Demokrati og diktatur

13P Kultur og samfundsfag

Det tredje riges udstrækning i 1942

Det tredje rige og de to fag

Historie:

Tyskland og 1 verdenskrig

Mellemkrigstiden

Holocaust

2. verdenskrig

Nazisme

Samfundsfag:

Styreformer og deres

kendetegn

Politisk kommunikation

Totalitære ideologier

Magt

Menneskerettigheder

Bogen vil være opdelt i først historie og dernæst samfundsfag.

Indholdsfortegnelse

Side 1 Forside

side 2 Det tredje rige og de to fag

Side 3 Indholdsfortegnelse

Side 4 Indholdsfortegnelse fortsat

Side 5 Otto Von Bismarck

Side 6 Tyskland og første verdenskrig

Side 7 Første verdenskrig slutter på søndag

Side 8 Dolkestødslegenden

Side 9 Kilde: Uddrag af Versaillestraktaten

Side 10 Uddrag af Versaillestraktaten fortsat

Side 11 Uddrag af Versaillestraktaten fortsat

Side 12 Weimarrepublikken

Side 13 Weimarrepublikken fortsat

Side 14 NSDAP

Side 15 Kilde: Partiprogrammet de 25 kilder

Side 16 Partiprogrammet fortsat

Side 17 Partiprogrammet fortsat

Side 18 Magtovertagelsen—kilder.

Side 19 Magtovertagelsen fortsat

Side 20 NSDAP tager magten

Side 21 Kilde: Bemyndigelsesloven 1933

Side 22 Et parti, en stat.

Side 23 Konsekvenser af Hitlers økonomiske politik

Side 24 Nazistiske militær– og politigrupper.

Side 25 Jødeforfølgelse og Endlösung.

Side 26 Kilde: Wannsee konferencen

Side 27 Holocaust og kilde om jødeforfølgelse

Side 28 Kilde om jødeforfølgelse fortsat

Side 29 Billede af kvinder der skal henrettes

Side 30 Anden verdenskrig

Indholdsfortegnelse fortsat

Side 31 Nürnbergprocessen

Side 32 Samfundsfag

Side 33 Totalitære ideologier og totalitarisme

Side 34 Fascisme

Side 35 Nazismens ideologi

Side 36 Nazismen

Side 37 Billede af jøder i KZ lejr

Side 38 Racisme og nationalisme

Side 39 Nationalisme fortsat

Side 40 Kommunisme

Side 41 Politisk kommunikation

Side 42 Propaganda i den totalitære stat

Side 43 Styreformer

Side 44 Diktatur fortsat

Side 45 Demokrati og dets kendetegn

Side 46 Magtens 3-deling

Side 47 Demokratiformer

Side 48 Dahl 5 demokratikriterier

Side 49 Magtformer

Side 50 Menneskerettigheder

Side 51 Litteraturliste

Otto Von Bismarck

og stærkmandsteori-

en:

Bismarck var Preus-

sens og fra 1871

Tysklands stærke

mand. Han var

”kun” ministerpræ-

sident under den ty-

ske kejser, men han

var den politisk

stærkeste person i

Tyskland fra 1871

(hvor Tyskland blev

samlet) til 1890,

hvor han trådte til-

bage.

(kilde:

www.denstoredansk

e.dk Otto Von Bis-

marck

Historikere har senere konstrueret teorien om

”Tysklands stærke mand”, der sammen med en høj

grad af autoritetstro har skullet forklare hvorfor Hit-

ler kunne fremstå som troværdigt i befolkningen.

Otto Von Bismarck

Tyskland og første verdenskrig

Første verdenskrig havde mange årsager, men Tyskland opstigning som europæisk

og verdensmag var en stor grund—gamle europæiske stormagter som Frankrig,

Storbritannien og Rusland følte sig truede af et Tyskland, som industrielt overhale-

de Storbritannien i starten af 1900-tallet. Desuden var Europa et kludetæppe af

etniciteter på tværs af landegrænser og nationalismen spirede i anden halvdel af

1800 tallet.

Dette og meget mere gjorde Europa til en krudttønde, som kun manglede lunten.

Den kom med ”skuddet i Sarajevo”.

Tyskland endte med at tabe krisen—sammen med det Østrig-Ungarnske rige (som

i øvrigt blev splittet op). (kilde: Frederiksen, P 2001. Side 9-14.)

Europa 30.09.2010 kl. 06:39

Allierede tropper venter i en skyttegrav i nærheden af den belgiske by Ypres i efteråret 1914. Foto: AP

Første Verdenskrig slutter på søndag Første Verdenskrig bliver formelt afsluttet den 3. oktober, når Tyskland har afdraget den sidste krigsgæld.

De fleste ved, at tilbagebetaling af gæld kan være en langtrukken affære. Men godt 92 år efter at den sidste

kanonkugle blev affyret, kan Tyskland på søndag sætte en endelig streg over gælden fra Første Verdens-

krig.

Ifølge den tyske avis Das Bild afdrager Tyskland den 3. oktober den sidste portion krigsgæld på godt 520

millioner kroner, og det betyder, at Første Verdenskrig officielt kan erklæres for afsluttet.

Levn fra Versaillestraktaten

Gælden har hængt over Tyskland, siden landet underskrev Versaillestraktaten i 1919. Her blev den forhen-

værende stormagt pålagt at betale krigsskadeerstatning til Belgien og Frankrig, der havde lidt store, materi-

elle skader under krigen. Derudover skulle de betale erstatning til de allierede for krigen, der menes at have

kostet ni millioner soldater livet.

Den oprindelige sum lød tilbage i 1919 på 226 milliarder Reichsmarks. Den blev efterfølgende reduceret til

132 milliarder Reichsmarks, der på det tidspunkt svarede til godt 190 milliarder kroner.

