259

Demokrati og magt i Grønland · DEMOKRATI OG MAGT I GRØNLAND g orm w i nthe r I no vember 20 02 inviter ede statsminister Ander s Fogh Rasm ussen funge rende landsstyr efor mand

  • Upload
    others

  • View
    0

  • Download
    0

Embed Size (px)

Citation preview

  • AlekseyGorm_thumbnail.jpg

  • de mok rat i og mag t i g r ø nland

  • M AG T U D R E D N I N G E N

    Folketinget besluttede i marts 1997 at iværksætte en dansk magtudredning eller, som det officielle navn er, En analyse af demokrati og magt i Danmark. Projektet ledes af en uafhængig forskningsledelse.Magtudredningens forskningsresultater publiceres i en række bøger, som udgives på Aarhus Universitetsforlag,og i en skriftserie, som udgives af Magtudredningen.

    Lise Togeby (formand)

    Jørgen Goul Andersen Peter Munk Christiansen

    Torben Beck Jørgensen Signild Vallgårda

  • Redigeret af

    Gorm Winther

    D E M O K R AT I O G M AG T

    I G R Ø N L A N D

    A A R H U S U N I V E R S I T E T S F O R L A G

  • Demokrati og magt i Grønland er sat med Bembo

    og trykt hos Narayana Press,Gylling

    Tilrettelægning: Kitte Fennestad

    Omslag: Kitte Fennestad med foto af Niels Hougaard

    Aarhus Universitetsforlag

    Langelandsgade

    Århus N

    Fax

    www.unipress.dk

    ISBN 87 7934 831 9

    © Magtudredningen, forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2004

    http://www.unipress.dk

  • F O RO R D

    Den grønlandske del af den danske magtudredning afsluttes med denne artikelsamling efter ca. to års arbejde. Undervejs har mange personer været involveret i projektet på den ene eller den anden måde. En tak skal derfor lyde herfra til de mange i Grønland og Danmark,der tog sig tid til at deltage i seminarer og diskutere demokrati og magt i Grønland (DEMA-projektet). Det har været inspirerende at lytte til de mange indlæg og modtage kommentarer, og jeg vil håbe, at projektet har medvirket til at klargøre behovet for yderligere forskning af denne karakter. Det grønlandske demokrati er endnu ungt,og man konfronteres derfor ofte med det unge demokratis fødselsveer, samtidig med at det post-koloniale samfunds magtrelationer ikke uden videre lader sig omkalfatre.

    En særlig tak skal lyde til den danske magtudrednings forskningsledelse for, at man også viste interesse for at ville inddrage det grønlandske samfund blandt Magtudredningens mange projekter. I denne forbindelse skal det gode samarbejde med professor Peter Munk Christiansen og professor Lise Togeby fremhæves. I hele projektetperioden har vi endvidere haft et udmærket samarbejde med Landsstyreområdet for kultur, uddannelse, forskning og kirke og i denne forbindelse særligt forskningskoordinator Tom Greiffenberg,der har gjort en utrættelig arbejdsindsats undervejs i diskussionerne og i tilrettelæggelsen af DEMA-projektets seminarer.Der skal i denne forbindelse også rettes en tak til forskningssekretær Anne Lise Sørensen,der ind imellem har fungeret som projektets sekretær og som assisterede med renskrivning af artiklerne. Også en tak til projektets studentermedhjælpere Karoline Mathiassen og Flemming Enequist.Endelig skal der lyde en tak til den grønlandske Selvstyrekommission for en god løbende dialog omkring projektets problemstillinger og en tak til de øvrige medlemmer af projektledelsen Wolfgang Kahlig og igen Tom Greiffenberg for et godt løbende samarbejde.

    Gorm Winther Aalborg,december 2003

  • Kalaallit Nunaat

    du med dit forjættede, usande øgenavn – Grønland

    får i ulveklæder

    foroven bundfrossen

    forneden bundløs

    afladshandlernes klondyke

    – danaidernes hobby

    De har den fornøjelse

    at besidde

    magten og æren

    i al evighed

    (med tak til Machiavelli)

    Uddrag fra Aqqaluk Lynge: „Ode til Danaiderne (Dansk imperialisme i Grønland)“ trykt i Arqaluk Lynge: Til Hæder og Ære –Tupigusullutik angalapput.

  • I N D H O L D

    gorm winther

    kapitel 1. Demokrati og magt i Grønland 9

    finn lynge

    kapitel 2. Kunuk op gennem tiden … 25

    jes adolphsen

    kapitel 3. Hvad er magt – i Grønland? 31

    jakob janussen

    kapitel 4 .Demokratiets vilkår i Grønland 39

    thomas andersen og ole tonsgaard

    kapitel 5. Vælgermagt i Grønland 55

    peter munk christiansen og lise togeby

    kapitel 6. Grønlands elite 80

    gorm winther

    kapitel 7. En ny klasse i Grønland? 105

    rasmus ole rasmussen

    kapitel 8. Havfiskeri/kystfiskeri – magt og

    afmagt i Grønlands hovederhverv 133

    klaus georg hansen

    kapitel 9. IT-sektoren i et magtperspektiv 162

  • hanne petersen

    kapitel 10. Magt og myndighed – skift og forandringer 195

    karen langgård

    kapitel 11. Magt og demokrati – og sprog 215

    wolfgang kahlig

    kapitel 12. Samfundsforskning i Grønland

    set i et magt- og participationsperspektiv 236

    Om forfatterne 255

  • kap i te l 1

    D E M O K R AT I O G M AG T I G R Ø N L A N D

    g orm w i nth e r

    I november 2002 inviterede statsminister Anders Fogh Rasmussen fungerende landsstyreformand Jonathan Motzfeldt med til NATO-topmødet i Prag senere på måneden.Baggrunden var en forventning om, at det amerikanske missilforsvar ville komme på mødets dagsorden.Og da de amerikanske planer uvægerligt vil berøre grønlandske interesser, har statsministeren ment, at det var relevant at invitere Grønland med.Udenrigspolitikken er et af de områder,hvor Hjemmestyret ikke har formelle beføjelser til at varetage grønlandske interesser.Hjemmestyret er derfor afhængigt af, at rigsmyndighederne finder det opportunt at invitere Grønland med.

    Selvstyretanken og den grønlandske befolknings mulighed for at deltage i de beslutninger, der vedrører det grønlandske folk, er central i projektet om demokrati og magt i Grønland (DEMA-projektet), som afrapporteres i denne bog.Siden Hjemmestyrets etablering i 1979 har staten overført flere af de områder, som tidligere blev varetaget i statsligt regi, til Hjemmestyrets administration. Men der er fortsat områder, hvor beslutningstagere i Danmark træffer beslutninger med virkning for Grønland,eller hvor de træffer beslutninger, som påvirker beslutningsprocesserne i Grønland. Fra grønlandsk side er der derfor også et ønske om et øget selvstyre, og om at hele befolkningen skal inddrages i denne proces. Disse ønsker er senest formuleret af den grønlandske Selvstyrekommission,der begyndte sit arbejde i 2000.

    For det første er der som nævnt det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område,hvor den formelle kompetence ligger hos rigsmyndighederne,men hvor grønlandske interesser i et samarbejde med Danmark i stigende grad har kunnet gøre sig gældende.Der er dog fortsat områder,hvor der er behov for at udvikle større grønlandsk kompetence og ansvar, eksempelvis vedrørende sikkerhedspolitik og en selvstændig grønlandsk repræsentation i internationale forsamlinger.

    For det andet er der spørgsmålet om økonomisk afhængighed af den danske stat og EU, som vedrører de danske bloktilskud og EU’s betalinger for

    9

  • fiskerirettigheder. Det grønlandske samfunds rådighedsbeløb øges med ca. halvdelen af BNP som følge af de ensidige indkomstoverførsler fra Dan-mark – et forhold der kan hæmme processen mod et reelt selvstyre. Grønland indgår i øvrigt endnu i en møntunion med Danmark.En dansk indtræden i den europæiske møntunion vil formodentlig indebære, at Grønland må anmode om den samme faste kurs, som eksisterer mellem en dansk og en færøsk krone.Et økonomisk selvbærende Grønland ville måske kunne bære en egen møntfod med kursdannelse internationalt, men dette må siges at ligge meget langt ude i fremtiden.

    For det tredje er der råstofområdet. Den eksisterende råstofaftale bygger på, at de første 500 mio. kr. af et offentligt provenu af udvinding skal deles ligeligt mellem staten og Hjemmestyret,og at yderligere indtægter skal genforhandles. Dette skal ses i lyset af, at staten ifølge den hidtidige tolkning af hjemmestyreloven ikke påfører det grønlandske samfund forringelser som følge af overførsel af opgaver, der hidtil har været finansieret og varetaget af staten.

    For det fjerde er der den mulige fremtidige afhængighed af transnationale selskaber,der etablerer sig i Grønland, f.eks. i råstofsektoren,og måske også i andre sektorer af økonomien.Privatiseringer drøftes fortsat, og processen er nu igangsat med privatiseringen af dele af den hidtil offentligt ejede butikskæde KNI. Et dansk selskab bliver sammen med ledende medarbejdere hovedaktionær i det nye selskab, som for en tredjedels vedkommende er ejet af Hjemmestyret.Tele Greenland A/S har offentliggjort sit udspil til en privatisering, og det må forventes, at en række selskaber vil fremkomme med udspil i samme retning.Forslagene har indtil videre overvejende været traditionelle privatiseringsmodeller, men der har i den offentlige og politiske debat også være røster,der har advokeret for et styrket lokalt ejerskab.Der er for så vidt ikke uenighed om,at der skal ske privatisering af en række opgaver.Uenighederne opstår typisk om den hastighed, hvormed privatiseringerne skal gennemføres,og om hvor meget dansk og udenlandsk kapital,der skal lukkes ind.

    For det femte venter der det grønlandske samfund nogle temmelig omfattende bygge- og anlægsopgaver.Det drejer sig om omfattende renoveringer af den eksisterende boligmasse og infrastruktur,og det drejer sig om omfattende bygge- og anlægsarbejder i de kommende vækstcentre Ilulissat (Jakobshavn), Sisimiut (Holsteinsborg),Nuuk (Godthåb) og Qaqortoq (Julianehåb).Ydermere er der fortsatte udbygningsopgaver med hensyn til lufthavne. I forbindelse med Landstingets forårssamling 2002 har der været rø-

    10

  • ster fremme om at udbygge vandkraftværkskapaciteten, ligesom der har været forslag om etablering af veje mellem Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og Sisimiut, mellem Narsarsuaq og Qaqortoq og mellem Nanortalik og Nalunaq-minen. I det omfang man ikke kan skaffe kvalificeret lokal arbejdskraft, øger store bygge- og anlægsopgaver imidlertid afhængigheden af tilkaldt arbejdskraft.

