24
1 ELEVMAGASINET Din digitale opdatering De sidste tider Dagbog fra Palæstina Blærerøve og charmetrolde Gode ideer fra Projektmagerne Sig det med silhuetter inde i magasinet No. 8 - juli 2014

Elevmagasin No. 8

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Din digitale opdatering fra Nørre Nissum Efterskole

Citation preview

Page 1: Elevmagasin No. 8

1

ELEVMAGASINETDin digitale opdatering

• De sidste tider• Dagbog fra Palæstina• Blærerøve og charmetrolde• Gode ideer fra Projektmagerne• Sig det med silhuetter

inde i magasinet

No. 8 - juli 2014

Page 2: Elevmagasin No. 8

af Brian Hoff Larsen Til elevstævnet står vi altid i døren og siger goddag til de tidligere elever. Og det sker, at vi indimellem får en historie fra dem eller et minde eller en erindring. En 60-års jubilar viste mig engang det ar, han fik, da han væltede ned af drengetrappen og måtte til læge og syes. En anden kunne fortælle, hvordan det var under en bestemt forstander, og en tredje fortalte om dengang, de fyldte entréen med de udstoppede fugle, men fortrød og fik alle fuglene sat på plads igen, før solen stod

op. Indimellem er det som om, at historierne og fortællingerne, ved at blive fortalt, bliver forandret, får liv og indimellem, bliver der nok også lagt lidt til.Hvad dette elevhold vil huske, ved de bedst selv. Men herunder er der et par citater fra vores logbog, som vi i hvert fald vil huske dette elevhold for.

Citater og oplevelser, som sikkert om nogle år får nyt liv og måske bliver til en fortælling, der bliver udvekslet til elevstævnet engang.

"Det her walk and talk - det er da for fedt :) Skal vi ikke tage en ekstra runde?"

“Fantastisk formiddag med god tid til det hele, glade og spændte elever!”

“Masser af snak ved bordene til aftensmaden. Vi fornemmer, at de allerede er trygge ved kontaktgruppen efter flere møder i løbet af dagen.”

“Onsdag aften stod i byløbets tegn med glade elever, hvoraf langt de fleste gav alt, hvad den kunne

trække. Vores elever opførte sig så eksemplariske. De første beregninger lyder på, at vi genvandt vores interne efterskoledyst... Sådan, det er da super klasse. Vi var også flotte i bybilledet :-).”

“Forrygende cafeaften! Dejlige, positive elever, som var gode til at bakke hinanden op, og som tog en tørn med det praktiske uden brok! Alt fungerede helt efter planen, så BL må gerne rose flokken i morgen.”

Udover oplevelserne er det vort ønske hvert år, at eleverne kommer herfra med erfaringer og minder, der ikke bare handler om oplevelser. Vi håber også, at de har rykket sig eller med et andet ord - er blevet dannet. Det bliver spændende at se hvilke fortællinger og minder, de tager med sig, når dette elevhold dukker op til elevstævnet fremover. Vi vil glæde os til at møde dem i døren og høre om det.

2

Forstanderens blok

TILMELD DIG ELEVMAGASIN

+ lidt log

Page 3: Elevmagasin No. 8

Af Rasmus Jarnved 10.c og Andreas Damgaard 10.a

Vi havde en rigtig god aften, som startede ud med, at drengene kom op på pigegangene for at hente deres partnere med blomster - eller værktøj i mangel af bedre. Derefter blev der taget billeder i stor stil ude i haven. I løbet af den tre-retters menu blev der uddelt forskellige priser, bl.a. årets ginger, årets grin, årets charmetrold, blærerøv osv.

Den store overraskelseDen helt store overraskelse var aftenens koncert med Kris Herman fordelt på to set. Første set var en intimkoncert, hvor vi stadig sad ved bordene og sang med. Andet set var der lagt op til en stående koncert med hele bandet, der gav den max gas og fik eleverne med i stor stil. Kris Herman og band var en helt fantastisk oplevelse, som der vil blive husket tilbage på. Et af aftenens mange højdepunkter var, da tre piger kom med op på scenen for at synge årets afslutningssang ”Vejen hjem”, der er skrevet af Kris Herman. Det

var en helt særlig oplevelse for de tre piger og resten af elevflokken at synge sammen med sangens forfatter.Galla blev en rigtig dejlig aften, hvor vi også fik lov til at se en anden side af hinanden med alle de fine kjoler, jakkesæt, håropsætning og makeup. Dejligt at joggingbukserne og klipklapperne kunne blive på værelset sådan en aften!

