Nyt fra Samfundsvidenskaberne

BRANDING FILOSOFIMORTEN PAUSTIAN

-

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .5

En tak! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .6Forord af professor Ole Fogh Kirkeby . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .7Introduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .10

En Kartografi - om et rhizome og et diagram . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .20Fabula Rasa - en guddommelig komedie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .26

Inferno . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .35En mulig diagnose . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .43Et eksempel om Nike . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .48

Skærsilden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .52En mulig diagnose . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .63Et eksempel om Shell . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .71

Paradis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .75En mulig diagnose . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .90Et eksempel om Advice A/S . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .97

Forandring og forvandling - et intermezzo . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .101

Vita nuova . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .104En mulig tilstandsrapport . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .114Et eksempel om Den Danske Frimurerorden . . . . . . . . . . . . . . . . . . .119

Den billedløse organisation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .127

Kildehenvisninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .130Litteraturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .140

5

Nyt fra Samfundsvidenskaberne er en selvejende institution, tilknyttet Institut for Organisation og Ar-bejdssociologi ved Handelshøjskolen i København (CBS). Forlaget Nytfra Samfundsvidenskaberne er en non-profit virksomhed, hvis formåler at præsentere nye resultater af samfundsforskningen.

Omslag og Lay-out:Mads Holde Tryk:Frederiksberg Bogtrykkeri A/S 2003

ISBN 8770343365

copyright: 2003 forfatteren og forlaget Nyt fra Samfundsvidenska-berne

Nyt fra Samfundsvidenskaberne Institut for Organisation og Arbejdssociologi CBS Handelshøjskolen i København Solbjerg Plads 3B,3. sal 2000 Frederiksberg Tlf. : 38152815 Fax:38152828 e-mail: nfs.ioa@cbs.dk

4

Forord af professor Ole Fogh Kirkeby

Mange læsere vil givetvis undrende spørge: „Hvad har organisationerseksterne og interne branding-strategier at gøre med et af verdenslit-teraturens hovedværker, og tilmed et værk, der er skrevet i senmid-delalderen,og hvis tema er den kristne kosmologi?“

Svaret er: Alt! Problematikken er ramt på kornet. For brandinglægger præcis op til det som „Den guddommelige komedie“ handlerom:At blive dømt på sine gerninger.

Det store, kosmologiske drama i Dantes mesterværk, udspringer af etblik, der godt nok er rettet ude fra på skabningen, men som vi også, iegenskab af samvittighedens røst, har en glød fra indeni. Menneskethar nemlig fået den mulighed givet, at være bevidst på sine egne moti-ver. I erhvervsøkonomiens univers hedder det:Vi har muligheden forat konfrontere os selv med omfanget og indholdet af vore strategiskemanipulationer.

Gennem det geniale kneb at læse Den guddommelige komedie gennemde briller som Søren Kierkegaard anlagde i „Enten eller“, kan Dantesværk transformeres til en profan lære om de holdninger, der udgørstadierne i en mulig vej mod oprigtighed og dermed mod den autenti-citet,der er målet for enhver organisatorisk branding.

I en ny virkelighed, hvor virksomheder sponsorerer opfordringen tilorgandonation med større succes end ministeriet, og endda ind imel-lem inkognito,bliver branding et spørgsmål om skabelsen af en ny seri-øsitet.Derfor bliver det ikke blot vedkommende,men slet og ret nød-vendigt, at udvikle et perspektiv på branding,der giver organisationernedet refleksive værktøj i hænde, der gør det muligt at dømme sig selv,før offentligheden gør det.

7

En tak!

Denne bog var aldrig blevet en realitet, hvis centrale personer i mindaglige sfære ikke havde udvist tålmodighed, hengivenhed, forståelsesamt været modstandsdygtige nok til at fastholde mig på rette kurs.

En speciel tak skal naturligvis lyde til H. Lundbeck som har vist derestillid og åbenhed over for mit projekt. Jeg er i den forbindelse særligtaknemlig over for Dierk Schoch, som aldrig er bange for at støtteskæve tanker.

Jeg skylder også Den Danske Frimurerorden en tak, der med usæd-vanlige åbenhed har vist ordenes liv og betydning. Denne taknemlig-hed skænkes min far, hans „bror“ Jan Lindberg og ikke mindst JørgenBregnegård-Madsen,der alle med stor ihærdighed har åbnet dørene tilStamhuset på Blegdamsvej.

Desuden er der de mange mennesker, som har lyttet til „the enginedrone“, som i særdeleshed indbefatter professor Ole Fogh Kirkeby, ogmine gode venner Morten Grønborg og Kristoffer Vieth, som bådehar brugt tid og udvist interesse for projektets karakter. Der er selv-følgelig også hele den skare af venlige mennesker, som har vist venska-bets forskellige former – tak!

6

giske hensyn og være i overensstemmelse med en i sidste instans for-stillet „etisk“ holdning, der villigt følger magtens og bundliniens krite-rier, ikke oprigtighedens og den gode viljes.

Valget af „Den danske frimurerorden“ som billede på muligheden forat undslippe det strategiske ved branding kan ved første blik synessøgt, men er det stik modsatte. For frimurerordenen udtrykker jonetop det alvorlige, humanistiske engagement, også selvom den luk-ker sig om et fællesskab, der er fuldt bevidst på de vilkår, det må over-leve under - men hvis lukkethed til gengæld har et andet formål enddet økonomiske.

Hvis branding skal være grundlaget for rekruttering og fastholdelse afarbejdskraft på et helt nyt arbejdsmarked, hvor det er arbejdet, derhar kortene på hånden, må den, der brander, spille med åbne kort.Virksomheden blive et åbent landskab, et sted,hvor ingen har noget atskjule, men hvor den, der vil, kan give den store del af sig selv som ar-bejdets virkelighed udgør,med selvrespekten i behold.

Alle, der vil brande, vil jeg anbefale at læse denne bog, og gøre ligesomdens forfatter gør med Dante, læse MED den, mod de fristelser fortanke og handling, der for os alle ligger lige for hånden.Og desto merefor hånden, jo klogere på at kommunikere, vi er.

9

Den spektakulære branding, der skilter med den humanitære ind-sats overfor børn i u-lande, har stadigvæk et formål, men i dag udvi-kles minut for minut en offentlighed, der skal have klare og vægtigegrunde til at tro på oprigtigheden i et sådant initiativ. Aflad skaber ikkelængere image.

Det store billedgalleri, de plastiske scenarier, men først og fremmesthele passions-spillet i Dantes mægtige opus, indeholder summen afden kristne kulturs indsigter i menneskets skyggesider, i vor evne til atbedrage os selv.Dette studie i den fortvivlelse, som bedraget af Gud,afandre mennesker,men først og fremmest af én selv,medfører,er et læ-restykke i muligheden for at lægge afstand til de skjulte dagsordener,der er så vanskelig på vores alt for godt iscenesatte kommunikations-teater.Vi KAN være oprigtige, hvis vi vil.Men kun under den forudsæt-ning, at vi ER det vi kan. Vi skal med andre ord tro oprigtigt på det, vigør og er sat til at gøre.Det kan vi kun, hvis disse aktiviteter er under-ordnet et formål, der lever op til de normer for frihed, retfærdighedog ansvarlighed, der gennem offentlighedens søgelys og aktørernesstigende uddannelse og refleksionsniveau strammes dag for dag.

Hvis branding skal være andet end et spil, end en leg, men være en se-riøs tilkendegivelse af, at det sted, hvor brandingen udgår fra, er etsted, hvor et menneske har ret og frirum til at komme til sig selv, til attræde i karakter, så skal den være alvorlig.

Dantes komedie er temmelig alvorlig. Den handler om sjælenesfortabelse og frelse ud fra det kriterium, om de har levet i overens-stemmelse med de principper, som de har forpligtet sig på. Derforpræsenterer Den guddommelige komedie os for et kosmisk skuespilomkring den enkeltes evne til at leve op til en ethos, til et givet sæt afsocialt satte,normative idealer.

Kun den,der er tro mod sig selv, slipper ud af rollen til sidst.Organisationerne i dag har som aldrig før brug for muligheden for atforestille sig, at det at arbejde også indebærer selv-dannelse, formningog udvikling af selvet, gennem evnen til at være tro mod fællesskabet,det interne og det eksterne. Morten Paustian viser, at der ikke findesnogen genveje til paradis, ja, at paradis selv, kan underkastes strate-

8

ske værdier og holdninger. Man knyttede altså ikke længere alene kva-liteten ved et produkt til dets funktionalitet, men tilskrev det ligeledes- og i fortsat stigende grad - en række immaterielle egenskaber. Sidenhen har fænomenet branding sat bål til snart alle tænkelige dele af or-ganisationens eksistens; såsom virksomhedens image, services, virksom-hedskultur, medarbejdere, ledelsesstil og som en paraplybetegnelse fororganisationen; corporate branding (Schultz m.fl., 2001).

Branding havde som sagt sit udgangspunkt fra marketing, hvor detmed Kotler under armen handlede om at positionere sine varerblandt potentielle købere. I dette perspektiv var udfordringen at skabeplads i forbrugerens bevidsthed 1, der med afsæt i psykologiens tankpas-sermodel: stimuli-respons modellen, drejede sig om at iværksætte enlang række kampagnefremstød, der i bedste pornoudgave skulle vækkeforbrugernes begær. I dette perspektiv har man en forestilling om,at jomere kommunikation, der kommunikeres, jo mere plads skaber det iforbrugernes bevidsthed, og som krølle på halen, jo mere opmærk-som bliver kunden på denne eller hin mærkevare.

Marketingudgaven af branding var den en-dimensionelle produktion afkampagner, der blot handlede om at skabe opmærksomhed 2. Men hvisvi nu antager, at forbrugerne godt kan tænke selv og evner at slå re-fleksive sløjfer omkring deres eksistens, så er branding blevet et for-søg på gennem indirekte tale at skabe kommunikative positioner ellerat sætte dagsordener for, hvad der tales og skal tales om. Her bliverdet et indirekte kommunikativt anliggende, hvilket har fostret mangePR-afdelinger rundt omkring i virksomheder. Her handler det ikkebare om at lade de 4 p’er 3 (pris, placering produkt og promotion)sprælle som de eneste kommunikerende elementer for en vare, menom at lægge vægten på virksomhedens image i sin helhed,så skabelsenaf organisationens brand effektueres gennem strategisk kommunika-tion, der aktualiserer organisationens vision i alle tænkelige afskyg-ninger, for derved at omvende stakeholders opfattelse 4 af organisatio-nen.

Man er altså gået væk fra den klassiske tankpasser-model, hvor det

11

Introduktion

Branding er et fænomen, som har vakt manges interesse.Særligt de se-nere år er branding blevet sat på dagsordenen som et element i virk-somheders identitetsafklaring.Gennem branding har man haft forestil-lingen om, at virksomheder kan udnytte deres ekspressive potentialemed henblik på at forbedre deres markedsposition og den interne be-vidsthed omkring deres eksistensgrundlag.

Ved hjælp af tegn, design, symboler, fortællinger, og handlinger er detblevet muligt at markere sig på markedet og kommunikere en identi-tet. Bevidstheden omkring denne betydningsdannelse af virksomhe-ders kommunikation har gjort, at vores samfundsproduktion tegnervirtuelle mønstre efter sig, der ikke blot kommunikerer, men også re-producerer vores æstetiske og etiske selvforståelse. Virksomhederproducerer i sjælden grad en egentlig brugsgenstand, men snarere enholdning eller idé om livet.De indlejrer en socialitet i deres produkter,som umiddelbart virkeliggør vores drømme om livet.

Hensigten med branding har generelt været at markere en særegenkvalitet ved et produkt eller en virksomhed og derigennem et forsøgpå at skabe en større markedsværdi for virksomheder. Siden 1950’erne har branding vundet indpas i vores erhvervsøkonomiske sprog-brug, og er slået igennem som et erhvervsøkonomisk fænomen samti-dig med markedsføring/marketings udbredelse og tilbedelse. Ret hur-tigt begyndte virksomheder at få øjnene op for de uanede muligheder,der lå i branding. Og siden da, er branding blevet en strategisk livs-nerve i kampen om kundernes gunst.

Branding kastede sin første gnist fra sig ved at positionere enkeltemærkevarer. De klassiske mærkevarer, såsom Coca Cola, Marlboro ogLevi’s cowboybukser blev annonceret som værende en del af denamerikanske livsstil, der skulle afspejle en bekendelse til de amerikan-

10

gode“, førend kontakten til Guds visdom kunne forbindes til menneske-heden. Med Luthers privatisering af Gud i 1500-tallet faldt himmelhvæl-vingerne ned i hovedet på det enkelte menneske og vedkommende fikdermed et personligt forhold til Gud uden om de kirkelige instanser.