    Endelig er der for det sjette de post-koloniale syndromer i form af institutionel afhængighed af de magtstrukturer, som Grønland overtog fra Dan-mark. I den grønlandske hverdag støder man ofte på resignation og fremmedgørelse.Der synes ikke at være tradition for at igangsætte noget eller for at tage noget initiativ i forhold til arbejdssituationen. I diskussionerne af behovene for en øget produktivitet slår man i den grønlandske debat på en udbygning af uddannelsessystemet.Det præciseres imidlertid ikke,hvordan man skal udnytte denne akkumulation af viden i et samfund som det grønlandske, der er præget af både fremmedgjorthed og fravær af incitamenter for at bryde de onde cirkler. De fremmedgjorte holdninger kan forklares ved eksistensen af en ny post-kolonial social klasse, der fortsat sidder på afgørende magtpositioner i det grønlandske samfund.Det er set, at man ved besættelse af stillinger,hvortil der er grønlandske kvalificerede ansøgere,alligevel foretrækker danske ansøgere.Dette kan naturligvis skyldes kvalifikationsforskelle,men det kan også skyldes sædvaner inden for den teknokratiske elite eller en organisationskultur, hvor den grønlandske ansøger kommer til kort.

    Demokratisering og decentralisering er ikke bare et spørgsmål om at få overført mere kompetence og ansvar til Grønland.Det er også et spørgsmål om at få brudt de onde cirkler, der er fulgt med de importerede magtstrukturer fra Danmark og den grønlandske overtagelse af kontrollen. En ny social klasse har overtaget kontrol og styring med de politiske og økonomiske beslutninger.Også i dag er en betragtelig del af den grønlandske økonomi offentligt styret, bestyrelsesmedlemmerne i de offentlige selskaber er udpeget politisk,og på trods af erklærede målsætninger om decentralisering og selvforvaltning har man ikke formået at ændre på disse forhold.

    Aktuelle debatter i Grønland vidner om en kritik af politikernes dispositioner. Der har været en tendens til at betragte selvstyre som et gode i sig selv. Ofte har man ikke interesseret sig for, hvad der efterfølgende er sket med den interne demokratiseringsproces, der skulle være fulgt efter overtagelserne af kompetence og ansvar.Problemet er, at det ikke er lykkedes at få indfriet de demokratiske ambitioner, og derfor er der behov for at få iden-

    11

  • tificeret de problemer og syndromer, der er fulgt med overtagelsen af kompetencer og ansvar. I forbindelse med de store overtagelser i firserne og overgangen til offentlige aktieselskaber i halvfemserne var der f.eks. røster fremme om andelsdrift og lokal inddragelse. I Nunavik i Ny Quebec i Canada har man en levedygtig kooperativ bevægelse og stort set ingen statsdrift – i Grønland er det omvendt.

    D E M A - P R O J E K T E T S T E M A E R

    Ovennævnte problemer udstikker nogle af de væsentligste rammer for magtudøvelse i det grønlandske samfund og vil derfor også blive tematiseret i denne antologi. DEMA-projektet har været organiseret omkring nogle seminarer, hvor antologiens forfattere har kommenteret på hinandens bidrag.Der er afholdt to indledende seminarer på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) i Nuuk (Godthåb) i oktober 2000 og på Center for Nordatlantiske Studier på Roskilde Universitetscenter i marts 2001.Derefter fulgte et opfølgende seminar og forelæsninger på Ilisimatusarfik i efteråret 2001, og i foråret 2002 blev der afholdt en afsluttende workshop i Ilulissat (Jakobshavn).Projektet er blevet tilrettelagt af en projektgruppe bestående af lektor Wolfgang Kahlig fra Ilisimatusarfik, forskningskoordinator ved Grønlands Hjemmestyre Tom Greiffenberg og med Gorm Winther som projektleder. Yderligere havde projektet tilknyttet to studentermedhjælpere, stud. scient.adm.erne Karoline Mathiassen og Flemming Enequist.

    DEMA-projektet har løbende haft en dialog med Selvstyrekommissionen, uden at der har været et formaliseret samarbejde. Det har fra starten været klart, at projektet skulle være uafhængigt af politiske og økonomiske interesser, og at det alene skulle fungere på grundlaget af bevillinger fra den danske Magtudredning.

    Fra begyndelsen har antologien været bredere anlagt end de fleste andre projekter under den danske Magtudredning, fordi de deltagere,der kan indbydes til at deltage i en grønlandsk magtudredning, arbejder på forskelligt grundlag og inden for forskellige samfundsvidenskabelige discipliner.Intentionen har været,at antologien skal befrugte den offentlige debat i Grønland.

    DEMA-projektet har søgt at fokusere både på nogle af de områder, Selvstyrekommissionen har taget op, og på en række af de temaer, som blev udstukket i forbindelse med den danske Magtudredning.Disse temaer har vi så i DEMA-projektet udbygget med en særlig grønlandsk dimension. De overordnede problemstillinger har således været:

    12

  • • Individ, bruger og borger i Grønland.Her fokuseres især på medborgernes deltagelse i det politiske og det økonomiske liv og på den politiske og øko-nomiske magtfordelings konsekvenser for medborgerskabet i Grønland. Herunder rejses spørgsmålet om „politisk fattigdom“ blandt vælgerne.

    • Politiske institutioner i Grønland belyses gennem analyser af det politiske og socio-økonomiske system,klasserelationerne, eliter,myndighedsdannelse og de politiske beslutningstageres interaktion med interesseorganisationer og store offentlige selskaber. Hvor stort et råderum har de politiske beslutningstagere i forhold til de eksisterende magtstrukturer, i forhold til organisationerne og i forhold til overnationale politiske fora som den danske stat og transnationale selskaber?

    • De politiske beslutningers tilblivelse, indhold og konsekvenser i Grønland belyses gennem diskussioner af konkrete beslutningsprocesser og af generelle træk ved politiske beslutninger i Grønland.

    • Samfundsmæssige forandringsprocesser i Grønland. Her sættes der især fokus på erhvervspolitik og økonomisk politik med henblik på at vurdere,hvor stort et økonomisk-politisk råderum beslutningstagerne reelt har. Især fokuseres der på magt og afmagt i forbindelse med udviklingen af det grønlandske fiskeri og IT-sektoren.Ydermere indgår spørgsmålet om økonomiske magtkoncentrationer og store foretagenders mulighed for at påvirke beslutningsprocesserne vedrørende en demokratisering.

    • Kultur, sprog og videnskab fokuserer dels på Grønland i relation til det dobbelt-sprogede samfunds måde at håndtere magtudøvelse og demokratiseringsprocesser på og dels på de metodeproblemer, der er forbundet med denne dualitet i kultur og sprog,og som opstår, når forskere af europæisk oprindelse og med en etnocentrisk forudforståelse af den virkelighed,der skal analyseres,gennemfører forskningsprojekter i Grønland.

    A R T I K L E R N E O G F O R A R B E J D E T

    Bevillingen til DEMA-projektet gav ikke økonomisk råderum for nye projekter og større dataindsamlinger. I stedet er samtlige bidragydere blevet bedt om at reflektere over demokrati og/eller magt i relation til den forskning, de allerede havde gennemført eller var i gang med. Fra starten var det et krav, at hvert bidrag skulle behandle en valgt problemstilling eller et problemkompleks teoretisk, og at man i denne forbindelse kunne vælge enten at inddrage både magt- og demokratibegrebet eller det ene af dem. Med hensyn til metodevalg og empirisk analyse var forfatterne frit stillet.

    13

  • På workshoppen i Ilulissat blev det klart, at stort set alle de præsenterede artikeludkast var både samfundskritiske og fokuserede på aktuelle problemer. Der var bred enighed om, at dette er en nødvendighed for den samfundsvidenskabelige forskning i Grønland. Samtidig har det været vigtigt, at projektet ikke medvirkede til at danne nye myter om det grønlandske samfund. Det har danske samfundsforskere allerede bidraget rigeligt til. Antologien er et oplæg til diskussion og forhåbentligt også til flere og nye forskningsprojekter, der med flere ressourcer i ryggen kan bearbejde de præsenterede problemer mere grundigt.

    Artiklerne bærer præg af et samspil mellem forskellige samfundsvidenskabelige discipliner.Dette gælder endda i nogle tilfælde inden for den enkelte artikel, hvilket gør en stringent disciplinorienteret opdeling af artiklerne vanskelig at gennemføre. Men lidt groft taget dækker artiklerne følgende emneområder:

    • Begrebsdannelse omkring magt og demokrati i Grønland • Politologisk analyse med særlig vægt på demokrati og vælgerdeltagelse • Sociologisk analyse med vægt på stratifikations-, elite- og klasseanalyse

    og på myndighedsbegrebet • Analyse af erhvervsudvikling og økonomi dels med vægt på de offentlige

    selskabers påvirkninger af de politiske beslutninger, dels med vægt på udviklingsproblemer og udviklingspotentialer i Grønlands hovederhverv, fiskeriet

    • Analyse af det duale samfund, hvor der refereres til kulturforskelle og i denne forbindelse sproget og forskningen.

    Grønlandsforskningen udføres i dag på grundlag af meget sparsomme ressourcer.På de nævnte idé- og problemformulerings-seminarer skortede det ikke på input til, hvad en grønlandsk magtudredning kunne tage op.Mange gav deres besyv med og kom med gode og brugbare forslag til nye forskningsprojekter. Særligt seminaret vedrørende idé- og problemformulering ved Ilisimatusarfik i oktober 2000 var i denne henseende tankevækkende for den dialog- og formidlingsorienterede grønlandsforsker. På seminaret deltog både landstingsmedlemmer,medlemmer af Selvstyrekommissionen, ressourcepersoner fra de politiske partier, embedsmænd, deltagere i den grønlandske samfundsdebat, forskere, forfattere og grønlandske studerende.

    Alligevel må det konstateres,at mange af de gode forslag nu ligger ubenyttede hen.Det behøver imidlertid ikke fortsat at være tilfældet, for på semi-

    14

  • naret var der også tanker om at nedsætte et mere permanent forum omkring magt- og demokratiforskning i Grønland med oprettelsen af en hjemmeside, med regelmæssige møder med indbudte foredragsholdere på Ilisimatusarfik og med præsentation af forskningsresultater og studenterrapporter. I denne sammenhæng vil det også være vigtigt at finde finansiering til større samfundsvidenskabelige projekter og endnu flere fastansatte forskere, der kan videreføre arbejdet med at få etableret forskning med udgangspunkt i de ønsker og behov,der kom til udtryk på seminaret.Det er meget vigtigt, at den samfundsvidenskabelige forskning på Ilisimatusarfik bliver styrket og opnår den position,den er berettiget til.Hidtil har de tilvejebragte ressourcer internt på institutionen ikke tilnærmelsesvis kunne sikre dette.Og der er næppe nogen tvivl om, at magt- og demokratiforskning af mange i Grønland opleves som noget særdeles relevant, som der også vil være behov for i fremtiden.

    På trods af de trange betingelser er det gået med DEMA-projektet som planlagt. Det vil blot være kedeligt, om demokrati- og magtforskning i Grønland ophørte med denne publikation, som måske i højere grad skal opfattes som en appetitvækker end som noget fikst og færdigt. En grønlandsk magtudredning kan ikke siges at være gennemført endnu,men der er lagt nogle startbaner til yderligere grønlandske og måske vestnordiske forskningsinitiativer inden for dette område.

