 ugers alderen havde signifikant lavere kropsvægt end kontrolgruppen K1K2 hvorimod L1L2 gruppens kropsvægte ikke var signifikant forskellige fra kontrolgruppen K1K2.

Tabel 2. Den kvantitative metabolisme målt som omsættelig energi (OE), varmeproduktionen (HE), aflejret energi (RE) samt aflejret nitrogen (RN) hos han-hvalpe født af tæver udsat for enten et lavt (L1) eller et tilstrækkeligt kontrol niveau (K1) i fosterstadiet og udsat for enten lavt (L2) eller tilstrækkeligt (K2) proteinniveau i deres egen fosterstadie og fodret med enten lavt eller tilstrækkeligt proteinfoder ved 10, 26 og 50 ugers alder

Behandling P-værdi

K1K2 K1L2 L1K2 L1L2

Alder Foder M F M x F

OE kJ x kg-0.75

575a 553

ab 431

b 572

a 0.01 NS NS NS 0.08

HE kJ x kg-0.75

633a 627

a 620

ab 599

b <0.001 NS 0.04 NS NS

RE kJ x kg-0.75

-58ab

-73ab

-188a -10

b <0.001 NS NS 0.08 0.04

RN g x kg-0.75

-0.14 0 -0.12 -0.15 <0.001 0.1 NS NS NS

Substrat oxidation angivet i % af varmeproduktionen

OXP 27a 22

ab 20

b 27

a NS <0.001 NS NS 0.004

OXF 56a 67

b 69

b 58

a 0.01 NS NS NS 0.005

OXCHO 17 11 11 15 <0.001 <0.001 NS NS 0.06

Vægten af han-hvalpene, g <0.001 NS NS NS <0.001

10 uger 1455 1335 1424 1304

26 uger 3275 2785a 3166 3479

b

50 uger 3189a 2541

b 2668

bc 3083

ac

M: deres mors behandling i fosterstadiet, F: deres egen behandling i fosterstadiet, OXP: oxidation af protein, OXF: oxidation af fedt, OXCHO: oxidation af kulhydrat.

Konklusion Det kan konkluderes, at energi-aflejringen, substratoxidationen af protein og fedt var påvirkede af en signifikant vekselvirkning mellem proteintilførslen i fosterstadiet af både hvalpene selv og deres moder.

Derudover var kropsvægten også signifikant påvirket af en vekselvirkning mellem protein-tilførslen i fosterstadiet af både dem selv og deres moder, hvilket resulterede i forskellige i krops-vægten ved 50 ugers alderen.

Page 116: Faglig Årsberetning 2012

Matthiesen, C.F. & Tauson, A.-H.

114 Faglig Årsberetning 2012

Referencer Matthiesen C.F., Blache D., Thomsen P.D. & Tauson A.-H. 2012. Foetal life protein restriction in male mink (Neovison vison) kits lowers post-weaning protein oxidation and the relative abundance of hepatic fructose-1,6-bisphosphatase mRNA. Animal, 6, 50-60. Matthiesen C.F., Blache D., Thomsen P.D., Hansen N.E. & Tauson A.-H. 2010a. Effect of late gestation low protein supply to mink (Mustela vison) dams on reproductive performance and metabolism of dam and offspring. Arch Anim Nutr, 64, 56-76. Matthiesen C.F., Blache D., Thomsen P.D. & Tauson A.-H. 2010b. Feeding mink (Neovison vison) a protein restricted diet during pregnancy induces higher birth weight and altered hepatic gene expression in the F2 offspring. Brit J Nutr, 104, 544 - 553. Vesterdorf K., Harrison A., Matthiesen C.F., & Tauson A.-H. 2012. Effects of protein restriction in utero on the metabolism of mink dams (Neovison vison) and on mink kit survival as well as on postnatal growth. Open J Anim Sci 2: 19-31.

Page 117: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 115

Proteintildelingen i fosterstadiet påvirker fødselsvægten af F2- afkommet hos mink (Neovison vison) Connie Frank Matthiesen & Anne-Helene Tauson Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Sektion for Husdyrernæring, Grønnegårdsvej 3, 1. sal. DK-1870 Frederiksberg C.

Sammendrag Den viden, der er om behovet for næringsstoffer i forbindelse med drægtighed og fostervækst, er stadig relativ begrænset hos mink. Dog er det kendt, at særligt proteinniveauet kan have stor betydning for drægtigheden samt reproduktionen i de efterfølgende generationer. Formålet med undersøgelsen var at undersøge om førsteårstæver (F1), der havde været udsat for lav proteintilførsel i fosterstadiet, var påvirkede af denne lave proteintilførsel i deres egen første reproduktionsperiode. Proteinrestriktionen i tævernes fosterstadie resulterede i en signifikant højere (P=0.01) fødselsvægt blandt deres afkom (F2), samt et højere antal dødfødte hvalpe, sidst nævnte var dog ikke signifikant. Derudover havde tæver udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet og fodret med lavt proteinniveau i deres egen drægtighed en signifikant lavere varmeproduktion end kontrolgruppen, hvilket indikerer, at de kan tilpasse sig den aktuelle fodring. Matthiesen, C.F. & Tauson, A.-H. 2013. Proteintildelingen i fosterstadiet påvirker fødselsvægten af F2- afkommet hos mink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2012, 115-118. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract The knowledge about the need for nutrients in pregnancy and for fetal growth is still relatively limited in mink. However, it is known that particularly the protein level may have important implications for pregnancy and reproduction in subsequent generations. The purpose of this study was to investigate whether first-year females (F1) that had been exposed to low protein supply during fetal life development were influenced by this low protein feed in their first reproductive period. The protein restriction in the females fetal life resulted in a higher birth weight among their offspring (F2) and a numerically higher number of stillborn kits. Additionally, females exposed to low protein levels in late fetal life and fed a low protein level in their own gestation had significantly lower heat production than the control group, indicating that they can adapt to the current feeding. Matthiesen, C.F. & Tauson, A.-H. 2013. Protein provision during fetal life affects birth weight of the F2 progeny in mink (Neovison vison). Annual Report 2012, 115-118. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK- 8200 Aarhus N, Denmark Keywords: mink, protein supply, fetal life, progeny, birth weight

Indledning Minken er et rovdyr og har et stort behov for protein i foderet, dog afhænger behovet af hvilket stadie af produktionscyklussen den befinder sig i. Tidligere undersøgelser har vist, at fodring med lavt protein niveau (25 % af omsættelig energi – OE – fra protein) gennem hele drægtigheden kan resultere i enten en tendens til suboptimale (Glem-Hansen, 1974) eller meget dårlige reproduktionsresultater (Koskinen et al., 2008). Derudover påvirkes også kuldstørrelsen hos førsteårstæver af et lavt protein niveau (26 % af OE fra protein), men kun hvis også indholdet af essentielle aminosyrer er lavt (Skrede,

1978). Desuden kan fodring med meget lavt protein niveau (14 % af OE fra protein) i bare en kort periode i drægtigheden også føre til dårlige reproduktionsresultater for både den pågældende (Matthiesen et al., 2010a), men også den efterfølgende generation (Matthiesen et al., 2010b). Ydermere har tidligere undersøgelser også vist, at proteinniveauer på 14 % af omsættelig energi (OM) (Matthiesen et al., 2010a) og 19 % af OM (Vesterdorf et al., 2012) i den sidste del af drægtigheden kan resultere i lavere fødselsvægt på afkommet i forhold til kontrolgruppen, hvilket ikke er ønskeligt pga. sammenhængen mellem lav fødselsvægt og høj hvalpedødelighed.

Page 118: Faglig Årsberetning 2012

Matthiesen, C.F. & Tauson, A.-H.

116 Faglig Årsberetning 2012

Endvidere er det vist, at lav proteintilførsel i fosterlivet kan medføre livsvarige metaboliske forandringer (Matthiesen et al., 2010b, Matthiesen et al., 2012; Guerreiro et al., in manuscript). Formålet med nærværende studie var at undersøge, om en lidt mindre restriktiv proteintildeling (19 % af OE fra protein) de sidste 21 dage af fosterstadiet ville påvirke tævernes reproduktionsresultat, fødselsvægt på deres afkom samt den kvantitative energiomsætning. Materiale og metoder Der blev i forsøget anvendt 77 førsteårstæver, hvoraf halvdelen var født af tæver, der var blevet fodret med en lav-proteinblanding (L) de sidste 21 ± 3 dage af drægtigheden, og den anden halvdel var født af tæver fodret med en kontrol blanding (K), der indeholdt tilstrækkeligt protein. Førsteårstæverne blev frem til nærværende undersøgelse

fodret med ordinært farm foder. De sidste 17 ± 1 dage af deres egen første drægtighed blev halvdelen af tæverne fodret med en lav-proteinblanding (L), hvor fordelingen af OE fra henholdsvis protein, fedt og kulhydrat var på 19:48:33 %. Den anden halvdel af tæverne blev fodret med en kontrol blanding (K), der indeholdt tilstrækkeligt protein med fordelingen af OE fra protein, fedt og kulhydrat på henholdsvis 31:53:16 %. Dette 2 x 2 design resulterede i fire eksperimentelle grupper: kontrol1-kontrol (K1K, n=20), kontrol1-lav (K1L, n=20), lav1-kontrol (L1K, n=19), lav1-lav (L1L, n=18), hvor det første bogstav angiver hvilket foder deres mor blev fodret med i sen-drægtigheden, og andet bogstav angiver hvilket foder førsteårs tæverne selv blev fodret med i deres egen drægtighed. Fodersammensætningen for både K og L blandingen ses i tabel 1.

Tabel 1. Fodersammensætning og kemiske analyser af foderblandingen med lavt proteinniveau (L) og kontrol blandingen med tilstrækkeligt proteinniveau (K)

Diæt

K L

Sammensætning (g/kg)

Frisk kylling (hele kyllinger uden fjer) 600 400

Kartoffelmospulver 40 40

Havregryn 40 105

Fiskemel 150 50

Sukkerroesnitter 30 20

Majsstivelse 40 95

Majsolie 60 60

Vitamin og mineral blanding 3 3

Vand 37 227

Kemisk sammensætning

Tørstof (TS), g/kg 413 406

Aske, g/kg TS 91 55

Råprotein, g/kg TS 421 259

Fedt, g/kg TS 257 249

Kulhydrater, g/kg TS 229 438

Brutto energi , MJ/kg TS 23.77 23.15

Omsættelig energi (OE), MJ/kg TS 18.74 19.42

Protein:fedt:kulhydrat ratio (% af OE) 31:53:16 19:48:33

Page 119: Faglig Årsberetning 2012

Proteintildelingen i fosterstadiet påvirker fødselsvægten af F2- afkommet hos mink (Neovison vison)

Faglig Årsberetning 2012 117

Reproduktionsresultater og fødsels-vægten af afkommet (F2-generationen) blev registreret. Derudover blev det undersøgt om nærringsstoftilførslen i fosterlivet af tæven, samt fodringen i drægtigheden havde betydning for energi- og kvælstofomsætningen. Dette blev undersøgt blandt 24 førsteårstæver, 6 fra hver behandling. Der blev udført balance- og respirationsforsøg en gang i sen-drægtigheden, samt to gange i laktationen (uge 2 og 4) ved hjælp af indirekte kalorimetri. Resultater og diskussion Den kontrol blanding (K), der blev anvendt i forsøget, havde et indhold på 31 % af OE fra protein, hvilket er en smule lavere end anbefalingerne på 35 % af OE fra protein (NRC, 1982). På trods af dette anses K blandingen dog for at indeholde tilstrækkelige mængder

protein, da de proteinkilder, der er anvendt i foderblandingen, var af rigtig god kvalitet. Reproduktionsresultater Reproduktionsresultaterne var ikke signifikant påvirkede af tævernes nærringsstoftilførsel i fosterstadiet eller differentierede fodring i drægtigheden (tabel 2). Dette er dog ikke i overensstemmelse med tidligere fundne resultater, hvor reproduktionsresultaterne blandt F1 tæver udsat for lavt protein niveau i fosterstadiet (14% af OE fra protein) førte til et højere antal goldtæver i forhold til kontrolgruppen (Matthiesen et al., 2010a). Antallet af dødfødte hvalpe var 54 % højere blandt L1L sammenlignet med K1K tæver og 36 % højere blandt L1K i forhold til K1K tæverne, dog var forskellene ikke signifikante.

Tabel 2. Reproduktionsresultaterne for tæver (F1-generationen) udsat for enten en kontrolblanding (K) med tilstrækkeligt protein indhold eller et lavt protein niveau i fosterstadiet og i sendrægtigheden

Behandling P-værdi

Behandling K1K K1L L1K L1L F D F x D

Golde tæver [%] 15.0 0 5.3 5.6 NS NS NS

Hvalpe per kuld 8.1 7.5 7.7 7.2 NS NS NS

Dødfødte hvalpe 1.1 1.6 1.5 1.7 NS NS NS

Fødselsvægt F2 9.75a

8.34b

10.00ac

8.92d 0.01 <0.001 NS

F: behandling i fosterstadiet, D: fodring i drægtigheden Forskellige bogstaver (a,b,c,d) angiver signifikante forskelle i rækken indenfor behandling

Fødselsvægten var signifikant højere blandt F2 hvalpe født af tæver, der havde været udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet sammenlignet med kontrolgruppen (P=0.01). Dette var i overensstemmelse med tidligere undersøgelser, hvor tæver udsat for lavt proteinniveau i fosterstadiet (14 % af OE fra protein) ligeledes fødte hvalpe med en højere fødselsvægt end kontrolgruppen (P=0.003, Matthiesen et al., 2010b). Den kvantitative omsætning Indtaget af OE var ikke signifikant forskelligt mellem grupperne, dog var varmeproduktionen (HE) påvirket af både den differentierede proteintilførsel i sendrægtigheden (P<0.001), samt af

vekselvirkningen mellem protein tilførselen i fosterstadiet og proteintilførslen i sendrægtigheden (P=0.01). Dette resulterede i at L1L havde den laveste HE og L1K havde den signifikant højeste HE i forhold til kontrolgruppen (tabel 3). Derudover var den aflejrede energi (RE) også påvirket af interaktioner mellem proteintilførslen i fosterstadiet samt protein tilførslen i tævernes egen drægtighed (P=0.04). Dette er dog ikke i overensstemmelse med tidligere undersøgelse hvor HE og RE ikke var påvirkede af proteintilførslen i forsterstadiet (Matthiesen et al., 2010a). Mængden af den aflejrede nitrogen (RN) var ikke påvirket af hverken proteintilførslen i fosterstadiet eller protein

Page 120: Faglig Årsberetning 2012

Matthiesen, C.F. & Tauson, A.-H.

118 Faglig Årsberetning 2012

tildelingen i sendrægtigheden, dog var der en signifikant forskel på RN mellem de forskellige stadier af drægtigheden og

de forskellige laktationsuger (2 og 4 uge) hvilket stemmer overens med tidligere undersøgelse (Matthiesen et al., 2010b).

Tabel 3. Den kvantitative energimetabolisme målt som omsættelig energi (OE), varmeproduktionen (HE), aflejret energi (RE) samt aflejret nitrogen (RN) hos tæver udsat for enten et lavt (L) eller et kontrol niveau (K) med tilstrækkeligt protein i foster stadiet og igen enten L eller K protein niveau i deres egen drægtighed.

Behandling Tidspunkt

Behandling K1K K1L L1K L1L drægtighed 2 laktationsuge 4 laktationsuge

OE [kJ × kg–

0.75]

920 920 930 970 555A 937

B 1314

C

HE [kJ × kg–

0.75]

664a 635

ac 728

b 602

c 657 660 655

RE* [kJ × kg–

0.75]

255ab

283ab

202a 368

b -100

A 276

B 658

C

RN [g × kg–0.75

] 0.70

0.66 0.65 0.71 0.26A 0.83

B 0.95

BC

*Inkluderer energi i mælken

Forskellige bogstaver (a,b,c) angiver signifikante forskelle i rækken indenfor behandling. Forskellige bogstaver A,B,C angiver signifikante forskelle i rækken indenfor tidspunkter i drægtighed/ laktationen.

Konklusion Det kan konkluderes, at proteintilførslen i fosterstadiet kan have betydning for tævernes efterfølgende første egen drægtighed i form af højere fødselsvægt hos afkommet, på trods af, at der ikke er nogen signifikant påvirkning af reproduktionsresultaterne. Dog ses der en numerisk forskel på antallet af dødfødte hvalpe. Undersøgelsen viser også at proteintilførslen i forsterstadiet kan påvirke den kvantitative energiomsætning i tævernes første egen reproduktionsperiode. Dette betyder, at selv en kort periode med fejlernæring kan have betydning for tævernes afkom, samt deres energi omsætning i deres egen drægtighed. Referencer Glem-Hansen N. Minkens protein-forsyning, normer, aminosyre analyser og andre kvalitetskriterier. Hillerød, Denmark: Landoekonomisk forsoegslab; 1974.

Koskinen N., Valaja J., Pölönen I., Mohaibes M. & Rekilä T. 2008. DL-methionine supplementation to low protein diets in mink during the breeding season. Scientifur 32: 134-138.

Matthiesen C.F., Blache D., Thomsen P.D., Hansen N.E. & Tauson A.-H. 2010a. Effect of late gestation low protein supply to mink (Mustela vison) dams on reproductive performance and metabolism of dam and offspring. Arch Anim Nutr, 64, 56-76. Matthiesen C.F., Blache D., Thomsen P.D. & Tauson A.-H. 2010b. Feeding mink (Neovison vison) a protein restricted diet during pregnancy induces higher birth weight and altered hepatic gene expression in the F2 offspring. Brit J Nutr, 104, 544 - 553. Skrede A. 1978. Utilization of fish and animal byproducts in mink nutrition. II Effect of source and level of protein on female reproductive performance and preweaning growth and mortality of the progeny. Acta Agric Scand A Anim Sci, 28:130-140.

Vesterdorf K., Harrison A., Matthiesen C.F. & Tauson A.-H. 2012. Effects of protein restriction in utero on the metabolism of mink dams (Neovison vison) and on mink kit urvival as well as on postnatal growth. Open J Anim Sci, 2: 19-31.

Page 121: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 119

Lav protein forsyning til mink (Neovison vison) under den sene drægtighedsperiode – effekt på reproduktiv ydeevne, samt udvikling og stofskifte hos afkommet igennem det første leveår Kristine Vesterdorf Institut for Klinisk Veterinær- og Husdyrvidenskab, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Grønnegaardsvej 3, 1870 Frederiksberg C, Danmark.

Sammendrag Energi- og næringsstofrestriktion i drægtighedsperioden resulterer i stofskifteændringer i fosteret, hvilket kan have negativ indflydelse på helbredet i voksenlivet. Særligt proteinforsyningen påvirker fosterudviklingen i rovdyr, herunder mink, men langtidsvirkningen er ikke kendt. Formålet med studiet var at anvende en proteinrestriktion under den sene drægtighed i mink, der kunne ændre afkommets stofskifteprofil uden at påvirke tævens reproduktive ydeevne. Desuden blev effekten af proteinrestriktion i fosterlivet i forhold til reaktionen på en længerevarende tilstrækkelig eller lav proteinforsyning fra fravænning indtil 50-ugers alderen undersøgt i hanhvalpene. Det konkluderes, at proteinrestriktionen under sendrægtigheden resulterede i metabolsk programmering af hvalpene, hvilket var afspejlet i leverproteomet frem til 1-års alderen. Da proteinforsyningen ikke levede op til proteinbehovet i vækstperioden efter fravænning, blev protein- og fedtstofskiftet påvirket, hvilket resulterede i lavere kropsvægt, fedtlever og øget kropsfedtprocent, uafhængigt af proteinforsyningen i fosterlivet. En højere proteinforsyning efter fravænning end den, der blev oplevet i fosterlivet, resulterede i ændringer i mængden af leverproteiner, der forbindes med udviklingen af Type-2 diabetes i voksenlivet. Dette studie viser, at proteinrestriktion i det tidlige liv kan ændre stofskiftet, samt at livsstilsforandringer i retning af en mere proteinholdig diæt end den, der blev oplevet i fosterlivet, kan have en negativ effekt på helbredet i voksenlivet. Vesterdorf, K. 2013. Lav protein tilførsel i mink (Neovison vison) under den sene drægtighedsperiode – Effekt på reproduktiv ydeevne, samt udvikling og metabolisme hos afkommet igennem det første leveår. Faglig Årsberetning 2012, 119-131. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Energy- and nutrient restriction in utero causes metabolic adaptations, which may have adverse effects on health in adult life. Particularly protein provision impacts fetal development in carnivore species, such as mink, however, the long-term response to protein restriction in mink having been exposed to protein restriction in utero is unknown. The objectives of the present study were to implement a level of protein restriction during late gestation in mink, which causes metabolic adaptations in mink offspring, yet without affecting reproductive performance. Further, to study the effects of fetal protein restriction on the response to long-term adequate or low protein provision from weaning until 50 weeks of age in male mink offspring. It is concluded that fetal protein restriction resulted in metabolic programming, evidenced by modifications to the hepatic proteome, which were still evident in yearling male mink. Supplying mink with a diet below the protein requirement during growth affected the protein and lipid metabolism, resulting in reduced growth, low ME intake, hepatic lipidosis, and increased body fat mass, regardless of fetal dietary treatment. Exposure to a post-weaning diet in excess of that experienced in utero was linked to modifications in the abundance of hepatic enzymes associated with the development of Type-2 diabetes in adult life. The present findings suggest that lifestyle changes towards nutrition in excess of that experienced in utero may have adverse effects on health in adult life, thus providing clues about how protein deficiency in early life may modify the metabolism and hence susceptibility to disease. Vesterdorf, K. 2013. Low protein provision in mink (Neovison vison) during late gestation – Effect on reproductive performance, and both development and metabolism of the progeny throughout the first year of life. Annual Report 2012, 119-131. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: protein restriction, metabolic programming, growth, nitrogen metabolism, hepatic lipidosis, organ development, Type-2 diabetes

Page 122: Faglig Årsberetning 2012

Vesterdorf, K.

120 Faglig Årsberetning 2012

Indledning Udviklingen af et foster kan påvirkes, hvis den hormonelle balance eller ernæringstilførslen til livmoderen ændres. Fosterets fleksible stofskifte tillader vækst- og udviklingstilpasninger i forhold til det udsatte miljø i livmoderen (McMillen & Robinson 2005). Disse tilpasninger, også kaldet ’metabolsk programmering’, kan resultere i langsigtede eller endda vedvarende ændringer i for eksempel størrelsen og fysiologien hos dyret (Godfrey & Barker 2000). Studier hos mennesker har vist en klar sammenhæng mellem utilstrækkelig ernæring under graviditeten og hæmmet forstervækst (IUGR) med efterfølgende risiko for at udvikle livsstilssygdomme, såsom Type-2 diabetes, i voksenlivet (Hales & Barker 1992). Stofskifteændringer i fosteret er blevet påvist i forskellige dyremodeller, inklusive rotter og mink, ved brug af lav-protein (LP) foder under drægtighedsperioden og resulterede i lav fødselsvægt og reduceret vækst før fravænning, ændringer i stofskiftet, samt ændringer i organstørrelse og -struktur (mink: Matthiesen et al. 2010; rotte: Desai et al. 1996,1997). Organændringer kan have langsigtede konsekvenser for dyrets stofskifteprocesser, afhængig af, hvornår proteinrestriktionen blev anvendt i drægtighedsperioden (Lucas 1991). Minken (Neovison vison) afviger som modeldyr fra andre LP-dyremodeller ved, at den er et rovdyr med et højere behov for protein og med nogen kapacitet til at tilpasse sig til en lavere proteinforsyning i foderet (Matthiesen et al. 2010,2012). Minkens naturligt varierede foderindtag i løbet af et år resulterer i en tilbøjelighed til sæsonafhængig fedme, og ydermere er den reproduktive ydeevne følsom overfor ændringer i energi- og proteinforsyningen (Matthiesen et al. 2010; Tauson & Forsberg 2002). Minkhvalpe bliver født med begrænsede energidepoter og er

derfor fuldstændigt afhængige af moderens mælk i de første 3-4 uger efter fødslen, men såfremt mælkeproduktionen er tilstrækkelig er der en høj kapacitet for hvalpevækst (Tauson 1994). Proteinbehovet hos mink under drægtigheden og i den efterfølgende hvalpevækst-periode er dog ikke fuldstændigt afklaret. Svær proteinrestriktion (14 % af omsættelig energi, ME) i den sene drægtighedsperiode førte til lavere fødselsvægt, højere forekomst af golde tæver og færre hvalpe per parret tæve (Matthiesen et al. 2010). Ydermere viste et korttidsstudie, at 18 % af ME fra protein i foderet ved fravænning førte til lavere kropsvægte i hanhvalpe (Matthiesen et al. 2012), mens en løbende reduktion fra 20 % - 15 % fra fravænning til pelsning førte til reduceret vækst, øget forekomst af fedtlever og højere dødelighed (Damgaard et al. 1998a,b). Øget goldprocent, færre hvalpe og højere dødelighed blandt minkhvalpe er uønsket både fra et produktions- og et forskningssynspunkt. Formålet med nærværende studie var derfor at undersøge om en mildere form for proteinrestriktion med foderet fører til ændringer i stofskiftet hos minkafkommet uden at påvirke den reproduktive ydeevne, og ydermere at undersøge om proteinrestriktion under fosterlivet resulterer i stofskifteændringer med langsigtede konsekvenser i mink. Materiale og metoder For udførlig beskrivelse af materiale og metoder henvises der til Vesterdorf (2012). Drægtigheds- og diegivningsperioden Femogtreds minktæver blev delt i to grupper, der enten fik et foder med lavt proteinindhold (FL; råprotein:fedt:kul-hydrat ratio, CP:fedt:CHO, 19:49:32 % af ME) eller tilstrækkeligt protein indhold

Page 123: Faglig Årsberetning 2012

Lav protein forsyning til mink (Neovison vison) under den sene drægtighedsperiode – effekt på reproduktiv ydeevne, samt udvikling og stofskifte hos afkommet igennem det første leveår

Faglig Årsberetning 2012 121

(FA; 31:55:14 % af ME) i de sidste

21,2 3,3 dage af drægtighedsperioden inden fødsel (Tabel 1). Tabel 1. Eksperimentelt foder givet til minktæver i den sene drægtighedsperiode (21,2 ± 3,3 dage før fødsel) med enten tilstrækkelig (FA) eller lav (FL) proteinmængde; fordeling af foderingredienser og analyseret kemisk sammensætning af foderet. Næringsstoffordelingen er givet som tørfoder (DM), råprotein (CP), kulhydrat (CHO), bruttoenergi (GE), omsættelig energi (ME), og som procent af ME i foderet (CP:fedt:CHO).

Foder

FA FL

Fodersammensætning, g.kg

-1

Frisk kylling* Fiskemel Sukkerroesnitter Rullet havre Kartoffelpulver Majsstivelse Majsolie Vitamin og mineral mix

Vand Kemisk sammensætning DM, g.kg

-1

Aske, g.kg-1

DM CP, g.kg

-1DM

Fedt, g.kg-1

DM CHO, g.kg

-1DM

GE, MJ.kg-1

DM ME, MJ.kg

-1DM

CP:fedt:CHO, % af ME

455 114 23 30 30 30 46 3

269

408 71

426 288 215 24,7 20,2

31:55:14

338 42 17 88 34 80 50 3

348

399 54

273 253 420 23,3 19,9

19:49:32

*Kylling tilberedt til konsum; uden hoved, fødder, fjer og indvolde. †Per kg vitamin og mineral mix: retinol 2800500 IU,

Cholecalciferol 280000 IU, -tocopherolacetat 24021 IU, thiamine 10002 mg, riboflavin 4801 mg, nikotiamid 8002 mg, pyridoxin 3201 mg, D-pantothenin syre 3207 mg, biotin 80012 µg, folsyre 241 mg, cholinchlorid 60001 mg, cyanocobalamin 16008 µg, para-aminobezoin syre 800 mg, betain 33600 mg, Fe (FeSO4) 19712 mg, Cu (CuSO4) 1025 mg, Zn (ZnO) 12561 mg, and Mn (MnO) 6238 mg (Trow Nutrition Denmark A/S, Danmark).

Syvoghalvtreds tæver fik hvalpe og blev anvendt til at studere den reproduktive ydeevne. Han- og tævehvalpene blev vejet ugentligt fra fødsel og indtil fravænning i 7 ugers alderen. Lever, nyre og bugspytkirtlen fra henholdsvis 1-, 2-, 14- og 28-dage gamle aflivede hanminkhvalpe (fire fra hver fodergruppe/aldersgruppe) blev vejet. Ti tæver fra hver fodergruppe blev anvendt i balance- og respirationsforsøg for at måle stofskiftet i dyrene; en gang før fødsel, og igen i den første og den

tredje uge af diegivningsperioden, hvor tæverne blev målt sammen med deres hvalpe. Minkene blev fodret ad libitum og havde fri adgang til drikkevand. Forsøget varede fire dage efter tre dages akklimatisering til laboratorieforholdene, og under hver forsøgsperiode tilbragte hver mink 22 timer i et respirationskammer. Under balance-forsøget blev forsyningen af foderet målt, og afføring, urin og foderefterladenskaber blev opsamlet, vejet og analyseret for kemisk sammensætning. Udregninger af stofskifteværdierne og substratforbrænd-ingen blev udført på baggrund af tidligere beregninger (Brouwer 1965; Matthiesen et al. 2010). Efter hver endt forsøgsperiode blev der taget blodprøve på tæverne for at undersøge koncentration af hormonerne leptin, insulin og insulin-like growth factor-1 (IGF-1) i blodplasmaet ved hjælp af radioimmunoassay (RIA). Efter fravænning Seksogfirs hanhvalpe fra tæverne, der var blevet fodret med enten FL- eller FA-foder, blev valgt tilfældigt ud til at modtage foder med enten en lav (LP) eller tilstrækkelig (AP) mængde protein i foderet fra fravænning i 7-ugers alderen (Tabel 2) og indtil minkene var 50 uger gamle eller blev aflivet. Dette resulterede i fire fodergrupper: FAAP (n=24; kontrolhvalpe), FALP (n=23), FLAP (n=20) og FLLP (n=19). Minkene blev vejet ugentligt fra fravænning, og indtil de var 27 uger gamle, samt i 50-ugers alderen. Hanhvalpenes stofskifte blev undersøgt ved hjælp af balance- og respirationsforsøg i fire forsøgsperioder igennem det første år af deres liv; henholdsvis 8-, 19-, 25- og 50-ugers alderen. I alt 48 mink blev anvendt i denne del af forsøget. Tolv hanner (n=3 per fodergruppe) blev anvendt under hver eneste af de fire forsøgsperioder og blev

Page 124: Faglig Årsberetning 2012

Vesterdorf, K.