Hitler forsinkede tilbagebetalingen

Havde det ikke været for den tyske diktator Adolf Hitler, kunne gælden være blevet afskrevet langt tidlige-

re. Han var nemlig stærk modstander af Versaillestraktaten, og derfor nægtede han igennem sin regerings-

periode at afdrage på gælden.

Den tyske regering har i år sat 70 millioner euro af til det, som man i statsbudgettet betegner som

“underliggende udenlandsk gæld”. Det dækker over de godt 520 millioner kroner, som landet mangler at

betale.

Men hvor det oprindeligt var Frankrig, Belgien og de allierede, der skulle få glæde af pengene, går de nu til

blandt andet privatpersoner og pensionskasser, der har overtaget gælden.

http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE4382597/foerste-verdenskrig-slutter-pa-soendag/

Dolkestødslegenden

Kilde: www.holocaust-uddannelse.dk

Krigen blev ikke tabt på slagmarken. Den blev tabt, fordi tyske socialister på hjemmefronten

stødte en dolk i ryggen på hæren. Det mente hæren i alt fald.

Efter krigen forsøgte den tyske hær at finde en forklaring på nederlaget. Generalerne mente

ikke, at den tyske hær var besejret, og derfor opstod "dolkestødslegenden". Legenden lagde

ansvaret for nederlaget over på hjemmefronten, fortrinsvis socialister og jøder.

"Dolkestødslegenden" voksede sig stærk efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig. Hitler

brugte dolkestødslegenden til at vinde magten i 1930'ernes Tyskland, der var præget af mis-

mod og fattigdom pga. de enorme krigsskadeerstatninger. Derfor var det nemt for Hitler at

forføre folket til at støtte hans politik, der indeholdt et opgør med Versailles-traktaten og den

nye verdensorden. Den hævn fik verden at føle i Anden Verdenskrig fra 1939-1945.

(Kilde: http://www.dr.dk/skole/Historie/Europa+i+brand+1914-1918/Freden/Dolkest%C3%

B8dslegenden.htm)

Kilde: uddrag af Versailles traktaten

Weimarrepublikken.

Kilde: www.denstoredanskedk

Weimarrepublikken var ingen stærk stat. Den var demokratisk, men manglede

støtte blandt befolkningen og hæren. Hæren ville gerne have kejsertiden tilba-

ge, arbejderne ville have socialistiske revolutioner og sådan havde hver be-

folkningsgruppe sine ønsker. (Frederiksen, P 2001. Side 29)

Desuden havde republikken økonomiske problemer pga. krigsskadeerstatnin-

gerne, hvilket medførte økonomisk kriser i starten af 1920’erne. Pga. manglen-

de krigsskadebetalinger besatte Frankrig i 1923 det vigtige industriområde i

Ruhr. (Frederik, P. 2001. Side 21-23).

Weimarrepublikken kom efterhånden på fode igen i perioden 1923-1928, men

børskrakket på Wall Street i 1929 ramte også den tyske økonomi hårdt. Den

økonomiske fremgang havde baseret sig på amerikanske lån, men de blev nu

trukket tilbage. (Frederiksen, P. 2001. side 37-38).

Kilde: www.horaz.com

NSDAP—National Socialitische Deutsch ArbejdsPartei.

DAP (Deutche ArbeiterPartei) havde kun været et lille parti, med fokus på arbej-

derklassen og nationalismen. Partiet havde også jødehad som et vigtigt element i

dets politik. Hitler gik ind i partiet i 1919—hvor han som rigsagent skulle spione-

re på ekstremistiske partier i Tyskland men han endte med at blive leder af parti-

et og omformede det til NSDAP. (Frederiksen, P. 2001. Side 24-26).

Ølstuekuppet 1923

I 1924 blev Hitler idømt 5 års fængsel, efter et mislykket kup i 1923. Hitler og

NSDAP forsøgte at starte et kup i Ølstuen ”Bürgerbräukeller” i München, men

kuppet mislykkedes stort. I fængslet skrev Hitler Mein kampf. (Kilde: http://

www.europas-historie.net/hitlersveitilmakten.htm)

Kilde: Partiprogrammet de 25 punkter. Side 133-135

Frederiksen

Magtovertagelsen

Olsesen og Sørensen 1989, side 216

Som man kan se i

tallende på foregå-

ende side, så spille-

de NSDAP en større

og større politisk

rolle i slutningen af

1920’erne og i star-

ten af 1930’erne.

Weimarrepublikken og §48.

§48 tillod at rigspræsidenten

satte forfatningen ud af kraft

midlertidigt. Så kunne lov-

forslag udråbes som dekret

(Olesen og Sørensen

1989.Side 218-219)

(dekret, (af lat. decretum 'afgørelse, beslutning'), dom-stolsafgørelse. Danske dom-stole træffer deres afgørelser i form af beslutninger, kendel-ser og domme. Tidligere blev visse af afgørelserne betegnet dekreter, og i juridisk daglig-sprog benyttes stadig ordene konkursdekret og umyndiggø-relsesdekret. I antikken var dekret en ro-

mersk kejsers retsafgørelse i

en konkret sag. Da en sådan

skabte præcedens, blev de

kejserlige dekreter til love,

der indgik i den samlede ro-

merske ret. (http://

www.denstoredanske.dk/

Samfund,_jura_og_politik/)

Jura/Retspleje_og_domstole/

dekret)

Der var generel utilfredshed med Weimarrepublikken og måden hvorpå den fungerede.

§48 var mere reglen end undtagelsen for det politiske system og den vej igennem regere-

de borgerlige partier sammen med rigspræsident Hindenburg indtil 1932.(Olesen og Sø-

rensen, 1989. Side 219).