3

CHARMETROLDE & BLÆRERØVE

Page 4: Elevmagasin No. 8

Af Marie Sams og Lise Bagger

Hvis vi skal kunne komprimere det her efterskoleår ned på meget lidt plads, er der rigtig mange øjeblikke, tanker og beskrivende ord, der kommer op i os. Det her år har været usammenligneligt, mindeværdigt, og det er noget, man ikke bare lægger fra sig på hylden og tænker:” Det var det.” Vi har lært at løfte i flok, og vi

har sågar lært, at mor ikke altid er der til at vaske tøj. Det Anne Linnet beskriver i sangen ”Forårsdag” er, at tid ikke er noget, der skal spildes, men noget der skal leves og nydes. Alt det, vi har oplevet gennem livet eller for vores vedkommende dette

efterskoleår, har en brat slutning den dag i dag. Men vi skal for alt i verden huske at værdsætte det, vi tager med herfra.

Vi har alle på et eller andet plan opnået en vis form for tryghed. Vi har oplevet trygheden med hinanden og trygheden i vores hjem her på skolen. Vi har overskredet grænser, haft udfordringer og taget nogle ubevidste valg, som for nogen er kommet til at betyde rigtig meget. Som da nogle i musicalugen valgte at tage en stor rolle, selvom sceneskrækken trængte på, dem der begav sig ud på egen hånd i Berlin og snakkede tysk - eller som når man har gået en tur til Tolle med en, man måske ikke har snakket så meget med. De menneskelige værdier, vi alle efterhånden er i besiddelse af, er dem vi skal tage med os og huske på lige meget hvilken vej, vi går.

Når man er i 160 andre menneskers nærvær, er tolerance og accept nogle store faktorer i hverdagen for, at det skal blive en succes. Vi er alle forskellige. Vi kommer fra forskellige hjem, steder og venner, men vi er alle sammen om ét – at være efterskoleelev med intentioner om et uforglemmeligt år. Det er det, der er denne årgangs styrke, vi kom alle ind af døren første dag som små sommerfuglelarver med en drøm om et godt år med oplevelser, latter, overvældelse og glæde.

4

TRYGGE UDFORDRINGERElevernes afslutningstale

FORÅRSDAG

Jeg ved, at al min sidste tid skal leves,

jeg ved, at

tiden tæller hjertets slag,

at alt det, vi har grædt

igennem livet,det svinder på en forårsdag.

Page 5: Elevmagasin No. 8

I dag går vi alle herfra med en helt masse i bagagen - minder, forandringer og venskaber. Venskaber, der har stor betydning. Vi har knyttet os til hinanden, og vi går ud i bilen som udfoldede sommerfugle. Når vi om 10 år er spredt for alle vinde og tænker tilbage på efterskoleåret 2013-2014. Hvad vil vi så tænke på?Sammenholdet? Fællesskabet? Oplevelserne? Omsorgen? Tolerancen? Eller menneskene? Hvad vil vi ændre? Og hvad vil vi huske? Vil vi huske Tolle, hvor vi brugte alle vores lommepenge på godter, 3000’eren, vores elevnummer, for nogle måske Palæstina-turen, julehygge, brunch om lørdagen eller nutella til morgenmad? Først der kan vi vide, hvad vi forbinder det her år på Nørre Nissum Efterskole med - men sammenholdet har på alle måder haft stor indflydelse på året, der gik. Selvom der måske går lang tid, før vi ses igen, og det er svært at tage afsked, så vil vi altid have noget at vende tilbage til – fællesskabet.

Lige nu sidder vi alle sammen samlet med hver vores familie, tusinde tanker strømmer gennem hovedet, men en ting der er værd at huske på er, at vi siger på gensyn og ikke farvel. Vi skal alle tage ud og skabe nye fælleskaber, vi skal flyve på vores sommerfuglevinger.

Det er helt og aldeles individuelt, hvad man tager med fra det her år, men én ting er sikkert, vi vil ønske at kunne leve det hele en gang til.

Og det er den, jeg endelig har fundet,så mange år er gået sidenhen.Vi tænker vel at noget sku' forandres,hvis vi ku' leve alt igen.

5

SE VIDEOKLIP

VEJEN HJEM

I år er afslutningssangen på Nørre Nissum Efterskole sunget af Emilie Østergaard, Ida Rahbek, Teresa Sloth og Louise Buelund. En smuk sang, ”Vejen Hjem”, og er skrevet af Kris Herman, som pigerne gik live med til vores gallaaften. En stor og dejlig oplevelse for alle.Du kan høre indspilningen – uden Kris Herman – ved at følge linket.

Page 6: Elevmagasin No. 8

Afslutningen på NNE begyndte allerede tirsdag med en cykeltur ud i det blå – nærmere betegnet Klosterheden, hvor vi grillede frokost og spillede menneske-stratego. Onsdag stod på hovedrengøring af fællesområderne, og derefter den helt store rekordeftermiddag, hvor der blev dystet i at gribe vingummier med munden, smadre kammerjunkere med hovedet på tid, drikke rød sodavand med tamponer i munden osv. osv.

SkumbadDagen blev sluttet af med masser af leg og latter i skum. Efter en hård hovedrengøring af værelser torsdag og walk’n’talk om aftenen, drog vi fredag afsted på tur til Fårup Sommerland. Tilbage på skolen stod Arne klar med helstegt pattegris og en rigtig god dag blev sluttet af med det store afslutningslejrbål i gryden med sange, sketches og andet underholdning.