122 Faglig Årsberetning 2012

først aflivet efter den sidste forsøgsperiode var overstået. Ydermere blev 12 hanner (n=3 per fodergruppe) anvendt i hver af de første tre forsøgsperioder og blev aflivet efter den respektive forsøgsperiode var overstået. Blodprøver blev taget fra de dyr, der deltog i balance- og respirationsforsøgene, og blev undersøgt for plasmakoncentrationen af leptin,

insulin og IGF-1. Lever, nyrer, og bugspytkirtel fra de dyr, der blev aflivet efter hver afsluttet forsøgsperiode blev taget og vejet. Den kemiske sammensætning af såvel helkrop- som lever blev analyseret, og den totale mængde af forskellige proteiner i hanhvalpenes lever (leverproteomet) blev analyseret i 20-, 25- og 50-ugers alderen (n=3/fodergruppe/aldersgruppe).

Tabel 2. Kemisk sammensætning af det eksperimentelle foder anvendt i forsøget efter fravænning: Tilstrækkelig (AP; standard farm foder) og lav (LP; baseret på AP foder med ekstra tilsatte ingredienser) proteinmængde i de fire perioder i dyrets første leveår. Næringsstoffordelingen er givet som tørfoder (DM), råprotein (CP), kulhydrat (CHO), bruttoenergi (GE), omsættelig energi (ME), og som procent af ME i foderet (CP:fedt:CHO).

Alder, uger

8 19 25 50

AP LP AP LP AP LP AP LP

Kemisk sammensætning DM, g.kg

-1

Aske, g.kg-1

DM CP, g.kg

-1 DM

Fedt, g.kg-1

DM CHO, g.kg

-1 DM

GE, MJ.kg-1

DM ME, MJ.kg

-1 DM

CP:fedt:CHO, % af ME

330 103 465 210 222 23,4 17,3

42:45:13

374 71

290 257 381 23,7 19,4

24:50:26

421 61

397 269 273 25,1 19,6

31:53:16

463 43

273 318 367 25,4 21,4

20:57:23

442 70

366 254 311 23,9 19,0

30:51:19

472 54

259 279 408 24,3 20,4

22:52:26

333 115 428 224 232 23,3 16,0

40:52:8

424 80

243 283 394 24,0 20,2

22:54:24

Foder før fravænning Ingredienserne, der blev anvendt i de to typer forsøgsfoder under den sene drægtighedsperiode, var identiske, og forsøgsfoderet indeholdt desuden den samme mængde energi og fedt (Tabel 1). Forsøgsfoderet blev tilberedt i dyrelaboratoriet, og blev nedfrosset i

dagsrationer i plastikposer ved -20 C indtil anvendelse. Både før og efter forsøgsperioden under drægtigheden fik alle tæverne standard farmfoder (Sjællands pelsdyrfoder A.m.b.a., Stårup, Danmark). Foder efter fravænning Ingredienserne i forsøgsfoderet efter fravænning med tilstrækkelig mængde protein (AP) bestod af 100 % standard farmfoder. Foderet med lavt proteinindhold (LP) var baseret på standard farmfoder, men med ekstra tilsatte ingredienser, således at det lave proteinindhold blev opnået ved at erstatte protein med kulhydrat, mens

fedtindholdet var det samme som i AP-foderet (Tabel 2). Således bestod LP foderet i gennemsnit af 73 % AP-foder, 5 % majsolie, 5 % majsstivelse, 5 % kartoffelmospulver, 1 % sukkerroesnitter, og vand op til 100 %. Proteinindholdet i LP-foderet blev gradvist reduceret fra fravænningen og 33 dage frem; fra 24 % af ME til 20 % af ME. I samme tidsperiode blev proteinindholdet i AP-foderet gradvist reduceret fra 42 % af ME til 31 % af ME af foderproducenten. Hver LP-foderration blev tilberedt samme dag, som AP-foderet blev leveret fra foderproducenten, og såvel LP- som AP-foderet blev nedfrosset i dagsrationer i

plastikposer ved -20 C indtil anvendelse. Statistisk analyse Data blev statistisk analyseret i SAS som gentagne målinger (Mixed Procedures, SAS/STAT® software, version 9.2, SAS Institute INC., Cary, NC, USA), og data er

præsenteret som LSmeans SE (standardfejl). Forskelle mellem

Page 125: Faglig Årsberetning 2012

Lav protein forsyning til mink (Neovison vison) under den sene drægtighedsperiode – effekt på reproduktiv ydeevne, samt udvikling og stofskifte hos afkommet igennem det første leveår

Faglig Årsberetning 2012 123

gennemsnit (means) blev betragtet som statistisk signifikante, når P < 0,05. Resultater Drægtighed og diegivningsperioden De drægtige FL-tæver havde et lavere indtag af protein (P < 0,01) og et højere indtag af kulhydrat (P < 0,001) end FA-tæverne i forsøgsperioden, og deres stofskifte blev påvirket således, at proteinforbrændingen blev reduceret, mens kulhydratforbrændingen blev øget, hvilket afspejlede fodersammensæt-ningen. FL-tæverne aflejrede 40 % mindre nitrogen (N; P < 0,05), inklusive N til fostervækst (Figur 1), hvilket resulterede i lavere fødselsvægte (P < 0,001) hos FL-hvalpene (Tabel 3).

Figur 1. Nitrogenstofskiftet i tæver under den sene drægtighedsperiode, der fik enten tilstrækkelig (FA) eller lav (FL) mængde protein i foderet. DN: Nedbrudt nitrogen; UN: Nitrogen indeholdt i urinen; RN: Aflejret nitrogen. Værdierne for FL tæver var alle signifikant forskellige fra FA tæverne (P < 0,05).

Udover en større hvalpedødelighed fra fødsel frem til fravænningen (P < 0,05) var der ingen effekt af proteinrestriktionen på den reproduktive ydeevne hos tæverne. FL-hvalpene havde samme proportioner som kontrolhvalpene (FA; P < 0,05), men var mindre indtil tre-ugers alderen (Figur 2), og deres organudvikling var ikke påvirket af proteinrestriktionen i fosterlivet. Der var ingen effekt af proteinrestriktionen på plasmakoncentrationen af de målte hormoner.

Efter fravænning Proteinrestriktionen i fosterlivet havde ingen målbare effekter på hanhvalpenes stofskifte, vækst, organudvikling, plasmakoncentrationen af hormoner eller lever- og kropssammensætning fra fravænningen og indtil 50-ugers alderen. Alle værdier i det følgende er derfor givet i forhold til proteinforsyning efter fravænning. Hanhvalpe, der fik en lav mængde protein i foderet (LP-hanhvalpe) efter fravænningen, havde konsekvent et lavere proteinindtag end AP-hanhvalpe (P < 0,001; kontrolhvalpe). LP-hanhvalp-ene forbrændte mere kulhydrat (P < 0,01) og mindre protein (P < 0,001) sammen-lignet med kontrolhvalpene, hvilket afspejlede fodersammensætningen i denne periode. Til trods for denne reduktion i proteinforbrændingen, var LP-hanhvalpene dog ikke i stand til at kompensere for den lavere tilgænge-lighed af protein, da effektiviteten af udnyttelsen af N ikke blev øget (Tabel 4). Tabel 3. Den reproduktive ydeevne hos minktæver (n = 49), der enten fik tilstrækkelig (FA) eller lav (FL) mængde protein i foderet i de sidste to tredjedele af drægtighedsperioden (21,2 ± 3,3 dage før fødsel). Antal levende hvalpe i løbet af diegivningsperioden og fødselsvægte (n = 305) for levende hvalpe.

Foder P-værdi,

FA FL Effekt af foder

Reproduktiv ydeevne

Golde tæver, % Hvalpe Per kuld Per tæve Dødfødte, % Antal hvalpe/kuld Fødsel Efter fødsel 7 dage 21 dage 49 dage Fødselsvægt, g Gennemsnit Tævehvalpe Hanhvalpe

11,5 8,3 7,3 21,9 6,8 5,8 5,6 5,4 10,6 10,5 10,8

12,9 7,5 6,5 22,2 6,0 4,2 4,1 4,0 9,7 9,6 9,7

NS

NS NS NS

NS

<0,05 <0,05

NS

<0,001 0,01

0,001 Effekten af foder er angivet i tabellen for hver variabel, og *= P < 0,05, **= P < 0,01, ***= P < 0.001. NS viser ingen statistisk signifikant forskel.

Page 126: Faglig Årsberetning 2012

Vesterdorf, K.

124 Faglig Årsberetning 2012

Proteinforsyningen i LP-foderet var mindre end proteinbehovet; påvist ved den lavere aflejring af N i den tidlige vækstfase efter fravænningen (47 %; P < 0,01), og dermed blev det fulde potentiale for aflejring af N i minkene ikke udnyttet. Lavere aflejring af N blev mødt af en højere aflejring af fedt i LP-hanhvalpene (P < 0,01), hvilket resul-terede i lavere maksimale kropsvægte (P < 0,02), som blev nået tidligere end kontrolhvalpene (Figur 3).

I 8- og 25-uger gamle LP-hanhvalpe var plasmakoncentrationen af hormonet IGF-1 lavere end i kontrolhvalpene (P < 0,01), mens plasmakoncentrationen af leptin var lavere i 25-uger gamle LP-mink (P < 0,01). Plasmakoncentrationen af insulin var derimod ikke påvirket af det lavere indhold af protein i LP-foderet.

Figur 2. Kropsvægt fra fødsel til 49-dages alderen i tæve- og hanminkhvalpe udsat for enten tilstrækkelig (FA) eller lav (FL) mængde protein i fosterlivet. Alle vægtene steg signifikant fra uge til uge; P < 0,001. Bjælkerne viser forskelle mellem fodergrupperne, hvor *= P < 0,05, og **= P < 0,01.

Otte- og 19-uger gamle LP-hanhvalpe havde lavere organvægte (P < 0,05), men organvægten var ikke påvirket af LP-foderet i de ældre dyr. Den lavere proteinforsyning resulterede i reduceret ME indtag (P < 0,001) og negativ energi balance (P < 0,05) i 25- og 50-uger gamle mink. Fedtlever blev observeret i 25-uger gamle LP-hanhvalpe (P < 0,01) og var knyttet til proteinrestriktionen og det lavere ME indtag i disse dyr. Længerevarende proteinrestriktion gennem det første år af hanhvalpenes liv efter fravænning resulterede ydermere i øget kropsfedtprocent (P < 0,05) på bekostning af muskelmasse (P < 0,05).

Figur 3. Kropsvægt hos hanminkhvalpe i vækstperioden efter fravænning, fra 11- til 27-ugers alderen. Hanhvalpene fik enten et foder med tilstrækkelig (AP) eller lav (LP) mængde protein fra fravænningen. Bjælken viser statistisk signifikante vægtforskelle mellem de to fodergrupper; P < 0,02.

Page 127: Faglig Årsberetning 2012

Lav protein forsyning til mink (Neovison vison) under den sene drægtighedsperiode – effekt på reproduktiv ydeevne, samt udvikling og stofskifte hos afkommet igennem det første leveår

Faglig Årsberetning 2012 125

Leverproteomet Analysen af leverproteomet viste, at såvel fedt- som energistofskiftet blev ændret i hanhvalpene helt frem til 50-ugers alderen, når hannerne havde været udsat for proteinrestriktion i fosterlivet og havde fået tildelt enten tilstrækkelig (FLAP) eller

lav (FLLP) mængde protein i foderet efter fravænningen. Ligeledes blev der observeret ændringer i mængden af proteiner, der er knyttet til muskel- og skeletvækst samt udviklingen af Type-2 diabetes i FLAP-hanhvalpe.

Tabel 4. Nitrogenstofskiftet i hanmink i deres første leveår målt på fire forskellige tidspunkter. Nitrogenstofskiftet er givet som nedbrudt nitrogen (DN), N indeholdt i urinen (RN), aflejret N (RN), og udnyttelsen af DN (RNDN) i procent. Minkene fik enten

tilstrækkelig (AP) eller lav (LP) mængde protein i foderet efter fravænning. Værdierne er gennemsnit SE.

Alder, uger P-værdi, effekt af

8 (n = 24) 19 (n = 24) 25 (n = 24) 50 (n = 11) Foder Alder Foder x alder

DN, g.kg-0.75

.d-1

AP LP

UN, g.kg-0.75

.d-1

AP LP RN, g.kg

-0.75.d

-1

AP LP RNDN, % AP LP

3,8 0,2a,A

2,2 0,1a,B

2,1 0,2a,A

1,1 0,1a,B

1,7 0,1a,A

1,1 0,1a,B

44 3a

49 4a

2,5 0,1b,A

1,5 0,1b,B

1,9 0,1a,A

1,1 0,1a,B

0,5 0,0b

0,3 0,0b

19 1b

22 2b

1,9 0,1c,A

0,9 0,1c,B

1,6 0,1a,A

0,8 0,1a,B

0,0 0,1c

-0,1 0,1c

1 2c

-12 9c

2,8 0,1d,A

0,8 0,1c,B

2,6 0,1b,A

0,8 0,1a,B

0,0 0,0c

-0,1 0,1c

0 2c

-9 9c

*** ***

***

NS

*** **

***

***

***

***

**

NS

Forskellige små bogstaver (a,b,c) viser signifikante forskelle indenfor den samme fodergruppe, men mellem aldersgrupper; P < 0,05. Forskellige store bogstaver (A,B) viser signifikante forskelle mellem fodergrupper indenfor den samme aldersgrupper; P < 0,05. Effekten af foder, alder og interaktionen mellem foder og alder er angivet i tabellen for hver variable, og *= P < 0,05, **= P < 0,01, ***= P < 0,001. NS viser ingen statistisk signifikant forskel.

Diskussion Effekten af længerevarende proteinrestriktion efter fravænning blev undersøgt hos hanminkhvalpe, der havde været udsat for enten proteinrestriktion (19 % af ME fra protein) eller tilstrækkelig mængde protein i fosterlivet. Det er tidligere blevet foreslået, at lav næringsstofforsyning i fosterlivet øger næringsstofudnyttelsen, når individet bliver udsat for næringstofsrestriktion efter fødslen (Hales & Barker 1992). Men nærværende studie viser, at selvom proteinrestriktion i fosterlivet resulterede i lavere kropsvægte fra fødslen, var der ingen målbare effekter på stofskifteparametre, væksten og udviklingen af hanhvalpene efter fravænningen. Hanhvalpe, der havde været udsat for proteinrestriktion i fosterlivet, havde dermed ikke en øget evne til at tilbageholde protein sammenlignet med hanhvalpe, der havde fået tilstrækkelig proteinforsyning i fosterlivet.

Undersøgelsen af leverproteomet viste, at proteinrestriktionen under fosterlivet resulterer i metabolske programmeringseffekter og har en langsigtet effekt på stofskiftet ind i voksenlivet. Dette studie er det første til at vise effekten af metabolsk programmering i leverproteomet i unge og voksne hanmink fodret med forskellige mængder protein, og det viser, at sådanne mink har en ændret stofskiftereaktion i forhold til kontrolhvalpene. Foder- og energiindtag Den lave mængde protein i FL-foderet i den sene drægtighedsperiode havde ingen effekt på foder- og energiindtaget hos tæverne under drægtigheden, men resulterede i en lavere N balance sammenlignet med kontrolhvalpene, hvilket understøttes af et tidligere studie i mink (Matthiesen et al. 2010). Ligeledes påvirkede FL-foderet ikke foder- og energiindtaget i de fravænnede

Page 128: Faglig Årsberetning 2012

Vesterdorf, K.

126 Faglig Årsberetning 2012

hanhvalpe. Proteinrestriktion efter fravænning (LP-foder) resulterede i lavere foder- og energiindtag hos 25-50 uger gamle hanhvalpe end hos kontrolhvalpene. Det er muligt, at minkene havde nået en alder og størrelse, hvor impulsen til at æde for at opnå maksimal genetisk forudbestemt kropsstørrelse var mindsket, og den formodentligt dårligere smag af LP-foderet kunne derfor være skyld i det reducerede foderindtag. Reproduktiv ydeevne Lav proteinforsyning i foderet under den sene drægtighedsperiode (FL) resulterede i lavere fødselsvægte, og selvom hvalpedødeligheden var højere for FL-tæverne indtil fravænning, var andre dele af den reproduktive ydeevne ikke berørt. Den lavere N balance i FL-tæverne sammenholdt med de lavere fødselsvægte hos deres hvalpe viste, at proteinforsyningen i FL-foderet ikke levede ikke op til proteinbehovet for fostervækst under drægtigheden. Den anbefalede grænse for proteinforsyning under drægtigheden er da også 36 % af ME fra protein ifølge Christiansen et al. (2010). Hvalpevækst før fravænning Lavere fødselsvægte som følge af proteinrestriktion i fosterlivet, som blev observeret i dette studie, er tidligere blevet observeret i mink (Matthiesen et al. 2010). FL-hvalpenes kropsform var proportionel med kontrolhvalpenes men blot mindre, hvilket indikerer IUGR. Anvendeligheden af minken som modeldyr for IUGR kræver dog yderligere studier. FL-hvalpene var mindre end FA-hvalpene indtil tre-ugers alderen. Hvorvidt denne lavere kropsvægt skyldtes mælkekvaliteten- og/eller mælkeproduktionen hos FL-tæverne bør undersøges nærmere.

Hvalpevækst efter fravænning Kun proteinrestriktionen efter fravænning påvirkede LP-hanhvalpenes vækstmønster, mens der ingen effekt var af proteinrestriktionen i fosterlivet. Det ændrede vækstmønster i LP-hanhvalpene afspejlede en ubalance mellem proteinforsyningen og proteinbehovet til kraftig vækst i perioden lige efter fravænning. Dette blev påvist ved lavere N balance og en højere grad af fedtaflejring, da hanminkene var otte uger gamle. LP minkene kunne ikke øge effektiviteten af N udnyttelsen og havde samtidigt et mindsket energiindtag efter fravænning. De opnåede derfor deres maksimale kropsvægte tidligere i vækstperioden end kontrolhvalpene, men kropsvægtene var lavere end i kontrolhvalpene, hvilket støttes af tidligere studier (Damgaard et al. 1998b). Graden af proteinaflejring, fremfor vægtforøgelse, under den tidlige del af vækstperioden bestemmer det senere vækstpotentiale i mink (Glem-Hansen 1980), hvilket bekræfter vores observationer. Derfor forhindrede proteinrestriktionen under perioden med hurtig vækst efter fravænning hanhvalpene i at nå deres fulde vækstpotentiale. At væksten efter fravænning var afhængig af proteinforsyning efter, og ikke før, fødslen kan betyde, at proteinmængden i foderet efter fødslen til såvel tæven som hvalpen er den mest kritiske for det samlede vækstmønster i minkhvalpe Kvantitative stofskiftetræk og kropssammensætning Proteinforbrændingen var lav, da behovet for protein til foster- og hvalpevækst var højt i både drægtige tæver og de voksende hanhvalpe, hvilket bekræfter tidligere studier i mink (Hellwing et al. 2008 og Matthiesen et al. 2010,2012). Minkens evne til at tilpasse forbrændingen af næringsstoffer til forsyningen af næringsstoffer blev afspejlet i ned-reguleringen af

Page 129: Faglig Årsberetning 2012

Lav protein forsyning til mink (Neovison vison) under den sene drægtighedsperiode – effekt på reproduktiv ydeevne, samt udvikling og stofskifte hos afkommet igennem det første leveår

Faglig Årsberetning 2012 127

proteinforbrændingen, selv da proteinforsyningen ikke levede op til proteinbehovet. LP-hanhvalpenes vækst efter fravænningen blev opnået ved højere aflejring af fedt end protein og førte til forhøjet kropsfedtprocent på bekostning af muskelmasse i de voksne hanner, hvilket også er blevet observeret i svin (Close et al. 1983). Vores fund viser derfor, at det er muligt at ændre kropssammensætningen i voksne mink ved langtidseksponering til lav proteinforsyning i foderet fra fravænning. Plasma hormonkoncentrationer Plasmakoncentrationen af IGF-1, leptin og insulin fra fravænning til 50-ugers alderen i hanhvalpene var ikke påvirket af proteinrestriktionen i fosterlivet, hvilket understøttes af tidligere fund i mink (Matthiesen et al. 2012) og rotter (Gosby et al. 2009). Minktæverne fik foder med tilstrækkelig mængde protein efter fødsel, og denne observation kan derfor betyde, at eventuelle effekter af proteinrestriktionen under den sene drægtighed blev udlignet, når hvalpene befandt sig i et tilstrækkeligt ernæringsmæssigt miljø efter fødslen i forhold til det, de havde oplevet under fosterlivet, som angivet ovenfor. Plasmakoncentrationen af leptin afspejler energiindtag og ændringer i minkens kropsvægt (Tauson & Forsberg 2002) og er forbundet med kropsfedtsprocenten (Blache et al. 2000), hvilket forklarer den lavere koncentration af leptin hos LP-hanhvalpene i 25-ugers alderen. Proteinforsyningen levede ikke op til proteinbehovet i den tidlige vækstperiode efter fravænning og resulterede i lavere plasmakoncentration af hormonet IGF-1 hos 8-uger gamle LP-hanhvalpe. Plasmakoncentration af IGF-1 var ligeledes lavere hos 25-uger gamle LP-hanhvalpe, hvilket sandsynligvis var forbundet med det lavere energiindtag og reduceret kropsvækst (Baker et al. 1993)

i denne periode. Hanhvalpenes IGF-1 respons understøtter tidligere observationer i rotter (Gosby et al. 2009). Organudvikling Proteinrestriktion under fosterlivet havde ingen effekt på lever-, nyre- eller bugspytkirtelmassen i forhold til kropsmassen i hvalpene efter fødslen, hvilket betyder, at FL-hvalpene var mindre, men havde samme proportioner i forhold til kontrolhvalpene, hvilket er en generelt accepteret effekt af IUGR. Udviklingen af organerne fra hanhvalpene var ikke påvirket af proteinrestriktionen i fosterlivet efter fravænning, hvilket understøttes af tidligere fund i mink (Matthiesen et al. 2010) og rotter (Desai et al. 1996). Proteinrestriktion efter fravænning resulterede i lavere lever- og nyremasse under perioden med kraftig kropsvækst (8-19 ugers alderen), hvilket støttes af tidligere fund i mink (Larsson et al. 2012; Matthiesen et al. 2010) og rotter (Desai et al. 1996). Rovdyr er i nogen grad i stand til at tilpasse deres proteinforbrænding og størrelsen af organerne, hvori proteinstofskiftet finder sted, til proteinforsyningen i foderet (mink: f.eks. Larsson et al. 2012; kat: Green et al. 2008). Dette studie antyder, at de voksende hanhvalpe tilpassede sig proteinrestriktionen efter fravænning ved at sænke forbrændingen af protein samtidig med en reducering af lever- og nyremassen. Implikationerne af fedtlever Fedtlever i 25-uger gamle LP-hanhvalpe var forbundet med nedsat energiindtag, negativ energibalance, som resulterede i en øget mobilisering af fedt fra fedtvævene til leveren, Forekomsten af fedtlever er en generelt observeret effekt i anorektiske katte (Biourge et al. 1994). De observerede ændringer i fedtstofskiftet er i overensstemmelse med lignende fund i rotter (Desai et al. 1995) og stemmer overens med de observerede

Page 130: Faglig Årsberetning 2012

Vesterdorf, K.

128 Faglig Årsberetning 2012

ændringer i leverproteomet i LP-hanhvalpene. Implikationer af leverproteomændringer Det direkte studie af den reelle mængde af proteiner, der er til stede i minkens lever, giver en omfattende beskrivelse af nogle af de stofskifteændringer, som skyldes proteinrestriktionen før og/eller efter fravænningen og bidrager derfor med ny indsigt og nyttig information til studierne af minkens stofskifte. Ændringer i mængden af leverproteiner, der var forbundet med specifikke stofskifteprocesser i hanhvalpe, der havde været udsat for proteinrestriktion i fosterlivet, viste tydeligt, at hanhvalpene var blevet metabolsk programmerede. Det bør undersøges, om tævehvalpe har samme respons til proteinrestriktion i fosterlivet. Leverproteomet var ens i kontrolhvalpene (FAAP-mink) og i hanhvalpe, der havde været udsat for proteinrestriktion både i fosterlivet og efter fravænningen (FLLP-mink) i 20- og 25-ugers alderen, hvor der var et behov for protein til kropsvækst og pelssætning. Men i ældre FLLP-mink var mængden af leverproteiner, der er knyttet til fedt- og energistofskiftet, ændret. Dette kan betyde, at metabolsk programmering giver en kortsigtet fordel, når det ernæringsmæssige miljø efter fødslen er lig det, der blev oplevet i fosterlivet, men har uhensigtsmæssige konsekvenser i voksenlivet, hvilket indikerer nogen grad af fleksibilitet i stofskiftereguleringen i det tidlige liv, der kan forsvinde med alderen i mink. Leverproteomet i mink, der havde været udsat for proteinrestriktionen i fosterlivet og tilstrækkelig proteinforsyning efter fravænningen (FLAP-mink), viste ændringer i mængden af proteiner, der er vigtige for skelet- og muskeludviklingen (Kim et al. 2004; Neumann et al. 2009, henholdsvist). Ydermere var leverproteiner, der er forbundet med

forekomsten af Type-2 diabetes (f.eks. Sengupta et al. 2009), ned-reguleret i FLAP-mink, men ikke FLLP mink. Skelet- og muskeludviklingen samt modtagelig-heden for Type-2 diabetes blev sandsynligvis ændret, når metabolsk programmerede mink blev udsat for en proteinforsyning efter fravænning, der var højere end den, de havde oplevet og var blevet programmeret til, under fosterlivet. Derfor lader ændringerne i lever-proteomet til at være biologisk vigtige indikatorer for de mulige langtidseffekter af proteinrestriktion i fosterlivet i minken. Konklusion Dette studie bidrager med vigtig information om proteinbehovet hos mink under deres udvikling. Den lave proteinforsyning, der blev anvendt i dette studie, dækkede ikke det ernærings-mæssige behov for protein hos de drægtige minktæver og resulterede i lavere fødselsvægte og højere dødelighed hos hvalpene frem til fravænning, hvilket ikke er ønskværdigt i produktionsøjemed og understreger vigtigheden af tilstrækkelig protein-forsyning under drægtigheden i mink. Vigtigheden i at forsyne hanmink med tilstrækkelig protein i foderet i vækst- og pelssætningsperioden påvises i dette studies ved, at såfremt proteinbehovet ikke dækkes af proteinforsyningen, har det konsekvenser for fedt- og energi-stofskiftet samt skelet- og muskel-udviklingen, hvilket resulterer i reduceret vækst, fedtlever og øget kropsfedt-procent. Resultaterne af studiet viser ydermere, at mink kan metabolsk programmeres og udviser IUGR som resultat af proteinrestriktion i fosterlivet. Minken repræsenterer derfor en anvendelig dyremodel til undersøgelser af langtidsvirkningerne af ernærings-udfordringer i fosterlivet. Ydermere dokumenterer dette studie ændringer i mængden af leverproteiner, der er forbundet med udviklingen af Type-2 diabetes, og kan således give en

Page 131: Faglig Årsberetning 2012

Lav protein forsyning til mink (Neovison vison) under den sene drægtighedsperiode – effekt på reproduktiv ydeevne, samt udvikling og stofskifte hos afkommet igennem det første leveår

Faglig Årsberetning 2012 129

indikation af, hvordan proteinmangel i forskellige stadier af livscyklus kan ændre stofskiftet og dermed også modtagelig-heden for sygdom. Anerkendelser Dette studie ligger til grund for en Ph.D. afhandling af samme titel, der blev finansieret af forskningsstøtte fra Pelsdyrafgiftsfonden og fra Københavns Universitet. Studiet blev udført under vejledning af Dr Anne-Helene Tauson og Dr Adrian Paul Harrison på Institut for Klinisk Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet. RIA blev udført hos vores samarbejdspartner Dr Dominique Blache på University of Western Australia i Australien, og proteomstudiet blev udført i samarbejde med Dr Deborah Power ved CCMar, Universidad do Algarve i Portugal. Referencer Baker, J., Liu, J.P., Robertson, E.J. og Efstratiadis, A. 1993. Role of insulin-like growth factors in embryonic and post-natal growth. Cell, 75: 73-82. Biourge, V., Groff, J.M., Fisher, C., Bee, D., Morris, J.G. og Rogers, Q.R. 1994. Nitrogen balance, plasma free amino acid concentrations and urinary orotic acid excretion during long-term fasting in cats. J Nutr, 124: 1094-1103. Blache, D., Tellam, R.L., Chagas, L.M., Blackberry, M.A., Vercoe, P.E. og Martin, G.B. 2000. Level of nutrition affects leptin concentrations in plasma and cerebrospinal fluid in sheep. J Endocrinol, 165: 625-637. Brouwer, E. 1965. Report of sub-committee on constants and factors. Eaap Publication No. 11. Academic Press, London. Christiansen, M.L.E., Clausen, T.N., Lassen, T.M., Sandbøl, P. og Tauson, A.-H. 2010. Essential amino acid

requirements for mink throughout the life cycle. In: Nordic Association of Agricultural Scientists – NJF Seminar 440, Oslo, Norge. Close, W.H., Bershauer, F. og Heavens, R.P. 1983. The influence of protein:energy value of the ration and level of feed intake on the energy and nitrogen metabolism of the growing pig. 1. Energy metabolism. Br J Nutr, 49: 255-269. Damgaard, B.M., Clausen, T.N. og Børsting, C.F. 1998a. Effects of dietary supplement of essential amino acids on mortality rate, liver traits and blood parameters in mink (Mustela vison) fed low-protein diets. Acta Agric Scand Sect A Anim Sci, 48: 175-183. Damgaard, B.M., Clausen, T.N., og Dietz, H.H. 1998b. Effect of dietary protein levels on growth performance, mortality rate and clinical blood parameters in mink (Mustela vison). Acta Agric Scand Sect A Animal Sci, 48: 38-48. Desai, M., Crowther, N.J., Ozanne, S.E., Lucas, A. og Hales, C.N. 1995. Adult glucose and lipid metabolism may be programmed during fetal life. Biochem Soc Trans, 23: 329-333. Desai, M., Crowther, N.J., Lucas, A. og Hales, C.N. 1996. Organ-selective growth in the offspring of protein-restricted mothers. Br J Nutr, 76: 591-603. Desai, M., Byrne, C.D., Zhang, J., Petry, C.J., Lucas, A. og Hales, C.N. 1997. Programming of hepatic insulin-sensitive enzymes in offspring of rat dams fed a protein-restricted diet. Am J Physiol, 272: G1083–G1090. Glem-Hansen, N. 1980. The protein requirements of mink during the growth period. II. Effect of protein intake on

Page 132: Faglig Årsberetning 2012

Vesterdorf, K.

