Embed Size (px)
Citation preview
Den britiske identitet
En diskursteoretisk analyse
Kandidatafhandling, Aarhus Universitet
Cand. Ling. Merc – International markedskommunikation og PR (Engelsk)
Vejleder: Morten Pilegaard
Udarbejdet af Bjørn Andreassen
Antal anslag ekskl. mellemrum: 126.538
Afleveret den 1. Juni 2015
i
Abstract
In 2014 the results from the European Parliament elections showed a massive increase in voters
towards rightwing parties. One of these parties was the United Independence Party from UK.
Within a very short amount of time they have managed to become the largest party in the EU
from UK.
This thesis aims to explain why this has been the case and furthermore aims to explore how it has
been done. One way to look at this matter is by analyzing the political debate within UK. By doing
so the aim is to find out what UKIP does different from the other parties in UK, in their
communication.
By applying a discourse theoretical analysis inspired by Chantal Mouffe and Ernesto Laclau this
thesis will analyze how, on one hand, UKIP construct British identity, and on the other, how the
established parties do the same and how these two differ from each other.
Through an analysis of articulation the thesis found that UKIP has articulated a dislocation in how
British identity is to be perceived. UKIP constructs identity by the use of antagonisms and has
articulated that British identity is hindered by the negative effects of the EU and immigration.
The thesis concludes that UKIP constructs EU, in terms of economy, democracy and ideology, to
cause negative impacts on the UK. Furthermore, UKIP constructs immigration, in terms of social,
economy and the discourse of fear to cause negative impacts. It is by creating this antagonistic
relationship between British identity and the EU and immigration that they construct their
perception of British identity.
On the contrary the established parties construct British identity to be a result of the positive
effects that the EU and immigration has brought to the UK and perceives the EU and immigration
to be an important part of British identity. They do not construct their perception of British
identity by creating an antagonistic relationship in relation to the EU and immigration. Instead
they construct a positive image of the EU, in terms of economy, democracy and ideology. This is
also the case with immigration. The established party articulated a positive effect from
immigration in terms of social, economy and the discourse of fear.
ii
1
Indholdsfortegnelse Indledning .......................................................................................................................................................... 3
Problemformulering .......................................................................................................................................... 5
Specialets kapitler.............................................................................................................................................. 5
Præsentation af Storbritannien i EU og fire britiske partier ......................................................................... 6
UKIP ........................................................................................................................................................... 7
The Conservatives ...................................................................................................................................... 8
Liberal Democrats ...................................................................................................................................... 9
The Labour Party ....................................................................................................................................... 9
UKIP´s konstruktion af de etablerede partier .......................................................................................... 10
Sammenfatning ....................................................................................................................................... 11
Historisk redegørelse for Storbritannien i EU .......................................................................................... 11
Specialets videnskabelige forankring .............................................................................................................. 14
Analysestrategiens oprindelse ................................................................................................................ 14
Analysestrategi ........................................................................................................................................ 15
Chantal Mouffe og Ernesto Laclau .......................................................................................................... 17
Analysestrategiske begreber ....................................................................................................................... 18
Hegemonibegrebet .................................................................................................................................. 18
Dislokation ............................................................................................................................................... 19
Nodalpunkter/ tomme betegnere ........................................................................................................... 19
Reartikulering .......................................................................................................................................... 20
Ækvivalenslogikken .................................................................................................................................. 21
Antagonismer .......................................................................................................................................... 22
Sedimentering ......................................................................................................................................... 23
Empirisk afgrænsning .................................................................................................................................. 23
Operationalisering af begreber ................................................................................................................... 25
Analyse del 1 .................................................................................................................................................... 26
UKIP´s konstruktion af britisk identitet ................................................................................................... 26
De etablerede partiers konstruktion af britisk identitet ......................................................................... 30
Sammenfatning ....................................................................................................................................... 31
Delkonklusion .............................................................................................................................................. 32
2
Analyse del 2 .................................................................................................................................................... 33
Den demokratiske diskurs ........................................................................................................................... 33
UKIP´s konstruktion af demokrati ........................................................................................................... 33
De etablerede partiers konstruktion af demokrati ................................................................................. 35
Sammenfatning ....................................................................................................................................... 36
Den ideologiske diskurs ............................................................................................................................... 37
UKIP´s konstruktion af et ideologisk EU .................................................................................................. 37
De etablerede partiers konstruktion af et ideologisk EU ........................................................................ 38
Sammenfatning ....................................................................................................................................... 39
Den økonomiske diskurs/ EU som politisk Union ........................................................................................ 40
UKIP’s konstruktion af EU som politisk Union ......................................................................................... 40
De etablerede partiers konstruktion af EU som politisk Union ............................................................... 41
Sammenfatning ....................................................................................................................................... 43
Delkonklusion .............................................................................................................................................. 44
Analyse del 3 .................................................................................................................................................... 45
Den økonomiske diskurs .............................................................................................................................. 46
Sammenfatning ....................................................................................................................................... 48
Den sociale diskurs ...................................................................................................................................... 49
Sammenfatning ....................................................................................................................................... 52
Frygten som diskurs ..................................................................................................................................... 53
Sammenfatning ....................................................................................................................................... 56
Delkonklusion .............................................................................................................................................. 57
Diskussion ........................................................................................................................................................ 58
Konsensuspolitik- mangel på antagonismer ............................................................................................ 59
Andre eksempler ..................................................................................................................................... 62
Konklusion ....................................................................................................................................................... 66
Literaturliste .................................................................................................................................................... 69
3
Indledning
Der hersker i øjeblikket stor uro i Europa. Højrefløjspartier stormer frem i meningsmålingerne i
Danmark, Frankrig og ikke mindst Storbritannien. Der kan være mange grunde hertil, men noget
der går igen i alle disse lande, er frygten for at afgive national suverænitet, frygten for at miste den
nationale identitet og frygten for immigration.
Det seneste Europa Parlamentsvalg afslørede en stigning i stemmer til partier der lå til højre for
den politiske midte, hvilket især gjorde sig gældende i Storbritannien. Ved valget i 2014 fik
højrefløjspartiet UKIP sin hidtil højeste stemmeandel og blev valgt ind som det største parti fra
Storbritannien (BBC, 2014). Som de fleste andre højrefløjspartier i Europa gik UKIP til valg på at
øge suveræniteten hos medlemslandet ved at trække bestemmelsesretten tilbage fra EU. Med
dem i spidsen foregår der for tiden en stor omvæltning af den politiske dagsorden i Storbritannien.
UKIP har etableret en af de mest succesfulde udfordringer for de etablerede partier, en udfordring
som ikke hidtil er set i moderne britisk historie. Vælgertilslutningen til det radikale højrefløjsparti
var ved EU parlamentsvalget på et historisk højt niveau, hvilket har efterladt regeringen i
Storbritannien i et jerngreb fra de euroskeptiske vælgere.
Storbritanniens premiereminister David Cameron virker da også til at have ladet sig påvirke af
dette. Således har han meddelt, at han ikke senere end 2017 vil kalde til folkeafstemning omkring
medlemsskabet af EU, såfremt han bliver genvalgt som premiereminister ved det næste
nationalvalg i Storbritannien. Og selvom Storbritannien i forvejen ofte er blevet beskrevet som en
vanskelig og akavet partner i EU, så må udviklingen i forholdet mellem de to betragtes som den
hidtil værste i flere årtier.
Men hvorfor forholder situationen sig således? Hvordan har UKIP på så kort tid erobret så store
procenter af vælgerne? Og hvordan har det kunnet lade sig gøre? Dette er nogle af spørgsmålene
som denne afhandling vil besvare.
Ifølge flere gennemarbejdede og objektive rapporter vil Storbritannien økonomisk være dårligere
stillet såfremt nationen melder sig ud af EU i 2017/2018 (Bertelsmann, 2015), (Theils, 2015),
(Lauritzen, 2015). Derfor er det interessant at undersøge, hvorfor et stigende antal briter til
stadighed støtter UKIP og deres EU-fjendtlige kurs.
4
UKIP udfordrer de etablerede partier ved at sætte spørgsmålstegn ved centrale debatter i det
britiske samfund som britisk identitet, suverænitet, og immigration, og har med en populistisk
højrefløjsoverbevisning på disse temaer skabt en opstand mod den eksisterende politiske
”dagsorden” i Storbritannien.
Britisk identitet er blevet et højaktuelt emne blandt politikere og vælgere og da særligt truslerne
imod den britiske identitet er ligeledes i høj grad blevet debatteret. UKIP har fremstillet EU og
immigration som Storbritanniens vigtigste fjender og lige netop UKIP’s position på disse emner
synes at vinde tilslutning hos briterne.
Hvilke værktøjer og hvilken kommunikation bruger UKIP i deres forsøg på at lokke vælgerne til?
Der har tidligere været partier som har ytret samme afstandstagen overfor EU og immigration,
men ingen af dem har opnået nær så stor tilslutning som UKIP.
UKIP synes altså at have italesat og formuleret sig til en position på disse temaer, som de andre
partier har svært ved at generobre. UKIP dikterer nærmest dagsordenen med deres
fjendtliggørelse af EU og immigration.
Storbritannien står i øjeblikket i en situation hvor forståelsen og opfattelsen af den nationale
identitet er til forhandling. UKIP har sat spørgsmålstegn ved hvordan denne skal opfattes. EU og
immigration bliver set som en trussel overfor britiske værdier og interesser, og derfor rystes den
etablerede forståelse af, hvordan den britiske identitet opfattes. Spørgsmålstegnene som UKIP
stiller er udgangspunktet for dette speciale, der vil forklare, hvorfor det er muligt overhovedet at
stille spørgsmålstegn ved udtryk som ”britisk identitet”. Med hvilke kommunikative værktøjer er
det lykkedes for UKIP at opstille en ny diskurs for, hvordan identitet skal opfattes og hvilke
mekanismer gør sig gældende i en sådan diskurs?
5
Problemformulering Med Mouffe og Laclau´s analysestrategi vil jeg analysere, hvordan UKIP konstruerer udtrykket
”britisk identitet”, og hvordan deres konstruktion adskiller sig fra ”de etablerede partiers”
konstruktion af samme.
Problemformuleringen bliver besvaret igennem følgende tre analyser:
1. Artikulationsanalyse af hvordan UKIP italesætter en dislokation i udtrykket ”britisk
identitet” og efterfølgende en hegemonianalyse af hvordan UKIP og de etablerede partier
hver for sig konstruerer udtrykket ”britisk identitet”.
2. Hegemonianalyse af hvordan UKIP og de etablerede partier hver for sig meningstilskriver
EU-diskursen.
3. Hegemonianalyse af hvordan UKIP og de etablerede partier hver for sig meningstilskriver
immigrationsdiskursen.
(Begrebet dislokation forklares på side 19 og begrebet hegemoni forklares på side 18. Udtrykket
”de etablerede partier” forklares på side 11).
Specialets kapitler 1. Præsentation af UKIP, The Conservatives, Labour og Liberal Democrats samt præsentation
af Storbritanniens forhold til EU i et historisk perspektiv.
2. Specialets videnskabelige forankring
3. Analyse del 1 om ”britisk identitet”
4. Analyse del 2 om EU
5. Analyse del 3 om immigration
6. Diskussion
7. Konklusion
8. Litteraturliste
6
Præsentation af Storbritannien i EU og fire britiske partier
Inden analysen påbegyndes gives der en kort beskrivelse af hvordan de fire partier, UKIP, The
Conservatives, Labour og Liberal Democrats politisk positionerer sig. Jeg vil kortfattet præsentere
deres historiske udvikling, deres vigtigste værdier, deres ideologiske forankring og give en
præsentation af de fire partiers formænd. Analysedelen vil i specialet være baseret på udtalelser
fra de fire partiers formænd, hvorfor jeg finder det vigtigt at beskrive hovedpointerne i deres
politiske virke, og da specialet omhandler den hegemoniske kamp partierne imellem, er det
nødvendigt at give et indblik i, hvilke aktører specialet omhandler.
Jeg vil ydermere redegøre for, hvorfor jeg vil tillade mig at kalde Labour, The Conservatives og
Liberal Democrats for ”de etablerede partier” og dermed som en samlet enhed, der står i
opposition til UKIP. Dette udføres ved at præsentere en række udtalelser fra UKIP, der viser,
hvordan de opfatter og italesætter de tre partier.
Efterfølgende vil jeg beskrive Storbritanniens forhold til EU i et historisk perspektiv og kort
redegøre for to analyser fra det Europæiske analyseinstitut, Eurobarometer, der viser briternes
tilhørsforhold til EU.
Dette speciale undersøger, hvordan UKIP artikulerer ”britisk identitet” samt analyserer den
hegemoniske kamp mellem UKIP og de etablerede partier. Hvad jeg vil bevise nedenfor,
italesætter UKIP endvidere EU som den største trussel mod britisk identitet, hvorfor jeg finder det
relevant kort at introducere læseren for Storbritanniens historie og tilknytning til EU og den
identitet, som UKIP finder det svært at forene sig med.
7
UKIP
The United Kingdom Independence Party (UKIP) blev grundlagt i 1994, og partiets vigtigste
kardinalpunkt har siden da omhandlet udmeldelse af EU. UKIP er politisk placeret til højre for
midten, og partiets ideologi berører nationalisme, populistisk anti-etablissement og fri
markedsøkonomi. Partiet kæmper for et frit, demokratisk og uafhængigt Storbritannien ved blandt
andet at fastfryse immigrationen til nationen (Clark, 2012, 110). Ved EU-parlamentsvalg har de
oplevet stor succes siden oprettelsen af partiet og er gået fra 150.000 stemmer i 1994 til
2.498.000 stemmer i 2009, og senest har de erobret 4.376.636 stemmer i 2014 og har haft
mandatfremgang på 11 pladser siden 2009 til nu at have 24 pladser i EU-parlamentet. Partiet er nu
det største britiske parti i EU med fire mandater mere end Labour på en andenplads (BBC, 2014)
og må regnes som en seriøs udfordrer til det politiske etablissement i Storbritannien. De har dog
ikke altid haft status som et seriøst parti fra kollegaer i den politiske arena. Inden David Cameron
trådte til som premierminister, omtalte han UKIP som tosser og skabsracister "Ukip is sort of a
bunch of ... fruit cakes and loonies and closet racists mostly” (Jamie Lyons, 2006).
Selvom partiet høstede store resultater ved EU-parlamentsvalget, så har de haft sværere ved at
bryde ind på den nationale scene i Storbritannien, hovedsageligt pga. et valgsystem, der på mange
måder favoriserer de etablerede partier. De har dog præsteret at vinde to pladser i det britiske
parlament, som også kaldes underhuset, men dette er foregået ved såkaldte suppleringsvalg, som
opstår, når en siddende parlamentariker afstår fra sin plads i parlamentet. Dette har været
tilfældet ved UKIP’s nu to pladser i underhuset. To konservative har afstået fra deres pladser og
derefter skiftet parti til UKIP, hvorefter de er blevet valgt ind igen (DR DK, 2014).
En vigtig faktor for partiets succes har til dels været udpegningen af Nigel Farage som
partiformand. Med ham i spidsen er UKIP gik fra at have 1,7 procent af vælgerne ved deres første
EU-parlamentsvalg, til at have vundet flest stemmer ved foregående EU- parlamentsvalg i 2014, og
har nu over 30.000 medlemmer. UKIP er således forandret fra blot at være tosser og skabsracister,
der ikke blev regnet for noget særligt, til nu at vise sig som en seriøs udfordrer til de etablerede
partier (Goodwin, 2014,9). Nigel Farage har været partiformand for UKIP af to omgange siden
2005. Efter EU-parlamentsvalget i 2009 fratrådte han som formand for så at vende tilbage i 2010.
8
UKIP har op til parlamentsvalget i Storbritannien i 2015 sat fokus på følgende seks mærkesager:
Returnere magt fra EU til Storbritannien, beskytte Storbritanniens grænser, genopbygge velstand
ved at forlade EU, beskytte Storbritannien mod kriminalitet, pleje og støtte til alle, ytringsfrihed og
demokrati (UKIP, 2014).
The Conservatives
The Conservatives har været det mest succesfulde parti i Storbritannien i de sidste hundrede år
(Clark, 2012, 42). Siden 2. verdenskrig har de siddet i regering fra 1951-64 og senere 1979-97,
hvorefter de har siddet i opposition indtil 2010. I 2010 dannede de den nuværende regering i
samarbejde med Liberal Democrats (Clark, 2012, 41). Konservatisme som ideologi defineres i syv
hovedtræk: 1) Konservatisme prioriterer traditioner højt, både politisk og socialt. 2) Ændringer i
samfundet skal ske på en velordnet måde. 3) De har en skepsis omkring menneskers evne til at
reformere samfund. 4) Konservative forsvarer retsstaten og vigtigheden af ejendomsretten. 5)
Ønsker en stærk men begrænset stat. 6) Ønsket om en velstående økonomi. 7) Konservative er
knyttede til nationen og de nationale interesser (Clark, 2012, 42).
The Conservatives har gennemgået to perioder, der har defineret deres politiske ståsted. Den
første periode refereres til som One Nation- perioden og bliver opfattet som en progressiv
konservatisme, der politisk forstås som værende på den højre side fra midten (dog relativt tæt på
midten). Den progressive konservatisme ønsker en større rolle til staten for at skabe et
sikkerhedsnet og dermed basis for at opnå individuel selvstændighed.
Den næste periode kaldes Thatcherism efter den tidligere konservative partiformand Margaret
Thatcher. Thatcherism prioriterede det frie marked, minimum stat, individuel frihed og ansvar, og
skal forstås længere til højre for midten end One Nation- perioden. Thatcherism argumenterede
endvidere for en større vigtighed af Britisk nationalisme og større EU-skepsis.
The Conservatives har, under ledelse af nuværende partiformand David Cameron, positioneret sig
i den progressive konservatismes lejr, og David Cameron har tidligere taget afstand fra
Thatcherism som ideologisk grundsyn. The Conservatives er dog internt i partiet delt op i to lejre
fordelt på de to ovenstående positioner, når det vedrører EU. Dele af det konservative parti
ønsker ligesom UKIP at træde ud af EU og har presset David Cameron til at afholde en
9
folkeafstemning om EU. Dette har dog ikke, som jeg vil bevise i specialet, haft afgørende effekt på
The Conservatives generelle ståsted i forhold til EU, da David Cameron stadigvæk ønsker at
forblive som medlem af EU (Clark, 2012, 47).
Liberal Democrats
Liberal Democrats har siden 2010, sammen med The Conservatives, dannet regering i
Storbritannien. Det er de tredje største parti efter The Conservatives, og Liberal Democrats sidder i
øjeblikket på 57 af 650 mulige sæder i parlamentet. Ligesom The Conservatives har Liberal
Democrats været delt i de to lejre, Classical Liberalism og Social Liberalism, siden dannelsen af
partiet. Forskellen mellem Classical liberalism og Social liberalism er forskellen i ønsket om statens
størrelse og indflydelse. Classical liberalism ønsker mindre statslig indflydelse, hvorimod Social
Liberalism ønsker, at staten skal biddrage med støtte, således at individer selvstændigt har
mulighed for at opnå velstand (Clark, 2012, 89). Social Liberalism har længe været konsolideret
som den fortrukne, men indenfor de seneste år har Classical Liberalism igen vundet indpas, og
partiet har derfor rykket sig længere til højre mod midten. Dette kan til dels tilskrives Nick Clegg
der som formand for Liberal Democrats siden 2007, har trukket partiet længere til højre og politisk
tættere på The Conservatives politisk (Clark, 2012, 97).
Liberal Democrats er det mest EU-venlige af de fire partier, der analyseres i dette speciale, men
foruden dette emne prioriteres økonomisk politik, miljø og uddannelse som de vigtigste områder.
Partiet har dog, fordi det politisk er positioneret imellem The Conservatives og Labour, haft svært
ved at forme et særpræg og en karakteristisk identitet, da partiernes politikker ofte overlapper
hinanden.
The Labour Party
Interne stridigheder i partiet har ikke kun været tilfældet for de to ovenstående partier. Også
Labour har været splittet omkring deres politiske ståsted og ideologi. Ifølge Labours forfatning er
partiet et demokratisk socialistisk parti, der kæmper imod ulighed i samfundet, ulighed i
indkomster og ulighed i muligheder for at opnå sit fulde potentiale som individ. Partiet kæmper
derudover for at beskytte og fremme arbejderklassens levestandarder. I modsætning til The
Conservatives og Liberal Democrats ønsker Labour ikke minimal statslig indflydelse, og med den
indflydelse bestræber Labour sig på at redistribuere den britiske rigdom blandt alle dele af
samfundet (Clark, 2012, 64).