6

DE SIDSTE TIDER

Page 9: Elevmagasin No. 8

Af Brian Hoff Larsen

Da I kom her i august sidste år, anede I ikke, hvad eller hvordan skoleåret ville blive. Det eneste, der var sikkert, var, at det ville blive det, I gjorde det til!I har nu erfaret, at et efterskoleår består som alt andet i livet af store og små øjeblikke. En af vor tids største digtere, Søren Ulrik Thomsen, har udgivet en digtsamling, der hedder ”Det værste og det bedste”. Som titlen antyder, handler digtsamlingen om det mest vidunderlige og det mest rædselsfulde i tilværelsen – for ham.

Det værste er for eksempel svigt, forfængelighed, naragtighed, hævntørst, had, ondskab. Det bedste er blandt andet

kærlighed, omsorg, tryghed, skønhed og empati.For Søren Ulrik Thomsen gælder det, at der hele tiden har været lidt mere af ”det bedste” end af ”det værste”. Derfor er der også et digt mere om det bedste end om

det værste i digtsamlingen.Det bedste for mig i år har blandt andet været at læse vores logbog hver dag med lærernes forskellige indtryk af jer elever og jeres oplevelser sammen. Der har været gode kommentarer om både friluftsweekenden, fodboldkampe, forskellige kontaktgruppearrangementer og om evnen til at smøre madpakker.Det værste for mig holder jeg for mig selv. Det bedste har til gengæld været jeres total mangel på humør!:-), - eller nej, I har været et sjovt hold og indimellem har vi været nødt til at stoppe vindmøllen, fordi I selv fik produceret nok alternativ energi i huset.

9

STORE ØJEBLIKKEForstanderens afslutningstale

Page 10: Elevmagasin No. 8

Hvad der for jer har været det bedste og det værste, det ved I bedst selv. Men mon ikke I hver især kan finde 4-5 ting, der har været det værste og det bedste. Da Søren Ulrik Thomsen var ung, faldt det ham ikke ind, at han skulle være kristen, og han har svært ved at forklare, hvorfor han begyndte at tro på Gud. Nogle teologer sagde til ham, at man får troen, og dertil svarede en af hans ikketroende forfatterkollegaer humoristisk, eller sarkastisk, tilbage, at så var han da lovlig undskyldt.

Søren Ulrik Thomsen har filosoferet over døden og det evige liv. Han har et meget smukt billede på, hvad der lever videre.“Øjet dør, men blikket lever videre.”Hvis vi overfører det på efterskoleåret, så er skoleåret slut nu. Øjet eller øjeblikket er væk, men der er masser af blik, der lever videre. Også når I nu kommer hjem og skal til at leve uden døre, der klapper, uden venner og veninder på naboværelset, og uden søde lærere, der altid er der, og uden køkkenets dejlige mad eller bonderøvenes kartofler, eller morgenturen, eller den alvorlige snak og det trøstende ord. Der er mange blikke, der kan leve videre der, hvor minderne og erindringen holder til. Små øjeblikke, der danner det samlede

billede af det liv, vi har fået givet. Vi bestemmer selv, hvordan vi tackler disse øjeblikke, vi bestemmer selv, hvad vi tager med os. Der findes mennesker, der livet igennem venter det værste. Det er mennesker, der aldrig oplever glæden – glæden ved at håbe – glæden ved at tro på at det gode hænder –glæden ved at vente på at noget forunderligt skal ske. Der er også mennesker, som slet ikke giver sig af med at vente. De vil have deres behov eller dårligtopståede forventninger realiseret med det samme. De oplever aldrig glæden ved at vente og at gå og forberede sig på, at noget vil komme. De oplever heller aldrig glæden ved håbet. Håbet om, at noget vender sig til det bedre, håbet om, at det man gør, får tingene til at vende sig til det bedre.Kære elever, jeg vil ønske for jer, at I vil give jer selv lov til at vente. At tro på, at chancen kommer mere end én gang – for det gør den. Jeg vil ønske for jer, at I vil give jer selv lov til at se håbet. At I vil have et fælles håb, selvom der er meget af det værste, man kan frygte. At I vil åbne øjnene for det fantastisk liv I skal leve. Tro på det bedste.Men husk, der er meget mere, man kan glæde sig over. Her på NNE har vi givet vores bud på det bedste værdigrundlag. Et værdigrundlag, hvor opstandelse og håb bliver daglige levende begreber. Husk på næstekærligheden! Det er ikke alt, der kan bestilles på nettet. Nærvær og ægte kærlighed kan ikke. Gå ud og opsøg det. Håb på, I får del i den. Giv den til andre.Jeg ønsker for jer, at I vil huske de bedste øjeblikke - det vil jeg. Og husk at skære den gode del af skinken, også de dage hvor det gør ondt.