    Finn Lynge beskriver i sin artikel „Kunuk op gennem tiden…“ noget meget centralt, nemlig hvordan man gennem tiderne har opfattet udefra kommende ledere,og hvordan man selv har praktiseret „ledelse“ i de primitive samfund og måske til en vis grad i det moderne samfund af i dag.I historien om Kunuk præsenteres en række karaktertræk, som alle gerne vil identificere sig med. Kunuk er den dygtige fanger, som fra barnsben har været vidne til vold og mord,og som på sin flugt fra alt det skrækkelige kommer rundt i verden og ser, hvordan andre mennesker lever og opfører sig.Det gamle Inuitsamfund har altid fremstået som noget sympatisk.Hvem kan ikke se det noble i Inuitkulturen med dens dybe afsmag for alt høvdingevæsen, ønsket om at lede kammeraterne ved eksemplets magt og bestræbelsen på at tage hånd om de svageste i dette ligemændenes samfund.Et sådant samfund kan den udefra kommende kolonisator let overtage,og det kan være svært at slippe af med de udefra påtvungne magtrelationer og sædvaner selv i dagens post-koloniale samfund. Århundreders småhøvdinge op og ned langs kysten har sat sine spor.Som Jonathan Motzfeldt sagde det i sin velkomsttale til den franske udenrigsminister i sommeren 2000, er grønlænderne blevet vænnet

    15

  • til kun at gøre det, som kolonibestyreren havde givet dem besked på, eller som de havde fået lov til. Jonathan Motzfeldt sluttede sin tale med at sige, at „den tid er forbi nu“.Det centrale i Lynges artikel og i flere af artiklerne i denne antologi kan næppe sammenfattes mere koncist end ved det spørgsmål, der stilles i artiklen som en eftertanke til Jonathan Motzfeldts konstatering i sommeren 2000: „Er den det? Findes der ingen selvundertrykkelse mere i folket? Er al overdreven autoritetstro blevet tryllet væk den 1. maj 1979 [hvor man indførte hjemmestyre,GW]? Står man over for en person, som gør sig stærk i munden og signalerer al mulig slags autoritet, så la’r man ham.Andet ville jo være uhøfligt, ikke!“

    Jes Adolphsen søger i artiklen „Hvad er magt – i Grønland?“ teoretisk at analysere magtrelationerne mellem grønlændere og danskere i Grønland ud fra mødet mellem den måde grønlændere levede på,og den måde danskere lever på.Centralt i denne fremstilling står et sammenstød mellem to former for livspraksis, nemlig en oprindelig grønlandsk og en dansk. De to yderpunkter for disse kulturer kalder Adolphsen henholdsvis identitetslinjen og modernitetslinjen,og imellem disse finder man et spekter af forskellige former for livspraksis i Grønland.Magten i Grønland hviler imidlertid på de regler, der er defineret af verdensmarkedet og af den danske livspraksis.

    Spørgsmålet er,om man uden videre kan inkorporere sådanne principper i det grønlandske samfund.Adolphsen fremhæver her, at det hører med til et demokrati, at ingen aktører eller grupper af aktører får for megen magt. Derfor har demokratier også forskellige check-mekanismer indbygget. Først og fremmest – og selvfølgelig også i Grønland – periodiske valg.Men princippet om magtens tredeling er ikke uproblematisk i Grønland.Når det er lovgiverens fætter, der er dommer, og hans bygdefælle, der er den udøvende magt, er skotterne mellem magtens tre dele ikke særligt vandtætte. Og når samtidigt de fleste erhvervsvirksomheder er offentligt ejede,kan det give problemer for, at magtens tredeling kan udfylde sin oprindelige mission,at forhindre magtmisbrug,nepotisme og undertrykkelse.

    Efter de indledende artikler følger to politologiske tilgange til spørgsmålet om demokrati i Grønland og til de problemer, der er forbundet med at implementere et pluralistisk og parlamentarisk system efter europæisk forbillede. Formanden for den grønlandske Selvstyrekommission, Jakob Janussen, giver i artiklen „Demokratiets vilkår i Grønland“ sit eget bud på, om det repræsentative demokrati fungerer i Grønland. Hans teoretiske udgangspunkt er Robert A. Dahls krav til, hvordan et demokrati skal fungere. På overfladen synes Grønland at leve op til Dahls krav.Men den spredte bosæt-

    16

  • ning, de barske levevilkår, det uddannelsesmæssige efterslæb, fraværet af en kritisk presse og de politiske partier, der skal træde de første barnesko til, er alle faktorer,der står i vejen for et velfungerende demokrati.

    Ifølge Janussen er det ud fra et demokratisk synspunkt særligt bekymrende,at betydende grupper i samfundet ikke mener,at de er bundet af de autoritative beslutninger,der er truffet af de myndigheder, som er sat til at stå for styret af samfundet. Samtidig bakser Hjemmestyret i disse år med ganske tunge og komplicerede opgaver som f.eks. privatisering af offentligt ejede virksomheder og dermed en begyndende åbning for markedskræfter, hvor udbud og efterspørgsel er bestemmende for prisen på varer og tjenesteydelser. Så gennemgribende ændringer over en kort årrække kan ikke undgå at skabe dybe spændinger og modsætninger, som også giver sig udslag i,at nogle sætter spørgsmålstegn ved, om de politiske institutioner er i stand til at håndtere disse ændringsprocesser.Afslutningsvis spørger Janussen, om de begyndende modsætninger mellem store befolkningsgrupper og beslutningstagerne ikke er begyndelsen til en legitimitetskrise, som kan føre til mere eller mindre gennemgribende ændringer af det politiske system?

    De dele af Jakob Janussens argumentation,der omfatter vælgernes manglende overskud og muligheder for at deltage i de politiske beslutningsprocesser og det politiske liv, tages op i Thomas Andersens og Ole Tonsgaards artikel „Vælgermagt i Grønland“. I artiklen fokuseres der på den mindste enhed i det politiske system,den grønlandske vælger,og der spørges til vælgernes muligheder for at artikulere sig politisk i det grønlandske demokrati. Centralt i dette står begrebet politisk fattigdom og Matthæusprincippet. Vælgernes politiske ressourcer er snævert forbundet med deres øvrige ressourcer, således at det politiske system kommer til at reproducere det grønlandske samfunds basale ulighed med hensyn til indkomst, uddannelse og erhverv.

    Andersen ogTonsgaard stiller to hovedspørgsmål i artiklen,hvoraf det første vedrører de strukturelle forhold,der er bestemmende for vælgernes deltagelse.Det andet spørgsmål fokuserer på,hvordan de politiske ressourcer er fordelt i vælgerbefolkningen.Vælgernes evne til at påvirke egne levevilkår omfatter også evnen til at påvirke det politiske system og det sociale fællesskab,de er en del af. Forfatterne finder, at vælgernes muligheder for at artikulere krav til det politiske system og de politiske beslutningscentres kapacitet til at aflæse vælgernes signaler er dårlige. Disse forhold øger risikoen for politisk mistillid og/eller afmagt i vælgerbefolkningen med legitimitetsproblemer,ustabilitet og faldende politisk deltagelse til følge.

    17

  • Det politiske demokratis problemer og vælgernes manglende muligheder for deltagelse kan give anledning til at overveje de magtstrukturer, der er fulgt med over i det post-koloniale samfund, der opstod med Hjemmestyrets indførelse i 1979. Dette kan dels gøres ved empirisk at undersøge den grønlandske elites sammensætning og baggrund,og dels ved at foretage en analyse af den grønlandske samfundsformations struktur for med udgangspunkt heri at undersøge tilstedeværelsen af en ny social klasse, der udøver sin magt på et statsliggjort samfunds fundament.

    Peter Munk Christiansens og Lise Togebys artikel „Grønlands elite“ undersøger,hvorledes eliterne inden for politik,offentlig forvaltning og erhvervsliv rekrutteres i Grønland. Undersøgelsen er gennemført, så den sikrer sammenlignelighed med den undersøgelse af den danske elite, som blev publiceret i 2001 (Christiansen,Møller & Togeby, 2001), men også sådan, at den tager højde for de særlige træk ved det grønlandske samfund.Artiklens hovedspørgsmål er, om eliten afspejler befolkningen, om rekrutteringen er åben eller lukket,og om der findes én sammenhængende elite.

    Eliten er defineret som de personer, der har de højeste positioner i det grønlandske samfund.Disse personer er udvalgt, fordi det formodes, at deres position giver dem adgang til kontrol over ressourcer, hvormed de kan påvirke det grønlandske samfunds udvikling.Udgangspunktet er på den ene side, at rekrutteringen af eliten må antages at ligne den måde,hvorpå eliten rekrutteres i andre politisk liberale samfund,og på den anden side,at man må forvente, at der er særlige træk ved det grønlandske samfund.Som forventet adskiller eliten sig i mange henseender fra den øvrige befolkning i Grønland.Danskerne indtager en større del af elitepositionerne i forvaltning og erhvervsliv, end deres andel skulle berettige dem til.Til gengæld er de ikke repræsenteret i Landstinget,Landsstyret eller på borgmesterposterne.Også den grønlandske del af eliten adskiller sig fra resten af befolkningen.Eliten har en overvægt af mænd,den er bedre uddannet end resten af befolkningen, den bor oftere i Nuuk,og den kommer oftere fra privilegerede familier.Og familieskab synes at spille en fremtrædende rolle for eliterekruttering. Afstanden mellem befolkningen og den politiske elite ser dog alt i alt ud til at være af nogenlunde samme størrelsesorden i Grønland som i Danmark.

    Man kan ikke karakterisere rekrutteringen af den grønlandske elite som lukket, selv om elitens fædre ofte har haft en fremtrædende position i samfundet. I forvaltning og erhvervsliv synes nåleøjet først og fremmest at være uddannelsesmæssige kvalifikationer, som også spiller en betydelig rolle for den politiske elite.Eliten i Grønland er mere sammenhængende end eliten i

    18

  • Danmark. Mange af elitens medlemmer har fremtrædende poster i andre sektorer end der, hvor de har deres hovedbeskæftigelse. Christiansen og Togeby konkluderer, at Grønlands nye institutioner ikke har skabt grundlag for rekrutteringsmekanismer,der adskiller sig fra dem,man finder andre steder.Et særtræk er dog,at nationalitetsspørgsmålet spiller en meget stor rolle i Grønland.Det er også et særtræk, at eliten er vævet mere sammen end i de fleste andre demokratier. Hermed svækkes mulighederne for den kontrol med eliten, som er nødvendig i et demokrati.

    Udgangspunktet i Gorm Winthers artikel „En ny klasse i Grønland?“ er, at det grønlandske samfund er et statsliggjort samfund (etatistisk),men af en anden karakter end de kommunistiske samfund, vi kendte før 1989. Man kan ikke uden videre, som nogle har gjort, sammenligne det grønlandske samfund med kommunistiske, fordi vi i Grønland ikke støder på et monolitisk magtsystem baseret på sammensmeltningen mellem parti og stat, som man kendte det f.eks. i den nu hedengangne Sovjetunionen.Det grønlandske politiske system er et flerpartisystem med skiftende parlamentariske konstellationer. Om dette gør en forskel, bestemmes af hjemmestyrestatens autonomi i forhold til de forskellige lag inden for den dominerende sociale klasse i Grønland.Spørgsmålet er altså, i hvilket omfang de centrale beslutningstagere i det post-koloniale samfund,Landsstyret og Landstinget, kan sætte sig ud over forskellige interesser uden for og inden for hjemmestyrestaten.

    I denne sammenhæng rejser GormWinther spørgsmålet om,hvordan den økonomiske magt præsenteres af forskellige økonomiske paradigmer.Det er væsentligt, fordi økonomisk teori kan tjene til at legitimere økonomisk magt. Den offentlige debat i Grønland om privatiseringer og markedsøkonomi er i denne sammenhæng interessant, fordi den peger i retning af en instrumentel brug af økonomiske forestillinger.Artiklen introducerer i forlængelse af denne opfattelse det sociologisk-økonomiske begreb, John Kenneth Galbraith kalder faciliteret magtudøvelse.Der lanceres således et magtbegreb,der er radikalt anderledes end det, der fremstiller forbrugeren som den ultimative magthaver (forbrugersuverænitet).

