Embed Size (px)
Citation preview
Konfirmandundervisning i Kildebrønde Sogn
- En undersøgelse af dramapædagogiske værktøjer i en alternativ undervisningssammenhæng
Nina Jensen
INTRODUKTION 4
PROBLEMFORMULERING 4
UNDERVISNINGENS FORM PÅ WEEKENDER OG LEJR 4
DAGENS SALME 7
FORMÅL 7
"SPÆND OVER OS DIT HIMMELSEJL" 7
ØVELSESBESKRIVELSE 7
OBSERVATIONER: 7
"SE, HVILKET MENNESKE" 8
ØVELSESBESKRIVELSE 8
OBSERVATIONER 9
TEORI 9
DRAMA TIL KONFIRMANDERNES EGEN GUDSTJENESTE 9
NAVNE LEG 10
FORMÅL 10
ØVELSESBESKRIVELSE 10
OBSERVATIONER 10
KLAP DEN VIDERE 11
FORMÅL 11
ØVELSESBESKRIVELSE 11
OBSERVATIONER 11
ARBEJDE MED VISNING: 12
OPVARMNING SØNDAG 12
MODELLERVOKS 13
FORMÅL 13
ØVELSESBESKRIVELSE 13
OBSERVATIONER 13
SEND KLAPPET VIDERE 13
FORMÅL 13
ØVELSESBESKRIVELSE 13
OBSERVATIONER 13
MORDER 14
FORMÅL 14
ØVELSESBESKRIVELSE 14
OBSERVATIONER 14
TEORI 14
DEN VIDERE UNDERVISNING: 17
PÅSK-TV-AVISEN 17
FORMÅL 17
UNDERVISNINGSBESKRIVELSE 17
OBSERVATIONER 17
TEORI 18
KONKLUSION 19
LITTERATURLISTE 20
Introduktion I denne opgave vil jeg beskrive mit arbejde med konfirmanderne i Kildebrønde Sogn. Jeg vil
fokusere på øvelser, jeg har arbejdet med, og som jeg har tilpasset til undervisningsformen gennem
de sidste fire år. Øvelserne bliver brugt både i undervisning, hvor konfirmanderne skal formidle et
andet dannelsesindhold end "det dramatiske", men også i forbindelse undervisning, hvor
konfirmanderne skal indgå i arbejde med produktion af dramatiske visninger.
Jeg har været konfirmandlære i fire år nu, og har i den tid gjort mig flere overvejelser om, hvordan
jeg kan forbedre undervisningen, sådan at børnene føler sig mere tilpasse i formen, og bliver mere
deltagende. i det følgende afsnit, vil jeg mere detaljeret beskrive de problematikker underviserne
har støt på i forhold til dette.
Problemformulering Hvordan kan dramatiske øvelser inddrages i undervisningen af konfirmanderne i Kildebrønde Sogn,
således, at de drager støre udbytte af undervisningen, og bedre finder sig tilrette i denne.
Jeg vil begynde med overvejelser om vores - gruppen af underviseres - didaktiske virksomhed set
ud fra Jens Kyrsteins og Ebbe Vestergaards beskrivelse af det didaktiske felt. Jeg vil også give en
beskrivelse af den praktiske struktur undervisningen foregår i.
Undervisningens form på weekender og lejr Konfirmanderne i Kildebrønde Sogn får en atypisk form for undervisning i forhold til de fleste
andre konfirmander rundt om i Danmark. I stedet for at gå til præst en gang om ugen, deles
konfirmanderne i tre hold; G, K og T. Holdene G og T kommer til undervisning to weekender i
kirken om efteråret, og tager så på en uges lejr i foråret. Hold G har undervisning fire weekender
om året. Alle konfirmanderne skal ud over undervisningen mindst ti gange i kirke, i perioden fra
deres første undervisningsweekend og deres konfirmation.
På en almindelig weekend eller lejr er der et sted mellem 40 og 60 konfirmander og fem eller seks
voksne, der er altid en ekstra konfirmandlærer, hvis holdstørrelsen overskrider 50 konfirmander.
Denne praktiske struktur er et forholdsvis nyt tiltag i konfirmandundervisningen, og er ikke særligt
udbredt i resten af landet. Kildebrønde Sogn var det første sogn til at indføre denne form for
undervisning, og man gjorde dette for at give konfirmanderne et større udbytte af deres
undervisning. Grundtanken er, at det mere kompakte læringsforløb vil skabe basis for en mere
intens læringssituation, hvor konfirmanderne har længere undervisningsmoduler, der fokuserer på at
binde al undervisningen sammen til en helhed og at tegne linjer gennem undervisningen, der peger
fremad og tilbage igen, som konfirmanderne gerne skulle kunne se, når de sidder midt i den.
Undervisningskonceptet har eksisteret i næsten tyve år i Kildebrønde Sogn.
Undervisningen kan foregå i mindre grupper af seks til ti børn, som klasseundervisning for hele
holdet eller for halvdelen af holdet.
Ved gruppeundervisning er det oftest sådan, at konfirmanderne ikke laver det samme i de
forskellige grupper, men i stedet skal lave noget, der skal bruges i sammenhæng med de andre
gruppers undervisning, eller også noget helt separat og individuel undervisning, som kun den
gruppe får.
Ved klasseundervisning for halvdelen af holdet, deles holdet i to lige dele, der får en times
undervisning i det givne emne, og bytter så med den anden halvdel, sådan at de modtager den
samme undervisning.
Rent pædagogisk oplever vi undervisere ofte, at den måde undervisningen foregår på er meget
anderledes, end hvad konfirmanderne er vant til. Der er en klar forventning fra de voksne om, at
konfirmanderne deltager aktivt, og gør hvad de bliver bedt om. Der er fokus på at skabe et
fællesskab, og derfor er det nødvendigt at alle deltager på lige fod. Dette kan for nogle af
konfirmanderne til at begynde med være lidt vanskeligt, fordi nogle af de ting, vi beder dem om at
deltage i, er meget "gammeldags" og virkeligt fremmed for dem. Eksempelvis insisterer vi på, at der
holdes bordskik, altså at konfirmanderne ikke løber rundt, men at man indtager et måltid stille og
roligt i fællesskab. Der skal også synges til og fra bordet, og hver dag starter og slutter med en
andagt, hvor det forventes at konfirmanderne er stille og opmærksomme. Hvis de ikke deltager i
fællesskabet, og ikke gør som de får besked på, bliver der taget fat i dem. Vi bruger også et
advarselssystem, der kan udmunde i at en konfirmand bliver sendt hjem. Dette kræver dog nogle ret
alvorlige regelbrud, og konfirmanderne bliver ikke sendt hjem på grund af småting. Dette er mest
noget vi bruger på lejrene, og ofte er det et godt "skræmme-middel". Hvis en eller to konfirmander
får en advarsel, lægger det generelt en dæmper på de andre. Dette er altså ikke noget vi bruger ofte,
og alle voksne skal mødes og være enige, inden en advarsel gives. I den tid jeg har været
konfirmandlærer, har jeg kun oplevet en enkelt hjemsending af en konfirmand på en lejr.