10

Page 11: Elevmagasin No. 8

af Signe Dahl

Tiden var kommet til at periode-faget raku skulle begynde, så vi var en lille gruppe piger, der mødtes en gang om ugen i krea. Vi startede med at forme vores figurer - alt fra lysestager til de tre vise mænd blev udtænkt. Det var rigtig tøse-hygge, og vi fik lige drøftet den seneste sladder.

Røgen svedDa alle tingene så var tørre, skulle de brændes, men først skulle der males glasur på. Når det er gjort, har man ikke længere kontrol over, hvordan resultatet bliver, så det er ret spændende og også lidt nervepirrende at stå der og se til, at ens figur bliver rødglødende. Når de var rødglødende, skulle de slynges og lægges i bøtter med savsmuld. Røgen sved i øjnene, og på skift måtte vi knibe en lille tåre en gang imellem. Men det var så hyggeligt, og bagefter kunne vi gå til aftensmad med en meget intens lugt af røg!

11

RØDGLØDENDE FIGURER

Page 12: Elevmagasin No. 8

Af Signe Noe og Camilla Lousdal

Vi har i projektmager arbejdet i grupper med hver vores store projekt.Det startede ud med, at vi fik besøg af otte eksterne samarbejdspartnere, som hver især manglede hjælp til enten aktiviteter eller

reklame. De fortalte, hvad deres behov var. Vi valgte os ud på de ting, vi syntes, vi kunne bidrage mest til. Der blev lavet grupper, hvor vi vha. en test fandt ud af, hvilken rolle vi havde i gruppen. Vi startede projektet op med idé-generering, hvor det gælder om at få så mange idéer som muligt. Der findes ingen dårlige idéer.

Nye plakaterVores gruppe fik opgaven at lave reklame for organisationen ”Ringe i vandet”, og kom frem til, at en plakat var den bedste måde at oplyse modtagerne om, at det

fandtes. Andre grupper lavede aktiviteter for familier, spejdere og ældre mennesker. Efter idégenerering kommer man ikke uden om projektpilen. Projektpilen hjælper en på vej med at udvikle den idé, man har fået. På projektpilen skrives ideen, ressourcer, hjælpere, risikofaktorer og målet med ideen. Den er god at forholde sig til under alle slags projekter. Da projektpilen var på plads, kunne vi begynde at arbejde på selve projektet. Der blev tegnet, klippet, blandet lort, bygget karruseller, lavet fireballs og mange andre skøre ting. Efterhånden som grupperne havde brugt lang tid på at forberede deres ideer, var de klar til at tage ud af huset og afvikle deres projekter. Projektet afsluttede vi med en messe, hvor hver gruppe havde lavet en stand, der beskrev deres vej fra idé til virkelighed. Messen var åben for alle skolens elever og lærere samt vores samarbejdspartnere, som var godt tilfredse med de endelige resultater. Vi har alle fået positiv respons for vores projekter og er blevet klogere på, hvor meget det egentlig kræver at få et godt projekt op at stå.

12

EN GOD IDÉ

Page 13: Elevmagasin No. 8

Projektmager i Århus20. marts 2014Onsdag den 19/3 var alle projektmagere på tur til Århus. Vi kørte fra skolen kvart i 8 og var der klokken 10, hvor vi spiste formiddagsmad. Derefter skulle vi på Aros og vises rundt. Vi så bl.a. de 9 rum, Boy og selvfølgelig Regnbuen. Turen efter Aros gik til Fairbar, som ligger i det centrale Århus, hvor vi spiste vores medbragte madpakker. Vi hørte noget om, hvordan de havde startet projekt Fairbar op, og hvordan det fungerer i dag. Bagefter kørte bussen os til Gellerupparken, hvor Pernille, Dalal og Chadi ventede på os. Pernille fortalte noget om Ung i Århus, mens Dalal og Chadi fortalte om, hvordan det er at være ung tosproget i Danmark og samtidig holde fast i sin kultur. Vi fik en smule tid i Basar Vest, og så kørte vi ellers tilbage til midtbyen, hvor vi fik noget tid på

egen hånd. Vi synes, det har været en rigtig god og lærerig tur, og det har også været super hyggeligt.

Stiletter, seler og Cat(s)walk3. april 2014Musicalen Cats i Herning var målet for elevernes Galla aften 2014. Efter en bedre middag begav vi os mod Herning Kongrescenter for at se musicallen. Eleverne var fantastiske i deres gallatøj og satte et festligt præg på aftenen i Herning. Musicallen Cats var en god oplevelse med en flot koreografi og sange. En del elever var dog overrasket over al den sang og nogle savnede replikker, men sådan er det jo med nogle musicals.