130 Faglig Årsberetning 2012

growth rate and pelt characteristics. Acta Agric Scand, 30: 345-348. Godfrey, K.M. og Barker, D.J.P. 2000. Fetal nutrition and adult disease. Am J Clin Nutr, 71: 1344S-1352S Gosby, A.K., Stanton, L.M.L., Maloney, C.A., Thompson, M., Briody, J., Baxter, R.C., Bryson, J.M., Denyer, G.S. og Caterson, I.D. 2009. Post-natal nutrition alters body composition in adult offspring exposed to maternal protein restriction. Br J Nutr, 101: 1878-1884. Green, A.S., Ramsey, J.J., Villaverde, C., Asami, D.K., Wei, A. og Fascetti, A.J. 2008. Cats are able to adapt to protein oxidation to protein intake provided their requirement for dietary protein is met. J Nutr, 138: 1053-1060. Hales, C.N. og Barker, D.J.P. 1992. Type 2 (non-insulin-dependent) diabetes mellitus: the thrifty phenotype hypothesis. Diabetologia, 35: 595-601. Hellwing, A.L.F., Hansen, N.E. og Tauson, A.H. 2008. The effect of different protein and carbohydrate supply on protein and energy metabolism in early growth period of mink kits. I: Proceedings of the IX International Scientific Congress in Fur Animal Production. Halifax, Nova Scotia, Canada. Scientifur, 32: 147-148. Kim, G., Lee, T.H., Wetzel, P., Geers, C., Robinson, M.A., Myers, T.G., Owens, J.W., Wehr, N.B., Eckhaus, M.W., Gros, G., Wynshaw-Boris, A. og Levine, R.L. 2004. Carbonic anhydrase III is not required in the mouse for normal growth, development, and life span. Mol Cell Biol, 24: 9942-9947. Larsson, C., Fink, R., Matthiesen, C.F., Thomsen, P.D. og Tauson, A.-H. 2012. Metabolic and growth response of mink (Neovion vison) kits until 10 weeks of age

when exposed to different dietary protein provision. Arch Anim Nutr, 66: 1-19. Lucas, A. 1991. Programming by early nutrition in man. In: The childhood environment and adult disease: CIBA Foundation Symposium 156. Eds: Bock GR, Whelan J. Wiley, Chichester, England. Matthiesen, C.F., Blache, D., Thomsen, P.D., Hansen, N.E. og Tauson, A.-H. 2010. Effect of late gestation low protein supply to mink (Mustela vison) dams on reproductive performance and metabolism of dam and offspring. Arch Anim Nutr, 64, 56–76. Matthiesen, C.F., Blache, D., Thomsen, P.D. og Tauson, A.-H. 2012. Foetal life protein restriction in male mink (Neovison vison) kits lowers post-weaning protein oxidation and the relative abundance of hepatic fructose-1,6-bisphosphatase mRNA. Animal, 6: 50-60. McMillen, I.C. og Robinson, J.S. 2005. Developmental origins of the metabolic syndrome: prediction, plasticity, and programming. Physiol Rev, 85: 571–633. Neumann, C.A., Cao, J. og Manevich, Y. 2009. Peroxiredoxin 1 and its role in cell signalling. Cell Cycle, 8: 4072-4078. Sengupta, U., Ukil, S., Dimitrova, N. og Agrawal, S. 2009. Expression-based network biology identifies alteration in key regulatory pathways of Type-2 diabetes and associated risk/complications. PLoS One, 4: e8100. Tauson, A.-H. og Forsberg, M. 2002. Body-weight changes are clearly reflected in plasma concentrations of leptin in female mink (Mustela vison). Br J Nutr, 87: 101-105.

Page 133: Faglig Årsberetning 2012

Lav protein forsyning til mink (Neovison vison) under den sene drægtighedsperiode – effekt på reproduktiv ydeevne, samt udvikling og stofskifte hos afkommet igennem det første leveår

Faglig Årsberetning 2012 131

Tauson, A.-H. 1994 Postnatal development in mink kits. Acta Agric Scand Sect A Anim Sci, 44: 177-184. Vesterdorf, K. 2012. Low protein provision in mink (Neovison vison) during late gestation – Effect on reproductive

performance, and both development and metabolism of the progeny throughout the first year of life. Ph.D. afhandling, Københavns Universitet, pp. 136. ISBN 978-87-7611-528-9.

Page 134: Faglig Årsberetning 2012

132 Faglig Årsberetning 2012

Page 135: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 133

Undersøgelse af ”rørmink” ved en dansk fodercentral Mette Sif Hansen1, Tim Kåre Jensen1, Jan Kjeldsen2, Tor Mikael Lassén3, Peter Foged Larsen3 & Mariann Chriél1 1Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Bülowsvej 27, 1870 Frederiksberg C.

2Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste, mink dyrlæge, Bryndumdamvej 20, 6715 Esbjerg N.

3Kopenhagen Forskning og Rådgivning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N

Sammendrag Her præsenteres de foreløbige resultater fra et igangværende forskningsprojekt, vedrørende syndromet ”rørmink”. I juli 2012 kom der rapporter fra flere minkfarme om fund af utrivelige minkhvalpe, hvor væksten var gået i stå og dyrene afmagredes uden tegn på klinisk sygdom. Syndromet blev kaldt ”rørmink” og viste sig primært at forekomme hos kunder ved Sydvestjysk Pelsdyrfoder (FC 406). For at fastlægge omfanget af problemet og finde årsagen til syndromet, blev en pilotundersøgelse iværksat. Denne indbefattede gennemgang af foderplaner fra FC 406, samt analyse af indholdet af svampetoksiner (DON, ZEA og ochratoksin A) og biogene aminer (histamin), hvilket viste høje koncentrationer af histamin i foderet. Desuden blev en spørgeskemaundersøgelse blandt fodercentralens kunder og minkdyrlæger iværksat, denne viste at der på berørte farme i gennemsnit blev fundet 2,2 ”rørmink” pr. 100 avlstæver og at ”rørmink” udgjorde 41,3 % af antal døde mink i september måned. Yderligere blev 50 ekstreme rørmink, 50 moderate rørmink og 50 kontrol mink obduceret. Der var signifikant forskel på vægten af dyrene mellem grupperne, køn (hanner er i størst risiko for at udvikles til rørmink) og farvetyper (rørmink ses hyppigst blandt sorte mink). Baseret på de foreløbige patologiske undersøgelser er der ingen tegn på at ”rørmink” syndromet har en smitsom ætiologi eller skyldes specifikke forgiftninger. Hvorvidt foderets indhold af biogene aminer betinger rørmink syndromet skal undersøges yderligere. Hansen, M.S., Jensen, T.K., Kjeldsen, J., Lassén, T.M., Larsen, P.F. & Chriél, M. 2013. Undersøgelse af ”rørmink” ved en dansk fodercentral. Faglig Årsberetning 2012, 133-139. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Here we present the preliminary results from an ongoing research project regarding a mink wasting syndrome. In July 2012, there were reports from several mink farms on the finding of unthrifty mink kits, where normal growth had stalled and the kits lost weight without evidence of clinical disease. The syndrome was called “mink wasting syndrome” (MWS) and appeared to primarily occur at customers of Sydvestjysk Pelsdyrfoder (FC 406). In order to determine the extent of the problem and find the cause of the syndrome, a pilot study was launched. The study included examinations of the feed from FC 406, including analysis of the content of mycotoxins (DON, ZEA and ochratoxin A) and biogenic amines (histamine), which showed high amounts of histamine. In addition, a questionnaire was launched among the customers of the feed plant and mink veterinarians. This showed that the affected farms on average found 2.2 wasted mink per 100 breeding females and that MWS accounted for 41.3% of the dead mink in September. Furthermore, 50 extremely wasted mink, 50 moderately wasted mink and 50 control mink were autopsied. There was significant difference in the weight of the animals between the groups, gender (males are at greatest risk of becoming wasted) and color types (MWS is mainly seen among black mink). Based on the preliminary pathological studies there are no indications that the syndrome has an infectious etiology or is caused by specific poisonings. Whether the presence of biogenic amines in the feed is the cause of the MWS has to be investigated further. Hansen, M.S., Jensen, T.K., Kjeldsen, J., Lassén, T.M., Larsen, P.F. & Chriél, M. 2013. Investigation of a ”mink wasting syndrome” at a Danish feed plant. Annual Report 2012, 133-139. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: mink wasting syndrome, biogenic amines, histamine

Indledning Ultimo juli 2012 kom der rapporter fra flere minkfarme om fund af utrivelige minkhvalpe, hvor væksten var gået i stå og dyrene afmagredes over en

forholdsvis kort periode, til trods for normal til øget ædelyst og fravær af diarré. De afficerede mink udviste tilsyneladende normal adfærd og havde ingen kliniske tegn på sygdom.

Page 136: Faglig Årsberetning 2012

Hansen, M.S., Jensen, T.K., Kjeldsen, J., Lassén, T.M., Larsen, P.F. & Chriél, M.

134 Faglig Årsberetning 2012

Syndromet blev kaldt ”rørmink”, da dyrene efter et længerevarende forløb ender som meget tynde mink bestående af skind og ben med et stort hoved (Figur 1). Dyrene dør ikke umiddelbart af syndromet, men avlerne afliver dem når det skønnes at der ikke ses forbedring af tilvæksten.

Figur 1: Rørmink i bur (Foto: Hans Henrik Møller).

De første tegn på rørmink blev set i perioden ultimo juli til september 2012, med hovedvægten omkring udgangen af august til starten af september. Selvom der er beskrevet enkelte mink med lignende symptomer fra alle egne af landet, har det vist sig, at problemet er størst og mest udbredt blandt kunder ved Sydvestjysk Pelsdyrfoder (FC 406). Syndromet blev også observeret i 2011 hos kunder ved samme fodercentral, men i mindre omfang end i 2012. Dengang var færre farme involveret og færre dyr var berørt på de enkelte farme.

I juli 2012 modtog DTU Veterinærinstituttet flere indsendelser af ”rørmink” til rutinemæssig diagnostik, men undersøgelserne gav ingen entydige resultater, da dyrene viste sig at lide af almindeligt forekommende velfærdsygdomme så som fedtlever, urinvejssten og pleuralt empyem (pus i brysthulen). Foderet fra FC 406 har været mistænkt for at indeholde toksiner. Der kan forekomme mange potentielle toksiner i minkfoder, som giver anledning til sygdom hos minkene. Bl.a. kan nævnes biogene aminer (histamin, agmethionin, cadaverin, tyramin, tryptamin), der dannes ved bakteriers nedbrydning af protein, mykotoksiner (aflatoksin, citrinin, deoxynivalenol (DON), fusarium toksin, orchratoksin, zearalenon (ZEA)), tungmetaller (arsenik, cadmium, kobber, kviksølv), trimethylamonoxid, dimethylnitrosamin, cresol, svovlbrinte, ammoniak og peroxid. De fleste toksiner fremkalder appetitløshed, diarre, nyreskader, leverforandringer og/eller kramper hos dyrene (Amdur et al., 1991; Committee on Animal Nutrition, 1982). For at fastlægge omfanget af problemet og finde årsagen til syndromet, blev det i samarbejde med Sydvestjysk Pelsdyrfoder, Kopenhagen Rådgivning og DTU Veterinærinstituttet besluttet, at iværksætte en pilotundersøgelse. Undersøgelsen skulle indbefatte analyse af Sydvestjysk Pelsdyrfoders foderplaner, foderkvalitet og foderets indhold af specifikke toksiner, samt undersøgelse af mink fra berørte farme, som forsynes af fodercentralen. Desuden blev en spørgeskemaundersøgelse iværksat, der inkluderede fodercentralens kunder og minkdyrlæger i en ERFA-gruppe, for at få overblik over situationen i hele landet. Materialer og metoder Ved et ERFA-møde blandt minkdyrlæger i ultimo august blev der udleveret et

Page 137: Faglig Årsberetning 2012

Undersøgelse af ”rørmink” ved en dansk fodercentral

Faglig Årsberetning 2012 135

spørgeskema, der skulle klarlægge udbredelsen af syndromet ”rørmink”. De deltagende dyrlæger blev derfor bedt om at anføre antal farme der udføres sundhedsrådgivning i - heraf antal farme med rørmink; skøn over problemets omfang i berørte farme, og om rørmink er koblet til bestemte farvetyper, køn eller fodercentraler. Sydvestjysk Pelsdyrfoders foderplaner og råvareleverandører blev gennemgået af Kopenhagen Rådgivnings landskonsulent, Tor Michael Lassén og sammenholdt med forholdende på andre minkfodercentraler. I perioden ultimo juli til ultimo september blev der udtaget 5 foderprøver fra Sydvestjysk Pelsdyrfoder og Holstebro Minkfodercentral (FC 303). Kopenhagen Rådgivning (Tor Michael Lassén) fik prøverne analyseret for indhold af biogene aminer (histamin) og svampetoksiner (DON, ZEA og ochratoksin A), og niveauerne blev sammenlignet mellem de to fodercentraler. Primo oktober 2012 udsendte Sydvestjysk Pelsdyrfoder et spørgeskema til deres 243 kunder, der i alt har 603.968 avlsdyr tilknyttet, med en gennemsnitlige farmstørrelse på 2581 tæver pr. farm. Spørgeskemaet vedrørte følgende emner: Antal døde mink i september 2012 - hvor mange heraf var rørmink; frasalg af dyr i 2012 - har køber konstateret rørmink; indkøb af dyr i 2012 - er der konstateret rørmink hos indkøbte dyr; rørmink blandt bestemte farvetyper eller køn; samt vaccinations procedurer. I løbet af oktober 2012 indsamlede praktiserende dyrlæge, Jan Kjeldsen 150 mink fra 5 farme, der havde problemer med rørmink og som var kunder hos Sydvestjysk Pelsdyrfoder. På hver farm blev indsamlet 30 mink, der blev inddelt i 3 grupper (Figur 2):

Gruppe A (n=10): ekstreme rørmink, dvs. massivt afmagrede dyr.

Gruppe B (n=10): moderate rørmink, dvs. dyr med begyndende til moderate tegn på afmagring.

Gruppe C (n=10): kontrol dyr, der var matchet individuelt med minkene fra gruppe B, således at minkene i gruppe C bestod af 3 kuldsøskende af samme køn; 3 dyr fra samme bur; 4 dyr tilfældigt valgt med samme genotype og køn.

Figur 2: Til venstre: ekstrem rørmink (gruppe A); I midten: moderat rørmink (gruppe B); og til højre: kontrol mink (gruppe C).

Minkene blev udvalgt af dyrlæge og avler, og umiddelbart efter aflivning blev minkene nedfrosset ved -20 °C. Alle mink blev vejet og obduceret på DTU Veterinærinstituttet i København. Følgende prøver blev udtaget til histologisk undersøgelse: hjerne, skjoldbruskkirtel, lunge, milt, lever, nyrer, krøs, lymfeknude, 4 x tarm (1 x duodenum, 2 x jejunum, 1 x ileum) og fra enkelte dyr blev maven udtaget. Vævsprøverne til histologi blev fikseret i formalin, paraffinindstøbt, snittet i 5 µm

Page 138: Faglig Årsberetning 2012

Hansen, M.S., Jensen, T.K., Kjeldsen, J., Lassén, T.M., Larsen, P.F. & Chriél, M.

136 Faglig Årsberetning 2012

og farvet med hæmatoxylin og eosin. Indtil videre er der lavet histologisk undersøgelse på tarm, nyre og lever fra 3 dyr (to fra gruppe A; et fra gruppe C) fra hver farm. Desuden blev prøver af lever og nyre frosset ved -20 °C til eventuelle toksikologiske undersøgelser. Data er analyseret ved hjælp af Proc genmod, SAS Enterprise vers 4.3 og p-værdier under 0,05 anses som værende statistisk signifikante. Resultater Gennemgang af foderplaner fra Sydvestjysk Pelsdyrfoder og sammenligning med råvareindholdet fra andre fodercentraler viste ingen betydende deklarerede afvigelser. Desuden fandtes indholdet af mykotoksiner i foderprøver fra FC 406 og

FC 303 at være sammenlignelige og indenfor de normalt accepterede grænseværdier (Kopenhagen Rådgivning, Tor Michael Lassén)(Tabel 1). Derimod var indholdet af histamin forhøjet i alle 5 prøver fra FC 406 og niveauerne i alle prøver var højere i forhold til prøverne fra FC 303 (Figur 3).

07-jul 14-jul 01-aug 14-aug 01-sep0

10

20

30

40

50

60

70

FC 303 FC 406

Dato

mg

/kg

Figur 3: Koncentration af histamin i minkfoder fra FC 303 og FC 406, Kopenhagen Rådgivning, 2012.

Tabel 1: Indhold af mykotoksiner i minkfoder fra FC 406 og FC 303.

Dato

DON1 (mg/kg) ZEA

2 (µg/kg) Ochratoxin A (µg/kg)

FC 303 FC 406 FC 303 FC 406 FC 303 FC 406

7. juli 0,05 0,07 10,6 18,3 <0,20 0,27

14. juli <0,05 0,06 14,6 18,1 0,25 0,34

1. august <0,05 <0,05 7,15 6,07 0,21 <0,20

14. august <0,05 <0,05 9,11 9,05 <0,20 <0,20

1. september <0,05 <0,05 <5,00 <5,00 <0,20 <0,20 1DON = deoxynivalenol;

2ZEA = zearalenon.

Spørgeskemaet blev returneret fra 12 (60 %) dyrlæger med ca. 350 minkfarme tilknyttet. Halvdelen (6/12) af dyrlægerne havde ikke set rørmink hos deres klienter. Dyrlægerne rapporterede at talrige farme havde store problemer med rørmink og at alle var tilknyttet én fodercentral, Sydvestjysk Pelsdyrfoder. Enkelte dyrlæger havde dog set rørmink i andre egne af landet, men kun på få farme og det drejede sig kun om enkelte dyr i hver besætning. Fra avlerne blev der returneret 112/243 (46 %) spørgeskemaer, hvoraf 105 (43 %) er udfyldt med stamoplysninger. Der indhuses i alt 325.618 avlsdyr på disse farme, med en gennemsnits-størrelse på 3101 dyr, hvilket er ca. 20 %

højere i forhold til de farme der ikke har besvaret spørgeskemaet. Baseret på avlernes oplysninger fra spørgeskemaerne er antallet af ”rørmink” og dødsfald blevet opgjort for september måned. På 7/112 farme blev der ikke set dødsfald forbundet med ”rørmink”. På de berørte farme blev der i gennemsnit fundet 2,2 ”rørmink” pr. 100 avlstæver og ud af det samlede antal døde mink i september måned var 41,3 % af disse karakteriseret som ”rørmink” (Figur 4 og 5). En del avlere havde anført, at de afliver ”rørmink” når de ses på farmen. Avlerne vurderede at ca. 80 % af rørminkene er hanner, men der ses ingen relation til specifikke farvetyper.

Page 139: Faglig Årsberetning 2012

Undersøgelse af ”rørmink” ved en dansk fodercentral

Faglig Årsberetning 2012 137

Figur 4: Antal døde minkhvalpe pr. 100 avlstæver i september 2012.

Figur 5: Procent rørmink af antal døde mink i september 2012 (opgjort pr. 100 avlstæver).

Ved obduktionerne fandtes minkene af forskelligt huld, derudover var der ingen makroskopiske forandringer og det var ikke muligt at finde årsagen til afmagringen. Inden for grupperne var minkene meget ens, og der var signifikant forskel på vægten af dyrene mellem grupperne, køn (Figur 6) og farvetype. Der var ingen signifikant forskel mellem de 5 farme, når der var justeret for effekten af de signifikante parametre. Der var størst variation i vægtene mellem dyrene indenfor gruppe B og C. Ved obduktionerne fandtes det at hovedparten (42/50, 84 %) af minkene i gruppe A var afmagrede uden synligt fedt i bughulen og 16 % (8/50) havde huld, der var

normalt eller lidt under middel (Figur 7). I gruppe B var 3/50 (6 %) mink afmagrede, én (2 %) var fed med rigeligt fedt i bughulen og subkutant, og de resterende var af normalt huld. 68 % (34/50) af minkene i gruppe C var fede, resten 16/50, 32 %) var af normalt huld. Det er hyppigst hannerne, der udvikles til rørmink, således ses det at gruppe A består af 90 % (45/50) hanner og 10 % (5/50) tæver, gruppe B inkluderer 88 % (44/50) hanner og 12 % (6/50) tæver, og i gruppe C er 48 % (24/50) hanner og 52 % (26/50) er tæver. I forhold til farvetyper var forekomsten af afmagrede mink mest udtalt blandt sorte mink og mindst hyppig blandt de grå.

Page 140: Faglig Årsberetning 2012

Hansen, M.S., Jensen, T.K., Kjeldsen, J., Lassén, T.M., Larsen, P.F. & Chriél, M.

138 Faglig Årsberetning 2012

Figur 6: Boxplot af vægt på rørmink, 2012. På boxplottet er angivet median, 25/75% kvartil, minimum og maksimum for hhv. hanner og tæver fra gruppe A, B og C.

Figur 7: Ekstrem rørmink (gruppe A) uden fedtvæv i bughule og subkutant, moderat rørmink (gruppe B) med moderate mængder fedtvæv i bughule og subkutant, og kontrol mink (gruppe C) med rigelige mængder fedtvæv i bughule og subkutant.

Andre makroskopiske fund var uspecifikke. I gruppe A havde 25/50 (50 %) intet eller sparsomt indhold i mavesækken, 6/50 (12 %) havde lidt lyse nyrer. I gruppe B havde 7/50 (14 %) intet eller sparsomt indhold i mavesækken, 13/50 (26 %) havde lidt lyse nyrer, 5/50 (10 %) havde lidt formindsket lever, 4/50 (8 %) havde lidt lys lever og 2/50 (4 %) havde øget lobulær levertegning. Blandt mink i gruppe C havde 9/50 (18 %) intet eller sparsomt indhold i mavesækken,

1/50 (2 %) havde lidt lyse nyrer, 9/50 (18 %) havde forstørret og/eller butrandet lever, 4/50 (8 %) havde øget lobulær levertegning og én mink (2 %) havde lidt lys og formindsket lever. De foreløbige histologiske undersøgelser har ikke vist nogen betydende forandringer i tarm og nyre fra de undersøgte dyr. I leveren ses udvidede leverkapillærer og affladede leverceller, der er ingen umiddelbar kobling til dyr i

Page 141: Faglig Årsberetning 2012

Undersøgelse af ”rørmink” ved en dansk fodercentral

Faglig Årsberetning 2012 139

gruppe A eller C. Forekomsten af denne forandring skal undersøges nærmere for at kunne vurdere betydningen heraf. Diskussion og konklusion Baseret på de makroskopiske fund og de foreløbige histopatologiske undersøgelser er der ingen tegn på at ”rørmink” syndromet har en smitsom ætiologi. Desuden er der ikke set klassiske kliniske tegn eller patologiske fund, der giver mistanke om specifikke forgiftninger. Yderligere væv og dyr skal undersøges histologisk før der endeligt kan konkluderes på de histopatologiske undersøgelser. Gennemgang af råvarer-leverandører og foderplaner fra Sydvestjysk Pelsdyrfoder og sammenligning med forholdene på andre fodercentraler har ikke kunnet pege på forhold i foderet, der kan betinge ”rørmink”. Foderet blev også undersøgt for forekomsten af forskellige toksiner og det blev fundet at histamin indholdet i foderet fra FC 406 var forhøjet til niveauer, der må formodes at være sundhedsskadelige for mink (Woller, 1978). I en undersøgelse af histamin indholdet i minkfoder og dets betydning for minkenes sundhed, viste det sig at stigende histamin niveauer medførte tiltagende diarre, nedsat tilvækst og reduceret foderudnyttelse (Woller, 1978). Samme undersøgelse viste at det eneste gennemgående makroskopiske fund var udspiling af mavesækken hos mink der fik histamin i foderet. I denne pilotundersøgelse har minkene ikke haft tegn på diarre eller forstørrelse af mavesækken. Foderanalyserne viste at histamin koncentrationen var højest i højsommeren og det kan ikke udelukkes at minkene ubemærket har haft forbigående diarre på dette tidspunkt, inden de begyndte at afmagre. Desuden var tilførslen af histamin ikke konstant. Måske kan indtagelse af forhøjede niveauer i en kortere periode ophobe

effekten af toksinet og når skaden er sket, kan dyret ikke rette sig igen. Årsagen til at det primært er hannerne, der har risiko for at udvikles til rørmink, kan forklares ved at de æder mest og dermed vil optage mere toksin i forhold til tæverne. Forekomsten af histamin i foderet er tegn på nedsat kvalitet af foderet. Hvorvidt histamin eller andre biogene aminer er skyld i rørmink syndromet skal undersøges yderligere. Det kan ikke udelukkes at rørmink syndromet er multifaktorielt og skyldes et samspil mellem forskellige faktorer, eventuelt kan tilstedeværelsen af forskellige toksiner give en potenserende effekt. Uanset hvad, er det vigtigt med en kritisk vurdering af råvare- og foderkvalitet, så der ikke dannes biogene aminer, herunder histamin. Tak Tak til Sydvestjysk fodercentral for finansiering af undersøgelsen, og tak til minkavlerne for besvarelse af spørgeskemaerne og indsendelse af mink til undersøgelse. Tak til mink-ERFA gruppens dyrlæger for besvarelse af spørgeskemaerne. Referencer Committee on Animal Nutrition, 1982. Number 7. Nutrient Requirements of Mink and Foxes. Second revised edition. National research Council. National Academy Press, Washington DC, USA. Woller, J. 1978. Histamin i mink foder - Undersøgelse over stigende mængder histamin i foderet til minkhvalpe. Dansk pelsdyravl, 41, 1: 26-29. Amdur, M. O., Doull, J., Klaassen, C. D. 1991. Casarett and Doules Toxicology. The basic Science of Poisons. Fourth edition. Pergamon Press, New York, USA.

Page 142: Faglig Årsberetning 2012

140 Faglig Årsberetning 2012

Page 143: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 141

Diarré og tarmbetændelse hos mink - karakterisering af tarmlæsioner, in

situ identifikation af tarmpatogener og udvikling af diagnostiske

metoder

Tim Kåre Jensen, Mette Sif Hansen, & Mariann Chriél

Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet, Bülowsvej 27, 1890 Frederiksberg C

Sammendrag Diarré og tarmbetændelse er hyppigt forekommende hos mink efter fravænning og indtil pelsning, men vores nuværende viden om årsager til tarmbetændelse er begrænset. Her præsenteres de første resultater fra et forskningsprojekt, som har til formål at bringe ny viden om aktuelle diarrétilstande og tarmbetændelser. Ud fra resultaterne vil der blive indført nye diagnostiske metoder for relevante patogener. Jensen, T.K., Hansen, M.S. & Chriél, M. 2013. Diarré og tarmbetændelse hos mink - karakterisering af tarmlæsioner, in situ identifikation af tarmpatogener og udvikling af diagnostiske metoder. Annual report 2012, 141-143. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Diarrhea and enteritis commonly affects mink after weaning and until pelting, but our current knowledge about the causes of these diseases is limited. Here, we present the first results from a research project which aims to bring new knowledge on present diarrheal and enteric diseases in Danish mink. Based on the results new diagnostic methods for relevant pathogens will be implemented. Jensen, T.K., Hansen, M.S. & Chriél, M. 2013. Diarrhea and enteritis in mink – characterization of lesions, in situ identification of pathogens and implementation of new diagnostic methods. Annual report 2012, 141-143. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: mink; diarré, diagnostik

Baggrund

Diarré er en af de hyppigste kliniske sygdomme hos mink efter fravænning og hos voksne dyr. Trods det er den generelle viden om minktarmen, samt forekomsten og karakterisering af forskellige typer af tarmbetændelse (enteritis) begrænset ifølge litteraturen. Blandt de kendte tarmsygdomme er mink virusenteritis og bakterieinfektioner med campylobacter og stafylokokker. Endvidere er rotavirus, coronavirus, calicivirus og astrovirus rapporteret som associeret til diarré, mens andre tilfælde formentlig er forårsaget af fodrings- og/eller multifaktorielle betingelser. Samlet set er den nuværende viden om hvilke former for tarmbetændelse der forekommer blandt danske mink, ikke nøjere undersøgt. Dette projekt vil klarlægge de forskellige typer af tarmbetændelse, der er aktuelle blandt

fravænnede og voksne mink med diarréproblemer. Denne viden vil blive anvendt til opsætning af diagnostiske metoder som f.eks. PCR for relevante patogener i løbet af 2013. Ved diagnosticering og udredning af tarmbetændelser er det vigtigt at kunne associere patogenerne til slimhindelæsioner og vice versa. Dette gør sig især gældende for ny-opståede eller mindre kendte tarmlidelser. De fleste tarminfektioner medfører vævsforandringer som kan erkendes ved mikroskopi (histopatologisk undersøgelse). Ved f.eks. E. coli infektion er det afgørende for udvikling af sygdom, at bakterien kan tilhæfte til slimhindeepitelcellerne, mens andre bakterier som f.eks. salmonella og campylobacter er i stand til at invadere slimhinden og forårsage tarmbetændelse.