Man kan godt kalde den pædagogiske metode noget gammeldags og lidt disciplinær, men vi
oplever, at konfirmanderne trives godt i denne form for fællesskab, og ofte får meget ud af
undervisningen, når først de har vendt sig til formen, og når først de har det, bliver det meget lettere
for os at formidle undervisningen til dem.
I forhold til valg af dannelsesindhold adskiller dette koncept sig fra almindelige
undervisningsformer, som man eksempelvis møder i folkeskolen. Der er meget få forudbestemte
krav til, hvad konfirmanderne skal lære, og vi har som undervisere meget løse tøjler. Vi kan tage en
beslutning om, hvad der er vores læringsmål, og så er der ingen "højere" instans, der kan sige, om vi
opfylder disse mål, eller om disse mål overhovedet er tilstrækkelige. Det vil altså sige, at vi hvert år
selv beslutter, hvad vores dannelsesindhold skal være, og hvordan vi ønsker konfirmanderne skal
lære.
Den eneste forudsætning for vores valg af dannelsesindhold er, at det skal give et indblik i og
hjælpe med at klarlægge centrale punkter i den kristne tro, således at konfirmanderne kan forholde
sig til trosbekendelsen, som de skal kunne uden ad og vurdere, om den er noget, de tror på eller ej,
sådan at de er rustet til at tage en oplyst og overvejet beslutning, når de bekender sig til den på deres
konfirmationsdag. Diskussionen om dannelsesindhold går hvert år på, hvad der så er uundværligt i
dannelsesindholdet, og hvad der godt kunne være spændende og relevant at trække ind. Oftest
betyder dette at konfirmanderne ikke lærer om de samme ting to år i træk.
Af samme årsag, er vi som undervisere meget bevidste om, at vi sidder i en situation, hvor didaktik
og metode1 overlapper hinanden og smelter sammen, i særdeleshed fordi vi ikke arbejder med et
fag, som man ofte gør i andre undervisningssammenhænge. Vi kan opstille nogle mål, som stemmer
overens med det. vi har lyst til at undervise i, eller vi kan skabe undervisningsformer, der svarer til
de mål. vi selv sætter.
Det eneste, der gennem al min tid som konfirmandlærer har været konstant, er de rammebetingelser,
som undervisningen foregår i. For det første er den rent praktiske form konstant, altså henholdsvis
weekender, lejrer og bemanding. Der er også altid et meget klart mål i undervisningen, som
konfirmanderne nok i nogen grad tænker mere over end underviserne, nemlig konfirmationen. Sat
lidt på spidsen ser underviserne selve undervisningen som en forudsætning for konfirmandernes
oplyste tilkendegivelse til kristendommen, konfirmanderne ser derimod undervisningen som en
sidste forhindring inden fest og gaver. Det er en af hovedårsagerne til at den pædagogiske form er
så "streng", som den er. Når vi som undervisere ønsker at skabe et fællesskab, hvor alle deltager,
må vi arbejde meget hårdt for det, fordi det simpelthen ikke altid er det der er det vigtigste for
konfirmanderne. Det er dog oftest sådan, at så snart konfirmanderne vælger at deltage i
fællesskabet, bliver undervisningen mere meningsfuld for dem, og de begynder at forholde sig, til
det vi prøver at undervise dem i, i stedet for at stille spørgsmålstegn ved alle kristne udsagn, fordi
de bedre kan forholde sig til en mere videnskabelig livsanskuelse.
Jens Kyrstein og Ebbe Vestergaard stiller to normative udsagn op i den didaktiske teori:
- "At det i enhver undervisning drejer sig om, at åbne det, der skal læres,
for den lærende og den lærende for det, der skal læres
- At læring skal være meningsfuld for den lærende og være godkende
(legitimeret) af den lærende, således at den lærende tager et medansvar
for læringen"2
Ofte kommer konfirmanderne til undervisningen uden nogen for-forståelse for, hvad budskabet er i
kristendommen, og derfor stiller de sig meget kritiske overfor budskabet, især sætter de hælene i
over begreber som opstandelse og paradis. Det er derfor vigtigt, at vi skaber en undervisningsform,
der gør, at de bedre kan forholde sig til det, vi prøver at undervise dem i, for så snart de begynder at
se sammenhængene, i de ting vi underviser dem i, bliver de selv mere åbne overfor, det vi fortæller
dem. Det er altså nødvendigt, at vi åbner det, der skal læres for dem, for at de ser det som
meningsfyldt. Og først når dannelsesindholdet for dem bliver andet og mere end noget de skal
igennem inden fest og gaver, får de et reelt udbytte af undervisningen.
Derfor bestræber jeg mig på, i den undervisning jeg står for, at skabe nogle øvelser og noget
indhold, hvor konfirmanderne får mulighed for at prikke til de store emner på en let og legende
måde. Jeg er ikke den af underviserne, der er mest teologisk stærk, så derfor prøver jeg at skabe
1 Kyrstein og Vestergaard, 2001, s. 52
2 Kyrstein og Vestergaard, 2001, s. 56
åbninger i undervisningen, der giver konfirmanderne nogle relationer til emnerne, der ikke er tunge,
teoretiske og metafysiske, men giver dem mulighed for at konkretisere noget af undervisningen og
mærke det i kroppen i stedet for i hjernen. Jeg trækker meget på mine egne evner i stedet for at
prøve at gøre andre noget efter, derfor bliver meget af undervisningen jeg står for hængt op på
dramatiske øvelser og tilgange.
I løbet af konfirmandernes undervisning, møder de dramaøvelser på to måder, som pædagogisk
redskab til formidling af undervisning med et andet fagligt indhold end dramatik, og som øvelser til
at arbejde med og træne dem i dramatisk produktion og fremvisning. Derfor vil jeg i denne opgave
arbejde med teori, der belyser disse to pædagogiske tilgange.
Dagens salme
Formål Dagens salme er, som navnet antyder, et dagligt indslag i undervisningen. Hele holdet er samlet for
at arbejde mere med teksten og lære melodien til en salme, de vil støde på flere gange i deres liv,
som oftest salmer, der kan bruges til konfirmationer, bryllupper, dåb og begravelser. Det er
meningen, at konfirmanderne skal få et nærmere kendskab til disse salmer, end til andre salmer de
støder på i resten af undervisningen, for at de føler, at der er noget, de kan og noget de kender, når
de går i kirke.