    I artiklen præsenteres nogle elementer til eksemplificering af teorien.For det første undersøges bestyrelsesmedlemmerne i de offentlige og delvist offentligt ejede selskaber i 1999.Undersøgelsen viser,hvordan repræsentanter fra forskellige lag inden for den dominerende klasse fordeler sig i bestyrelserne. For det andet præsenterer forfatteren med udviklingen i 2001 to eksempler på faciliteret magtudøvelse, der udspringer af store foretagenders

    19

  • økonomiske magt.Afslutningsvis skitseres et interessentsamfund som et demokratisk alternativ til den grønlandske etatisme og den fremstormende nyliberale trend.

    Rasmus Ole Rasmussens artikel „Havfiskeri/kystfiskeri – magt og afmagt i Grønlands hovederhverv“ introducerer et skisma mellem det moderne og det oprindelige erhverv,eller som forfatteren udtrykker det,mellem den del af fiskeriet, der hviler på et helt eller delvist økonomisk rationale,og den del af fiskeriet, der hviler på en livsform og en ressourceudnyttelse, der ellers ikke ville havde fundet sted.For det første analyseres det udenskærs fiskeri, som er karakteriseret ved koncentration,centralisering og storskala produktion. Denne produktionsmåde er baseret på udnyttelse af ressourcer, som ikke lader sig udnytte af andre flådesegmenter.For det andet analyseres den del af det indenskærs fiskeri, forfatteren kalder kystflåden,som dels er baseret på det regionale fiskeri med et delvist udgangspunkt i et kapitalrationale,og som dels er baseret på en livsform, som udgør et væsentligt bidrag til en del af de større byer og bygder. Endelig, for det tredje analyseres jollefiskeriet, som er af central betydning for bygderne,og som udgør en del af den kulturelle ballast, samtidig med at det bidrager til opretholdelsen af subsistenssektoren.

    I kraft af de meget forskellige rationaler er de tre fiskeritypers reaktioner på ændringer i vilkårene for fiskeriet meget forskellige.Man kan ifølge Rasmus Ole Rasmussen se, at der udvikles modsætningsforhold, hvis afklaring kræver udøvelse af magt. Denne magt udøves gennem valget af de rationaler, der er paradigmeskabende,når der diskuteres fiskeripolitik.Konsekvensen bliver let blindhed over for inddragelsen af andre rationaler, fordi man tror, at det kapitalstyrede fiskeri er det eneste mulige. Den fiskeripolitiske debat repræsenterer en række misforståelser, hvor mange forestillinger om både egen og andres roller og magtpositioner står i modsætning til de faktiske forhold. Det drejer sig om forestillingen om magt og betydning på verdensmarkedet over for den barske realitet med faldende priser og vigende markedsandel.Endvidere handler det om forestillingen om storskala-fiskeriets afgørende rolle over for den regional- og lokaløkonomiske realitet med en stigende økonomisk betydning af små- og mellemskala-fiskeriet.Endelig er der forestillingen om, at lokalsamfundet har indflydelse i forhold til de dominerende offentlige selskaber i fiskeriet.

    Klaus Georg Hansen konkluderer i sin artikel „IT-sektoren i et magtperspektiv“, at det offentlige aktieselskab Tele Greenland A/S sidder tungt på kontrollen af videnssamfundets elektroniske kommunikationsnet.Selskabet,

    20

  • i daglig taleTELE,sidder på den teknologiske viden,som giver mulighed for handling.Dette er ifølge forfatteren med til at forklare, hvorfor TELE, som ikke har specielt megen formel magt,har så stor reel magt inden for IT-sektoren i dagens Grønland. Helt parallelt sidder Hjemmestyrets centraladministration tungt på den samfundsmæssige viden,hvilket sikrer Hjemmestyret vidensmagt. Begge disse lag af videnskoncentration har ifølge Klaus Georg Hansen deres udspring i den koloniale arv, hvor viden og magt var koncentreret hos de få.

    Det post-koloniale system har hidtil bygget på, at adgangen til information kunne kontrolleres og styres.Det nye er,at der med internettet er blevet skabt et medium, hvor kontrollen med information ikke længere lader sig opretholde.Vi er i disse år vidner til en brydning mellem et tidligere informations- og magtkoncentreret samfund og et kommende informations- og magtspredt samfund. De gamle magtkonstellationer holder endnu fast i deres positioner, godt hjulpet af den koloniale arv, som er kendetegnet ved, at viden og magt lå på meget få hænder. Ifølge forfatteren vil vi i de kommende år blive vidner til et voksende engagement fra befolkningen i kraft af et stadigt mere aktivt medborgerskab.

    Det mere aktive medborgerskab har vist sig i form af nye aktivt deltagende grupperinger – eksempelvis fritidsfangere.Men alle disse nye, ikke-institutionaliserede grupper af aktive deltagere hæmmes af mangel på aktuel og relevant information, som uden problemer kunne have været lagt på internettet af myndighederne.At Hjemmestyret undlader at gøre information tilgængelig, er et af de centrale problemer for borgernes aktive deltagelse. Dertil kommer den manglende uddannelse og – ifølge Klaus Georg Hansen – den bagstræberiske modvilje hos lærerne mod at give eleverne indsigt i mulighederne for at indhente relevant og aktuel information via nettet.Eleverne er gidsler i et magtspil, hvor lærerne holder fast i industrisamfundets centraliserede dosering af information.

    I Hanne Petersens artikel „Magt og myndighed – skift og forandringer“ tilføjes magt- og demokrati-analyserne på grønlandsk endnu en dimension. Artiklen undersøger myndighedsbegrebet og dets historiske udvikling og nutidige forståelse med henblik på at forstå udviklingen i Grønland. Myndighedsbegrebet har forskellige og historisk skiftende betydninger, der spænder fra den enkeltes personlige styrke og evne til at tage hånd om sig selv og andre, til kongens (regentens) myndighed i anliggender vedrørende riget, som gradvis overtages af demokratiske institutioners offentlige myndighedsudøvelse. Der tages afsæt i de historisk konkrete magt- og myndig-

    21

  • hedsskift i 1814 og 1953, der har relevans for Grønland, samt i nyere litteratur, der postulerer, at der i slutningen af det 20. århundrede sker et mere alment skift fra (formelt demokratisk) lovgivningsbaseret myndighed til tillidsbaseret myndighed. Dette skift er særlig mærkbart i et selvstyret Grønland.Der er i dagens Grønland et traditionsbåret grundlag forbundet med en nutidig strategi, der gør det muligt at udvikle denne fremvoksende form for myndighed.

    Ifølge Hanne Petersen kan myndighedsudøvelse og myndighedsudvikling i små samfund ikke tage udgangspunkt i militær,økonomisk eller fysisk styrke.Myndighed må derfor i endnu højere grad end i store samfund udvikles på andre områder og være baseret på omverdenens tillid og egen og andres kundskab.Udvikling af evnen til at kommunikere, skabe tillid og tryghed og være konstruktiv medspiller i et verdenssamfund bliver derfor en del af udviklingen af myndighed for et lille samfund som det grønlandske. Det gælder både for den enkelte og for samfundet som helhed. Myndighedskompleksitet vil give anledning til sammenstød, misforståelser og misbrug, men kan og vil også give anledning til fornyelse, forandring og kreativitet. Det er der efter forfatterens erfaring mange eksempler på i Grønland. I det omfang,der i den traditionelle grønlandske kultur allerede er sket en udvikling af disse evner,vil det formentlig lette en myndighedsudvikling i et postmoderne,globaliseret – og måske post-demokratisk verdenssamfund.

    Som det efterhånden må være klart for læseren, spiller kulturforskelle og sprog en vigtig rolle for forståelsen af de problemer, der opridses i denne bog. Flere forfattere kommer i deres artikler ind på sprogdimensionen, og det at dansk er magtsproget.

    Karen Langgård behandler i sin artikel „Magt og demokrati – og sprog“ denne basale tilnærmelse til problemerne ud fra sin mangeårige lingvistiske forskningserfaring ved Ilisimatusarfik.Forfatteren bemærker,at en lang række aspekter af den individuelle sprogbrugers sprog spiller ind på vedkommendes status og muligheder for at få indflydelse på magtudøvelse og demokrati i det grønlandske samfund.Det gælder dialekt, ekspertsprog,primærsprog (dansk versus grønlandsk) og fremmedsprogskompetencer. I Grønland er hovedsproget grønlandsk.Det hviler på en politisk beslutning. Endvidere står man fra politisk side fast på, at dansk skal være første fremmedsprog og engelsk dermed andet fremmedsprog.

    Ifølge Karen Langgård er det vigtigt at nuancere befolkningens holdninger til sprog gennem oplysning og debat.Den diskurs, som tager udgangspunkt i, at grønlandsk skal fremmes og dansk elimineres, er farlig for demo-

    22

  • kratiet og for chancerne for at placere magten hos grønlændere.Forfatteren peger på, at der findes nogle mindretal i Grønland som f.eks. de dansksprogede grønlændere og de blandetsprogede, som har krav på en ligeværdig behandling.Man bør begynde at betragte dem som et aktiv og ikke som et problem.Yderligere er der de tilflyttede danskere, som også bør have en fair behandling. Man kunne måske begynde at opfatte dem som nogen, man kunne træne sit danske på.Dengang,der var mange danskere, skete der faktisk en del uformel indlæring af dansk.

    Hvis den grønlandske befolkning skal være herre i eget hus, skal den ikke blot være grønlandsksproget, men også velargumenterende på grønlandsk. Karen Langgård taler i denne forbindelse om en kvalificeret grønlandisering. Store dele af befolkningen er imidlertid også nødt til at kunne fremmedsprog og få en uddannelse, for at samfundet og demokratiet skal kunne fungere. Ellers vil samfundet (fortsat) være afhængig af udefra kommende eksperter,og internt i befolkningen vil en lille elite af tosprogede,veluddannede sidde på magten. På grund af befolkningens meget lille størrelse vil uddannelse altid komme til at bygge på, at informationer kan søges på et fremmedsprog.Grønlandsk vil aldrig kunne dække behovet – end ikke i folkeskolens ældste klasser.

    Wolfgang Kahlig vil med sin artikel „Samfundsforskning i Grønland set i et magt- og participationsperspektiv“ vise, at forskningspolitik og samfundsforskning i Grønland gennem tiderne har været underlagt udenlandsk – herunder dansk – kulturelt hegemoni.Forfatteren refererer i denne forbindelse den tidligere rektor og professor Robert Petersen ved Ilisimatusarfik, der ofte pegede på forskningsetiske og humanitære problemer ved forskning i og om Grønland.

    Robert Petersen har påpeget, at der gennem tiderne er kommet en lind strøm af udenlandske forskere for at udforske det grønlandske samfund i alle mulige tænkelige henseender.Han mener, at det derfor er meget forståeligt, at mange mennesker i Grønland efterhånden er blevet trætte af at blive udspurgt af forskere ofte uden nogensinde at få resultater af forskningen at se eller få fordele af den gennemførte forskning. Han gør derfor opmærksom på,at der kan foregå en kolonial udnyttelse af det grønlandske samfund gennem videnskabsmænd i den forstand, at grønlændere deltager som studieobjekter, imens forskningens fordele hovedsageligt tilfalder den enkelte forsker og måske videnskaben som sådan, men at denne forskning samtidig styrker den „neokoloniale“ situation i Grønland.