Page 144: Faglig Årsberetning 2012

Jensen, T.K., Hansen, M.S. & Chriél, M.

142 Faglig Årsberetning 2012

Den traditionelle procedure ved rutinemæssig laboratorieundersøgelse af diarréproblemer, er indsendelse af kadavere af selvdøde dyr. Men på grund af de naturlige forrådnelsesprocesser i døde dyr, sker der i tarmen en hurtig ødelæggelse af slimhinden, som medfører en markant forringelse af de histopatologiske diagnostiske muligheder. I figur 1 ses et eksempel på et udsnit fra en tarm med næsten intakt slimhinde, mens tarmslimhinden i figur 2 repræsenterer en typisk rutineind-

sendelse til Veterinærinstituttet, hvor forrådnelsesprocesserne gør vævet uegnet til histopatologisk diagnostik. Erfaringer fra diagnostisk arbejde med tarmbetændelser hos svin viser, at det optimale materiale til histopatologisk undersøgelse af tarmbetændelse fås ved aflivning af dyr med typiske symptomer og umiddelbart derefter at udtage tarmvæv til fiksering i formalin der stopper forrådnelsesprocesserne.

Figur 1. Tarmslimhinde med minimale forrådnelses-processer. Epitellaget både på villi og i krypter intakt. Velegnet til histopatologisk diagnostik og in situ påvisning af patogener. Hæmatoxylin og eosin farvede vævssnit.

Figur 2. Tarmslimhinde med fremskredne forrådnelses-processer fra rutineindsendelse. Tvivlsomt eller uegnet til diagnostisk undersøgelse. Hæmatoxylin og eosin farvede vævssnit.

Veterinærinstituttet har gennem mere end 15 år forsket i optimering af tarmdiagnostik hos bl.a. svin, blandt andet med udvikling af in situ hybridisering til påvisning af bakterier i formalin-fikseret væv. Denne metode har været velegnet som hjælp ved afklaring af bakteriers eventuelle patogene betydning. Identifikation af bakterielle tarmpatogener kan foretages ved anvendelse af fluorescent in situ hybridisering (FISH),

hvor de sygdomsfremkaldende bakterier ses som røde prikker i mikroskopet. Formålet med projektet er at få indsamlet materiale og viden fra forskellige aktuelle udbrud af diarré og tarmbetændelse blandt fravænnede og voksne mink ved at:

indsamle prøver og viden om forskellige patoanatomiske typer af tarmbetændelse blandt fravænnede og voksne mink med diarréproblemer.

Page 145: Faglig Årsberetning 2012

Diarré og tarmbetændelse hos mink - karakterisering af tarmlæsioner, in situ identifikation af tarmpatogener og udvikling af diagnostiske metoder

Faglig Årsberetning 2012 143

opsætte in situ detektionsmetoder til påvisning af sygdomsfremkaldende bakterier

undersøge den diagnostiske effekt af optimalt udtaget friskt prøvemateriale

evaluere effekten af udtagning og fiksering af tarme i besætningen versus indsendelse af kadavere for diagnosticering af tarmbetændelse og diarrélidelser.

Materiale og metoder Der er udvalgt 5 dyrlæger, der skal indsamle materiale til projektet fra op til 10 minkfarme. Der aflives og udtages materiale fra 3 mink med tydelige typiske symptomer på diarré – svarende til de symptomer, der ses i besætningen. De 3 mink indsendes sammen med de udtagne prøver. Fra de 3 aflivede mink udtages tarmstykker og lægges i samme formalinrør fra følgende steder:

tolvfingertarm med bugspytkirtel (1-2cm)

midt tyndtarm (1-2 cm)

ileum (1-2 cm) Endvidere afklippes tarmstykket fra midt på jejunum til ileum og lægges på køl. Derudover fremsendes der 3 selvdøde mink. De 3 selvdøde mink undersøges på klassisk vis. De aflivede mink med diarré undersøges histopatologisk og ved hjælp af FISH teknikker.

Det undersøges så hvor stor effekt det har diagnostisk, at kunne evaluere tarme optimalt for læsioner typiske for virus og bakterier. Forekomst, mængde og lokalisering af bakterier i relation til tarmslimhinden undersøges ved FISH for at se om de kan associeres til tarmbetændelsen. Foreløbige resultater I 2012 har forekomsten af diarré i opvækstperioden været meget lav, hvilket har resulteret i, at der kun er indsendt materiale fra 5 farme med i alt 26 mink. Der har været isoleret 6 forskellige bakterier, der arbejdes videre med. Projektet og indsamlingen af materiale vil blive fortsat i 2013. Diskussion Sundhedstilstanden i mink i 2012 adskilte sig markant fra 2011, hvor der blev set store problemer med diarré i mange farme. Der har derfor ikke været indsendt materiale til undersøgelse i det planlagte omfang. Tarmene vil blive testet for virus ved hjælp af molekylærbiologiske metoder og resultaterne sammenholdes med de histopatologiske fund. For de patogener, virale som bakterielle, der kan knyttes til tarmbetændelse vil der blive indført diagnostiske rutine metoder.

Page 146: Faglig Årsberetning 2012

144 Faglig Årsberetning 2012

Page 147: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 145

Foreløbige resultater fra patologiske undersøgelser af potesår hos farmmink (Neovison vison) Nanna Bonde-Jensen, Maria Margareta Lassus, Anna Jespersen, Henrik Elvang Jensen & Anne Sofie Hammer Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg

Sammendrag Siden midten af 90érne er der rapporteret om udbrud af alvorlige potesår (pododermatitis med sårdannelse) hos farmmink fra flere pelsproducerende lande. I forbindelse med pelsning i november måned 2012 blev der undersøgt poter fra 1159 mink på fire danske minkfarme med henblik på at vurdere forekomsten af potesår. Undersøgelserne blev udført i forbindelse med et 3-årigt projekt vedrørende sår hos mink. Minkenes poter blev undersøgt, og alle forandringer blev beskrevet og registreret. Der blev ikke påvist potesår blandt de undersøgte mink. Undersøgelsen viste, at 55,1% af minkene havde poter uden forandringer. 44,9% af minkene havde en eller flere poter med forandringer, der blev klassificeret som hårtab, fortykket hud (hyperkeratose) eller skorpedannelse. Forandringerne blev vurderet at være af mild karakter (ikke behandlingskrævende). Forandringerne var primært begrænset til et cirkulært område af varierende størrelse i metatarsalområdet ovenover den store trædepude på bagpoterne. Bonde-Jensen, N., Lassus, M.M., Jespersen, A., Jensen, H.E. & Hammer, A.S. 2013. Foreløbige resultater fra undersøgelser af potesår hos farmmink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2012, 145-147. Kopenhagen forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Abstract Since the mid 90ies there have been reports of outbreaks of foot ulcers (ulcerating pododermatitis) in farm mink. During the pelting season November 2012, the paws of 1159 mink originating from four Danish mink farms were examined and all gross lesions were recorded, with the purpose of evaluating the prevalence of foot ulcers. The survey was carried out as part of a 3-year project concerning wounds in mink. Foot ulcers were not found. The results showed that 55,1% of the mink included in the study had paws without gross lesions and 44,9% of the mink had one or more paws with gross lesions classified as hair loss, thickened skin (hyperkeratosis) or crusts. The lesions were classified as mild. The lesions were primarily limited to a circular area of varying size in the metatarsal area proximal to the main paw pad on the hind legs. Bonde-Jensen, N., Lassus, M.M., Jespersen, A., Jensen, H.E. & Hammer, A.S. 2013. Preliminary results of pathological examinations of foot ulcers in farm mink (Neovison vison). Annual Report 2012, 145-147. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus, Denmark Keywords: mink, foot ulcer, pododermatitis, hair loss, hyperkeratosis, crust

Indledning Der har i de senere år været rapporteret om udbrudslignende forekomst af alvorlige potesår hos farmmink både i Danmark og andre minkproducerende lande. Sygdommen er karakteriseret ved alvorlige og dybe sårdannelser på poterne. Potesårene har i nogle tilfælde været så alvorlige, at minkene enten er døde eller er blevet aflivet. De første beskrivelser af sådanne udbrud af potesår er fra Canada i 1996 (Brøjer, C. 2000). Udbrud af alvorlige potesår er ikke beskrevet i ældre litteratur, men det er uvist, om det skyldes, at det er et

sygdomsproblem, der er opstået i nyere tid, eller om det skyldes et forøget fokus på sår og lignende skader hos mink. Sår hos mink betragtes som en indikator for nedsat velfærd i minkproduktionen. EUs Scientific Committee on Animal Health and Animal Welfare har i en rapport vedrørende velfærd i pelsdyrproduktionen konkluderet, at selvom der mangler detaljeret information på området, virker det relevant at anvende især sår og ar som et tegn på dårlig velfærd hos mink (Scientific Committee on Animal Health and Animal Welfare 2001).

Page 148: Faglig Årsberetning 2012

Bonde-Jensen, N., Lassus, M.M., Jespersen, A. Jensen, H.E. & Hammer, A.S.

146 Faglig Årsberetning 2012

I Canada og Finland har der været udført undersøgelser af mulige bakterielle og virale årsager til udbrud af potesår hos mink (Brøjer, C. 2000, Kallio, H. 2012), men foreløbig er årsagen ukendt. På nuværende tidspunkt er det også uvist, hvorvidt der er tale om en eller flere forskellige potelidelser. Udbredelsen af potesår og poteforandringer generelt er ligeledes ukendt hos mink. Dette studie har til formål, at bidrage med en morfologisk undersøgelse af potesår og andre poteforandringer hos mink i Danmark og undersøge forekomsten af potesår og andre poteforandringer. Materiale og metoder Det undersøgte materiale omfatter 1159 mink, der blev undersøgt efter aflivning og umiddelbart før pelsning på 4 forskellige farme fordelt på Sjælland og Fyn. Undersøgelsen omfattede både unge hunner og hanner samt en mindre gruppe voksne hunner. Ingen voksne hanner var tilgængelige til undersøgelse ved pelsning. De undersøgte mink omfatter farvetyper klassificeret enten som sort, brun, grå eller hvid. Minkenes poter blev inspiceret og palperet, og enhver form for forandring nedenfor håndrods- og fodrodsled blev beskrevet. Lokalisationen samt størrelsen af læsionen blev registreret. Mink, der blev klassificeret som normale, havde pels under håndrods- og fodrodsled, som kan betegnes som værende tæt, blankt og fastsiddende. Med hårtab menes, at området ovenover potens store trædepude manglede hår i et cirkulært område. Med hyperkeratose menes, at

det nævnte cirkulære område havde fortykket og ru hud uden hår. Betegnelsen skorpedannelse beskriver de tilfælde, hvor der i det cirkulære område fandtes tegn på skorpedannelse (og i nogle tilfælde rødfarvning). Der blev samtidig lavet et mindre case-kontrol-studie af vægten af mink med og uden poteforandringer. Der blev i alt vejet 40 hanhvalpe klassificeret som normale og 40 hanhvalpe med poteforandringer. Ligeledes blev 20 voksne tæver og 20 tævehvalpe med og uden forandringer vejet. Vejningerne blev foretaget på 3 forskellige farme i forbindelse med pelsning De første 20 undersøgte normale mink og mink med poteforandringer blev vejet og medtaget i studiet. Resultater Samlet set blev 1159 mink undersøgt, hvoraf 639 (55,1 %) blev klassificeret som normale, og 520 (44,9 %) havde en eller flere poter med forandringer. Ingen af de undersøgte mink havde forandringer på poterne, som var forenelige med de i indledningen beskrevne alvorlige sårdannelser. De fundne forandringer fandtes overvejende på bagpoterne og kan beskrives som et cirkulært område lokaliseret til metatarsalområdet (figur 1) umiddelbart ovenfor for den store trædepude på bagpoterne. Området viste sig overordnet set som tre forskellige manifestationer: hårtab, hyperkeratose og skorpedannelse. Antallet af de omtalte typer af forandringer pr. pote er angivet i tabel 1.

Tabel 1. Fund fordelt på poter. HF (højre forpote), VF (venstre forpote), HB (højre bagpote), VB (venstre bagpote)

Pote Normal Hår-tab Hyperkeratose Skorpedannelse Total

HF 1148 0 8 3 1159

VF 1143 0 14 2 1159

HB 730 52 325 52 1159

VB 755 63 295 46 1159

Page 149: Faglig Årsberetning 2012

Foreløbige resultater fra patologiske undersøgelser af potesår hos farmmink (Neovison vison)

Faglig Årsberetning 2012 147

Figur 1. Cirklerne viser placeringen af metacarpalområdet (MC) og metatarsalområdet (MT) hos en mink.

De tre manifestationers størrelse fandtes at variere fra 0,01 cm2 til 7,5 cm2. Den gennemsnitlige vægt af mink med og uden poteforandringer er vist i tabel 2. Tabel 2. Gennemsnitlig vægt af mink med og uden poteforandringer .

Gennemsnitlig vægt (kg)

Mink Normal Med poteforandring

Hanhvalp 3,3 3,1

Hanhvalp 3,6 3,8

Tævehvalp 1,8 1,8

Voksen tæve 1,7 1,9

Diskussion Det kan konstateres, at de fundne poteforandringer hos mink ved pelsning efteråret 2012 ikke er forenelige med de alvorlige sårdannelser, som er rapporteret fra udbrud af potesår i flere minkproducerende lande. 55,1 % af minkene, der indgik i undersøgelsen, havde poter uden forandringer. 44,9 % af minkene havde en eller flere poter med forandringer eller afvigelser, som blev klassificeret som hårtab, fortykket hud (hyperkeratose) eller skorpedannelse. De påviste forandringer og afvigelser blev vurderet til at være af mild karakter (ikke behandlingskrævende). Årsagen til de fundne poteforandringers opståen kendes ikke, men deres morfologi er forenelige med læsioner opstået som følge af mekanisk påvirkning af huden. Ved et mindre studie af vægten på mink med og uden forandringer fandtes der ingen væsentlig forskel på de to grupper. Længden på minkene blev ikke registreret. Uden længden/størrelsen af minken har det ikke i denne undersøgelse

været muligt at fastlægge minkenes huld og undersøge, om denne eventuelt har betydning for poteforandringernes opståen. Konklusion Det kan konkluderes, at der blandt de undersøgte mink ved pelsning 2012 ikke fandtes poteforandringer forenelige med alvorlige sårdannelser. 44,9 % af minkene havde forandringer på en eller flere poter. Forandringer fandtes primært i metatarsalområdet over den store trædepude på bagpoterne. Forandringerne kunne inddeles i tre kategorier, som kan beskrives som et cirkulært område med hårtab, fortykket hud (hyperkeratose) eller skorpe-dannelse. De fundne forandringer er forenelige med læsioner opstået som følge af mekanisk påvirkning af huden. Der blev ikke i denne undersøgelse påvist sammenhæng mellem minkenes vægt og de fundne forandringer. Det kræver nærmere undersøgelser, at klarlægge årsagen til de fundne forandringer og til de mere alvorlige udbrud af sår, som ikke blev fundet ved dette feltarbejde. Referencer Brøjer, C. 2000. Pododermatitis in farmed mink in Canada. PhD thesis. University of Guelph, Canada, s. 1-108 Kallio, H. 2012. Kuulumista turkiseläinten iho – ja silmätulehdusprojektista. Turkistalous, 3, s. 17 European Commission. 2001. The Welfare of Animals Kept for Fur production. Report of the Scientific Committee on Animal Health and Animal Welfare.

Page 150: Faglig Årsberetning 2012

148 Faglig Årsberetning 2012

Page 151: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 149

Foreløbige resultater af mikrobiologiske undersøgelser af potesår hos farmmink (Neovison vison) i Danmark Maria Margareta Lassus, Bent Ålbæk, Henrik Elvang Jensen, Anna Jespersen & Anne Sofie Hammer Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg C.

Sammendrag Udbrud af sårdannelse på poterne hos farmmink har været rapporteret fra flere lande. En række bakterier er fundet i forbindelse med sådanne udbrud, men man ved stadigvæk meget lidt om relaterede årsager, sygdomsmekanismer, samt mulighed for forebyggelse og behandling. Øget kendskab til hvilke bakterier, der optræder i forbindelse med sår hos mink, og de enkelte bakteriers betydning er nødvendigt for at kunne optimere og målrette forebyggelse og behandling af forskellige typer af sår. Med henblik på at undersøge forekomsten af potelæsioner hos mink og mulige årsager blev der udført mikrobiologiske undersøgelser af poter hos mink (n=35) på fire danske minkfarme i november 2012. Herudover blev inkluderet prøver fra et udbrud af potesår på Island (n=4), samt prøver fra mink (n=15) med potesår fra sporadisk forekomst på farme i oktober (ikke udbrud). Undersøgelserne blev udført i forbindelse med et 3-årigt projekt vedrørende sår hos mink. Her rapporteres resultater af undersøgelse udført med bakteriologiske dyrkningsmetoder. Der er også udført PCR-analyse og Fluorescens In Situ Hybridisering (FISH) af udtagne prøver (resultater af disse undersøgelser er ikke omfattet af denne rapport). Lassus, M.M., Ålbæk, B., Jensen, H.E., Jespersen, A. og Hammer, A.S. 2013. Foreløbige resultater af mikrobiologiske undersøgelser af potesår hos farmmink (Neovison vison) i Danmark. Faglig Årsberetning 2012, 149-152. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Ulcerating pododermatitis affecting the paws of mink has been reported from several fur producing countries. Several types of bacteria have been associated with these lesions in mink, but there is still little knowledge about the etiology, pathogenesis and effective treatment of the disease. More knowledge about which bacteria are associated with ulcers in mink and the role of individual species of bacteria is necessary in order to optimize and target the prophylaxis and treatment of different types of ulcers. In this study samples and data were collected from the paws of mink (n=35) from four mink farms at pelting time in November 2012. The study also included samples form an outbreak of ulcerating pododermatitis on Iceland (n=4) and from sporadic cases of ulcerating pododermatitis on farms in 2012 (n=15). The samples were analyzed by conventional cuture methods. The investigation was performed as part of a 3-year project concerning skin lesions in mink. Here we report the results of microbiological cultivation methods. PCR-analysis and Fluorescens In Situ Hybridization (FISH) were also performed (results of these investigations are not included in this report). Lassus, M.M., Ålbæk, B., Jensen, H.E., Jespersen, A. og Hammer, A.S. 2013. Preliminary results of microbiological investigations of paw ulcers in farm mink (Neovison vison) in Denmark. Annual Report 2012, 149-152. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus, Denmark

Keywords: mink, Mustela vison, disease, foot ulcers, microbiology,

Indledning Der har været udbrudslignende forekomst af sår på poterne af mink i flere pelsproducerende lande i de seneste år, inklusive Danmark. Der er imidlertid kun beskrevet meget få undersøgelser af problemet og årsagen til problemerne er stadig ikke fastlagt. I Canada så man

angiveligt problemet første gang i 1996, hvor der blev observeret sygdomsudbrud på minkfarme karakteriseret af alvorlige potesår (ulcererende pododermatitis) og hyperkeratose (fortykket og ru hud uden hår) på poterne af minkene (Brøjer, C. 2000). Ved mikrobiologiske undersøgelser fandt man Staphylococcus

Page 152: Faglig Årsberetning 2012

Lassus, M.M., Ålbæk, B., Jensen, H.E., Jespersen, A. og Hammer, A.S.

150 Faglig Årsberetning 2012

intermedius, S. aureus, beta-hemolytiske og non-hemolytiske streptokokker, E. coli, S. epidermidis samt prøver med overvækst af Proteus spp. (Brøjer, C. 2000). Udbrud af alvorlige potesår har i de seneste år også været undersøgt i Finland. Histologiske undersøgelser (mikroskopering) af prøver fra dyrene viste forandringer, der kunne tyde på bakteriel infektion. I prøver fra mange af dyrene blev bakterien Arcanobacterium phocae påvist (Kallio, H., 2012). Pododermatitis med sårdannelse er beskrevet hos andre rovdyr, herunder hunde og katte. White har i 1989 indelt pododermatitis hos hunde og katte efter årsagskategorier: infektiøse, allergiske, autoimmune, endokrine, miljøbetingede, hyperkeratotiske, nodulære og pigmentære, samt neurologiske årsager. Flere undersøgelser peger på stafylokokker som den hyppigste bakterielle årsag (White, 1989; Whitney, 1970, Berg et al., 1984; Breathnach et al. 2005). Hæmolytiske stafylokokker er angivet som den hyppigste årsag til bakteriel infektion hos mink og S. intermedius som det hyppigste fund (Pedersen et al. 2009). Nyere undersøgelser tyder på, at mink er naturlige værter for S. delphini og at bakterien er en del af den naturlige hudflora hos mink (Guardabassi et al. 2012). Formålet med denne undersøgelse var at afdække problemet på danske minkfarme og undersøge, om der ligger en infektiøs årsag bag forandringer, der kan ses på poterne af mink. Øget kendskab til hvilke bakterier, der optræder i forbindelse med sår hos mink, og de enkelte bakteriers betydning er nødvendigt for at kunne optimere og målrette forebyggelse og behandling til forskellige typer af sår.

Materiale og metoder Materiale I løbet af november 2012 blev i alt 1159 aflivede mink på fire farme undersøgt for forandringer på poterne. 35 af disse mink blev inkluderet i denne undersøgelse, herunder 2 med hårtab, 19 med hyperkeratose og 14 med skorpedannelse. Fra to farme blev der udtaget svaberprøver fra poterne af de første 10 kontrol-mink uden synlige forandringer (normal hud). Der blev ikke påvist mink med alvorlig sårdannelse på de fire farme. Udover prøver fra de fire farme er der også blevet undersøgt fire poter indsendt til Københavns Universitet fra en minkfarm på Island med udbrud af pododermatitis med sårdannelse (ulcererende pododermatitis). Herudover blev inkluderet prøver fra yderligere 11 mink indsamlet i 2012. Disse mink havde tegn på pododermatitis med sårdannelse. Metode Forandringer på poterne blev gradueret på en skala fra 1-5. Kategori 1: normal pote uden synlige forandringer, 2: hårtab, 3: hyperkeratose (fortykket hornlag), 4: skorpedannelse og 5: sårdannelse. Dyrenes farvetype og køn blev registeret. Fra poterne blev udtaget svaberprøve til mikrobiologisk dyrkning. Mikrobiologisk dyrkning blev udført efter standardmetoder. Identifikation blev udført ved hjælp af Maldi-tof teknik (Biomerieux). Der blev herudover udtaget vævsprøve til PCR-analyse med henblik på påvisning af A. phocae og vævsprøver i formalin med henblik på histologisk undersøgelse og fluorescence in situ hybridisering (FISH).

Page 153: Faglig Årsberetning 2012

Foreløbige resultater af mikrobiologiske undersøgelser af potesår hos farmmink (Neovison vison) i Danmark

Faglig Årsberetning 2012 151

Resultater Ved bakteriologisk undersøgelse er påvist en række forskellige bakterier og svampe (Tabel 1). Dog mangler der resultater fra nogle af prøverne fra farmene. Resultater af PCR analyser og FISH er ikke inkluderet i denne rapport. Tabel 1. Mikrobiologiske fund ved undersøgelse af prøver fra minkpoter (n=68) uden synlige forandringer på poterne (normal hud) og med forandringer karakteriseret som hyperkeratose, skorpedannelse eller sårdannelse

Fund på minkpoter N

orm

al

hu

d

Hy

pe

rke

rato

se

Sk

orp

ed

an

ne

lse

rda

nn

els

e

To

tal

Antal mink undersøgt (n)

20 20 21 7 68

Staphylococcus pseudintermedius

3 3 6

Staphylococcus schleiferi

6 4 5 15

Streptococcus canis

1 1

Staphylococcus delphini

4 3 2 2 11

Carnobacterium maltarromaticum

1 1

Psychrobacter phenylpyruvuricus

4 1 5

Staphylococcus equorum

2 1 3

Staphylococcus lentus

4 1 5

Bacillus circulans 1 1

Debaryomyces hansenii

2 2

Candida famata 2 2

Total 15 15 13 9 52

Diskussion og konklusion I denne undersøgelse blev meget varierende bakteriologiske fund gjort på poterne af mink med forskellige typer af forandringer. De hyppigst påviste bakterier var Staph. schleiferi (påvist i 15 prøver) og Staph. delphini (påvist i 11 prøver). Staph. delphini er tidligere beskrevet som en normalt forekommende del af hudflora hos mink (Guardabassi et al., 2012). Resultaterne er varierende og langt fra entydige. Der er ikke umiddelbart

noget der tyder på, at de bakterietyper der forekommer hos mink med sårdannelse, adskiller sig fra dem, der forekommer hos mink med mildere forandringer eller på normal hud. Yderligere undersøgelser er nødvendige med henblik på at fastlægge en eventuel årsagssammenhæng mellem de mikrobiologiske fund og de påviste forandringer i huden. Undersøgelse af den bakterielle flora i inficerede sår har hidtil primært været baseret på bakteriedyrkning, men konventionelle dyrkningsmetoder er forbundet med usikkerhed, da der ofte kan ske overvækst af miljøbakterier ved udsæd fra åbne sår, og ikke alle bakterier kan dyrkes med konventionelle metoder. Det er derfor relevant at supplere konventionelle metoder med moderne molekylærbiologiske teknikker (PCR og in situ teknikker), som kombineret med mikroskopiske undersøgelser af væv, kan afsløre nye infektiøse agens, som invaderer væv, og danne grundlag for vurdering af betydning og samspil mellem forskellige infektiøse agens. Taksigelse Vi ønsker at takke minkavlerne for deltagelse i projektet. Ligeledes takkes Pelsdyrafgiftsfonden for økonomisk støtte til projektet. Referencer Berg, J.N., Wendell, D.E., Vogelweid, C., Fales, W.H. 1984. Identification of the major coagulase-positive Stapylococcus spp. of dogs as Staphylococcus intermedius. American Journal of Veterinary Research, 45, 1307-1309. Breathnach, R.M., Baker, K.P., Quinn, P.J,, McGeady, T.A., Aherne, C.M., Jones, B.R. 2005. Clinical, immunological and histopathological findings in a subpopulation of dogs with pododermatitis. Veterinary Dermatology, 16, 364-372.

Page 154: Faglig Årsberetning 2012

Lassus, M.M., Ålbæk, B., Jensen, H.E., Jespersen, A. og Hammer, A.S.

152 Faglig Årsberetning 2012

Brøjer, C. 2000. Pododermatitis in farmed mink in Canada. PhD thesis. University of Guelph, Canada, s. 1-108. Guardabassi, L., Schmidt, K.R., Petersen, T.S., Espinosa-Gongora, C., Moodley, A., Agersø, Y., Olsen, J.E. 2012. Mustelidae are natural hosts of Staphylococcus delphini group A. Vet Microbiol., 159(3-4), 351-3. Kallio, H. 2012. Kuulumisia turkiseläinten iho- ja silmätulehdusprojektista. Turkistalous, 3,17.

Pedersen, K., Hammer, A.S., Sørensen, C.M., Heuer, O.E. 2009. Usage of antimicrobials and occurrence of antimicrobial resistance among bacteria from mink. Vet Microbiol., 1,133(1-2),115-22. White, S.D. 1989. Pododermatitis. Veterinary Dermatology, 1,1-18. Whitney, J.C. 1970. Some aspects of interdigital cysts in the dog. Journal of Small Animal Practice, 11, 83-92.

Page 155: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 153

Interviewundersøgelse vedrørende udbrud af smitsom lungebetændelse hos mink Charlotte M. Salomonsen1 & Anne Sofie Hammer2 1DTU Veterinærinstituttet, Hangøvej 2, 8200 Århus N.

2Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg C.

Sammendrag I efteråret 2009 til og med 2011 blev 23 mink avlere kontaktet telefonisk 3-5 uger efter et udbrud af smitsom lungebetændelse på deres farm. De blev bedt om at besvare et spørgeskema for at afdække eventuelle fællesnævnere for udbruddene. Besvarelserne viste, at mortaliteten varierede fra under 1 % til 56 % og var højest blandt hanner. I 74 % af tilfældene var vejrforholdene ”ikke solrige” i ugen inden udbruddet startede. Omkring en fjerdedel af de adspurgte oplevede sporadisk spredning af smitsom lungebetændelse på deres farm. Det er væsentligt at være opmærksom på muligheden for et sporadisk spredningsmønster på farmen, når der vaccineres ved udbrud af smitsom lungebetændelse. Salomonsen, C.M. & Hammer, A.S. 2013. Interviewundersøgelse vedrørende udbrud af smitsom lungebetændelse hos mink. Faglig årsberetning 2012, 153-156. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract Mink farmers who witnessed an outbreak of hemorrhagic pneumonia associated with Pseudomonas aeruginosa on their mink farm in autumn 2009 to 2011 were asked to answer a questionnaire to recover possible shared experiences. The results showed a mortality ranging from below 1 % to 56 % with the highest mortality among males. In 74 % of the outbreaks the weather in the week before the outbreak was defined as “not sunny”. A fourth of the farmers experienced sporadic spread of the disease on their farm which is important to consider when performing vaccination on the farm. Salomonsen, C.M. & Hammer, A.S. 2013. Interview study regarding hemorrhagic pneumonia in mink. Annual Report 2012, 153-156. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N, DK-8420, Denmark. Keywords: Mink, smitsom lungebetændelse, Pseudomonas aeruginosa

Indledning Sygdommen smitsom lungebetændelse er en akut og fatalt forløbende lungebetændelse hos mink, der for første gang blev beskrevet i Danmark i 1953 (Knox, 1953). Den forårsages af bakterien Pseudomonas aeruginosa (P. aeruginosa) som findes overalt i miljøet og som også kendes fra forskellige infektioner hos mennesker med svækket immunforsvar (Sadikot et al., 2005). I Danmark optræder smitsom lungebetændelse primært på minkfarme i efterårsmånederne. Der er mange teorier om sygdommens opståen, men ifølge dyrlæger og farmere er sygdommen hyppigst i perioder med fugtigt vejr. Tilsyneladende forårsager den også meget forskellig dødelighed på farmene. Formålet med dette interview studie var at afdække mulige fællesnævnere blandt

minkavlere, der oplevede udbrud af smitsom lungebetændelse på deres minkfarm. Materiale og metoder Fra slutningen af 2009 til og med 2011 blev minkavlere, der havde fået registreret udbrud af smitsom lungebetændelse ved indsendelse af diagnostisk materiale til DTU Veterinærinstituttet, kontaktet telefonisk og bedt om at besvare et spørgeskema. I alt deltog 23 minkavlere fordelt på 2 ud af 16 fra 2009, 8 ud af 9 fra 2010 og 13 ud af 16 fra 2011. Avlerne blev kontaktet ca. 3-5 uger efter udbruddet blev diagnosticeret. Spørgsmålene inkluderede dødelighed, vandforsyning, behandling, smittespredning og hvilke dyr, der blev ramt af sygdommen. Vejrforholdene i ugen inden de første udbrud af sygdom blev fundet på

Page 156: Faglig Årsberetning 2012

Salomonsen, C.M. & Hammer, A.S.