Det moderne menneskes identitetsforhold manifesterer sig i dag i ste-det gennem den enkeltes forbrugsvaner, politiske overbevisning, job,ægteskabelig stilling etc. Fænomenet branding har umiddelbart indta-get Guds plads. Branding er simpelthen blevet vores materialiseredeekspressivitet, der komplementerer og genskaber vores individualitet,som en refleksiv distance til verden.

Der hviler altså noget magisk over denne ekstraordinære kraft; nogethinsides som manifesterer sig som en sjælebøjning af det materielle;en animisme (troen på at verden kun kan forstås som besjælet), hvorvi projicerer sjælen ind i tingene.Vi famler,og det magiske binder voresfamlen til det fremmede i rummet. Der opstår en ny verden af betyd-ning, og vi føler os båret ind i denne verden, fordi den lokker med no-get „ubestemt andet“.Og det er måske dette forhold, som gør sig gæl-dende ved branding?

Magi er derfor et spændende begreb. Det er den virtuelle kraft, sommedreflekteres i tingene. Det er hemmeligheden bag ordenes betyd-ning, en stemning, der kan forvandle en fortrolighed til fremmedhed,men interessant nok også omvendt så det hemmelige bliver til nogetvelkendt. Magien arbejder i spændingsfeltet mellem det sagte og detusagte.Man kunne måske ligefrem påstå, at der er forbindelseslinjer tilbegrebet fakticitet (fakticitet skal her forstås som en skabelse af vorestilstedeværelse), således at det magiske er den rene virtualitet, denrene tilblivelse?

For en organisation vil det måske betyde, at det magiske ligger somdiskrepansen mellem image og identitet? Det er måske også her, at vikan finde den kraft, der både kan forskyde organisationen mellemdens „kunnen“ og dens „villen“, men samtidig genskabe dens mulig-hed for at blive ét med sig selv? Man kunne også formulere dette

13

bare handler om at fylde information på forbrugerne, til nu at gørebranding gældende som en vigtig del af organisationens kommunika-tive reproduktion. I forlængelse af denne opfattelse, er branding ogsåkommet til at handle om historiefortælling/storytelling, der skal skabeog fastholde organiseringen i et netværkssamfund omkring nogle arti-kulerede hændelsesforløb. Disse hændelsesforløb skal reflektere en„best practice“ af organisationskulturen, ledelsens omgangsform ellermedarbejdernes forholden sig, således at branding ikke bare skalskabe opmærksomhed og omvende stakeholders opfattelse men ogsåændre holdningen såvel internt som eksternt.Som sagt:Alt i virksomhe-den kan brandes og bliver mærket for livet!

Som den korte historiske skitse vidner om,har den gængse betydning afbranding handlet om at skabe opmærksomhed på organisationens eksis-tens, hvor det typisk har haft en æstetisk betoning og dermed refererettil den symbolske virkningskraft, som en ekspressivitet, der ved hjælp afen høj fortætningsgrad af tegn etablerer et simuleret forestillingsrum.

Branding er med fokus på den strategiske kommunikation i stigendegrad også kommet til at handle om hvorledes en organisation kan pirreeller irritere menneskets habitus (vane), således at det kan overbevisesom at etablere en relation med den givne organisation. Men brandinghar taget skridtet videre end blot at skulle fange folks opmærksomhedeller ændre folks opfattelse af „noget“, til nu i videre udtrækning ogsåat gælde hvordan mennesket kan/skal forholde sig til livet.

Det kan derfor være meget passende at vurdere branding som et ek-sistentielt anliggende. Det synes som om, at branding er blevet enform for erstatning for tidens manglende trosbekendelse.Lidt retoriskkunne vi spørge, hvordan det ellers kan være, at det moderne men-neske er parat til at demonstrere sit tilhørsforhold til alverdens mær-ker og materialiserede identitets tilkendegivelser? Branding er måskeblevet det moderne menneskes stenograf?

I middelalderen var den guddommelige orden hierarkiseret således, atmennesket skulle igennem kirken og præsten,der var formidlere af „det

12

identificere den organiseringsform der tillader sig selv at blive denrene begivenhed,med et eneste formål for øje; at være hengiven til sinegen skæbne på en værdig måde – en fuldstændig decentrering for atkunne træde frem…

Det vil sige,at identitet og image ikke nødvendigvis er det samme,menkan have forskellige betydninger. Når vi reflekterer denne begrebsfor-skel på organisationer, betyder det, at organisationen godt kan have enforestilling om sig selv, som er vidt forskellig fra det betydningsmøn-ster, der dannes i organisationens omverden. Denne diskrepans kanskyldes forskellige ting, men i nærværende sammenhæng betyder det,at der er en forskel mellem „vi kan“ og „vi vil“, som er reduceret pga.reaktive kræfter i organiseringen. Det betyder samtidig, at det tredjebegreb troværdighed får en særlig betydning, idet diskrepansen mellem„vi kan“ og „vi vil“ sår tvivl omkring netop troværdigheden, da det bli-ver et udtryk for virksomhedens manglende evne til at tage udgangs-punkt i handlingen som det skabende element.

Troværdighed er derfor det begreb, som skal betegne en organisa-tions evne til at acceptere sin egen skæbne, da det er gennem skæb-nen,at vi bliver værdige til at blive betroet.Og her bliver begivenhedencentral, thi begivenheden er det, som er diskontinuerlig, og som virkeri forholdet mellem virtuel/aktuel, og ikke som Luhmann har anførtmellem mulig/aktuel, men snarere den hændelse, hvor det vi vil og kanoverhovedet får lov til at blive til uden ydre påvirkning,men som ren re-præsentation, eller paradoksalt nok, som gennemstrømning af denrene immanens (absolut tilstedevær). 6

Immanensen og begivenheden er tæt forbundet med kropstanken,hvilket Ole Fogh Kirkeby anfører som følger: „Kropstanken er denform, hvori begivenheden findes…begivenheden derimod er krops-tankens indhold,den er det tema,det materiale,hvorved krops-tankenkan blive bevidst om sig selv – dvs. applicere almene begreber på sinegen særlighed.Dette tema tages ind i kropstankens kontinuum og fårherfra sin særlige valør.“ 7

15

spændingsfelt på en anden måde, nemlig hvor organisationen fremstårsom en figur eller en institution på den ene side og så som subjektløstbegær på den anden side. Her bliver det spændingsfeltet mellem detendelige og det uendelige, der kommer til at folde sig som en bue om-kring begivenheden.

Diskrepansen mellem „vil“ og „kan“ bliver derfor et spørgsmål om,hvorvidt det virtuelle kan aktualiseres, dvs. er der en uendelig bevæ-gelse? Eller indskriver de organiserende kræfter en endelighed, og idenne betydning falder det sammen med ovennævnte forskel, hvorforskellen mellem identitet og image „typisk“ kan findes i distinktio-nen mellem kunnen og villen?

Spændingsfeltet mellem „kan“ og „vil“ bliver i denne sammenhænginteressant, fordi det er her, vi kan finde kimen til organiseringens ak-tive og reaktive kræfter.Det er måske også her,at begreber som poten-tialitet, eksistens og dynamik kan falde sammen og skabe forståelse omen organisations sande fortælling?

Men helt overordnet kommer bogen til at handle om at genskabebranding som et fænomen,der formes af handlingen og ikke det talte. Idenne optik bliver det centrale derfor at gøre handling til idealet, daidentitet og image falder sammen som en spontan ekspressivitet, ogikke som en refleksiv formfuldendthed.

Som konsekvens af dette bliver mit ærinde at pege frem mod en orga-nisatorisk tankefigur, hvor image, identitet og troværdighed folder sigsammen omkring den rene begivenhed. En tankefigur hvor det simpel-then bliver en bevægelse af det hemmelige,uden at noget er gemt ellergemmer sig, eller uden noget er sløret eller tilsløret - den rene løss-luppenhed til det at være sig selv.5

Dette må alt andet lige kræve en bestemt organisering, hvor konting-ens og skæbne bliver centrale begreber, fordi vi skal have det magiskeaktualiseret i tilblivelsesformen.Det vil betyde at vi skal kigge på nogleforskellige koncepter, som bruger branding forskelligt for at kunne

14

Opgaven bliver derfor at identificere de organiserende kræfter somen bestemt værenmodus. Og her er det ikke nok at bruge Deleuzesbegreb om „tegn-regimer“ (systemer der producerer og reproduce-rer tegn), da det har en meget strukturalistisk hul klang, men i stedetat forvandle Deleuzes begreb om begrebslige personer til begrebslige or-ganisationer, da denne forvandling vil sætte os i stand til at begrebslig-gøre en organisations ethos (værenprofil).

Begrebslige personer refererer til bestemte personlighedstræk,der erafledt af den tankefigur, som den begrebslige person orienterer sig udfra. Eksempelvis har vi forføreren, erobreren eller opdageren som dennorske forfatter Jan Kjærstad arbejder med. Disse personfigurer haralle en særegen fremtræden, fordi de forholder sig „til verden“,„sig selv“og „den anden“ på en særlig måde. Hvis vi så forvandler begrebet tilbegrebslige organisationer, så vil vi være i stand til at lade organisa-tionsfilosofierne betegne en bestemt ethos ved organisationen, en be-stemt værenmodus som singulære fremtrædelsesformer vi kan forstågennem begrebet animisme.

Animisme kommer fra den latinske betegnelse „anima“ og betydersjæl. Sjælen er Daseins oprindelige skikkelse,hvilket kvalificerer betyd-ningen af „livets store spørgsmål“, der refererer til „hvem er jeg?“„hvor kommer jeg fra?“ og „hvor skal jeg hen?“. Holdningen til dissespørgmål er med til at indramme denne ethos eller sjælens vandring,hvilket ikke kun har relevans på et personligt plan,men ligeledes disku-teres livligt i bestyrelseslokaler, i direktioner, i netværksforeninger etc., når strategien skal lægges.

Dette vil føre mig frem til næste punkt. Min hensigt er at forvandleDantes „Den Guddommelige Komedie“ til en karikaturtegning af be-grebslige organisationer, hvor forskellige organisationskoncepter af-spejler bestemte værenmodi, og hvor disse igen refererer til en be-stemt måde at forholde sig til branding og livet på. Og i lyset af detidligere introducerede begreber, såsom potentialitet, dynamik og ek-sistens, så får vi et begrebsapparat,der folder vores forståelse omkringorganisering ud på en anden måde.

17

Kropstankens kontinuum er forskellens gentagelse og er indbegrebetaf immanensen. Overført på organisationsfilosofi bliver min påstand,at det, som sker med en organisation, skaber et bestemt værenmodusi organisationen, hvor dette er betinget af dens forholden sig til detskete. Begivenhedens struktur er astrukturel. Den er kontingent,stemningsgivende,og momentvis;den ligger lige foran os,men smutterud af ordene,når vi forsøger at begribe den.Den var oprindelig besjæ-let, thi Gud gav os ordet.

Begivenheden er paradoksal. På den ene side ligger den uden for os,men på den anden side er den intimt forbundet med os, fordi den be-væger os i en bestemt retning, nemlig i den retning, hvor vi ønsker atacceptere vores skæbne. Men det kræver, at vi har mod, og at vi tørgive os hen til vor egen kastethed, og det er ikke alle organisationer,som har dette mod.

I dag har vi „organisationsfilosofier“, som forsøger at afværge detskete,vi har fænomener,der træder i stedet for begivenheden,da begi-venheden jo kan være diffus og ustyrlig.Vi har de såkaldte simulakre(billede på et billede),der kan reproducere sig selv i én uendelighed,dade er referenceløse. Disse simulakre skaber den påståede synergi i envirksomheds produktportefølje; en gylden hinde der lover om et kon-tinuum i livet,men begivenheden narrer den.

Der er derfor en forbindelse mellem en bestemt organisationsfilosofiog så dens værenmodus. Det betyder, at filosofien er med til at formetanken, og dermed også forme vores måde at forholde os til verdenpå, hvilket igen betyder, at dette skaber en særlig kraft i organisatio-nen. Dette spil kan vi fange ved at forbinde organiseringens konceptu-alisering med dens tankefigur, for derved at kunne identificere densforholden sig til verden, og dermed til begivenheden. Hvis vi kan iden-tificere dette, så er vi også i stand til at redegøre for diskrepansenmellem „image“, „identitet“ og „troværdighed“, hvilket skyldes detfaktum, at en „tankefigur“ eller et bestemt koncept enten kan affir-mere livets kraft (liminaliteten) eller dæmme op for det, så tilblivelsenaldrig bliver aktuel.

16

transmuterer branding til åndelig arkitektur, og de reaktive kræfterforvandles til aktive nygenskabende eksistensmodi hvorved livet foralvor kan begynde – en ny tempelorden er under opførelse.

19

Det betyder mere konkret, at den horisontale linie i bogen knytter sigtil fænomenet branding, hvor jeg med en radikal normativ filosofi for-søger at skitsere branding som et fænomen, der er under forandring,forvandling, tilblivelse.Denne linje vil skitsere,hvilket potentiale der lig-ger i branding.