10
Der skulle dog ske ideologiske og politiske ændringer, da Tony Blair i 1995 gjorde op med de
eksisterende tanker og retninger i Labour. Han reformerede partiet, kaldte det New Labour og
præsenterede Storbritanniens vælgere for The Third Way, som søgte at løse samfundets
udfordringer på en anderledes måde end de hidtil kollektivistiske metoder. Redistribuering af
rigdom blev ændret til redistribuering af muligheder, velfærdsstaten blev til den sociale
investeringsstat. Ydermere søgte The Third Way at gøre op med tidligere opfattelser omkring
venstre mod højre i politisk forstand og efterspurgte en øget individualisering. I løbet af 90’erne
rykkede partiet sig således mere til højre, og begyndte at acceptere privatisering og blev mere
imødekommende for militær oprustning af Storbritannien (Clark, 2012, 69). Efter Tony Blairs og
efterfølgende formand Gordon Browns afgang som formænd for partiet, blev der iværksat en
lederskabskonkurrence, hvor partiet skulle revurdere dets politik og ideologi. Sidenhen har partiet
igen, under ledelse af fungerende formand Ed Miliband, forsøgt at bevæge sig til venstre mod
tidligere politiske tænkemåder men kæmper stadig med at distancere sig fra eftervirkningerne af
Blair og Browns regeringstid.
UKIP´s konstruktion af de etablerede partier
Som beskrevet i præsentationen af de etablerede partier, har de alle politisk bevæget sig ind mod
midten og som følge af dette har de, i forhold til mange emner, samme politiske overbevisning. En
anden og den, efter min betragtning, vigtigste årsag til at kalde de tre partier for de etablerede
partier er, at UKIP opfatter de tre partier i ledtog med hinanden. UKIP forsøger at konstruere et
billede af at partierne ikke kan adskilles, når emnerne omhandler EU og immigration.
I et interview i USA fremhæver Nigel Farage de etablerede partier i Storbritannien som var de alle
tre ens. Til et spørgsmål om, hvor i den politiske arena man kan placere de andre partier i
Storbritannien svarer han, at man ikke kan placere et cigaretpapir imellem dem på de fleste større
spørgsmål. Han beskriver, at de alle er Social Democrats, og at der ikke er meget at vælge imellem.
”They are all Social Democrats. There isn´s much to choose. You frankly cannot put a cigaret papir
between them on most big issues and the big problem we have got as a country is that 75% of our
laws are now made in Brussels by the European Union and I want to take that back” (Nigel Farage
on Sean Hannity, 2014).
11
Nigel Farage sidestiller ligeledes de etablerede partier med store virksomheder og banker, og
kalder dem en del af en politisk boble. Han antyder at alle i det britiske parlament, Westminster er
ens, og at de aldrig har drevet en virksomhed eller haft et normalt job.
”Like everyone in Westminster, you have never run you own company, you have never had a proper
job in the real world. You are part of this political bubble that picked up a piece of research that
was produced ten years ago. You all do it Labour do it, Torries (The Conservatives) do it, the big
banks do it, the multinationals do it” (Europe debate 1, 2014).
Sammenfatning
Når jeg tillader mig at kalde de tre partier Labour, The Conservatives og Liberal Democrats for ’de
etablerede partier’ så er det et resultat af, at UKIP har italesat en dislokation omkring partierne
UKIP oplever ingen divergens imellem partierne på de vigtigste store emner, deriblandt EU og
immigration, som er UKIP’s to kardinalpunkter. Ovenfor har jeg med et par eksempler vist,
hvordan UKIP opfatter partierne, og i og med at UKIP er fokus for specialet, vil jeg iagttage
partierne på samme måde.
Som det vil fremgå gentagne gange i specialet, er de tre partiers udtalelser på områderne EU og
immigration ganske ensartede. De er alle pro EU, og selvom der er divergerende udtalelser på
nogle af områderne, er de efter min bedste overbevisning, ikke afgørende for kursen på dette
speciale. Hvis jeg i dette speciale havde fokus på andre områder som miljøpolitik, skattepolitik ville
det måske være muligt at identificere uenigheder imellem de tre partier, men dette vil jeg ikke
gisne om. Ved gennemgang af min empiri, er det i min optik muligt at sammenkæde de tre partier
under en fane. Som ovenstående beskrivelser af de tre partier bevidner, har de alle hver især
skiftet ideologi og politisk ståsted flere gange, og har på den måde indtaget positioner, som
politisk ikke ligger langt fra hinanden. The Conservatives har bevæget sig til venstre over flere
omgange, Labour til højre og Liberal Democrats lidt frem og tilbage imellem de to andre partier.
Alle forsøger de at appellere til vælgerne i midten, som er den største gruppe af vælgere i
Storbritannien (Clark, 2012, 30).
Historisk redegørelse for Storbritannien i EU
Storbritannien indtræder som medlem i EU i 1970 efter flere års forhandlinger omkring
medlemskab. Forinden dette blev Storbritannien, to gange, afvist af et veto fra Frankrigs
12
daværende præsident Charles de Gaulle. Han anklagede Storbritannien for kun at ønske deltagelse
i EU, for derefter at dominere fælleskabet med støtte fra USA (George, 1998, 40). Storbritannien
havde da også et specielt forhold til USA og havde derudover et mere globalt udsyn, end hvad
tilfældet var for de andre medlemslande i EU. Indtil 2. verdenskrig havde Storbritannien været en
dominerende nation på globalt plan, men måtte nu acceptere, at dette ikke længere var tilfældet,
på trods af at de stadigvæk så sig selv som en vigtig spiller på den globale scene, via deres alliance
med USA. Storbritannien og USA undervurderede også indledningsvis de økonomiske muligheder i
EU-samarbejdet, men ændrede holdning, da de så hvilken fremgang de europæiske lande fik efter
krigen. Økonomisk fandt Storbritannien derfor incitament til at træde ind i samarbejdet som
medlem, da de frygtede at medlemslandene i EU udelukkende ville handle med hinanden, hvilket
ville gå ud over den britiske velstand. Der var dog ringe incitamenter for at identificere sig med
medlemslandene på andre parametre end det økonomiske. Nationalfølelsen i Storbritannien var
stor efter 2. verdenskrig og forholdet mellem Storbritannien og USA var godt. Betydningen af
dette forhold mellem de to nationer var noget der prægede, og til stadighed præger, det britiske
forhold til EU. Grundlaget for at Storbritannien skulle træde ind i samarbejdet, var således i højere
grad bygget på økonomiske perspektiver end perspektivet om sammenhørighed mellem
medlemslandene (George, 1998, 40).
Siden 1970 har spørgsmålet om identitet i EU været problematisk og selvom medlemslandene blev
enige om at underskrive en deklaration ved Københavns topmøde i 1973, der skulle definere
Europæisk identitet, har spørgsmålet til den dag i dag stadig relevans. Medlemslandene blev enige
om at underskrive et dokument, der definerer Europæisk identitet ud fra et økonomisk perspektiv
omkring samhandel landene imellem, og indeholder store ord omkring vigtigheden af retsstaten,
social retfærdighed og respekt for menneskerettigheder igennem det fælles marked. Senere har
EU lavet flere rapporter, der skulle undersøge spørgsmålet om identitet i EU og fundet ud af, at
befolkningens identifikation med de respektive medlemslande hindrede identifikationen med EU
(Howarth, 2005, 82). Samhørigheden og afhængigheden mellem landene har i økonomiske og
politiske termer været evident, men i identitetstermer været fraværende.
Befolkningerne i de forskellige medlemslande i EU har til stadighed svært ved at identificere sig
med EU, på trods af at EU har prøvet at inkorporere fælleshymne og fælles flag. Resultaterne fra
13
en undersøgelse lavet af Eurobarometer viser, at de fleste adspurgte først identificerer sig med
deres nationalitet og derefter som europæere. Ydermere viser undersøgelsen at størstedelen der
er med i EU, ønsker et fredeligt fællesskab og økonomisk samarbejde, men at dette ikke må blive
på bekostning af den nationale identitet, forskellighed imellem landene eller nationale interesser
(Eurobarometer 1, 2014). Endnu en rapport fra Eurobarometer fra 2014 finder, at Storbritannien
er et af de lande, hvis befolkning identificerer sig mindst med EU og mindst føler sig som beboere i
EU. Rapporten viser ydermere, at alder og uddannelsesniveau har indflydelse på, hvorvidt britiske
borgere føler sig knyttet til EU. Generelt udledes, at jo yngre og jo højere uddannelsesniveau en
brite har, jo større identificering med EU (Eurobarometer 2, 2014)
14
Specialets videnskabelige forankring Jeg vil i nedenstående kapitel udførligt redegøre for mine metode- og analysestrategiske
overvejelser. Årsagen til den udførlige redegørelse begrundes ved, at den er altafgørende for mit
valg af empiri og samtidig sætter rammerne for, hvordan jeg kommer frem til mine konklusioner.
Jeg vil først beskrive den poststrukturalistiske analysestrategi, som er specialets videnskabelige
forankring. Dernæst vil jeg udrede Chantall Mouffe og Ernesto Laclau’s fremstilling af
diskursteorien, som vil være specialets teoretiske ramme og derefter præcisere de
iagttagelsesledende begreber, hvormed jeg iagttager min empiri. Efterfølgende vil jeg præsentere
specialets kildekonstruktion for slutteligt at samle op på ovenstående og præcisere det blik,
hvormed jeg anvender analysestrategien i analysen.
Analysestrategiens oprindelse
Analysestrategien konstrueret af Chantall Mouffe og Ernesto Laclau, som jeg i dette speciale vil
anvende, henter inspiration fra faderen og udvikler af diskursanalysen Michel Foucault. Hvor
andre diskursteoretikere udelukkende opererer med tekstnær diskursanalyse, analyse af tekst og
tale, opererer Michel Foucault på et mere abstrakt niveau. Den tekstnære diskursanalyse forholder
sig tekstlig og analyserer, hvilke mønstre og regler der findes i samtalen, hvilke overvejelser der
har foregået forud for denne, og hvilke konsekvenser den har efterfølgende. I modsætning til den
tekstnære diskursanalyse er den Foucaultinspirerede samfundsorienterede diskursanalyse mindre
knyttet til enkelttekster, men skal i stedet forstås som en analyse af, hvordan man taler og tænker
på om bestemte emner i en bestemt periode (Larsen, 2002, 18).
Denne diskursanalyse omfatter følgende antagelser: Sproget/diskursen skaber tænkningen. Der er
derfor ingen ”virkelighed” udenfor sproget. Kun hvad sproget italesætter er ”virkeligt” og
diskursanalysen ønsker ikke at beskrive ”sandheden”, men ”kun” at beskrive den sociale
omverden. Sprogets begreber er i sig selv tomme og uden essens, og kun gennem sociale
processer fyldes de med mening. Derudover konstruerer sproget individerne således, at de
identiteter et menneske får udelukkende bliver skabt af sproget. Magt er sprog og sprog er magt.
Det er magten der skaber sproget, eller sproget der skaber magt til bestemte roller (Larsen, 2002,
20).
15
Analysestrategi
Når jeg i denne afhandling vælger at anvende en analysestrategisk fremgangsmåde, er det fordi
jeg mener, at denne er bedst til at opstille den bedste ”metode” for behandlingen af min
problemformulering. I og med at jeg ønsker at analysere, hvordan UKIP og de etablerede partier
hver for sig meningstilskriver britisk identitet, er det nødvendigt at analysere, hvordan de udtaler
sig herom. De har hver for sig (som jeg vil bevise nedenfor) divergerende forståelser af, hvordan
britisk identitet skal opfattes, og kan ikke blive enig om, at der er ”én virkelighed”.
Analysestrategiens anvendelse kan i modsætning til klassiske metoder indenfor den ontologiske
”ramme” påvise, hvordan de forskellige aktører opfatter ”virkeligheden”, og ikke forudindtaget at
en sådan findes, som det er tilfældet indenfor ontologien.
Ved at benytte mig af denne tilgang indskriver jeg mig i den poststrukturalistiske ramme, som
udspringer af og opfattes som en del af socialkonstruktivismen (Esmark, 2005: 8). Grunden til at
konstruktivismen efterhånden har vundet indpas i flere forskellige samfundsvidenskabelige
discipliner, er dens evne til at stille spørgsmålstegn ved de allerede opstillede kategorier, som ikke
længere synes at være tilstrækkelige. Dette skyldes især forandringer, som uanset hvilket
samfundsvidenskabeligt områdes der fokuseres på, stiller spørgsmålstegn ved de konstitutive
karakteristika af det der kigges på (Andersen, 1999: 9). Mere konkret kan det forklares, at
strukturalismens kategorisering ikke længere er fyldestgørende i dens analyse af fremtiden.
Eksempelvis bliver der nu stillet spørgsmålstegn til Storbritanniens identitet efter senere års EU–
integration, som ifølge socialkonstruktivismen altid vil være foranderlig.
Når jeg skriver mig ind i den poststrukturalistiske tradition, går jeg fra en ontologisk
videnskabsteori til en epistemologisk orienteret videnskabsteori (Andersen, 1999: 13). Med denne
forskydning betragter jeg ikke længere fra første orden, hvor jeg spørger til hvad ”virkeligheden”
er, men i stedet flytter jeg mit fokus til anden ordens observationer, hvor jeg spørger hvordan
”virkeligheden” er. Jeg observerer nu tilblivelsen af ”virkeligheden” fremfor ”virkeligheden” som
genstand, da denne kan ændre form og opfattes forskelligt alt efter, hvilket individ eller
organisation der betragter den. Epistemologien spørger til i hvilke former og under hvilke
betingelser en bestemt diskurs er opstået (Andersen, 1999: 14), og i poststrukturalisme gælder ”at
det man siger om den anden er man selv” (Esmark, 2005: 10). Måden at se på skaber både anskuer
og det anskuede.
16
I min observation af britisk identitet, observerer jeg ikke britisk identitet som genstand, men i
stedet UKIP’s konstruktion af denne. Jeg spørger ikke hvad britisk identitet er, men hvordan UKIP
opfatter den. Denne forskydning bringer mig fra at være første ordens iagttager til at være anden
ordens iagttager.
I den klassiske metodeforståelse adskilles metode, teori og metodologi, men under
poststrukturalismen smelter metodologi og metode sammen i den analysestrategiske
konditionering af iagttagelsen (Esmark, 2005: 11) Hvor metodologi i den klassiske
metodeforståelse, på den ene side, har til opgave at sikre, at teorien er konsistent og
sammenhængende og på den anden side sikrer, at metoden former empirien, så det muliggøres at
teste teorien, så smelter disse sammen i en poststrukturalistisk analysestrategi. Der forekommer
dog både metodologiske overvejelser i enhver analysestrategi, som samtidig kan støtte sig til flere
metoder.
Teori i den klassiske metodeforståelse drejer sig grundlæggende om årsager til effekter (Esmark,
2005: 10), hvor teori i analysestrategiske termer er et program for, hvordan man vil iagttage og
konstruere sin genstand og for, hvordan man selv ønsker at komme til syne som iagttager inden
for rammerne af et iagttagelsesbærende begreb (Esmark, 2005: 11). Et sådant begreb, som jeg
senere vil uddybe mere udførligt, kunne eksempelvis være antagonismer. Ifølge Chantall Mouffe
og Ernesto Laclau finder antagonismer sted, fordi sociale aktører ikke er i stand til at sikre deres
identitet og interesser. Antagonismer er en konstrueret fjende, som bliver gjort ansvarlig for dette
(Howarth, 2005: 152). Når jeg senere i min analyse vil observere britisk identitet, så bruger jeg
blandt andet begrebet antagonisme til at iagttage med. Jeg vil bruge dette begreb som værktøj til
at analysere min empiri og britisk identitet som genstand.
Jeg vælger at bruge disse begreber som analyseværktøjer, hvilket medfører, at perspektivet jeg
har som observatør, er med til at konstruere både mig som iagttager, men også det iagttagede.
Det er altså et valg, som har den konsekvens, at den iagttagede genstand kan ændre form, hvis jeg
som observatør bruger andre begreber i min analyse (Andersen, 1999: 15). Kritikken fra et
positivistisk synspunkt lyder på, hvornår en ny diskurs er konstrueret ”færdig” til at kunne
analyseres, fordi man i en epistemologisk analysestrategi jo netop hele tiden sætter
spørgsmålstegn ved den iagttagede genstand. Dette vil jeg komme nærmere ind på i min
17
beskrivelse af begreber. Selve min redegørelse af de anvendte begreber og anvendelsen af dem
kræver nøje opmærksomhed fra mig som analytiker, og en udførlig udredning af disse er
nødvendig, da de er altafgørende for resultatet af mine iagttagelser.
Hvor metoden i ontologisk orienterede videnskab ontologiserer genstanden ved at producere
”sand viden” om denne, så deontologiserer analysestrategien genstanden ved at problematisere
selvfølgeligheden af den. Da jeg som observatør iagttager det iagttagede, altså bevæger mig på et
anden ordens niveau, så er det for mig ikke afgørende, at kunne producere sand viden om
genstanden. Jeg iagttager blot hvordan UKIP iagttager genstanden.
Jeg har valgt at bruge en analysestrategi fremstillet af Ernesto Laclau og Chantal Mouffe. Grunden
til dette er, at Laclau og Mouffe er de eneste der formulerer analysestrategi som en politisk teori
(Andersen, 1999: 87), hvilket passer bedst på min analyse af f.eks. UKIP som politisk institution.
Ernesto Laclau og Chantal Mouffe henter i deres teoretiske projekt, inspiration fra den strukturelle
sprogvidenskab, som opererer imellem sprogbygning og sprogbrug, men kritiserer den samtidigt
ved at gøre op med den distinktive grænse imellem de to. Ifølge Laclau og Mouffe modificerer
sprogbrugen/kommunikation sprogbygningen. På samme måde forklarer de, at politik er et
spørgsmål om at fiksere et bestemt betydningsindhold/sprogbrug til et givet udtryk/sprogbygning
(Laclau, Mouffe, 2010, 21).
Chantal Mouffe og Ernesto Laclau
Ernesto Laclau og Chantal Mouffe har været aktive deltagere i den europæiske demokratidebat
siden 1970´erne og har i samarbejde, og hver for sig, været fortalere for, at demokratiet skal
tænkes mere radikalt, end hvad har været tilfældet hidtil. Deres projekt er både teoretisk og
politisk. Teoretisk tager det udgangspunkt i den marxistiske tradition, hvilket kan genspejles i flere
af målsætningerne i deres politiske tanker. Politisk har det været at reformere den socialistiske
tankegang, da de finder, at klassernes betydning ikke længere er konstitueret, som det var
tilfældet under marxismens opblomstring. I stedet identificerer Laclau og Mouffe nye
modsætninger til klasserne i form af politiske identiteter og konflikter som etnicitet, køn osv.
Klassekampen eller den hegemoniske kamp opfatter de nu til også at kunne være en politisk
konstruktion, hvor en politisk bevægelse som f.eks. UKIP der hævder at repræsentere hele
nationens interesser i et antagonistisk forhold til andre alternative politiske repræsentationer. De
18
opererer teoretisk indenfor diskursteorien, og politisk hen imod et fornyet venstrefløjsprojekt og
diskuterer derfor både hvad politik er (i diskursteoretisk perspektiv), og hvad politik bør være
(normativt).
De to teoretikere mener, at politikkens muligheder i poststrukturalismen udvides radikalt, fordi
nødvendighedslogikken træder i baggrunden (Laclau, Mouffe, 2010: 22). I poststrukturalismen
muliggøres det at problematisere politiske diskurser, og det er derfor ifølge Mouffe og Laclau
muligt, at stille spørgsmålstegn ved allerede opstillede og dominerende hegemonier og strukturer,
og politikere kan ikke længere udelukkende forklare politiske til- og fravalg med et økonomisk syn
eller henvise til nødvendighedens politik (Laclau, Mouffe, 2010:23). Modsat strukturalismens
uforanderlige strukturer ser de ikke længere kampen om hegemoni som en kamp imellem klasser,
men i stedet som en diskursiv kamp (Esmark, 2005: 180).
Analysestrategiske begreber
I følgende afsnit vil jeg beskrive de analysestrategiske redskaber, som Ernesto Laclau og Chantal
Mouffe har udviklet til at analysere politiske identiteter og forhold, med hvilke jeg vil analysere
min empiri. Jeg vil ikke beskrive alle de teoretiske redskaber, som de to har udformet, men
nøjsomt udvælge og anvende dem der på bedst vis kan analysere netop de identiteter jeg
opererer med. Således når jeg frem til det mest fyldestgørende svar på min problemformulering.
Hegemonibegrebet
Som beskrevet ovenfor gør Ernesto Laclau og Chantal Mouffe op med den strukturalistiske
deterministiske antagelse at klassekampen/ hegemonikampen består af forudgivne
klassepositioner. Det er således ikke længere kun bestemte klassepositioner som borgerskabet og
arbejderklassen, som er de eneste mulige for hegemoniske projekter (Andersen, 2005, 179).