13

NYT FRA NNE

Projektmagerne i Århus

Stiletter, seler o

g catwalk

Page 14: Elevmagasin No. 8

Kvalifikation til DM4. april 2014Pigerne havde skiftet stiletterne ud med fodboldstøvler torsdag den 3. april. Her skulle pige A forsøge at kvalificerer sig til DM over to kampe mod henholdsvis ISI og Lyngs.Pigerne havde gode ben ovenpå Galla aftenen. Om de var inspireret af Cats vides ikke, men noget havde inspireret dem, for pigerne spillede med kattepoter og besejrede let ISI med 3-1. Stor jubel! Allerede efter første kamp var play off kampen sikret. Flot flot! Næste kamp mod Lyngs blev lidt vanskeligere. Alle var spændt på om træneren, Peter Venø, ville vælge at parkere ”bussen”, med en defensiv taktik, eller han ville vælge at dø med støvlerne på? Han valgte det sidste! Lyngs pigerne blev udfordret og NNE formåede, at få en god kamp ud af bestræbelserne. Det blev til et tåleligt nederlag, hvor pigerne fik vist deres kampgejst og vilje. Nu venter Balle Efterskole i en play off kamp. Vi ved endnu ikke hvornår kampen spilles, men spilles det skal der!

Global Festival11. maj 201417 nuværende og 11 tidligere Globale Teenagere på Nørre Nissum Efterskole tog fredag den 9. maj afsted til den første Global Festival på Silkeborg Højskole. Her var det planen, at de sammen med en række andre efterskoler, der også har rejselinjer, skulle udveksle historier, skabe venskaber og møde de organisationer, som skolerne arbejder sammen med, for at høre hvordan de i fremtiden vil være i stand til at opleve noget lignende det, de har oplevet på deres ture med efterskolerne. På Nørre Nissum Efterskole er rejsemålet Palæstina, men på festivalen mødte eleverne andre skoler, der har været i Indien, Afrika eller Kirgistan.I løbet af de to dage var der blandt andet fælles sang, speeddating, Bollywood dans, workshops, stand up, pool party og koncerter. Eleverne på Silkeborg Højskole havde forberedt de mange workshops, skrevet en sang til lejligheden og arrangeret både Bollywood dans og poolparty. I alt 100 efterskoleelever fra Rønde, Farsø, Blåkilde, Dronninglund og Nørre Nissum Efterskole deltog i arrangementet sammen med de 100 højskoleelever.

Musikværksted og rytmepigerne 21. maj 2014Tirsdag 20. maj blev et nyt fælles område overfor Tolberg (købmanden) indviet.Sogneforeningen har søgt penge hjem til områdefornyelse overfor Toelberg. Den 20.

14

NYT FRA NNE

Kvalifikation til DM

Global festival

Musikværksted og rytmepiger

Page 15: Elevmagasin No. 8

maj blev området med legeplads, bænke, grønne områder og ikke mindst en scene, indviet med deltagelse af rytmepigerne og musikværkstederne fra Nørre Nissum Efterskole. Eleverne gjorde det godt, selvom asfalten skabte lidt ravage på de bare tæer og knæ på rytmepigerne. Arealet kan sagtens danne rammen om et forældre besøg, hvor pizzaen fra den lokale pizzamand kan indtages, alt imens de små søskende slippes løs på trampoliner, klatrevæge og gynger. Et hyggeligt sted som skal fyldes ud med gode aktiviteter fremover i samarbejde med sognet. Vi er klar til at indtage scenen herfra!

Sportsfest og stadionplatter22. maj 2014Årets landskampe mellem 16 nationer løb af stablen onsdag aften i det skønneste sommervejr. Mumier fra Egypten, mexicanere med overskæg og russere ledet af en noget firkantet Putin. Alt var samlet på Nissum Park, så rammerne var på plads da de forskellige landskampe blev sat i gang mellem kontaktgrupperne.

Flere af lærerene tabte på oddset, da Inge Bendixens kontaktgruppe, mexicanerne løb med en suveræn sejr over Anne Maries kontaktgruppe, Italienerne.Årets mål blev sat ind af Martin Riis med et elegant loop. Søren Thorsen bejlede

dog kraftigt til titlen, med et udspark der skruede flot ind i modstandernes mål.

Et dejligt arrangement hvor køkkenet havde sørget for den traditionelle ”stadionplatte” med pølser, sennep og ketchup. Tak til Conny og Henriks kontaktgruppe for forrygende vejr og et fantastisk arrangement.

(Selvom Inges kontaktgruppe vandt, er det som om kampene fortsætter på lærerværelset:-).