I 1932 var der 2 valg til rigsdagen og hver gang endte regeringen med at gå af. Hinden-

burg valgte ikke at udskrive et tredje valg—da dette næppe ville skabe en ny stabil situa-

tion. Han indså, at §48 ikke medførte politisk stabilitet og krævede, at en regering med

flertal i rigsdagen blev dannet. (Olesen og Sørensen 1989. Side 219).

Kilde: www.deutschlandeuropa.de

Den tyske rigsdag 1930

NSDAP overtager magten

Den tyskerrigsdag brænder

Kilde: www.wikipedia.org

I 1933 brændte den tyske rigsdag ned (efter sigende

påsat af NSDAP) og rigspræsident Hindenburg ud-

stedte bemyndigelsesloven af 24.3.1933. (Olesen og

Sørensen 1989. Side 221).

Bemyndigelsesloven af 24.03.1933:

Regeringen kunne udstede loven udenom parlamen-

tet

Regeringen kunne udstede love uden hensyn til for-

fatningen

Bemyndigelsesloven

gav reelt Hitler magten

i Tyskland og mulighed

for at udrydde politiske

modstandere. Alle poli-

tiske partier—på nær

NSDAP—var i juli 1933

opløste. Nogle frivilligt

og nogle efter tvang.

(Olesen og Sørensen

1989. Side 222).

Kilde: forbud mod Tysklands socialdemokratiske parti af 22 juni 1933:

Berlin d. 22 juni 1933.

Indenrigsministeren har i dag, torsdag, forbudt Tysklands sociaildemokratiske parti. I en

instruks til landendes regeringer har indenrigsministeren anmodet om, at man foranledi-

Kilde:

Bemyndigelsesloven, vedtaget 23. marts 1933 af Den tyske Rigsdag, udstedt den 24.

marts 1933:

Rigsdagen har vedtaget følgende lov, som med tilslutning fra Rigsrådet hermed bekendt-

gøres, efter at det er fastlagt, at kravene til forfatningsændrende lovgivning er opfyldt:

Artikel 1

Rigslove kan, ud over den i Rigsforfatningen foreskrevne fremgangsmåde, også vedtages

af Rigsregeringen. Dette gælder også for de i Rigsforfatningens artikel 85, afsn. 2, og 87

betegnede love.

Artikel 2

De af rigsregeringen besluttede love kan afvige fra Rigsforfatningen, så fremt de ikke

vedrører Rigsdagens og Rigsrådets indretning. Rigspræsidentens rettigheder forbliver

uberørt.

Artikel 3

De af rigsregeringen vedtagne love udfærdiges af Rigskansleren og forkyndes i Rigslov-

tidende. De træder, så fremt andet intet andet bestemmes, i kraft dagen efter forkyndel-

sen. Artikel 68 til 77 i Rigsforfatningen finder ved de af rigsregeringen vedtagne love ik-

ke anvendelse.

Underskrevet:

Rigspræsidenten: von Hindenburg

Rigskansleren: Hitler

Indenrigsministeren: Frick

Udenrigsministeren: von Neurath

Finansministeren: Schwerin von Krosigk

Fra: 'Deutsches Historisches Museum, Berlin' (http://www.dhm.de/ausstellungen/

grundrechte/katalog/64-66.pdf). Downloaded 30/7/2002

Én stat, ét parti.

NSDAP var fra

sommeren 1933

det eneste tilladte

parti og Hitlers

magt uindskræn-

ket. Dette udnytte-

de Hitler til at

smelte staten og

NSDAP sammen.

F.eks. Kom SS til

at stå for politiop-

gaver og KZ lejre-

ne, som før var un-

der SA og SS, blev

nu gjort til officiel-

le statslige lejre—

dog stadig styret af

SS og SA. (Olesen

og Sørensen 1989.

Side 224).

Smør og kanoner

Hitler havde lovet meget i valgkampene

i 1933, bl.a. at afskaffe arbejdsløsheden

i løbet af 4 år og genskabe Tyskland som

en mlitærmagt (de sidste var imod Ver-

saillestraktaten). Populært sagt havde

han lovet smør til folket og kanoner til

hæren. (Olesen og Sørenen 1989. Side

226) .

Kilde: Svensk smørforening

Kilde: egmont og Anders And.

Økonomiske konsekvenser af Hitlers

økonomiske politik

Olesen og Sørensen 1989, side 226.

Nazistiske politi og militærgrupper

SA—Sturmableitung.

Delvist militær og politi styrke fra

1921. SA havde til formål at be-

skytte partiets møder og angribe

politiske modstandere. Efterhån-

den blev SA der hvor de mest ra-

dikale medlemmer af NSDAP søg-

te hen. Efter NSDAPs magtover-

tagelse i 1933, søgte SA at blive

sammensmeltet med hæren—

hvilket hæren afviste. Ledelse

ønskede også, at der skulle ske

en social revolution af det tyske

samfund—hvilket NSDAPs top

afviste. Pga. et medlemstal på ca.

700.000 og SAs øgede ønske om

politisk indflydelse, valgte Hitler i

1934 at myrde hele ledelsen i SA.

Det er kendt som de lange kni-

ves nat. Derefter var SA en orga-

nisation under kontrol direkte af

NSDAP. (Gads historieleksikon

side 579).

Schutzstaffel—SS

Oprindeligt et korps med formål at be-

skytte Hitler, men udviklede sig til at

blive et specialiseret politikorps. Det

var en lille underafdeling af SA, men

efter de lange knives nat, hvor SS stod

for mordene på SA folkene, voksede

SS til en stor organisation.

Især pga. Heinreich Himmler, der blev

leder af SS i 1929, voksede SS sig til en

stor organisation. SS havde ansvaret

for politik, KZ lejre, jødeudryddelse og

havde specialiserede militærpanser-

neheder. Derudover var SS en meget

ideologisk stærk organisation, som ud-

viste stor loyalitet overfor Hitler og

Himmler.