    Det er Kahligs opfattelse, at kvalitative spørgemetoder er nødvendige for

    23

  • at forebygge nogle af de problemer,der følger af mødet mellem udenlandske forskere og grønlandske respondenter.Afslutningsvis opstiller Wolfgang Kahlig en vision for kvalitative dataindsamlinger i Grønland. I stedet for at tænke på stringent indsamling og bearbejdning af data kunne målsætningen med en samfundsvidenskabelig undersøgelse i Grønland være at stimulere eller opmuntre de undersøgte til at blive bevidste om egne interesser og selv tage ansvar for at realisere dem. Med sådan en målsætning vil samfundsforskningen i Grønland kunne bidrage til en samfundsudvikling baseret på participatoriske og demokratiske principper, som indebærer udligning af magten i samfundet. Forudsætningen er, at den udenlandske forsker er i besiddelse af interkulturel kompetence og reflekterer over sin egen rolle såvel i forskningsprocessen som ved valg af forskningsteknikker.

    l i t te ratur

    Christiansen, Peter Munk, Birgit Møller & Lise Togeby (2001). Den danske elite. København:Hans Reitzels Forlag.

    24

  • kap i te l 2

    K U N U K O P G E N N E M T I D E N …

    f i nn ly ng e

    En dyb afsmag for alt høvdingevæsen.At lede kammeraterne ved eksemplets magt.At tage hånd om de laveste i dette ligemændenes samfund, og ville dem det godt.

    For mange udenforstående har det gamle Inuitsamfund altid haft en aura af noget sympatisk.Ved nærmere eftersyn var der godt nok også roller, der skulle besættes med hævntørst og grusomhed til den ene side og med smiger og rygklapperi til den anden.F.eks. er jo Kaassassuk-historien – sin heltekarakter ganske ufortalt – ét langt væveri af sådanne træk.1

    I historien om Kunuk ser vi derimod en række karaktertræk, som vi alle gerne vil identificere os med. „Sådan skal det være!“, tænker jeg, når jeg er kommet til slutningen af den historie.Her har vi den dygtige fanger, som fra barnsben har været vidne til vold og mord, og som på sin flugt fra alt det skrækkelige kommer rundt i verden og ser, hvordan andre mennesker lever og gererer sig.

    På trods af, at han og hans lillebror er ganske unge, da de bliver drevet på flugt og skal til at klare livet helt alene, har de tydeligvis – uden at tænke meget over det – de gode gamle Inuit-værdier med sig i bagagen.Kunuk er ikke bare den dygtige fanger og det omsorgsfulde familiemedlem,som tager sig af sin sårede og døende søster. Han plejer også omgang med den fattige og underprivilegerede,og han er en storartet iagttager af de fremmede stammers måde at organisere sig på.

    Hvad dette sidste angår, står vi her overfor historiens centrale tema.Vi ser Kunuk og hans lillebror på deres ensomme færd gennem fjeldlandskabet.En dag får de øje på en samling telte ved en fjordbred. De lægger sig til rette oppe i fjeldet og iagttager de fremmede.Vejret er fint og dejligt, solen skinner og havdyrene pruster i den blanke vandoverflade.Alle tiders jagtdag! Men ingen af alle de ivrige fangere dernede i lejren tør røre på sig, førend

    25

  • deres høvding er vågnet, er kommet ud af teltet, har fået gabt og strakt sig, kradset sig på maven og tisset af,og har fået bestemt sig på alles vegne.

    I Knud Rasmussens danske gengivelse ligger der en tydelig undertone, noget uudsagt, hver gang ordet „høvding“ kommer op og vende. Det er, som jeg læser det, noget i retning af „den sk… høvding“.Teksten er fuld af foragt for denne enerådertype,og Kunuk har ikke en pind tilovers for alle de fangere,der i praksis røber sig som slavesjæle i deres underdanighed for høvdingen. Det er de undertryktes samfund, han her ligger oppe i fjeldet og iagttager.Og man kan mærke,hvordan han tænker ved sig selv:„Jeg skal sgu’ vise dem…“.

    Hvilket han så gør. I høvdingens kreds, de underdaniges samfund, står det skralt til med den

    sociale bevidsthed.Den gamle fattige mand, som ikke mere kan selv,må nøjes med en fangstpart bestående af et enkelt ribben og en stump af en tarm. Den situation bliver der vendt op og ned på,da Kunuk har vist sig på scenen. Der er ikke her – som i de forskellige versioner af Kaassassuksagnet – tale om noget egentligt voldeligt opgør.Det kommer på plads ved at Kunuk tillader sig at udkonkurrere høvdingen som fanger. Som de ville sige i England: He is a good sport.Han holder et spejl op for den autoritære og fagligt uduelige ledertype og sørger for, at med hvad mål han tilmåler andre,vil han selv blive målt! Han kalder noget karma ind på scenen, ville de sige ude i Østen.Kunuk bruger ikke unødvendig vold.Han foretrækker at sørge for,at utidig selvhævdelse ender i offentlig ydmygelse.Det er langt det mest effektive.Og da han har vundet sit slag, udråber han ikke sig selv til ny høvding. Han går ind for et samfund af frie, ligeværdige fangere. Er der brug for et lederskab, skal det være med eksemplets magt. I lillesamfundet kender fangerne deres eget værd, og hvad de har brug for er en maligassiuisoq, en foregangsmand,et forbillede, ikke en naalagaq.2

    Sagnet om Kunuk står som en af perlerne blandt de mange overleverede tekster.Der er tale om et vandresagn med lange rødder bagud i historien,og der er næppe tvivl om,at det fremmede høvdingesamfund Kunuk møder,er en overlevering om mødet med de nordamerikanske indianere.

    At afsmagen for høvdingevæsenet i grønlandsk historisk sammenhæng nemt vil blive set som et opgør med nordboerne og deres måde at organisere sig på,det siger sig selv.Hvad enten det er indianere eller nordboere,man står over for, har Inuit reageret ved at tegne deres eget billede af en god ledertype.En,der ikke herser og regerer.En,der ikke prøver at styre tingene ved at omgive sig med „undersåtter“. En, der skaber respekt ved sin faglige

    26

  • dygtighed, ville vi sige nu til dags, og som dertil viser et socialt sindelag.En der sætter sig igennem som en første blandt ligemænd. Bedre kan det jo næsten ikke være. Det ville være dejligt, hvis det var den slags ledertyper, som det nye Grønland fostrer.Er det det?

    De bedste træk i den gamle Inuitkultur er – historisk set – blevet udfordret og testet i i alt fald tre ombæringer.

    Den første ombæring er den meget lange periode,der fulgte Inuits indvandring fra Sibirien til Alaska for ca. 4000 år siden, og som sagnet om Kunuk er et vidnesbyrd om. De lange vandringer ind over det endeløse nordamerikanske Arktis blev rammen om mange konflikter med skov- og tundraindianerne – konflikter, som ytrer sig den dag i dag i både Alaska og (især) Canada.Gennem disse årtusinder har Inuit bevaret de frie samkvemsformer og holdt skansen mod det for dem så usmagelige høvdingevæsen,der huserede inde bag skovbrynet.Gennem de mange generationer og henover de umådelige landskaber af tundra,hav og sne har Inuit med stor sikkerhed fastholdt deres socio-kulturelle identitet som et høvdingeløst samfund.

    Da Inuit i 12-, 13- og 1400-tallene vandrede ned langs den vestgrønlandske kyst,mødte de et andet høvdingesamfund.Det var anden ombæring.De overleveringer,vi står med fra dette kulturmøde,beretter både om sammenstød og om fredelig sameksistens.

    Hvor man skal lægge vægten her, afhænger som bekendt af fortællerens lynne.At begge dele har fundet sted, er der ingen tvivl om. Men at der i hvert af disse to scenarier – stridigheder og fred – har været en fællesnævner, kan der heller ikke være nogen tvivl om; kalaallit’s afsmag for nordboernes høvdingevæsen.De brød sig simpelthen ikke om det, og kunne ikke forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt.På nethinden står Arons træsnit af nordbohøvdingen Uunngortoq med sin stridsøkse i hånden på vild flugt fra Qasapi,der kommer efter ham i sælskindstøj og kamikker.

    Også denne ombæring sluttede som bekendt med, at høvdingevæsenet forsvandt bag horisonten, og Inuits samfunds- og ledelseskultur forblev intakt.

    Den tredje ombæring blev den mest alvorlige. Det er den, vi lever midt i nu.For med kolonisation og mission kvaltes den overleverede myndighedsstruktur.Det stadigt mere påtrængende behov for kaffe, te og tobak, perler og klæder, salmesang og barnedåb tvang folk til kolonibestyrere,handelsforvaltere og missionærer, der ikke kendte til nogen anden stil en enevoldsherskerens.Folkets selvfølelse blev tvunget i knæ.Det var de nye høvdinge,der kom til.

    27

  • Dette høvdingevælde kunne kalaallit ikke stå op imod, lige så lidt som stammefrænderne i Canada og Alaska har kunnet holde de dersteds fremtrængende kolonisatorer stangen.

    Vi plejer at hæfte os ved årstallet 1979 som det år,hvor Hjemmestyret blev indført. I den foreliggende sammenhæng vil jeg hellere sige,at det var det år, hvor statens øverste herværende embedsmand mistede sin utrolige titel af høvding over hele Grønland – landshøvding, intet mindre. Fra nu af skulle der bare være en rigsombudsmand.Det var vi mange,der var udmærket tilfredse med. Folkets grundlæggende uvilje mod ethvert høvdingevæsen var intakt.

    Men samtidig må vi alligevel se i øjnene, at uvilje er én ting, evnen til at gøre sig fri af uvæsenet noget andet. Halvtredje århundredes småhøvdinge her og der op og ned langs kysten har sat sine spor.Som Jonathan Motzfeldt sagde i sin velkomsttale til den franske udenrigsminister sommeren 2000,var grønlænderne – til og med vore forældres generation – blevet vænnet til kun at gøre det, som kolonibestyreren havde givet dem besked på, eller som de havde fået lov til. Jonathan sluttede sin tale med at sige,at „den tid er forbi nu“.

    Er den det? Findes der ikke mere selvundertrykkelse i folket? Er al overdreven autoritetstro blevet tryllet væk den 1.maj 1979?

    Selvfølgelig ikke.Tværtimod er selvundertrykkelsen stadigvæk det helt store problem.Gennem kolonitiden var det Grønlands Styrelses store held, at de gamle Inuit-dyder hed tilbageholdenhed,beskedenhed og fåmælthed. Det styrkede hånden både blandt handelens og blandt kirkens folk.Autoriteterne blev aldrig udfordret. Men i et selvstyrende Grønland er det en meget uhensigtsmæssig arv at lade gå videre, fordi der nemt kommer til at ligge en slags bagvendt logik i det hele.Disse i sig selv så smukke karaktertræk kommer til at styrke det misbrug, som det er deres funktion at forhindre, så det koloniale uvæsen så langt fra at blive afskaffet med selvstyret tværtimod nemt kommer til at bide sig fast i forskellige forklædninger.