Om lørdagen den første weekend er dagens salme "Spænd over os det himmelsejl", som er en
forholdsvis ny salme, med et meget smukt billedsprog, der måske kan være lidt vanskeligt for
konfirmanderne at forholde sig til.
Om fredagen den anden weekend, er dagens salme "Se, hvilket menneske", som er en af de nyere
salmer, der handler om Jesu liv, indstiftelsen af nadveren og det dobbelte kærligheds bud.
Hvis en salme er ældre, kan det være nødvendigt at bruge lang tid på tekstforståelse, men da begge
disse salmer er så nye, at konfirmanderne sagtens kan forstå teksten, har jeg besluttet at lave et par
dramaøvelser med dem i stedet for at arbejde dybt med teksten. Dette gør jeg både for at løsne lidt
op i formen, og vænne dem til at yde noget for og deltage i fællesskabet.
"Spænd over os dit himmelsejl"
Øvelsesbeskrivelse
Efter at konfirmanderne har lært melodien, lærer de en lille serie af fagter, der bruges til at
visualisere det første vers af salmen. Så synges det første vers igennem et par gange, indtil de har
fået godt fat i serien. Så beder jeg dem om at komme med forslag til fagter til andet vers, og i det
tredje vers, skal de så laves deres helt egne fagter.
Observationer:
Det virker super godt at lære konfirmanderne serien til det første vers. Man kan se, at de deltager,
og har lyst til at være med til det her. De føler sig ikke for pressede og for udsatte endnu, i forhold
til hvor meget de skal "vise sig" for de andre. Det giver dem en tryghed, at de alle sammen gør
noget sammen. Det er også tydeligt at serien sætter sig fast, og at salmen kommer til at betyde noget
for dem, for vi observerer, at de sidder i kirken og laver fagter, når de synger denne salme, også
selvom de ikke er i kirke til konfirmandweekend.
Andet vers halter lidt. Her begynder nogle at melde sig ud, og det ender tit med, at det er den
samme lille håndfuld, der kommer med forslag til fagter. Det er ikke "cool" for teenagerne at
deltage i det her, og det er her det begynder at vise sig i den her undervisning, men der kommer et
resultat.
Tredje vers løber så helt af sporet i forhold til deltagelse. Hvis jeg står forrest, og selv finder på
nogle fagter, er det helt sikkert, at alle konfirmanderne, der står forrest gør det samme som mig,
dem der står bagved står så bare og ser på. De formår simpelthen ikke at skabe den fysiske kobling
med teksten. Jeg har en tilbøjelighed til at tro, at det er et forståelsesproblem. Teksten i det tredje
vers er fyldt med metaforer, og har meget lidt konkret billedligt sprog. Samtidig, så er
konfirmanderne ikke helt vandt til den her form for undervisning, og de bryder sig måske ikke helt
om at kaste sig ud i en eller anden kropslig udfoldelse, for de er nervøse for deres venners reaktion
på deres deltagelse. Lige her er det meget tydeligt hvilke konfirmander, der er lidt længere i deres
teenageudvikling, og hvilke der stadig meget tænker som børn. Dem der stadig er "små" er mere
villige til at prøve, men de falder hurtigt af, hvilket fører mig tilbage til forståelsesspørgsmålet.
Jeg bruger meget tid på at understrege, at man ikke kan lave det tredje vers forkert, og at alle bud er
lige gode, men den går ikke hjem. "Spænd over os dit himmelsejl" er ikke kun en ny salme, det er
også det første år, vi har den med som dagens salme, så jeg har selvfølgeligt tænkt mig, at lave om
på undervisningen næste år.
Der er brug for en konkretisering af det tredje vers, og så tror jeg egentlig at det er okay, at det
andet vers er lidt løsere, og at alle måske ikke kan deltage lige meget.
"Se, hvilket menneske"
Øvelsesbeskrivelse
Efter konfirmanderne har lært salmens melodi, bliver de delt ud i seks grupper, og hver gruppe
bliver tildelt et vers fra salmen. Gruppen skal nu skabe to levende billeder til deres vers, der viser
versets indhold. De kan både være meget konkrete i forhold til teksten, men de har også lov til at
lave et mere fortolkende og kreativ udtryk. Alle fra gruppen skal deltage i billederne, og de skal
også blive enige om, hvornår og hvordan de skifter fra det ene billede til det andet. Alt dette har de
ti til femten minutter til. Som oftest går de voksne ud til grupperne og holder dem til ilden, for at de
får brugt deres tid konstruktivt, og hjælper også, hvis der skulle være et ord eller to konfirmanderne
ikke forstår.
Når tiden er gået, bliver salmen sunget igennem, og grupperne kommer op, og viser deres vers,
mens de andre synger. Til sidst samler jeg op på det hele, ved at spørge ind til hvad de forskellige
vers og salmen generelt handler om.
Observationer
Dette er altid en meget hektisk og noget kaotisk øvelse, men det er min oplevelse, at den løsner godt
op for konfirmandernes lidt tøvende forhold til den deltagelse vi forventer af dem. Tit ender den
endelige gennemsyngning med hovedsageligt at blive sunget af de voksne, fordi konfirmanderne
har travlt med at se, hvad de andre har fundet på, og derfor har svært ved at koncentrere sig om
sangen. Fordi de har sunget salmen igennem, inden de skal lave de levende billeder, vælger vi at se
stort på deltagelsen i sangen, og synes i stedet det er vigtigt, at de deltager i billederne, og støtter op
om hinanden.
Selve arbejdet med de enkelte vers giver konfirmanderne en dybere forståelse af, hvad der egentlig
står i teksten. Og at se de andres billeder, skaber eftertanke i forhold til deres teksts betydning.
Opvisningen foregår altid under megen fnisen og øjenrullen, som man måske kan forvente fra
aldersgruppen, men på fire år og efter tolv hold er det kun en enkelt gang, at jeg har oplevet, at en
gruppe slet ikke har formået at fremstille et produkt til opvisningen.
Teori I de næste afsnit vil jeg fokusere mere på Viola Spolins teori, men jeg vil her, i forhold til de to
ovenstående øvelser, kort vende en bid af hendes teori.
"Our first concern with student is to encourage freedom and
physical expression, because the physical and sensory relationship
with the art form opens the door for insight."3
Selvfølgelig snakker Spolin her om skuespilleres mulighed for at udtrykke sig fysisk, og hvad de
kan opnå ved dette, men jeg mener, at øvelserne sagtens kan overføres med et andet mål for øje,
nemlig det at lade konfirmanderne undersøge teksternes betydning gennem deres egne kroppe, og
på den måde opnå en indsigt, som jeg givetvis ikke ville kunne have formidlet til dem, ved
almindelig lyt-og-forstå-undervisning. Konfirmandernes egen mulighed for at udtrykke sig, giver
dem altså en frihed til egen fortolkning af teksten, og derved en individuel forståelse.