(Gads historieleksikon side ??)

Gestapo

Dette hemmelige politi, som opererede i alle lande, som Tyskland havde

magten i.

Blandt dets opgaver var at opspore gemte jøder, modstandsfolk og spionage.

(kilde: www.denstoredanske.dk

Jødeforfølgelsens 4 faser

Fase 1: 1933-1935. Begænsede undtagelses-

love og enkeltaktioner med jøder, f.eks. Boy-

kot af jødiske butikker.

Fase 2: 1935-1938. Antisemitiske Nïrnberglo-

ve, der isolerede jøderne fra samfundet.

Fase 3: 1938-1941: Krystalnattten noember

1938, hvor forretninger og synagoger blev

smadrede, deportationer til ghettoer og KX

lejre samt tvunget til at bære en jødestjerne

udenpå sit tøj.

4 fase: 1941-1945. Endlösung. Masseudryd-

delse af jøderne i KZ lejrene.

(Bender og Gade 1984. side 120-121.)

Endlösung

Der eksisterede ikke

en plan for hvad man

skulle gøre med jø-

derne allerede i

1933—Hitler var til-

hænger af, at jøderne

migrerede til andre

lande. Efterhånden

blev jødehadet større

og migrationen var ret

begrænset, så i 1942

fik SS, hæren, em-

bedsmænd, industri-

en, og andre organisa-

tioner til opgave at

komme med den en-

delige løsning på jø-

deproblemet. Det

skete på Wannsee

konferencen.

Formålet med at fjerne jøder og andre ikke-ariske racer, var at skaffe

”Lebensraum”, hvilket var en teori om, at Tyskland skulle have et naturligt

pladsbehov—som de eksisterende grænser ikke opfyldte. Det handlede

bl.a. om adgang til råstoffer, men også plads til at leve på for tyske borgere.

(Bender og Gade 1984, side 86)

Lebensraum. Kilde: www.wikipedia.org

Kilde: Wannsee konferencen.

Bender og Gade side 122-123

Holocaust

Holocaust er betegnelsen for nazisterne udryddelse af jøder i det tredje ri-

ge, før og under anden verdenskrig.

Anden verdenskrig—

del 1.

Tyskland havde stor succes i

første halvdel af krigen, hvor

deres angreb med fly, panser

(tanks) og soldater på en gang

overraskede fjenden—også

kaldet Blietzkrieg.

(Bryld, C. 2013. Kapitel 5)

Anden verdenskrig—del 2.

Tyskland gik dog i stå, da man angreb Sov-

jetunionen (hvilket var imod den ikke-

angrebsaftale Hitler og Stalin havde lavet

i ???) og den russiske vinter stoppede frem-

marchen.

I 1944 åbnedes der en front i Nordfrakrig—

D-dag.

Tysklands allierede, Italien, havde ikke kun-

net modstå englænderne og amerikanernes

angreb fra syditalien og derfor måtte Tysk-

land også holde den front.

Bryld, C. 2013. Kapitel 5)

Tyskland overgav sig i starten af maj 1945 og Japan i

august 1945. Dermed var anden verdenskrig slut. Nu

ventede opgøret med taberne.

Bryld, C. 2013. Kapitel 5)

Nürnbergpro-

cessen

Betegnelsen for retsopgøret

med nazisterne efter krigen.

Lært af skade fra første ver-

denskrig, skulle Tyskland nu

ikke straffes økonomisk, men

dømmes for dets forbrydelser.

Især USA ville ikke risikere

at give grobund for nu radika-

lisme i landet og man søgte at

gøre retsopgøret legitimt og

demokratisk. Man ville und-

gå, at det fremstod som vin-

dernes straf, men, at nazister-

ne blev dømt af hele menne-

skeheden.

Man havde valgt Nürnberg

som det symbolske sted for

retsopgøret, da det var her, at

man vedtaget de antisemeti-

ske love i 1930’erne.

(Olesen og Sørensen 1989,

side 257)

Anklagede på banken under

Nürnberg retssagen.

Kilde: www.b.dk

Samfundsfag

Totalitære ideologier og totalita-

risme

Totalitarisme, politisk styreform, hvor alle sider af samfundets liv søges un-

derordnet den politiske magt. I komparativ politik er betegnelsen totalitære

regimer anvendt som kategori ved siden af fx demokratiske og autoritære re-

gimer.

Carl Friedrich:

1) En officiel ideologi, som alle skulle underkaste sig, og som sigtede mod at skabe "et nyt menneske" og løfte menneskeheden op på et højere stade; 2) absolut monopol på militær magt og massekommunikation 3) et politisystem baseret på fysisk og psykisk terror 4) Politik: kontrol med og ledelse af hele samfundsøkonomien samt oftest ledet af en person eller meget lille gruppe og kun et parti Kilde: www.denstoredanske.dk

Totalitære ideologier:

Facisme

Nazisme

Kommunisme

Fascisme

Fascismen er en politisk ideologi, som først og fremmest er kende-

tegnet ved at være autoritær. Samfundet skal ledes af en

"fører", demokrati betragtes med foragt som en styreform, der

uretmæssigt tillader de svage at herske over de stærke. Statens in-

teresser går forud for alle andre interesser. På samme måde som

"Føreren" skal lede staten, skal familiefaderen lede familien.

Fascismen har sit navn efter Benito Mussolinis (1883-1945) politi-

ske bevægelse i Italien i mellemkrigstiden og under 2. Verdens-

krig.

(Jensen 2014, kapitel 8).

Nazismens ideologi

Nazisme lignede meget fascisme, dog adskilte nazis-

men sig på visse punkter

Fremmedhad/racerenhed

Nazisterne så sig som et

herrefolk, som havde ge-

netiske/racemæssige

egenskaber, som gjorde

dem overlegne.