I stedet for klassekampen i den klassiske strukturalismes lukkede og uforanderlige struktur, finder
Mouffe og Laclau nu den diskursive kamp som ”aftager” til den hegemoniske kamp. Denne kamp
er en kamp om, at meningstilskrive en given identitet som ifølge Mouffe og Laclau følger en række
principper for meningsskabelse. Meningstilskrivelsen til den givne identitet skal forstås som ønsket
om at fiksere en mening til noget, som ellers ikke er forudgivet. Et eksempel som vil blive brugt
flere gange nedenfor er identiteten ”britisk identitet”. Den hegemoniske kamp skal forstås som en
kamp om at tilskrive ”britisk identitet” mening. I dette speciale vil jeg anvende begrebet, fordi det
19
sætter mig i stand til at påvise den diskursive kamp, der udspiller sig mellem UKIP og de
etablerede partier. Begge parter argumenterer, som senere vil blive bevist for, at ”britisk
identitet” skal forstås på hver sin måde, og det er afgørende for specialet at påvise, hvordan de
forstår og italesætter denne. Identiteten – den ønskede fiksering af mening kalder Mouffe og
Laclau for nodalpunkter/tomme betegnere, men mere om det efter næste begrebsafklaring.
Forinden skal et andet begreb forklares, som finder sted inden meningstilskrivelsen til identiteten
finder sted. Dette begreb hedder dislokation.
Dislokation
Grunden til at begrebet dislokation skal forklares forinden er, fordi identifikationen af
dislokationer generelt er udgangspunktet for enhver analyse af hegemonisk kamp mellem
diskurser, og det er ligeledes med dette begreb, at min analyse tager sit afsæt.
Dislokation er den proces, hvor kontingens i diskursive strukturer synliggøres (Howarth, 2000: 13),
altså en proces, hvor det betegnede løsrives fra betegneren, og hvor det ikke længere er
”forudbestemt” hvordan man opfatter det betegnede eller med andre ord: når en struktur er ”ude
af led” og ikke længere opfattes på samme måde som tidligere. Et passende eksempel forud for
denne analyse ville være at udtrykket britisk identitet ikke længere er konsolideret som en fast
identitet, men i stedet er til forhandling. Når en given aktør italesætter behovet for at diskutere
hvad britisk identitet er, og hvordan denne skal opfattes, så er der tale om en dislokation.
Analysestrategien/teorien antager, at skabelsen af nye projekter/identiteter starter med
oplevelsen af dislokationer, som efterfølgende åbner op for en hegemonisk kamp. Med dette
begreb vil jeg vise, hvilke dislokationer UKIP italesætter, da det som forklaret ovenfor, er her min
analyse har sit udgangspunkt. Jeg vil nu vende tilbage til beskrivelsen af nodalpunkter/tomme
betegnere, da meningstilskrivelsen til disse finder sted som følge af en dislokation.
Nodalpunkter/ tomme betegnere
Begrebet nodalpunkt har sin oprindelse fra Saussures oprindelige pointe om, at forholdet mellem
betegner og betegnet er vilkårligt. Som tidligere nævnt opfatter Chantall Mouffe og Ernesto Laclau
ikke at en identitet kan fikseres fuldstændig, men at forholdet mellem indhold(identitet) og
udtryk(meningstilskrivelse) altid vil forblive ustabilt (Andersen, 2005, 181). Med andre ord kan
identiteten aldrig lukke om sig selv, og der vil altid være et overskud af potentielle
meningstilskrivelser til en identitet. Når dette er slået fast så er enhver diskurs alligevel
20
konstrueret som et forsøg på at dominere diskursivitetens felt og dermed opnå delvis fiksering, og
det er denne delvise fiksering Mouffe og Laclau kalder for nodalpunkt (Laclau, Mouffe, 2010, 62). I
følgende citat formulerer Anthony Clohesy nodalpunktet retfærdighed, som ligeså vel kunne være
en beskrivelse af britisk identitet, således:
”Begrebsliggørelsen af retfærdighed som tomt udtryk er vigtigt. Det er netop, fordi det er et
udtryk, der kan tilpasses så mange forskellige fortolkninger, at det altid må forstås som tomt, eller
i det mindste delvist tomt på den måde, at det – uanset dets betydning – altid vil være udfordret,
at der til ethvert tidspunkt vil være en dominerende diskurs, som kontrollerer og afgrænser dets
mening” (Clohesy, 2000, 74).
Ved brug af eksemplet med den britiske identitet, så vil betydningen af denne aldrig være
ultimativ, men vil i stedet kun kunne blive delvis fikseret i et nodalpunkt indtil der bliver italesat en
dislokation af denne. Når en dislokation finder sted, vil alt mening og indhold flyde væk fra
identiteten/betegneren således, at denne står tom for indhold og dermed danner mulighed for på
ny at artikulere meningsindhold til den. Begrebet nodalpunkter er vigtigt for specialet, da det er
med disse jeg vil vise, hvordan UKIP og de etablerede partier i den hegemoniske kamp søger at
meningstilskrive britisk identitet. Med dette begreb kan jeg således vise, hvordan partierne
adskiller sig fra hinanden, og hvordan de hver især italesætter vigtige temaer/nodalpunkter som
immigration og EU. Måden hvorpå et nyt meningsindhold bliver tilskrevet den tomme betegner,
og som jeg vil uddybe i følgende afsnit, hedder reartikulering. Laclau beskriver processen fra en
dislokation til en fiksering i nodalpunkt på følgende vis:
”Udgangspunktet for den populistiske erfaring er dislokation, og den kræver en ækvivalent
indskrivning. Derfor, og det er den afgørende pointe, vil ethvert fremkommende ´folk´- uanset dets
karakter i øvrigt – vise sig med to ansigter: et for bruddet med den eksisterende orden, et andet,
som selv introducerer orden, hvor der er basal dislokation” (Esmark, 2005, 185).
Reartikulering
Reartikuleringer er et resultat af de diskursive ressourcer, der er til stede i det givne sociale rum,
men vigtigt at bemærke er, at de ikke lader sig forklare af dislokationer (Esmark, 2005, 186). Når
en dislokation skaber et hul i den kausale kæde, så har den ikke nødvendigvis forbindelse til det
indhold, der kommer som resultat af en reartikulering. Dislokationen giver i sig selv ”bare”
21
muligheden for at formulere nye identiteter/projekter. Måden hvorpå en reartikulering finder sted
er igennem en artikulation af elementer, som tilsammen organiseres og meningstilskriver
nodalpunktet. Det kan være politiske processer, der søger at kæde det tidligere kendte sammen
på nye måder (Esmark, 2005: 180). Med andre ord så kædes elementer sammen på nye måder,
hvorpå deres betydning forandres. Dette er muligt da elementerne i sig selv aldrig er fastlåste. De
bærer i sig selv ingen mening, hvorfor de til enhver tid, i et forsøg på at reartikulere en diskurs, kan
sammenkobles med andre elementer og danne en ny diskurs. Denne organisering af elementer
kaldes ækvivalenskæder.
Ækvivalenslogikken
Ækvivalenskæder skal forstås som projekter, hvis elementer overvejende kan udskiftes for
hinanden i konfrontation med noget truende (Esmark, 2005: 182). Disse kæder kan opfattes som
betegnere for et nodalpunkt og er med til at give værdi til et givet nodalpunkt. Et eksempel på
dette kan være nodalpunktet demokrati. Her træder ækvivalenskæder ind og tillægger begrebet
demokrati mening med ord/elementer som frihed, lighed og folkestyre mm. Disse elementer får
dog kun identitet indenfor den diskurs de fremtræder og ophæves derfor udenfor diskursen. Når
et element indtræder i en ækvivalenskæde, får de således en anden karakter, som Laclau og
Mouffe kalder for momenter. Da et nodalpunkt aldrig kan blive fikseret, er det også vigtigt at se de
ækvivalerende elementer som evigt foranderlige. For at være ækvivalerende må elementerne
være differentielle, ellers ville der være en simpel identitet (Laclau, Mouffe, 2005: 82). Laclau
pointerer, at en diskurs består af differentielle betydningselementer, der kun får identitet gennem
deres indbyrdes forskellighed i diskursen.
”På den ene side kan elementerne kun opnå identitet gennem indbyrdes forskellighed, og på den
anden side aflyses eller ophæves forskelligheden gennem den ækvivalente relation, tilhørsforholdet
til den diskursive struktur giver” (Andersen, 1999: 95).
Som jeg indledte afsnittet med, så bliver ækvivalenskæder dannet i forhold til noget eksternt
truende. Udtrykt på en anden måde: ”Hvis termerne a,b og c i ækvivalenslogikken gøres
ækvivalente (a=b=c) med hensyn til trækket d, så må d fuldstændig negere a,b og c (d=-(a,b,c)) og
dermed svække de oprindelige termer i systemet” (Howarth, 2005: 155). Meget banalt kan det
omskrives til, at hvis nodalpunktet er demokrati, og de flydende betegnerne er frihed, lighed og
22
folkestyre så får disse tre betegnere, kun deres identitet i diskursen, hvis de stilles overfor og bliver
negeret af et diskursivt ydre, som i dette tilfælde kunne være diktatur. På den måde viser
begrebet, hvordan de forskellige aktører ækvivalerer de forskellige sociale identiteter med
forskellige udtryk. Ovenstående ligger fint i tråd med næste afsnit som handler om antagonismer,
da identiteter også ved dette begreb bliver konsolideret gennem noget eksternt truende. Begrebet
ækvivalenskæde vil blive anvendt hyppigt og uddybende i specialet. Med begrebet analyserer jeg,
hvilke momenter UKIP og de etablerede partier hver for sig tilskriver nodalpunkterne.
Antagonismer
Ifølge teoretikeren Carl Schmitt så kan politik kun forstås i konteksten ven/fjende grupperingerne
(Mouffe, 2005: 11). Enhver konstruktion af en social identitet medfører etableringen af en forskel,
sådan at en gruppe kun kan konstituere sig som et ”vi”, når denne samtidig konstituerer en fjende
som ”dem”. Ven/fjende forholdet opstår, fordi fjenden fremstår som en trussel for eksistensen af
en social identitet. Der er i en hegemonisk kamp altid flere diskurser til stede, som søger at
”vinde”, og antagonismer skal opfattes som et udtryk for, at to diskurser ikke kan forenes, men i
stedet vil være i opposition til hinanden.
Ifølge Laclau og Mouffe finder antagonismer sted, fordi sociale aktører er ude af stand til at sikre
sig deres identitet, og derfor konstruerer en fjende som gøres ansvarlig for dette (Howarth, 2005:
153). Denne konstruktion af en fjende er desuden en oplevelse, der er fælles for den der skaber
fjenden, og den part der bliver gjort skyldig. Laclau og Mouffe mener, at enhver identitet altid
bliver truet af noget, der ligger uden for den. Antagonismen skal, for ikke blot at være endnu et
element i ækvivalenslogikken, være af negativ karakter. Den skal ses som noget der truer, og
påvirker alle elementerne i ækvivalenskæden i den pågældende diskurs. Som beskrevet ovenfor
d=-(abc). En antagonistisk relation er derfor en relation mellem to poler, hvor tilstedeværelsen af
den ene ophæver den andens mulighed for at opnå en absolut fiksering. Antagonismer er også en
måde, hvorpå diskursen opnår en relativ afgrænsning, da den stilles op i forhold til hvad den ikke
er (Dyrberg, 2000: 26). Når en identitet skal undersøges igennem en diskursanalyse er det derfor
vigtigt ikke kun at se på identiteten isoleret, men samtidig at udforske de relationer og
sammenhænge, som de skabes i (Dyrberg, 2000: 247). Antagonismer er et begreb der vil blive
anvendt gentagne gange i analysen såvel som i diskussionen. Begrebet benyttes til at påvise
modstandsforholdet, eller manglen på det, mellem de forskellige aktører og sociale identiteter.
23
Sedimentering
Sedimentering er overordnet set det modsatte af dislokation, det vil sige perioder, hvor en given
strukturel orden stabiliseres (Esmark, 2005, 180). Selvom det flere omgange ovenfor er blevet
beskrevet hvorledes poststrukturalismen altid opfatter en given struktur som kontingent og
dermed i et vist omfang i dislokation, så accepterer den alligevel periodevis stabilisering af en
strukturel orden. Sedimentering ovenpå dislokationer er et resultat af reartikuleringen, og på sin
vis det resultat enhver social aktør ønsker for sit hegemoniske projekt. Eksempelvis ønsker UKIP
med deres meningstilskrivelse til britisk identitet, at dislokere den tidligere opfattelse af den
strukturelle orden (det kunne være at briter er åbne og tolerante overfor alle immigranter) og
derved sedimentere en ny diskurs hvori deres meningstilskrivelse ”kommer til dets ret” (at briter
ikke er åbne og tolerante overfor immigranter).
Empirisk afgrænsning
Specialets mål er, at analysere hvordan UKIP meningstilskriver udtrykket britisk identitet igennem
en epistemologisk diskurs/hegemoni analyse. For at jeg på bedste vis kan realisere dette, så
vælger jeg også at analysere, hvordan ”de etablerede partier” meningstilskriver britisk identitet.
På denne måde kan jeg identificere forskelle mellem de to diskurser samtidig med, at de to
diskurser som beskrevet ovenfor konstituerer hinanden. Analysen af meningstilskrivelse til ”de
etablerede partiers” diskurs er derfor med til at ”bestemme”, hvordan UKIP´s konstruktion af
britisk identitet fikseres.
Specialet vil nedenfor vise, hvordan UKIP netop konstruerer udtrykket britisk identitet, som en
modsætning til etablissementet i Storbritannien og derfor er det nødvendigt at beskrive, hvordan
de etablerede partier konstruerer britisk identitet i forhold til UKIP’s to kardinalpunkter: EU og
immigration. Jeg ønsker at analysere, hvordan de forskellige aktører artikulerer
meningstilskrivelsen og afhænger derfor af empiri, hvori denne kommer til syne. Jeg har søgt vidt
og bredt for at få adgang til udtalelser, der italesætter udsagn og holdninger der vedrører den
hegemoniske kamp, men har dog valgt at fokusere på udtalelser, der har fundet sted indenfor den
nuværende regeringsperiode fra 2010 til 2015 (15.03.2015). Jeg afgrænser min analyse og brug af
empiri til denne periode, da udtalelser hvor UKIP italesætter en dislokation omkring de etablerede
partier som en enhed, hovedsageligt finder sted efter den nuværende koalitionsregering træder til
magten i 2010.
24
Derudover har jeg valgt udelukkende at inddrage udtalelser fra partiformændene fra de fire
partier: UKIP’s Nigel Farage, Nick Clegg, David Cameron og Ed Miliband. Valget begrundes ved, at
jeg finder deres udtalelser som de mest repræsentative for den politik hvert parti fører. Ved
gennemlæsning af det samlede originale kildemateriale fandt jeg udtalelser, primært fra UKIP
medlemmer, der var divergerende fra Nigel Farages udtalelser, og derfor har jeg valgt kun at
fokusere på lederne af de forskellige partier. Dette fravalg af udtalelser har selvfølgelig den
konsekvens, at jeg ikke danner mig et helhedsindtryk at alle udtalelser, men dette ville også være
uoverskueligt, da jeg dermed skulle analysere udtalelser fra flere en 20.000 medlemmer.
Min analyse er en tekstanalyse, hvilket betyder at jeg analyserer taler, debatter, artikler mm., der
giver udtryk for meningstilskrivelse fra de fire partiers partiformænd. Tekstanalysen baserer sig på
konkrete teksters betydningssættende karakter og fokuserer på, hvorledes teksten som
betydningsramme iscenesætter diskurser og begreber (Dyrberg, 2000, 330). For at konkretisere
det yderligere, så iagttager jeg i specialet flere politiske debatter, hvori de forskellige
partiformænd fremtræder. To af debatterne er en direkte politisk duel mellem Nigel Farage og
Nick Clegg, hvor de italesætter og svarer på samme spørgsmål, hvilket har dannet et godt empirisk
grundlag for analysen. Da ingen af de andre to partiformænd af forskellige grunde har ønsket at
opstille i en direkte debat med Nigel Farage, har jeg været nødsaget til at analysere forskellige
taler fra dem hver for sig, hvor de adresserer de udvalgte temaer jeg har udvalgt, som genstand
for analysen. Iagttagelsen af udtalelserne igennem diverse mediers iagttagelser er med til at
konstruere udtrykkene. Da flere af talerne jeg iagttager, er mediers transskriberinger af
partiformændenes udtalelser og dermed deres konstruktion af disse, er det også med til at
konstruere mine iagttagelser. Derfor analyserer jeg udtalelserne ”direkte” og altså ikke eksperters
eller kommentators udtalelser herom. Det er derfor min tolkning af udtalelserne der gør sig
gældende i analysen, hvilket påvirker min konstruktion af empirien.
I og med at jeg har et epistemologisk perspektiv, så søger jeg ikke ”sandheden” og empirien skal
derfor ikke betragtes sådan, men i stedet betragtes som et repræsentativt udvalg af eksempler for
diskurserne. Ifølge socialkonstruktivismen findes der ingen regler for afgrænsning af empirien,
hvilket medfører, at den udelukkende er baseret på mine valg og fravalg. Jeg tager mit
udgangspunkt i Laclau og Mouffe’s analysestrateg i og det er med begreber fra denne, at jeg
25
iagttager empirien. Dette medfører derfor, at jeg betragter nogle iagttagelser fremfor andre, og at
nogle ting fremfor andre vil synliggøres i specialet, og er altså en konstruktion af mine valg.
Operationalisering af begreber
Jeg vil forneden af de forskellige diskursanalyser præsentere en illustration der viser de to
diskurser fra henholdsvis UKIP og de etablerede partier sat op overfor hinanden. Dette gøres for at
overskueliggøre begrebsanvendelsen i specialets analyser. Illustrationen viser nodalpunktet og
under dette vises de to ækvivalenskæder, hvor de forskellige betegnere til nodalpunktet er at
finde i de blå bokse. Nedenstående illustration er et eksempel på hvordan begreberne vil blive
anvendt i analysen.
Diskursen
De etablerede partier UKIP
Nodalpunkt – Eksempel
Eksempel
Betegner
Betegner
Betegner
Betegner
Betegner
Eksempel
Betegner
26
Analyse del 1 I dette kapitel vil det blive analyseret, hvorledes UKIP, nærmere bestemt Nigel Farage, har italesat
en dislokation af den britiske identitet og hvordan han meningstilskriver den. Dernæst vil det
ligeledes blive analyseret, hvordan de etablerede partier italesætter og meningstilskriver britisk
identitet. Formålet med denne artikulationsanalyse er, at se på hvordan henholdsvis UKIP og de
etablerede partier meningstilskriver udtrykket britisk identitet for, at kunne se hvilke forskelle der
fremkommer. Artikulationsanalysen vil blive brugt som afsæt for resten af analysen, idet at denne
er vigtig for forståelsen af, hvordan UKIP og de etablerede partier forholder sig til emnerne EU og
immigration.
Kildematerialet der vil blive analyseret omkring italesættelsen af britisk identitet, begynder fra
2010 hvor Nigel Farage indtager positionen som partiformand for UKIP. Der vil blive præsenteret
to diskurser, en fra UKIP og en fra de etablerede partier, hvori de hver for sig forsøger at fiksere
flere udtryk til nodalpunktet britisk identitet. Når jeg beskriver britisk identitet, så iagttager jeg,
hvordan UKIP og de etablerede partier beskriver både identiteten, men også hvordan de beskriver
Storbritannien. Jeg tillader mig derfor at antage, at når de hver for sig beskriver Storbritannien i
visse citater, så beskriver de Storbritanniens identitet. Der vil komme flere eksempler, hvor
partierne beskriver Storbritannien med visse udtryk og her vurderer jeg, at disse udtryk ligeledes
bliver brugt til at beskrive Storbritanniens identitet. Denne iagttagelsesmåde er, som tidligere
beskrevet fuldt foreneligt med mit metodevalg og dermed også dets begrænsninger. Resultaterne
kunne være anderledes, hvis de var iagttaget med et andet perspektiv og med en anden
observatør. De forskellige udtryk har i begyndelsen status af elementer, men vil igennem
artikulationen opnå tilstanden momenter når de indsættes i en ækvivalenskæde i forhold til
nodalpunktet. Slutteligt vil jeg stille de to diskurser op overfor hinanden for at anmærke
forskellene mellem dem.
UKIP´s konstruktion af britisk identitet
“Since 2005 the real European debate is about identity, and what we are saying, large numbers of
us from each member state is: We don’t want that flag, we don’t want the anthem, we don’t want
EU passports, we don’t want political union. And if you think about it there is nothing extreme
about that position, there is nothing right-wing about that position. It is a normal sensible
assertion of identity” (Rise of Eurosceptism an assertion of identity 2013)
27
Sådan indleder Nigel Farage en af sine mange taler ved EU parlamentet I Strasbourg.
Partiformanden for UKIP italesætter således, hvad partiet opfatter som årsagen til den stigende EU
skepsis. Nigel Farage har med denne tale, samt mange andre før, italesat en dislokation af Britisk
identitet. Når Nigel Farage udtaler, at UKIP ikke ønsker hverken flag, nationalsang, pas eller politisk
union, men i stedet ønsker at hævde den nationale britiske identitet, så er det fordi, at han ser EU
som en trussel til den britiske identitet som UKIP ønsker befolkningen i Storbritannien skal
fastholdes og knyttes til. Således italesætter han forholdet mellem EU og Storbritannien som
antagonistisk.