Samtidig giver øvelsen mulighed for at bryde nogle barrierer. Ved at kaste konfirmanderne ud i en
øvelse, der i den grad kræver, at de udstiller sig selv på en eller anden, måde flytter dem ind i
fællesskabet, hvor den eneste trøst der er for dem, der ikke er trygge ved den slags udstilling, er at
alle andre deltager på lige fod.
Drama til konfirmandernes egen gudstjeneste Inde i undervisningen er der et lille dramaforløb. Konfirmanderne skal selv stå for forberedelserne
til søndagens gudstjeneste den anden weekend. De skal selv vælge tekster og salmer, de skal selv
læse bibeltekster og bønner op under gudstjenesten, de står for udsmykningen i kirken, og så er der
en gruppe, der skal vise et lille drama under gudstjenesten. Dramaet er blevet til på flere måder i
den tid jeg har været konfirmandlærer, men jeg er kommet frem til, at det virker bedst, hvis hele
holdet ser et lille klip (de sidste gange fra Harry Potter), som relaterer til søndagens overordnede
3 Spolin, 1999, s. 15
emne. Så ved hele holdet, hvad det handler om. Derefter vælger konfirmanderne sig ind på de
forskellige hold, og alt efter holdets størrelse, står jeg tilbage med et dramahold på mellem seks og
ti konfirmander.
Generelt kan jeg sige om dette forløb, at det endelige produkt ofte bliver bedst, hvis konfirmanderne
får en meget fysisk scene, hvor de kan få lov til at bruge deres kroppe til at vise det nødvendige, og
ikke behøver at sige så mange replikker. Dette skyldes måske den lidt løse form i undervisningens
tilblivelse, samt et behov fra konfirmandernes side for at have noget at vise i kirken, frem for at det
hele afhænger af, at de kan huske replikker, de ikke engang har et døgn til at lære. Det plejer også at
gøre dem mindre nervøse for udfaldet af deres præstation.
Navne leg
Formål
Fra starten af, er det ikke sikkert, at alle konfirmanderne i dramagruppen kender hinanden særligt
godt. De kan være fra forskellige klasser og forskellige skoler. Samtidig er konfirmanderne ikke
nødvendigvis voldsomt glade for ideen om at skulle optræde, og der kan sagtens være konfirmander
i gruppen, der ikke selv har valgt at lave drama, men er endt der ved et tilfælde. Derfor er den første
øvelse en navne leg, der langsomt lemper konfirmanderne ind i brugen af kroppen som
kommunikationsmiddel. Det er meningen at opgaven skal introducere dem for hinanden og for det
at bruge krop og bevægelse til at udtrykke sig med.
Øvelsesbeskrivelse
Konfirmanderne stiller sig i en rundkreds. De skal finde på en simpel fysisk handling, der har det
samme begyndelsesbogstav, som deres eget navn, eksempelvis Nina Nyser. Så går turen rundt. Den
første konfirmand siger sit navn, og viser den fysiske handling, der hører til navnet. Den næste siger
så sidemandens navn, og viser den fysiske handling, så siger han sit eget navn og viser sin egen
handling. Sådan foresætter turen rundt, indtil den sidste skal sige alle navnene, og vise alle
handlingerne.
Observationer
Konfirmanderne kan godt lide denne øvelse. Der er altid en del, der selv har valgt at være på
dramaholdet, og deres optimisme er smitsom. Det er lige pludselig ikke sejt at være den, der ikke
gider at være med, tværtimod har jeg flere gange oplevet, at dem, der melder sig ud af fællesskabet
og samarbejdet bliver voldsomt upopulære hos de andre konfirmander. Muligvis også fordi dem der
gerne vil, er bange for, at deres endelige produkt vil blive påvirket negativt, af dem, der ikke gider
deltage.
En gang imellem går der lidt sport i at vise noget man kan, som de andre kan have svært ved at gøre
efter, eksempelvis havde jeg en Oliver, der gik til breakdance og lavede Ormen.
Jeg synes det er vigtigt. at opfordre konfirmanderne til at vise deres talenter, for så snart én af dem
kommer med et reelt bud på noget "fedt", de kan gøre til deres visning, springer de andre på, og vil
meget gerne selv vise noget de kan.
Eksempelvis havde jeg et hold, der skulle vise en scene fra Harry Potter, hvor to skoler besøger
Harrys skole. De to skoler var kønsspecifikke, så børnene delte sig i drenge og piger. Drengeholdet
i filmen kommer ind med flik-flak og kraftspring, så det ville konfirmanderne også gerne. To af
dem gik til gymnastik, så de viste, hvad de kunne. Desværre måtte jeg sætte en stopper for det, for
der er ikke meget plads i kirken, og et stengulv som underlag var ikke den bedste idé, men så fik de
hurtigt modificeret deres noget omfangsrige ideer til noget, som alle drengene kunne deltage i.
Pigerne havde én der gik til dans på deres hold, og det endte med et synkroniseret indtog med
piruetter og saché. Deres visning i kirken medførte et stående bifald fra menigheden og de andre
konfirmander.
Klap den videre
Formål
Efter at konfirmanderne i navnelegen har løsnet op for de muligheder, der findes i deres kroppe, og
de har vænnet sig til at være på, ændres navne legen lidt, for at sætte fokus på koncentration.
Konfirmanderne har ikke lang tid til at skabe deres endelige produkt, kun cirka halvanden time, så
det er vigtigt, at de skærper deres fokus på samarbejde,og den foretstående opgave.
Øvelsesbeskrivelse
Denne øvelse handler om fokus og rytme. Konfirmanderne skal alle klappe en særlig takt, som vi
alle kender fra Queens "We Will Rock You". Den der starter, skal så sætte legen i gang ved at lave
de første klap i takten, men så lave sin egen særlige fysiske handling, som de lavede under navne
legen. Nogen af børnene kan have lavet lidt for besværlige fagter til at de kan laves på det ene slag,
så må de modificere dem, så de bliver lidt simplere. Når den første fagt er lavet, skal personen lave
de to første klap igen, og så lave fagten, der hører til en tilfældig af de andre deltagere. Nu er det
denne person der "er den". Det handler om at sende fagten videre med det samme, og ikke bryde
rytmen. Hvis man gør det er man ude.
Observationer
Så snart konfirmanderne ser konkurrence-elementet i denne øvelse, bliver de meget mere
involveret. Den fysiske handling, som kunne være lidt grænseoverskridende at vise før i navne
legen, bliver nu del af en "rigtig" leg, som de kan forholde sig til. Det at vise sine hensigter
kropsligt, er pludseligt ikke et problem længere. Fordi øvelsen kræver en del koncentration og
opmærksomhed, bliver der hurtigt en meget intens stemning, og hvis legen kører godt, kan dette
foresætte et stykke tid. Det største problem er, når konfirmanderne fejler og ryger ud. Så snart et par
stykker ryger ud, mister de fokus og begynder at snakke og forstyrre dem, der stadig deltager i
øvelsen.