Gammel oprin-

delse

Nationalsocialisme op-

stod allerede i 1800-

tallet, hvor det var na-

tionalismen der skulle

være den gældende

ideologi—på tværs af

klasseskel.

Med Hitler i spidsen af

nationalsocialisterne,

blev racerenhed også

en faktor.

Kilde:

www.denstoredanske.

dk

Nazisme

Den nazistiske ideologi bygger således først og fremmest på racisme og hårdnatio-

nalisme. Som nazist er man villig til at ofre alt for sit land og sin race. Og man går

ofte heller ikke af vejen for at undertrykke andre racer med vold.

Nazismen er nu blevet forbudt i Tyskland, men i mange lande - inklusive Danmark

- er der dukket nazistiske partier de seneste årtier. Medlemmerne af disse partier

betegnes ofte som nynazister.

Ideologier som nazisme og racisme opstår som regel i tider med store omvæltninger

eller kriser. Mange mennesker bliver da usikre, og så er det meget rart med nogle

nemme og præcise løsninger på alle problemer. Hvis man er usikker, er det også

rart at få at vide, at man tilhører et helt specielt folkeslag og land.

(Frederiksen og Kureer 2012, Systime kapitel 1)

Du har sikkert hørt udtrykket nazisme eller nynazisme mange gange. De fleste forbinder det med Hitler

og 2. verdenskrig eller med karseklippede unge mænd i sorte støvler.

Det var tyskeren Adolf Hitler, der i 1920'erne var ophavsmanden til den nazistiske ideologi, som han

formulerede i sin bog 'Mein Kampf'. Den byggede på den opfattelse, at den tyske race var alle andre

overlegne. Nazisterne så sig selv som et 'herrefolk', der kunne bestemme over alle andre folk. Man så

især ned på den sorte og den jødiske race, som blev betragtet som underlegne racer. Nazisterne mente,

at jøderne var skyld i den økonomiske krise, som prægede Tyskland i 1920'erne.

Jødehadet medførte, at nazisterne i begyndelsen af 2. verdenskrig påbegyndte en decideret udryddelse

af alle de jøder, som levede i de tyskbesatte områder. Over 6 millioner jøder sendtes i døds- og koncen-

trationslejre. Også sigøjnere blev sendt i døden af nazisterne.

(Frederiksen og Kureer 2012, kapitel 1).

Racisme

Idéen om, at ens egen race er bedre end alle andre racer, kaldes racisme. Det er en forestilling om,

at ens egen race er mere intelligent end alle andre racer. Det indebærer, at man ser ned på alle an-

dre racer end netop ens egen. Andre racer betragtes som mindreværdige og små- dumme. Nogle

mennesker er så bange for andre folkeslag, at det nærmest er en psykisk sygdom. Her taler man

om xenofobi.

(samfundsfag C, Ibog fra Systime.)

Racisme og nationalisme

Nationalisme

De fleste mennesker er glade for deres eget land. Det gælder også danskerne. Vi hepper på fod-

boldlandholdet, når der er EM og VM i fodbold. Vi flager med Dannebrog, når vi har fødsels-

dag. Og når vi snakker med udlændinge, er vi nok tilbøjelige til at fremhæve vores velfærdsstat

og vores demokrati. En sådan stolthed over sit eget land er ganske naturlig. Man betegner dette

med udtrykket'nationalfølelse'.

Noget helt andet er det imidlertid med nationalisme, som er en politisk ideologi. Også den findes

i en 'blød' og en 'hård' version. Overordnet siger den nationalistiske ideologi, at befolkningen i et

land helst kun bør bestå af mennesker fra det samme folk. Med udtrykket 'folk' mener vi hermed

mennesker, som taler samme sprog, har samme religion, har en fælles historie, har samme tradi-

tioner mv. Et land som Danmark bør eksempelvis helst kun bestå af danskere, vilideologi-

en fremføre.

I den 'bløde' form for nationalisme er argumentet, at demokratiet fungerer bedst, når folk forstår

hinanden, og når man kan diskutere de fælles problemer indbyrdes. Dette kræver, at man taler

samme sprog. Et velfungerende demokrati kræver også, at man har respekt for hinanden og hin-

andens synspunkter - og at man er villig til at lade sig stemme ned i en afstemning. Derfor er det

hensigtsmæssigt, at hele befolkningen har nogenlunde samme værdier og forestillinger. Og det

har man typisk, hvis man har en fælles historie, har samme religion osv.

Omvendt siger ideologien, at demokratiet får svære vilkår, hvis der inden for et lands grænser

bor mange forskellige folkeslag, hvor ikke alle deltager i de fælles samfundsmæssige beslutnin-

ger. Det kan i sådanne tilfælde især være vanskeligt at opretholde en velfærdsstat, hvor man ofte

betaler meget i skat til at finansiere udgifterne til de svageste i samfundet. Skal folk betale meget

i skat, så kræver det, at der i befolkningen er en vis samhørighed, en følelse af fællesskab. Og

dette opnås lettest, hvis befolkningen har nogenlunde samme værdier.

Ifølge denne tankegang vil verden blive et fredeligere sted, hvis hvert folk (nation) havde deres

egen stat.

(Frederiksen og Kureer 2012, Kapittel 1)..

Nationalisme fortsat.

Den 'hårde' nationalisme tager udgangs-

punkt i en opfattelse af, at ens eget folk er et

specielt folkefærd, som er højt hævet over

andre folk. Ifølge denne tankegang ser man

ned på andre folkeslag og betragter dem

som mindreværdige. Omvendt ser man må-

ske oven i købet sit eget folk udvalgt af

Gud.

'Hårde' nationalister går ofte vidt for at

håndhæve princippet om, at en stat kun bør

bestå af ét folk. Tit går de ikke af vejen for

at bruge vold for at tvinge andre folkeslag

væk. Blandt 'hårde' nationalister ser man

ofte en dyrkelse af historiske helteskikkel-

ser, ligesom man er tilhænger af et stærkt

militær, der kan bruges som redskab til at

tryne andre folkeslag.