15

Sportsfest og stadionplatter

Sportsfest og stadionplatter

Page 16: Elevmagasin No. 8

DAG 1Kære dagbogDet første møde med palæstinenserne var interessant. De unge var meget glade og imødekommende, så det var sjovt at snakke og lege med dem. Jeg blev dog lidt træt i hovedet, fordi jeg fik så mange nye indtryk, og palæstinenserne snakkede meget. Palæstinenserne snakkede også under de oplæg, vi fik. Det provokerede mig, fordi jeg synes, at det var respektløst. Først tænkte jeg, at de virkede lidt barnlige i forhold til deres alder. Jeg følte, at vi kom tilbage til 6.-7. klasse i forhold til den måde, de var sammen på.Om aftenen til vores refleksion snakkede vi om, at palæstinenserne ikke har en ungdom lig vores. Derimod går de direkte fra børn til voksne, når de bliver gift. Indtil da lever de meget beskyttet hos deres forældre og bliver ikke sat overfor det samme ansvar, som vi er vant til. Med de briller på, forstod jeg bedre, at de virkede mere umiddelbare og livlige.Dagens gåtur gennem Beit Sahour gjorde mig opmærksom på, hvor meget skrald der var overalt. Min første tanke var, at det var klamt. Jeg undrede mig over hvorfor? Der er jo mange arbejdsløse, der kunne fjerne det? Vi fik snakket om, at de ikke har et velfungerende samfundssystem til at tage sig af lignende opgaver. Jeg havde aldrig overvejet, at konflikten også kunne give sådanne problematikker.

DAG 2Kære dagbogBesøget på palæstinensernes skole gjorde mig klogere på, hvordan deres skole er anderledes. Jeg bemærkede, at skolen var lille i forhold til, at der gik 500 elever. De bliver undervist med meget mere udenadslære, end vi gør.Det var godt at mærke, hvor begejstrede især de yngste elever var. Vi fik en fin fremvisning af musik og Dabka af elever fra 5. klasse. Jeg synes, at det var spændende. Det var efterfulgt af en sjov

basket- og fodboldkamp i skolegården, hvor vi spillede sammen med vores palæstinensiske samarbejdsklasse.Noget af det, jeg er blevet allermest overrasket over, er det høje antal af israelske bosættelser på Vestbredden. Lige meget hvor jeg er, kan jeg næsten altid se en bosættelse. Jeg synes, at det vækker en form for ubehag at stå overfor så store byer, når man ved, at de er ulovlige. Jeg synes, at det er forfærdeligt at tænke på, hvad det gør ved palæstinenserne. I nat har jeg overnattet hjemme hos en af palæstinenserne. Det var en stor oplevelse at komme ”inden for dørene”. At opleve hvor gæstfrie de var, selvom de lever i en presset hverdag, var virkeligt fedt. De fik mig til at føle som noget specielt. Det gjorde mig glad, at de også synes, at det var hyggeligt og interessant, at jeg var på

16

KÆRE DAGBOGDagbogsnotater fra de globales tur til Palæstina

Page 17: Elevmagasin No. 8

17

Page 18: Elevmagasin No. 8

besøg. Jeg oplevede, at de ikke var lige så velhavende som os. Dermed gjorde besøget mig også taknemmelig for, hvad jeg har og kommer af.

DAG 3Kære dagbogI formiddag har jeg gjort noget konkret - jeg har hjulpet med at plante oliventræer for en palæstinensisk bonde. Der var god stemning og folk var tændte på at hjælpe. Vi var både os globale og en masse palæstinensere til plantningen, og jeg nød, at vi gjorde noget i fællesskab. Dog lavede de palæstinensiske piger ikke så meget, da det ikke falder dem naturligt at trække i arbejdstøjet. Jeg tror, at de var lidt overraskeder over den måde vores piger knoklede på, men den slags forventer man ikke af en pige/kvinde i deres kultur.I eftermiddag var vi i Betlehem for at se Fødselskirken. Jeg synes, at kirken var smuk og flot dekoreret. Det rørte lidt ved min barndomstro at se de steder, man har hørt om fra Biblen, fordi man førhen kun har forestillet sig det i hovedet. Jeg har aldrig før hørt, at Jesus skulle være blevet

født i en grotte, så det var underligt, at man pludselig fik det at vide. Specielt var det vildt at røre ved stjernen i gulvet, som er lige der, hvor Jesus blev født.DAG 4Kære dagbogSå har vi været i Tel Aviv, hvilket var en helt anden verden at komme til. Jeg har haft en kontrastfuld dag i forhold til det, vi har oplevet indtil nu. På Peres Peace Center hørte vi et foredrag om deres arbejde og projekter. Jeg er splittet i min holdning, da jeg synes, at det er godt, at de arrangerer ting for palæstinenserne og israelerne. Jeg kan godt lide, at de forsøger at samle dem, men jeg er i tvivl om, hvor vidt det hjælper. Desuden forstår jeg ikke, at organisationen har valgt at bruge så mange penge på en flot, dyr bygning, når pengene kunne være brugt til andre projekter. Her oplevede vi i hvert fald, at os globale havde forskellige meninger om organisationen.Den danske journalist Hans Henrik Fafner, der bor i Tel Aviv, fortalte os om Israels historie frem til i dag. Jeg synes, at det var rart at høre noget mere fra den israelske

18

Page 19: Elevmagasin No. 8

side, fordi det gjorde det lettere at forstå, hvad de står i. Jeg var overrasket, da han fortalte, at Israels største problematik er de ortodokse jøder. Jeg har ikke et bud på, hvordan problemet kan løses, men det er tankevækkende, hvordan de har udviklet sig fra 5-10 personer til i dag at være 70.000 ortodokse jøder. Det er vigtigt, at de får styr på de ortodokse og får dem med i samfundet - det tror jeg er en nødvendighed for, at konflikten kan løses.Derudover kræver det, at begge parter løsriver sig fra deres angst overfor den anden part. Hvis de skal starte på en frisk, må de lægge fortiden bag sig.