Ifølge UKIP er britisk identitet ikke længere, hvad det har været. Nigel Farage udtaler i et andet
interview, at Storbritannien ved at trække sig ud af EU kan få sit demokrati og stolthed og
selvrespekt tilbage. ”Free from the EU we get our democracy back, we get our pride back and we
get our self respect back and we can be a globally engaged nation” (BBC UKIP vs Labour, 2014).
Således italesætter UKIP en dislokation i hvordan UKIP opfatter det at være brite. Storbritannien
har ifølge Nigel Farage ikke længere en følelse af at være en stolt nation og han mener, at
nationen mangler den selvrespekt man havde før i tiden.
I en EU-debat med partiformanden for Liberal Democrats Nick Clegg kommer denne mangel på
stolthed og selvrespekt igen til syne, da Nigel Farage udtaler, at han mener Storbritannien skal
komme op fra knæene og igen stå rankt ”I want Britain to get up of it´s knees, lets govern
ourselves again, stand tall and trade with the world” (Europe debate 2, 2014). Igen er det tydeligt,
hvordan UKIP konstruerer Storbritannien som en nation der bogstaveligt talt er i knæ, og som
behøver en anden politisk tilgang for igen at nå tilbage til tidligere storhedstid.
Når en social identitet, som britisk identitet er, er genstand for en diskussion, er det ifølge Lacalu
og Mouffe et tegn på dislokation. UKIP forsøger, at konstruere et billede af Storbritannien som en
nation der er i knæ og som en nation med mangel på selvrespekt og stolthed. Britisk identitet som
udtryk fremgår derfor tydeligt i en dislokativ tilstand. Ud af ovenstående citater forekommer det
tydeligt, at Nigel Farage ønsker et Storbritannien som det var ”i gamle dage”. Et stolt
Storbritannien der var selvregerende og demokratisk. Han ønsker, at Storbritannien skal have sin
gamle identitet tilbage, og anser EU, og alt som EU bringer med sig som en forhindring for at dette
28
kan realiseres. Det er derfor oplagt at undersøge, hvordan UKIP italesætter denne forhindring
yderligere.
Det fremstår tydeligt, hvorledes UKIP placerer ansvaret for forhindringen eller truslen mod den
britiske identitet. På UKIP’s forårskonference forklarer Nigel Farage, hvordan Storbritannien
forekommer ham uigenkendelig og som et fremmed land "In scores of our cities and market
towns, this country in a short space of time has frankly become unrecognizable, Whether it is the
impact on local schools and hospitals, whether it is the fact in many parts of England you don't
hear English spoken any more. This is not the kind of community we want to leave to our children
and grandchildren. Does that make me feel slightly awkward? Yes it does. I don't understand them.
I don't feel very comfortable in that situation and I don't think the majority of British people do.
(Andrew Sparrow, 2014). Nigel Farage fortæller, hvordan han ikke føler sig hjemme i sit eget land
og føler sig utilpas pga. at andre taler et andet sprog end engelsk. Han udtrykker endvidere, at han
ikke ønsker sine børn eller børnebørn skal vokse op i et sådant samfund.
Det forekommer klart i ovenstående citat, hvordan han opfatter, at Storbritannien er bedst
foruden befolkningsgrupper som taler et andet sprog end engelsk. Det er dog ikke svært at
præcisere truslen yderligere, da Nigel Farage ofte udtaler sig omkring dette emne. UKIP opfatter at
immigration fra EU er en trussel. Som tidligere nævnt, er immigration et af to kardinalpunkter i
deres politik. UKIP anser immigration som en trussel for det britiske samfund, og de konstruerer
ofte et billede af Storbritannien som et land, der ikke kan håndtere immigrationen. Nigel Farage
fortæller i følgende citat, hvordan han opfatter immigration.
”We have signed up to a number of treaties in Brussels to a total unrestricted open door. In the
first three decades in our membership no one noticed because actually we roughly had similar
living standards, similar education systems, similar healthcare. Then we let in a series of countries,
eight countries, that had not long been out of communism and not readjusted to being the same
kinds of countries in terms of culture that we were. We have extended that to Bulgaria and
Romania. The numbers that we have seen from the EU already are as nothing compared to what
we are going to see over the next three or four years. We have no control and have no idea next
year whether 200,000 are coming, 500,000 are coming, 800,000 are coming. There is nothing we
can do” (Europe debate 2, 2014). Nigel Farage forklarer, hvordan immigration ikke harmonerer
29
med britisk kultur. Han anser ikke ”de nye EU-lande” fra middelhavsområdet eller Bulgarien og
Rumænien for at have de samme levestandarder som i Storbritannien og fremstiller et scenarie,
hvor op til 800.000 eller flere vil komme til Storbritannien i de følgende fire år. Han vurderer, at
der ikke er andet at gøre mod dette problem end at forlade EU.
Netop sammenkoblingen imellem immigration og EU er vigtigt at notere, da det er helt essentielt
for UKIP og noget de ofte kommunikerer, er årsagen til at Storbritannien står overfor store
udfordringer i fremtiden og en reel trussel i forhold til britisk identitet. Nigel Farage finder ikke en
samhørighed i de forskellige europæiske landes identiteter. I en ordførertale i Europa Parlamentet
i Strasbourg beskriver han netop, hvordan han opfatter, at der ingen ligheder er imellem landende
i forhold til identitet, og at der ikke er en fælles identitet. ”There are no sense of european identity,
we are very different countries” (Using the crisis to build a United States og Europe, 2014).
I UKIP’s optik skal befolkningsgrupperne i EU-landende ikke blandes, og da dette er ”umuligt” med
EU-pagten om fri bevægelighed indenfor EU så ønsker UKIP, at EU opløses og Storbritannien igen
regerer sig selv. Det er præcis hvad Nigel Farage kæmper for og så ofte udtrykker i debatter og
interviews. EU er skyld i den stigende immigration til Storbritannien og dermed en trussel for den
britiske identitet. UKIP finder EU ude at trit med at håndtere Storbritanniens nutidige krav. De
erkender, at EU var en god ide for 40 år siden, men ønsker nu at tage kontrollen tilbage til
Storbritannien. ”This is our country. It is a very good country. It is a country that developed
parliamentary democracy. It has been given away through a whole series of lies and deceits and
even if the common market might have been a good idea for forty years ago, it certainly is
hopelessly out of date now. Let’s take back control of our country. Let’s control our borders and
control immigration policy. Come and join the people’s army. Let’s topple the establishment that
let us to this mess.”(Europe debate 2, 2014).
Ovenstående citater viser, hvordan UKIP konstruerer britisk identitet. Britisk identitet fremstår
som nodalpunktet, hvortil UKIP meningstilskriver denne med udtrykkene land i knæ, mangel på
selvrespekt, mangel på stolthed, ugenkendeligt og et land hvor der ikke tales engelsk. Derudover
tilskriver de nodalpunktet momenterne ubekvem og ukontrolleret. UKIP fremstiller EU og
immigration som et diskursivt ydre, der negerer britisk identitet at fremstå på den måde som de
ønsker identiteten skal sedimenteres.
30
Eftersom det nu er muligt at identificere, hvorledes UKIP opfatter britisk identitet, er det oplagt at
iagttage, hvordan de etablerede partier iagttager den britiske identitet. Jeg vil for at fremme de
vigtigste pointer i dette speciale, og fordi det er her UKIP italesætter dislokationen, analysere de
etablerede partiers opfattelse af britisk identitet med udgangspunkt i EU og immigration. De
etablerede partiers beskrivelse af britisk identitet, ville højest sandsynligt være af en anden
karakter, hvis denne skulle opfattes med udgangspunkt i andre politiske emner. Jeg ønsker at
synliggøre UKIP’s iagttagelser af den britiske identitet, stillet overfor de etableredes iagttagelser
om samme. Jeg afgrænser mig derved til at iagttage de etableredes udtalelser om britisk identitet
udelukkende i forhold til EU og immigration. Dette vil skabe den bedste forudsætning for resten af
specialet.
De etablerede partiers konstruktion af britisk identitet
De etablerede partier konstruerer britisk identitet på en helt anderledes facon end UKIP. Som
forklaret ovenfor mener UKIP, at EU og immigration står som to årsager til, at den britiske
identitet, ifølge dem, ikke kan sedimenteres efter deres overbevisning. De etablerede partier
fortolker ikke EU og immigration som en forhindring for britisk identitet, tværtimod. David
Cameron beskriver i en tale, hvordan han opfatter britisk identitet. Han forklarer, at historien, de
britiske værdier og kreativiteten gør ham stolt af at være brite og ækvivalerer Storbritannien som
et succesfult multi-race demokrati. Han fremhæver, at Storbritannien er en åben nation, der
tillader mennesker fra andre dele af verden at komme til landet og skabe et godt hjem for sig selv
og tilskriver dette til ækvivalenskæden. Endvidere anser han Storbritanniens succes som et
resultat af, at Storbritannien og immigranter sammen har skabt et fælles hjem snarere end et
hjem med to forskelligrettede fremtider. ”When I think about what makes me proud to be British
yes, it is our history, our values, our creativity, our compassion but there is something else too. I am
extremely proud that together we have built a successful, multi-racial democracy. A country where
in one or two generations people can come with nothing and rise as high as their talent allows. A
country whose success has been founded not on building separate futures, but rather coming
together to build a common home. We have always been an open nation, welcoming those who
want to make a contribution and build a decent life for themselves and their families” (The
Spectator, 2014).
31
Ed Miliband deler mange af de samme holdninger som David Cameron. Han tilføjer til
ækvivalenskæden, at Storbritannien er et åbent, velkommende og medfølende land, som tiljubler
den diversitet der udspringer af et multi-race samfund. ”I think what the British public want to see,
is they want to see a continuation of this country being open, tolerant, compassionate and
welcoming to new arrivals, which is absolutely what we are. They want us to continue to be a
successful multi-racial country that celebrates the diversity that we have here in the United
Kingdom, but at the same time they want to see fair and controlled immigration” (Mason,R, 2014).
I en debat giver Nick Clegg sit syn på, hvordan Nigel Farage og ham selv anskuer Storbritannien på
to forskellige måder. Han opfatter det sådan, at Nigel Farage ikke kan lide et moderne
Storbritannien som Nick Clegg ækvivalerer med værdierne diversitet, medfølende og udadvendt,
men opfatter i stedet at Nigel Farage hellere ønsker at skrue tiden tilbage til hvad Storbritannien
var for år tilbage. ”It is actually about Nigel Farage and mine conflicting attitudes towards modern
Britain. On the whole Nigel Farage says he basicly doesnt like modern Britain. I love the diversity
and the compassion and the outward facing values of modern Britain” (Europe debate 2, 2014).
Sammenfatning
Ovenstående citater fra de etablerede partiers tre partiformænd viser, hvordan de alle betragter
britisk identitet på en relativ ensartet positiv facon. I diskursen bliver elementerne multi-race,
medfølende, tolerant, diversitet, velkommende/imødekommende og succes omdannet til
momenter i ækvivalenskæden, der tilhører nodalpunktet britisk identitet.
Det er tydeligt at se, hvordan de to ækvivalenskæder ikke harmonerer med hinanden. Hvor den
ene part anser succes for Storbritannien som et resultat af at være åbent for andre lande,
immigration og EU, så opfatter UKIP netop det modsatte. Der er opstået en hegemonisk kamp om,
at fiksere netop den meningstilskrivelse de to modstridende parter hver især ønsker realiseret. De
to diskurser står i et antagonistisk forhold til hinanden da de fuldstændig negerer hinanden. UKIP
kan ikke sedimentere deres meningstilskrivelse til britisk identitet, hvis ikke EU og immigration
bliver opløst eller i bedste tilfælde ændrer facon. Ligeledes kan de etablerede partiers
sedimentering af deres hegemoniske projekt ikke opnå fuldendelse, hvis EU og immigration
forsvinder, da de mener, at disse to er med til at konstituere britisk identitet. Ovenstående citater
32
viser ligeledes, hvordan UKIP italesætter de etablerede partier, ved at de afgiver for meget magt til
EU, som en direkte årsag til at Britisk identitet er i krise.
Identitets diskursen
De etablerede partier UKIP
Nodalpunkt – Britisk identitet
Delkonklusion
De indledende beskrivelser af Labour, Conservatives og Liberal Democrats viser, hvordan alle tre
partiers ideologier i flere omgange har bevæget sig tættere på hinanden. De ligger alle og kæmper
om vælgerne på midten. Dette har givetvis været årsag til, at UKIP italesætter en dislokation i
opfattelsen af Britisk identitet og udpeger alle tre som ansvarlige for dette. I og med at alle tre
partier, efter UKIP’s overbevisning, har samme politiske position på UKIP’s to kardinalpunkter EU
og immigration, kan UKIP betragte dem alle som del af det etablissement, der efterlader ringe
reelle alternativer i britisk politik. UKIP italesætter endvidere EU og immigration som ansvarlige for
identitetskrisen.
Analysen kan derfor konkludere, at UKIP har italesat en dislokation i nodalpunktet - britisk
identitet og udpeget tre ansvarlige for dette: 1) De etablerede partier der har afgivet suverænitet
til EU. 2) EU. 3) Immigration.
Imødekommende/ medfølende
Multirace samfund
Tolerant
Succesfuldt
Mangel på selvrespekt
Nation i knæ
Mangel på stolthed/kontrol
Briter føler sig ubekvem
Nationen er ugenkendelig
33
Analyse del 2 Analysens anden del tager udgangspunkt i det første af de to ovenstående politiske emner EU og
immigration. Jeg vil i følgende kapitel gå i dybden med emnet EU og iagttage de forskellige partiers
udtalelser herom for at præcisere, hvad de forskellige partier meningstilskriver diskursen om EU.
Jeg vil dele analysen op i udvalgte afsnit, som jeg i min behandling af kildematerialet har fundet
omtalt oftest, og som i mine iagttagelser udgør de vigtigste emner i debatten. De afsnit jeg har
fundet passende at behandle i specialet, er partiernes konstruktion af diskurserne demokrati,
ideologi samt diskursen om økonomi/politisk union.
Jeg vil i de forskellige afsnit indledningsvis beskrive mine iagttagelser af UKIP’s iagttagelser,
hvorefter jeg vil beskrive de etablerede partiers iagttagelser. Afslutningsvis vil jeg underneden i
analysen af hvert af emnerne forme en sammenfatning, hvori jeg behandler empirien med
begreberne fra Chantall Mouffe og Ernesto Laclau’s analysestrategi og med en illustration vise
diskurser overfor hinanden. Dette valg har jeg foretaget for at forbedre læseoplevelsen og
samtidig overskueliggøre begrebsanvendelsen optimalt.
Den demokratiske diskurs
UKIP´s konstruktion af demokrati
”Ein Volk, Ein Reich, Ein Führer”.
UKIP har ved mange lejligheder udtrykt deres utilfredshed med EU. Utilfredsheden viser sig på
mange måder, men en bestemt utilfredshed som har medført stor vrede hos flere af de andre EU-
medlemslande er, når UKIP beklager sig over det manglende demokrati i EU. Ovenstående
bemærkning ”Ein Volk, Ein Reich, Ein Führer” eller på dansk ”et folk, et rige, en leder” (UKIP´s
Godfrey Bloom calls Martin Schulz an undemocratic fascist, 2010) medgav da også store protester
i EU-parlamentet, da et medlem af UKIP råbte dette under en tale afholdt af nuværende præsident
ved EU-parlamentet, Martin Schultz. Protesterne imod UKIP’s udtalelser var så store, at manden
der råbte ordene blev bedt ført væk af sikkerhedsfolk. Tydeligvis ækvivalerer UKIP sammenhænge
imellem det tidligere Nazi Tyskland og det nuværende EU. Bemærkningen kommer efter at Martin
Schultz i sin tale udtrykker, at hvis vælgerne støtter UKIP, så går EU i den forkerte retning.
Citatet fremstår langt fra som et enestående eksempel. I en tale i Schweiz forklarer Nigel Farage,
hvordan han mener, at politikerne fra de etablerede partier har afgivet Storbritanniens demokrati
34
væk til EU og institutionerne heri. Han opfatter ikke, at EU behandler demokratiet på den måde
som han ønsker det, tværtimod ”In less than a span of a lifetime, our career politicians in Britain
have been happy to give away that democracy to a set of institutions based in brussels and
luxembourg and strassbourg. A set of institutions that treat parlamentiory democracy, who in fact
treats the very concept of democracy itself with total and utter contempt”. (Nigel Farage speech
Switzerland, 2014).
UKIP ækvivalerer ved flere lejligheder EU med tidligere regimer som Nazi Tyskland og det tidligere
Sovjetunionen. Citatet ”Ein Volk, Ein Reich, Ein Führer” er en tydelig reference til Nazi Tyskland, og
det er en reference som UKIP ofte bruger, når de kommunikerer til vælgerne. I en debat med Nick
Clegg refererer Nigel Farage endnu en gang til de to verdenskrige. Han udtaler, at Storbritannien
ved medlemsskabet af EU fragiver befolkningens fødselsret til at regere over sig selv. Han mener,
at de bedste til at regere over Storbritannien er Storbritannien selv. Slutteligt bemærker han, at
demokratiet er vigtigt og at mange mennesker er døde for at forsvare det, hvilket er en reference
til de to verdenskrige ”We are giving away our birthright, we are giving away the ability to govern
ourselves. I believe the best people to govern Britain are the British people themselves. And I have
to say that democracy matters. Generations before fought and died to defend it and you cannot be
a democratic self-governing nation and a member of this Political Union” (Europe debate 2, 2014).
UKIP vurderer, at selve konstruktionen af EU er skruet forkert sammen, hvis et demokrati skal
bestå. Nigel Farage bemærker, at vælgertilslutningen hverken ved nationale eller europæiske valg,
kan ændre ved lovgivningen i EU ”The way they set this EU structure up, means that democracy,
that people voting in elections, be it national elections, be it European elections, cannot actually
change any of the legislation” (Nigel Farage speech Switzerland, 2014).
Med ovenstående citater udtaler Nigel Farage sig omkring noget, der præger EU-debatten i
Storbritannien meget for tiden. EU er, ifølge UKIP, blevet for udemokratisk og de vurderer, at
befolkningen i EU ikke har indflydelse på den førte politik. Ansvaret placerer UKIP hos de
etablerede partier, som alle er pro-EU. En af synderne udpeger Nigel Farage som partilederen for
Liberal Democrats Nick Clegg. I en debat mellem de to partiformænd anklager Nigel Farage Nick
Cleg for at være en af dem der er stoppet med at tro på, hvad befolkningen ønsker og siger. ”The
politicians has stoppet to believe what the people wants and says” (Europe debate 1, 2014).
35
De etablerede partiers konstruktion af demokrati
Hos de etablerede partier forekommer det sjældent, at de adresserer demokrati og EU i samme
sætning. Oftest drejer de samtalen over på noget andet som økonomi, terrorbekæmpelse mm. og
anklagen fra UKIP står dermed ofte ubesvaret. David Cameron tager dog bladet fra munden i en
tale til nationen. Han lover, at Storbritannien med ham som regeringsleder efter kommende valg,
bliver nødt til at adressere bekymringen omkring manglen på demokrati i EU. Han anser, at det
demokratiske samtykke til EU er på et meget lavt niveau. ”The result is that democratic consent for
the EU in Britain is now wafer-thin” (The Guardian (2), 2014). Han bemærker dog, at
Storbritannien med tilslutningen til EU, har mere bestemmelsesret end uden. Han bruger
eksemplerne Norge og Schweiz som to lande, der har valgt at stå udenfor EU og som stadig på
trods at dette, bliver nødt til at følge EU’s love og regler. Ville man vælge at stå udenfor
fælleskabet, opstiller han dette scenarie som det mest sandsynlige, der vil ske for Storbritannien.
Dermed antyder han og tilføjer til ækvivalenskæden, at demokratiet i virkeligheden bliver svækket
ved at melde sig ud af EU og at det vil vanskeligøre Storbritanniens demokratiske indflydelse på
flere sektorer, specielt den finansielle sektor.
”There are some who suggest we could turn ourselves into Norway or Switzerland – with access to
the single market but outside the EU. But would that really be in our best interests?
I admire those countries and they are friends of ours – but they are very different from us. Norway
sits on the biggest energy reserves in Europe, and has a sovereign wealth fund of over €500bn. And
while Norway is part of the single market – and pays for the principle – it has no say at all in setting
its rules. It just has to implement its directives.
The Swiss have to negotiate access to the single market sector by sector, accepting EU rules – over
which they have no say – or else not getting full access to the single market, including in key
sectors like financial services
You will not always get what you want. But that does not mean we should leave – not if the
benefits of staying and working together are greater” (The Guardian (2), 2014).
Også Ed Miliband forsvarer, at demokratiet eller manglen på samme skal tages alvorligt. Han
nedtoner dog bekymringerne derom ved at hævde, at ingen andre lande beder om, at
36
Storbritannien overleverer egen bestemmelsesret ” And we need to respond also to the anxieties
people have about the changing shape of the EU. I am clear that under Labour, Britain will not be
part of an inexorable drive to an ever closer union. But I understand the worry about such a
drive. And the worry that there might be a further transfer of powers away from Britain and to the
EU. Now, there are no current proposals from other countries for such a transfer of powers” (The
Spectator (2), 2014).