154 Faglig Årsberetning 2012

Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside. Vejret blev defineret som enten ”solrigt” eller ikke ”solrigt”, da luftfugtighed ikke registreres i denne database og mængden af nedbør ikke nødvendigvis er udtryk for, om vejret kan betegnes som ”fugtigt”. Hvis ugen indeholdt 3 eller flere dage med nedbør, eller hvis antallet af solskinstimer for hele ugen lå under 15 timer, blev vejrforholdene for ugen defineret som ”ikke solrigt”. Resultater Fjorten af de farme der blev ramt af smitsom lungebetændelse, bestod både af åbne og lukkede haller, mens 9 farme udelukkende bestod af åbne haller. Samtlige udbrud blev behandlet med antibiotika, mens 8 avlere valgte at vaccinere nogle eller samtlige mink. Dødeligheden på farmene varierede fra 0,1 % til 56 % i alt i løbet af et udbrud. Fem farme oplevede dødelighed på over 15 %, mens dødeligheden på de resterende farme ikke oversteg 4 % (figur 1). På 9 af farmene (39 %) oplevede avleren, at det primært var hanner, der døde af sygdommen, mens de øvrige 14 avlere ikke bemærkede en kønsforskel. I alle udbrud fandtes de første dødsfald blandt hvalpene (tabel 1).

Figur 1: Oversigt over dødelighed. X-aksen viser i alt dødelighed på farmen ved udbrud af smitsom lungebetændelse, mens Y-aksen viser antal udbrud i hver gruppe.

Ved 15 af udbruddene (63 %) havde vejret i ugen inden de første dødsfald været ”ikke solrigt”. Af de 23 adspurgte avlere svarede 13, at de mente spredningen primært skete til dyr i omkringliggende bure (”nabobure”) og 5 avlere oplevede spredningen på farmen som sporadisk. Det vil sige, at sygdommen ikke havde tendens til at sprede sig i enkelte burfag eller haller, men i stedet ramte dyr spredt rundt omkring på farmen. De øvrige avlere beskrev spredningen som enten sporadisk i samme hal (n=2) eller som en blanding af sporadisk i samme hal og spredning til nabobure (n=2) eller sporadisk spredning på farmen og spredning til nabobure (n=1). Fire avlere havde egen vandforsyning, mens de øvrige modtog vand fra kommunalt vandværk.

Antal af de 23 avlere

Primært dødsfald blandt hanner 9

Vejrforhold ”ikke solrigt” 15

Spredning til nabobure 16

Sporadisk spredning i samme hal 4

Sporadisk spredning på farm 6

Egen vandforsyning 4 Tabel 1: Oversigt over resultater.

Diskussion Formålet med spørgeskemaet var at identificere mulige fællesnævnere blandt minkavlere, der oplevede udbrud af smitsom lungebetændelse på deres farm. Den mest slående lighed blandt farmene var, at det var hvalpene, der først døde af sygdommen og i 9 tilfælde (39 %) var det primært hanner, der døde. Tendensen til højere dødelighed blandt hanner er tidligere beskrevet i ældre studier (Honda et al., 1977; Aoi et al., 1979; Long and Gorham, 1981). I 63 % af tilfældene (n=15) var vejret i ugen inden de første dødsfald ”ikke solrigt”, hvilket indikerer, at fugtigt vejr

Page 157: Faglig Årsberetning 2012

Interviewundersøgelse vedrørende udbrud af smitsom lungebetændelse hos mink

Faglig Årsberetning 2012 155

kan prædisponere for udbrud af smitsom lungebetændelse på en minkfarm. En egentlig måling af luftfugtigheden er dog nødvendig for at underbygge denne teori, da det ikke er usædvanligt, at vejret er ”ikke solrigt” i efterårsmånederne. Af de adspurgte avlere oplevede 13 (57 %), at sygdommen udelukkende smittede til nabobure. Seks avlere oplevede sporadisk spredning på farmen enten i kombination med andre smitte-spredningsforme eller som eneste spredningsform. Dette sprednings-mønster er vigtigt at være opmærksomt på i forhold til vaccination i forbindelse med udbrud. Nogle avlere anvender en såkaldt ”ringvaccination” strategi. Det vil sige, at kun mink, der befinder sig i området af farmen omkring de syge dyr, bliver vaccineret. Denne strategi, vil ikke beskytte farmen mod spredning af sygdommen i de tilfælde hvor sprednings-mønstret er sporadisk. Selvom spredning til nabobure før har været beskrevet i litteraturen (Knox. 1953; Shimizu et al., 1974), har sporadisk spredning på farmen aldrig været beskrevet. I denne undersøgelse fandtes 5 tilfælde, hvor sporadisk spredning på farmen blev rapporteret som den eneste sprednings-form. I 4 af disse 5 udbrud lå mortaliteten på under 2 %. Den lave dødelighed kan indikere, at det kun er få dyr på farmen, som har været modtagelige for sygdommen, enten pga. lav virulens af bakterien eller faktorer hos minkene såsom immunitet eller nedsat immun-forsvar. Nedsat immunforsvar kan fx optræde hos enkelte mink som følge af andre sygdomme eller dårlig ernærings-tilstand. De fleste farme (n=19) brugte kommunalt vand til minkene. Dette udelukker dog ikke, at minkenes drikkevand kan være forurenet med bakterien P. aeruginosa. Denne bakterie ynder at vokse i biofilm, især i fugtige omgivelser (Donlan. 2002; Bjarnsholt. 2011). Biofilm med P.

aeruginosa vil sagtens kunne findes på indersiden af vandrør og vandbeholdere på minkfarmen og herfra kan den forurene minkenes drikkevand. Når bakterierne findes i biofilm, kan de ikke nødvendigvis findes ved dyrkning fra vandprøver (Wingender and Flemming, 2011). Konklusion Da det adspurgte antal farmere i denne undersøgelse er lavt, er det ikke muligt at foretage egentlige konklusioner på baggrund af undersøgelsen. Der blev dog fundet en tendens til, at hvalpe og hanner var mere modtagelige for smitsom lungebetændelse end voksne og hunner. Derudover optrådte udbrud af smitsom lungebetændelse oftest efter en periode med ”ikke solrigt” vejr. Spredningen på farmen varierede, men i 26 % af tilfældene blev sporadisk spredning på farmen observeret. På grund af risikoen for sporadisk spredning bør vaccination af hele farmen overvejes som alternativ til ”ringvaccination” ved udbrud af smitsom lungebetændelse. Referencer Aoi, Y., Noda, H., Yanagawa, R., Homma, J.Y., Abe, C., Morihara, K., Goda, A., Takeuchi, S., Ishihara, T., 1979. Protection Against Hemorrhagic Pneumonia of Mink by Pseudomonas aeruginosa Multicomponent Vaccine. Jpn. J. Exp. Med. 49, 199-207. Bjarnsholt, T., 2011. Introduction to biofilms. In: Bjarnsholt, T. (Ed.), Biofilm infections. Springer, New York, pp. 1-9. Donlan, R.M., 2002. Biofilms: Microbial Life on Surfaces. Emerg. Infect. Dis. 8, 881-890. Honda, E., Homma, J.Y., Abe, C., Tanamoto, K., Noda, H., Yanagawa, R., 1977. Effects of the Common Protective Antigen (OEP) and Toxoids of Protease and Elastase from Pseudomonas

Page 158: Faglig Årsberetning 2012

Salomonsen, C.M. & Hammer, A.S.

156 Faglig Årsberetning 2012

Aeruginosa on Protection Against Hemorrhagic Pneumonia in Mink. Zentralbl. Bakteriol. [Orig. A] 237, 297-309. Knox, B., 1953. Pseudomonas aeruginosa Som Årsag Til Enzootiske Infektioner Hos Mink. Nord. Vet. Med. 5, 731. Long, G.G., Gorham, J.R., 1981. Field Studies: Pseudomonas Pneumonia of Mink. Am. J. Vet. Res. 42, 2129-2133. Sadikot, R.T., Blackwell, T.S., Christman, J.W., Prince, A.S., 2005. Pathogen-Host Interactions in Pseudomonas aeruginosa

Pneumonia. American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine 171, 1209-1223. Shimizu, T., Homma, J.Y., Aoyama, T., Onodera, T., Noda, H., 1974. Virulence of Pseudomonas aeruginosa and Spontaneous Spread of Pseudomonas Pneumonia in a Mink Ranch. Infection and Immunity 10, 16-20. Wingender, J., Flemming, H.-C., 2011. Biofilms in Drinking Water and their Role as Reservoir for Pathogens. Int. J. Envir. Heal. 214, 417-423.

Page 159: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 157

Sæsonmæssig fordeling af sår hos hvalpe af farmmink (Neovison vison) Anna Jespersen1, Tove N. Clausen2, Henrik Elvang Jensen1 & Anne Sofie Hammer1

1Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg

2Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark

Sammendrag Med henblik på udvikling af et klassifikationssystem til klinisk vurdering af sår hos mink blev der foretaget morfologiske undersøgelser af sår hos mink fra to perioder af 2012, I juni 2012 blev der indsamlet 787 minkhvalpe fra seks farme, omfattende blandt andre forsøgsfarmen på Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Tåstrup) og forsøgsfarmen i Holstebro (Kopenhagen Farm). I oktober 2012 blev der indsamlet 1186 mink fra 12 minkfarme, alle beliggende i Jylland. Minkene var selvdøde eller aflivet på grund af skader eller sygdom. Sår og skader på huden blev systematisk registreret og beskrevet. Der blev fundet betydelig variation i morfologi og lokalisation af sår på minkene. Resultaterne viste, at sår i juni måned primært var lokaliseret til forkroppen og hovedet, hvorimod sår i oktober måned fortrinsvist var lokaliseret til bagkroppen og halen. Redskaber til klassifikation og vurdering af sår hos mink og viden om forekomsten af forskellige sårtyper vil kunne anvendes til vurdering og håndtering af sår i praksis og vil udgøre det nødvendige grundlag for at kunne målrette den forskningsmæssige indsats mod forebyggelse og behandling af specifikke typer af sår. Jespersen, A., Clausen, T.N., Jensen, H.E. & Hammer, A.S. 2013 Sæsonmæssig fordeling af sår hos hvalpe af farmmink (Neovison vison). Faglig Årsberetning 2012, 157-162. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract In order to develop a classification system for clinical evaluation, skin ulcerations were registered on mink collected in two periods of 2012 and morphological descriptions of skin ulcers were recorded. In June 2012 a total of 787 mink pups were collected from six farms, including Kopenhagen Farm and the experimental facility farm of the University of Copenhagen, The Faculty of Health Science (Taastrup). In October 2012 additional 1186 mink were collected from 12 farms, all situated in Jutland. The mink were either found dead or were euthanized due to injury or disease. Skin ulcerations were systematically recorded. There was considerable variation in morphology as well as localization of ulcerations. The results showed a tendency of ulcerations to be located primarily on the front parts of the body and in the head in the month of June and mainly on the rear parts of the body and on the tail in the month of October. Tools for classification of skin ulcerations in mink and records of the prevalence of the identified types of ulcers may be applied for evaluation and handling of wounds in practice, but they will also enable research targeted at the prevention and treatment of specific types of ulcers. Jespersen, A., Clausen, T.N., Jensen, H.E. & Hammer, A.S. 2013: Seasonal variation of the presence of skin ulcerations in farmed mink pups (Neovison vison). Annual Report 2012, 157-162. Kopenhagen Reseach, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: skin, wound, ulcer, mink, Mustela vison, disease, welfare

Indledning Sår hos mink betragtes som en indikator for nedsat velfærd i minkproduktionen. EU’s Scientific Committee on Animal Health and Animal Welfare har i en rapport vedrørende velfærd i pelsdyrproduktionen konstateret, at selvom der mangler detaljeret information på området, virker det relevant at anvende især sår og ar som et tegn på dårlig velfærd hos mink (Scientific Committee on Animal Health and Animal Welfare, 2001).

Resultater af den intensiverede overvågning af forekomst af sår på minkfarme i Norge og Sverige i de seneste år tyder på, at sår og andre hudlæsioner forekommer mindre hyppigt hos mink end hos andre produktionsdyr. Sår og skader er også en sjælden diagnose blandt mink indsendt til Statens Veterinære Serumlaboratorium, formodentlig fordi mink primært indsendes til obduktion, hvis der er mistanke om smitsom sygdom (Rattenborg et al. 1999). Obduktion af

Page 160: Faglig Årsberetning 2012

Jespersen, A., Clausen, T.N., Jensen, H.E. & Hammer, A.S.

158 Faglig Årsberetning 2012

dødfundne mink peger imidlertid på, at kannibalisme/bidsår er blandt de væsentligste årsager til dødelighed blandt minkhvalpe (Clausen, 2006; Hansen et al., 2007). Der er ikke tidligere foretaget systematiske undersøgelser af forekomsten af sår hos mink, herunder hvilke typer af sår der forekommer og årsager til udvikling af sår. Viden om forekomsten af sår kan anvendes til at målrette forebyggelsesindsatsen mod de hyppigst forekommende typer af sår og de perioder, hvor sår forekommer i størst udstrækning. For skuldersår hos svin har man for nylig udarbejdet ”En enkel og valideret skala for klinisk vurdering” (Jensen, 2009). Baggrunden for udvikling af skalaen var, at gennemførsel af det nationale overvågningsprogram forudsatte, at der fandtes en enkel og valideret klinisk skala til bedømmelse af skuldersår hos den levende so (Jensen et al., 2011). Den kliniske skala fungerer som arbejdsredskab til sondring mellem ingen, lette og svære skuldersår. Bedømmelsen betinger, hvilken behandling der skal igangsættes når de enkelte sårkategorier påvises hos søer. I denne undersøgelse blev der foretaget morfologiske beskrivelser af sår hos mink med samme fremgangsmåde, som tidligere er anvendt til karakterisering af skuldersår hos søer og fordelingen af forskellige typer af sår i juni og oktober måned blev undersøgt. Beskrivelserne skal danne grundlag for udvikling af et system til klassifikation af sår hos mink, samt belysning af forekomsten af forskellige typer af sår. Denne viden er et helt nødvendigt grundlag for at kunne målrette den forskningsmæssige indsats, med henblik på at optimere forebyggelse og behandling af forskellige typer af sår, som formodentlig kan være forbundet med

forskellige årsager og sygdomsmekanismer. Klassifikationssystemet skal på sigt danne grundlag for en ensartet og optimeret bedømmelse og håndtering af sår hos mink. Materiale og metoder Materiale Minkene der indgik i undersøgelsen var selvdøde eller aflivet på grund af skader eller sygdom. I juni 2012 blev der indsamlet 787 mink fra seks farme, heriblandt forsøgsfarmen på Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Tåstrup) og Kopenhagen Farm (Holstebro). De indsamlede mink fra juni var alle hvalpe. På tre af de seks farme, var det kun hvalpe med læsioner der blev indsamlet. På de øvrige tre farme blev alle selvdøde og aflivede hvalpe indsamlet. På fire farme blev indsamlede hvalpe systematisk mærket med dato. I oktober 2012 blev der indsamlet 1186 mink fra 12 minkfarme, alle beliggende i Jylland. Farmene indsamlede alle selvdøde og aflivede mink. Minkene fra oktober omfattede primært hvalpe, men også ældre avlsdyr. Af de 1186 indsamlede mink var 524 pelsede, hvorfor det kun i begrænset omfang lod sig gøre, at registrere sår på disse mink. Patologiske undersøgelser Sår blev inddelt i forskellige kategorier efter lokalisation og morfologi, herunder: øresår, issesår, halssår, skuldersår, baglårssår, halerodssår, halespidssår og potesår. Herudover var der en kategori bestående af andre læsioner, dvs. mindre hyppigt forekommende typer af hudlæsioner, som ikke faldt i nogen af de ovenstående kategorier og en kategori omfattende postmortelle skader. Ved den morfologiske beskrivelse af sår hos

Page 161: Faglig Årsberetning 2012

Sæsonmæssig fordeling af sår hos hvalpe af farmmink (Neovison vison)

Faglig Årsberetning 2012 159

minkene blev der anvendt samme fremgangsmåder, som tidligere er anvendt til karakterisering af skuldersår hos søer (Jensen et al., 2007). Alle data blev registreret i en særligt udviklet obduktionsrapport. Dødsdato (dato for spontan død eller dato for aflivning) blev registreret for juni-minkene. Sår blev fotograferet efter en standardiseret protokol og der blev udtaget prøver til histopatologisk undersøgelse med henblik på at opnå en grundig vurdering af sårhelingsprocessen. Undersøgelsen af de indsamlede mink er endnu ikke afsluttet. Her præsenteres derfor kun foreløbige resultater fra undersøgelserne.

Resultater I alt blev der undersøgt 1973 mink, heraf 787 minkhvalpe fra juni og 1186 mink fra oktober måned 2012. Af disse var der 8 mink fra juni måned og 10 mink fra oktober måned, der udgik af undersøgelserne grundet uegnethed til sektion. Der var 699 mink fra juni (89,7 % af de undersøgte mink fra denne periode) som havde en eller flere læsioner. Der var 900 mink fra oktober (76,5 % af minkene fra denne periode), som havde én eller flere læsioner. De forskellige typer af sår der blev påvist, beskrives kort i tabel 1.

Tabel 1. Beskrivelse af sårtyper.

Sårtype Beskrivelse

Øresår Sår på øret, der varierer fra rifter i øreranden til åbne sår, hvor øret og omgivende hud er væk. Ofte bilaterale og konfluerende.

Issesår Sår på øverste del af issen, der varierer i størrelse fra små bidmærker, til større sår, der kan omfatte hele nakken/issen.

Halssår Sår typisk på siden af halsen af varierende størrelse. Ofte bilaterale.

Skuldersår Sår udgående fra hudområdet over skulderleddet. Varierer i størrelse og karakter fra små skorpedækkede læsioner til større sår.

Baglårssår Sår lokaliseret til området mellem halerod og has. Varierer fra små bidsår til store sår. Ofte ses lommedannelse under sårranden, op til ca. 8 cm i dybde.

Halerodssår Sår på haleroden. Har ofte en betydelig udbredelse med lommedannelser under huden op til ca. 10 cm. Kan ledsages af bylddannelse.

Halespidssår Sår lokaliseret til halen, oftest på halespidsen. Der kan være ”amputation” af dele af halen (sjældent hele halen) og der kan være blottet knogle.

Potesår Sår på poterne, der typisk er placeret mellem tæerne og i området mellem eller omkring trædepuderne.

Postmortelle skader Skader påført efter døden er indtrådt, typisk forårsaget af andre mink (kannibalisme). Omfatter hos små hvalpe ofte bug og lemmer, og hos større mink halespids og poter.

Andre hudlæsioner Sjældent forekommende sårtyper, heriblandt bidskader andre steder på kroppen, læsioner ved mælkekirtler hos minktæver, sår ved fraktur af lemmer/hale o.a.

I figur 1 ses fordelingen mellem de forskellige typer af sår i juni og oktober. Øresår og halssår var de hyppigst påviste sår i juni måned. Halerodssår og halespidssår var de hyppigst forekom-mende sår i oktober. Forekomsten (antal) af hvalpe med øresår og halssår fundet

per dag ved undersøgelse af dødfundne og aflivede hvalpe på 4 minkfarme i juni måned 2012 vises i figur 2. To farme som indsamlede mink i juni samt de farme, der indsamlede mink i oktober, indgår ikke i denne opgørelse, fordi dyrene ikke blev mærket med individuel dødsdato.

Page 162: Faglig Årsberetning 2012

Jespersen, A., Clausen, T.N., Jensen, H.E. & Hammer, A.S.

160 Faglig Årsberetning 2012

Figur 1. Procentvis fordeling af forskellige sårtyper påvist hos dødfundne og aflivede mink på 6 minkfarme i juni og 12 minkfarme i oktober måned 2012.

Figur 2. Forekomsten (antal) af hvalpe med øresår og halssår fundet vedundersøgelse af dødfundne og aflivede hvalpe indsamlet på 4 minkfarme i juni måned 2012. To farme indgår ikke her, fordi hvalpene fra disse farme ikke blev systematisk mærket med dato.

Diskussion Opbygning af et fagligt grundlag for klassifikation af sår hos mink og optimering af den kliniske vurdering og behandling af dem vil være af såvel dyrevelfærdsmæssig som økonomisk betydning. Udvikling af et klinisk og patologisk anvendeligt system til at klassificere sår hos mink er et nødvendigt grundlag for at kunne målrette den

forskningsmæssige indsats i forhold til forebyggelse og bekæmpelse af sår. I forbindelse med dette projekt har vi i første omgang valgt at fokusere på de to perioder juni og oktober måned. I juni måned kan der ses forøget forekomst af sår og skader hos minkhvalpe (Christensen et al. 2012). Dette kan have relation til fravænningstidspunktet, men årsagen er ikke kendt. Oktober måned

Page 163: Faglig Årsberetning 2012

Sæsonmæssig fordeling af sår hos hvalpe af farmmink (Neovison vison)

Faglig Årsberetning 2012 161

ligger umiddelbart forud for pelsningssæsonen. Sår og skader i denne periode har derfor stor produktionsmæssig betydning. Det er ikke ud fra resultaterne præsenteret her, muligt at udtale sig om udbredelsen eller sværhedsgraden af sår på de involverede farme, ligesom det ikke er muligt at udtale sig om antallet af sår per dyr. Der kan forekomme flere typer af sår på samme individ og nogle sårtyper, fx øresår, forekommer ofte bilateralt. Med hensyn til halespidssår, går spektret af læsioner fra en stump halespids (afhelet sår) til at hele halen kan mangle. Der er en vis usikkerhed forbundet med registrering af fordelingen af sårtyper. Dels ses det i nogle tilfælde, at postmortelle skader opstået som følge af, at det pågældende dyr er blevet skadet af andre mink i buret efter dødens indtræffelse (kannibalisme), starter, hvor dyret allerede har læsioner. Dette kan dække over, at der også var et sår, mens dyret var i live. Dels vil der være mulighed for, at større sår på halsen, skulderen og til dels i nakken kan være sammenfaldende og så store, at det ikke er muligt at afgøre udgangspunktet. Endvidere har det kun i begrænset omfang været muligt at registrere sår på dyr, der var pelsede. Generelt blev det antaget, at dyr med postmortelle skader forårsaget af andre mink, var selvdøde. Det vurderes dog, at antallet af intakte mink (med pels og uden postmortelle skader) har været tilstrækkeligt til at danne grundlag for en vurdering af fordelingen af forskellige sårtyper på de undersøgte farme. Der var 89,7 % af de mink, der indgik i juni måned (n=699) som havde én eller flere læsioner. Den relativt høje andel af hvalpe med læsioner afspejler ikke direkte forekomsten af læsioner blandt døde og aflivede mink på farmen, da der

på 3 farme primært (eller kun) blev indsamlet hvalpe, der havde læsioner. Resultaterne af undersøgelsen viser en klar tendens til, at sårtyper i juni måned forekommer forrest på kroppen og i hovedet, mens sår i oktober måned primært forekommer bagerst på kroppen og på halen (figur 1). Øresår, der ses langt overvejende i juni måned og som udgør en betydelig andel af de påviste sår i denne periode, opstår sandsynligvis, fordi hvalpene sutter på hinandens ører. Væskemangel hos hvalpene kan eventuelt være en disponerende årsag til denne type adfærd, men yderligere undersøgelser er nødvendige for at bekræfte dette. Figur 2 viser, at forekomsten af øre- og halssår blandt døde hvalpe tilsyneladende stiger kraftigt fra omkring den 14. juni, forbliver høj i en kort periode på lidt over én uge og derefter falder igen. Hen over juni måned sås en variation i antallet af døde hvalpe samt antal og forekomst af forskellige sårtyper per dag. Dagsvariationen i dødsfald og sår kan have relation til de store klimavariationer med vekslende kolde og varme perioder, man oplevede i juni sidste år. Det er muligt, at temperaturen kan påvirke minkenes adfærd og derigennem forekomsten af for eksempel bidskader. Yderligere undersøgelser er nødvendige for at belyse dette. På fire af farmene inkluderet i denne undersøgelse har der været opsat klimaloggere til måling af temperatur og luftfugtighed i juni måned. Videre undersøgelser skal afdække forekomsten af sår i forhold til blandt andet fodringsintensitet på farmene. Disse resultater er ikke medtaget i denne rapport. Det indsamlede data og materiale vil blive suppleret ved feltundersøgelser i 2013. De foreløbige undersøgelser beskrevet her, indgår som en del af et flerårigt forskningsprojekt, som både omfatter

Page 164: Faglig Årsberetning 2012

Jespersen, A., Clausen, T.N., Jensen, H.E. & Hammer, A.S.

162 Faglig Årsberetning 2012

feltstudier og eksperimentelle undersøgelser. Resultaterne vil i de kommende år indgå i udviklingen af et klassifikationssystem for sår hos mink. Sideløbende vil der blive lavet undersøgelser med henblik på at identificere risikofaktorer for sårudvikling samt at optimere forebyggelse og behandling af de forskellige typer af sår på farmene. Konklusion Det kan konkluderes, at der var stor sæsonmæssig variation i både morfologi og lokalisation af sår hos mink, men at hovedparten af de påviste sår kan klassificeres i adskilte grupper på baggrund af lokalisation. Resultaterne viser en tendens til, at sår i juni måned hovedsageligt forekommer på forkroppen og i hovedregionen, mens sår i oktober måned primært forekommer på bagkrop og hale. Der arbejdes fortsat på analyse af det indsamlede data og materiale. Dette vil fremadrettet indgå i arbejdet med at udarbejde et system til klassifikation af sår hos mink. Efterskrift Vi ønsker at takke de farme der har deltaget for hjælp i forbindelse med materialeindsamling. Vi ønsker også at takke specialestuderende Nanna Bonde-Jensen, Stine Olsen og Maria Lassus for deltagelse i obduktioner af mink. Referencer Christensen, P.V., Christiansen, M.L., Clausen, J., Clausen, T.N., Hansen, B.K., Jensen, T.H., Kirkegaard, H., Møller, H.H., Skjoldegaard, L. & Weiss, V. 2012.

Mink, bind 1: Pasning, pelsning, økonomi, Landbrugsforlaget, 2012, s. 90 Clausen, T. N. 2006. Hvad dør mink af gennem et produktionsår. I: S. H. Møller (red) Store mink-store udfordringer, produktion af højtydende mink uden uønskede følgevirkninger. Intern rapport, Husdyrbrug nr. 2. 68-78. EU Scientific Committee on Animal Health and Animal Welfare. 2001. The Welfare of Animals Kept for Fur Production (report). Hansen, M., Weiss. V., Clausen, T.N., Lassen, M & Mundbjerg, B. 2007. Screening of kit mortality on mink farms in Denmark from weaning to pelting. NJF seminar No. 403, Kolding, Denmark. S.10. Jensen HE. 2009. Investigation into the pathology of shoulder ulcerations in sows. Vet Rec. 165(6), 171-4. Jensen, H.E., Bonde, M.K., Bådsgaard, N.P., Pedersen, K.D., Andersen, P.H., Herskin, M.S., Jørgensen, E., Kaiser, M., Lindahl, J., Nielsen, N,P., Rhymer-Friis, C., Stege, H., og Jensen, K.H.. 2011. En enkel og valideret skala for klinisk vurdering af skuldersår, Dansk Veterinær Tidsskrift. 09, 6-12. Rattenborg, E, Dietz, H.H, Andersen, T.H., Møller, S.H. (1999). Mortality in farmed mink: systematic collection versus arbitrary submissions for diagnostic investigation. Acta Vet Scand. 40, 4, 307-14

Page 165: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 163

Undersøgelse af forekomsten af pelsproblemet ”våd bug” hos mink (Neovison vison) i pelsningsperioden Susanne Sommerlund, Stine Bertelsen, Anne Sofie Hammer & Niels Christian Kyvsgaard Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet, 1870 Frederiksberg

Sammendrag Pelsproblemet ”våd bug” har været kendt i minkproduktionen i mange år. Hvor udbredt problemet er hos danske mink, som pelses i november måned, er imidlertid ikke undersøgt i nyere tid. Med henblik på at vurdere forekomst og betydning af problemet og mulige årsagsfaktorer, blev der udført et cross-sectional studie på baggrund af makroskopiske fund registreret ved obduktion af 1593 tilsyneladende raske mink fordelt på 7 danske minkfarme i november 2011. ”Våd bug” blev udelukkende fundet hos hanhvalpe, hvor det var et hyppigt forekommende fund med en prævalens på 35 %. Prævalensen af ”våd bug” hos hanhvalpe varierede betydeligt mellem farmene (1-56 %). De farme, som i undersøgelsen havde lavere forekomst af ”våd bug”, skilte sig ud fra de andre farme ved konsekvent at sortere avlshanner med pelsproblemet fra. Prævalensen af urinvejslidelser hos mink, som pelses i november måned, var på alle farme meget lav (0-2 %). Ud fra denne undersøgelse kunne der ikke påvises en sammenhæng mellem ”våd bug” og urinvejslidelser. Resultaterne af denne undersøgelse tyder på, at der kan være et betydeligt potentiale i at sætte mere fokus på ”våd bug”, gennem forskning og overvågning, samt inddragelse af “våd bug” som et eksklusions-kriterium ved udvælgelse af hanmink til avl. Nielsen, S.S., Bertelsen, S., Hammer, A.S. & Kyvsgaard, N.C. 2013. Undersøgelse af forekomsten af pelsproblemet ”våd bug” hos mink (Neovison vison) i pelsningsperioden. Faglig Årsberetning 2012, 163-167. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark Abstract The fur problem “Wet belly” is a well-known problem in production of mink skin. The prevalence of “Wet belly” among Danish mink pelted in November has not been investigated recently. This study was designed as a “cross-sectional study” from macroscopic findings, registered by necropsy of 1593 apparently healthy mink spread among seven Danish mink farms in November 2011. Wet belly” was only detected among male kits where it was a frequent finding, with a prevalence of 35%. The prevalence of “wet belly” among male mink kits varied very much between the farms (1- 56%). It was not possible to establish any association between “wet belly” and urinary tract disease. Farms with a significantly lower prevalence of “wet belly”, differed themselves by consequently discarding breeding males with the fur problem. The prevalence of urinary tract diseases among mink being pelted in November was very low at all farms (0-2 %). The results of this study indicates a significant potential in more focus on “Wet belly”, through research, surveillance and inclusion of the fur problem as an exclusion criteria in the selection of breeding males. Nielsen, S.S., Bertelsen, S., Hammer, A.S. & Kyvsgaard, N.C. 2013. Investigation of the prevalence of the fur problem "wet belly" in farm mink (Neovison vison) at pelting. Annual report 2012, 163-167. Kopenhagen research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark Keywords: mink, Neovison vison, disease, wet belly, epidemiology

Indledning Pelsproblemet ”våd bug” har været kendt siden 1960’erne (Gunn, 1962). Tidligere undersøgelser har beskrevet forekomst af ”våd bug” hos 40-70 % af hannerne gennem et produktionsår (Gunn, 1962). ”Våd bug” er blevet tilskrevet urin der siver ud i pelsen og skaber lokal irritation og betændelse i huden, herudover ses lokal mørkfarvning af skindets læderside,

angiveligt som følge af kronisk hudbetændelse (Gunn, 1962, Bostrom et al.1967, Sorfleet & Chavez 1979, Wehr et al. 1983). De underliggende sygdomsmekanismer og årsagsfaktorer er imidlertid ikke til fulde belyst. Tidligere undersøgelser er ikke entydige i forhold til dette. Der angives flere mulige årsager, herunder højt foderindhold af protein/fedt, overvægt, vitaminmangel, urinvejslidelser,

Page 166: Faglig Årsberetning 2012

Nielsen, S.S., Bertelsen, S., Hammer, A.S. & Kyvsgaard, N.C.