På den ene side er det et problem, der nemt kan løses, ved ikke at lade folk dø, men jeg er bange for,
at det vil fjerne noget af intensiteten og den højnede fokus, hvis det ikke har nogen konsekvenser at
fejle. En mulig løsning kan være, at spille et par runder, hvor man ikke ryger ud, indtil alle er
forholdsvis gode til legen, og så lade dem "dø" derfra.
Arbejde med visning: Efter disse indledende øvelser begynder arbejdet med dramavisningen. Konfirmanderne får et
forholdsvist frit råderum for, hvad de kan og vil. Jeg blander mig kun i forhold til tid, anstændighed
og fare. De har travlt med at få noget stablet på benene, så i starten pacer jeg dem lidt. De kan
selvfølgelig ikke lave noget fuldstændigt uanstændigt, ikke så meget på grund af min sarte smag,
men mere fordi at vi prøver at lære dem om respekt for kirkerummet og for fællesskabet, og de skal
jo trods alt lave denne visning foran måske hundrede mennesker, heriblandt den "almindelige"
menighed i kirken. Og som jeg nævnte tidligere, må jeg selvfølgelig tage højde for, om de kan
komme til skade af de ting, de planlægger.
Sædvanligvis fordeler konfirmanderne rollerne mellem sig, og går så i mindre grupper, for at finde
ud af hvad de skal. Dette afhænger selvfølgelig af scenen de skal vise, men det plejer at lade sig
gøre sådan. Jeg vælger altid scenerne ud fra, om jeg selv har en idé til, hvordan opgaves kan løses.
Hvis konfirmanderne så går helt i stå med arbejdet, kan jeg hjælpe dem, men de finder næsten altid
selv på noget.
Konfirmanderne hænger sig altid i detaljerne, og det er min vigtigste opgave at få dem til at se det
store hele. Hvis de aftaler replikker går de i baglås, hvis en giver dem det forkerte oplæg til deres
egen replik. Især når man laver en scene fra Harry Potter, kan der også være konfirmander, der kan
hele filmen udenad og gerne vil gøre det hele ordret. Derfor handler meget af arbejdet om at gøre
det til deres eget, og at de skal lære at fange signaler fra hinanden og hjælpe hinanden, når de står
deroppe.
I løbet af lørdag eftermiddag når børnene så at skabe deres visning og holde en generalprøve i
kirken.
Opvarmning søndag Konfirmanderne på dramaholdet vælger selv, hvornår de vil møde om søndagen, men de bliver
næsten altid enige om en time før. De øver deres visning igennem en gang i kirken, og så går vi
over i et tilstødende lokale for at lave nogle opvarmningsøvelser. Igen sætter jeg fokus på
kropslighed, koncentration og samarbejde. Det er gået op for mig, at til forskel fra lørdagens
program er det vigtigt, at jeg fortæller konfirmanderne, hvorfor vi laver de forskellige øvelser i
opvarmningen, og hvad de skal bruges til. Om lørdagen er konfirmanderne ikke så anspændte over
situationen, og øvelserne, der lidt ligner nogle tilfældige lege for konfirmanderne, er bare sjov og
ballade. Men om søndagen er de pludseligt opmærksomme på, at de skal ind og præstere. De vil
ikke finde sig i, at man spilder deres tid, og tror at den er bedre brugt på at øve deres lille visning
igen og igen. Derfor skal de have at vide, at det er vigtigt at varme op, og vide hvad øvelserne gør
godt for.
Modellervoks
Formål
Øvelsens formål er at øge konfirmandernes kropslige bevidsthed, og få dem til at slappe af når de
er på, sådan at de er til rådighed for hinanden på scenen og klar til at yde deres bedste.
Øvelsesbeskrivelse
Konfirmanderne stiller sig i en rundkreds. Én af konfirmanderne starter med at forestille sig, at han
har en stor klump modellervoks i hænderne. Han former leret til en eller anden genstand og viser
genstandens funktion. Eksempelvis former han en stol og viser, at han sidder på den. Så tager han
stolen, og giver den til en af de andre. Denne sætter sig også på stolen, så tager han den, krøller den
sammen, og former en ny genstand. som han bruger, og giver videre. Hele øvelsen foregår i stilhed,
medmindre man finder en lydeffekt meget vigtig for sin genstand.
Observationer
Jeg finder denne øvelse særdeles effektiv til dens formål. Den giver konfirmanderne en måde at
slappe af med det kropslige arbejde, og samtidig giver det dem mulighed for at tænke kreativt og
være opfindsomme.
Det er ret vigtigt for opgaven, at den enkelte konfirmand rent faktisk lader som om, at han former
genstanden rigtigt, og ikke bare står og slår knuder i luften, for det er vigtigt for de andre
konfirmanders forståelse af, hvilken genstand konfirmanden har skabt. Derfor har det et par gange
været nødvendigt for mig at indskærpe overfor konfirmanderne, at det er et seriøst arbejde med et
formål, de står og laver. Som altid er balancen mellem seriøs og useriøst svær at finde med
teenagere. Jeg mener selv, at det fungerer meget godt, men jeg finder også, at jeg selv hele tiden er
meget opmærksom på små stemningsskift, hvilket gør, at jeg har svært ved at give slip og træde
tilbage fra deres arbejde, hvilket jeg måske burde gøre, for at lade dem føle at de selv kan.
Send klappet videre
Formål
Øvelsen er beregnet på at skærpe konfirmandernes koncentration og deres opmærksomhed på
hinanden.
Øvelsesbeskrivelse
Konfirmanderne sætter sig rundt om et bord, og placerer deres hænder med håndfladen nedad på
bordpladen. De skal krydse deres arme ind over sidemandens, sådan at de kommer til at have en af
begge deres sidemænds hænder mellem sine egne. Den, der starter, klapper så en gang i bordet med
en hånd, klappet foresætter så rundt i urets retning, og det handler om at få en fast rytme på plads.
Når klappet kører rundt tilføjes reglen, at hvis en klapper to gange i bordet ændres klappets retning.
Hvis en hånd så "fejler" fjerner man den fra bordet. Legen slutter, når der er to hænder tilbage.
Observationer
Øvelsen er virkelig god til at skabe fokus, og er faktisk lidt svær. Nogle af konfirmanderne havde
svært ved at koordinere deres hænder med deres tanker. Det skaber virkelig stor koncentration. Igen
er det vigtigt, at jeg sørger for, at dem der falder fra ikke forstyrrer de andre, der holder ved, men
problemet er ikke helt så stort i denne øvelse, fordi konfirmanderne har to hænder i spil, så de falder
ikke så hurtigt fra.