Nick Clegg prøver ligesom Ed Miliband også, at nedtone bekymringerne hos den britiske
befolkning. Han mener ikke, at Storbritannien fragiver sit demokrati ved at være med i EU, men
forsøger i stedet at berolige vælgerne ved at sige, at UKIP’S skræmmeteknik ikke er underbygget af
sandfærdige fakta. Han erklærer sig dybt uenig med Nigel Farages udsagn om, at 75 procent af
Storbritanniens lovgivninger bliver lavet i EU og at befolkningen derfor ingen medbestemmelse
har, og opfordrer vælgerne til ikke at lade sig misvise af UKIP’s udtalelser ”Lets have this debate,
not based on scaremongeri, not on some dangerous fantasy or con, but actually on realities that
we have to face as a modern nation” (Europe debate 2, 2014).
Sammenfatning
Det er tydeligt at se, hvordan de forskellige partier tillægger den demokratiske diskurs forskellige
værdier. UKIP tillægger elementerne Nazi Tyskland og de to verdenskrige til nodalpunktet
demokrati i EU, og er ikke venligt stemte overfor demokratiet i sin nuværende form. Til
ækvivalenskæden tillægges desuden momenterne udemokratisk, befolkningen uden
medbestemmelse og at EU er styret af eliten. Ækvivalenskæden i ”de etableredes diskurs”
omfatter momenterne: fuldt ud demokratisk, bedste mulighed for medbestemmelse og at
demokratiet i EU er i Storbritanniens bedste interesse. De to diskurser står dermed i et
antagonistisk forhold, da de negerer hinanden komplet. Med EU anser UKIP det for umuligt at
opnå demokrati, og omvendt finder de etablerede partier det umuligt at få medbestemmelse, hvis
Storbritannien melder sig ud og står udenfor som Norge og Schweiz. Den hegemoniske kamp
imellem de to diskurser finder derfor sted uden mulighed for kompromis.
37
Den demokratiske diskurs
De etablerede partier UKIP
Nodalpunkt – EU
Den ideologiske diskurs
UKIP´s konstruktion af et ideologisk EU
”One thing has changed. Up until the beginning of this year, there were millions of people across
Europe, who said we are unhappy with this project, we don’t like its direction, but we feel
powerless, because it is inevitable that they will build a United States of Europe. Now the argument
of inevitability has moved to our side of the argument. It is now inevitable that this United States of
Europe will not be completed. It is now inevitable that countries will leave the Euro, it is now
inevitable that countries will leave the union. We are going to win this great historic battle and
struggle. I wish we never had to fight it in the first place, and if we were more like Switzerland, with
your democratic model and with your ability to hold free and fair referendums I would never have
had a career in politics at all” (Nigel Farage speech Switzerland, 2014).
Ovenstående citat oprinder fra en tale af Nigel Farage i Schweiz, hvor han italesætter det
ideologiske spørgsmål omkring EU. I talen fortæller Nigel Farage, hvordan han iagttager, at
millioner af mennesker i Europa indtil nu har følt sig magtesløse overfor EU som projekt, men at
tingene nu har ændret sig. Han beskriver, hvordan han opfatter EU som et ideologisk projekt hvis
slutmål ville ende ud i en føderal union som han døber United States of Europe, men at han og
hans ligesindede har kæmpet for at resultatet ville ende anderledes. Han ønsker i stedet en
demokratisk model som i Schweiz. Han forudser, at EU vil fejle, og at det er uundgåeligt, at lande i
EU i fremtiden vil forlade EU og Euroen.
Fuldt ud demokratisk
Bedste muligheder for
selvbestemmelse
EU er i Storbritanniens bedste interesse
Nazi Tyskland
De to verdenskrige
Udemokratisk Befolkningen
uden medbestemmelse
Eu er styret af eliten
38
Nigel Farage har i tidligere interviews og debatter advaret mod et overherredømme i Europa. I en
tale til EU-parlamentet konstaterer han, at et sådant overherredømme som han frygter EU vil
resultere i, var grunden til at anden verdenskrig begyndte. Han advarer mod, at EU vil skabe
nationalisme i nationalstaterne i Europa, hvis de indfører et nyt flag, nationalsang, præsident, hær
og politi uden samtykke fra befolkningen i nationalstaterne forinden ” I believe the whole
european project i based on a falshood and its potentially a dangerous falshood because if you try
to impose a new flag, a new anthem, a new president, a new army and police force, foreign policy
and whatever else. If you try to impose that without first seeking the consent of the people you are
in danger actually of creating the very nationalisms and resentment that you sought to snuff out in
the first place” (This EU is the New communism, 2014).
UKIP frygter, at EU er ved at opbygge et føderalt EU uden befolkningens opbakning. Nigel Farage
udtaler i en debat, at han ønsker Storbritannien skal blive en moderne, patriotisk og uafhængig
nation befriet fra EU og han ønsker derefter, at resten af landene i EU skal bryde fri på samme
måde ”I want a modern britain, one that is based on patriotic values. Let us be an independent
United Kingdom and when we succeed in doing that I want the rest of Europe to free themselves
from the European Union too” (Europe debate 2, 2014).
De etablerede partiers konstruktion af et ideologisk EU
Som tidligere påpeget, er Nick Clegg den eneste af de tre partiledere fra de etablerede partier, der
har ønsket at stille op imod Nigel Farage i en åben debat. De to gange hvor det er sket har Nick
Clegg brugt megen af sin taletid på at beskrive UKIP’s udsagn som farlige og yderst fantasifulde.
Dette gør sig ligeledes gældende når det omhandler det ”ideologiske spørgsmål”. Han advarer
befolkningen mod, at de lytter til Nigel Farage og omtaler hans udsagn som usandfærdige,
fantasifulde og fyldt med konspirationer. Han forklarer, at det er usandt at EU i fremtiden vil
erhverve sig militær eller flyvåben ”This is a dangerous fantasy. The idea that there is going to be
an european airforce, a european army. It is simply not true. The problem with people like Nigel
Farage is, they see conspiracies everywhere. I wouldn’t be surprised if Nigel Farage soon tells us
that the moon landing was a fake, that Barack Obama isn’t American, that Elvis isn’t dead. It is not
going to happen” (Europe debate 2, 2014).
39
Selvom de etablerede partier alle er på vagt overfor enhver eventuel overførsel af suverænitet fra
Storbritannien til EU, så pointerer de ofte det positive forhold imellem de to, når spørgsmålet
omkring suverænitets afgivelse skal italesættes. David Cameron omtaler Storbritannien som et
land, der i sammenhold med andre Europæiske lande har opnået gode resultater, og som ved at
have ansigtet vendt mod resten af verden bliver styrket deraf. Han mener, at Storbritannien skal
kæmpe mod de kræfter der ønsker protektionisme og isolation, og i stedet være åbne overfor
andre lande. Han mener godt, at Storbritannien kan være et selvstændigt land samtidig med, at
det er åbent overfor resten af verden ” Britain is characterised not just by its independence but,
above all, by its openness. We have always been a country that reaches out. That turns its face to
the world. That leads the charge in the fight for global trade and against protectionism. This is
Britain today, as it’s always been: Independent, yes – but open, too. I never want us to pull up the
drawbridge and retreat from the world. I am not a British isolationist” (New Statesman, 2013).
Sammenfatning
De to forskellige parter, henholdsvis UKIP’s og de etablerede partiers, artikulation om EU som et
idelogisk projekt står i kontrast til hinanden. Omkring nodalpunktet EU som ideologisk projekt
samler der sig forskellige momenter i de to ækvivalenskæder. I UKIP’s diskurs knyttes momenterne
føderalisme, United States of Europe, overherredømme, farligt, ny national sang, flag hær og politi
til nodalpunktet. De etablerede partier artikulerer sig anderledes omkring nodalpunktet. Her
iagttages momenterne åbenhed, kamp for handel og imod protektionisme og isolation. De
kæmper for, at EU skal bestå og anser UKIP’s udtaleser som usande og løgne. I deres perspektiv
har befolkningen intet at være bange for, tværtimod.
40
Den ideologiske diskurs
De etablerede partier UKIP
Nodalpunkt – EU
Den økonomiske diskurs/ EU som politisk Union
UKIP’s konstruktion af EU som politisk Union
Når UKIP holder taler eller deltager i debatter og interviews, er det tydeligt at genkende flere af
deres argumenter, når det gælder økonomien i EU og Storbritannien. Ifølge UKIP vil medlemskabet
af EU som politisk union medføre flere problemer end det vil gavne Storbritannien. Nigel Farage
udtaler i et interview til BBC: ”We do not need to be in a Political Union in order, for companies
and consumers, in this country, to do business with the rest of Europe” (The EU will be a full federal
system soon, 2013). Nigel Farage argumenter for, at man ikke behøver en politisk union for at
handle med resten af Europa. Han mener ikke, at Storbritannien som medlem af EU har mulighed
for, at kontrollere sine egne finansielle markeder og anklager i en debat Nick Clegg for at have
afgivet en stor indflydelse på kontrollen af de finansielle markeder: ”You have given away a vast
chunk of control over the management of our financial service industry”(Europe debate 2, 2014).
Nigel Farage og UKIP anser dog stadig EU, i et økonomisk perspektiv, vigtig for Storbritannien: ”Off
course EU is important for trade, they are our next door neighbors, and something like 40% of the
goods that we export overseas goes to our next door neighbors, but crucially they sell us far more
than we sell them. Lots of German cars on our roads, lots of French wine in our wine bars and my
Åbenhed
Kamp for handel
Imod protektionisme
Imod isolation
Føderalisme
United States of Europe
Overherredømme
Ny nationalsang, flag, hær og politi
41
argument is this: Let us have a relationship with Europe that is based on trade, friendship, being
good neighbors but not being members of a political union” (Nigel Farage leaders debate, 2014).
Som ovenstående citat viser, er Nigel Farage overbevist om, at EU nyder bedre af Storbritanniens
medlemsskab end omvendt og samtidig artikulerer han den dislokation som UKIP iagttager
omkring EU og økonomien. UKIP opfatter ikke, at det er givet, at Storbritannien skal være medlem
af EU pga. økonomiske årsager. De italesætter deres tvivl om, at Storbritannien bliver nødt til at
være en del af EU for at de kan handle med EU, og artikulerer dermed en moddiskurs til den
dominerende diskurs at Storbritannien økonomisk nyder godt af et medlemskab af EU.
Nigel Farage artikulerer den diskurs UKIP forsøger at sedimentere, som er at EU økonomisk
opfattes som negativt for Storbritannien, og hvor nationen ville have flere fordele af at forblive
udenfor unionen. Nigel Farage ser større muligheder i at handle med BRIK landene, hvor
Storbritannien ikke behøver at betale 55 millioner engelske pund om dagen for at være med. Han
ser samtidig disse alternative handelsforbindelser som mere plausible, idet Storbritannien ikke
behøver være del af en union som dikterer, hvilke love de skal implementere. ”Not to pay them
any money. I mean we currently pay 55 million pounds a day in a membership fee to a club who
make a whole lot of laws for us, which many of them we wouldn’t choose ourselves, and crucially
who sell us more than we sell them. We can do business with china or India or America or Brazil
without having to pay any fees” (Nigel Farage leaders debate, 2014).
UKIP anser EU som en hindring for, at Storbritannien på egen vis kan engagere sig i handelsaftaler
med commonwealth (hovedsageligt tidligere britiske kolonier) og andre dele af verden ”It would
mean that we would have to cut our links with other parts of the world, the commonwealth, the
Anglosphere and many other parts of the world, because we would lose the ability to make our
own trade deals (Europe debate 1, 2014).
De etablerede partiers konstruktion af EU som politisk Union
De etablerede partier er som nævnt alle tilhængere af EU-samarbejdet, og ser specielt det
økonomiske aspekt som en af grundstenene for at samarbejdet i fremtiden skal udvikles
yderligere. Økonomien bliver fremhævet i positive vendinger og alle tre partier ytrer, at en
eventuel løsrivelse fra EU vil resultere i en tilbagegang for Storbritannien. I en tale markerer Ed
Miliband fra partiet Labour, sin holdning til EU som politisk union og hvad denne fører med sig til
42
Storbritannien. Medlemskab medfører ifølge ham, større afsætningsmuligheder for britiske
virksomheder, større og flere investeringer i Storbritannien og en jobskabelse på over tre millioner
jobs. Han anser afslutningsvis, at det indre marked er årsagen til mange investeringer i landet ”The
economic case for membership is overwhelming. Our membership of the EU gives Britain access to
a market with hundreds of millions of people. With 21 million companies. Generating 11 trillion
pounds in economic activity. Almost half of all overseas investment in the UK comes from within
the EU. Directly providing 3.5 million jobs. And much of the rest of the investment into our country
comes because we are part of the single market” (The Spectator (2), 2014).
Efterfølgende henviser han til, at det indre marked medfører en øget konkurrencekraft og
vurderer, at innovation bliver styrket inden for alle dele af økonomien, fra biler, telefoner til
lægemidler ” In addition, our membership makes Britain’s businesses better too. Competing in that
single market with the best companies in the world drives competitiveness and innovation for firms
in all parts of our economy: from cars to computers, phones to pharmaceuticals” (The Spectator
(2), 2014).
Også David Cameron fremfører, at Storbritanniens økonomi bliver styrket af at være en del af
unionen og henviser i følgende citat til, hvordan en udmeldelse af denne vil bevirke, at
hundredetusinde briter vil miste retten til at leve og arbejde i andre EU-lande ” Hundreds of
thousands of British people now take for granted their right to work, live or retire in any other EU
country” (The Spectator (2), 2014).
Nick Clegg henviser ligeledes til arbejdspladser. Ifølge ham vil mange mennesker miste deres job,
hvis ikke man bliver i EU. Han anser på samme måde også, at Storbritannien vil stå svækket tilbage
ved at melde sig ud af EU, og at befolkningen vil spilde muligheden for at nyde frugten af det
hårde arbejde, de har lagt i at redde den økonomiske situation i EU. ”It is about you and if not you
then someone else that you know, and it is about making sure that the sacrifice that you have
made to fix our economy are wasted because make no mistake- If we cut ourselves off from Europe
and the countries that we trade with more than anyone else, then our hard-won economic recovery
will simply be thrown away”(Europe debate 2, 2014).
De etablerede partier anser medlemsskabet med EU som en måde, hvorpå Storbritannien opnår
større gennemslagsstyrke i forhold til resten af verden. De mener, at landene i EU i fællesskab har
43
større muligheder for positive resultater, hvis de arbejder sammen under en union. Nick Clegg
estimerer, at Storbritannien står i en bedre forhandlingsposition overfor lande som Brasilien, Kina
Indien og USA, hvis de forhandler under en fane i EU, som han anser som verdens største
økonomi. Han påpeger også dette aspekt som en fundamental fejl i UKIP’s visioner. Hvis man
følger UKIP og melder sig ud af EU, vil man ifølge Nick Clegg, stå tilbage uden de samme
forhandlingsmuligheder som tilkæmpet under EU. Han tror ikke på, at man med Storbritanniens
befolkning på 60 millioner kan opnå samme resultater som det er muligt med 500 millioner
”forbrugere” i EU. ”The world is changing dramaticly, and we can´t turn the clock back. My
goodness, new powers on the world stage Brazil, China, India. We get more clout by operating
though the world´s largest economy and that is what the European Union is, despite its faults,
despite the fact that it needs to be reformed, the world’s largest economy. And we get clout by
actually representing 500 million people when we measure up to the Americans and the Chinese
and others in trade negotiations. This is the fundamental flaw of UKIP´s vision. Just imagine what
would happen, so we pull out of the European Union and are no longer part of the world´s largest
economy and no longer have the clout of a European superpower and we as a country of 60 million
people are according to UKIP supposed to be able to cut the same deal with the giants of America
and china as we can with the clout of being 500 million consumers. It simply doesn’t add
up”(Europe debate 2, 2014).
Sammenfatning
I denne økonomiske diskurs tydeliggøres det, hvordan de forskellige modstridende parter har
divergente opfattelser af, hvad EU økonomisk bibringer Storbritannien. Dette afstedkommer
derfor ligeledes divergente udtalelser herom. UKIP konstruerer en diskurs, hvor de til
nodalpunktet ”økonomien” tilføjer momenterne unødvendig, hindrende, umuliggørelse af egne
handelsaftaler, dyrt medlemskab, EU får mere ud af samarbejdet end Storbritannien og
medlemskabet medfører for mange love, som de ellers ikke selv ville have lavet. De etablerede
partier artikulerer sig i mere positive vendinger omkring medlemsskabet. I ”deres”
ækvivalenskæde iagttages momenterne bedre forhandlingsposition som medlem, bedre
innovation, bedre afsætningsmuligheder, jobskabende, flere investeringer i Storbritannien, et
mere konkurrencedygtigt Storbritannien og mulighed for at arbejde i andre EU lande.
44
Den økonomiske diskurs
De etablerede partier UKIP
Nodalpunkt – EU
Delkonklusion
Delanalysen ovenfor viser, hvordan UKIP og de etablerede partier meningstilskriver nodalpunktet
EU igennem tre diskurser: den demokratiske diskurs, den ideologiske diskurs og den økonomiske
diskurs. Ved anvendelse af Laclau og Mouffe’s analysestrategi vises, at UKIP opfatter EU som en
hindring for, at britisk identitet kan opfyldes og sedimenteres til det, de vurderer, burde være
britisk identitet. I deres kommunikation anvender de negativt ladede udtryk, som manifesterer sig
i momenter der meningsudfylder nodalpunktet EU og beskriver EU, som en antagonisme der
negerer britisk identitet. Momenterne der hægtes på nodalpunktet EU i den økonomiske,
demokratiske og ideologiske diskurs dannes i ækvivalenskæder og analysen viser hvordan
ækvivalenskæderne adskiller sig fra de etablerede partiers ækvivalenskæder til nodalpunktet EU.
De etablerede partiers konstruktion af momenter er, modsat UKIP’s konstruktion af samme,
overvejende positivt ladede udtryk. De etablerede partier konstruerer nodalpunktet EU som en
faktor, der blandt andet stiller Storbritannien mere konkurrencedygtigt og samtidig er
jobskabende. Derudover vurderer de, at Storbritannien som medlem af EU er mere demokratisk
end uden, og at Storbritannien står bedre økonomisk og i forhandlingssituationer ved at være
medlem af EU.
UKIP konstruerer EU anderledes og i nogle tilfælde helt modsat de etablerede partier. UKIP
vurderer, at Storbritannien ville stå stærkere økonomisk uden EU og at EU betyder, at
Bedre forhandlingsposition
som medlem
Bedre innovation og afsætningsmuligheder
Jobsskabende og større
konkurrencedygtighed
Unødvendig og hindrende for egne
handelsaftaler
Dyrt medlemsskab, EU får mere ud af
det end Storbritannien
EU dikterer love i Storbritannien
45
Storbritannien mister deres indflydelse i verden. Derudover finder de demokratiet svækket i EU og
er generelt bekymrede for at udviklingen af EU skal blive til et føderalt overherredømme, styret af
eliten, der skal ende i egen hær, politi mm. Endvidere ækvivalerer de EU med Nazi Tyskland og
Sovjetunionen.
Det kan konkluderes at UKIP og de etablerede partiers opfattelser af hvad EU bringer til
Storbritannien er divergerende, og analysen viser at det kan afspejles i de to ”modstanderes”
konstruktion og dermed kommunikation af dette.
Analyse del 3 Jeg vil i følgende kapitel analysere, hvordan UKIP og de etablerede partier hver især konstruerer
og artikulerer sig omkring UKIP’s andet kardinalpunkt, som er immigration. Indtil UKIP’s
italesættelse af en dislokeret immigrationsdebat har immigration været relativt sedimenteret som
en selvfølgelig del af EU-samarbejdet.
UKIP stiller spørgsmålstegn ved immigration som en nødvendighed for Storbritannien og har
dermed åbnet op for en debat, som de etablerede partier nu er nødsaget til at besvare. Kravet om
fri bevægelighed et af de mest centrale og bærende principper i EU, hvilket afstedkommer en
kompliceret og teknisk diskussion omkring muligheden for at forandre reglerne herom. Jeg vil dog
som i resten af specialet undlade at kommentere de tekniske, historiske og værdimæssige
grundlag omkring debatten, og udelukkende afgrænse mig til at analysere de iagttagelser som
UKIP og de etablerede partier udtaler. Min analyses perspektiv står derfor uforandret som en
epistemologisk undersøgelse. Jeg forudsætter, at de etablerede partier har ønsket at sedimentere
immigrationsdiskursen som den har været indtil UKIP’s dislokation af denne og dette bliver
dermed mit udgangspunkt for analysen.