De vertikale nedslag i bogen kommer til at handle om, hvordan bran-ding „er det samme; men noget andet“ alt afhængig af hvilken koncep-tuel forståelse, der ligger til grund for branding. Det bliver i dette per-spektiv en fænomenologisk gennemgang af branding, der varierer altafhængig af,hvilken optik man lægger på fænomenet.Den konceptuelleforståelse bag virksomhedens aktualisering af branding bliver bestem-mende for,hvilken dynamik der ligger i fænomenet.

Det diagonale nedslag i fortællingen bliver en bevægelse hen mod„forskellens sammehed“. Forskellens sammehed skal forstås som dér,hvor organisationen kan komme til at udsige den sande fortælling; derhvor kunnen og villen forenes og skaber en troværdig eksistens.

Derved kommer bogen mere eller mindre også til at handle om „te-rapi på organisationer“, dvs. hvordan kan vi reaktualisere organisatio-nens kræfter, således at livet i organisationen bevarer sin dynamik oglader sanseaktiviteterne bevare sin evige tilblivelse og formdannelsemed sigte på at gøre sig værdig til begivenheden? Anderledes sagt, såhandler bogen om, hvordan branding kan bevare tilblivelsens evighedved at tilføje tiden en kvalitet, og ikke om at indfange livet med fikse-rende semantiske kredsløb.

Den sande fortælling skal være vågen for begivenheden og fortære desemantiske kredsløb,der forsøger at inddæmme og slå folder omkringden, og hertil skal den bevæge sig igennem et forløb, der er kritisk,men hvor kritikken ikke er at vise fornuftens begrænsninger. Det skalvære en kritik, der kan få os til at føle på en anden måde, som kan in-spirere eller bryde den paradisiske osteklokke ved at forvandle den tillivets klokke, der ikke bare kan give genlyd gennem en ekspressivitet,men skabe en holdning til livet, der er bemærkelsesværdig. Herved

18

kraft af liminalitetens divergerende kræfter, at livet kommer til atfremstå med klarhed, ja måske ligefrem som en tavshed, en opstandelsetil en tilstand,der netop er formkonfigurerende for en unikhed.

En kartografi har altså tankens linie som sin genstand; det virtuelle el-ler betingelserne for at tale det immanentes liv. Det betyder, at derikke er en egentlig ontologi, men en værentilstand med konneksionerog uddæmninger i sin udfolden og gennemtrængen – den arbejder i alsin enkelhed for livets mangfoldighed og unikhed.Men vi kommer altsåikke uden om en konfiguration, diagram eller model om man vil, derkan fastholde en konsistens eller konsekvens.

Det bliver det, som Deleuze kalder en rhizomarisk model, der opere-rer horisontalt, vertikalt men også diagonalt,og altid henvisende til nyelag af betydning, men som en samlende operation; assemblage. Dettebetyder følgende: „An assemblage is precisely this increase in the di-mensions of a multiplicity that necessarily changes in nature as it ex-pands its connections.There are no points or positions in a rhizome,such as those found in structure, tree, or root.There are only lines.“ 9

Dimensionerne skaber tankens virtuelle føjninger,og gør det muligt attænke tanken som en skabelse. Hvis vi indlod os på en fastforankretmetode, ville tanken ikke kunne folde sig over nye bredder, men villeallerede have en krumning at skulle reproducere.Nu hvor vi lader tan-ken lege med flere dimensioner bliver ikke bare skabelsen central,men også hvorledes konneksionerne i det skabende bliver skabt. Denrhizomariske model arbejder uden en grund, uden en endelighed,menmed en multiplicitet, der skal gennemskære repressive strukturer.Vihar altså ikke en position eller et udgangspunkt som vi kan søge skjul i,men den blotte og bare væren.

Konneksionerne skabes af det udenfor, dvs. af abstrakte linier derskaber et plan hvor deterritorialisering bliver muligt. Det handleraltså om, hvordan betingelserne for de abstrakte linier skaber tan-kens formationer, og dermed hvorledes tankefigurerne konfigureresog aflejrer såkaldte strukturer eller virtuelle repressive kræfter, som

21

En Kartografi- om et rhizome og et diagram

Nærværende bog er ikke skrevet på baggrund af en klassisk metode,men ud fra en forståelse om en kartografi. I en kartografi kan man for-søge at optegne de magtkonstellationer, formkonfigurationer og kon-stitutive kræfter, som skaber branding som et fænomen. Gennemdenne tilgang søger man dynamikken i fænomenet og definerer detikke entydigt.

I kartografien findes der henholdsvis konfigurative og konstitutive li-nier.Det sociale felt består således af to forskellige linier, der hver isærvirker på henholdsvis det makroskopiske og på det mikroskopiskeplan. Det makroskopiske plan refererer til form og rum, hvor detmikroskopiske refererer til tid og bevægelse. Man kan således sige atde to linier krummer sig henholdsvis konvergent og divergent, mentangerer hinanden i skabelsen; i begivenheden.

Vi kan også sige,at det makroskopiske plan kun er konfigurativt, såfremtdet skaber standsninger i tankens føjninger – de virker organiserendeog lader tanken blive til en figur, der hele tiden nygenskabes af de limi-nale kræfter på det mikroskopiske plan.8 De liminale kræfter bliver så-ledes de brydende og virkende kræfter, der aktualiseres udad, altså cen-trifugale og ikke centripetale som det ses i den konfigurative bevægelse.

Det liminale er det divergerende og konfigurerende på samme tid.Detvil stemme organiseringens kraft; ikke som en konsonans, men gen-nem den løbende fortrolighed med dissonansen vil stemmen fra orga-nisationen fremstå klar og tydelig.De centrifugale kræfter har altså ek-spressiviteten som sin form, og dermed paradoksalt nok,opmærksomhedens hexis, som en venden sig ud mod „den anden“.Spinozas immanensbegreb kommer dermed til at spille en afgørenderolle for at forstå relationen mellem multiplicitet og unikhed, da det er i

20

Diagrammet viser sin forskellighed fra en struktur, idet diagrammetvæver et netværk af alliancer, som er perpendikulær (lodret);definereren praksis, udvikler en strategi som er distinkt fra alle enkelte kombi-nationer; og fra et ustabilt fysisk system i et stadigt disequilibrium istedet for et lukket cirkelsluttende system som f.eks. Luhmanns. Et di-agram er altså en abstrakt maskine, der producerer relationer, som af-spejler et kort over virkende kræfter; et kort over skæbnen, eller in-tensiteter – som virker i mellemrummene.

Men det er vigtigt at tilføje, at man ikke bare kan deterritorialiserealle magtkonstellationer. Som Deleuze siger: „There is no power rela-tion without the correlative constitution of a field of knowledge thatdoes not presuppose and constitute at the same time power rela-tions.“ 11 Det er en måde at reformulere ordene og tingene på - denfremmedreferentielle bane i sin væren,hvor væren kan folde sit „tem-perament“ på mange måder – et kort eller et diagram er ikke nød-vendigvis kun ét kort, men kan indeholde adskillige kort, der har for-skellige betydnings- og referenceplaner, der både bærer det aktuelleog det virtuelle i sig. Diagrammet iværksætter det skematiske ellerdet rhizomariske, som fungerer igennem træk og forbindelseslinier,der former og organiserer assemblager ved at indvirke på måden atreterritorialiseringen manifesterer sig. Men der er ikke tale om etmanifest med en dogmatisk karakter, idet de virtuelle kræfter hele ti-den er med til at skabe forskydninger og nye forbindelseslinier, derpeger på nye deterritorialiseringer og optrevler det tankegods, derindskriver rigiditet og fastfrysning.

Det er af stor betydning, at vi ikke tilskriver de abstrakte maskiner ogderes assemblager en transcendental karakter,men at de virker imma-nent blot med en tenderende transcendental selvforståelse, og det erher hvorfra de reproducerer sig selv, og det er bl.a. også her vi skalfinde de virkende kræfter. De abstrakte maskiner er således virtuellemaskiner/tegnregimer, der alene kan ses gennem aktualiseringer ellerkonfigurationer, hvis position, konsistens eller betydning, de skaber.Tegnregimet angiver den magt, der ligger i at kode det samme som detsamme, dvs. ved identisk set, og dermed diskontinuert, at fastholde en

23

ikke er aksiomatiske eller entydige, men produktive og har en effektpå livets mangfoldighed.

Analysen går derfor ud på at skabe klarhed over de eksogene variab-ler, der bestemmer de endogene kræfter for organiseringen. Og herfalder det liminale perspektiv sammen med det indre anliggende, derjo må være at folde livet ud, men denne udfolden er begrænset af ek-sogene variabler.

Det handler derfor om at nygenskabe så mange dimensioner som mu-ligt for at danne den rette konfiguration (rummelighed) og deres be-tydning for de virkende kræfter, således at flugtlinierne bliver til ab-strakte maskiner. Men abstrakte maskiner kan ikke operere uden etegentligt diagram som kan give dem retning.

Deleuze skriver det på følgende måde: „On one occasion Foucault gi-ves it its most precise name: „it is a „diagram“, that is to a functioning,abstracted from an obstacle (…) or friction (and which) must be deta-ched from any specific use“.The diagram is no longer an auditory orvisual archive but a map, a cartography that is coextensive with thewhole social field. It is an abstract machine. It is defined by its informalfunctions and matter and in terms of form makes no distinction bet-ween content and expression, a discursive formation and a non-dis-cursive formation. It is a machine that is almost blind and mute, eventhough it makes others see and speak….This is a different kind of dia-gram, a different machine, closer to theatre than a factory, it involves adifferent relation between forces (….) Lastly, every diagram is interso-cial and constantly evolving. It never functions in order to represents apersisting world but produces a new kind of reality, a new model oftruth. It is neither the subject of history, nor does it survey history. Itmakes history by unmaking preceding realities and significations, con-stituting hundreds of points of emergence or creativity, unexpectedconjunctions or improbable continuums. It doubles history with asense of continual evolution.“ 10

22

locking ways: it is the presentation of the relations between forcesunique to a particular formation; it is the distribution of the power toaffect and the power to be affected; it is the mixing of non-formalizedpure functions and unformed pure matter.“ 12 Hvis dette kan blive op-fyldt og udfoldet, så er der bare at sige længe leve livet og velkommentil Den guddommelige komedie.

25

position gennem en logos’ eller semiotiks eller semantiks eller sym-bols magt.Det diskontinuere er derfor skabt af tegnregimet,hvorimoddet kontinuere skal findes i de liminale processer,der skal åbnes op for.

Vi har altså abstrakte maskiner, der både udvirker og indvirker på vo-res måde at organisere det aktuelle og det virtuelle. For at den ab-strakte maskine kan fastholde selvforståelsen omkring en ordningslo-gik, bliver den nødt til at overkode sine egne bevægelser ogbenævnelser, der giver en fornemmelse af det samme eller af det nor-male. Men omvendt har de abstrakte maskiner også metamoforsensom kendetegn, der konstant forvandler og nygenskaber sin egenkomposition, idet assemblager er indbegrebet af „desire“, der jo kanoversættes til begær. Det som kan tilbageholde begæret – det er res-sentimentet i form af magt, frygt og ensidighed, der inddæmmer ogtotaliserer multipliciteten for tilblivelsen; en virtuel kraft der virker imellemrummet, dvs. det er ikke „genstanden“ vi higer efter, men denkraft, som er selve bevægelsen dertil. Hvad vi står over for, er ikkebare en repræsentation af materialiteten, men det er en medspillenog forvandling af det virtuelle i det aktuelle for derved at kunne ladebegivenheden træde frem i sin bevægelse og i sin konstitution; somren rest, som ren…

Det drejer sig om at optegne et diagram, som med et immanent afsætkan reaktualisere de kræfter,der flyver henover et felt,og som geneta-blerer en konformitet og en organiserende forskydning eller en regu-laritet som Foucault ville sige det.Vi har at gøre med en tredimensio-nel analyseform, hvor både vertikale, horisontale og diagonalebevægelser sættes i spil, netop for at kunne give begærskræfterne ogmagtrelationerne den rette rummelighed og derved muligheden for atlade livet blomstre ud af diagrammets fortætningsenheder. Det bety-der samtidig, at godt nok skal dette rhizome være kondenseret, mendet må aldrig lukke omkring sig selv, idet det så netop ville impliceresig selv for at kunne beskrive sig selv,og derved blive det samme. I ste-det skal tanken altid forblive åben i sin performativitet og dermed altidvære „den anden; den samme“. Deleuze sammenfatter forståelsen så-ledes: „We can therefore define the diagram in several different, inter-

24

til træet, så vil stien altid være en anden… Stien viser sig ikke bare,mendet er sikkert, at Dante italesætter en „Geworfenheit“, en kastethed,som Heidegger ville formulere det.16 Dante er kastet ud i verden, ogbefinder sig i nogle uvante omgivelser, hvor han nu skal til at orienteresig på ny.Han forstår, at han er forskellig fra sig selv; splittet,men han ermeget optaget af at kunne træde ind i et samstemmende hele.