Morder
Formål
Øvelsen sætter fokus på nonverbal kommunikation og vigtigheden i at være til rådighed for
hinanden for legens fremskridt. Hvis ingen ser morderen i øjnene, er der ingen leg. Samtidig er det
rart for dem med en rigtig leg, for hvis vi når til denne øvelse, er det lige inden de skal ind og lave
deres visning. Øvelsen hjælper dem med at slappe lidt af og tænke på noget andet
Øvelsesbeskrivelse
Konfirmanderne stiller sig i en bred cirkel med cirka en meter mellem hver. En af dem bliver valgt
til detektiv, og bliver sendt uden for døren. En af de andre deltagere bliver valgt til morder.
Morderen kan slå de andre deltagere ihjel, ved at kigge på dem, fange deres blik og blinke. Ofret
falder om på dramatisk og rallende vis. Detektiven kommer ind igen og skal nu prøve at finde ud af,
hvem der er morderen, ved at se på de andre, mens morderen slår dem ihjel. Detektiven kan bevæge
sig frit mellem de andre deltagere, men har kun et gæt til at udpege den rigtige morder.
Observationer
Konfirmanderne var meget glade for denne øvelse, og gik ind i den med liv og sjæl. I forhold til
øvelsens formål, var den også en succes. Konfirmanderne arbejdede meget sammen, og sørgede for
at være til rådighed for hinanden. Koncentrationen var dyb, og konfirmanderne havde det sjovt.
Efter opvarmningsøvelserne spiller konfirmanderne deres visning igennem en sidste gang, og det er
ofte sådan på dette tidspunkt, at scenen går glat, og konfirmanderne kan gå nogenlunde rolige ind i
kirken.
Teori I forhold til øvelserne og arbejdet med konfirmandernes dramatiske visninger, vil jeg nu diskutere
det teoretiske grundlag, som jeg har bygget min undervisning på. Valget af teoretisk grundlag,
bygger hovedsageligt på de problematikker, der tidligere har været med fremstillingen af visningen.
Jeg vil starte med at diskutere de tre hovedproblematikker, som jeg har mødt i min udvikling af
denne undervisning, og vil så ud fra dem begrunde mine valg af øvelser.
Det er nu mit fjerde år som konfirmandlærer, og jeg har arbejdet meget med at justere
planlægningen og udførelsen af de tre dramavisninger, for det har været en del af
gudstjenesteplanlægningen, der har været svær at få til at fungere, også før jeg startede. Jeg vil her
kort skitsere nogle af de problematikker, der er i forhold til undervisningen og arbejdet med
konfirmandernes dramatiske visninger.
Det første og største problematik er konfirmandernes lyst til at deltage. Der er flere forskellige
grupper konfirmanderne kan vælge i forhold til gudstjeneste forberedelse. Der foregår en
lodtrækning under denne indvælgelse, hvis der er flere konfirmander der melder sig til en gruppe
end der er plads til, og denne lodtrækning er rent snyd og bedrag fra vores (undervisernes) side. Vi
bliver nødt til at styre de her grupper, fordi det hurtigt kan ende med nogle uheldige konstellationer
i de enkelte grupper, og så bliver det nødvendige arbejde ikke gjort. Det betyder også, at jeg kan
ende med et hold, hvor halvdelen egentlig ikke har meldt sig til drama, men er endt der pga.
”lodtrækningen”. Dette kan virkelig påvirke det næste problem, som er manglende fokus.
Selv hvis alle konfirmanderne i dramagruppen selv har valgt at deltage, er denne specifikke
målgruppe ikke ligefrem kendt for deres ro, seriøsitet og overskud, når det handler om at fokusere
på et specifikt, produktorienteret forløb. Det kan være så slemt, at det er svært at få dem til at stå op
i mere end tre minutter, for det er for hårdt, og så ender de med at ligge og rode rundt på gulvet og
forstyrre dem, der gerne vil arbejde seriøst. Dette problem bliver yderligere forstærket, hvis
konfirmanderne ikke selv har valgt at deltage i gruppen, men er blevet placeret der.
Det sidste problem er tidspres. Konfirmanderne bliver præsenteret for klippet, har halvanden times
forberedelse, og skal så lave deres visning dagen efter. Der er derfor meget lidt tid til at fordybe sig,
og udvikle arbejdet, hvilket betyder, at nogle af konfirmanderne kan blive fanget i noget de egentlig
ikke har lyst til. Altså en form de ikke bryder sig om og bliver selvbevidste over.
Og selvbevidsthed i sig selv er også et problem af to årsager. For det første er det jo en gruppe
teenagere, og i denne alder er de meget nervøse for at tage sig dumme ud foran de andre. For det
andet er de ikke altid helt trygge i dramagruppen, for der kan sagtens være andre konfirmander i
denne gruppe, som de ikke rigtig kender, fordi de er fra en anden skole. Og dette press er virkelig
tydeligt, når de møder om søndagen, og ser, at der sidder over hundrede mennesker i kirken, som
skal se hvad de har forberedt.
Derfor har jeg planlagt et undervisningsforløb, der er beregnet på at skabe trygge rammer for
konfirmander, således, at det ikke bliver en alt for overvældende opgave for dem at lave deres
visning i kirken.
For at skabe et dramaforløb, der kan gøre dette, er strukturen i forløbet skabt ud fra overvejelser
omkring Viola Spolins tilgang til gruppearbejde og lærerens/instruktørens rolle i samarbejdet med
eleverne, samt Thomas Ziehes overvejelser omkring den ”gode anderledeshed”.
I Ungdomsliv og Læringsprocesser forklarer Ziehe, at det er almindeligt, at de fleste unge kan have
svært ved ikke personbunden anderledeshed. Dette betyder, at unge normalt vil kunne tackle
anderledes personer meget nemt, fordi det anderledes, de repræsenterer, er et karaktertræk ved dem,
men hvis de bliver kastet ud i situationer, der er anderledes kan de skabe ubehag og nervøsitet.4
Dette er en meget vigtig pointe i forhold til målgruppen for dette øvelsesforløb. Alle
konfirmanderne er i en uvant situation. De kender måske oven i købet ikke hinanden, og de er ikke
sikre på, hvad det er, der forventes af dem. Ziehe mener, at det er underviserens fornemmeste
opgave, at skabe et læringsmiljø, hvor denne anderledeshed kan tackles på en konstruktiv måde med
konfirmanderne.