Eftersom UKIP er ansvarlig for at italesætte en dislokation i diskursen, vil jeg ligesom i analysens
andel del, indledningsvis beskrive UKIP’s iagttagelser efterfulgt af de etablerede partiers
iagttagelser. Modsat analysens andel del, har jeg i mit kildemateriale omkring
immigrationsdebatten benyttet mig af debatter hvor de to parter, i nogle eksempler, svarer
direkte på samme spørgsmål. Derfor vil jeg beskrive de to parters iagttagelser sideløbende, da det
giver en bedre sammenhæng i teksten. Jeg vil derefter, ved at bruge Ernesto Laclau og Chantall
46
Mouffe’s analysestrategi analysere, hvordan de to parter hver for sig meningstilskriver de
forskellige diskurser ved at udpege de forskellige momenter parterne tildeler nodalpunkterne.
Slutteligt vil jeg sidestille de to diskurser overfor hinanden for at skabe et overblik over forskellene
heri. Jeg har udvalgt tre forskellige diskurser, som jeg ved gennembearbejdelse af kildematerialet,
anser som de vigtigste i immigrationsdebatten. De tre diskurser er den økonomiske diskurs, den
sociale diskurs og diskursen omkring frygt for immigration.
Den økonomiske diskurs
”We have no idea, how many people are coming from the European Union next year, the year after
or the year after that because, unconditionally, we have an open door to 485million people, and
many of them, and I feel sorry for them because they are living in poor former communist countries
and others who took up the idea of people like yourself (Nick Clegg) and stupidly joined the Euro
are now forcing us into poverty and I fear there is going to be a big migrations wave from the
Mediterranean into Britain over the next few years” (Europe debate 1, 2014).
I citatet ovenfor beskriver Nigel Farage, hvordan han opfatter immigrationsdiskursen i et
økonomisk perspektiv. Han forklarer, hvordan han opfatter, at medlemskab af EU er årsagen til at
immigration til Storbritannien er steget, og at han frygter, at denne indenfor de næste par år vil
stige yderligere. Ifølge Nigel Farage har Storbritannien åbnet op for at 485 millioner mennesker
kan strømme ind over Storbritanniens grænser, hvor mange af dem kommer fra fattige tidligere
kommunistlande. Resultatet af denne migration, opfatter han, vil tvinge Storbritanniens
befolkning i fattigdom.
Modsat Nigel Farage beskriver Nick Clegg immigration i positive vendinger. Han vurderer, at
størstedelen af de europæiske immigranter søger til Storbritannien for at arbejde og betale skat,
og betragter derudover, at princippet i EU om fri bevægelighed er noget millioner af briter har
draget fordel af. Han tilskynder, at befolkningen beskytter den frie bevægelighed for at vedholde
Storbritanniens velstand ”Overwhelmingly, European migrants come here to work and pay taxes.
The ability of people to move across Europe as easily as goods and services is a founding principle
of the single market – and a right that millions of Britons have enjoyed. For the sake of British
prosperity, we must protect it. That means showing people the rules are fair” (Financial Times,
2014)
47
Nigel Farage oplever dog de økonomiske gevinster ved immigration anderledes. Ifølge ham er
immigration årsagen til, at Storbritannien over de sidste ti år har haft løndumping hvorfor
lønninger siden 2007 er faldet med 14 procent. Det opfatter han som positivt for de rige, idet de
får billigere chauffører og gartnere, men dårligt for almindelige briter og familier. Han advokerer
for, at Storbritannien i fremtiden bliver nødt til at kontrollere både kvaliteten og kvantiteten af
immigration ”It is bad news for ordinary British workers and families that we have had, over the
course of the last decade, in the labour market, we have had wage compression. Wages have gone
down by fourteen percent in real terms since 2007. We have had doubling in youth unemployment.
It is good for the rich because it is cheaper chauffeurs and cheaper gardeners but it is bad news for
ordinary Britains. We need to have a control over immigration over the numbers that come here
and over the quality of people who come here” (Europe debate 2, 2014).
David Cameron artikulerer sig, ligesom Nick Clegg, i positive vendinger omkring immigration og
vurderer, at Storbritannien står stærkere med immigration end uden. I en tale til nationen udtaler,
han at immigration til dels har været årsagen til, at Storbritannien er trådt ud af den økonomiske
krise og nu fremtræder som den hurtigst voksende avancerede økonomi i verden. Han advokerer
for, at befolkningen skal kæmpe imod ideer om, at Storbritannien ved at isolere sig fra resten af
verden vil stå stærkere. En isolation som denne vil i fremtiden medføre dårligere vilkår for britiske
arbejdspladser og muligheder ”This is modern Britain. A country that has come out of recession to
become the fastest growing advanced economy in the world. That has happened in part because
we are an open nation. And for the sake of British jobs, British livelihoods and British opportunities
we must fight this dangerous and misguided view that our nation can withdraw from the world
and somehow all will be well” (The Spectator, 2014).
Nigel Farage artikulerer immigranter til at være en økonomisk trussel for Storbritannien i
økonomiske termer, og anbefaler derfor, at Storbritannien prioriterer den britiske befolkning over
immigranter i forhold til at få udbetalt understøttelse ”Surely the benefit system is for citizents of
this country” (Europe debate 1, 2014). Citatet stammer fra en debat imellem Nick Clegg og Nigel
Farage og førstnævnte stiller sig uforstående og uenig i udtalelsen. Ifølge Nick Clegg skal
immigranter opfattes som fulgyldige borgere på højde med britiske borgere, hvis de betaler deres
skat og skaber arbejdspladser. Han vurderer, at Storbritannien vil stå svækket uden immigrationen
48
”Where Nigel Farage and I disagree is that I think that if we simply refuse people to come here,
play by the book, pay their taxes, create jobs, it would be bad for Britain, never mind anyone else.
It would be bad for our country itself” (Europe debate 1, 2014)
Sammenfatning
I den økonomiske diskurs påviser ovenstående citater, hvordan de to parter opfatter immigration i
et økonomisk perspektiv. På den ene side viser analysen, hvordan UKIP tillægger nodalpunktet
immigration momenterne løndumping, ungdomsarbejdsløshed, ugyldige borgere og fattigdom. På
den anden side viser analysen hvordan de etablerede partier konstruerer en ækvivalenskæde
bestående af momenterne fuldgyldige borgere, jobskabende, velstandsskabende og
mulighedsskabende. Forholdet mellem de to diskurser er endnu engang antagonistisk idet den ene
negerer den anden.
Den økonomiske diskurs
De etablerede partier UKIP
Nodalpunkt – immigration
Fuldgyldige borgere
Job og velstandsskabende
Mulighedsskabende
Løndumping og fattigdom
Ungdomsarbejdsløshed Ugyldige borgere
49
(Leftfootforward, 2014)
Den sociale diskurs
I følgende afsnit vil jeg analysere den sociale diskurs indenfor immigration. Den sociale diskurs skal
opfattes i en bred forstand. Hermed forstås det at jeg blandt andet vil inddrage eksempler og
citater omkring arbejdsmarkedet, og om hvordan immigration påvirker samfundet. Jeg vil påvise,
hvordan UKIP og de etablerede partier tillægger værdi til immigration i forhold til den sociale
”orden” i Storbritannien. Analysen vil igen blive operationaliseret med Chantall Mouffe og Ernesto
Laclau’s analyse begreber.
Jeg har igennem min empiri fundet flere lejligheder, hvor UKIP omtaler immigration i forhold til,
hvad det vil medføre til den ”almindelige” brite. Jeg har i nedenstående afsnit udvalgt en lille
håndfuld eksempler, som jeg mener, repræsenterer mine iagttagelser i en fyldestgørende grad.
Nigel Farage forklarer i følgende citat, hvordan han finder det interessant, at
immigrationsdebatten ofte omhandler økonomiske perspektiver. Ifølge ham er immigrationens
største påvirkning på samfundet, at den har segregeret befolkningen i Storbritanniens byer.
Immigration har ydermere efterladt den hvide arbejderklasse som en underklasse hvilket ifølge
ham er en social katastrofe for samfundet ”It is interesting because so often the debate about
50
immigration is framed in terms of economics. One side claims it’s a net benefit for the economy
and the other side claims actually it is costing us money because we have to pay for primary school
places but I think the real impact and the real upset up and down this country, the shock if you like,
is that immigration on this scale has changed, fundamentally, the communities. Not just London
but actually every city and every market town of this country and it have happened rapidly over the
course of the last few years. It has led to increasing segregation in our towns and cities, which for a
country that has always had a great record of racial harmony and integration, is bad news. But
worst of all, what it has done socially is that it has left, I am afraid, our white working class
effectively as an underclass and that, I think, is a disaster for our society” (Europe debate 2, 2014).
Nick Clegg opfatter immigration anderledes og iagttager immigration positivt i forhold til, hvad det
socialt tilfører samfundet. Han italesætter derudover ligeledes Nigel Farage og hans egne
modstridende holdninger til debatten. Hvor Nick Clegg opfatter immigration som et selvfølge af et
moderne Storbritannien, finder han ikke, at Nigel Farage ønsker et moderne Storbritannien. Han
erkender, at immigration har afstedkommet problemer i dele af Storbritannien, men understreger
at dette ikke burde føre til, at landet trækker sig tilbage og lever i fortiden. I stedet fremhæver
han, hvordan han elsker den diversitet og omsorg, som findes i Storbritannien og opfordrer til at
befolkningen i stedet hylder disse værdier end det modsatte ” It is actually about our, Nigel Farage
and mine, conflicting attitudes towards modern Britain. Off course there are problems in some
parts of the country where you get a big change in the population, but on the whole Nigel Farage
says he basically doesn’t like modern Britain. I love the diversity and the compassion and the
outward facing values of modern Britain, and I think we should be celebrating that, not denigrating
that, and not try to turn back the clock on this issue” (Europe debate 2, 2014).
I debatten med Nick Clegg fortsætter Nigel Farage efterfølgende i samme spor som tidligere og
anklager immigration for at være ansvarlig for, at unge mennesker i Storbritannien står udenfor
arbejdsmarkedet. Han anklager i samme instans de etablerede partier for at føre en
immigrationspolitik, som kun tilgodeser den rige del af befolkningen i Storbritannien og refererer
igen til, at immigration har medført løndumping, hvorfor den nederste del af samfundet finder sig
selv som slaver. Hvis det stod til Nigel Farage, skulle regeringen prioritere den britiske befolkning
højere end immigranter fra syd og øst Europa ”It is the duty of government to make sure that its
51
own citizens have got the best chance for advancement that is possible. I can understand why big
business supports you because what you have given us is a cheap labour economy. Now that has
been very very good for big business, very god for rich people to take on servants, but it has not
been god for the people of the bottom of society and we need to find a way to give people from the
bottom of society and our young people jobs and we will not do that with an open door
immigration policy to southern and eastern Europe and that is about putting Britain and British
people first” (Europe debate 2, 2014).
UKIP udtaler sig ofte omkring kvantiteten af immigranter som de mener der strømmer til
Storbritannien. Dette gør sig ligeledes gældende i debatten mellem Nigel Farage og Nick Clegg.
Nigel Farage bemærker, hvilken belastning immigration afstedkommer for Storbritannien. Han
beskriver, hvordan befolkningstilvæksten fremmet af immigration bevirker, at Storbritannien
øjeblikkeligt er nødsaget til at skabe en kvart million nye skolepladser. Derudover er
Storbritannien tvunget til at bygge et nyt hus hvert syvende minut for at håndtere den
befolkningstilvækst immigrationen til landet fører til landet ”The difficulty is that we cant plan
anything. We have a cronic problem in schools. We need to make a quarter of a million new school
places immediately and housing, goodness me. We need to build a house every seven minute just
to cope with immigration in this country. So with every which way you look at it, we have got huge
problems with a population over which we have no control at all” (Europe debate 2, 2014).
De etablerede partier refererer ofte til UKIP´s udtalelser omkring immigration som værende ude af
proportioner. Dette gør sig også gældende i debatten mellem de to. Nick Clegg appellerer til at
debattere på en mere fornuftig måde. I en tidligere debat advarer Nigel Farage imod at der nu er
mulighed for at 29 millioner bulgarer og rumæner strømmer til landet. Dette refererer Nick Clegg
tilbage til og siger efterfølgende at det ikke er et fornuftigt udsagn, da der i virkeligheden ikke
eksisterer 29 millioner bulgarer og rumænere ”Last week I told you about the way that UKIP had
said that 29 million Bulgarians and Romanians might come to this country when there aren’t even
29 million Bulgarians and Romanians in those two countries. We need to have a level headed
debate about this” (Europe debate 2, 2014).
Nick Clegg fremviser derefter en pjece udgivet af UKIP (vist ovenfor), som viser en indianer med
teksten: Han plejede, at ignorere immigration og nu lever han på et reservat ”He used to ignore
52
immigration, now he lives on a reservation” (Europe debate 2, 2014). Han kommenterer, at
lignende tilstande ikke bliver tilfældet for den britiske befolkning og forsikrer at ingen af dem
bliver placeret på et reservat, som det var tilfældet for indianerne. Derefter latterliggør han Nigel
Farage og spørger ham, om han i sit næste udsagn påstår, at han er Cracy Horse eller Sitting Bull
”The suggestion being that if we ignore immigration, the British people will be cooped up on a
reservation. Nigel Farage we are not going to be cooped up on a Native American reservation.
What are you going to say next? That you are Crazy Horse or Sitting Bull? We have got to have a
level headed debate about this” (Europe debate 2, 2014).
De etablerede partier beskriver ofte immigranter som et bidrag til Storbritannien.
Præmiereminister David Cameron understreger dette ved at fremstille, hvordan forskellige
immigranter har været med til at bidrage til landets historie. Ifølge ham står Storbritannien i dag
stærkere på grund af immigrationen end hvad ville være tilfældet uden. Han fortæller, hvordan
Storbritannien altid har fremstået som en åbensindet nation, der er velkommende for dem der
ynder at bidrage til samfundet og skabe et liv for sig selv. Derefter opremser han forskellige
grupper af immigranter, som har bidraget til landets historie. Han nævner jøderne som kom til
landet før første verdenskrig, immigranter fra Vest Indien, som hjalp til med at genopbygge landet
efter anden verdenskrig, og polske og tjekkiske piloter som hjalp til og reddede landet, da det var i
nød ”We have always been an open nation, welcoming those who want to make a contribution
and build a decent life for themselves and their families. From the Jewish communities who came
to Britain before World War One to the West Indians who docked at Tilbury on the Windrush and
helped to rebuild our country after World War Two. We will never forget the Polish and Czech
pilots who helped save this country in its hour of need
and the Poles who went on to settle here, help build post war Britain and indeed contribute so
much to our country today” (The Spectator,2014).
Sammenfatning
Jeg har i ovenstående analyseafsnit påvist, hvordan en række momenter samler sig om
nodalpunktet. UKIP knytter hovedsageligt negativt ladede momenter til nodalpunktet, hvorimod
de etablerede partier i deres artikulation tilknytter momenter, der er overvejende positive.
Momenterne tilknyttet ”UKIP’s diskurs” indbefatter udsagn som katastrofe for samfundet,
efterladt en underklasse, løndumping, segregering, kun godt for rige, overpopulation og slaver.
53
Det ser anderledes ud i moddiskursen hos de etablerede partier. Her findes momenterne
jobskabende, velstandsskabende, mulighedsskabende, moderne Storbritannien og diversitet.
Ovenstående analyse viser ydermere, hvordan de etablerede partier ofte indtager en defensiv
position overfor UKIP. De bruger i stedet taletid på, at overbevise vælgerne om, at UKIP’s udsagn
er ude af proportioner i stedet for at fremføre egne eksempler på hvorfor immigration er godt for
det britiske samfund.
Den sociale diskurs
De etablerede partier UKIP
Nodalpunkt – immigration
Frygten som diskurs
Frygt er jo i virkeligheden et meget abstrakt fænomen. Ved gennemlæsning af kildematerialet
forekommer det mig, at UKIP ofte forsøger at advare om, at Storbritannien er på vej ned ad en
farlig vej under ledelse af de etablerede partier. Frygten eller advarslerne er ligeledes noget, dette
speciale tidligere har berørt. Her tænker jeg på frygten for tab af arbejdspladser, frygten for
overpopulation osv. Det er dog en anden form for frygt, jeg vil analysere i følgende kapitel, nemlig
frygten for terror og kriminalitet. Jeg vil påvise, hvordan UKIP konstruerer et billede af, at der er
sammenhæng mellem terror og kriminalitet og immigration og EU. Kildematerialet viser mig, at
Nigel Farage ikke er sen til at artikulere en sammenhæng mellem ovenstående, så snart et
terrorangreb eller kriminel handling har fundet sted, hvilket ofte medfører protester fra de
etablerede partier.
Diversitet
Job og velstandsskabende
Moderne Storbritannien
Katastrofe for samfundet
Overpopulation
Løndumping
Efterlader briter i en underklasse
54
Ligesom flere eksempler i ovenstående analyser viser, konstruerer UKIP et billede af, at de er de
eneste der vælger at stå op imod etablissementet og kæmpe for Storbritanniens værdier. Dette
gør sig ligeledes gældende i følgende eksempler. I et interview med Fox News USA forklarer Nigel
Farage, hvordan han mener, at det britiske etablissement ønsker at tillade Sharia-lovgivning i
Storbritannien, og at det er Storbritanniens egen skyld, at det er nået så vidt pga. svaghed ”We
have had, within the British establishment, an acceptance that maybe we should give in, maybe we
should allow Sharia law to exist in some British cities. But actually a lot of this is our own fault that
we have been to weak. My country is a Judeo Christian country” (Nigel Farage on Sean Hannity,
2014).
Nigel Farage udtaler sig derefter omkring situationen i Irak, og beskriver hans bekymring omkring
at lignende tilstande, i fremtiden, skulle overgå den britiske befolkning. Ifølge ham er det
Storbritanniens vigtigste ansvar at sørge for, at barbariske forhold som i Irak ikke hænder i
Storbritannien ”All that is going on in Irak at the moment. This babaricy that is apparently
happened again. Our primary responsibility is to make sure this doesn’t happen inside our country”
(Nigel Farage on Sean Hannity, 2014).
Intervieweren fra Fox News USA Sean Hannity spørger dernæst Nigel Farage, om han ønsker et
immigrationssystem som det findes i Australien, hvor kravet er, at de skal acceptere de Australske
værdier eller forsvinde. Dertil svarer Nigel Farage, at det præcist er, hvad Storbritannien burde
gøre. Ifølge ham tillader Storbritannien, at lignende tilstande i fremtiden vil forekomme i
Storbritannien, med den nuværende immigrationspolitik.
I et interview med Channel 4 News forklarer Nigel Farage, hvordan han mener, at
terroristangrebene i London og senest i Paris, er direkte følger af multikulturalisme. Han mener, at
der er en gruppe mennesker i Storbritannien og i Frankrig, som er ansvarlige for at underminere
de to samfund. Han beskriver, hvordan disse grupper med britiske og franske pas hader resten af
sumfundet og søger at skabe splid ”There is a very strong argument that says that what happened
in Paris is a result - and we've seen it in London too - is a result I'm afraid of now having a fifth
column living within these countries. We've got people living in these countries, holding our
passports, who hate us” (Holehouse,M, 2015).
55
Efterfølgende uddyber han sit argument i et andet interview med LBC Radio, hvor han
sammenfatter et løsningsforslag. Han mener, man med et mere kontrolleret immigrationssystem
kunne have undgået sådanne angreb. ”What should have been done is we should have had a
controlled immigration policy and made sure we did full checks on everybody who ever came to
this country from anywhere - and that applies to everyone else”. Han vurderer, at Storbritannien
med sit ønske om at forfølge en immigrationspolitik hvor man søger multikulturalisme, har
tilskyndet immigranter at forblive indenfor deres egen kultur, og derfor ikke har integreret sig i
den britiske. ”We in Britain, and I’ve seen evidence in other European countries too, have pursued
a really rather gross policy of multi-culturalism. We have encouraged people who come from
different cultures to remain within those cultures, and not to integrate fully within our
communities” (Holehouse,M, 2015).
Nick Clegg er ikke enig i Nigel Farage´s udtalelser og forklarer i et interview med Channel 4 News,
at han ikke mener, at man kan sidestille de to muslimer som terroriserede Paris med samtlige
muslimer i verden. Han mener ikke, at man kan sætte en kile imellem det at være brite og muslim,
men snarere at de to identiteter sagtens kan gå hånd i hånd. Slutteligt forklarer han, hvordan han
finder svaret til at ende terroren hos muslimerne selv. Han mener ikke, at man skal henvende sig
til de resterende muslimer i landet som værende en del af problemet, men snarere som en del af
løsningen “If this does come down to two individuals who have perverted Islam for their own
bloody ends, the greatest antidote to the perversion of that great world religion, Islam, is law
abiding British Muslim themselves. To imply that British Muslims, who I know are fervently British
yet also proud of their Muslim faith, are somehow part of the problem not part of the solution is
grabbing the wrong end of the stick” (Holehouse,M, 2015).