164 Faglig Årsberetning 2012

infektioner, genetik, kulde, træk, stress og høj vægt (Gunn, 1962, Oldfield et al. 1981, Wehr et al. 1983, Hunter & Lemieux 1996 og Hansen et al. 2011). Formålet med denne epidemiologiske pilotundersøgelse var at undersøge forekomsten og udbredelse af pelsproblemet ”våd bug” og urinvejslidelser og mulig sammenhæng med forekomsten af urinvejslidelser. Materialer og metoder Materiale I undersøgelsen indgik 1593 mink (hvoraf 646 var hanner) fra 7 danske minkfarme. Minkene blev aflivet i forbindelse med pelsningsperioden i november 2011. Farmene tilhørte 3 forskellige fodercentraler. I undersøgelsen indgik mink af 5 farvetyper fordelt i tre grupper: brune mink (wild og mahogani), blå mink (silverblue), beige mink (palomino og pearl). Undersøgelsen var ikke balanceret med hensyn til køn og farvetype. Dvs. fordelingen af køn og farvetype varierede mellem farmene. Farmdata fra de 7 farme blev indhentet ved hjælp af interviews med minkavlerne, samt ved udtræk fra Kopenhagen Furs databaser. Patologiske undersøgelser Obduktionerne blev udført af 2 veterinærstuderende. På første farm blev obduktionsproceduren af minkene systematiseret under vejledning af en erfaren minkdyrlæge. Hårlaget på bugen blev undersøgt systematisk. Efter pelsning blev minkene obduceret og synlige forandringer registeret. Mink med synlig misfarvning og/eller ændret hårlængde i bugområdet blev registeret med pelsproblemet ”våd bug”. Mink, som alene havde våd eller sammenklistret pels omkring urinrørets udmunding, blev ikke kategoriseret med ”våd bug”. Mink, med synlige forandringer i urinvejsorganer ved obduktion, blev

karakteriseret som havende urinvejslidelse. Statistiske undersøgelser De indsamlede data blev analyseret som et eksplorativt cross-sectional studie. Stikprøvestørrelsen for undersøgelsen blev fastsat ud fra en vurdering af de forventede prævalenser for hhv. urinvejslidelser og ”våd bug”. Data blev behandlet i Excel 2010, og selve beregningerne lavet i Openepi.com version 2.3.1, hvor P-værdier ≤ 0,05 (95 % signifikansniveau) blev betragtet som statistisk signifikante. Prævalensen af obduktionsfundene blev udregnet manuelt. Til at undersøge forskelle i forekomst blev anvendt Fisher’s exact test (dobbeltsidet test med et 95 % konfidensinterval). Multivariable statistiske analyser blev lavet i statistikprogrammet R version 2.13.2. Resultater ”Våd bug” var et hyppigt fund i undersøgelsen, mens der var lav forekomst af urinvejslidelser (tabel 1). Tabel 1. Fordelingen af pelsproblemet ”våd bug” hos hanmink (grå rækker) og forskellige farvetyper (hvide rækker) blandt 1593 mink fra 7 farme.

Farm og farvetype

+ ”Våd bug” Total

Forekomst (%)

1 10 50 20

Brun 10 50 20

2 92 163 56

Blå 92 163 56

3 63 134 47

Brun 63 134 47

4 32 81 40

Beige 5 17 29

Brun 27 64 42

5 7 18 39

Beige 2 2 100

Brun 5 16 31

6 22 45 49

Beige 22 45 49

7 2 155 1

Brun 2 155 1

Total 228 646 35

Page 167: Faglig Årsberetning 2012

Undersøgelse af forekomsten af pelsproblemet ”våd bug” hos mink (Neovison vison) i pelsningsperioden

Faglig Årsberetning 2012 165

”Våd bug” blev udelukkende observeret hos hanmink. Forekomsten af ”våd bug” blandt de undersøgte hanner var 35 % og forekomsten varierede betydeligt fra farm til farm (1-56 %). Der blev undersøgt for variation i forekomsten af ”våd bug” mellem de 3 involverede fodercentraler. Én fodercentral skilte sig ud, men kun på grund af ekstremt lav forekomst på én af de farme der fik foder fra denne central (farm nr. 7). Der sås stor variation på de enkelte farme tilhørende fodercentralerne mht. forekomsten af ”våd bug”. Der sås lav forekomst af urinvejslidelser på alle farme (Tabel 2). Tabel 2. Forekomsten af ”våd bug” og urinvejslidelser påvist ved obduktion af 1593 mink fordelt på 7 farme. Andelen af mink (%) er opgjort per farm og både hanner og tæver indgår her.

Farm Forekomst af ”Våd bug” (%)

Forekomst af urinvejs-lidelser (%)

1 10,0 2,0

2 33,5 0,0

3 26,7 2,1

4 12,3 0,4

5 2,6 0,7

6 15,4 1,4

7 0,6 0,6

Total 14,3 0,9

Antal dyr 228 14

Der kunne ikke påvises en signifikant forskel mellem mink af forskellige farvetyper, mellem hanmink med og uden urinvejslidelse (Tabel 3), mellem fodercentraler eller mellem farvetyper (når der blev taget højde for den uens fordeling mellem farmene). Tabel 3. Fordelingen af urinvejslidelser og ”våd bug” påvist ved obduktion af 646 hanmink fra 7 farme.

Fund

+ urinvejs-lidelse

- urinvejs-lidelse Total

+ Våd bug 3 225 228

- Våd bug 5 413 418

Total 8 638 646

Undersøgelse for signifikant forskel på forekomsten af pelsproblemet ”våd bug”

mellem farvetyperne blev kun udført på farm 4, da denne farm var den eneste i undersøgelsen, som havde en ligelig fordeling af to farvetyper i stikprøven. Diskussion ”Våd bug” blev fundet hos ca. 1/3 af hanminkene i undersøgelsen, og variationen mellem farmene var meget stor. Den fundne prævalens for pelsproblemet ”våd bug” blandt hanmink i denne undersøgelse er relativt høj. Oldfield et al. (1981) fandt en prævalens for ”våd bug” på 15 % hos mørke hanmink i oktober måned. I ældre undersøgelser af Gunn (1962) er dog påvist forekomst af ”våd bug” hos 40-70 % af hanner igennem et produktionsår. Brandt & Clausen (1987) har, ligesom i dette studie, observeret, at prævalensen af ”våd bug” varierer meget mellem farme. Den effekt den enkelte farm havde på pelsproblemet ”våd bug”, kan skyldes forskelle i management. To farme havde lavere forekomst af ”våd bug” blandt de undersøgte mink (farm 1 og 7). De to farme skilte sig umiddelbart ud fra de andre farme ved konsekvent at frasortere avlshanner med lidelsen. Forekomsten af urinvejslidelser i undersøgelsen var lav (0,9 %). De hyppigst forekommende urinvejslidelser var blærebetændelse og stendannelse i urinvejsorganerne, som udgjorde 10 ud af 14 af de diagnoser der blev knyttet til urinvejene i denne undersøgelse. Blære- og nyrebetændelse associeret med stendannelse er beskrevet som den mest almindeligt diagnosticerede urinvejslidelse hos mink Clausen et al. (2006). Urinvejsproblemer er primært forbundet med dødelighed i juni-juli. Denne undersøgelse viste ikke en signifikant forskel på forekomsten af ”våd bug” hos hanmink med og uden urinvejslidelse. Den store variation mellem forekomst af ”våd bug” indenfor den enkelte fodercentral, tyder ikke umiddelbart på en sammenhæng mellem forekomst af ”våd

Page 168: Faglig Årsberetning 2012

Nielsen, S.S., Bertelsen, S., Hammer, A.S. & Kyvsgaard, N.C.

166 Faglig Årsberetning 2012

bug” og fodercentraler. Der blev ikke påvist nogen signifikant forskel i forekomsten af ”våd bug” mellem farvetyper, når der blev taget højde for den skæve fordeling af farvetyper per farm. Tidligere publikationer angiver dog genetisk disposition hos nogle farvetyper, herunder Demi-buff, pearl, standard og safir (Pastirnac et al 1977, Brandt & Clausen, 1987, Hunter & Lemieux,1996). Der fandtes ikke forskel på vægten hos mink med og uden ”våd bug”. Dette er i overensstemmelse med, hvad Gunn (1962) fandt, men andre kilder angiver, at der er sammenhæng mellem ”våd bug” og størrelse og/eller kropsvægt (Oldfield et al. 1981, Wehr et al. 1983 og Hansen et al. 2011). Undersøgelsen bygger på et stort datamateriale, som dog har sine begrænsninger, da det ikke var muligt at lave et balanceret design. Således var det ikke muligt, at medtage samme antal mink fra hver farm og samme fordeling af farvetyper og køn på farmene. Yderligere undersøgelser er nødvendige for at afdække årsager til pelsproblemet ”våd bug”, da årsagsforhold ikke er belyst til fulde i denne eller tidligere undersøgelser. Yderligere undersøgelser ved anvendelse af balancerede feltstudier, kombineret med histopatologiske og eksperimentelle metoder, vurderes at kunne bidrage til afklaring af årsagen og muligheder for forebyggelse af ”våd bug”. Pelsproblemet ”våd bug” estimeres til i gennemsnit at reducere skindprisen med 20 % og regnes med priser fra 2010-2011, kan tabet per skind have været omkring 96 kroner. Tages udgangspunkt i den forekomst af ”våd bug”, der er påvist i denne pilotundersøgelse, kan det totale tab estimeres til 11.000-2.5 mio. kr. for de farme der var inkluderet i undersøgelsen. Estimatet er dog forbundet med stor usikkerhed. Dels er vurderingen af forekomsten af ”våd bug” baseret på stikprøver og dels er det ikke sikkert at

alle dyr registreret som ”våd bug” i denne undersøgelse er havnet i chip-kategorien. Omfanget af pelsproblemet hos den enkelte mink er afgørende for, hvor meget skindets pris reduceres. Det er ikke muligt at sige, hvordan skindene med ”våd bug” fra denne undersøgelse ville være blevet kategoriseret. Vurderingen har heller ikke taget højde for mulige omkostninger ved at ændre sorteringen af hanner f.eks. som følge af større timeforbrug eller effekt på andre avlskriterier. På baggrund af den påviste høje forekomst af ”våd bug”, finder vi det relevant fremadrettet, at foretage en mere detaljeret vurdering af det økonomiske potentiale i at sætte fokus på pelsproblemet. ”Våd bug” registreres ikke særskilt ved gennemgang af skind før salg, men samles med mange forskellige skindproblemer og skader under betegnelsen ”Chip” i skindstatistikken (Clausen, personlig kommunikation 2012). Registrering af, hvor mange skind, der kategoriseres ”våd bug” kunne give mulighed for, løbende at evaluere omfanget af problemet og relateret tab. Avleren har i dag mulighed for selv at undersøge forekomsten af ”våd bug” på farmen og estimere tab relateret til ”våd bug”, med samme fremgangsmåde der er anvendt i denne undersøgelse. Konklusion I denne pilotundersøgelse blev påvist ”våd bug” hos 35,3 % af de undersøgte hanhvalpe. Farme med lavere forekomst, skilte sig ud ved konsekvent at sortere avlshanner med ”våd bug” fra. Forekomsten af ”våd bug” i undersøgelsen vurderes at have et så stort omfang, at der er belæg for at anbefale at sætte fokus på problemet. Yderligere undersøgelser for at vurdere mulige årsager til problemet, såvel som den potentiel økonomiske gevinst ved at anvende ”våd bug” som selektionskriterium er relevante.

Page 169: Faglig Årsberetning 2012

Undersøgelse af forekomsten af pelsproblemet ”våd bug” hos mink (Neovison vison) i pelsningsperioden

Faglig Årsberetning 2012 167

Forekomsten af urinvejslidelser var lav og der kunne ikke påvises sammenhæng mellem ”våd bug” og urinvejslidelser, vægt eller fodercentral. Efterskrift Vi ønsker at takke de 7 minkavlere for deres deltagelse i projektet. Ligeledes takkes Kopenhagen Fur for sponsorat til projektet. Referencer Bostrom R. E., Aulerich R. J., Schaible P. J. 1967. Histologic features of inguinal skin of "wet belly" and normal mink (mustela vison). American Journal of Veterinary Research. 28, 1549-1554. Brandt A. & Clausen T. 1987. Våd bug/urindryp hos mink diagnosticering ved hjælp af urin-teststrimmel-metode. Faglig Årsberetning 1988, 106-111. Clausen T. 2006. Hvad dør minkene af gennem et produktionsår? DJF Intern Rapport, Husdyrbrug nr. 2, 68-71. Gunn C. & K. 1962. Aetiology of 'wet-belly' in ranch-bred mink. Nature; 1962.194: 849-851.

Hansen S. W., Moller S. H., Damgaard B. M. 2011. Feed restriction and tubes for environmental enrichment in growing mink - consequences for behaviour and welfare. Applied Animal Behaviour Science; 2011.134: 3/4, 193-200.24 Ref.

Hunter D. B & Lemieux N. 1996. Mink: biology, health and disease. Graphic and Print Services, University of Guelph, Ontario, Canada. Oldfield J. E., Wehr N., Adair J. 1981. Wet belly disease: Still an enigma to researchers. Blue Book of Fur Farming, 35-37. Sorfleet J. L. & Chavez E. R. 1979. Comparative biochemical profiles in blood and urine of two strains of mink and changes associated with the incidence of wet belly disease. Canadian Journal of Physiology and Pharmacology; 1980.58: 5, 499-503.19 Ref. Wehr, N. B., Adair John and Oldfield, J. E. 1983. Studies on the nature and cause of wet belly disease in mink. A review. Experimental Fur Farm, Dept. Of Animal Science, Oregon State University, Corvallis.

Page 170: Faglig Årsberetning 2012

168 Faglig Årsberetning 2012

Page 171: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 169

Patologiske og radiologiske fund i hanmink (Neovison vison) med manglende eller misdannet penisknogle Anne Sofie Hammer, Anna Jespersen, Henrik Elvang Jensen & Stine Bertelsen Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, Københavns Universitet, Ridebanevej 3, 1870 Frederiksberg C.

Sammendrag I alt 1186 farmmink, der blev fundet døde eller aflivet på 12 danske minkfarme i løbet af oktober måned 2012, blev indsamlet og undersøgt. Hos fem hanmink blev penisknoglen fundet misdannet. Hos fire mink fandtes penisknoglen kraftigt reduceret i længde og omfang eller den manglede helt. Hos den sidste mink fandtes en unormal bøjning på midten af penisknoglen. De fem mink var indsamlet på to farme (tre på én farm og to på en anden). Tre mink blev undersøgt radiologisk og histopatologiske prøver blev indsamlet fra urogenitalorganerne. Her beskrives de foreløbige fund i de fem mink. Baseret på misdannelsernes karakter må det antages at minkene, såfremt de havde overlevet, ikke ville have været I stand til at gennemføre en succesfuld parring. Eftersom denne undersøgelse kun omfatter selvdøde og aflivede mink kan det ikke udelukkes, at der findes klinisk raske mink med samme misdannelse på farmene. Fund af tre mink med lignende forandringer blandt mink fra én farm indikerer, at sygdommen kan have en udbredelse som kan have betydelig indflydelse på reproduktionsresultaterne. Årsagen til misdannelserne er foreløbig ukendt. I 2013 vil hanmink blive indsamlet fra de pågældende to farme og andre farme med henblik på yderligere undersøgelser af sygdommen. Hammer, A.S., Jespersen, A., Elvang-Jensen, H. & Bertelsen, S. 2013. Patologiske og radiologiske fund i hanmink (Neovison vison) med manglende eller misdannet penisknogle. Faglig Årsberetning 2012, 169-172. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N,Danmark Abstract A total of 1186 farm mink found dead or euthanized on 12 Danish mink farms during October 2012 were collected and gross pathological findings were systematically recorded. In five male mink the baculum (penile bone) were found to be absent or malformed. In four mink the baculum was absent or severely reduced in size. In one mink the baculum had an abnormal bend in the middle of the bone. The five mink were collected from two farms (three from one farm and two from another). Three of the mink were examined radiologically and histopathologically. Here we present the preliminary findings in these mink. Based on the nature of the malformations it is assumed that affected mink would not have been able to breed successfully. Since this investigation only included mink that died or were euthanized on the farms, the malformation may be present in otherwise clinically healthy mink. The finding of more than one mink with similar malformations on the same farm, suggest that the malformations might have a severe impact on reproduction results on affected farms. The cause of the malformations is unknown. During 2013 male mink will be collected from these farms and others in order to further investigate the disease entity. Hammer, A.S., Jespersen, A., Elvang-Jensen, H. & Bertelsen, S. 2013. Gross pathological and radiological findings in four male mink (Neovison vison) with severe malformation of the baculum. Annual Report 2012, 169-172. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N,, Denmark Keywords: mink, Neovison vison, pathology, reproduction organs, baculum

Indledning Hanminkens penisknogle (baculum, os penis) er tidligere blevet undersøgt og beskrevet i flere studier, både anatomisk, histologisk og radiologisk (Long and Shirek, 1970). Der er udført systematiske målinger af penisknogler fra farmmink med henblik på at udvikle en metode til aldersbestemmelse. Det er beskrevet, at penisknoglen hos hanmink har en let buet

form og udvikler sig relativt ensartet fra at have en gennemsnitslængde på 27,38 mm (±1,04) og en vægt på ca. 62 mg hos 2 måneder gamle hanhvalpe til at have en gennemsnitslængde på 46,68 mm. (±1,7) og en vægt på ca. 329 mg ved 10-11 måneders alderen. Herefter øges længden ikke, men vægten af penisknoglen (knoglemassen) tiltager yderligere med alderen (Wenzel, 1970).

Page 172: Faglig Årsberetning 2012

Hammer, A.S., Jespersen, A., Elvang-Jensen, H. & Bertelsen, S.

170 Faglig Årsberetning 2012

Måling af penisknoglens størrelse på vildtlevende mink er også foretaget i forbindelse med undersøgelse af PCB miljøforurening. Undersøgelser har vist, at der er en signifikant negativ korrelation mellem PCB koncentrationer og længden af penisknoglen hos mink (Harding et al. 1999). Der beskrives ikke misdannelser med fravær af penisknoglen i forbindelse med disse undersøgelser. Forekomst af misdannelser hos farmmink karakteriseret ved fravær af penisknoglen er beskrevet i en enkelt artikel om reproduktionsproblemer hos mink i ”American Fur Farmers” fra 1949 (Shaddock, 1949). Hos andre dyrearter er lignende typer af misdannelser karakteriseret ved mang-lende vækst af penisknoglen beskrevet. Forskellige grader af misdannelse af penisknoglen er beskrevet hos kryptorchide hunde, i sværeste tilfælde så udtalt, at knoglevævet er erstattet af en meget smal fibroseret streng (Rijnberk, A. and Kooistra, H. S., 1996; WooYoung et al. 2009). Vækst af penisknoglen påvirkes negativt hos mus og rotter der kastreres i de første levedøgn (Yoshida et al. 1980; Iguchi et al. 1990). Undersøgelser har vist, at både hanlige og hunlige kønshormoner i kritiske perioder af fosterudvikling og opvækst efter fødsel har indflydelse på udvikling og vækst af penisknoglen hos disse arter, men præcis hvordan er ikke til fulde belyst (Glucksmann et al. 1976; Yonezawa et al. 2011; Welsh et al. 2012). Materiale og metode I alt 1186 farmmink, der blev fundet døde eller blev aflivet på 12 danske minkfarme i løbet af oktober måned 2012, blev indsamlet og undersøgt ved obduktion på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Obduktionsfund blev systematisk registreret. Penisknogler

blev dog først systematisk lokaliseret og undersøgt efter fund af den første mink med misdannelser. Da penisknoglen ofte fjernes i forbindelse med pelsning, var det i reglen kun muligt at undersøge penisknoglen på intakte kadavere (med pels). Obduktionerne blev udført i forbindelse med et veterinært specialeprojekt og med henblik på undersøgelse af sammenhæng mellem fodringsintensitet og dødelighed blandt farmmink i efterårsmånederne. Tre af minkene blev undersøgt radiologisk. Herudover blev udtaget organprøver til histologisk undersøgelse (mikroskopering). Resultater I fem hanmink (tre af disse fra samme farm) var penisknoglen (baculum) alvorligt misdannet. Hos fire mink var penisknoglen kraftigt reduceret i længde og omfang. Knoglevævet manglede helt hos to mink. Hos to mink fandtes ved palpation af penis en 6-8 mm lang og 2-3 mm bred og hård, knoglelignende dannelse, som var synlig ved røntgenundersøgelse. Hos de fire mink med kraftigt reduceret eller manglende penisknogle fandtes fortykkelse af urinblærevæggen og inflammation, hos tre mink fandtes større mængder blodigt indhold i urinblæren og hos to mink fandtes blodophobning og ødem i penis og omkringliggende væv. Hos den sidste mink fandtes en unormal bøjning på midten af penisknoglen (vinkel på ca. 115-120 grader). Hos denne mink fandtes ikke synlige forandringer i urinvejs-organerne. Testiklerne var placeret i pungen og fandtes makroskopisk upåfaldende. De fem mink var alle brune. Diskussion og konklusion Hos fem hanmink er påvist alvorligt misdannet eller manglende penisknogle. Hos de fire mink med mest udtalt misdannelse af penisknoglen blev der påvist forandringer i urinvejsorganerne (fortykkelse af urinblærevæggen, blodigt

Page 173: Faglig Årsberetning 2012

Patologiske og radiologiske fund i hanmink (Neovison vison) med manglende eller misdannet penisknogle

Faglig Årsberetning 2012 171

indhold i urinblæren hos tre mink, samt inflammation i penis og omgivende væv hos 2 mink). Disse forandringer kan skyldes, at misdannelsen har påvirket urinvejenes funktion. Der blev ikke påvist øvrige sygdomsmæssige forandringer hos minkene, og det kan ikke udelukkes, at urinvejsproblemer som følge af misdannelsen, har været årsag til dyrenes død. Hos den sidste mink var penisknoglens længde normal, men der fandtes en unormal bøjning på midten af penisknoglen. Denne mink stammer fra samme farm som én af de øvrige mink med misdannelser, men det er uvist om denne misdannelse er relateret til de øvrige, eller om det er et lejlighedsfund. Sammenhængen mellem penisknoglens størrelse og minkhannens fertilitet er ikke til fulde belyst, men det er sandsynligt at manglende penisknogle eller meget udtalt misdannelse af denne vil medføre sterilitet, såfremt minken overlever frem til parring. Årsagen til misdannelsen er foreløbig ukendt. Det kan ikke udelukkes at sygdommen kan være arveligt betinget. Hos mus er der beskrevet en mutation (kaldet Hoxal 13), som er forbundet med arvelig forekomst af misdannede kønsorganer (herunder reduceret størrelse af penisknoglen). Heterozygote Hoxal 13 hanmus (der kun har modtaget anlæg for misdannelsen fra et forældredyr) er frugtbare, mens homozygote hanmus (der har modtaget anlæg fra begge forældre) har misdannelser i urogenitalorganerne, som giver sig udtryk i reduceret størrelse af penisknoglen og sterilitet (Post og Innis, 1999). Misdannelser i kønsorganerne kan også være erhvervede (eventuelt udløst af en fælles faktor på farmen). Det er tidligere beskrevet at PCB kan påvirke længden af penisknoglen hos mink (Harding et al. 1999). Det er også vist, at antiandrogene og antiøstrogene stoffer

kan påvirke udviklingen af penisknoglen hos gnavere (Glucksmann et al. 1976; Yonezawa et al. 2011; Yonezawa et al. 2012, Welsh et al. 2012). Fund af flere mink med misdannet penisknogle på samme farme kan tyde på, at sygdommen kan have en betydelig udbredelse, som kan have indflydelse på reproduktionsresultaterne. Det er dog ikke muligt på baggrund af denne undersøgelse at vurdere udbredelsen af misdannelserne. Dette skyldes, at penisknogler først blev undersøgt systematisk efter fund af den første mink med misdannelse og fordi en del mink var pelset (og derfor ikke kunne undersøges). Der kan derfor være forekommet mink med misdannelser af penisknogler, som ikke er registreret. Eftersom denne undersøgelse kun omfattede selvdøde og aflivede mink kan det heller ikke udelukkes, at der på farmene findes klinisk raske mink med samme misdannelse. Yderligere undersøgelser er derfor nødvendige for at fastlægge udbredelsen af misdannelsen på danske farme og fastlægge sygdomsmekanismer og årsager. I 2013 vil der blive udført yderligere undersøgelser af indsamlet materiale. Hanmink vil blive indsamlet fra de to farme, hvor de fem mink med misdannelser er indsamlet, samt andre farme med henblik på yderligere undersøgelser. Efterskrift Forfatterne ønsker at takke de involverede farme for hjælpen med indsamling af mink til vores undersøgelser. Såfremt der i 2013 identificeres hanmink med helt eller delvist manglende penisknogle på farmene, vil vi meget gerne kontaktes ([email protected]) med henblik på at inddrage dem i videre undersøgelser.

Page 174: Faglig Årsberetning 2012

Hammer, A.S., Jespersen, A., Elvang-Jensen, H. & Bertelsen, S.

172 Faglig Årsberetning 2012

Referencer Chaddock, T.T. 1949. Breeding problems encountered in newer mutation mink. Am. Fur Breeder, 22, 42-44. Glucksmann A, Ooka-Souda S, Miura-Yasugi E, Mizuno T. 1976. The effect of neonatal treatment of male mice with antiandrogens and of females with androgens on the development of the os penis and os clitoridis. J Anat., 121, 363-70. Harding LE, Harris ML, Stephen CR, Elliott JE. 1999. Reproductive and morphological condition of wild mink (Mustela vison) and river otters (Lutra canadensis) in relation to chlorinated hydrocarbon contamination. Environ Health Perspect, 107(2), 141-7. Iguchi T, Irisawa S, Uesugi Y, Kusunoki S, Takasugi N. 1990. Abnormal development of the os penis in male mice treated neonatally with tamoxifen. Acta Anat.,139(3), 201-8. Long, C.A. and Shirek, L.R. 1970. Variation and correlation in the genital bones of the ranch mink. Z. Saiugetierk, 35, 252-5. Post LC, Innis JW. 1999. Infertility in adult hypodactyly mice is associated with hypoplasia of distal reproductive structures. Biol Reprod., 61(6),1402-8.

Rijnberk, A and Kooistra, H. S. 1996. Clinical Endocrinology of Dogs and Cats. Clinical endocrinology in dogs and cats – an illustrated text. Dordrecht: Kluver Academic Publisher., pp: 338. Welsh M, MacLeod DJ, Walker M, Smith LB, Sharpe RM. 2010. Critical androgen-sensitive periods of rat penis and clitoris development. Int J Androl., 33(1), 144-52. Wenzel, U. D. Altersbestimmung. 1978. afsnit i bog: Pelztiergesundheitsdienst, Gustav Fischer Verlag, p.32-33. WooYoung, P, ChunSik, B., HwiYool, K. KiRae, C., WooDae, P. 2009. A case of perineal hypospadias with os penis deformity and unilateral cryptorchidism in a Boston terrier. Journal of Veterinary Clinics, 26 (2), 185-188. Yonezawa T, Higashi M, Yoshioka K, Mutoh K. 2011. Distribution of aromatase and sex steroid receptors in the baculum during the rat life cycle: effects of estrogen during the early development of the baculum. Biol Reprod., 85(1), 105-12. Yoshida H, Kadota A, Fukunishi R. 1980. Effects of testosterone propionate on neonatal and prepuberal development of os penis in male rats. Jikken Dobutsu., 29(1),39-43.