DAG 5Kære dagbogHebron var på mange måder en forfærdelig by at besøge. Aldrig har jeg været et sted, der var så følelseskoldt - det mindede lidt om en spøgelsesby. Selvom det er A-område, gik vi igennem checkpoints og så mange israelske soldater. Vi hørte, hvordan byen fra 10 år siden var en handelsby fuld af turister. Det er en skræmmende tanke, hvis man sætter det op imod den by, vi kom til. Under vores rundvisning kom 2 palæstinensere hen og sagde, at vores guide skulle huske at fortælle os, hvordan der er i byen - og vi skulle sige det videre, når vi kom hjem. Det husker jeg tydeligt, da jeg dermed forstod, hvor slem situationen i Hebron er. Jeg synes, at det var uretfærdigt, hvordan bosættere og soldater havde taget magten og kun lader israelerne benytte de centrale veje i byen.Jeg tænker, at det er et svært dilemma for palæstinenserne, da de overgiver sig ved at flytte, men samtidig er det ikke et sted, hvor man kan have lyst til at bo.Senere hørte vi et oplæg på JAI om et af deres projekter om at boykotte israelske produkter. Herefter var der lagt op til diskussion i mindre grupper med de unge palæstinensere. Nogle af dem havde gode argumenter omkring konflikten, men jeg og flere andre blev lidt provokeret af, at mange af de unge ikke havde sat sig

særlig godt ind i den konflikt, som sker lige rundt om dem. Det virker lidt meningsløst, at jeg sidder hjemme i Danmark og sætter mig godt ind i, hvad der sker, når de mennesker, som står midt i det ikke tager mere ansvar for den verden, de lever i. Det var først til aftensmødet, da Lone sagde, at de jo også bare er almindelige unge, som ville blive skøre af at skulle tænke på konflikten hele tiden, at jeg fik øjnene op for, at det virkelig kan blive svært at få unge mennesker i Palæstina (og Israel) til at tage stilling til konflikten. De er fremtiden, men lige nu er de blot unge mennesker, som gerne vil leve livet.

DAG 6Kære dagbogI Jerusalem krydsede vi muren igennem en checkpoint, som hver dag benyttes af mange palæstinensere, der skal på arbejde. Her gik det op for mig, hvor besværligt det er at være palæstinenser, da det må være ekstremt frustrerende at skulle stå i kø, gå igennem metaldetektor osv. hver eneste dag for at kunne komme på arbejde eller i skole. Jeg forestiller mig, at palæstinenserne føler sig undertrykt af de israelske soldater, hvilket må være ubehageligt.Micha er israelsk statsborger, men han arbejder for at gøre andre opmærksomme på de uretfærdige forhold i konflikten. Turen med ham rundt i Jerusalem, hvor vi så, hvordan bosættelserne fortsat spreder sig, tydeliggjorde hvilken vej udviklingen går. Han fortalte om uretfærdigheden i, at israelerne giver palæstinenserne arbejde i bosættelserne, da de jo ikke har noget valg efter deres jord er blevet taget fra dem. Jeg blev endnu mere klar over, at det er vigtigt, at vi gør noget nu, før det er for sent.Vi fik en times foredrag om Folkekirkens Nødhjælps arbejde rundt omkring i verden, men med størst fokus på Palæstina. Det var interessant, og jeg fik selv større interesse for at komme ud at rejse med en organisation, der arbejder for at forbedre andre menneskers levevilkår.

19

Page 20: Elevmagasin No. 8

Vi startede aftenen på JAI, hvor vi så palæstinenserne danse Dabka, hvorefter vi lavede gymnastikopvisning og viste en film om vores efterskole. Til denne kulturaften oplevede jeg forskelle og ligheder mellem unge i Danmark og Palæstina. På den lokale restaurant, hvor vi spiste aftensmad, fik jeg snakket mere med palæstinenserne, hvilket igen gav noget nyt at tænke over. Den gode stemning betød, at jeg fik en meget hyggelig aften. Det bedste var, da vi var

oppe at danse med en masse palæstinensere på restauranten.