Åbningsteksten er skrevet i „helvede“, og vi får også fornemmelsenaf helvede eller en splittelse i perspektivet, som om Dante pludseligbliver opmærksom på, at jorden brænder under ham. I ordvalget„befandt jeg mig“ benyttes det refleksive pronomen, som netop ud-trykker en forskydning i perspektivet, en refleksion eller en dishar-monisk personfigur, hvor jeget og miget er to forskellige størrelser.Dvs. jeget får øjnene op for miget, og derfra starter så vandringenfrem mod en forsoning med kroppens tanke. Denne forsoning erikke en let og ubesværet vandring. Det er en vandring, hvor Dantekonfronteres med den ene udfordring efter den anden, men hvormod og tålmod bliver det bedste våben. Hele denne rejse kræver etopgør med hans tidligere indsigt omkring livet og dets sammen-hæng. Det er derfor samtidig et opgør med „livsmetafysikkens histo-rie“, der har reduceret væren til det værende – det er dét, som harfremmedgjort Dante.

Dante begynder med at konstruere sin allegori om den dobbelterejse, der er hans personlige erfaringer i verden (jeg fandt mig selv),dvs. immanensens foldninger og ikke det kategoriale eller transcen-dentale, men en åbning til alle, som ønsker en rejse her i livet (voresvandring). Dante finder „sig selv“ vandrende omkring i en mørk ogdyb skov (verdens liv). Han forsøger at flygte fra skoven ved at be-stige et bjerg, som er lidt væk fra solens stråler (Gud). I hans van-dring op ad bjerget møder han hurtigt modstand, ved at der springeren leopard, tiger og en ulv frem. (en tredeling af skyld, som igen op-tegner en tredeling af helvede: bedrageri, vold og lystenhed). Danteer lige ved at blive skubbet tilbage, indtil Vergil (menneskelig forstå-else) dukker op.

27

Fabula Rasa 13

– en guddommelig komedie

Dante Alighieris hovedværk er Divina Commedia, på dansk er den ble-vet oversat til Den guddommelige komedie. Ingen er rigtig bekendt medDantes påbegyndelsestidspunkt af den guddommelige komedie, menman formoder, at han begyndte omkring år 1307 – et halvt årti efterThomas Aquinas udgav sit hovedværk Summa Theologia.

Den guddommelige komedie er bygget op omkring tre fortællinger, derhenholdsvis tematiseres som inferno (helvede), purgatorio (skærsilden)og paradisio (paradis).Den guddommelige komedie er en episk fortæl-ling 14 eller et stykke poesi, som ud over at være bygget op omkringtre temaer, samtidig hver især indeholder 33 „cantos“ eller sange.Hver sang rummer ca. 40 til 50 såkaldte „terziner“ eller vers, dvs. af-snit med 3 verslinier,og teksten har i alt 14.000-15.000 vers.

Fortællingen omhandler en person (Dante selv og enhver), som igen-nem en spirituel dannelsesrejse tilnærmer sig Gud. Åbningsteksten iden danske oversættelse lyder som følger:„Midtvejs på vores vandringgennem livet/befandt jeg mig i mørke, dybe skove/forvildet fra den vejjeg burde følge.“ 15

Der har været mange forskellige oversættelser af denne legenda-riske sætning,men med respekt for Dantes vision og pilgrimsrejse, såmedreflekterer denne oversættelse fortællingens helhed, der jonetop gør op med en determinisme, fordi vi har mulighed for at på-tage os vores skæbne og folde livet ud fra dybet, men det kræver etopgør fra de mørke skove.

Oversættelsen kan fortolkes således, at Dante udlægger livet som enspirituel rejse i mørket, der er en rejse mellem træerne, hvor træernehele tiden splitter ens vej; ligegyldigt hvordan vi ønsker at komme frem

26

som har aflejret sine betydninger i begreber, der gør det muligt atskabe mening omkring „os selv“, „den anden“ og „det andet“. „Det fi-losofiske begreb kræver altså et „tilhørsforhold“ til et subjekt, og ikkelængere et tilhørsforhold til en mængde.“ 18

Subjektet kan ifølge Wittgenstein lære at bruge sproget, så ordeneomfavner fænomenernes betydning, men dette er ikke noget, sombare sker.Det er hård træning,og vi kunne kalde det en færdighed, somudvikles når vi bliver fortrolige med verden og begivenhederne, thi deter begivenheden, som kommunikerer vores væren i sproget.

Eftersom begrebet knytter sig til et subjekt, betyder det, at begrebetudtrykker en særlig værenform,og at denne værenform kan transfor-meres alt afhængig af vores sprogbrug. Deleuze kan derved tale ombegrebslige personer, da begrebslige personer udtrykker træk, somigen refererer til en bestemt værenform eller eksistensmodus hosden enkelte.

Gilles Deleuze og Felix Guattari definerer begrebslige personer somfølger; „Begrebslige personer har den rolle at fremvise tankens abso-lutte territorier, deterritorialiseringer og reterritorialiseringer. Be-grebslige personer er tænkere, udelukkende tænkere, og deres per-sonlighedsdannende træk hænger snævert sammen med tankensdiagrammatiske træk og begrebernes intensive træk.“ 19

Begrebslige personer er altså personer, der udtrykker tankens kraft.De er med til at skabe en konkretisering og en visualisering af de verti-kale og horisontale træk som en begrebslig person aktualiserer. Dethar ikke noget med psykosociale faktorer at gøre,men tankens forma-tion, „i sig selv“. Der har været utallige eksempler på begrebslige per-soner gennem filosofihistorien og den økonomiske historie. 20

Disse personfigurer har alle en særegen fremtræden, fordi de forhol-der sig til verden, dem selv og „den anden“ på en særlig måde eller meden særlig ethos. Som vi senere skal se, knyttes et menneskes ethos tildets situerthed, eller til dets habitus (vane). Og dette visualiseres gen-

29

„Er du Vergil, er du da selve kildentil talens flod, der strømmer ud af digtet?“

Sang 1,79-80

Vergil er blevet sendt af Beatrice (den guddommelige forløsning), derskal hjælpe ham gennem rejsen, som så på ingen måde kan fejle. Deneneste måde at flygte fra den mørke dybe skov på er ved at gå igen-nem helvede (vi skal udvise ydmyghed, før vi kan opnå frelse hos Gud).Den eneste vej op ad bjerget er ved at gå ned igen. (Før vi er i stand tilat bestige bjerget af frelse,må vi vide,hvad skyld er.)

Formålet med Dantes rejse gennem helvede er præcis det at lære altom skyld som en nødvendig forberedelse på det længe ventede mødemed Gud. Fra åbningsverset i helvede til afslutningsverset i paradis,præsenterer Dante en vedvarende spirituel udvikling. Forløsningen erlangsom, og der er sågar tilbagefald, men i det store perspektiv er deten åndelig befrielse, vel hjulpet af Vergil.

„Blot én ting ønsker jeg I skal vide:jeg er parat til hvad min skæbne bringer,

så længe min samvittighed er rolig.“Sang 16,91-93

De tre fortællinger er som sagt forskellige stadier i livets vandring, dervidner om en selvnødighedens filosofi, 17 dvs. på én og samme tid en be-kendelse til og erkendelse af livets mangfoldighed og nødvendighed.Selvom Dantes fortælling om livets vandring kategoriseres som en ko-medie, så betvivler jeg nu den store munterhed. Dante er forført afBeatrice, der er en begrebslig person for den store kærlighed – ja,nærmest guddommelige kærlighed, og Beatrice bliver da også måletfor hele livets vandring.

I Dantes univers ser vi, hvordan subjektet er kastet ud i en verden,hanskal lære at orientere sig i.Dette sker gennem sproget, da det er spro-get, der formidler verden. Sproget har den særlige egenskab at kunne„huske for os“. Det formidler nemlig et reservoir af begivenheder,

28

Flugtlinierne er en konceptualisering af vores kommunikation, der bli-ver knyttet til bestemte systemer, som opererer udenfor. Og dermedses lighederne til Niklas Luhmanns „sociale systemer“, 22 der er en te-ori om sociale systemers kommunikative reproduktion af tegn/for-skelle i en treleddet selektionsproces.Der er altså en virtualitet på spil,som i en uendelighed aktualiserer fantasmer, simulakre,billeder og images.

Fantasmer beskrives af Deleuze som begivenheden, der er ren virtualitet,dvs. en hændelse, der er knyttet til et subjekt uden nogen egentlig for-ankring i kroppen eller noget som helst andet - det er ren overflade.Derfor har fantasmet den funktion, at det kan bruges som en flugtlinjei traditionel forstand - fantasmet kan trække mennesket væk fra dettriste tusmørke, fra de daglige kompromiser ud mod en horisont, somendnu kun er i tanken; som er indbegrebet af forventning. Fantasmetskal derfor ikke forstås som noget uvirkeligt, men lever i bedste velgå-ende som en del af tankens kraft. F.eks mødte Søren Kierkegaard al-drig sin elskede, da han mente, at „den største glæde var forventning-ens glæde“. Fantasmet fungerer derfor både som en flugtlinje, mensamtidig som en passivitet eller et ressentiment for individet.Det fast-holder individet på afstand af verden, da dets funktion er at folde tan-ken omkring sig selv.

Simulakret er en simulation af et billede, som er forskellig fra det op-rindelige billede, og er som sådan på linie med fantasmet og et yndetbegreb hos både Deleuze og Baudrillard. Baudrillard blev for alvorkendt i bredere kredse,da han lige efter Golfkrigen påstod,at krigen al-drig havde eksisteret.Hvad han mente var,at medierne havde formidletGolfkrigen, og at det kun var gennem medierne, at vi havde adgang tilkrigen, så derfor kunne han provokere med at sige, at det var ren virtu-alitet.Simulakret er altså et image/billede af et billede uden lighed.

Disse begreber (fantasmer, simulakre og images) vil blive brugt til at af-klare hvorledes organisationerne forholder sig til deres egen ekspres-sivitet. Det vender vi tilbage til i inferno, men det er vigtigt at holde sigfor øje, hvorledes distinktionen skal sættes. Om det skal være i for-hold til den klassiske filosofi, der arbejder med virkelig/uvirkelig eller

31

nem handlingen, der kan være funktionen af en række overvejelser, afmenneskets karakter eller af en bestemt holdning til livet.

Hvis vi i stedet forvandler begrebslige personer til begrebslige organisa-tioner, så vil vi være i stand til at tale om en formidlet ethos hos organi-sationer,der er fremdrevet af centrifugale og centripetale kræfter i or-ganisationen. Ethos knytter sig som begreb til den måde, somorganisationen forholder sig til verden på. Dvs. en organisations ethoskan forstås som en organisations holdning, som i sidste instans er enfunktion af dens konceptuelle linse,der ordner perceptionen for orga-nisationen. Organisationens ethos kommer derfor til udtryk gennemen transfigureret „besvarelse“ af de tre store spørgsmål om „Hvem erjeg?“, „hvor kommer jeg fra?“, og „hvor skal jeg hen?“ Disse trespørgsmål refererer til henholdsvis et eksistentielt, et potentielt, og etdynamisk anliggende,og hvor en besvarelse af disse spørgsmål vil skabenogle diagrammatiske træk, der på den ene side udkrystalliserer be-stemte værenformer, og på den anden side er skabt af tegnregimernesgennemstrømning i organisationerne. 21

Det betyder, at der er en klar forbindelseslinie mellem en organisa-tions konceptuelle konfiguration (Hvem er jeg?), og så den måde, somden forholder sig til det skete på (hvor kommer jeg fra?), og så en or-ganisations mulighedssans (hvor skal jeg hen?). Og med genkaldelsenaf begrebets tilhørsforhold til subjektet, så betyder det også, at vi kantrække en linie mellem en organisations værenmodus og dens måde attransfigurere ovennævnte tre spørgsmål som svar (handlinger), forderved at kunne analysere dens ethos.

Tegnregimer producerer tegn, der refererer videre til andre tegn, ogtilsammen skabes et netværk af tegn, der refererer til samlingsbeteg-nelsen; virtuel abstrakt maskine. Abstrakte maskiner virker qua flugtlin-jer, hvor flugtlinjer skal ses som en forskydning af „noget“, der fårbranding til at bevare sin meningsform, men hvor branding kan antageen ny betydning. Flugtlinier bliver dermed de virtuelle „strukturer“ ivores samfund,der skaber og genskaber ressentimentet.