Også David Cameron udtaler sig omkring terrorangrebene. Han erklærer sig ligeledes uenig med
Nigel Farage´s udtalelser og mener ikke, at multikulturalismen bærer ansvaret for terroren. Han
mener i stedet, at skylden skal placeres på terroristerne alene. ”The cause of this terrorism is the
terrorists themselves. They must be found, they must be confronted, they must be punished”. Han
tilføjer dernæst at man i stedet for at finde skylden hos de modstridende værdier i samfundene i
Europa, burde hylde og betone de værdier samfundene har til fælles. ”The only other thing we
should say today is that, as countries in Europe, we share certain values – values that are not
56
incidental to our success, values that are a key part of our success as free and open societies and
successful economies” (Holehouse,M, 2015).
Hvor Nigel Farage opfatter terror som et følge af immigration indenfor EU, så erklærer Ed Miliband
sig direkte uenig. Han ser derimod, at frakoblingen fra EU vil øge risikoen for terrorisme i
Storbritannien.”It was fair to say that politicians who advocated leaving the EU put the country at
greater risk from terrorism” (Wintour, P, 2015)
I en spørgerunde ovenpå terrorangrebet i Paris lister han flere årsager til, hvorfor Storbritannien
ville drage fordele ved at forblive i EU og betoner bekæmpelsen af terror som en af de vigtigste ”I
have a very clear view. I want to stay in the European Union. The idea that we would leave the EU
when jobs depend on it, when families depend on it, when businesses depend on it. This won’t be
popular with everybody, but just think about countering terrorism. We are much better working
across borders to do that” (Wintour, P, 2015).
Faren ved immigration og EU stopper dog ikke der. Ifølge Nigel Farage tillader Storbritannien, med
åbne grænser til EU, at organiseret kriminalitet får fodfæste i landet. Han sammenfatter i et
interview, at immigration medfører organiseret kriminalitet, når befolkningsgrupperne kommer
fra lande med ringere økonomi en Storbritannien ”If a whole group of Romanian men moved in
next door, would you be concerned about it, perhaps you would yes. Because you know that what
has actually happened is we have opened up the doors to countries that haven’t recovered from
communism, and I am afraid it has become a gateway for organized crime. Everybody knows that.
No one dare say it” (BBC UKIP vs Labour, 2014).
Sammenfatning
Analysen ovenfor viser, hvorledes de to parter opfatter terrorisme og kriminalitet på forskellige
måder. UKIP er hurtige til at bruge terrorangreb og kriminalitet i deres konstruktion af immigration
og ifølge dem er terrorisme og kriminalitet direkte forårsaget af immigration. De anser terrorisme i
London og Paris som et produkt af, at de forskellige regeringer tillader multikulturelle samfund at
eksistere. Derudover tillades organiseret kriminalitet at få fodfæste i Storbritannien pga. de åbne
grænser til EU-lande. Endvidere åbner man op for en fremtidig Sharia-lovgivning i Storbritannien,
og kan se frem til barbariske tilstande som i Irak, hvis immigrationsreglerne forbliver uændret. De
57
etablerede partier danner i modsætning en ækvivalenskæde omkring nodalpunktet, hvori
momenterne bedre antiterror, immigration af muslimer en del af løsningen, bedre beskyttet i EU
og samarbejde, findes.
Frygten som diskurs
De etablerede partier UKIP
Nodalpunkt – immigration
Delkonklusion
Analysen af immigrationsdiskursen viser, hvordan UKIP og de etablerede partier hver for sig
meningstilskriver nodalpunktet immigration. Immigration er den anden af to nodalpunkter UKIP
bruger til at definere, hvad britisk identitet er. Ligesom i foregående analyse af EU diskursen kan
det konkluderes, at UKIP og de etablerede partier meningsudfylder nodalpunktet forskelligt. UKIP
diskuterer immigration i tre diskurser: økonomisk, socialt og frygt, og analysen viser, at
immigration i alle disse tilfælde bliver beskrevet i negative vendinger. Ækvivalenskæden til
immigration indeholder blandt andre momenterne: terrorisme, barbariske tilstande, løndumping,
fattigdom, arbejdsløshed, segregering af samfundet og at immigration er en katastrofe for
samfundet. Ens for alle er, at de er negativt ladet udtryk, der beskriver hvad immigration medfører
til Storbritannien og den britiske befolkning.
De etablerede partier opfatter immigration anderledes. Ifølge dem tilfører immigration positiver til
Storbritannien og til den britiske identitet. De etablerede partier opfatter immigration som job og
velstandsskabende, rigere diversitet og muligheder, men samtidig også at immigranter har
Bedre antiterror
Immigration er en del af løsningen
mod udfordringer
Bedre beskyttede i EU og i samarbejde
Terrorisme
Kriminalitet
Sharia lovgivning
Barbariske tilstande
58
bidraget til at skabe det Storbritannien, som findes i dag. De ser derfor immigranter som en del af
Storbritannien og en del af Storbritanniens fremtid.
Diskussion Jeg vil i følgende afsnit blandt andet diskutere, hvad en eventuel hegemonisk sedimentering af
UKIP´s politiske projekt vil have af betydning for den fremtidige politiske situation i Storbritannien,
og jeg vil dermed skrive mig ud af den hidtil benyttede epistemologiske optik, som er anvendt i
analysen. I og med at jeg udelukkende beskriver mine iagttagelser og ikke længere iagttager hvad
andre iagttager, skriver jeg mig dermed ind i en ontologisk/normativ tilgang. Jeg tager
udgangspunkt i analysens resultater, der har vist, hvordan mangel på pluralismer og antagonismer
medfører en eksistensberettigelse for højrefløjspartier, og jeg vil i den forbindelse stadig gøre brug
af nogle af analysestrategiens begreber. Derudover vil jeg fastholde mit blik på specialet med
Chantal Mouffe´s observeringer og normative vurderinger.
Analysen viste, hvordan UKIP italesætter en dislokation i forhold til udtrykket britisk identitet og at
den, ifølge dem, er truet af EU og immigration. Britisk identitet kan derfor ikke realiseres, så længe
Storbritannien er en del af EU, og som analysen viste, er en af grundene til, at Storbritannien ikke
længere kan føre politik efter eget ønske, men er nødsaget til at følge lovgivningen fra EU.
Analysen har derudover vist, at UKIP italesætter en dislokation i forhold til de etablerede partier,
hvori de udtaler, at der ikke findes alternativer partierne imellem. Således har de af flere omgange
udfordret etablissementet og problematiseret, hvad jeg vil kalde for konsensuspolitikken.
Partierne efterlader ringe plads til alternativer og det udfordrer UKIP nu. Jeg vil derfor på
normativt niveau diskutere, hvad konsensuspolitik har af konsekvenser og inddrage eksempler fra
andre lande, hvor højrefløjspartier som UKIP har vundet succes indenfor det seneste årti. I
analysen har jeg observeret, hvordan UKIP og de etablerede partier kommunikerer omkring britisk
identitet, og dermed også omkring EU og immigration, men jeg vil i diskussionen fokusere på
eksistensgrundlaget for højreekstreme partier som UKIP.
I forlængelse af dette vil jeg uddybe begrebet antagonismer, og hvad disse har af betydning for
politik både på nationalt- og globalt niveau.
59
Konsensuspolitik- mangel på antagonismer
Som analysen viste, er bevæggrundene for UKIP´s fremgang, at de vil udfordre det politiske
etablissement, som de anser for at være for harmoniseret. UKIP artikulerer en diskurs, hvor de står
som den eneste udfordrer til den eksisterende politiske scene. Analysen konstaterer også, at de
tre partier udtaler sig relativt ens om EU og immigration.
Eftersom de tre partier centrerer sig omkring midten af det politiske spektrum, efterlader det
vælgerne med ringe mulighed for at differentiere imellem partierne og rømmer dermed det
politiske felt for, at vælgerne har en reel mulighed for at danne et valg imellem partierne. Ifølge
Chantal Mouffe har der altid været stigende støtte til højrefløjspartier, når grænserne mellem de
eksisterede partier bliver mere sløret (Laclau, Mouffe, 2002, 185).
Siden kommunismens fald er det neo-liberale demokrati blevet anset som den eneste reelle
politiske valgmulighed. Overgangen til et pluralistisk demokrati har dog langtfra været
gnidningsfrit, og fremkomsten af en eksplosion af partikularismer udfordrer nu den vestlige
universalisme (Laclau, Mouffe, 2002, 185). Dette ses i indtoget af nye former for antagonismer
som etniske, religiøse og nationalistiske konflikter, der erstatter det arkaiske, eller det der indtil nu
er blevet anset som det arkaiske. Efter marxismen som løsningsforslag til en alternativ
samfundsmodel har der ellers været bred enighed om, at den neo-liberale model endeligt havde
vundet kampen og udslettet alternativerne, og at den derfor kunne søge det rationelle og
fornuftige konsensus i politikken.
I Storbritannien præsenterede New Labour den såkaldte Third Way i 1998. Det var en tilgang til
politik som efterlader ringe plads til ideologiske modsætninger, men i stedet søgte at fremstå
mere pragmatisk. Tony Blair og den tyske kansler Gerhard Schröder var store fortalere for denne
politiske tilgang og udtalte sig ofte om målsætningen for den: “In this new emerging world people
want politicians who approach issues without ideological preconseptions and who, applying their
values and principles, search for practical solutions to their problems through honest, well-
constructed and pragmatic policies” (Howarth, 2005, 202). En af The Third Way´s udviklere,
Anthony Giddens, beskrev tilgangen som en der accepterede at der intet alternative var, til det frie
marked og kapitalisme: ”One can say that you can´t do without a market economy. No one knows
any other way of effectively organising an economy. This is one of the defining views of the
60
modernizing Left: a positive attitude towards some core aspects of globalization, including the
global marketplace” (Howarth, 2005, 202).
Den liberale model og konsensuspolitikken står nu for skud, da den ikke længere præsenterer
reelle alternativer, som er grundlæggende for moderne demokrati, og dermed står som trussel for
selve demokratiets eksistensbetingelse (Laclau, Mouffe, 2002 189). Et af mange eksempler på
dette viser specialets analyse, hvor UKIP gentagne gange italesætter sagens kerne, nemlig at
befolkningen ikke kan skelne imellem de etablerede partier på de vigtigste store
samfundsspørgsmål.
Kritikken af den liberale model lyder, at nødvendighedens politik som en rationel
forhandlingsproces, ikke tilgodeser det politiske som ifølge Schmitt, Laclau og Mouffe fremtræder
som magt og antagonismer. Ifølge Carl Schmitt kan det få katastrofale konsekvenser for forsvaret
af demokratiske institutioner, hvis man følger den liberale forventning om, at der kan skabes en
universel rationel konsensus gennem uforstyrret dialog. Denne forventning er kun mulig på
bekostning af benægtelse af ureducerbare antagonismer (Schmitt, 1976, 71). Forudsætningen for
det politiske er antagonismer, altså konstruktionen af kollektive identiteter og skabelsen af et ”vi”
i modsætning til ”dem” og dette mener Chantal Mouffe at liberalismen overser (Laclau, Mouffe,
2002, 221). Ifølge Jacques Derrida konstitueres en identitet på baggrund af udelukkelse og på
etableringen af et voldeligt hierarki mellem de to poler. Der findes derfor ingen identitet, der kun
refererer til sig selv og uden en konstrueret forskel til et ”andet”(Laclau, Mouffe, 2002, 221).
Liberalisme og konsensus ønsker per definition at inddæmme konflikter og magtkampe, men
ifølge Chantal Mouffe medfører dette, at det politiske forsvinder.
Forsvarere af liberalismen henviser til netop ovenstående kritik som et argument for egen sag,
fordi de mener, at det politiske lever i bedste velgående. At systemet kan afvise brug af
antagonismer, finder de, er et resultat af en allerede eksisterende magtkamp og et givet
hegemoni. Judith Butler formulerer det således: ”At opstille et sæt af normer, der er hinsides magt
og tvang, er i sig selv en magtfuld og tvangsmæssig handling, der undertrykker, skjuler og udvider
sig eget magtspil gennem henvisning til normativ universalitet” (Butler, 1992, 7). Politiske
teoretikere er tydeligvis uenige omkring hvordan liberalismen skal forstås og defineres, hvilket
61
bliver afspejlet i den politiske debat præsenteret i specialets analyse. De etablerede partier afviser
UKIP´s kritik af dem og refererer ofte til konsensuspolitikken som eneste mulighed med det til
følge, at UKIP´s forslag forekommer dem som farlige udtalelser uden belæg i virkeligheden.
Konsensuspolitikken er et resultat af, at der indenfor demokratiet som vi kender det siden
marxismen, ikke længere hersker nogen magtkonflikter. Som forklaret ovenfor er det politiske
(ifølge Schmitt, Laclau, Mouffe, mfl.) konstitueret af, at der findes antagonismer. Dette gør sig
overordnet ikke gældende i politik i de fleste vestlige demokratier, hvor de liberale ønsker frihed
og individuelle rettigheder højest, mens demokraterne ønsker lighed og deltagelse. Disse to
”ideologier” kan sagtens sameksistere i et agonistisk forhold, da ingen af de to fuldstændig
negerer den anden og deri ligger manglen på det politiske (Laclau, Mouffe, 2002, 232).
Siden kommunismen har der i vesten ikke været en modstander til det eksisterende demokrati.
Fjenden er besejret, men dette efterlader det vestlige demokrati med en uklar identitet. Som
forklaret ovenfor konstitueres en identitet altid i forhold til noget ”andet”, og når dette andet ikke
længere eksisterer, så tydeliggøres manglen af traditionelle politiske orienteringsmåder. Fjenden
skal derfor findes andetsteds, og her er blikket fra de højreekstreme partier faldet på immigration
(Laclau, Mouffe, 2002, 188). Som specialet påviser, er immigranter en trussel til den manglende
kulturelle identitet i Europa. Analysen viser UKIP´s italesættelse af denne trussel, og nedenfor vil
der blive præsenteret lignende eksempler i flere andre europæiske lande.
Dannelsen og fremkomsten af kollektive identiteter omkring religiøse, nationalistiske og etniske
identifikationsformer udspringer således af vestens manglende egenskaber til at præsentere
distinkte politiske identiteter, som befolkningen kan vælge imellem. Konsensuspolitikken gavner
ikke kun demokratiske højrefløjspartier, men sågar endnu yderligtgående antidemokratisk
funderet identiteter som former identifikation ved etnisk, national eller religiøs karakter (Laclau,
Mouffe, 2002, 190). Disse identiteter vil ligeledes opfatte og definere deres modstandere i
sådanne termer. Altså forandres det politiske til pludselig at omhandle religiøse eller etniske
antagonismer og hvis dette bliver tilfældet, så vil den hegemoniske kamp foregå på disses
præmisser. Kristendom mod Islam, briter versus rumænere osv. Flere af disse debatter er allerede
begyndt på den danske scene, hvor Kristendommen bliver italesat som overlegen overfor Islam
62
(Bjørn-Hansen, S, 2015). Både Dansk Folkeparti og de Konservative har italesat sådanne debatter,
som ifølge Laclau og Mouffe er konsekvenser af en mangel på valgmuligheder i
konsensuspolitikken.
Hvis blikket forbliver på Danmark, så er løsningen nu også ved at være evident. Ifølge Chantall
Mouffe er det op til venstrefløjspartierne at trække en ny politisk grænse, som kan give en åben
interessekonflikt og derved opstille nye antagonismer og valgmuligheder. Analysen ovenfor viser,
hvordan UKIP italesatte en dislokation i de etablerede partiers identifikation af britisk identitet, og
ligeledes har Nationalpartiet i Danmark gjort det mod etablissementet. Immigrationsdebatten er i
Danmark som i Storbritannien et vigtigt emne i de kommende valgkampe og på samme måde som
i Storbritannien, er der et relativt sedimenteret syn på immigranter i Danmark. Socialdemokratiet
har rykket sig til højre i immigrationsdebatten, hvilket har afstedkommet en reaktion hos
Nationalpartiet. I flere debatter har partiet således givet et modsvar og et demokratisk alternativ
til, hvordan immigrationsdebatten skal opfattes. Partiet består af immigranter eller efterkommere
deraf og i stedet for at identificere sig med yderligtgående religiøse identiteter, deltager de aktivt i
demokratiet på lige vilkår som andre politiske partier. Dermed har de biddraget til demokratiet
igennem deres værdier og handlinger. Dette er Ifølge Chantall Mouffe løsningen på
konsensuspolitik som demokratisk problem ”Målet er at skabe et hegemoni af demokratiske
værdier og handlinger” (Laclau, Mouffe, 2002, 234).
Andre eksempler
Det er ikke kun i Storbritannien, at støtte til et højrefløjsparti som UKIP har fundet sted. I Østrig
dannede det konservative parti ÖVP og det socialistiske parti SPÖ en koalitionsregering efter
slutningen på anden verdenskrig. De samarbejdede og delte ansvaret for diverse politiske områder
imellem sig.
I 1986 tog Jörg Haider kontrol over frihedspartiet FPÖ og transformerede dette til et protestparti,
som var imod den store koalition. Ved at mobilisere temaer som suverænitet og modstand til
eliten, fik partiet hurtigt succes. Jörg Haider’s diskursive strategi var, at skabe et antagonistisk
forhold mellem på den ene side alle de gode hårdtarbejdende østrigere som forsvarede de
nationale værdier, og på den anden side de etablerede partier, handelsunionerne, bureaukrater,
63
fremmede og venstrefløjsintellektuelle. Ved at følge denne populistiske strategi fik FPÖ massiv
succes og blev i 1999 det andet største parti i Østrig (Mouffe, 2005, 67).
Sidenhen har det dog ikke været muligt for Jörg Haider og frihedspartiet at vedholde
stemmeandelen fra valget i 1999. Chantal Mouffe anser deltagelsen i regeringsarbejdet som
skylden for den nedadgående stemmeprocent. Hvad frihedspartiet havde stor succes med, efter
Jörg Haider tog kontrollen over partiet, var at stille sig i opposition med de etablerede partier, men
da frihedspartiet efterfølgende skulle indgå kompromisser med de etablerede partier, blev de
pludselig en del af det selv samme som de i begyndelsen kritiserede. Successen forsvandt og
allerede i 2004, var stemmeandelen til frihedspartiet faldet til samme stemmeprocent som i 1986.
Samme eksempler kan også findes i andre europæiske lande som f.eks. i Belgien, partiet Vlaams
Blok i 2004 fik hele 24.1 procent af stemmerne til det europæiske valg. Ligesom Frihedspartiet i
Østrig præsenterer Vlaams Blok sig også som det eneste alternativ til de korrupte eliter, og
fremstiller sig selv som folkets forsvarere. I Frankrig har Front National ligeledes haft stigende
tilslutning som et parti, der udfordrer den hidtil hegemoniserede politiske orden (Howarth, 2005,
191).
I Danmark har Dansk Folkeparti i de senere år haft massiv tilslutning og de lader til at have lært af
tidligere højrefløjspartiers historie. Udtalelser fra partiformanden Kristian Thulesen Dahl vidner
om, at partiet har gjort sig tanker herom: ”Mit mål som formand for Dansk Folkeparti er at se os i
et større perspektiv end bare næste valg og nogle mulige år i en ministerbil. Dansk Folkeparti er sat
i verden for at værne om Danmark og danskernes frihed og vores nationale uafhængighed. Det er
ikke en opgave, der fx strækker sig fra 2015 til 2019«, fortsætter Thulesen. Dermed kommer Dansk
Folkeparti ikke til at »sælge ud af sine værdier og arvesølvet til fordel for ministerbiler. Ingen
kommer til at høre mig omfavne EU, ønske forbeholdene væk eller tale for lempelser i
asylpolitikken for at gøre os regeringsegnede i andre parties øjne” (Lund, K, 2013).
Ud fra ovenstående citat ses det tydeligt, at Dansk Folkeparti ikke ønsker at følge samme vej som
Frihedspartiet, og risikere at miste stemmer, ved at danne regering med andre partier, som indtil
nu er fremstillet i et antagonistisk forhold til dem selv.
64
Ens for alle ovenstående eksempler er, at disse højrefløjspartier er opstået som et modsvar til den
”korrupte elite”, og som konstruerer et billede af, at de er det eneste alternativ til disse. Det virker
tilsyneladende også til at de alle mister deres opbakning igen hvis de bliver en del af regeringen.
Dette er ifølge Chantal Mouffe også, hvad der vil ske i Storbritannien.
Hvis det antages at UKIP`s hegemoniske projekt omkring EU bliver sedimenteret, så vil deres
projekt miste betydning idet denne er funderet ovenpå en kritik af de etablerede partiers
holdninger og værdier. Analysen viste, at Nigel Farage ofte udtaler sig omkring de tre partier The
Conservatives, Liberal Democrats og Labour som var de et og samme parti. UKIP har ligesom de
andre højrefløjspartier erstattet den nu svækkede venstre/højre diskurs med en diskurs, hvor de
konstruerer et os/dem forhold. Analysen viste ydermere, at UKIP konstruerer en britisk identitet,
som ikke kan være i samhørighed med eliten eller fremmede, og at disse bliver fremstillede som
”de andre”. Ifølge dette speciales resultater bruger de etablerede partier to metoder i deres svar
til UKIP. Den ene er at nedspille UKIP´s skræmmebilleder. Den anden er at kalde partiet for
ekstreme. Men samme strategi kan også genkendes hos UKIP. De bruger konnotationer til
nazismen og kommunismen i beskrivelsen af de etablerede partier. Tilfælles for begge sider er, at
de ikke taler om fakta, men i stedet taler i moralske termer.