Page 175: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 173

Opdeling af store kuld ved 6 ugers alder reducerer antallet af bid mellem minkhvalpe Tove N. Clausen & Peter F. Larsen Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark,

Abstract Undersøgelse af effekten af delvis fravænning af store kuld (6 hvalpe og derover) af brune mink på dag 42 efter fødsel. De 4 – 5 største hvalpe blev flyttet fra tæven og sat sammen med kuldsøskende i et andet bur. Bid blev registreret og udvalgte kuld blev vejet. Resultaterne viste at delvis fravænning af de store hvalpe i de store kuld dag 42 kan reducere forekomsten af bid, uden at det går ud over hvalpenes tilvækst. Bid blev især set i kuld med mere end 6 hvalpe og især hos tævehvalpe. Hanhvalpene blev for det meste bidt i ørene, hvorimod tævehvalpene blev bidt i halsen. Tævehvalpe der blev bidt vejede mindre end deres kuldsøstre, hvorimod hanhvalpe der blev bidt vejede det samme som deres kuldbrødre. Ikke alle hvalpe, i kuld hvor der forekommer bid, bliver bidt, normalt var det 1 eller 2. Deling af kuldene dag 42 reducerede bid med 60 %, der var således 2,5 gange flere kuld med bid i den udelte gruppe frem for den delte gruppe. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2013. Opdeling af store kuld ved 6 ugers alder reducerer antallet af bid mellem minkhvalpe. Faglig Årsberetning 2012, 173-176. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Investigation on the effect of dividing big litters (6 kits and more) of brown mink at 6 weeks of age. The 4 – 5 biggest kits in the litter were moved to a cage with their siblings. Bite was registered and some of the litters were weighed. The results showed that weaning big kits from big litters day 42 after birth reduced the incidence of bites, without any influence on kit body growth. Bite was mainly observed in big litters (more than 6 kits) and most often on female kits. Male kits were mainly bitten in the ear region, whereas female kits most often had bite in the neck region. Female kits with bite weighed less than their female litter mates, whereas male kits with bites weighed the same as their male littermates. Not all kits in the litters with bites were bitten, most often 1 to 2 kits in a litter. We observed 2.5 times more litters with bite marks among undivided litters than among divided litters. This means that dividing litters at day 42 after birth reduced bite frequency with 60 %. Clausen, T.N. & Larsen, P.F. 2013. Dividing big litters at 6 weeks of age reduces number of bites among mink kits. Annual Report 2012, 173-176. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, Aarhus N DK-8200, Denmark.

Keywords: dividing big litters, weaning, bites

Introduktion Bid mellem minkhvalpe i dieperioden ses fra fire til 8 ugers alderen (Clausen, 2010). Hansen et al. (2008) fandt at bid var den væsentligste dødsårsag hos hvalpe i juni. I den same periode fandt Clausen (2010) at diarre og afmagring var de hyppigste dødsårsager. Clausen (2010) delte hvalpene i to grupper, en gruppe hvor hvalpene tydeligt var bidt af søskende eller tæven, og en gruppe hvor hvalpene var bidt / ædt efter at de var død af anden årsag. Hvalpe bidt efter at de var døde af anden årsag, blev set fra begyndelsen af juni til juli (fra 30 til 60 dages alderen), hvalpe bidt ihjel af søskende (0,3 % af

levendefødte hvalpe), blev især set fra midten af juni til begyndelsen af juli (fra 44 til 68 dages alderen) (Clausen, 2010). Det ser således ud til at hvalpe der begynder at æde fast foder (omkring dag 28), helt naturligt vil æde en af deres søskende, hvis den dør. Når hvalpene æder store fodermængder og mælkeproduktionen går ned (omkring 6 uger efter fødsel), kan der opstå slagsmål mellem søskende, formodentlig på grund af sult, vandmangel eller social markering. Ifølge dansk lovgivning må minkhvalpe ikke fravænnes før 8 uger. Imidlertid er der undersøgelser der tyder på, at dette

Page 176: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

174 Faglig Årsberetning 2012

tidspunkt måske ikke er helt optimalt for tævernes velfærd (Jeppesen et al., 2003). Nogle tæver vil gerne væk fra hvalpene før, og da de ikke kan, udvikler de i nogle tilfælde stereotyp adfærd (Jeppesen et al., 2003). En hylde i buret hjælper tæven til at komme væk, i hvert fald indtil hvalpene er mellem 6 til 7 uger, dernæst kan hvalpene selv kravle derop (Jeppesen et al., 2003; Mason et al., 2012). Frustrerede tæver kan i værste fald slå hvalpene ihjel (0,09 % af levendefødte hvalpe), oftest ved at knuse kraniet (Clausen, 2010). Ved fravænning af brune hvalpe enten dag 49 eller dag 56, så vi at dødsfald som følge af bid mellem hvalpe, især ses i perioden dag 42 til dag 49 (0,4 % af levendefødte hvalpe), fra dag 49 til dag 56 blev kun set 0,1 % (Clausen, 2012). Der var en signifikant forskel mellem de to perioder, men ingen forskel mellem fravænningsgrupperne. Det ser således ikke ud til, at det er af væsentlig betydningen, om tæven går hos hvalpene eller ej i denne periode, men at det mere er tidspunktet der er væsentlig (Clausen & Larsen, 2012). Fravænning dag 42 i forhold til dag 49 eller dag 56 blev undersøgt hos sorte hvalpe. Der blev ikke set forskel i antal døde hvalpe med bid i grupperne. Derimod døde der, total set, flest hvalpe i perioden dag 42 til 49 i gruppen med fravænning dag 42. Tilvæksten hos hvalpene fra dag 42 til dag 49 var mindre i gruppen med fravænning dag 42, frem for dag 49 og 56 (Clausen, 2011). En konsekvent tidlig fravænning af alle hvalpe kan altså ikke anbefales. Registrering af alle hvalpe med bid viste, at det især er i de store kuld vi ser problemer (Clausen, 2012; Clausen & Larsen, 2012; Risager, 1989), at det især er tævehvalpe det går ud over, 65 – 80 % var tævehvalpe (Clausen, 2012; Clausen & Larsen, 2012; Hansen et al., 2008) og at

det normalt er 1 – 2 hvalpe i problemkuld, der er bidt. Formålet med undersøgelsen i 2012 var således at undersøge, hvorvidt en delvis fravænning af hvalpe ved 6 ugers alderen ved at fjerne de store hvalpe i kuldet, kunne være gavnligt for alle hvalpene. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 1072 brune tæver med kuld født i perioden 26/4 til 3/5. Der blev anvendt fodercentralfoder i hele perioden. Ud fra vejning og hvalpetælling dag 28 blev halvdelen af de store kuld delt dag 42 efter nedenstående skema (tabel 1), med ligelig fordeling af unge og gamle tæver, samt kuldstørrelse og fødselsdato. Tabel 1. Deling af kuld dag 42, kun halvdelen af kuldene deles

Kuldstørrelse antal hvalpe der tages fra

antal hvalpe ved tæven

1 # - 1

2 - 2

3 - 3

4 - 4

5 - 5

6 4 2

7 4 3

8 5 3

9 5 4

10 5 5

11 *

12 * # få kuld - ikke medtaget i undersøgelsen; * kuld over 10 deles ved fødsel Det var de største hvalpe i kuldene der blev taget fra, dog således at det helst skulle være 2 hanner og 2 tæver eller 3 hanner og 2 tæver der blev sat i eget bur. De kuld hvor hvalpene blev vurderet til at være for små, blev ikke delt. I alt 445 kuld blev delt. Fra dag 42 til dag 56 blev alle døde hvalpe indsamlet og obduceret. Hvalpene blev talt dag 42, dag 49 og dag 56. Hvis der gennem perioden blev fundet hvalpe med bid i et kuld, blev disse registret, taget fra tæven (med kuldsøskende, mindst 4 sammen) og behandlet. Hvalpe med store sår blev aflivet.

Page 177: Faglig Årsberetning 2012

Opdeling af store kuld ved 6 ugers alder reducerer antallet af bid mellem minkhvalpe

Faglig Årsberetning 2012 175

Ved 53 af de kuld hvor der blev observeret bid, blev alle hvalpe vejet individuelt. Derudover blev udvalgte kuld fra ungtæver vejet dag 42 og dag 56 (tabel 2), både udelte kuld fra kontrolholdet samt hvalpe der var taget fra kuldet og gik sammen med kuldsøskende og hvalpe der gik ved tæven indenfor de forskellige kuldstørrelser. Tabel 2. Vejeskema, antal vejekuld i de forskellige kuldstørrelser

Kuld størrelse vejegrupper dag 42 og dag 56

antal alene

antal hos tæven

kontrol udelte kuld

2 25

3 25

4 25

5 25

6 25 25 25

7 25 25 25

8 25 25 25

9 25 25 25

10 25 25 25

De statistiske beregninger blev udført med statistikprogrammet SAS. Proceduren MIXED blev anvendt med 5 % som signifikansniveau. Relevante kovariater blev medtaget i de tilfælde de var signifikante. Bidfrekvenser blev analyseret med proceduren χ2. Resultater og diskussion Det totale antal døde hvalpe, i procent af antal hvalpe dag 42, var i hele perioden (dag 42 til dag 56) 2,1 % i udelte kuld mod 1,9 % i delte kuld, ligeligt fordelt på hanhvalpe og tævehvalpe. Mere end ¾ døde i perioden dag 42 til 49 og mindre end ¼ døde i perioden dag 49 til dag 56 (p < 0,0001). Ved en tidligere undersøg-else blev der tilsvarende fundet flest hvalpe med bid i perioden fra dag 42 til dag 49 frem for dag 49 til dag 56 (Clausen & Larsen, 2012). Hvalpetabet var størst i de store kuld Ved mere end 6 hvalpe i kuldet døde der 0,19 hvalp pr kuld og ved 6 hvalpe og mindre døde der i gennemsnit 0,08 hvalp pr kuld (p=0,006). Dødsfald, som følge af bid, var 0,34 % af antal hvalpe dag 42, mere end halvdelen blev aflivet.

Der var 2,5 gange flere kuld med bid i den udelte gruppe frem for den delte gruppe (p < 0,0001), og der var 2,4 gange flere bid i store kuld (> 6 hvalpe) end i små (p = 0,0003). Risager (1989) fandt ligeledes mest bid i store kuld og Clausen & Larsen (2012) fandt i gennemsnit 1 hvalp mere i kuld med bid end i kuld uden. Det er dog sjældent alle hvalpe i kuldet der er bidt, i denne undersøgelse blev der således i gennemsnit fundet 1,8 hvalp med bid i kuld med bid. Dette kunne tyde på stress, forårsaget af at være mange hvalpe sammen, og evt. mere konkurrence om foderet i de store kuld. Således blev der set en faldende tilvækst i perioden dag 42 til dag 56 hos hanmink hvalpe i kuld med over 6 hvalpe (p = 0,0007), men der var ikke forskel i tilvæksten mellem udelte kuld, delte kuld hvor hvalpene var ved tæven eller hvor hvalpene gik alene, når man sammenlignede inden for samme kuldstørrelse. De fleste hvalpe der bliver bidt, er tævehvalpe. I denne undersøgelse fandt vi at 68 % af de bidte hvalpe var tævehvalpe, i en tidligere undersøgelse fandt vi 80 % (Clausen & Larsen, 2012). Hansen et al. (2008) fandt at 65 % af bidte hvalpe var tævehvalpe. De fleste hanhvalpe med bid var bidt i øreregionen (øresut 71 %), hvorimod de fleste tævehvalpe med bid var bidt i nakke/skulder/hoved (øresut 8 %). Tævehvalpe med bid vejede mindre end deres kuldsøstre (0,007), hvorimod hanhvalpe med bid vejede det samme som deres kuldbrødre. Det kunne således se ud til der er forskel mellem hanner og tæver i årsager til bid og hvorledes dette kommer til udtryk. Det ser ud til, at selve det at være i et stort kuld, øger konkurrencen blandt hvalpene, og det vil gå mest ud over den mindste i kuldet. Selv om der er foder nok til rådighed, vil hvalpene konkurrere, og det

Page 178: Faglig Årsberetning 2012

Clausen, T.N. & Larsen, P.F.

176 Faglig Årsberetning 2012

kan være svært for de mindste tæver i kuldet at få lov til at æde. Seks uger efter fødsel ophører tævens mælkeproduktion, hvalpene skal tilvænne sig fast foder og lære at drikke fra et vandnippelsystem, men derudover begynder de at blive selvstændige individer, der kæmper om at være dominerende i gruppen. Forebyggende kan det således være et godt tiltag at dele store kuld (> 6 hvalpe) dag 42, ved at fjerne de 4-5 største hvalpe i kuldet og sætte dem i et bur for sig selv. Konklusion Bid opstår hos hvalpe fra omkring dag 42, og ses især i perioden dag 42 til dag 49. Der er øget konkurrence blandt hvalpe i et stort kuld, og det vil især gå ud over de små tæver der bliver "holdt nede". Det er således især i store kuld med mere end 6 hvalpe, at vi ser bid, og især tævehvalpe der bliver bidt. Hanhvalpene blev for det meste bidt i ørene, hvorimod tævehvalpene blev bidt i nakke/skulder/hoved. Tævehvalpe der blev bidt, vejede mindre end deres kuldsøstre, hvorimod hanhvalpe der blev bidt, vejede det samme som deres kuldbrødre. Ikke alle hvalpe i kuldene blev bidt, normalt var det 1 eller 2. Deling af kuldene dag 42 havde ingen negativ effekt på hvalpenes tilvækst, men reducerede bid med 60 %. Der var således 2,5 gange flere kuld med bid i den udelte gruppe, frem for den delte gruppe. Der var ikke forskel i tilvæksten mellem udelte kuld, delte kuld hvor hvalpene var ved tæven eller hvor hvalpene gik alene, når man sammenlignede inden for samme kuldstørrelse, men ved store kuld reduceres hanhvalpenes tilvækst. Delvis fravænning af de store hvalpe (mindst 4) i de store kuld (> 6 hvalpe) dag 42 kan således reducere forekomsten af bid, uden at det går ud over hvalpenes trivsel. Referencer Clausen, T. N., 2010. Dødsårsager fra fødsel til 1. august. Årsberetning 2009, 97-

103. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N., 2011. Fravænning af standard hvalpe dag 42, dag 49 og dag 56. Faglig Årsberetning 2010, 119-121, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. Clausen, T. N. 2012. Betydning af fravænningstidspunkt for minkhvalpe, dag 49 eller dag 56. Faglig Årsberetning for Kopenhagen Forskning 2011, 162 - 167. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N. Clausen, T.N. & Larsen, P.F., 2012. Impact of weaning age on kit performance. Xth International Scientific Congress in Fur Animal Production, Copenhagen, Denmark, August 21 – 24. Scientifur, vol. 36, no. 3/4, 336-340. Hansen, M.U., Weiss, V., Clausen, T.N., Mundbjerg, B. & Lassén, M. 2008. Årsager til dødsfald hos minkhvalpe fra juni til oktober. Faglig Årsberetning 2007, 99-107, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forskningscenter, Holstebro, Danmark. Jeppesen, L.L., Simonsen, T. & Pedersen, V., 2004. Projekt velfærd i praksis. Faglig Årsberetning 2003, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark, 35-44. Mason, G.J., Haley, D. & Dawson, L., 2012. Elevated resting bunks for nursing dams. Xth International Scientific Congress in Fur Animal Production, Copenhagen, Denmark, August 21 – 24. Scientifur, vol. 36, no. 3/4, 492. Risager, H.J., 1989. Optimal dieperiode mindsker minkhvalpes slagsmål. Dansk Pelsdyr Avl, 5, 1989, 315 – 316. SAS Institute Inc., 1996. SAS® Systems for Mixed Models. SAS Institute Inc., Cary, NC, USA, 633 pp.

Page 179: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 177

Risikoen for sår og skader øges når mink holdes i grupper Steffen W. Hansen & Steen H. Møller Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Allé 20. Postbox 50, 8830 Tjele E-mail: [email protected]

Sammedrag Er der i dansk minkproduktion mere aggression hos mink holdt i grupper end hos mink holdt parvis? Spørgsmålet blev undersøgt på 4 farme ved at sammenligne antallet af dødsfald, flytninger, sår og bidmærker hos brune mink holdt i grupper og mink holdt parvis (han+tæve). De fire farme havde gennem flere år praktiseret gruppeindhusning på dele af farmen. Resultaterne viste, at det er muligt at holde mink i grupper med en lav forekomst af dødsfald og sår. Men resultatet viste også, at forekomsten af dødsfald, sår og bidmærker kan blive høj, og vi kender endnu ikke de faktorer, der er involveret, når det går galt. Derimod har vi vist, at antallet af bidmærker er større hos mink i grupper end hos mink i par og dermed er risikoen for sår og skader også størst når mink holdes i grupper. Hansen, S.W. & Møller, S.H. 2013. Risiko for sår og skader øges når mink holdes i grupper. Faglig Årsberetning 2012, 177-181. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark. Abstract Does aggression in Danish mink production occur more often in mink kept in groups than in mink kept in pairs? The question was examined on four farms, by comparing the number of deaths, removals of animals, wounds and bite marks in brown mink kept in groups and mink kept in pairs (male + female). Through several years, the four farms had practiced group housing in parts of the farm. The result showed that it is possible to keep mink in groups with a low occurrence of deaths and wounds. However, the result also showed that the occurrence of deaths, wounds and bite marks can become high and that we still do not know which factors are involved when things go wrong. On the contrary, we have proved that the number of bite marks are bigger in mink kept in groups than in mink kept in pairs and thus the risk of injuries are highest when mink are kept in groups. Hansen, S.W. & Møller, S.H. 2013. The risks of physical injuries increases when mink are kept in groups. Annual Report 2012, 177-181. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Group housing, bite marks, fur chewing, welfare

Indledning Adskillige undersøgelser har vist, at antallet af mink med bidmærker (sorte pletter) på lædersiden af skindet er større, når mink holdes i grupper end når de holdes parvis (Møller, 2011; Hansen & Houbak, 2005). Det antages, at bidmærker opstår ved ødelæggelse af hårsækkene under modningen af vinterpelsen. Det kan ske ved bid eller trykning, men ikke nødvendigvis ved at biddet gennemtrænger huden. Antallet af bidmærker på lædersiden af skindet (figur 1) kan tælles efter pelsning, når skindene er skrabet, og er dermed et objektivt mål for niveauet af aggression i buret. Aggression er vanskelig at observere i burene, og bidmærkerne er et

mere ”følsomt” mål for aggression end de skader, der lejlighedsvis opstår som følge af aggression, og som heldigvis er relativ sjældne. Erfaringerne i praksis med aggression hos gruppemink varierer mellem farme. Forskelle i aggression kan skyldes forskelle i driftsrutiner (Hansen & Malmkvist, 2011) kombineret med forskelle i minks genetiske forudsætninger for social tolerance (Berg & Møller, 2010). Formålet med denne undersøgelse har været at undersøge en hypotese om, at man på minkfarme, der i flere år har arbejdet med gruppeindhusning, kan finde samme lave niveau af bidmærker,

Page 180: Faglig Årsberetning 2012

Hansen,S.W. & Møller, S.H.

178 Faglig Årsberetning 2012

sår og pelsgnav, som vi finder hos mink holdt parvis. Materiale og metode I samarbejde med Kopenhagen Forskning blev der udvalgt fire farme, benævnt farm A, B, C og D. Disse farme har gennem adskillige år praktiseret gruppeindhusning i etagebure uden væsentlige problemer med aggression hos minken. Avlerne angiver en højere social tolerance hos mink på disse farme og tilpassede managementrutiner som årsager til de gode erfaringer. Farmene er således nødvendigvis ikke repræsen-tative for alle minkfarme i Danmark. I undersøgelsen benyttede farmerne dels deres foretrukne gruppesammensæt-ninger og dels en gruppe bestående af 2 hanner + 2 tæver (Tabel 2-5). Som kontrol skulle der være en gruppe med mink holdt parvis (1 han + 1 tæve). Hvert forsøgshold bestod af ca. 100 brune mink for at undgå en effekt af forskellige farvetyper.

Efter aflivning af minkene blev pelsgnav, sår og bidmærker registreret på tre områder af kroppene og senere på de skrabede skind: Nakke: fra næsetip til og med skulder/forben; Krop: fra forben til 10 cm over halerod; Hale: fra 10 cm over halerod til halespids. Desuden skelnede vi mellem sår placeret på halespidsen og sår placeret ved haleroden. Størrelse af pelsgnav og sår blev gradueret fra 0 til 9 med score = 0 for ingen og score = 9 for sår eller gnav med diameter på mere end 50 mm. Betegnelsen sår inkluderede åbne og helede sår og mindre hævelser primært på halen, som kun kan registreres ved, at man mærker på dem (palpering). Antallet af bidmærker blev gradueret med score = 0 for ingen bidmærker og score 9 for flere end 45 bidmærker (se Berg & Møller, 2010). Summen af scores for bidmærker i nakke, på krop og hale betegnes som totale bidmærker.

Figur 1. Lædersiden på et tæveskind med tydelige bidmærker i nakke og ved halerod samt spredt på ryggen.

Resultater Én farm skilte sig ud Antallet af mink, der enten var døde eller flyttet i løbet af forsøgsperioden, var signifikant større på farm D end på farm A, B og C (tabel 1). Farm D havde ligeledes det største antal mink med sår. Sår blev primært registreret på halespidsen af mink. Hos mink der blev holdt parvis, havde 3,5 % af minkene sår mod 6,8-11,0 % hos mink i grupper (P<0,0001).

Gruppeindhusning kan reducere pelsgnav Halvfems procent af de mink der havde pelsgnav, havde det på halen (tabel 1). På farm D var der færre mink med pelsgnav, mens der var flere med sår. Der var mere pelsgnav hos mink holdt parvis (31 %) og 4 tæver sammen (31,9 %) end hos mink holdt i blandede kønsgrupper (17,1-21,1 %). Pelsgnav er en unormal adfærd sandsynligvis forårsaget af kedsomhed eller under-stimulering (Hansen et al., 1998; Malmkvist og Hansen, 2001).

Page 181: Faglig Årsberetning 2012

Risikoen for sår og skader øges når mink holdes i grupper

Faglig Årsberetning 2012 179

Tabel 1. Antal undersøgte mink per farm, mink, der døde eller blev flyttet i forsøgsperioden, mink med sår (totalt og på halespids og ved halerod) og mink med pelsgnav (totalt og på halen).

Farm A Farm B Farm C Farm D Totalt P-værdi

Mink (N) 351 285 197 358 1191

Døde/flyt. 3 (0,9 %) 11 (3,7 %) 3 (1,5 %) 60 (14,4 %) 77 (6,1 %) P<0.001

Sår totalt 21 (6,0 %) 9 (3,2 %) 16 (8,1 %) 46 (12,9 %) 92 (7,7 %) P<0.001

Sår halespids 17 (4,8 %) 5 (1,8 %) 14 (7,1 %) 28 (7,8 %) 64 (5,4 %) P<0.005

Sår halerod 2 (0,6 %) 4 (1,5 %) 1 (0,5 %) 17 (4,8 %) 24 (2,0 %) P<0.002

Pelsgnav 139 (39,6 %) 95 (33,5 %) 41 (20,8 %) 48 (13,4 %) 323 (27,1 %) P<0.001

Pelsgnav, hale 132 (37,6 %) 79 (27,8 %) 39 (19,8 %) 41 (11,5 %) 291 (24,5 %) P<0.001

Reduktion i pelsgnav betragtes alt andet lige som en positiv effekt. At færre mink har pelsgnav, når de holdes i blandede kønsgrupper, skyldes sandsynligvis en øget social stimulering. Den velfærdsmæssige gevinst ved gruppeindhusning skal dog vurderes i forhold til risikoen for en ustabil socialstruktur målt ved øget forekomst af sår og bidmærker.

Færre bid hos mink holdt parvis Tabel 2, 3, 4 og 5 viser scoren af bidmærker (totalt samt fordelt på nakke, krop og hale) pr. hold på farm A, B, C og D. Tomme felter angiver at den pågældende gruppesammensætning ikke blev testet på den pågældende farm.

Tabel 2

Farm A Hold

1♂+1♀ 1♂+2♀ 2♂+1♀ 2♂+2♀ 4♀

Totalt 4,50±4,89 b*** 8,64±6,30 a 11,55±7,27 a

Nakke 1,30±1,75 b*** 2,42±2,32 a 3,27±2,44 a

Krop 1,88±2,27 b*** 3,75±2,87 a 4,57±2,87 a

Hale 1,32±1,95 b*** 2,47±2,53 a 3,71±2,53 a

Værdier i same række med forskelligt bogstav er signifikant forskellige.***: P<0.001; **: P<0.01; *: P<0.05 Tabel 3

Farm B Hold

1 ♂ + 1 ♀ 1 ♂ + 2 ♀ 2 ♂+ 1 ♀ 2 ♂ + 2 ♀ 4 ♀

Totalt 3,58±4,32 b 10,95±8,11 a*** 6,73±6,54 ab

Nakke 1,30±1,56 b 3,70±2,96 a*** 1,72±1,95 b*

Krop 0,87±1,45 b 3,74±3,21 a*** 2,34±2,74 b*

Hale 1,41±2,18 b 3,49±3,31 a*** 2,68±3,32 ab

Værdier i same række med forskelligt bogstav er signifikant forskellige.***: P<0.001; **: P<0.01; *: P<0.05 Tabel 4

Farm C Hold

1 ♂ + 1 ♀ 1 ♂ + 2 ♀ 2 ♂ + 1 ♀ 2 ♂ + 2 ♀ 4 ♀

Totalt 4,27±4,63 b*** 11,18±7,48 a

Nakke 1,85±2,07 b*** 3,70±2,66 a

Krop 1,32±1,79 b*** 4,23±3,09 a

Hale 1,10±1,72 b*** 3,25±3,09 a

Værdier i same række med forskelligt bogstav er signifikant forskellige.***: P<0.001; **: P<0.01; *: P<0.05 Tabel 5

Farm D Hold

1 ♂ + 1 ♀ 1 ♂ + 2 ♀ 2 ♂ + 1 ♀ 2 ♂ + 2 ♀ 4 ♀

Totalt 6,87±7,37 c 10,52±8,64 b 14,87±7,73 a*** 16,97±8,08 a***

Nakke 2,42±2,57 b 3,35±3,02 b 5,02±2,81 a*** 5,92±2,88 a**

Krop 2,40±2,77 c 3,79±3,15 b** 5,54±2,97 a*** 5,93±2,96 a**

Hale 2,05±2,82 c 3,38±3,28 b* 4,30±3,08 a*** 4,30±3,29 a* Værdier i same række med forskelligt bogstav er signifikant forskellige.***: P<0.001; **: P<0.01; *: P<0.05

Page 182: Faglig Årsberetning 2012

Hansen,S.W. & Møller, S.H.

180 Faglig Årsberetning 2012

Mink holdt parvis havde signifikant færre bidmærker end mink holdt i grupper. Den eneste undtagelse var på farm B, hvor forskellen mellem parvise mink og fire tæver sammen ikke var statistisk sikker. Tæver havde flere bidmærker end hanner. Forskellen var signifikant for bidmærker i nakke, på krop og hale på farm C og D, for nakke og hale på farm B og for nakke på farm A. Hanner holdt parvis med tæver havde færre bidmærker i nakke, på krop og hale end hanner holdt i grupper med en anden han på farm A og B. Tæver holdt parvis med hanner havde færre bidmærker end tæver holdt fire sammen på farm C og D. Hypotesen om at mink på de fire farme havde opnået så stor social tolerance og tilpasning til gruppeindhusning, at det svarer til parvis indhusning kunne ikke bekræftes på basis af antallet af bidmærker. Selvom antallet af bidmærker ved gruppeindhusning i nogle tilfælde var på niveau med parvis indhusning i tidligere undersøgelser, var antallet i parvis indhusning tilsvarende lavere. Det tyder på at den sociale tilpasning og/eller management, der giver færrest

bidmærker i gruppeindhusning også reducerer antallet i parvis indhusning. På basis af det lave antal døde/flyttede mink og lave antal mink med sår på farm A og B er der til gengæld indikation på, at disse farme kan praktisere gruppeindhusning med samme lave niveau af skader som hos parvise mink. Der er brug for en undersøgelse med et større antal dyr for at kunne konkludere statistisk sikkert på baggrund af døde/flyttede mink og mink med sår. Sår og bid følges ad Ved at sammenligne antallet af bidmærker hos mink med sår og mink uden sår (Tabel 6) kan vi vise, at mink med sår har flere bidmærker end mink uden sår. Da vi samtidig fandt en høj forekomst af bidmærker på farm D, der også havde et stort antal døde/flyttede mink, og vi fortsat finder flere bidmærker hos mink i grupper end hos mink holdt parvis, tyder resultaterne på, at aggression eller anden social kontakt er en sandsynlig årsag til de sorte pletter, der kan tælles på lædersiden af skindet, og som vi betegner bidmærker.

Tabel 6: Antal mink (N) og total score af bidmærker hos mink med og uden sår fordelt på hold

Hold N Ingen sår N Et eller flere sår P-værdi

Totalt 1048 8,62 ± 7,55 87 13,95 ± 9,41 0,001

1 ♂ + 1 ♀ 384 4,71 ± 5,37 14 10,09 ± 10,30 0,115

2 ♂ + 2 ♀ 162 12,10 ± 7,68 20 18,20 ± 9,79 0,002

4 ♀ 334 11,00 ± 7,93 39 14,17 ± 8,83 0,025

Farm D 312 11,04 ± 8,44 46 17,61 ± 9,39 0,001

Farm A, B og C 786 7,66 ± 6,94 47 10,38 ± 7,93 0,021

♂ mink 389 5,71 ± 6,13 25 10,17 ± 8,71 0,021

♀ mink 709 10,22 ± 7,78 68 15,60 ± 9,27 0,001

Flere bidmærker hos tæver Det er karakteristisk, at tæver har flere bidmærker end hanner. Det antyder, at bidmærker skyldes kontakt mellem minkene. Forskellen i bidmærker skyldes sandsynligvis, at hannen via sin størrelse dominerer tæven. At parvise mink har færre bidmærker end mink holdt i grupper

skyldes, at der er en højere social tolerance mellem kønnene end indenfor kønnene (Berg og Møller, 2010). Forskellen i bidmærker mellem kønnene kan være mindre tydelig, når mink går i grupper, men uanset gruppesammen-sætning har vi aldrig fundet, at hanner har flere bidmærker end tæver.