30

serende sigte, således at den forsøger at medreflektere flere inter-essenter fra dens omverden,men den hænger stadig fast i regnska-bets logik, hvor skylden bekendes, og langsomt renses „sjælen“.Organisationen er det ekspressive fænomen.

3. Paradis – I denne verden forsøger jeg at italesætte storytelling,som en variant af branding, her handler det om at skabe holdningerinternt såvel som eksternt, ved at poetisere strategi. Poesien skal forankre den rette holdning ved at visualisere betydningsmønstre,der gennem sproget kan formidle en stemning og et simuleret til-stedevær.Ledelsesformen er det ekspressive fænomen.

Disse tre akter af den guddommelig komedie er tre forskellige diagram-mer, som alle tematiserer en verdensforståelse og en konceptualise-ring af begrebslige organisationer.Man kan læse dem uafhængigt eller iforlængelse af hinanden. Ikke desto mindre er de tre stadier, som skild-rer et åndeligt billede af vores forholden os,og lad nedenstående citatvære indgangsreplikken;

„Nu kan du hævde at de mørke plettermå skyldes det at lyset reflekteres fra større afstand, dybere i månen;

men indvendingen holder ikke hvis mangør et eksperiment – og den metodeer kilde til al kunst og viden hos jer:Du anbringer tre spejle, to i samme,det tredje i lidt større afstand fra dig,

midt mellem disse to, set fra hvor du står.Stil så et tændt lys bag dig selv, såledesat du fra din plads ser det reflekteret i hvert af de tre spejle du betragter.

Skønt dét længst væk nok forekommer mindre,vil det dog fremstå med den samme styrke

som dem der spejles fra en mindre afstand – men som når solens stråler rammer sneen,

og stoffet den består af, fremstår frit for

33

med sand/falsk. Og i denne sammenhæng bliver det sidstnævnte dis-tinktion, da mit ærinde er at redegøre for den sande fortælling gennemDen guddommelige komedie.

Min særlige grund til at bruge Den guddommelige komedie med dens treværenformer er, at netop fordi branding ofte er blevet kategoriseretsom en magisk eller mystisk „kunstart“. Min påstand er i stedet, at densande fortælling er langt mere magisk, og i virkeligheden er brandingblot en varierende betegnelse af et tegn; en teknificering af livet. Fore-stillingen om,at konsulenter, reklamefolk etc.kan „besjæle“ produkter,bliver det komiske element i fortællingen, thi verden er allerede „be-sjælet“ og magisk.Reklamefolk gør blot „produktet“ referenceløst.

Den guddommelige komedie får dermed et dobbelttydigt sigte, da denpå den ene side skal karikere en fortælling om tre organisatoriske væ-renstadier, der forvandler branding til et udtryk for organisationernesliminale processer. På den anden side skal den guddommelige komedieparadoksalt nok være med til at „afmystificere“ branding og genskabeden sande animisme i vores verden ved at lade verden fremstå magisk isig selv,og ikke fortryllet ved tegnets referenceløshed.Værenstadiernebliver derfor et udtryk for,hvorledes organisationerne forholder sig tiltegnet, og hvorledes den kollektive væren internaliseres som et kon-cept, der skal forme og håndtere tegnet i et sprog. Og det er her, at viskal se forskellige eksempler på begrebslige organisationer:

1. Inferno – Branding bliver i lyset af marketingkonceptet til etspørgsmål om at skabe opmærksomhed gennem simulakre og fan-tasmer,hvor kunden er det eneste saliggørende.Virksomheder or-ganiserer sig med henblik på at hæve fænomenverdenen til idéver-denen, der fortryller vores materielle eksistens, men forskyderden reelle eksistens til ensidighed, angst og blindhed. Produktet er det ekspressive fænomen.

2. Skærsilden – I denne verden drejer det sig om stakeholderper-spektivet, hvor det handler om at skabe bestemte opfattelser om-kring organisationen. Organisationen differentierer her sit organi-

32

Inferno

I inferno står livet til forfald. Ingen ynder at være der. Alle drømme er ble-vet til mareridt,og menneskets kraft er blevet udsuget af angst,fortvivlelseog grådighed.Mennesker har gjort sig skyldige i gudsbespottelse,men

„Din vandring gennem livet bliver forklaretnår du er nået frem til stråleglansen

fra hendes blik som ingenting er skjult for.“ Sang 9,130-132

Vandringen starter i marketingkonceptet. Marketingkonceptet er etutrolig centralt organiserende princip, når vi taler om branding. Defleste virksomheder vil i dag stadig henlægge brandingopgaven til mar-ketingafdelingen, eftersom den generelle opfattelse er, at brandingensfunktion er at skabe en markedsposition. Branding er, som vi skal se,meget mere end blot det. Ikke desto mindre hersker der stadig enoverbevisning om, at marketing har patent på forståelsen af branding.

Marketingkonceptet har brugt sin egen ekspansionslogik til at ud-brede sig selv til flere forskellige områder,og den tankefigur,der er ud-bredt, går i sin kerne ud på at forene tre elementer: at skabe en op-mærksomhed på kundernes ønsker, som er udgangspunktpunktet foren marketing-orienteret organisation; at integrere og koordinere fir-maets aktiviteter omkring denne grundlæggende kundefokusering; ogat lade profitten, fremfor salgsvolumen, være succeskriteriet for orga-nisationens marketingaktiviteter. 23 Der er altså tre elementer, der erhelt centrale i marketingkonceptet; 1. kundernes ønsker, 2. integrationog koordination af ressourcer, 3. profit som den bærende succesfaktor.

Udgangspunktet for en aktivitet er altså profitmaksimering med en re-fleksion af kundernes ønsker i markedet; transfigureret som et pro-dukt eller service.Virksomhederne iværksætter en produktion, somde på baggrund af en markedsanalyse vurderer vil afspejle en tilstræk-

35

den hvide, kolde ham det før var skjult bag,er din forstand ved mine ord nu afklædt;og jeg skal skænke den så meget lys at

du straks vil se den blinke som en stjerne.“Sang 2,91-111.

34

elle, blev det muligt at udvide til nye kundesegmenter, således at fleremarkedsandele blev åbnet til erobring.

Med fokus på den virtuelle kraft til profilering af produktporteføljergjorde man samtidig produktets kvalitet indiskutabelt. Køb af et pro-dukt hvilede ikke så meget på overvejelser omkring dets materialitet,men snarere på dets funktion i livsstilsammenhænge. Produkterskulle kommunikere et fiktivt archimedespunkt for livet ved hjælp aftegnet. Tegnet blev derfor af afgørende betydning, når produkterskulle reaktualiseres.

Tegnet blev nemlig til et tegn på „noget“, dvs. tegnets funktion var atreferere til en idéverden og samtidig fungere som bevidsthedensvrangside. Det betød, at virksomheder isolerede forbrugernes erfa-ringsgrundlag ved at gøre et bestemt forbrug til et udtryk for en særligsocialisering. Livet blev i takt med denne udvikling et spørgsmål omvalg af livsstil, men hvor valget var defineret af markedet og derforuden for normativ begrundelse.

I marketingkonceptet fastholder man altså idéen om, at det er en livs-filosofi, som kan udbredes og sælges i metermål. Marketingkoncepteter dermed blevet til massens tilblivelse,der mest af alt ligner en virtuelkloning af tankefigurer. Med marketing bliver begivenheder til fantas-mer, der skal sikre en fordobling af produktets karakter,men hvor denaffirmative kraft bliver til ren overflade i det hinsides. Begivenhedenbliver altså til en event, eller til en iscenesættelse af kulturlommer,hvor forbrugerne kan indskrive sig selv som mærkbare.

Marketingkonceptet gør det muligt at „udveksle idéer“. Simulakret el-ler fantasmet indtager pladsen for refleksion og gør både fænomen-verden og idéverden indiskutable. Marketing bliver således en iscene-sættelse af en række ideer,der er pakket ind som en livsfilosofi.

Det er måske også dét, som nogle forbrugere ønsker, nemlig at de kantræde ind i en verden, der lover guld og grønne skove, og hvor mankan skabe illusionen om at formfuldende livet i sin ekspressivitet. Det

37

kelig stor efterspørgsel, så der bliver mulighed for at generere profit tilvirksomheden. Denne tankegang har betydet, at marketing generelthar drejet sig om at iscenesætte de 4 p’er, hvor det i den klassiskemarketingteori var virksomhedens opgave at informere markederne(place) om deres produkter og priser, der igennem forskellige formerfor salgsfremmende foranstaltninger (promotion) skulle optimere mu-lighederne for at tilegne sig markedsandele.

Senere har marketingkonceptet udviklet sig til at skabe markeder vedat fremdrive nye produkter og tjenester, således at virksomheder harfået en vifte af produkter i deres portefølje.

Denne intensivering af produktporteføljer har skabt interaktivmarkedsføring, hvor virksomheder forsøger at skabe en dialog medmarkederne - gennem customer clubs, gennem customizing der byderkunder og konsumenter ind i virksomheden, som en del af virksomhe-dens leverandørsystem eller som en del af en livsstil. Det har udvikletsig til event-mageri, tempelbygning af „concept-stores“, sponsoreringaf koncerter og sportsstjerner, betaling af telefonregning med rekla-meindslag midt i taletiden, virksomheder skriver lærebøger til univer-siteter med dem selv som case etc. (Klein,2001).

Den hårde konkurrence og markedets uigennemsigtighed skabte etbehov for at tænke markedet som et sted, hvor virksomheder kunnedigte sig til en markedsposition gennem en skarp profilering. Der varnemlig en udbredt opfattelse af, at virksomheder skulle redefinere de-res produkts egenskaber ved at kvalificere produktets værdi på andreområder end kun ud fra den klassiske funktionalitet. Udfordringen lå iat digte en verden omkring organisationen og dens produkter, somkunne overskride den eksisterende, og midlet hertil var at adoptereen idéverden fra kunst, idéhistorie, filosofi, sociologi og psykologi somkunne skabe magiske udposninger på produkterne.

Kunsten var, så at sige, at fordoble produktet til en virtualitet med enforskel, dvs. at flytte produktets oplevelse fra fænomenverdenen tilidéverdenen. I det øjeblik funktionalitet kom til at spille en mindrerolle, og man flyttede produktets kvalitet til selve kraften i det virtu-

36

Virksomheden, brandet og forbrugeren bliver i udvekslingsrelationentil den samme mulige verden, dvs. brandet gør det muligt at skabe sigselv som en forskudt relation til omverdenen. Hvis dette aktualiseres,så er det blot det sammes genkomst, da det ikke er den virtuelle for-skel,der affirmeres.Virtualiteten er det, som kun træder i karakter vedsine aktualiseringer, der som form altid har en uindløst rest, somnetop er virtualiteten.

„Da tog han hænderne fra mine øjneog sagde: „Skærp nu dit blik og lad det spejdehen over slammet, ind mod mørkets centrum“

Sang 9,73-75

I et lidt mere kritisk perspektiv kan marketingkonceptet fremstå me-get reaktivt for hele kæden i udvekslingsrelationen. Det principielle ernemlig, at jo mere man underkaster sig antagelserne, der opbyggerden dominerende realitet, jo mere befaler man formidlingen af denmentale realitet, hvilket i sidste instans betyder at man underkastersig selv som et sprogvæsen! 26 Med branding som en formidling af livethar man opfundet en ny form for slaveri, nemlig at blive slave til sig selveller til sig selv som et medie.

Det er fornægtelsen af det mangfoldige liv – den svage vilje, der intettolererer, men kun nyttemoralens binære logik, hvor alt er reducerettil en kalkulation om „det gode“. Marketingkonceptet handler i dengrad om at bygge tomhed på tomhed (mulighed på mulighed); menhvor den forskyder sig selv ind i evigheden og ind i den uendelige re-gres - den fanger aldrig sig selv, men i længslens navn tæppebomberden sit eget liv med navne og mærker, der bliver de ansattes og kun-dernes talisman, hvor det hele fremtræder som noget forskelligt frahverandre,men kun fordi det defineres negativt.

„Og deres låg stod åbne, skudt til side,og op steg klageråb der lød som kom de

fra modløse og sønderknuste sjæle.“Sang 9,121-123

39

skaber bare en nihilisme, fordi forbrugerne ved, at de kan købe sig tilholdninger, til idéer; de behøver ikke og kan for så vidt heller ikke tagestilling til deres liv. Livet ligger allerede i designernes og marketingfol-kenes hænder, og hvis forbrugerne en skønne dag skulle ønske sig enny holdning, så kan de bare bladre i bunken af reklamer, der vælter indad døren om søndagen – der er ingen forpligtelse forbundet med val-gene,det er blot betoninger af subjektets subjektløse begær, hvor alt ivirkeligheden er lige godt,men aldrig godt nok.