Den norske massemorder Anders Breivik,

som i sommeren 2011 myrdede 69 unge

mennesker på øen Utoya og endnu 8 andre

ved et bombeattentat, kan betegnes som en

'hård' nationalist - ovenikøbet af den rigtig

hårde slags.

(frederik og Kureer 2012, kapitel 1).

Kommunisme Socialismen er arbejderklassens ideologi i industrisamfundet. Det kapitalistiske industrisam-

fund opfattes som et klassesamfund, hvor arbejderklassen bliver udbyttet af borgerskabet. Sta-

ten opfattes som borgerskabets redskab i klassekampen.

Ifølge en af socialismens fædre, Karl Marx, vil klassekampen til sidst få det kapitalistiske sam-

fund til at bryde sammen. Karl Marx opfordrede arbejderne til at slutte sig sammen og overtage

magten over produktionsmidlerne for at skabe det klasseløse samfund uden udbytning og ulig-

hed. I en overgangsfase (det socialistiske samfund) skal staten eje fabrikker og andre produkti-

onsmidler og styre samfundets udvikling, men endemålet er at afskaffe staten og klasserne.

Dette samfund kaldes hos Marx det kommunistiske samfund. En klassisk beskrivelse siger, at

det kommunistiske samfund er kendetegnet ved, at alle kan "yde efter evne og forbruge efter

behov". (Jensen, 2014, kapitel 8)

Den socialistiske ideologi delte sig hurtigt i to hovedret-

ninger:

Den revolutionære socialisme mente, at socialismen

skulle indføres med en revolution. Denne opfattelse fand-

tes især hos de kommunistiske partier i forskellige lande,

og mange af disse fandt inspiration i Den russiske Revo-

lution (1917) og betragtede Sovjetunionen som hjemsted

for den virkeliggjorte socialisme. Andre har betragtet det

kommunistiske Kina på samme måde.

I dag er Sovjetunionen brudt sammen. Kina kalder sig

stadig kommunistisk, men har i vid udstrækning ind-

ført markedsøkonomi. Til gengæld er der ingen politisk

frihed i Kina, det politiske liv styres stadig af kommu-

nistpartiet. De fleste moderne socialister tager i dag af-

stand fra den revolutionære socialisme.

Over for den revolutionære socialisme stod reformsocia-

lismen, som mente, at socialismen skulle indføres ved

demokratiske afstemninger og reformer. Man ønskede

ikke et-parti-stater som i Sovjetunionen og Kina, men

pluralistiske demokratier.

Reformsocialismen har siden udviklet sig i forskellige

retninger, og den socialdemokratiske ideologi, som be-

handles nedenfor, er en af disse. Et emne, der typisk har

været uenighed om blandt reformsocialister, er, om det er

gavnligt at samarbejde med liberalister og konservative

(som socialdemokraterne gør), eller om man kun kan ac-

ceptere "den rene vare", som kræver, at socialisterne selv

er i flertal. (Jensen 2014, kapitel 8)

Politisk kommunikation

Medier i et demokrati

I et dmeokrati er medierne frie og ifælge dem selv, dem 4 statsmagt. Det er uafhængige af det po-

litiske system, men prøver dog gerne på at påvirke det.

Begreber til medier i et demokrati:

Medialisering:

Medialisering betyder, at medierne i stadig højere grad er styrende for det politiske liv. Tidligere

var de politiske partier det vigtigste bindeled mellem politikerne og befolkningen. Politikerne hav-

de direkte kontakt med befolkningen ved vælgermøder, fx i det lokale forsamlingshus. I dag har

medierne overtaget partiernes rolle som bindeled mellem politikere og befolkning. Politikerne føl-

ger meget nøje med i medierne og er klar til at reagere på den dagsorden, de sætter. Der er også

stadig flere eksempler på, at vejen til en karriere i politik går over et job som journalist, helst i TV.

Men politikerne overtager ikke blot passivt mediernes dagsorden. Mange politikere er dygtige til

at udnytte medierne til at fremme deres politiske synspunkter eller til at sætte spørgsmålstegn ved

deres politiske modstanderes troværdighed. Til at hjælpe sig med dette har mange politikere ansat

en spindoktor.

(Jensen 201, kapitel 8).

Spin

En spindoktor er en medierådgiver, ofte med baggrund som journalist, hvis opgave er skabe posi-

tive historier om eksempelvis en minister og negative historier om de politiske modstandere.

Spindoktoren kan også have til opgave at bortlede opmærksomheden fra bestemte emner eller for-

slag. Spindoktoren hjælper med at planlægge ministerens mediestrategi og sørger for, at han gør

en god figur i medierne og i det offentlige rum

medvirker til at gøre medierne ukritiske

gør den politiske kampplads til et spørgsmål om enkeltsager

får lederne til at begå fejl, fordi de kun tænker på, hvordan de fremstår i medierne

får lederne til at lytte for meget til fokusgrupper

får lederne til at forsøge at kontrollere medierne

forhindrer upopulære beslutninger og reformer

(Jensen 2014, kapitel 8)

Propaganda i den totalitære stat

propaganda, (lat., af propagare 'udbrede'), systematisk tilrettelagt envejskommunikation, der i

frihed over for sagligheden med suggestive midler (ord, gerne billeder og musik) sigter mod at

styre modtagernes holdning og adfærd. Hvor saglig argumentation med rod i samtale og debat

vil vise, bevise og overbevise, vil propaganda ved demagogi (kan oversættes til folkeforførelse)

overtale og forføre.

(Www.denstoredanske.dk)

Propaganda muligheder i det tredje rige

Radio

Taler

Trykte medier, som aviser, plakater og lignende.