    Står man overfor en person, som gør sig stærk i munden og signalerer al mulig slags autoritet, så la’r man ham.Andet ville jo være uhøfligt, ikke!

    På et af Arons billeder ser man folk stå rundt om en handelsforvalter, hvis hjælper vejer spæk af og tydeligvis har en finger på vægten med henblik på at snyde fangeren.Alle kan se det, ingen gør noget ved det.Konfliktundvigelsens dyd er her blevet til selvundertrykkelsens last.Det ligner ikke noget, at KGH snyder en fanger på den måde! Og det ligner ikke noget, at fangeren lader sig snyde, eller at der står en hel flok vidner, som tillader deres eget

    28

  • selvværds kollaps ved at overvære en sådan nederdrægtighed uden at sige et kvæk.

    Hvad ville Kunuk have gjort? Hvis mit billede af ham er rigtigt, ville han have hjulpet handelsforvalte

    ren med at skubbe til vægten, bare den modsatte vej. For vel var han høflig og human,men han var ikke selvundertrykkende,og han havde en god sans for ret og rimelighed.Men selvfølgelig, noget sådant kræver civilcourage. Og det er ikke nogen selvfølge i noget som helst samfund,desværre.

    Netop et sådant dagligdagens mod i de små ting er det,vi har brug for i det nye Grønland.Deriblandt også modet til at eksponere samfundsspidserne, når de bliver lidt for naalagaq- agtige.Det er ikke naalagakker,vi har brug for. Det bedste i den grønlandske kultur og i folkets instinkter tilsiger os at blive ledet kammeratligt, med stor faglig dygtighed og med social ansvarlighed. Dagens Kunuk ville – foruden at være en meget dygtig fanger og jæger – også sætte en ære i at forstå dagens namminersuinneq3 som at sørge for at få afdraget sine erhvervsstøttelån, betale sin skat med glæde og sikre gode og rimelige arbejdsvilkår for dagens socialmedhjælpere.

    Længe leve Kunuk!

    note r

    1 „Kaassassuk“ er et eskimoisk vandresagn af ukendt alder. Det findes i mange variationer over hele inuitområdet. Kaassassuk er den forældreløse dreng, der som lille bliver mobbet og hundset med på grusomste vis. Kun en gammel foragtet enke tager sig af ham. Han går til fjelds, opsøger kraftens ånd og fyldes af mægtige kræfter, som han skjuler godt, alt imens han lader sig mishandle. Da han synes, han har fået nok, vender han sine overnaturlige kræfter mod sine mishandlere, som begynder at krybe for ham. Han får magten, tager hævn og bliver tyrannisk. I en af variationerne ender han med at blive kuet af en, som er endnu stærkere. Se Knud Rasmussens Myter og Sagn, bd. 2, 1924: 34 & Kirsten Thisted: Således skriver jeg Aron, bd.1, 1999: 124. I Nuuk er der tradition for, at de nyudklækkede studenter danser i kreds om Simon Kristoffersens store Kaassassuk-figur i bronze i Hjemmestyregården i Nuuk for at fejre kraftens ånd, som landet har så meget brug for.

    29

  • 2 Maligassiuisoq er en foregangsmand, som leder ikke-autoritært, men ved eksemplets magt. Naalagaq er en herre, høvding.

    3 Namminersuinneq betyder selvstyre. Ordet har en lidt flydende betydning og siger egentlig „ægte selvberoenhed“. Forstås af mange som „selvstændighed“, hvilket afstedkommer en del forvirring i den løbende debat.

    30

  • kap i te l 3

    H VA D E R M AG T – I G R Ø N L A N D?

    j e s adol ph se n

    Relationerne mellem grønlændere og danskere i Grønland er i dag præget af et sammenstød mellem to former for livspraksis,en oprindelig grønlandsk og en dansk. Imellem disse to yderpunkter, som jeg kalder identitetslinjen og modernitetslinjen, finder man et spektrum af forskellige former for livspraksis i Grønland.

    I beskrivelsen af dette sammenstød mellem kulturer er jeg især inspireret af Wittgensteins begreb om „sprogspil“ som en livsform, Bourdieus begreber om „habitus“ og „socialt rum“ (f.eks. Bourdieu et al., 1968) og Annalesskolens begreber om „mentalitet“ og „usamtidighed“ (Braudel, 1966).

    G R Ø N L Æ N D E R E S S O C I A L E R U M

    I T I D L I G E R E G E N E R A T I O N E R

    Grønland ligger på kanten af, hvor det er muligt at aftvinge naturen et livsgrundlag.De materielle betingelser i form af vejrlig, fangstdyr og geografi var grønlænderes praktiske problemer i tidligere generationer.Grønlænderne levede spredt,hvor der var fangstdyr, isoleret i små bygder og uden øvrighed.Sælerne gav dem både mad, tøj og varme.Prestige og magt var knyttet til at være dygtig til at fange sæler. Det var manden, der bestemte, men han havde brug for en kone, der kunne bearbejde skindene og sy, så fangeren kunne gå på fangst. Lange dagsrejser og hyppige flytninger var vilkårene. Man har levet sammen, men har i de fleste tilfælde været på fangst alene. I det omfang fangstdyrene krævede det (f.eks. hval og hvalros), praktiserede man en slags teamwork, hvor en storfanger førte en gruppe af fangere til fangstpladserne, men hvor hver fanger ikke desto mindre fortsat fungerede selvstændigt inden for gruppen.Af samme grund havde storfangeren ikke store muligheder for at udøve magt over andre.Han lod for det meste andre gøre, som de selv ville.

    31

  • De måder, man har løst de praktiske problemer på med at skaffe mad, tøj og varme,og de måder,man har levet sammen på under disse barske materielle betingelser, kan man kalde eskimoisk livspraksis. Denne livspraksis består af en tilpasning til de materielle vilkår ved hjælp af fælles forståelser, normer,omgangsformer og sædvaner.

    Min påstand er, at meningsfuldhed og livspraksis hænger sammen.Der må være „regler“, som indebærer, at de andre forstår, hvad man gør eller siger. Disse regler er ubevidste, men sætter sig igennem i vores liv, ved at noget synes meningsfuldt, mens andet virker meningsløst. De af naturen givne materielle omstændigheder virker tit meningsløse. Ikke desto mindre er de der. Derfor guddommeliggør forskellige kulturer naturen. Det bliver tit til en religion, i det grønlandske tilfælde til shamanisme. En sammenligning mellem reglerne i sportens verden og disse mere eller mindre formulerede regler kan måske kaste lys over,hvorledes en livspraksis fungerer.

    I fodbold er det reglerne,der definerer spillet.Reglerne er imidlertid af to slags. For det første kan man ikke tale om offside, hvis der ikke er officielle regler herom. Men så er der også for det andet tommelfingerregler eller instrumentelle „regler“,man bruger for at vinde spillet. „Ned til baglinjen og ind over“ er et eksempel.Der er med andre ord definitoriske regler, og der er instrumentelle regler.

    Instrumentelle regler kan være lavet af en selv, eller de kan være givet af andre, eksempelvis af autoriteter eller en magthaver. De formål, som de instrumentelle regler skal fremme, er logisk uafhængige af de definitoriske regler; dvs. at målene godt kan bestemmes og nås, uden at man følger de instrumentelle regler. Man kan udmærket dræbe en sæl uden at følge de instrumentelle regler for sæljagt, ligesom man udmærket kan lave mål uden først at sende bolden ind over.

    De instrumentelle regler er ofte lavet, lovgivet eller formuleret af en eller anden autoritet, f.eks. en storfanger eller træneren,men for at reglerne skal kunne fungere, må de være fulgt op af et frivilligt eller ufrivilligt samtykke fra dem,der skal følge reglerne.Dette sker f.eks. fordi man anerkender storfangerens dygtighed,eller fordi man er bange for at blive sat af holdet.

    De definitoriske regler er direkte definerende for en livspraksis. Disse regler er ikke instrumentelle. De tjener nemlig ikke noget formål, som er uafhængigt af reglerne. Reglerne definerer rammerne, inden for hvilke målet nås,eller formålet opfyldes,og de ændres kun vanskeligt.

    Det er altså muligt at ændre på de instrumentelle regler, der knytter sig til en livspraksis,mens det er meget vanskeligt at ændre på de regler,der define-

    32

  • rer en sådan livspraksis.Den gamle grønlandske kultur var magtfri og accepterende, fordi fangstmetoderne var rimeligt individuelle.Denne kultur forklarer også den manglende modstandskraft, den venlige grønlandske livspraksis udviste i mødet med den indtrængende danske livspraksis.

    G R Ø N L A N D I D E T T Y V E N D E Å R H U N D R E D E

    Selv om den grønlandske livspraksis i flere hundrede år har været påvirket af den danske – i hvert tilfælde af de instrumentelle regler for omgang med hinanden – blev den danske livspraksis for alvor bestemmende for Grønlands udvikling fra G50. 1 I begyndelsen af 1950’erne gik den danske samfundsplanlægning i gang,og den blev accepteret af de grønlandske politikere og den dansk uddannede grønlandske overklasse.

    Grønlands erhvervsgrundlag bestod indtil da hovedsageligt af fangst af havpattedyr.I løbet af første halvdel af forrige århundrede blev det imidlertid klart, at dette erhvervsgrundlag var utilstrækkeligt.Danskerne påtog sig derefter at skabe betingelserne for et nyt livsgrundlag,nemlig fiskeriet,og man satte gang i en samfundsplanlægning,som havde tre overordnede formål:

    1. at gøre Grønland til et moderne samfund 2. at reproducere nogle af de træk, der kendetegnede det danske samfund,

    eksempelvis at der skete en udjævning af indkomstforskelle, og at det offentlige påtog sig ansvaret for udviklingen

    3. at gøre Grønland til et „almindeligt“ kapitalistisk land.

    Den danske stat skulle sørge for infrastruktur, sygehusvæsen, skoler etc., mens man håbede på udefra kommende private investeringer i fiskeriet. Hvis intentionerne fra dansk side var blevet opfyldt, og de private erhvervsinvesteringer havde kunnet betale sig, kunne sammenstødet mellem den danske og den ældre grønlandske livspraksis være blevet endnu voldsommere, end det faktisk blev. Den grønlandske livspraksis ville være blevet løbet over ende.

    Investeringerne udeblev imidlertid,og i 1959 indså politikere og embedsmænd i Grønlandsministeriet, at man også måtte sætte investeringer i gang på de områder,hvor man havde tiltænkt det private initiativ opgaven.Disse investeringer blev foretaget i løbet af 1960’erne og 1970’erne.

    I Østgrønland og i Thule-distriktet, hvor fangererhvervet syntes at gå godt, havde danskerne ingen planer om at ændre erhvervsstrukturen,mens

    33

  • Vestgrønland massivt blev udsat for den danske samfundsplanlægning og dermed den danske livspraksis.Det var ikke kun de instrumentelle regler for sameksistens mellem grønlændere og danskere,men selve de „samfundsdefinitoriske regler“, der blev ændret. Meget af det meningsfulde blev meningsløst, og meget af det meningsløse blev efterhånden meningsfuldt. For de unge mænd gav idealet om at være en god fanger næsten ingen mening mere.Det var ikke længere en måde,man kunne forsørge en familie på. Kvinderne havde stadig børnene og familien at holde sammen på, og dette var stadigvæk meningsfuldt inden for den danske livspraksis.