Marketingkonceptet fjerner forbrugerne fra at kunne forholde signormativt til livet, netop fordi konceptet absorberer livet i kulturlom-mer.Tanken udfordres dermed ikke længere, da tegnet har slået folderomkring sig selv, og den befriende fremmedhed har gjort livet til etspørgsmål om en refleksiv distance. Den befriende fremmedhed erden kollektive væren, der gør mennesket passivt over for dets liv.Branding bliver til en intethedens geografi, der trækker mennesketvæk fra dets egentlige verden ved at tilsløre dets tilblivelse og ved atinstallere en reaktiv kraft.

Logikken er, at jo mere kaotisk og fragmenteret vores verden oplevesog dyrkes, jo mere behov er der for et „orkanens øje“, der kan absor-bere denne tilsyneladende diffuse tilblivelse.Vi har brug for ledestjer-ner, der er indiskutable. Det er her branding og marketingkonceptethar en styrke – tilsammen skaber de en tilsyneladende sikkerhed vedat lade tegnet blive referencen for, hvorledes det næste skridt skal ta-ges, men det er samtidig skæbnesvangert, idet livet ikke er konsistentandre steder end på immanensplanet.

Parolen er, at „i en kaotisk verden må brands være konsistente.Og deter netop den konsistens, den internationale virksomhed må indrettesin organisation efter. Forbrugerne leder nemlig alle sammen efter no-get,der holder – og konsistente brands indeholder den sikkerhed, for-brugerne søger. Forudsætningen for at kunne skabe et konsistent pro-dukt er, at organisationen ligner sit brand og ligeledes erkonsistent.“ 25 En virksomhed sælger altså idéen om sig selv, og sine„værdier“ med henblik på at indfri forbrugernes ønske om en livsstil.

38

Når væren forsvinder, så bliver tiden til – tiden bliver synlig som envæsentlig faktor, når det vi gør, og det vi siger, mister sin betydning.Ti-den giver en umiddelbar bevægelse – den strammer vores bevidsthedop omkring livets udstrækning og dets afslutning.Virksomheder lance-rer løbende nye produkter som erstatter de gamle, og det er egentligblot et udtryk for en bevidsthed om tid, at vi køber, og ikke et spørgs-mål om væren.

Heraf følger, at markedet for events eksploderer, jo mere vi organisereros omkring tiden, og køber os til et møde med tiden.Dette har marke-tingkonceptet også optaget som en del af bestræbelsen på at skabe op-mærksomhed. Branding bliver i denne sammenhæng til en oplevelse.Vikøber oplevelser, der giver os muligheden for at fraskrive os et tilstede-vær i tiden.Det er en opløsning af tiden for at kunne træde ind i forestil-lingen om et refleksivt vakuum, hvor intensiteten kan bruges positivt.

Det kan måske betyde, at virksomheder og forbrugere ikke kun ud-veksler en idé eller et simulakre,men en idé om tiden i livet.Når vi bli-ver frataget os muligheden for at forholde os til tiden, oplever vi, at vifår frataget os muligheden for at forholde os til livet.Produkter og ser-vices genskaber illusionen om, at vi kan organisere tiden og dermed li-vet, idet vi kan købe os til en udstrækning i tiden.Men disse produkterog services udtrykker en affinitet mellem reaktiv kraft og nihilisme; ni-hilismen bliver de reaktive kræfters motor.Dermed kan vi måske ogsåforklare marketingkonceptets succes, da det fylder tomhed på tom-hed ved at teknificere livets gåder og kalde det en besjæling af verden.Men i virkeligheden er det blot brændsel på det reaktives bål, og bran-ding som fænomen får bare et større rum at udspille sig i, som bliver tilen negativ spiral mod dødsriget, hvor organisationen definitivt har gi-vet afkald på at fortælle den sande fortælling.

„Nu går vi ned i den blinde verden,sagde digteren – jeg så han var ligbleg – og lad mig gå først, du følger lige efter“

Sang 4,13-15

41

Marketingkonceptet bliver dermed blot endnu en fiktion, som aldrigkan tage form som „en sand fortælling“. Det kan skabe opmærksom-hed, og til dels fastholde opmærksomheden, men det kan aldrig affir-mere forskellen.Troen på marketingkonceptet har hvilet på den fore-stilling, at organisationen kan skabe og styre omverdens opmærksomhed.De forsøger at gribe ind i kontingensen og erobre Guds plads, for atkunne gøre sig selv synlig og gentagelig (Klein,2001).

Konceptet bygger på idéen om, at virksomheder kan skabe en særligbetydning for forbrugeren ved at skabe opmærksomhed omkring or-ganisationen.Organisationen skal mærke bevidstheden, dvs. bevidsthe-den bliver gjort til genstand for marketingsuccesen, men eftersommarketing stiler efter at påvirke „massens bevidsthed“, vil den aldrigkunne gribe fundamentalt ind i livet hos „den anden“ (forbrugeren).Organisationen vil højst skabe krusninger i overfladen, hvilket så ogsåbetyder, at vi ser en række forbrugere, som er ganske illoyale over forderes leverandører. Loyalitet skabes ved, at den dybere stemme for-fattes i én, men en sådan opgave vil aldrig kunne effektueres gennemmarketing, da dens sigte er at skabe bevægelse i markedet og sjældentat fastholde kunderne. 27

Det betyder, at flygtigheden er enorm stor på markedet,dels fordi denfratager det enkelte individ muligheden for at vælge, dels fordi det ermassens stemme, der taler og derved altid en teknificering af sensuscommunis (socialitetens stemthed). Det er muligt, at marketing somkoncept er effektivt og konkurrencedygtigt,men det er flygtighedsska-bende, fordi det ikke er forankret i immanensen, og derfor heller al-drig kan være andet end kejserens nye klæder.

Denne ide eller fiktion er mulighedsbetingelsen for de andre fiktioner,og viljen til intet har brug for disse reaktive kræfter; ikke blot fordi vil-jen til intet kun tolererer det reaktive liv,men fordi den skal bruge detreaktive liv som et middel, ved hvilken livet modsætter og benægtersig selv. Det betyder, at marketingkonceptet bruger menneskets fanta-siløshed til at give sin egen fiktive eksistens en berettigelse,og har der-ved reduceret væren til det værende.

40

og derfor går fortrøstningsfulde opad.“Sang 1,112-120

Bag ilden gemmer der sig en angst for livet. Simulakrene dækker for li-vets tilblivelse. Branding gemmer på en angst for stilheden, thi stilhedener dér, hvor verden egentlig taler; dér hvor verden lægger ordene i vormund,og hvor den bevæger os så meget,at vi forvandles til os selv.

Angst er i nærværende sammenhæng et filosofisk begreb, der godt nokkvantitativt har foldet sig flest gange i psykologien, men hvor psykolo-gien jo altid falder tilbage på Ødipus-komplekset, eller forfalder til enmanglende hukommelse.

Angst er i denne sammenhæng et begreb, som primært Martin Heideg-ger har haft held med at beskrive.31 Han har beskrevet det som en fæ-nomenologisk variant af Sorge. Angst er for Heidegger en species af vo-res tilværen (dasein). Angst som et fænomen fremtræder på forskelligemåder, men hvad der kendetegner angst er unheimlichkeit (uvanthed),flucht (flugt) og dunkelheit (mørke).32 Alle begreber indkredser voresforståelse af angst, og har en familielighed. Når vi ser, hvorledes angstsom fænomen fremtræder,så aktualiseres det af virtuelle kræfter,der påmærkværdig vis har knyttet sig til en given situation.Det uvante og mør-ket har sit afsæt i dødsangsten,hvor det jo netop må antages at være enuvant situation fyldt med mørke. I dette perspektiv kan vi sige, atangsten er en angst for livets endelighed og dermed i virkeligheden enangst for livet og tiden, da vi hele tiden mister vores liv for at genvindedet i et nyt perspektiv.

Når væren forsvinder og tiden indtræffer som den væsentlige organise-rende faktor,bliver livet som en udstrækning af særlig betydning.Der bli-ver et påtrængende behov i virksomheder for at skabe begivenheder,der kan vække de sociale relationelle mønstre og aktualisere det socialepå ny. Hvis vi trækker en forbindelse til organisationers værenmodus, såser vi,at organisationer,der i sin grundlæggende selvforståelse kun har ti-voliseringen af livet at tage vare om (sorgen),samtidig har en ringe forstå-else af dens muligheder og har en ringe funderet eksistensberettigelse.

43

En mulig diagnose

De begreber, som vil være centrale for virksomheders værenmodus iinferno,er angst/frygt, blindhed og ensidighed, som en speciel variant i enerhvervsøkonomisk konceptuel forståelse. Marketingkonceptet er enorganisatorisk forståelse, hvor vi har at gøre med den døde organisa-tion 28 – den organisation, som forbliver i en ensidig defensiv, og somlangsomt opløser sig selv og sit liv til sine relationer.

Verden bliver skyldig, skyld i virksomhedens afmagt: „man er ikke istand til at komme fri af noget, man er ikke i stand til at blive færdigmed noget, man er ikke i stand til at støde noget tilbage – alt sårer.Menneske og ting kommer påtrængende nær, oplevelserne når fordybt, erindringen er et væskende sår“. 29 Virksomheden er blevet tilslave,men samtidig profittens og fortjenestens mand.

Ikke at anerkende profit, er en synd mod hævnens ånd, idet hævnenhævner hævnerens hævner. „Slaven har derfor en moral – en nyttemo-ral.“ 30 Denne type virksomhed har gjort sig selv til slave; en slave afsin egen betingethed eller ligegyldighed. Men dette fordrer, at viljen tilintet vender sig mod de reaktive kræfter, der er udløst af et begær,derer en tilintetgørelse af sig selv; en aktiv tilintetgørelse. Dette er nihilis-mens fuldendelse, når den vil sin egen ødelæggelse, indtræder omvur-deringens moment. Og det er herfra, at tanken bliver presset til at re-aktualisere sig selv på ny, fordi tegnet tvinger os til at tænke.

„Men vend nu om! Det er det råd jeg gir dig,og følg med mig, stol på mig som fører;for du skal vandre nedad mod de steder

hvor du vil høre klager uden ophør,hvor døde sjæle evigt håbløst skriger

og tigger om den anden død, den sidste.Og andre skal du dernæst se, som brænder,

men midt i ilden dog kan se en ende

42

tet er størst, netop fordi ensidigheden er størst, og fordi branding bli-ver til en reduktionistisk kraft for virksomhedens tilblivelse.

Branding må åbne for de sprækker af kraft, som skaber og genskaberdens organisering, og ikke lukke sig gennem opdæmningsfilosofier,men lade auditoriet være en medskabende faktor. Dette skyldes gan-ske enkelt den mærkevareboomerang, som har ramt flere store inter-nationale virksomheder, hvilket efterfølgende eksempel vil illustrere.

Og dette er for så vidt rimelig logisk. Hvis en organisation søger atpraktisere sin organisering ud fra marketingkonceptets tre oven-nævnte principper, og lader marketingkonceptet være en „livsfi-losofi“, så bliver det problematisk, når omverden ønsker en normativbegrundelse af virksomhedens koncept.Dette skyldes, at organisatio-nen ikke er i stand til at tale i dette sprog. Den kan ikke gå i dialogmed andre i omverden end kunderne, og når kravene stiger fra enstørre vifte af stakeholders, så kan en organisations stærke brandblive dens største problem.

Dette skal ses i lyset af, at markedet ikke kun defineres af kunderne.Det defineres i stigende grad ligeså vel af andre interessenter, og op-dæmningsfilosofier vil på et tidspunkt nødvendigvis kollapse,da imagetkommer fra omverden og ikke fra organisationen selv. Bekvemmelig-hedens hule avler ikke kun tomhed på tomhed, men også reelle pro-blemer, der fastholder en organisations tilblivelse, således at historienbliver levende. Og det er derfor, at vi kan sige, at anonymiteten para-doksalt nok er det bedste brand for en organisation med marketing-konceptet som sit organiserende princip. Det er ikke desto mindre etlokkende koncept, da ensidigheden kan være forførende, fordi den haret omrids af evighed. Den absorberer intensitet, men har samme ef-fekt som at tisse i bukserne – det varmer så dejligt en kold januar må-ned, hvor salgstallene er nede, men puha hvor det kommer til at lugteog bliver bare endnu koldere i modvindens strømninger…

Så i al sin enkelhed er det ikke muligt for marketingkonceptet at skabeet varigt brand, da konceptet ikke kan medreflektere sin omverdens

45

Den vil hele tiden forskyde sig selv for at kunne aktualisere sig på af-stand af tilblivelsen.Den ængstes ved verden som sådan,og overkodertegnet for at forpuppe sig i fantasmer og simulakre. Flugten væk fraden aktuelle situation skabes ved at beskytte dens egen eksistens ogsimulere betydningsmønstre internt såvel eksternt. Flugten er simula-krets funktion. Flugten er en flugt væk fra de spontane elementer i or-ganisationen.Det er en flugt væk fra umiddelbarheden og det mangfol-dige, og sidst men ikke mindst, er det en flugt væk fra tomheden, hvordestinationen er intethedens geografi. 33

Det uvante, eller det fremmede, smerter organisationen, thi det kanden ikke styre eller kontrollere. Det uvante bliver reduceret til æng-stelige elementer,der skal dæmmes op over for,ved at lukke semantik-ken ind i referenceløse kredsløb, som skaber en blindhed. Og det erblindheden og den manglende evne til at dekonstruere det eksiste-rende billede,der fastholder organisationen i en cirkularitet.