Film (OBS! TV’et var endnu ikke opfundet, så det var i biografen).

Styreformer

Diktatur

I et diktatur bliver alt bestemt fra 'oven'. Typisk er det en enkelt person eller en gruppe, der har

magten. Lederen eller lederne bestemmer og kontrollerer alt. Alle, der ikke følger diktatorens be-

slutninger, bliver straffet. Den enkelte borger har ingen rettigheder. Dvs. at borgerne bl.a. ikke har

tale-, tros- og trykkefrihed.

I det gamle Rom for over 2000 år siden valgte man en diktator, hvis der var store problemer. Denne

diktator blev valgt af det romerske parlament for en 6 måneders periode. Diktatorens opgave var at

løse et bestemt problem. Diktatoren trådte ofte tilbage tidligere, da problemet (måske en rask lille

krig) som regel blev løst inden de 6 måneder. Tidligere havde mange konger magt som en diktator.

Disse enevældige konger havde vi jo også i Danmark frem til 1849.

I dag har de fleste diktatorer selv indført diktatur uden om loven. I de fleste tilfælde sker det med

militærets hjælp. Hvis først man har militærets støtte, er det svært for andre at stille noget op.

Det er dog de færreste lande, som har et renlivet diktatur, hvor kun én person sidder på magten.

Nordkorea, som styres af Kim Jong, er dog et eksempel.

I de fleste diktaturstater er det imidlertid ikke en enkelt person men etpolitisk parti, der fuldstændigt

har sat sig på magten. Og ofte er det en lille klike af ledende partimedlemmer, som styrer landet

mere eller mindre diktatorisk.

Diktatur fortsat

ådanne étparti-systemer havde de kommunistiske lande i Øst-Europa indtil 1989, hvor Berlin-Muren faldt. Her var

kommunistpartierne reelt de eneste lovlige partier. I Kina er det endnu i dag kommunistpartiet, der alene sidder

på magten.

Rene etparti-stater er efterhånden sjældne. Men i mange lande er det alligevel ét parti, som har fået så meget

magt, at det kan holde andre væk fra fadet. For at forhindre andre i at komme til magten ser man ofte i disse lan-

de, at regeringen styrer de store tv-kanaler. På denne måde sikrer man, at borgerne kun får de informationer,

som er godkendt af magthaverne. Og man undgår, at kritikere af styret får mulighed for at komme til orde.

I andre diktaturstater gør man det vanskeligt for andre partier at stille op til valg.

Der er altså forskellige grader af diktatur. I et 'hårdt' diktatur, som det f.eks. var tilfældet i Husseins Irak eller Gad-

dafis Libyen, er offentlige myndigheder, politi og domstole styret af den klike, der styrer landet. Tortur og vilkårlig

fængsling præger sådanne lande.

I mere 'bløde' diktaturlande 'nøjes' man med at styre den offentlige meningsdannelse. Adskillige lande i Øst-

Europa har det bløde diktaturs kendetegn, f.eks. Hviderusland, hvor præsident Lukasjenko sidder tungt på mag-

ten. Også adskillige centralsiatiske lande må betegnes som diktaturstater. Det samme gælder nogle fattige lande i

Afrika og Mellemøsten. (Frederik og Kureer 2012, kapittel 1).

Teokrati

Gudsstyre. Den holdning, at samfundsindretningen skal indrettes efter Guds vilje efter de regler, der

kan udledes af hellige skrifter som Biblen eller Koranen. Et teokrati kan være mere eller min-

drefundamentalistisk. Præstestyret i Iran er et eksempel på teokrati i den moderne verden. Her ser

man også, at det er meget vanskeligt at forene demokratiets ide om folkesuverænitet med teokrat

(http://samfundsfag.forlagetcolumbus.dk/politik/teokrati/)

Demokrati og det kendetegn

Problemet ved anarki er, at

et samfund uden styring kan en-

de i kaos. Problemet ved diktatur

er, at befolkningen er helt uden

indflydelse. Disse to problemer

prøver man at løse i den styre-

form, der hedder demokrati. De-

mokrati kommer af de græske

ord demos (folk) og krates

(styre), og man får da or-

det folkestyre, når man sætter

ordene sammen. Det er altså fol-

ket, der bestemmer og styrer.

Der er altså tilfælde, hvor sådanne

demokratiske afstemninger ikke er

helt fair. Man kalder det flertalsdik-

tatur, hvis en stor gruppe undertryk-

ker en anden person eller gruppe.

For at undgå dette flertalsdiktatur,

har man indbygget nogle borgerret-

tigheder i den demokratiske styre-

form. Disse rettigheder går bl.a. ud

på, at man har tale-, tros- og trykke-

frihed. Dvs. at man kan sige, tænke

og skrive, hvad man vil. I

et demokrati er det flertallet, der

bestemmer, men med hensyntagen

til mindretallet.

Magtens 3-deling

Magtens 3-deling er et centralt kendetegn for demokratiet. Delingen i en lovgivende magt,

en udøvende magt og en dømmende magt er med til at sikre, at en af ”magterne” ikke kan

misbruge sin position.

Det er den lovgivende magts opgave vedtage, som et land skal ledes efter. Derudover skal

den lovgivende magt også kontrollere, at den udøvende magt sørger for, at landets love

overholdes. (det er typisk et lands parlament; folketinget i Danmark og Kongressen i USA)

Det er den udøvende magts opgave at sørge for, at landets love overholdes og tit også at

komme med lovforslag. Det er typisk et lands regering.

Domstolene har den dømmende magt og skal dømme efter landets love. De er uafhængige

af de to andre, forstået på den måde, at den lovgivende og udøvende ikke kan påvirke

dommen i en konkret sag. Grundlaget for domstolenes arbejde er selvfølgelig, at der er

vedtaget love og, at den udøvende magt bringer sager ind for domstolene. Så der er en vis

påvirkning, men ikke på konkrete domme.