Det er vigtigt, at konfirmanderne bliver omgivet af andre mennesker (Personer), der kan opfordre
dem til at træde udenfor deres egen identitet, og disse mennesker må ikke være en del af elevernes
nærmeste omgangskreds. Konfirmanderne skal møde den anderledes situation i et rum (Pladser),
4 Ziehe, 2000, s. 202
der giver dem en mulighed for at eksperimentere med den nye situation og deres egen identitet i en
kontrolleret sfære, men man skal som underviser (Producer) huske, at rummet ikke må være for
struktureret, for dette hæmmer den kreative eksperimenteren. Samtidig er en hvis struktur, der kan
skærpe fokus på forskellige ritualer eller hændelser, påkrævet, således at eleverne forstår, at andre
ting end deres eget jeg kan være i fokus. Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at arbejdet i dette rum
bliver delt med andre i en gruppe, der er forskellige fra en selv, for at konfirmanden kan lære at
forstå, hvordan andre folk ser på situationen (Perspektiver). Hvis konfirmanderne helt egenrådigt får
lov at vælge, hvem de arbejder sammen med, vil de søge ligesindede, der tænker og handler meget
ligesom dem selv, og deres egen opfattelse af situationen vil ikke blive udfordret.5
I forhold til Ziehes teorier om anderledeshed er forløbet designet sådan, at de første øvelser vil ligne
lege som konfirmanderne kender fra skolen eller andre sociale sammenhænge. Langsomt vil der så
blive introduceret nye udfordringer for konfirmanderne, sådan at de ikke med det samme bliver
kastet ud i dramaøvelser, hvor de selv er i fokus og ikke er trygge ved situationen. Med det trygge
og velkendte i tankerne, vil jeg nu vende mig mod Viola Spolin, der bruger leg og spil som et
dramapædagogisk værktøj.
I bogen Improvisation for the Theater forklarer Spolin, hvordan det er vigtigt, at underviseren ser
sig selv som ligeværdig med eleverne. Man skal som underviser altid holde sig for øje, at hvis man
er låst på en løsningsmodel, lukker man også for muligheden for egen personlig læring, og udvikler
sig ikke som underviser. Det er også vigtigt, at man ikke arbejder med anderkendelse og
fornægtelse af elevernes evner. Det vigtige er ikke, om jeg som underviser mener, at eleven har
gjort et godt eller dårligt stykke arbejde i en øvelse, det vigtige er, at eleven selv kan vurdere sin
præstation, og dette bliver først muligt, når presset af at tilfredsstille læreren forsvinder. Det svære i
dette er ikke at lade være med at være kritisk, men derimod ikke at bekræfte eleverne for meget i
deres arbejde. For at gøre dette er det altså nødvendigt at bevare den førnævnte åbenhed i forhold til
elevernes løsninger på de givne opgaver. Hvis der ikke findes godt og dårligt, rigtigt og forkert, kan
man simpelthen ikke vurdere andet end om eleven har gjort sit bedste, indenfor sine egne
kompetencer.6
I forhold til øvelser, mener Spolin, at man bedst har mulighed for at udleve sit fulde potentiale
gennem leg og spil. Man skal opfinde øvelser til konfirmanderne, der giver dem et regelsæt for
løsning på et givent problem, eksempelvis at score point eller mål. Hvis de godtager disse regler, og
går ind i legen, giver det dem en mulighed for at finde kreative løsninger til at komme frem til det
mål. Det er ved disse kreative løsninger, at konfirmanden kan udfolde sine improvisatoriske evner,
og på den måde udvikle sin tro på egne evner. Med Spolins ideer om lærens rolle in mente betyder
det også, at læreren ikke kan deltage som en autoritetsfigur. Hvis alle deltagerne går ind i legen,
men et ønske om at spille, fordi det er sjovt, åbner dette i sig selv mulighed for potentialeudvikling,
men hvis der er en autoritet til stede, kan dette hurtigt fjerne deres fokus fra den givne opgave, og
det bliver vigtigere for dem, at tilfredsstille læreren, end at udvikle sig.7
5 Ziehe, 2000, s. 206
6 Spolin, 1994, s. 6-8
7 Spolin, 1994, s. 5-6
Den videre undervisning: Der er flere forløb i undervisningen, hvor jeg har inkorporeret dramaøvelser, men jeg har ikke plads
til at beskrive dem alle her. I det næste vil jeg kort beskrive to former, som er vigtige i forhold til
det dramatiske arbejde med konfirmanderne, og vil så gå lidt mere i dybden med den ene form, da
den sandsynligvis vil blive en stor del af undervisningen i de næste par år. De to former hedder
Påskemusicalen, som de to af holdene spiller på lejren, og den anden er Påske-Tv-avisen, som Hold
G laver på deres tredje weekend.
Påsk-Tv-avisen
Formål
Formålet med begge undervisningsforløb er at give konfirmanderne et overordnet og
opsummerende indblik i påskens dage, og hvad de betyder, samt at give dem mulighed for at leve
sig ind i og tænke over de ting, som sker i påsken, og hvordan det må have været.
Undervisningsbeskrivelse
I Påskemusicalen har vi lavet seks scener, som konfirmandgrupperne bliver delt ud på. Scenerne
handler om dagene i påsken, og grupperne indstuderer dem og viser dem for hinanden. Mellem hver
scene synges en salme, heraf musical.
TV-avisen har næsten det samme præmis. Konfirmanderne bliver delt ud på dage i påsken, og skal
så lave en nyhedsudsendelse fra den dag i påsken, hvor de interviewer forskellige mennesker i
Jerusalem, eksempelvis en røver på korset, en skriftklog og en romersk soldat. To af
konfirmanderne i gruppen bliver tv-værter, der skal binde deres dags handlinger sammen med de
andre dage i påsken, og så deles resten af gruppen ud i små grupper af tre eller fire, hvor en skal
interviewe de andre. De skal så vise deres nyhedsudsendelse for de andre konfirmander, så det
bliver til én sammenhængende tv-udsendelse.
Observationer
Konfirmanderne synes det var meget sjovt at lave Tv-avis. De havde lidt svært ved at forstå
konceptet i starten, men efter en fælles gennemgang og endnu en forklaring i de mindre gruppe
fangede de den. De var ret begejstrede for muligheden for selv at vælge hvilke personer, de ville
interviewe i deres nyhedsindslag, og de fandt på mange sjove karakterer. Det var tydeligt, at nogle
af dem meget gerne ville lave noget, der var morsomt, og gerne ville få de andre grupper til at grine.
Dette synes jeg på den ene side var godt, fordi det mest var på en relevant måde, og punchlinen var
relevant for emnet, og derfor viste det, at konfirmanderne var så godt inde i stoffet, at de kunne
dreje det i den retning de ønskede, og ikke var bundne af tekst eller personkarakteristikker. På den
anden side, måtte jeg også tøjle dem lidt engang i mellem, fordi de jo også måtte forholde sig til den
generelle stemning for den givne dag i påsken.