„Når sjælen i sit vilde selvhad riversig løs fra legemet, forviser Minos

den til den syvende af helveds kredse.Den falder ned i skoven, rent tilfældigt,

her eller der,men på det sted hvor skæbnenhar kastet den, dér slår den rod og spirersom ukrudt gør; så følger bark og grene;

og harpyerne æder dens blade og skaber smerte, og et smertens vindue.“

Sang 13,94-103

Reklamen bliver virksomhedens smertelige vindue. Reklamen blivervirksomhedens eksorcist, der skal forjage al tusmørke og daglige kom-promiser. En organisation eller virksomhed gør sig blind for at kunneitalesætte sig selv som en uvurderlig markedspromoter; som en in-stans, der har fundet „the philosophers stone“, men som i virkelighe-den råber klagesange og ensidigt konfigurerer tilsløring for at kunneindtage Guds plads i den profane verden. Men det er samtidig i dennefænomenologiske betydning, at diskrepansen mellem image og identi-

44

Et eksempel om Nike

„Nike – just do it“

„Nike er, bekendtgjorde Philip Knight sidst i 1980’erne, et „sports-firma“, dets mission ligger ikke i at sælge sko, men i at „forhøje folkslivskvalitet gennem sport og fitness“ og at holde „sportens magi“ ilive. Bestyrelsesformanden og løbesko-shaman Tom Clark forklarede,at „inspirationen fra sporten tillader os at genføde os selv“.“ 34

Med disse ord var Nikes strategi klar.Virksomheden ville skabe sin be-tydning gennem sportens verden. Den ville indtage sportens verdenved at sponsorere forskellige sportslige aktiviteter bla. OL, der kunnefremme interessen og opmærksomheden for deres produkter.

Målgruppen var i første omgang unge mellem 13-18 år fra ghettoernei USA. Nike ville sælge en livsstil, et fiktivt archimedespunkt, hvormedforbrugeren kunne iklæde sig et simulakre. „Set med firmaets øjne eret par Nike Air Jordan til hundrede og halvtreds dollars ikke en sko,men en talisman, som kan sætte den unge i stand til at løbe sig væk fraghettoen og til et bedre liv. Nikes magiske snabelsko sætter dem istand til at flyve – nøjagtig, som de fik Michael Jordan til at flyve.“ 35

Og i god tråd med, at Nike er navnet på en græsk sejrsgudinde, varsponsorering af stjerner vejen til salgssucces. Flere sportsstjerner blevinvolveret i Nikes marketingstrategi og skulle fungere som „imærke-sættere“,hvor de blev portrætteret som værende præstationsafhæng-ige af Nikes produkter. Bl.a. basketballspilleren Michael Jordan frem-stod som en fantastisk superhelt, der skulle være indbegrebet af denmenneskelige „idealtype“.

Michael Jordans fremtræden som superhelten blev skabt på fiktionenom den menneskelige idealtype. Denne fiktion blev mulighedsbeting-elsen for kaskaden af andre fiktioner, der ikke er fremmede for livet i

47

livsbetingelser. Så længe en organisation bevarer sig som indtryksska-bende gennem simulakre, vil den altid være på afstand af den selv, ogikke sensitiv for det, som i virkeligheden skaber organisationen;nemligdét,der er udenfor.Den vil aldrig kunne gribe sig selv,da dens identitetikke kan opnås ved at affirmere det samme,men ved at lytte til forskel-len i omverden. Dens indtryk skaber kun indtryk som en taleboble,der kan springe med et pirrende spørgsmål fra omverden.Den vil for-blive „død“ og altid re-agere, men aldrig agere med en vilje der begæ-rer livet,og hvor tomheden bliver til fylde i det sociale.

„Som duer følger deres længsels kaldenmod reden, og med åbne, faste vinger

og båret af én vilje kløver luften,forlod de to nu Didos skyggeskare

og kom imod os gennem luftens malstrøm,så stærk var længslen i det råb de hørte.“

Sang 5,82-87 46

rang, hvis denne loyale gruppe pludselig finder ud af moralen i„kejserens nye klæder“.

Og det gjorde de.Nike havde valgt at trimme hovedkvarteret ind til etadministrativt foretagende, og resten af dets produktionsaktiviteterblev flyttet til et land med lave lønomkostninger,og hvor produktivite-ten var høj. Som i så mange andre tilfælde faldt det på Sydøstasien.Journalister afslørede senere at de lave lønomkostninger var heltenormt lave. En arbejder fik på et tidspunkt det, der svarer til 0,80$om dagen,og eftersom et par sko blev solgt for 150$ i USA,skabte detstor forargelse blandt Nikes interessenter (Klein,2001).

I starten ignorerede Nike kritikken og affærdigede kritikken med, atde rent faktisk hjalp Sydøstasiatiske arbejdere med at etablere en mu-lig tilværelse. Men jo mere der kom frem om børnearbejde og udnyt-telse af billig arbejdskraft, desto mere modstand blev Nike mødt med.Det var dog først, da den loyale målgruppe fra den mørke ghetto lodsin røst høre og vendte sig mod Nike, at de tog kritikken lidt seriøst.

Men Nike havde generelt svært ved at indgå en dialog med dens om-verden,da koncernen selv var organiseret som et tivoli,og derved selvhavde gjort sig referenceløs.Det betød, at de havde gjort sig til slave afderes egen medicin.Den medicin, som ellers havde født enorme kurs-stigninger og enorme markedsandele, var pludselig ved at blive til enepidemi, idet den ikke var sensibel over for omverdens bredere kravom legitimitet. Det bliver derfor også tydeligt at se denne begrebsligeorganisations identitetsløshed, netop fordi dens identitet ikke er for-ankret i et mellemrum, hvorfra den kan folde sig ud i en multiplicitet;som „et ene“. Eller sagt anderledes, så er organisationen skabt som etfantasme, der har haft sine egne sko på og sprunget ind i himmelhvæl-vingerne, og som en meteor hamret ned mod jorden – det er ikke al-tid lige smart at tage sin egen medicin…

Nike var på forbilledlig vis ellers den virksomhed, der havde udnyttetdet potentiale,der ligger i at optimere markedsværdien ved at skabe etstærkt brand,men Nike blev taget på fersk gerning med bukserne nede

49

ghettodannelserne,men tværtimod fastholdt de unge i en vilje til intet.Denne skare af unge blev gjort til genstand for Nikes profilering. Nikehavde brug for det reaktive liv, for at kunne etablere en stabil mar-kedsposition, og eftersom livet i ghettoerne desværre ikke var guld oggrønne skove, var det muligt for Nike at bruge det reaktive liv som etmiddel til at skabe sig en solid markedsposition.

For det første var det en særdeles loyal målgruppe, og for det andetfik Nike sig selv til at fremstå som social ansvarlig, thi denne målgruppehavde ikke meget håb foruden.Men det,Nike egentlig gjorde,var at re-alisere det mulige,og dermed forskyde forbrugerens forestilling om atskabe et liv, som var unikt, som var hans/hendes eget liv. I den forstandskabte de legitimitet omkring deres egen eksistens og en berettigelseved at profilere sig som selvhjælpsguruer.

Denne store selviscenesættelse betød samtidig at deres konkurrenterikke var Adidas eller Reebok, men rent faktisk Disneyland og lignendeforlystelsesparker; det skulle nemlig være en drøm, der blev virkelig-gjort ved at træde ind i Nikes „concept stores“. Forbrugerne var der-med fri for at tage stilling til livet og deres egne holdninger; de skulleblot memorere „just do it!“,og så ville verden åbne sig for fødderne afet par Nike Air Jordan.

Marketingkonceptet kan på fænomenal vis spille på savnet, og blivesurrogatet for manglende selvværd og afmagt, og angsten for denverden, der melder sig udenfor, men det udenfor, er lige præcis dét,som interioriseres i den enkelte forbruger, som et ideal, der skalefterleves. Det er et drama, hvor organisationen gennem luftkastel-ler forsøger at reducere forbrugeren til et objekt ved at projicereMichael Jordan ud foran dem. Denne idealisering af et forbillede ska-ber ikke umiddelbart en splid mellem forbrugeren og virksomhedenNike, men installerer en manglende selvværdsfølelse hos forbruge-ren, da „den anden“, som ideal, lever i vedkommende. Forbrugerener gennem denne idealisering løsrevet fra sine egne handlingsbeting-elser, og dermed uden reference til de omstændigheder, der skaberden enkeltes råderum. Og det kan faktisk melde sig som en boome-

48

Skærsilden

„Da vi var nået ned hvor duggen kæmpermed solens stråler, og i morgenskyggen

kun spredtes svagt og langsomt, lagde min mesterhåndfladerne forsigtigt ned i græsset;

og jeg forstod hans hensigt:mine kinder,hvor tårer, støv og snavs fra helvede endnu trak deres spor, rakte jeg frem imod ham,

og fik af ham den ansigtsglød tilbagesom helvedsmasken havde røvet fra ham.“

Sang 1,121-129

Dante beskriver skærsilden, som det sted, hvor „den vandrende“ skalbekende sine synder og bede om tilgivelse, så sjælen bliver renset ogbliver gjort værdig i sin opstigning til paradis. Skærsilden er derfor etcentralt sted, hvor tommelfingeren enten viser opad eller nedad. Doger klageskrigene blevet skiftet ud med patetisk klynken, der forsøgerat gøre det gode, dog uden rigtigt at tage konsekvensen heraf.Vi er iskærsilden hvor vi finder „politisk korrekte“ organisationer.

Et stigende antal organisationer har de senere år oplevet en modstandmod deres forretningskoncept/politik. Denne modstand er ikke blotkommet fra utilfredse medarbejdere og kunder, men omfatter flereinteressenter fra en organisations omverden.Virksomheder og orga-nisationer generelt er blevet tvunget til at forholde sig til en brederevifte af interessenter, der typisk med et politisk sigte, konfronterer or-ganisationens holdning til forskellige issues. Flere og flere store virk-somheder er som konsekvens heraf blevet ramt af en såkaldt „mærke-vareboomerang“, hvor deres egen stærke markedsprofil har gjortdem sårbare som markedsaktører. (Klein,2001)

I skærsilden har organisationer valgt at være lydhøre over for dennekritik og ved hjælp af dialogen forsøgt at geninstallere en imødekom-

51

om sokkeholderne. Dens strategiske hensigter blev afsløret af Ghet-toen selv. De ville ikke acceptere at være en del af Nikes profilerings-strategi, så de tog affære. Det blev til et helvede for Nike, eftersom detikke var muligt at vriste dens eget fantasme af sig. Fantasmet var denssucces, men kun kortvarigt – pendulet svingede om, og forræderietblev tydeligt for enhver. Fantasmet levede jo stadigvæk i forbrugernesog interessenternes bevidsthed.Og i takt med,at den positive intensitet iNike’s relationer ændrer fortegn, falder markedsværdien tilsvarende.Det er problemet med den usandfærdige historie…

„De ville have, at deres forretninger skulle være templer, deres rekla-mer en religion, deres kunder en nation og deres arbejdere enstamme.“ 36 Men ak, de brændte op, fordi de ville indtage GUDSPLADS,og det gør man ikke ustraffet…

50

og lægger grusomhedens hav langt bag sig.Her vil jeg synge om det Andet Rige,

hvor menneskesjælen renser sig, og dermedbliver værdig til at stige op mod himlen.“

Sang 1,1-6

Stakeholderperspektivet går i al sin enkelhed ud på at tage flere inter-essenter til organisationen med i den strategiske beslutningsprocesfor virksomheden eller organisationen. Stakeholdere er de individereller grupper som er afhængig af organisationen for at kunne indfri de-res egne mål og omvendt. Typisk vil dette inkludere aktionærer,kunder, leverandører,banker, ansatte og samfundet i sin helhed. 37

Virksomheder, der bruger dette koncept som tankefigur, træder ind påmarkedet med en anden form for åbenhed overfor omverdens krav ogaccepterer derved at omverdensrelationerne er med til at definere de-res omdømme eller image.Virksomheder har set vigtigheden i at aner-kende disse relationers betydning for en virksomheds omdømme, derbaserer sig på,hvorledes disse relationer opfatter virksomheden. 38

Det handler for den type virksomhed ikke kun om at skabe opmærk-somhed, men om at pirre og irritere omverdensrelationernes kom-munikation så meget at den kan påvirke til en bestemt perception afverden. „For visse firmaer var svaret indtil for nylig ret enkelt:Tvingverden til at tale dit sprog og om din kultur.“ 39 I dag sker det ikke heltså let.Tvang fører ingen steder hen, men efterlader blot en ligegyldig-hed og modstand over for virksomheden.