Ifølge Chantal Mouffe ligger skylden hos de etablerede partier, eller som hun beskriver dem ”de
gode demokrater”. For at styrke deres egen identitet beskrev ”de gode demokrater”
højrefløjspartier som ”den ekstreme højrefløj”. Som tidligere nævnt er der ikke noget ”os” uden et
”dem”. Da man ikke kunne snakke politik med den ekstreme højrefløj, fordi disse ikke passede ind
i den foretrukne politiske model, valgte de etablerede partier at ekskludere højrefløjen ved at
bruge moralske termer som den ”onde højrefløj”.
Vælgerne identificerede sig med disse moralske termer. Det muliggjorde nemlig, at de kunne
identificere sig som de gode, når de kunne behandle den ekstreme højrefløj som de onde. Francois
Flahaut beskriver, at selv-idealisering i en tid hvor rationalisme hersker, er den eneste udvej for
mennesker at undslippe deres egen middelmådighed. De kunne genfinde en form for heroisme
ved at benævne de onde, som nogle man kæmper imod (Mouffe, 2005: 74).
65
Hvor jeg ovenfor i flere omgange har beskrevet, hvordan manglen på pluralisme på den politiske
scene i flere forskellige medlemslande har været medvirkende til, at ekstreme højrefløjspartier er
opstået, så kan man desuden drage paralleller til den globale scene. UKIP plæderer for, at det
britiske folk står uden valgmuligheder i det politiske system, og at de som parti er det eneste
alternativ. Alle andre er ens.
På den globale scene fungerer den vestlige neo liberale model på samme måde. Den neo liberale
model tillader intet rum for, at en anden model kan eksistere sammen med den. Den negerer den
anden. De vestlige demokratier har tilfælles, at de alle anser deres egen model som den bedste, og
legitimerer deres udbredelse af denne model til resten af verden.
Da samfundsmodellerne ofte tager antagonistisk form og derfor ikke kan sameksistere, så ser
vestlige liberale demokratier automatisk alt modstand mod de ”vestlige værdier” som værende
irrationelle og illegitime, for i ”vestens øjne” burde alle samfund adoptere disse værdier. Den tyske
filosof Jürgen Habermas oplever, at asiatiske samfund står overfor et valg. Enten adopterer man
den vestlige model og opnår økonomisk overlevelse eller en kulturel identitet, men de kan ikke
begge dele ”Asiatic societies cannot participate in capitalistic modernization without taking
advantage of the achievements of an individualistic legal order. One cannot desire the one and
reject the other. From the perspective of Asian countries, the question is not whether human rights,
as part of an individualistic legal order, are compatible with the transmission of one´s own culture.
Rather, the question is whether the traditional forms of political and societal integration can be
asserted against – or must instead be adapted to – the hard-to resist imperatives of an economic
modernization” (Mouffe, 2005, 86).
I samfund som i østen eller de arabiske samfund som ikke tidligere i så stort omfang er blevet
påvirket af vestens neo-liberale model, er der nu oprør. Det er min overbevisning, at disse
samfund føler, at de bliver presset ud i en tilstand, hvor de bliver nødt til at vælge en
samfundsmodel, som de ellers ikke før har haft stor tiltrækning til. Hvis samfundene fravælger den
vestlige samfundsmodel, kan de se frem til en økonomisk udslettelse. Samfundene opfatter ikke
den neo-liberale model, som en der kan påvirke dem i en retning der tiltaler dem, men den bliver
alligevel presset ned over hovedet på dem, fordi vesten anser demokrati, frihed, fremskridt osv.
66
som noget der kun kan opnås ved gennemførsel af den neo-liberale model. Ligesom i
Storbritannien med UKIP, et protestparti mod de etablerede partier som beskrives som
overherskere, så protesterer de asiatiske og arabiske lande overfor vesten, hvis deres kulturelle
identitet føles truet. Hvis mennesker ikke føler, at de bliver hørt og ikke ser, at de har nogen
indflydelse på de begivenheder der omringer dem, så har dette speciale vist, at de bliver draget af
ekstreme højrefløjspartiers retorik.
Konklusion Specialet tager udgangspunkt i en undren over, hvordan det er lykkedes UKIP at erobre så store
stemmeprocenter ved sidste EU-parlamentsvalg, og at de blev det største parti fra Storbritannien i
EU. Motivationen har endvidere været at undersøge, med hvilke virkemidler UKIP har haft held til
at påvirke vælgerne i Storbritannien til deres egen fordel.
Specialets problemformulering bliver besvaret med udgangspunkt i Chantal Mouffe og Ernesto
Laclau´s analysestrategi, som giver den optik, hvormed analysedelene alle behandles.
Analyse del 1 viste, hvordan UKIP italesætter en dislokation i udtrykket britisk identitet og dermed
diskuterer, hvordan den skal opfattes. Det bliver fremanalyseret i to modstridende diskurser fra
henholdsvis UKIP og de etablerede partier, hvori to forskellige ækvivalenskæder fremtræder til
nodalpunktet britisk identitet. De to diskurser fremstår tydeligt som to, der ikke kan forenes og
står samtidig i et antagonistisk forhold i det, de negerer hinanden. UKIP konstruerer britisk
identitet uden stolthed og selvrespekt, som en identitet der ikke længere er, som den har været.
De etablerede partier konstruerer derimod britisk identitet som succesfuld og moderne, blandt
andet på grund af at man omfavner både EU og immigration.
UKIP konstruerer endvidere et billede af, at udtrykket britisk identitet ikke kan fremstå sådan, som
de ønsker, den skal sedimenteres og påpeger i den forbindelse tre ting, der er skyld i dette: 1.
etablissementet 2. EU 3. immigration. Ens for alle tre er, at UKIP konstruerer dem i et antagonistisk
forhold til den britiske identitet, og på den måde konstitueres UKIP´s opfattelse af britisk identitet
ud fra disse tre antagonismer.
I analyse del 2 fremanalyseres den hegemoniske kamp imellem UKIP og de etablerede partier om,
at meningstilskrive nodalpunktet EU gennem de tre diskurser: den demokratiske diskurs, den
67
ideologiske diskurs samt den økonomiske diskurs. Ens for de tre diskurser er, at UKIP´s og de
etablerede partiers meningstilskrivelse, er direkte divergerende. UKIP konstruerer EU i et
antagonistisk forhold til Storbritannien og italesætter EU som noget, der svækker Storbritannien,
hvorimod de etablerede partier konstruerer EU som noget, der styrker Storbritannien.
Det kan konkluderes, at UKIP konstruerer demokratiet og økonomien i Storbritannien som noget,
der bliver svækket af at være medlem af EU. Ydermere viser analysen, at UKIP iagttager, at
Storbritannien ved medlemsskabet i EU risikerer at blive en del af et supernationalt
overherredømme.
Det kan ligeledes konkluderes, at de etablerede partier forsøger at konstruere et billede af, at UKIP
taler usandt omkring EU, og at det britiske folk ikke har noget at frygte ved medlemsskabet. I
stedet konstruerer de nodalpunktet EU som værende godt for demokratiet og understreger, at
Storbritannien som medlem af EU har større medbestemmelse og bedre forhandlingsposition. De
ser derudover, at økonomien bliver styrket af at være medlem af EU.
I analyse del 3 analyserer jeg den hegemoniske kamp mellem UKIP og de etablerede partier.
Afsnittet viser, hvordan partierne meningstilskriver nodalpunktet immigration igennem de tre
diskurser: den økonomiske diskurs, den sociale diskurs og frygten som diskurs. UKIP og de
etablerede partier meningstilskriver nodalpunktet immigration på vidt forskellige måder. Hvor
UKIP konstruerer immigration med negative udtryk og fremstiller det i et antagonistisk forhold til
den britiske identitet, så konstruerer de etablerede partier immigration som en del af den britiske
identitet og med overvejende positive udtryk.
Det konkluderes, at UKIP anser immigration som værende en katastrofe for samfundet, og at de
iagttager, at immigration medfører mere kriminalitet og terror. Derudover konstruerer de et
billede af, at den almindelige brite bliver efterladt fattigere og som en underklasse som følge af
immigration. Ifølge UKIP´s udsagn er almindelige briter dermed i fare, hvis ikke immigrationen til
Storbritannien bliver stoppet.
De etablerede partier betragter, modsat UKIP, immigration som en vigtig del af britisk historie og
identitet. De anser ikke immigration som noget, der medfører terror til nationen. Tværtimod
opfatter de immigranter som en del af løsningen imod terror.
68
På baggrund af resultaterne fra specialets tre analyser afslører den afsluttende diskussion,
hvordan manglen på pluralismer på den politiske arena kan medføre stigende tilslutning til
højrefløjspartier som UKIP.
Diskussionen viser også, hvordan denne udvikling har fundet sted i flere andre lande end
Storbritannien. Ens for de fleste andre tilfælde er dog, at de mistede deres opbakning så snart de
blev en del af det etablissement, som de indledningsvis var i opposition imod.
For at besvare problemformuleringen kan det afslutningsvis konkluderes, at UKIP og de etablerede
partier hver for sig konstruerer udtrykket britisk identitet på vidt forskellige måder. UKIP
konstruerer britisk identitet ud fra et antagonistisk forhold til etablissementet, EU og immigration.
I deres konstruktion ækvivalerer de forskellige negativt ladede udtryk til den britiske identitet og
beskriver den som værende i krise.
De etablerede partier tilskriver anderledes mening til udtrykket britisk identitet. Modsat UKIP
stiller de ikke britisk identitet i et antagonistisk forhold til hverken EU eller immigration og mener
således at disse kan sameksistere.
69
Literaturliste
Andersen, Åkerstrøm N, (1999) Diskursive analysestrategier, Nyt fra Samfundsvidenskaberne,
København.
BBC UKIP vs Labour, (2014) Youtube video, added by ukipmedia (online). Available at
https://www.youtube.com/watch?v=SfTMRCaH0Mc (Accessed on 28 May 2015).
BBC, (2014) “UK European election results” BBC (online). Available at
http://www.bbc.com/news/events/vote2014/eu-uk-results (Accessed on 28 May 2015).
Bertelsmann, (2015) “Brexit could be expensive – especially for the United Kingdom”
mannStiftung (online). Available at https://www.bertelsmann-stiftung.de/en/topics/aktuelle-
meldungen/2015/april/brexit-could-be-expensive-especially-for-the-united-kingdom/ (Accessed
on 28 May 2015).
Butler, J, (1992)”Contingent Foundations: Feminism and the Question of ”Post-modernism”, I J.
Butler of J. Scott (eds): Feminists Theorize the political, New York and London.
Bjørn- Hansen, S, (2015) ”R: Konservative fisker stemmer med kristen retorik” DR DK (online).
Available at http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/04/03/174454.htm (Accessed on 29 May
2015).
Clark, Alistair (2012) “Political parties in the UK”, Palgrave Macmillian, Basingstoke.
Clohesy, A. (2000) “Provisionalism and the (im)possibility of justice in Northern Ireland, I:
Howarth et al. (2000) Discourse theory and political analysis. Identities, hegemony and
social change” (pp. 70-84). Manchester University Press.
DR DK, (2014), “UKIP sender varsel og tager endnu en plads I Storbritanniens parlament” DR DK
(online). Available at http://www.dr.dk/nyheder/udland/2014/11/21/1121054053.htm (Accessed
on 28 May 2015).
Dyrberg, Torben et al. (2000) Diskursteorien på arbejde, Roskilde universitetsforlag, Frederiksberg.
70
Eurobarometer, (2014), “Public opinion in the European Union” (online). Available at
http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb82/eb82_uk_uk_nat.pdf (Accessed on 28 May
2015).
Eurobarometer 2, (2014), “EU´s løfte” Eurobarometer (online). Available at
http://ec.europa.eu/danmark/documents/alle_emner/information/poe_summary.pdf (Accessed
on 28 May 2015).
Europe debate 1, (2014) Youtube video, added by Liarpoliticians2 (online). Available at
https://www.youtube.com/watch?v=Hkhtn_NtDZM (Accessed on 28 May 2015).
Europe debate 2, (2014) Youtube video, added by Liarpoliticians2 (online). Available at
https://www.youtube.com/watch?v=fd9rsmD4HiM (Accessed on 28 May 2015).
The EU will be a full federal system soon, (2013) Youtube video, added by cip 1883 (online).
Available at https://www.youtube.com/watch?v=36u0wW5kQMg (Accessed on 28 May 2015).
Esmark, Anders et al. (2005) ”Poststrukturalistiske analysestrategier”, Roskilde Universitetsforlag,
Frederiksberg.
Ford, R, Goodwin, M (2014) “Revolt on the right Explaining support for the radical right in Britain”,
Routledge, London.
Financial Times, 2014) “How to tackle immigration without risking the economy”. Financial Times
(online). Available at http://www.ft.com/intl/cms/s/0/9bbbd83e-74a5-11e4-b30b-
00144feabdc0.html#axzz3SxNWaXWE (Accessed on 28 May 2015).
Geddes, Andrew (2013) Britain and the European Union, Palgrave Macmillian, Basingstoke.
Geddes, Andrew (2014) The EU, UKIP and the politics of immigration in Britain, The Political
Quarterly, Vol. 85, No. 3, John Wiley & Sons Ltd, Oxford.
George, Stephen (2001) An Awkward Partner, Britain in the European Community third edition,
Oxford university press.
71
The Guardian (2), (2014) “David Cameron´s EU speech – full text” The Guardian (online). Available
at http://www.theguardian.com/politics/2013/jan/23/david-cameron-eu-speech-referendum
(Accessed on 28 May 2015).
Holehouse, M, (2015) “Nigel Farage blames attack on “rather gross policy of multi- culturalism”.
The Telegraph (online). Available at http://www.telegraph.co.uk/news/politics/nick-
clegg/11332461/Nigel-Farage-blames-Paris-attack-on-rather-gross-policy-of-multi-
culturalism.html (Accessed on 28 May 2015).
Howarth, David (2005) Diskurs en introduktion, Hans Reitzels Forlag, Frederiksberg
Howarth, Torfing (2005) Discourse Theory in European Politics, Identity, Policy and Governance,
Palgrave Macmillian, New York.
Kenny, Michael, (2015) The Return of ‘Englishness’ in British Political Culture – The
End of the Unions?, JCMS, Volume 53. Number 1. pp. 35–51, John Wiley & Sons Ltd, Oxford.
Laclau, Mouffe (2002) Det radikale demokrati, diskursteoriens politiske perspektiv, Roskilde
Universitetsforlag, Frederiksberg.
Laclau, Mouffe (1985) Hegemony and Socialist Strategy, Verso, London.
Larsen, Bøje et al. (2002) Diskursanalysen til debat, forlaget Nyt fra samfundsvidenskaberne,
København
Lauritzen, T, (2015) ”Analyse, Cameron er på ”Mission Impossible” i Europa” Politiken (online).
Available at http://politiken.dk/udland/hjertetafeuropa/hjertet_analyse/ECE2607798/analyse-
cameron-er-paa-mission-impossible-i-europa/ (Accessed on 28 May 2015).
Leftfootforward, (2014) “UKIP compares immigration with Native Americans”. Leftfootforward
(online). Available at
https://www.google.dk/search?q=he+used+to+ignore+immigration&source=lnms&tbm=isch&sa=
X&ei=MiFoVcveBMa6swHlzYH4Aw&ved=0CAcQ_AUoAQ&biw=1093&bih=506#imgrc=HKOWN2_5f
TuZVM%253A%3B7Q5V2wEBi3YzoM%3Bhttp%253A%252F%252Fleftfootforward.org%252Fimages
%252F2010%252F04%252FUKIP-
72
Reservation.jpg%3Bhttp%253A%252F%252Fleftfootforward.org%252F2010%252F04%252Fukip-
immigration-native-americans%252F%3B1408%3B1024 (Accessed on 28 May 2015).
Lund, K, (2013) “Thulesen: Dansk folkeparti er ikke klar til regering” Politiken (online). Available at
http://politiken.dk/indland/politik/ECE2076650/thulesen-dansk-folkeparti-er-ikke-klar-til-
regering/ (Accessed on 28 May 2015).
Lyons, J, (2006) “UKIP are closet racists, says Cameron”, The independent (online). Available at
http://www.independent.co.uk/news/uk/politics/ukip-are-closet-racists-says-cameron-
472769.html (Accessed on 28 May 2015).
Mason, R, (2014), “Ed Miliband promise concrete immigration reform” The Guardian (online).
Available at http://www.theguardian.com/politics/2014/oct/23/ed-miliband-promises-concrete-
immigration-reform (Accessed on 28 May 2015).
Mouffe, Chantal, (2005) On the political, Routledge Taylor &Francis Group, London and New York.
Mouffe, Chantal (1993) The return of the Political, Verso, London.
New Statesman, (2013) “David Cameron´s speech on the EU: full text”. New Statesman (online).
Available at http://www.newstatesman.com/politics/2013/01/david-camerons-speech-eu-full-text
(Accessed on 28 May 2015).
Nigel Farage leaders debate, (2014) Youtube video, added by ukipmedia (online). Available at
https://www.youtube.com/watch?v=OGFn3Ur0X1M (Accessed on 28 May 2015)
Nigel Farage on Sean Hannity, (2014) Youtube video, added by Vote UKIP (online). Available at
https://www.youtube.com/watch?v=MrunY8aM9mg (Accessed on 28 May 2015).
Nigel Farage speech Switzerland, (2014) Youtube video, added by RobbingHoodUK (online).
Available at https://www.youtube.com/watch?v=5Oebshxpka8 (Accessed on 28 May 2015).
Rise of Eurosceptism an assertion of identity, (2013) Youtube video, added by europarl (online).
Available at https://www.youtube.com/watch?v=eVorAQUtHHY (Accessed on 28 May 2015).
73
Sparrow, A, (2014), “Nigel Farage: Parts of Britain are “like a foreign land”” The Guardian (online).
Available at http://www.theguardian.com/politics/2014/feb/28/nigel-farage-ukip-immigration-
speech (Accessed on 28 May 2015).
The Spectator, (2014), “David Cameron´s immigration speech: full text” The Spectator (online).
Available at http://blogs.spectator.co.uk/coffeehouse/2014/11/david-camerons-immigration-
speech-full-text/ (Accessed on 28 May 2015).
The Spectator (2), (2014) “Ed Miliband´s speech on Europe: full text” The Spectator (online).
Available at http://blogs.spectator.co.uk/coffeehouse/2014/03/ed-milibands-speech-on-europe-
full-text/ (Accessed on 28 May 2015).
Schmitt, Carl, (1976) The Concept of the Political, Rutgers University Press, New Brunswick
Theils, L, (2015) “Et bye bye til EU vil koste briterne dyrt” Politiken (online). Available at
http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE2647881/et-bye-bye-til-eu-vil-koste-briterne-dyrt/
(Accessed on 28 May 2015).
This EU is the New communism, (2014) Youtube video, added by Samuel Ezerzer (online).
Available at https://www.youtube.com/watch?v=HJKNeH4cs6E (Accessed on 28 May 2015).
TOURNIER-SOL, Karine (2015) Reworking the Eurosceptic and Conservative Traditions into a
Populist Narrative: UKIP’s Winning Formula?, JCMS ,Volume 53. Number 1. pp. 140–156, John
Wiley & Sons Ltd, Oxford.
UKIP, (2014), “The UKIP Manifesto” UKIP (online). Available at www.ukip.org (Accessed on 28 May
2015).
Ukipmidsussex, (2014) “No Border. No control. – ukipmidsussex”. (online). Available at
http://ukipmidsussex.org/no-border-no-control/ (Accessed on 28 May 2015).
UKIP´s Godfrey Bloom calls Martin Schulz an undemocratic fascist, (2010) Youtube video, added
by EurActiv (online). Available at https://www.youtube.com/watch?v=LQy0_QyEZ2w (Accessed on
28 May 2015).
74
Using the crisis to build a United States og Europe, (2014) Youtube video, added by europarl
(online). Available at https://www.youtube.com/watch?v=ZM71zffDi90 (Accessed on 28 May
2015).
Webb, Bale, (2014) Why Do Tories Defect to UKIP? Conservative Party Members and the
Temptations of the Populist Radical Right, POLITICAL STUDIES:VOL 62, 961–970, Political Studies
Association.
Wintour, P, (2015) “Ed Miliband: UK exit from EU would hinder fight against terrorism” The
Guardian (online). Available at http://www.theguardian.com/politics/2015/jan/12/ed-miliband-
uk-eu-exit-terrorism (Accessed on 28 May 2015).
Transskriberinger af taler og politiske debatter kan eftersendes efter ønske.
![[ visuel ] identitet](https://img.dokumen.tips/doc/110x75/568148ee550346895db60bd1/-visuel-identitet.jpg)