DAG 7 Kære dagbogI dag har vi været i Jerusalem, hvor jeg både så grædemuren, gik via Dolorosa og besøgte gravkirken. Jerusalem er den vildeste by, jeg har været i, da der er så mange forskellige mennesker på et sted. Jeg er imponeret over, hvordan kontraster kan ligge så tæt - både forskellige religioner såvel som splinternye og gamle, betydningsfulde bygninger.En palæstinensisk kvinde viste os rundt i den gamle bydel, men blev desværre stoppet af nogle israelske soldater, da hun fortalte os nogle ting, de ikke ønskede, der

skulle komme ud. De holdt øje med hende og truede med fængsel. Det er utroligt, at de har alt den magt, og hun kunne intet gøre. Personligt ville jeg, ligesom guiden, være bange, hvis jeg fik sådan en udmelding fra en bevæbnet israeler.Hun nåede at fortælle om, hvor besværligt det kan være for især de kristne palæstinensere at finde en mand/kone. Da der kun er 3 % kristne, og det er svært at bevæge sig rundt på Vestbredden, er sandsynligheden for at finde én ikke så

stor. I Palæstina kan man ikke blive gift på et rådhus. Har man forskellig religion, bliver den ene part nødt til at konvertere. Jeg synes, at det er ekstremt, at det er vilkårene et sted, hvor religion er så betydningsfuldt for så stor en del af befolkningen. Jeg er glad for, at det er langt lettere for os, da vi ikke behøver at tænke så meget på hvilken tro, folk har.Da dette var sidste dag i Palæstina, måtte vi om aftenen tage afsked med palæstinenserne. Det var trist, at det hele var slut, men jeg var også ved at være træt. Ellers ville jeg gerne være blevet et par dage mere, da det har været en fantastisk tur!En glad, klogere og træt global!

20

Page 21: Elevmagasin No. 8

Af Louise Markusen og Johanne Qvist   

Efter vinterferien startede vi, krea-pigerne, på et projekt, som senere fik navnet ’Sig det med silhuetter’. Vi brugte programmet pixlr.com og vores maleriske talenter til at forvandle billeder til silhuetter og senere til malerier.

Farve, motiv og tekstDet resulterede i adskillige flotte portrætter i forskellige farver, og hvor hver kunstner satte sit personlige præg ved hjælp af et citat eller blot et enkelt ord. Eller det vil sige, at alle arbejdede i par af to, så det blev en kunst i sig selv at blive enige om farve, motiv og tekst, men det ser i hvert fald ud til at være lykkedes de fleste steder. 

21

Sig det med silhuetter

Page 22: Elevmagasin No. 8

Af formand Hans Old Jensen

Et bestyrelsesår starter umiddelbart efter repræsentantskabsmødet, så denne klumme er en nytårshilsen fra bestyrelsen. Det, vi koncentrer os om, er at forsøge at få et overblik over det kommende års arbejde. Vi kan se, at der ligger mange spændende drøftelser og beslutninger og venter forude.

Centralt er dog fornemmelsen af skolens liv. Hvert bestyrelsesmøde har derfor - umiddelbart efter andagten - et indledende punkt, hvor Brian og Poul fortæller nyt fra skolen: aktiviteter siden sidst, glæder og sorger, og hvad der ligger i nærmeste fremtid. Økonomien er også et fast punkt.

Noget, der fylder meget lige nu, er de nye overenskomster for lærerne, der betyder ændrede arbejdstider og måder at arbejde sammen på. Det er et stykke udviklingsarbejde, som skolens ledelse har ansvaret for i samarbejde med tillidsrepræsentanten og lærerrådsformanden, men som bestyrelse kan vi bakke op med at bevillige økonomi til at skabe nogle gode arbejdsrammer for lærerne.

Og så er der alle visionerne. De ligger lige under horisonten og venter på at blive til virkelighed. Byggeplaner i stor stil rumsterer. Mens vi venter på at komme tættere på noget konkret, sættes restaureringen af fitness-rummet i gang. Det skulle gerne stå klart, når det nye elevhold starter op. Senere på skoleåret forventer vi også en opgradering af musiklokalet og flere arrangementer ud af huset for dem også.

Som formand holder jeg LUS (Leder Udviklings-Samtaler) med Linda, Poul og Brian. Som et afsluttende punkt på seneste bestyrelsesmøde blev de valgte medlemmer spurgt til input til samtalerne.

Ros, ros og atter ros til de tre. Bestyrelsen oplever dem som ualmindelige solide. De kan noget med deres forskellighed, der er uendelig godt for vores skole både administrativt, fagligt og personligt. Vi er som skole ualmindelig godt kørende med en fantastisk ledelse og ansatte. Vi glæder os til næste skridt ind i det nye bestyrelsesår.

22

formandens klumme

Page 23: Elevmagasin No. 8

23

Bestyrelsen anno 2014

Hans Old Jensen RIGMOR SAMS Niels Yde

Jette Kjær Helms Ole Brønbjerg Bodil Bjerg

Anna-Marie Aeppli Ellen Staahl Henrik Helms

Forbundmesterskaber i håndbold

Page 24: Elevmagasin No. 8

24

ELEVMAGASINET Din digitale opdatering

Redaktion:Brian Hoff LarsenAnne Marie HauskovKarsten Poulsen

FotoKarsten Poulsen, Brian Hoff Larsen

Layout:Henrik Helms, dBA MEDIA

Se mere på:www.nissum.dk