(Jensen 2014, kapitel 5).

Demokratiformer—deltagelse eller konkurrence.

Det danske deltagelsesde-

mokrati

Borgerne kan også påvirke politi-

kernes beslutninger gennem med-

lemskab af partier el-

ler interesseorganisationer. Større

organisationer som eksempelvis

Naturfredningsforeningen bliver

oftest taget med på råd i politiske

udvalg, som behandler lovforslag,

der vedrører deres medlemmer.

Flere danskere er medlemmer

af græsrodsbevægelser, foreninger

og organisationer end af politiske

partier.

Denne brug af foreninger til at ud-

trykke politiske holdninger og di-

rekte inddragelse af borgerne i de

beslutninger, som vedrører dem,

betegnes ofte som det danskedelta-

gelsesdemokrati.

(Bülow og Mikkelsen 2013, kapitel

5)

Formål:

Demokratiet har mange formål: at

producere beslutninger, at skabe

folkelig opbakning, at uddanne be-

folkningen med mere

Borgerne skal deltage i så mange

beslutninger som muligt og på så

mange måder som muligt

Politikerne skal lytte til befolknin-

gen og tage hensyn til dens ønsker

Folkeafstemninger er et gode. De

virker uddannende på befolkningen

og skaber opbakning om beslutnin-

gerne

(Jensen 2014, kapitel 6)

Konkurrencedemokrati

Konkurrencedemokrati handler i sin enkel-

hed om, at politikerne konkurrerer at få

stemmerne.

Det er ikke debatten eller deltagelsen som

er væsentligt, det er hvem som får flertallet

i folketinget eller lignende.

I et sådan demokrati er befolkningens rolle

at vælge nogen til at bestemme på deres

vegne og er man ikke tilfreeds med de

valgte, så kan man vælge nye ved næste

valg.

(Bülow og Mikkelsen 2013, kapitel 5).

Formål:

Demokratiets formål er at producere be-

slutninger af høj kvalitet

Borgerne skal deltage ved valg. Beslutnin-

gerne skal træffes af folkevalgte repræsen-

tanter, som er kompetente og har borger-

nes tillid. Repræsentanterne kan afsættes

ved næste valg, hvis borgerne ikke er til-

fredse.

Politikerne skal ikke lytte til særinteresser,

da disse ikke er repræsentative. Politikerne

skal handle efter deres overbevisning

Folkeafstemninger kortslutter det repræ-

sentative demokrati, fratager politikerne

deres ansvar og resulterer i tilfældige be-

slutninger .

(Jensen 2014, kapitel 6)

Dahl 5 demokratikriterier

1. Lighed i valg: Alle skal have den samme mulighed for at stemme, og alle stemmer

skal vægtes lige meget, uanset hvad der stemmes om.

2. Medbestemmelse: Alle skal have den samme mulighed for at fremsætte sine syns-

punkter i processen, hvor love og andre bindende beslutninger, som berører hele befolk-

ningen, vedtages.

3. Opnåelse af begrundet indsigt: Inden for rimelige tidsrammer må alle have den sam-

me mulighed for at blive informeret om den relevante alternative politik og dens sandsyn-

lige konsekvenser. Derfor må det ikke være muligt at udelukke nogen fra oplysninger.

4. Kontrol med dagsordenen: For at undgå en lukket politik skal personer have mulig-

hed for at sætte emner på dagsordenen. Borgerne under ét skal have kontrol over den poli-

tiske dagsorden. I den sammenhæng spiller indflydelseskanaler og medier en stor rolle.

Ingen udelukkelse af voksne (Det kategoriske princip): Alle, som er omfattet

af samfundets beslutninger, har ret til at have indflydelse på disse beslutninger. Ingen skal

udelukkes på baggrund af fx køn eller race.

¨(Bülow og Mikkelsen 2014, kpitel 5).

Magtformer Magt som en ressource

Magt som et forhold mellem mennesker og grupper

Definitionsmagt

Magt som en ressource

Hvis man råder over

mange ressourcer, har

man ofte stor magt i sam-

fundet. Det kan være

penge, mange medlem-

mer af en fagforening, en

politisk post som minister

osv.

(frederiksen og Kureer

2012, kapitel 1).

Magt som et forhold

mellem mennesker og

grupper.

Magt som noget, der sker mel-

lem aktører (dvs. mennesker

eller grupper). Her er magt altså

et spørgsmål om, at en person

har magt over en anden person,

hvis den første kan få den an-

den person til at foretage sig

noget, som vedkommende el-

lers ikke ville gøre.

(Frederiksen og Kureer 2012,

kapitel 1)

Definitionsmagt

Magten til at kunne påvirke befolkningens holdning til hvad der er vigtigt og hvordan noget skal

forstås. Herunder diskursiv magt: ”hvordan man omtaler noget”.

(Frederiksen og Kureer 2012, kapitel 1)

Menneskerettigheder

Hvad er FN?

Forudsætninger for menneskerettigheder:

Det enkelte individ har fortrinsret

Hvordan sikres disse retttigheder, stat,marked, civilsamfund

Frihedsrettighederne (de første menneskerettigheder)

Ytringfrihed, forsamling og foreningsfrihed

Privat ejendomsret

Minimum grad af offentlig forsørgelse/støtte

Retpositivisme: retfærdighed måles kun i forhold til loven, ikke noget der ligger udenom loven.

Menneskerettighederne af 1948 (common achievement, ikke tvang fra FN) GRUPPEARBEJDE OM

DISSE

Flygtningekonventionen af 1951/1967

Den europæiske menneskerettighedskonvention 1950

Genevékonventionen

(Bülow og Mikkelsen 2013 kapitel 5).