    Det lykkedes imidlertid aldrig at gøre Grønland til et kapitalistisk land, hvor private investeringer „naturligt“ flød i tilstrækkelige mængder. Men netop fordi den danske stat forgæves havde prøvet at gøre Grønland til et „rigtigt“ kapitalistisk land, var Grønland ved Hjemmestyrets indførelse i 1979 i virkeligheden et moderne socialdemokratisk land.

    Selv om de materielle betingelser i Grønland har ændret sig radikalt i løbet af de sidste 50 år, er en del mennesker stadig påvirket af den oprindelige grønlandske livspraksis. En livspraksis er nedsænket i sprog, opførsel, følelser, idealer og måder at være sammen på. Derfor er en livspraksis „træg“. Mentalitet er ifølge Annalesskolen noget af det, der forandrer sig langsomst.Den tilhører det,Fernand Braudel (1966) kalder „longue durée“, de lange bølger af forandring. Det tager meget lang tid for en livspraksis at ændre sig fundamentalt.Der kan derfor også opstå en usamtidighed mellem en livspraksis og de materielle omstændigheder for dagligdagen.

    G R Ø N L A N D S K O G D A N S K L I V S P R A K S I S

    S O M P O L I T I K

    Den danske livspraksis er tilpasset det kapitalistiske verdensmarked. Derfor kan der også være grønlændere, der oplever den danske livspraksis som fremmed og ikke finder den attraktiv, og som derfor vælger den fra.Derfor kan man også sige, at der – i store træk – er to praksisser blandt grønlændere. Disse udgør hver sin ende af et spektrum,og de fleste former for livspraksis kan placeres mellem disse yderpunkter.De to yderpunkter er identitetslinjen og modernitetslinjen.

    Ifølge identitetslinjen er det vigtigt at bevare det, man anser for at være den oprindelige grønlandske identitet. Identitetslinjen kom f.eks. til udtryk i forbindelse med organiseringen af det første grønlandske landsstyre i 1979. Man oprettede bl.a.et „landsstyreområde for bygder og yderdistrikter“, som

    34

  • skulle varetage forvaltningen af det,der skulle være et udtryk for den oprindelige grønlandske identitet.Det blev nedlagt igen i 1990.For nylig blev der stillet forslag om,at sproget i Landstinget alene skulle være grønlandsk.Forslaget blev aldrig vedtaget. Da Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) i sin tid blev oprettet, satsede man først og fremmest på identitetslinjen: Man oprettede et institut for grønlandsk sprog og et institut for grønlandsk historie.

    Modernitetslinjen kommer først og fremmest til udtryk i erhvervspolitikken.Det er trods alt der,de umiddelbare moderniseringsudfordringer ligger, hvis man vil være medspiller på verdensmarkedet og være uafhængig af det danske bloktilskud.Man oprettede også en erhvervsøkonomisk linje på Ilisimatusarfik.

    H V I L K E N L I N J E O V E R L E V E R ?

    Disse politiske tiltag skal sikre et moderne samfund på grønlandske betingelser,men de kan ikke sløre, at der i det grønlandske samfund er to fundamentalt forskellige former for livspraksis. Der er den gamle grønlandske, som den grønlandske identitet er bundet op på, og der er den danske eller verdensmarkedets livspraksis.Den materielle basis har forandret sig, særligt i de sidste 50 år.Grønland har forandret sig fra et land,der levede af havpattedyr, til et land,hvor livsgrundlaget først og fremmest er fiskeri – og et dansk bloktilskud.Før kunne man leve i spredte bygder og basere livet på jagten på sæl.Nu må man leve tæt på et marked,hvor man kan sælge sine fisk og købe de livsfornødenheder, som fiskeriet ikke skaffer en.

    Den grønlandske identitet er bygget op omkring bygderne og deres levevis med de dyder og idealer, det medfører, men samtidig er de materielle betingelser og strukturer moderne. De, der klarer sig godt og har magten internt i Grønland,er dem,der har en moderne „mentalitet“ og har taget en uddannelse med udgangspunkt i den europæiske og nordamerikanske forestillingsverden. Samtidig er det dem, der er bedst til dansk og måske endda mestrer flere fremmedsprog. Strukturen er moderne, men grønlænderne lever i begge verdener. Folk, der lever i de østgrønlandske bygder, har den ene livspraksis, mens den veluddannede hjemmestyreansatte embedsmand, der bor i Nuuk,har den anden livspraksis.For østkystbygdebeboeren er det, der foregår i Nuuk, ret meningsløst, mens det, der foregår på Østkysten, forekommer at være uforståeligt og fremmedartet for borgeren i Nuuk.Det er i hvert tilfælde ret langt væk både i tid og rum. Imidlertid er der ikke

    35

  • megen tvivl om, at det er den danske identitet, der dominerer i denne blanding.Derfor er det også den,der har størst magt.

    Danskerne i Grønland repræsenterer selvfølgelig først og fremmest den danske identitet.De kender eller de repræsenterer verdensmarkedet og den danske livspraksis,og de tager den med til Grønland.Til irritation for mange grønlændere er de ofte veluddannede, og de besætter nogle af de øverste positioner i Landsstyrets administration og i de hjemmestyreejede selskaber. Og som en yderligere kilde til irritation for mange grønlændere er det grønlandske samfund afhængigt af det danske bloktilskud. Grønland kan ikke ændre på den fundamentale magt,som er givet i og med de regler,der definerer verdensmarkedet.Grønland må derfor handle således,at det giver mening på verdensmarkedet.Men selvfølgelig kan grønlænderne fastholde en identitet der bygger på de instrumentelle regler for grønlandsk meningsfuldhed.

    M A G T O G D E M O K R A T I I G R Ø N L A N D

    Den fundamentale magt ligger således i den store materielle struktur, som giver bestemte aktører med bestemte sociale positioner magt.Men magt er ikke noget,man bare har.Det er en relation mellem aktører eller grupper af aktører. Men disse relationer behøver ikke at være personlige relationer. Relationerne kan sætte sig igennem via forskellige medier eller systemer. Disse medier eller systemer kan være økonomiske, juridiske eller politiske.

    Min påstand er, at Grønland,hvad enten man vil det eller ej, er underlagt verdensmarkedets definitoriske regler for, hvad der er meningsfuldt eller ej. De instrumentelle regler kan grønlænderne imidlertid selv bestemme. Ønsket om et udvidet grønlandsk selvstyre udspringer af et demokratisk ønske om, at beslutningerne bør tages så tæt som muligt på de mennesker, beslutningerne berører.Men der er også materielle grænser for,hvor meget Grønland kan efterligne f.eks. det moderne danske politiske demokrati, når det kommer til de instrumentelle regler.

    Det hører med til et demokrati, at ingen aktører får for megen magt.Derfor har demokratier også forskellige „checks and balances“ indbygget.Først og fremmest – selvfølgelig – periodiske valg.Og demokratiske valg har uden problemer kunnet afholdes i Grønland.Det samme gælder ytringsfrihed og forsamlings- og foreningsfrihed. Mere problematisk kan magtens tredeling forekomme.

    Ideen om magtens deling stammer fra John Locke og specielt Montesquieu (1949).Montesquieu var først og fremmest skeptisk over for regenter.

    36

  • Samtidig kunne han ikke forestille sig et samfund uden klasser.For at undgå korruption og despotisme og fremme friheden foreslog han, at hver af klasserne fik magt over en funktion.Om den frihed,Montesquieu (1949:bog xi: 3) ønskede at fremme, siger han: „Frihed kan kun bestå i magten til at gøre, hvad vi burde ville,og til ikke at blive begrænset til at gøre,hvad vi ikke bur-de ville“. I Frankrig var der ifølge Montesquieu tre klasser, nemlig den almene befolkning, aristokraterne og kongen.Og de skulle da hver have en funktion, nemlig den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Senere tiders demokratier har indbygget denne magtadskillelse i deres grundlove.Den amerikanske konstitution har endog indbygget endnu flere checks and balances.

    Magtens tredeling er ikke uproblematisk i Grønland. Når det er lovgiverens fætter, der er dommer,og hans bygdefælle, der er den udøvende magt, er skotterne mellem magtens tre dele ikke særligt vandtætte. Og når samtidig de fleste erhvervsvirksomheder er offentligt ejede, kan det give problemer for, at magtens tredeling kan udfylde sin oprindelige mission, at forhindre magtmisbrug,nepotisme og undertrykkelse.

    Hvis Grønland skal opbygge et demokrati og have kontrol med magtudøvelsen,må man opbygge instrumentelle regler, som kan forebygge de praktiske problemer, der kan opstå i sammenstødet mellem den overleverede identitet og verdensmarkedets krav.

    note

    1 Efter krigens afslutning blev der nedsat en Grønlandskommission med henblik på at formulere et program for gennemgribende reformer af det grønlandske samfund. Den såkaldte nyordning havde til formål at „højne grønlændernes økonomiske, materielle og kulturelle niveau og på længere sigt gøre dem i stand til at træde i forbindelse med resten af verden“ (Grønlandskommissionens betænkning af 1950).

    37

  • l i t te ratur

    Bourdieu, Pierre, Jean-Claude Chambredon & Jean-Claude Passeron (1968). Le metier de socioloque.Paris:Mouton Èditeurs.

    Braudel, Fernand (1966 [1949]). La Mediterranée et le monde meditarréen et l’epoque de Phillippe II.Paris:Libraire Armand Colin.

    Grønlandskommissionens betænkning af 1950 (1950). Montesquieu,Baron de (1748/1949). The Spirit of the Laws. New York:Hafner Press. Wittgenstein,Ludwig (1958). Philosophische Untersuchungen.Oxford:Basil Blackwell.

    38

  • kap i te l 4

    D E M O K R AT I E T S V I L K Å R I G R Ø N L A N D

    jakob janu s se n

    I denne artikel vil jeg diskutere demokratiets vilkår i Grønland med udgangspunkt i Robert A. Dahls teoretiske begrebsapparat sammenholdt med de stedfundne og aktuelle samfundsforhold i Grønland.

    Indledningsvis vil jeg som en ramme for artiklen fremsætte en generel tese om,at demokratiets vilkår i et hvilket som helst samfund er afhængige af en række forhold.Disse forhold kan være samfundets historiske baggrund, landets geografiske og fysiske forhold, befolkningens uddannelsesniveau,pressens rolle, det eksisterende politiske systems forankring i samfundet,herunder de eksisterende politiske partiers styrke eller svaghed mv.

    D E M O K R A T I B E G R E B E T I A L M I N D E L I G H E D

    Demokratibegrebet anvendes langt fra entydigt i praksis. Selv samfund med stærkt autoritære tilbøjeligheder ynder at karakterisere sig selv som demokratier, selv om magthaverne ofte betjener sig af betydelige undertrykkelsesapparater.

    I daglig tale bruges begrebet demokrati ofte synonymt med begrebet folkestyre.Det antyder, at styreformen i et land,hvor landets befolkning har en vis grad af indflydelse, har noget med demokrati at gøre.Det er heller ikke helt ved siden af. Spørgsmålet er blot, hvorledes og under hvilke betingelser befolkningen har mulighed for at udøve sin indflydelse.