Page 183: Faglig Årsberetning 2012

Risikoen for sår og skader øges når mink holdes i grupper

Faglig Årsberetning 2012 181

Alder og social tolerance Den markante forskel mellem farm D og de tre andre farme antyder, at andre faktorer end gruppesammensætningen kan påvirke den sociale stabilitet hos mink. Den væsentligste forskel mellem de fire udvalgte farme, der alle tidligere havde gode erfaringer med gruppeindhusning, var tidspunktet og dermed minkhvalpenes alder, da hvalpene blev sat ud i grupper. På farm D blev hvalpene sat i grupper den 17. juli, hvilket var ca. tre uger senere end på de tre andre farme og senere end farm D’s normale praksis. Hvorvidt hvalpenes alder ved placering i grupper har betydning for den senere sociale stabilitet vil blive undersøgt i 2012-13. Derudover undersøger vi den direkte sammenhæng mellem bid og bidmærker, samt om dannelsen af bidmærker er begrænset til bestemte perioder i pelsudviklingen. Konklusion Undersøgelsens resultater viser, at det er muligt at holde mink i grupper med en lav forekomst af dødsfald og sår, samt forholdsvis lav forekomst af bidmærker. Resultatet viser også, at forekomsten af dødsfald og sår kan blive høj, men vi kender endnu ikke de faktorer der er involveret, når det går galt. Desuden har vi vist, at antallet af bidmærker er større hos mink i grupper end hos mink i par og dermed er risikoen for sår og skader også størst, når mink holdes gruppevis.

Anerkendelse Projektet var finansieret af Kopenhagen Forskning/Pelsdyrafgiftsfonden. En stor tak til de fire farmere, der stillede deres farme til rådighed for projektet og for deres engagement i projektet. Referencer Berg, P. og Møller, S.H. 2010. Mulighed for at selektere for reduceret aggression i gruppeindhusning. Pelsdyrerhvervets Forsøgs– og ForskningsCenter. Faglig Årsberetning. 2009. 6 s. Hansen, S.W. og Houbak, B. 2005. To skridt frem og tre tilbage – gruppeindhusning af mink. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Forsknings Center, Faglig Årsberetning 2004. 8 s. Hansen, S.W. og Malmkvist, J. 2011. Fodringsmæssige tiltag til begrænsning af bidmærker hos mink holdt i grupper – foreløbige resultater. Intern rapport nr. 109. Temadag om aktuel minkforskning (red. Peer Berg), Aarhus Universitet. s. 19-34. Møller, S.H. 2011. Forekomst af sår og skader i minkproduktionen. Intern rapport nr. 109. Temadag om aktuel minkforskning (red. Peer Berg), Aarhus Universitet. s. 61-67.

Page 184: Faglig Årsberetning 2012

182 Faglig Årsberetning 2012

Page 185: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 183

Forlænget tomgangstid er ikke velegnet til at undgå at de kommende

avlsdyr bliver for fede om efteråret Steen Henrik Møller Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, Blichers Allé 20, Post boks 50, DK-8830 Tjele E-mail: [email protected]

Sammendrag Denne undersøgelse viser, at minkhvalpe øger den hastighed de æder det tildelte foder med, hvis de fodres mindre end efter ædelyst. Det betyder, at man kun vanskeligt kan bruge tomgangstiden til at styre foderoptagelsen i forhold til ædelyst, da tomgangstiden i løbet af efteråret skal op på 9 timer eller mere før der reelt bliver tale om en reduktion i foderoptagelsen – og tomgangstiden skal være længere for tæver end for hanner for at give samme effekt. Der ser ud til at være en øvre grænse for foderoptagelse på omkring 20 g pr. time for et par minkhvalpe (en han og en tæve) i samme bur. Denne grænse kan bruges til på forhånd at beregne tomgangstiden i forhold til en ønsket foderrestriktion. Møller, S.H. 2013. Forlænget tomgangstid er ikke velegnet til at undgå at de kommende avlsdyr bliver for fede om efteråret. Faglig Årsberetning 2012, 183-187. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Abstract This investigation shows that mink juveniles increase their feed ingestion per hour, when the feed allowance is less than ad libitum. Consequently the number of hours with no feed left before next feeding is difficult to use as a management tool for restricted feeding as at least 9 hours without feed is needed in order to reduce feed intake – and more hours are needed for females than for males to produce the same effect. There seems to be an upper limit in feed intake around 20 g per hour for a couple (one male and one female) juvenile mink in the same cage. This limit can be used to calculate the hours without feed needed in order to reach a given restricted feed allowance. Møller, S.H. 2013. Increasing the number of hours without feed is not a useful tool to avoid obesity in the autumn in juvenile mink selected as breeders. Annual Report 2012, 183-187. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: Feed restriction, eating rate, management, body condition.

Mink er ved at blive for store!

Da arvbarheden af kropsvægt er høj og store mink giver lange skind, har der i en årrække været økonomi i at vælge store mink til avlsdyr og fodre disse op, så deres potentiale for vækst blev udnyttet fuldt ud. Derved er minkhvalpe år for år blevet omkring 2,3 % tungere, svarende til 30 - 60 g for hhv. tæver og hanner. Hvis denne udvikling fortsætter, vil minkene imidlertid snart blive for store til de bure og redekasser de går i. Erfaringerne fra andre dyrearter viser, at der med stor sikkerhed også vil opstå problemer med dyrenes sundhed og velfærd. Stigende kropsvægt hos de valgte avlsdyr om efteråret har derudover negative

konsekvenser for den efterfølgende kuldstørrelse og hvalpenes overlevelsesevne (Lagerkvist et al. 1994), hvilket formodentlig er relateret til minkens fedningsgrad. Det er derfor uhensigtsmæssigt, at de ca. 12 % af hvalpene, der vælges til avlsdyr i november er fodret ligesom dyr til pelsning. Dette kan være en medvirkende årsag til, at den gennemsnitlige kuldstørrelse for mink i Danmark ikke er steget særligt meget fra 1994 (5,26) til 2011 (5,53), mens kropsstørrelsen er steget kraftigt i samme periode. Der er derfor flere gode grunde til at bremse op i tide og begrænse yderligere stigning i minkenes kropsstørrelse inden værdien af stigende skindstørrelse overhales af omkostningerne til nye bure og

Page 186: Faglig Årsberetning 2012

Møller, S.H.

184 Faglig Årsberetning 2012

redekasser, for små kuld og nedsat sundhed og velfærd. For at komme denne udvikling i forkøbet er der et stigende behov for udvikling af avls- og fodringsstrategier, der bremser stigningen i fedningsgraden af minkhvalpe og især dem der vælges til avl. Miljølovgivningen bevæger sig mod regulering af overskuddet af næringsstoffer i stedet for antallet af tæver. Det vil dermed blive mere fordelagtigt at optimere udnyttelsen af foderet fremfor at maksimere produktionen pr. tæve. Minken har både genetisk og managementmæssigt et stort potentiale for at udnytte foderet bedre (Hansen et al. 2007; Møller et al. 2006; Nielsen et al. 2011; 2012). Ved fodring efter ædelyst vil avl for god foderudnyttelse imidlertid føre til tungere og federe mink med større foderforbrug, da tunge mink, trods et højere foderforbrug, udnytter foderet bedst (Nielsen et al. 2007). Ved restriktiv fodring vil man imidlertid kunne fremavle mink med mindre foderforbrug og uændret størrelse. Individuel fodring af mink muliggør styring af fodertildeling og beregning af foderudnyttelse. Der er derfor behov for at undersøge hvordan man i praksis kan reducere overskuddet af næringsstoffer ved at forbedre foderudnyttelsen under restriktiv fodring og samtidig undgå forudsigelige problemer med for fede mink. Foderudnyttelsen i hvalpenes længdevækstperiode er godt korreleret til hele vækstperioden (Møller et al. 2007). Hvis dette også er tilfældet genetisk set, giver det mulighed for at vælge de mest fodereffektive hvalpe som potentielle avlsdyr når længdevæksten slutter i september. Herved åbnes mulighed for, at man i minkproduktionen, i lighed med andre husdyrproduktioner, fodrer kommende avlsdyr anderledes end dyr

der skal pelses. Da behovet for tilpasning af avlsdyrenes huld gennem vinteren stiger med fedningsgraden i november, afhænger graden af huldtilpasning af, hvor fede de valgte avlsdyr er på dette tidspunkt. Både hensyn til reproduktionen og opfyldelse af pelsdyrbekendtgørelsen må formodes at være bedst sikret ved at begrænse opbygningen af fedtreserver i kommende avlsdyr og/eller ved at vælge avlsdyr i middel huld. I dette forsøg undersøgte vi muligheden for at begrænse opfedningen af kommende avlsdyr. Vores forventning var at en forlængelse af tomgangstiden til avlsdyrene fra midt i september ville begrænse fedningsgraden og dermed behovet for huldtilpasning gennem vinteren, hvilket alt i alt ville forbedre reproduktionen. Restriktiv fodring af hvalpe til avl

I forsøget indgik 1616 minkhvalpe født i april/maj 2008. Hvalpene blev udsat parvis (han + tæve) i 2 hold á 808 hvalpe i standardbure. Hvert kuld blev fordelt ligeligt på 2 hold: Fodertildeling efter ædelyst styret med tomgangstid på 2 timer (T2) og reduceret fodertildeling med 20 % fra den 15. september (T6). Alle hvalpepar blev fodret med Individuel fodring fra Tved Maskinbyg efter ædelyst frem til den 15. september. Efter foderreduktion blev T6 styret med en tomgangstid på 6 timer, valgt ud fra tidligere forsøg med individuel fodring. Reduktion i fodertildelingen fra 15. september blev valgt fordi hvalpenes fulde kropslængde da er nået, og den efterfølgende tilvækst primært er fedtaflejringer. Minkhvalpene blev fodret dagligt med konventionelt minkfoder fra Hvalpsund fodercentral. Samtlige mink blev vejet individuelt ved udsætning i juli, i september og ved livdyrvurdering i november. Af disse hvalpe fortsatte 784

Page 187: Faglig Årsberetning 2012

Forlænget tomgangstid er ikke velegnet til at undgå at de kommende avlsdyr bliver for fede om efteråret

Faglig Årsberetning 2012 185

tæver som avlsdyr placeret enkeltvis i den samme minkhal. Fodertildeling til de to hold var ens frem til den 15. september hvor tildelingen blev reduceret med 20 % i hold T6 (figur 1). Forskellen mellem T2 og T6 var stort set som planlagt frem til den 15. oktober, hvor ædelysten i T2 faldt til under niveauet i T6 trods forskellen i tomgangstid. Den følgende uge faldt fodertildelingen til begge hold, men derefter steg den i T6, mens faldet fortsatte i T2. Tomgangstiden blev derfor øget fra 6 til 9 timer, hvilket afstedkom det ønskede fald i fodertildelingen, og forskellen på ca. 20 % mellem holdene blev genetableret og siden fastholdt ved at øge tomgangstiden til 12 timer.

Samlet set blev forskellen i fodertildeling fra 15. september til 23. november kun på 11 % (2,7 kg foder) mod de planlagte 20 % (4.9 kg foder). Forskellen i slutvægt og huld var derfor også væsentligt mindre end planlagt (figur 2). For hannerne var forskellen 367 g og for tæverne 66 g. Da der i en almindelig produktion, hvor omkring halvdelen af tæverne og alle hannerne udskiftes hvert år, skal bruges ca. 2,5 ungtæver for hver han der vælges som avlsdyr, er det især tæverne vi gerne ville have mindre fede. Det oprindelige formål med forsøget kunne derfor vanskeligt undersøges, da den gennemsnitlige forskel i slutvægt mellem T2 og T6 var for lille til at give en væsentlig forskel i slankningen gennem vinterperioden eller i hvalperesultatet.

200

250

300

350

400

450

17-07-2008 28-08-2008 09-10-2008 20-11-2008

g f

od

er/

pa

r/d

ag

Dato

T 2

T 6

T 9

T 12

Figur 1. Daglig fodertildeling gennem vækstsæsonen i forhold til tomgangstid på 2, 6, 9 og 12 timer fra 15. september.

500

1000

1500

2000

2500

3000

3500

11 14 17 20 23 26 29 32 35

Kro

psvæ

gt i g

Alder i uger

T 2 H

T 6 H

T 2 T

T 6 T

Figur 2. Vægtudvikling for hanner og tæver gennem vækstsæsonen i forhold til tomgangstid på 2 eller 6 timer fra 15. september.

Page 188: Faglig Årsberetning 2012

Møller, S.H.

186 Faglig Årsberetning 2012

Diskussion Forsøget viste, at det fald i ædelyst, der typisk sker i oktober måned hos hvalpepar der er fodret efter ædelyst, ikke sker i hvalpepar der er fodret restriktivt. En tomgangstid på 6 timer er således nok til at reducere den samlede foder-optagelse når denne er højest i løbet af sommeren, men ikke når den falder om efteråret. Dette var uventet og vi undersøgte derfor optagelsen af foder pr. time for hvalpepar i de to hold (figur 3).

Det viste sig, at der tilsyneladende er en grænse på omkring 20 g foder pr. time i gennemsnit for en han og en tævehvalp. Minkhvalpe kan således øge deres ædehastighed op til 20 g foder pr. time, hvis de fodres mindre end efter ædelyst. Hvis man ønsker en bestemt foder-optagelse, kan man således beregne den nødvendige tomgangstid ud fra en optagelse på 20 g i timen, da hvalpepar i gennemsnit kan nå at æde ca. 200 g på ti timer og 300 g på 15 timer.

Figur 3. Dagligt foderoptag pr. time for hvalpepar gennem vækstsæsonen i forhold til tomgangstid på 2, 6, 9 og 12 timer fra 15. september.

Man skal dog være opmærksom på, at hannen og tæven ikke reagerer ens på restriktiv fodring. Som det fremgår af figur 2, er det især hannen der mister tilvækst når der fodres restriktivt, hvilket må betyde, at tæven kan nå at spise en større andel af en ædelyst-ration pr time end hannen. Tævehvalpe skal dermed have længere tomgangstid end hanner for at få den samme restriktion i foderoptagelsen. Dette er uhensigtsmæssigt hvis man ønsker at holde igen på fedningsgraden af alle de kommende avlsdyr. Samlet set betyder det, at man kun vanskeligt kan bruge tomgangstiden til at

styre foderoptagelsen i forhold til ædelyst om efteråret. Det skyldes at tomgangs-tiden skal op på 9 timer eller mere før der reelt bliver tale om en reduktion i foderoptagelsen i forhold til ædelyst, når ædelysten generelt falder i oktober. I praksis bliver tomgangstiden vanskelig at anvende til styring af fodertildelingen, hvis den bliver længere end en normal arbejdsdag på farmen. Med mindre avlsdyrene kan vælges og sættes enkeltvis efter september, kan restriktiv fodring styret efter tomgangstid ikke stå alene som metode til at undgå at de kommende avlsdyr bliver for fede om efteråret. Det skyldes dels at fedt-

Page 189: Faglig Årsberetning 2012

Forlænget tomgangstid er ikke velegnet til at undgå at de kommende avlsdyr bliver for fede om efteråret

Faglig Årsberetning 2012 187

aflejringen begrænses mere i hanner and i tæver og foderrestriktionen derfor skal være ganske kraftig for at virke på tæverne, dels at tomgangstiden skal være så lang om efteråret at den kun vanskeligt kan passes ind i farmdriften. I en anden del af projektet blev det vist, at minkenes huld har en høj arvbarhed mens det tidligere er vist, at der kan opnås lige store forbedringer i foderudnyttelsen ved selektion under restriktiv fodring (- ca. 20 %) og ved selektion under ædelyst (Møller et al. 2006; Nielsen et al. 2011). En farbar vej kunne derfor være at selektere avlsdyr med det ønskede huld i midten af september og derefter fodre let restriktivt. Konklusion

Der er behov for managementstrategier til at forebygge forudsigelige problemer med sundhed, velfærd og reproduktion som følge af for fede mink.

Minkhvalpe kan øge ædehastigheden, hvis de fodres mindre end efter ædelyst.

Der ser ud til at være en grænse på omkring 20 g/par/time i foderoptagelse, hvilket kan bruges til på forhånd at beregne tomgangstiden i forhold til den ønskede foderrestriktion.

Tomgangstiden kan kun vanskeligt bruges til at styre foderoptagelsen i forhold til ædelyst, da tomgangstiden skal være mindst 9 timer før der reelt bliver tale om en reduktion i foderoptagelsen i oktober-november.

Tævehvalpe skal have længere tomgangstid end hanhvalpe for at få den samme restriktion i foderoptagelsen i forhold til ædelyst.

Anerkendelse Projektet var medfinansieret af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Kopenhagen Forskning under Innovationsloven. Referencer Hansen, B.K., Berg, P. Møller, S.H. & Nielsen, V.H. 2007, Fremgang ved avl for foderudnyttelse. Faglig Årsberetning 2006, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og forskningscenter, s 65- 69. Lagerkvist, G., Johansson, K. & Lundeheim, N. 1994. Selection for litter size, body weight, and pelt quality in mink (Mustela vison): Correlated Responses. J. Anim. Sci. 72: 1126-1137. Møller, S.H., Nielsen, V.H. & Hansen, B.K. 2006. Fodereffektivitet efter to generationers selektion under ædelyst eller let restriktiv fodring i vækstperioden. I: S.H. Møller (red.) Store mink – store udfordringer, Produktion af højtydende mink uden uønskede følgevirkninger. Intern rapport, Husdyrbrug nr. 2, september 2006, 24-32. Møller, S.H., Hansen, B.K. & Nielsen V.H. 2007. Management of feed conversion rate in different growth phases of mink. I: NJF Seminar 403, Subsection for Fur Animals. Nielsen, V.H., Møller, S.H., Hansen, B.K. & Berg, P. 2007. Selektion og test af linier under ad libitum og restriktiv fodring. Faglig Årsberetning 2006, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter, Holstebro, Danmark. 6 pp. Nielsen, V.H., Møller, S.H., Hansen, B.K. & Berg, P. 2011. Response to selektion and genotype-environment interaction in mink (Neovison vison) selected on ad libitum and restricted feeding. Canadian Journal of Animal Science, 91, 231-237.

Page 190: Faglig Årsberetning 2012

188 Faglig Årsberetning 2012

Page 191: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 189

Udvikling af metode til bestemmelse af gyllerendens effektivitet til opsamling af urin og gødning Kirsten Meldgaard & Peter Foged Larsen Kopenhagen Farm, Herningvej 112C, DK-7500 Holstebro, Denmark

Sammendrag I minkproduktionen opsamler gyllerender størstedelen af urin og gødning under burene. Indtil nu har ingen undersøgelser haft fokus på hvor stor en andel af urin og gødning, som bliver opsamlet af gyllerenden. Formålet med undersøgelsen var derfor; 1) at udvikle en metode, som kunne opsamle urin og gødning i særlige sektioner under burene, 2) at fastsætte mængden af urin og gødning gyllerenden opsamler og 3) at undersøge en eventuel forskel i placering af afsat urin og gødning mellem hvalpe indhuset i par, enlige tæver og enlige hanner, samt en eventuel sæsonvariation. To forskellige opsamlingsslisker blev udviklet, så urin og gødning fra 6 standardbure kunne registreres i specifikke sektioner under buret. En gang hver 24. time blev urin og gødning indsamlet og vejet for at fastsætte mængden. Undersøgelsen viste at gyllerenden opsamler størstedelen af urin og gødning. Resultater fra de tre grupper i undersøgelsesperioden viste at hvalpe der går parvis afsætter 94,5 % af urinen i gyllerenden, og enlige tæver og hanner afsætter henholdsvis 96,1 % og 88,5 % i gyllerenden. De to opsamlingsslisker, til vurdering af urinafsætning, kan begge bruges til at bestemmelse af afsætningsstedet for urin og fæces. Meldgaard, K. & Larsen, P.F. 2013 Udvikling af metode til bestemmelse af gyllerendens effektivitet til opsamling af urin og gødning. Faglig Årsberetning 2012, 189-192. Kopenhagen Forskning, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Danmark.

Abstract In practical mink farming slurry channels collect the majority of urine and faeces under the cages. However, no studies have previously focused on the exact ratio of urine and faeces collected by the slurry channels. Therefore the aim of this study was to develop a new method that could collect urine and faeces in specific sections under the cage. The second aim was to determine how much of the total urine and faeces the slurry channel collects, and third to study differences in where the mink depose urine and faeces among young mink housed in pairs, single housed female mink and single housed male mink including seasonal variations. Two different collection chutes were developed to register urine and faeces in 8 specific sections under six standard cages. Every 24 hours, urine and faeces was collected and weighted to quantify the amount. The study showed that the slurry channels collect the majority of the urine and faeces. Results from the three groups in the study period showed that young mink housed in pairs depose 94.5% of the urine in the slurry channel, whereas female and male mink depose 96.1% and 88.5 % of the urine in the slurry channels, respectively. In conclusion the two collection chutes can both be used to define where the mink depose urine and faeces. Meldgaard, K. & Larsen, P.F. 2013. Effect of slurry channels to collect urine and faeces in mink farming, Annual Report 2012, 189-182. Kopenhagen Research, Agro Food Park 15, DK-8200 Aarhus N, Denmark. Keywords: urine, faeces, slurry channel, seasonal variation

Indledning De fleste produktionsdyr er opstaldet i systemer, hvor urin og gødning kan op-samles, så fordampningen af ammoniak til det omkringliggende miljø er lav. Mink, derimod, er opstaldet i åbne bursystemer, hvilket gør det svært at kontrollere for-dampningen af ammoniak. Det formodes at gyllerenden opsamler størstedelen af urin og gødning under burene. Der findes dog ingen tidligere undersøgelser der

præciserer den præcise mængde af urin og gødning, som gyllerenden opsamler i forhold til den mængde som ender på jorden under burene. Formålet med undersøgelsen var for det første at udvikle en metode, som kunne fastslå gyllerendens effektivitet til at op-samle urin og gødning. For det andet at fastslå hvor stor en mænge af den totale mængde urin og gødning gyllerenden

Page 192: Faglig Årsberetning 2012

Meldgaard, K. & Larsen, P.F.

190 Faglig Årsberetning 2012

opsamler, og for det tredje at estimere variationen afsætning af urin og gødning mellem hvalpe i par, enlige tæver og enlige hanner samt en eventuel sæsonvariation. Materiale og metode For at efterligne gyllerenden og arealet under burene blev to opsamlingsslisker udviklet, så opsamling af urin og gødning fra 6 bure i særlige sektioner under burene kunne foretages (Figur 1A og 1B). Undersøgelsen inkluderede to forskellige opsamlingsmetoder for at sikre, at afsætningen af urin ikke blev påvirket af opsamlingssliskens udformning under burene.

Opsamlingssliske A var udformet af to plastik tagplader, som var placeret på et træskellet. Figur 1A viser opsamlings-sliskens placering under burene i samme højde hele vejen under de 6 bure fra gyllerenden til redekassen. Opsamlings-sliske B var delt i to højdeområder. På figur 1B ses det, at slisken efterligner de naturlige forhold med gyllerendens placering umiddelbart under buret længst væk fra redekassen, og resten af slisken placeret så tæt mod jorden som muligt. Ens for begge opstillinger var, at de var opdelt i 8 sektioner, i burets længde, fra redekasse til og med gyllerende.

A B Figur 1A og 1B. De to typer opsamlingsslisker (A) opsamlingssliske i et stykke; (B) todelt opsamlingssliske.

Begge forsøgsopstillinger var monteret med 8 opsamlingsflasker placeret i en linje med 12 cm mellem hver flaske. De tre 3 flasker længst væk fra redekassen svarede til gyllerendes bredde (36 cm). Undersøgelsen bestod af tre grupper; 120 hvalpe (60 par hvalpe bestående af en hanhvalp og en tævehvalp), 24 enlige tæver og 60 enlige hanner. Undersøgel-serne af urinafsætning blev udført i okto-ber og november 2011 for alle tre grup-per, samt marts 2012 for enlige tæver og august 2012 for hvalpe par. Yderligere blev urin og gødning registreret i januar og februar 2012 for enlige hanner. En registreringsperiode bestod af fire døgn og der blev registreret afsætning af urin og fæces i begge forsøgsopstillinger.

12 til 24 mink var opstaldet i hver under-søgelsesperiode. Urin blev indsamlet og vejet en gang hver 24. time. Foruden urinopsamling blev gødning registreret i fem perioder á fire dage for i alt 30 enlige hanner i januar og februar med opsæt-ning af gødningsnet over opsamlings-sliskerne for at separere urin og fæces. Urin og fæces blev indsamlet og vejet separat en gang hver 24. For at observere en eventuel ændring i afsætningsstedet for gødning efter dyrene var placeret i forsøgsstalden, blev gød-ningens placering for hvalpepar registre-ret på farmen inden undersøgelsens start. Gødningsnet blev anbragt under burene på farmen og observationerne blev delt i gødning afsat inde eller uden for gyllerenden. Denne registrering blev

Page 193: Faglig Årsberetning 2012

Udvikling af metode til bestemmelse af gyllerendens effektivitet til opsamling af urin og gødning

Faglig Årsberetning 2012 191

efterfølgende sammenholdt med placeringen af gødningen i forsøgsstalden. For at undgå drikkevand i urinopsamlingsflaskerne blev vand tildelt i flasker med et lavere vandtryk end drikkeslanger. Tidligere undersøgelser (Clausen, 2010; Tinggaard og Hvam, 2010) brugte dette system med drikkeflasker i forsøg, hvor vandindtag blev undersøgt (se figur 1B). Vandet i

drikkeflaskerne blev fornyet hver anden dag. Resultater og diskussion Resultater fra de tre grupper i undersøgelsesperioden viser en signifikant forskel mellem afsætningen af urin i gyllerenden for hvalpe i par og enlige tæver på 94,5 % og 96,1 % af urinen i forhold til enlige hanner, som afsatte 88,5 % af urinen i gyllerenden (p<0.0003, se figur 2).

0

10

20

30

40

50

60

70

80

90

100

1 2 3 4 5 6 7 8

flaske nummer

%

Hvalpe Enlige hanner Enlige tæver

Figur 2. Afsætningen af urin i de 8 opsamlings flasker. Resultatet er præsenteret i procent af den totale mængde urin i de forskellige flasker. Flaske med numrene 1- 3 repræsenter gyllerenden og flaske 4-8 jordbunden.

De observerede forskelle i urinafsætningen mellem de tre grupper kan skyldes, at ældre hanner har et større behov for at markere deres territorium. Der er ikke forskelle på enlige tæver og hvalpepar i deres afsætning af urin i gyllerenden (p>0,42), hvilket måske skyldes, at hvalpe og tæver ikke har samme behov for at afmærke territorium som den ældre han. Der var ikke forskel på afsætningsstedet og mængden af urin mellem de to forsøgsopstillinger. Placeringen af gødningen var ens både ved registrering på farm og i forsøgsstald, hvor hvalpepar ikke ændrede stedet for afsætning af gødning, efter de var placeret i forsøgsstalden. Yderligere viste registreringer af hanminks placerings af gødning ingen ændring, efter gødningsriste blev anbragt under burene. Dette viser at objekter placeret under

burene ikke har indflydelse på minkens afsætning af urin og gødning. Gødningsopsamling for 30 hanmink viste, at gyllerenden opsamler 96 % af den gødning hanminken afsætter (figur 3). Én han afsatte konsekvent gødning udenfor gyllerenden og resten afsatte tæt ved 100 % i gyllerenden.

0

10

20

30

40

50

60

70

80

90

100

gyllerende sandbund

%

Figur 3. Afsætningssted af gødning for enlige hanner i januar og februar

Page 194: Faglig Årsberetning 2012

Meldgaard, K. & Larsen, P.F.

192 Faglig Årsberetning 2012

Registreringer af urinafsætningen henover sæsonen viste, at der hos alle tre grupper var variation i mængden af urin, som afsættes i gyllerenden (figur 4). Hvalpepar afsætter 97,3 % urin i gylle-renden i august og det falder til 92,8 % i oktober og november. Enlige tæver afsætter 93,6 % urin i gyllerenden i oktober og november og stiger til 99,6 % i

marts måned. Enlige hanmink afsætter 80,4 % i oktober og november og øger afsætningen til 89,8 % i januar og februar og yderligere til 95,9 % i april. Undersøgelsen viser at gyllerenden i gennemsnit opsamler 91,9 % af urinen, når resultater fra alle grupper af mink, de to forsøgsopstillinger og sæsonvariation-en samles sammen.

75

80

85

90

95

100

oktober og

november

januar og

februar

marts april august

%

hvalpe i par enlige hanner enlige tæver

Figur 4. Afsætningen af urin i gyllerenden i henholdsvis oktober og november 2011, januar og februar, marts, april og august 2012.

Konklusion Undersøgelsen har vist, at begge opsamlingsmetoder kan bruges til at give et billede af mængden og placeringen af urin og gødning, som afsættes af mink i traditionelle bursystemer. Desuden viser undersøgelsen at placeringen af urin og gødning ikke ændres, når et objekt placeres under burene eller ved flytning af dyr fra farm til forsøgsfaciliteter. Undersøgelsen har vist at hvalpe der går parvis afsætter 94,5 % af urinen i gyllerenden, mens enlige tæver og hanner afsætter henholdsvis 96,1 % og 88,5 % i gyllerenden

Reference Sandbøl P. & Pedersen S. 2001. Ammoniakfordampning fra minkhaller. Husdyrbrug nr. 22. Tinggaard, L & Hvam K. 2010. Methodology to register water balance in mink. NJF Seminar no.440, September 29 – October 1, Oslo, Norway, Poster presentation. Clausen, T.N. 2010. Vandbalance hos 8 uger gamle minkhvalpe. 59-65 Faglig Årsberetning. PelsdyrErhvervets Forsøgs- og ForskningsCenter. Herningvej 112C DK-7500 Holstebro, Danmark..

Page 195: Faglig Årsberetning 2012

Faglig Årsberetning 2012 193