Nyheds-værterne fik en meget vigtig rolle i forhold til formidling af læring. Pludselig gik det op for
dem, at kronologien i deres indslag var vigtig, og så måtte de forklare de andre, hvorfor tingene
kom i den rækkefølge de gjorde, og hvorfor den gruppe ikke kunne sige det de gjorde, når det jo
ikke var sket endnu.
Teori Jeg mener, at Tv-avisen klart er det bedste pædagogiske værktøj, og er den af de to undervisnings-
former, som jeg vil fokusere på, både fordi jeg rent praktisk selv har stået for undervisningens
udformning, men også fordi jeg tror, at den om meget kort tid vil blive brugt i stedet for musicalen.
Det er en ny form for undervisning, som vi kun har prøvet én gang, men allerede efter dette først
undervisningsforsøg, er det tydeligt, at denne form passer godt ind i det generelle
undervisningskoncept, og at konfirmanderne gerne ville deltage i og fik et stort udbytte af denne
undrevisning.
Kjetil Sandvik og Anne Marit Waade forklarer i "Al verden er en scene", hvordan rollespillet er
blevet en større og større del af vores kultur. I 2004 havde 25% af alle børn og unge spillet en eller
anden form for rollespil.8
Rollespillet som fortælleform giver deltagerne mulighed for at opleve deres egen historie på en
anden måde, og de kan derved få en anden slags indsigt i deres eget ophav og deres egen person.
Rollespillet bruges i flere forskellige sammenhænge, både på arbejdspladser, i psykologien, som
underholdning og hobby, eller som formidling af information. Vi støder eksempelvis på rollespillet
på de levende museer, som Den Gamle By i Århus, hvor danskernes historie spiller sig ud omkring
dem, mens de går gennem byen.
At deltage i rollespillet giver altså deltageren mulighed for at se sig selv i en anden sammenhæng,
og på den måde få en forståelse for sit eget jeg. Jeg synes, det var vigtigt at lave en form for
undervisning, hvor konfirmanderne kunne sætte sig ind i temaerne og stemningen omkring påsken,
og af egen drift opnå en indsigt i denne, derfor valgte jeg at lave Tv-avisen.
Sandvik og Waade siger om rollespillet: "Den imaginære fortælling er en væsentlig del af
rollespillet kreative og æstetiske potentiale."9
Fortællingen om påsken i Biblen er, hvad man ville kalde en fast fortælling, og der er ikke meget
mulighed for at ændre på begivenhedernes gang i forhold til de enkelte karakterer, og dette giver
meget lidt plads til kreativitet og forestilling. Dette blev dog løst ved hjælp af Viola Spolins teori
om rollespil.
Jeg har arbejdet med Spolins teori, som hun beskriver i bogen "Praktisk teaterarbejde - Metoder,
øvelser og ideer". I denne bog beskriver Spolin, hvordan tilgangen til arbejdet med rollespil bør
være, for at skabe de optimale forudsætninger for skabelse af karakterer. Det er vigtigt, at der fra
starten af ikke fokuseres på den enkelte karakters personlige karakteristika før spilleren står i rollen,
hvis man gør dette, vil den enkelte person være fastlåst i sin egen præstation, og sit eget ønske om
at fremstille personen korrekt, og dette vil hindre skuespilleren i at interagere på en oprigtig og
skabende måde med de andre spillere på scenen. Det handler om at skabe en figur, og fremlægge
8 Sandvik og Waade, 2006, s. 9
9 Sandvik og Waade, 2006, s. 14
essensen af denne, men det kan være svært kun at arbejde med det indre, derfor kan en figur, med
en særlig fysisk fremtoning, også gøre at der opstår et spring i arbejdet men figuren.10
Det var vigtigt for mig, at konfirmanderne gik ind i deres roller, og prøvede at forestille sig, at de
var åbne for samarbejde med de andre, sådan at de i fællesskab tegnede et billede af den dag, de
blev tildelt. Så for at undgå at de blev fastlåste i den "korrekthed”, som de måske følte sig påtvunget
ved at spille eksempelvis Jesus, valgte jeg, at alle figurerne, der skulle interviewes, ikke var
hovedpersoner i handlingen i påskefortællingen. Således endte konfirmanderne med at spille én fra
folkemængden Palmesøndag, ejeren af kroen, hvor Jesus indstifter nadveren, soldaten, der tager
ham til fange eller en af røverne, der bliver korsfæstet på Golgata. Ud fra disse figurer blev
konfirmanderne nødt til at arbejde meget mere med omstændighederne, og den enkelte persons
eventuelle betydning for begivenhedernes gang. Samtidig var de fysiske omstændigheder også
tænkt ind, for at konfirmanderne havde noget kropsligt at arbejde med, sådan at den fysiske
fremtoning kunne hjælpe med tilblivelsen af karakteren. Dette hjalp især de konfirmander, der
havde lidt svært ved at sætte sig ind i de følelsesmæssige aspekter af den givne situation.
Konklusion Arbejdet med konfirmanderne er spændende og meget givtigt. Det løbende arbejde med det
skiftende dannelsesindhold gør, at det at være konfirmandlærer er en proces, som hele tiden er i
gang. De få ting, som indtil videre har været faste, som eksempelvis konfirmandernes dramatiske
visning til deres egen gudstjeneste, er jeg efterhånden godt tilfreds med. De implementerede øvelser
virker nu efter hensigten, og jeg kan se og mærke at det påvirker det endelige produkt, og
konfirmandernes personlige oplevelse af processen.
Jeg har tydeligt kunne mærke, at der er sket en ændring i min egen måde at arbejde med
konfirmanderne på, efter at jeg gjorde mig bekendt med forskellige pædagogiske teorier.
Dramapædagogikken hjælper mig til at skabe en undervisningsform, hvor konfirmanderne får
mulighed for at lege sig ind i emnerne, hvilket giver en mere afslappet tilgang til undervisningen, og
giver dem en fornemmelse af en lidt løsere pædagogisk form, end tilfældet egentlig er.
10
Spolin, 1999, s. 84-85
Litteraturliste
Kyrstein, Jens; Didaktik fra "Undervisning og læring"; 2001, Rosinante
Spolin, Viola; Praktisk teaterarbejde - metoder, øvelser og ideer; 1999, DRAMA
Theory and Foundation fra "Improvisations for the Theatre"; 1994, Northwatern University
Press
Waade, Kjetil Sandvik og Anne Marit; "Al verden er en scene" fra "Rollespil i æstetisk, pædagogisk og
kulturelt perspektiv"; 2006, Århus Inviersitetsforlag
Ziehe, Thomas; God anderledeshed fra "Ungsdamsliv og læringsprocesser"; 2000, Billesø og Baltzer