    Det er endvidere væsentligt at understrege, at begrebet demokrati er et dynamisk og ikke et statisk begreb. Forstået på den måde, at selv om visse elementer af definitionen af begrebet demokrati er centrale,går igen og igen og må betragtes som nødvendige minimumsbetingelser, så vil ethvert samfund stort set give definitionen sin egen variation, som kan ændre sig over tid.Demokratibegrebet vil således altid være åbent for debat og diskussion.

    39

  • R O B E R T A . D A H L S K R A V T I L E T Æ G T E D E M O K R A T I

    Inden omtalen af demokratiets rammebetingelser i Grønland kunne det være nyttigt at tage udgangspunkt i en af de demokratiteorier, der er almindelig inden for politologien,nemlig Robert A.Dahls teoretiske udlægning i bogen Democracy and its Critics (1989).Dahl rejser spørgsmålet, om hvad det er for et folk,der skal styre i et folkestyre.

    For at kunne tage bindende beslutninger, som gælder for ethvert samfund, er der mindst tre grundlæggende forudsætninger, der skal være opfyldt.For det første skal beslutningerne træffes af de mennesker, der berøres af beslutningerne.For det andet skal samfundets medlemmer have samme krav på, at deres interesser bliver taget ligeligt i betragtning. For det tredje er det det enkelte medlem selv, der bedst ved,hvad der er hendes eller hans interesse. Forudsat at disse forudsætninger er opfyldt, har samfundets medlemmer i fællesskab ret til selvstyre,og hvert enkelt medlem har ret til at deltage i den politiske proces (Dahl, 1989: 105ff.;Togeby, 1999: 136).Ud fra det fremsætter Dahl fem principper, der må være gældende for en demokratisk beslutningsproces,nemlig:

    1. Samfundets medlemmer må selv fastsætte den politiske dagsorden 2. Demokratiet bygger på fri meningsdannelse og på eksistensen af en

    offentlig samtale mellem samfundets medlemmer 3. Gennem hele beslutningsprocessen må alle medlemmer af samfundet

    have lige muligheder for at give udtryk for deres præferencer for at kunne påvirke den endelige beslutning

    4. Alle samfundsmedlemmers stemme skal veje lige meget,når den endelige og bindende beslutning bliver taget

    5. Alle medlemmer er bundet af beslutningen.

    Det er vigtigt at understrege, at alle medlemmer af samfundet har muligheder for at komme til orde og ikke blot har ret til det.

    D E M O K R A T I B E G R E B E T O G G R Ø N L A N D

    Grundloven, som jo også omfatter det grønlandske samfund, indeholder to former for demokrati, dels det repræsentative demokrati, hvor vælgerne udstyrer medlemmer af den lovgivende forsamling med mere eller mindre klare mandater til at lovgive for samfundet i en bestemt periode,og dels det direkte

    40

  • demokrati, hvor vælgerne med bindende virkning for den lovgivende forsamling tager stilling til et afgrænset spørgsmål.

    I Grønland har vi et decideret repræsentativt demokrati, hvor vælgerne typisk hvert fjerde år stemmer på kandidater til folkevalgte forsamlinger og sammensætter disse forsamlingers medlemmer.De folkevalgte forsamlinger, der er relevante i grønlandsk sammenhæng, er Folketinget, Landstinget, kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser.

    Hvad angår betingelser for at deltage i valg til nævnte forsamlinger, er der visse ting, der er ens, mens der kan være enkelte variationer afhængig af, hvad det er for en folkevalgt forsamling, der er tale om.Variationerne vil typisk dreje sig om bopælskrav, (jf. lov nr. 845 af 21/12 1988 om Folketingsvalg i Grønland,ændret ved lov nr. 877 af 24/11 1993, landstingslov (ltl) nr. 9 af 31. oktober 1996 om valg til Grønlands Landsting og ltl. nr. 10 af 31/10 1996 om valg til kommunalbestyrelser, bygdebestyrelser og menighedsrepræsentationer).

    Det centrale i det repræsentative demokrati, vi kender her i landet, afspejles af bestemmelsen i § 2, stk. 1 i lov nr. 577 af 29/11 1978 om Grønlands hjemmestyre, sat i kraft ved lov nr. 56 af 21/2 1979.Heraf fremgår, at Landstinget vælges

    • for en 4-årig periode ved • almindelige, • direkte og • hemmelige valg.

    Bestemmelsen i § 2, stk. 2 giver Landstinget hjemmel til at fastsætte nærmere regler om valget, jf. forannævnte landstingslov om valg til Grønlands Landsting.

    Landstingets valgperiode må højst være på fire år.Deri ligger, at det skal være muligt for vælgerne i Grønland at ændre sammensætningen af medlemmerne af Landstinget hvert fjerde år.Allerede fem år efter Hjemmestyrets indførsel blev parlamentarismen indført (Skydsbjerg, 1999: 76). Den nuværende hjemmel til at udskrive „valg i utide“ findes i § 5, stk. 5 i ltl.nr. 11 af 20. oktober 1988 om Grønlands Landsting og Grønlands Landsstyre med senere ændringer.

    Bestemmelsen om,at Landstingets medlemmer vælges ved almindelige valg,betyder, at valgretten tilkommer alle, som har dansk indfødsret, som opfylder aldersbetingelsen for valgret til Folketinget (p.t. 18 år),og som har

    41

  • haft fast ophold i Grønland i mindst seks måneder forud for valgets afholdelse,medmindre vedkommende er umyndiggjort med retsvirkning i Grønland.Hvad angår bopælskravet,er der særlige bestemmelser for personer,der midlertidigt har taget fast ophold uden for Grønland, jf.§ 2 i ltl.om valg til Landstinget.

    I begrebet almindelige valg indgår også, at vælgerne vejer lige meget, eller at hver vælger kun kan afgive én stemme,deraf begrebet „én mand én stem-me“. I valgsituationen har hver vælger med andre ord samme indflydelse som en hvilken som helst anden vælger.

    Direkte valg betyder, at vælgernes stemmeafgivning er direkte udslagsgivende for, hvem der bliver medlemmer af Landstinget.Dvs. at det skal ikke foregå ved, at vælgerne først stemmer om valgmænd,der herefter stemmer om, hvem der skal være medlemmer af den folkevalgte forsamling, sådan som det var tilfældet ved sammensætning af landsrådene i en periode af landets historie (Oldendow, 1936: 169).

    Og endelig betyder bestemmelsen om, at der skal være tale om hemmelige valg, at en vælger ikke har pligt til at oplyse over for nogen, hvem hun/han har stemt på, eller hvorvidt hun/han har afgivet en blank stem-me.

    Folkeafstemninger, som anvendes en hel del i visse lande, eksempelvis i Schweiz, og som ofte betegnes som et udtryk for mere direkte demokrati, bruges yderst sjældent her i landet. I hjemmestyreperioden har der således kun været en enkelt folkeafstemning, nemlig om hvorvidt Grønland fortsat skulle være medlem af De europæiske Fællesskaber (EF) eller ej i 1982 (Skydsbjerg, 1999: 75). En afstemning hvor et forholdsvis lille flertal på 53 pct. af de vælgere,der deltog i afstemningen (stemmeprocenten blev 74,9), stemte for Grønlands udmeldelse af EF, som først blev realiseret i 1985, da udmeldelsesforhandlingerne strakte sig over en godt 2-årig periode.

    G R Ø N L A N D E T U N G T D E M O K R A T I

    Styreformen i et hvilket som helst land er altid præget af landets historie, specielt af landets politiske historie.Derfor skal der i det følgende tegnes en ganske kort beskrivelse af Grønlands politiske historie det sidste par hundrede år. (Om Grønlands politiske historie i almindelighed henvises til Oldendow, 1936; Kjær Sørensen, 1983; Dahl, 1986; Skydsbjerg, 1999; Janussen, 1999).

    42

  • Uanset hvilke sider af det grønlandske samfund, man interesserer sig for, skinner det tydeligt igennem, at landets kolonitid ikke ligger langt tilbage. Grønland var i perioden 1721-1953 dansk koloni, og selv efter kolonitidens ophør var der frem til Hjemmestyrets indførsel i 1979 ingen folkevalgt organ med decideret lovgivende myndighed.

    De første kommunale organer med folkevalgte islæt, de såkaldte forstanderskaber, blev oprettet på forsøgsbasis i 1857 (Wilhjelm, 2001: 191).Karakteristisk for forstanderskaberne var,at en stor del af medlemmerne var lokale embedsmænd, som var fødte medlemmer, suppleret med en fanger for hvert mindre område inden for det enkelte, lokale kolonidistrikt (Oldendow, 1936: 51). Forstanderskabernes virksomhed ophørte gradvist omkring star-ten af år 1900 (ibid.: 68ff.). Disse blev i 1911 afløst af kommuneråd (ibid.: 123ff.). Begge nævnte organer havde en blandet kompetence, idet de dels havde lokal, administrativ myndighed, specielt hvad angår socialforsorg og dels havde foged- og dømmende myndighed (ibid.: 117).

    Samme år som kommunerådene blev oprettet, dannedes to landsråd for henholdsvis Nord- og Sydgrønland (ibid.: 123). Fødte formænd for rådene var statens inspektører for henholdsvis Nord- og Sydgrønland. Disse to landsråd blev i 1951 slået sammen til et landsråd (Kjær Sørensen, 1983: 169) stadig med statens øverste repræsentant – Landshøvdingen over Grønland – som født formand frem til 1967, da rådet fik en formand valgt blandt rådets egne medlemmer (ibid.: 208).Landsrådet eksisterede helt frem til Hjemmestyrets indførsel 1.maj 1979.Landsrådene fungerede primært som rådgivende organer over for den danske statsadministration med den i kolonitiden almægtige og ofte enerådende Grønlands Styrelse i spidsen. Landsrådene havde dog en stærkt begrænset regelfastsættende kompetence, hvad angik socialforsorg og fredningssager.

    For alle forannævnte organer gjaldt, at såvel valgretten som valgbarheden – specielt i de første mange årtier – var stærkt begrænset. Eksempelvis fik kvinderne først valgret og dermed valgbarhed i 1948 (ibid.: 145).

    Ved Hjemmestyrets indførsel i 1979 blev der oprettet en folkevalgt, lovgivende forsamling, Landstinget,og et udøvende organ, Landsstyret, som vælges af Landstinget.Valg af Landsstyret forudsætter et absolut flertal i Landstinget (positiv parlamentarisme).

    Det bør endvidere nævnes, at der ikke var klar adskillelse mellem den lovgivende og udøvende myndighed det første par årtier i Hjemmestyrets historie, idet eksempelvis landsstyreformanden frem til 1988 tillige var formand for Landstinget (Skydsbjerg, 1999: 128).En klarere adskillelse mellem

    43

  • den lovgivende og udøvende magt fandt først sted i midten af 1990’erne,da Landstinget fik sit eget sekretariat. Indtil da blev Landstinget i overvejende grad betjent af Landsstyrets administrative apparat.

    Da Landsrådet, som allerede bemærket,hovedsagelig havde en rådgivende rolle, har hjemmestyreordningen betydet, at medlemmer af Landstinget og Landsstyret har skullet vænne sig til deres nye roller som henholdsvis lovgivere og politiske ledere af forvaltningsorganer.

    De politiske partier i Grønland er af ganske ny dato, idet de tre partier,der har domineret den politiske hverdag i de sidste årtier, alle er dannet i 1970’erne (Dahl, 1986: 79-104).Derudover må man tilføje,at de enkelte par-tier har en forholdsvis løs struktur,