I dag kræver det en særlig spidsfindighed fra virksomhedens side. Denskal ændre på hvorledes dens interessenter opfatter virksomheden,og dette sker oftest mest vellykket,hvis man betoner den positive mod-stand, dvs. den konstruktive modsætning, der ikke nødvendigvis erselvindlysende men nok snarere selv-belysende. Og her kommertransparens ind i billedet, og bliver det ideal, som skal overbevise om-verdenen ved at udvise den en respekt og værdighed.

53

menhed over for den bredere omverden. Det har så betydet, at denindirekte tale og det forestillede rum har været organisationers mulig-hed for at brande sig, og derigennem give interessenterne en bevids-thed om,at de har indflydelse på virksomhedens fremtid.

De senere år har fokuset på stakeholderperspektivet derfor væretmøntet på at styrke den langsigtede forretning og stabilisere de rela-tionelle mønstre, som er medskabende i forhold til virksomhedernesgrundlag. Interessen er med andre ord faldet på, hvorledes virtualite-ten i de forskellige relationer udkrystalliseres og påvirker organisatio-nens tilblivelse.

I nærværende afsnit vil vi derfor kigge nærmere på den organisato-riske konfiguration, som har et andet, og i nogens øjne bredere fokuspå organisationens omverden.Vi har derfor set en spirende opfattelseaf branding, der tilsigter transparens af kommunikationen gennemregnskabslogikken, således at organisationens omverden kan føle sigrespekteret og taget med på råd.

Vi må stadig holde fast i at virtualiteten er „udenfor“, det virtuelle erfaktisk ’image’, mens simulakret er det, som træder frem, og som en-ten ekspressivt kan simulere „the image“ som en form for besæt-tende, visionær, utopisk kraftfuld tanke, eller lade sig indskrive i identi-tetens eller semiotikkens domæne som et tegn med fast relation tilandre tegn, dvs. som et simulakrum, der simulerer (repræsenterer)noget derude, som de andre tegn/simulakre ikke repræsenterer. Denekspressive variant i nærværende kapitel bliver forskellige regnskabs-typer, som simulerer et image, dvs. „regnskabet“ er effekten af de vir-tuelle kræfter, som gennemløber organisationen. I denne forstand va-rierer skærsilden fra inferno ved at organisationen gør sig sensibeloverfor andre tegnregimer, og dermed bliver til en anden type be-grebslig organisation.

„Og nu, for at besejle bedre vandesætter mit digterfartøj sejl omsider,

52

Det selvbelysende bliver ikke så meget at beskrive sig selv, men sna-rere at skabe positioner hvorfra omverdenen kan italesætte virksom-heden eftersom skæbnen jo hviler i hænderne på disse interessenter.Det kan virksomheden ikke styre direkte, men den kan skabe enramme for,hvorledes betingelserne for dens image opstår.

Eftersom interessenterne jo per definition udgør en forskel til organi-sationen ser de også forskelligt på nogle givne omstændigheder,hvilketbetyder at denne sammenhængskabelse ikke kan etableres med refe-rence til historien,men kun gennem dannelsen af fremtidige helhedsbil-leder. Disse „helhedsbilleder“ kan i bedste fald parallelforskyde inter-essenternes virke, men kan i værste fald organiseres omkring idealetom konsensus.Når det er i værste fald, så skyldes det at konsensus haren absorberende funktion og ikke en positiv skabende funktion. Detbetyder, at organisationens virke ikke tænkes som en udstrækning,men overbetoner indfoldningerne, og bestyrker blot fokuset på sav-net, thi savnet vil melde sig så længe interessenterne ikke kan tilskrivesen særegen betydning. 40

Det betyder, at brandingens funktion bliver at betone længslen, altsåfremtiden tilbagediskonteret i nuet, frem for savnet, der jo er fortidenfremdiskonteret i nuet. Pointen er at reklamen spiller på frembesvær-gelsen af „intetheden“ og peger derved på mangler for at kunne etableresig selv som en mulighed, hvorimod strategisk kommunikation i detpolyfone perspektiv bliver nødt til at spille på længslen og dermed frem-tiden for at kunne skabe et helhedsbillede som diverse interessenterkan genkende sig selv i. Dette skyldes at fremtiden i sig selv er referen-celøs. Den er „det mulige uden aktualitet“ og derfor også befordrendefor at skabe en sammenhæng mellem interessenternes forskellige hori-sonter, da ingen jo har krystalkuglen.Visionen eller fremtidsperspekti-verne er sprogligt defineret og altid tilstede,men aldrig genstand for enreel reference. Det er en leg med scenarier og iscenesættelser af dethinsides;altså længslen og derfor også helliget skærsilden.

„Jo mere kærlighed deroppe deles,des mere er der at dele, og den vokser

55

Det er således blevet til et spørgsmål om ikke bare at pirre og irritere deeksisterende holdninger,men skabe nye forestillede rum som interessen-terne kan identificere sig med.Det er altså ud fra mimesis figuren at manforsøger at skabe talepositioner som kan virkeliggøre tilhørsforholdetog dermed skabe robuste alliancepartnere, der affirmerer det samme.

„På renselsen er viljen – og kun den – tegn:når den vil skifte sted og selskab, griber

den sjælen, og får denne til at ville.Før vil den nok,men kan ikke, fordi den

fra oven tvinges til at ville straffen,ligesom den før,modvilligt, ville synden.“

Sang 21,61-66

At re-præsentere frem for præsentere betyder at organisationen skalfremvise dens beslutningsprocedure, dens beslutningsgrundlag, densprioriteringer etc. Den skal skildre en reduceret tyngde ved at skabetransparens,men på den anden side har den valgt at „påtage“ sig et so-cialt ansvar, der får den til at tynge endnu mere, fordi den af omverde-nen er blevet presset til det.Dens sensibilitet overfor omverdenen,ogdermed dens decentrering af betydningsskabende elementer for or-ganisationen, har åbnet op for en diskussion om branding, hvor derikke loves om guld og grønne skove i den æstetiske variant, men i ste-det som en etisk variant. Det vigtige er blevet troværdighed og at fåvendt modspillere til medspillere, at få vendt den reaktive position tilen aktiv position, men organisationen holder fast i en dialektik, derblot reproducerer repressive kræfter.Den har i historiens lys gjort sigskyldig, og nu skammer den sig over ligene i lasten, men forsøger atblive renset. Det lykkes aldrig helt i dette perspektiv, thi verden skalforvandles hvis en evolution skal være mulig…

Det bliver derfor tydeligt at branding får en anden betydning,og at kom-munikationsstrategi også bliver et nyt fænomen. I forbindelse med atskabe transparens for organisationen opstår der et behov for at tænkestrategisk kommunikation som en indirekte polyfon kommunikations-form,hvor der åbnes op for flere talepositioner for interessenter.

54

Vi ser altså at organisationer i stigende grad tænker markedet episte-mologisk og ikke ontologisk, dvs.markedet er ikke med nødvendighedsom det fremtræder. Der er hele tiden en mulighed for at pirre hege-monien i forskellige talepositioner ved at lade virtualiteten gennem-strømme fra nye sider. Det bliver derfor muligt for virksomheder atskabe markeder ved at etablere talepositioner som fastholder reak-tive kræfter. Her er der en lighed med Inferno. Forskellen er at virk-somheder inden for videnintensive brancher ikke nødvendigvis skaberopmærksomhed omkring deres produkter ved at æstetisere overfla-den af deres produkter, men snarere gennem diskursivering af marke-det. Derfor taler vi heller ikke om at skabe opmærksomhed i skærsil-den, men snarere om at ændre opfattelsen, idet sproget formidler ogstrukturerer sansekvaliteten, hvilket er en skærpelse af den branding-mæssige interveneringsproces.

Diskursiveringen af markedet betyder, at virksomheder er med til atdefinere hvad „det gode“ er som ideal. De daglige fortolkningsbidrag,der løbende produceres for at skabe forestillede rum, fungerer samti-dig som en generering af overskud af mening for at holde markedetflydende og foranderligt; markedet kunne være anderledes. ErnestoLaclau ville sige, at overskud af mening ville være den rigiditet der lå iden definitoriske magt eller i forskellenes entydige demarkering,men iDeleuziansk forstand vil overskud af mening hele tiden produceres idet øjeblik vi skaber fortolkningsbidrag omkring de tegn vi tilskriver„verden“, og organisationer har derfor muligheden for at holde mar-kedet vågent og foranderligt – ikke ved at aflyse samtlige forskelle,som det Samme. Grunden til at det lader sig gøre, er delvis fordi mar-kedet er uigennemsigtigt og produkterne er hyperkomplekse i deresudformning. Det eneste vi som interessenter kan forholde os til, erhvorledes disse fortolkningsbidrag er argumenteret, dvs. en vurderingaf deres betingelser for at argumentere for det ene eller andet.

„Sæt ikke vores svage kraft på prøve,men frels os fra den gamle arvefjendeder let får lokket os på falske veje.“

Sang 11,19-21

57

fra sjæl til sjæl, som lys imellem spejle.“Sang 15,73-75

Denne differentieringsmodel af organisationer mønstrer et henvis-ningspotentiale til de fleste interessenter.Det betyder, at den organi-satoriske reproduktion hviler på evnen til at overdeterminere be-tydningsskabende elementer og igennem sproget faciliteresamarbejdet som et skæbnefællesskab, der åbner op for den dob-belte kontingens (Åkerstrøm, 1995). Organisationens udfordring bli-ver altså ikke at tegngive rummet så det umiddelbart lukker omkringsig selv (1. ordensstrategi), men at definere hvad der skal tales om irummet (2. ordensstrategi), og så lade interessenterne være med-skabende så omverdensrelationerne har mulighed for at træde ind irummet som et skæbnefællesskab.

Markedet betragtes i denne sammenhæng som en asymmetrisk infor-mationsstrøm for derved at kunne skabe en betydning på markedet.Og samtidig handler det om at organisationen kan sætte sig i stand tilat skabe en dagsorden for hvorledes vi skal betragte verden. Hvisdette lykkes for en organisation er der mulighed for at etablere etskæbnefællesskab (Åkerstrøm, 1995), hvor organisationer definererforestillede rum, der skal navigere de samarbejdende organisationer idenne eller hin retning.

Skæbnefællesskab er et interessant begreb, som betoner det faktum,at livet hviler i fællesskabets hænder og ikke kun i ens egne hænder –man er så at sige fælles om den enkeltes skæbne, hvilket så også bety-der at en organisation har mulighed for at påvirke den enkelte i ensærlig retning. Det skulle derfor gerne være klart at „det forestillederum“, „opfattelse“ og „skæbnefællesskab“ er tæt forbundene begre-ber, hvor det ikke så meget handler om at skabe opmærksomhed,men i virkeligheden mere om at honorere den opmærksomhed derbliver givet organisationen på en retningsgivende måde. Og derfor erbrandings funktion i skærsilden at påvirke til en bestemt perceptionaf markedspositionen og sanseaktiviteten omkring organisationen. 41

56

„For jeres ry er ligesom græssets farve:grønt spirer det, gult visner det, og falmerved samme kraft som fik det til at spire.“

Sang 11,115-117

Den kraft, der fik disse regnskabstyper til at spire, var ikke retten tilat „virkeliggøre det ubetingede“, men var en nøje overvejet strategiom, hvad der skulle føre til en organisation med et velpudset re-nommé blandt de vigtige interessenter.De forskellige regnskabstyperforsøger at afdække virksomheders immaterielle status, men proble-met er ofte med disse regnskaber, at de ikke forholder sig til de kræf-ter som skaber deres betydning. Transparens er derfor ikke etspørgsmål om at vise omverdenen hvad der er sket i virksomheden ien given periode, men snarere at vise hvorledes organisationen harvalgt at aktualisere den virtualitet, den er blevet gennemstrømmet af,og hvorfor den har valgt således. På den måde synliggør den ikke enudvekslingslogik, men i højere grad hvordan øjeblikket og begivenhe-derne i organisationen mønstrer sig. Og det er her, at organisationenviser sine potentialer og sine kræfter.

Hvad vi så i marketingkonceptet var en helt klokkeklar utilitaristiskmoral, hvor det handlede om at skabe størst mulig nytte med færrestmidler. Men i skærsilden er der spirende frø for en sindelagsetik, dergodt nok indfrier det ubetingede gennem en regel, men hvor reglenhar transcendental karakter og dermed uden mulig jordforbindelse tilimmanensens tilblivelsesformer. I tråd med Nietzsche kan vi såledesanfægte begge former for moralske teorier, idet de abstraherer dekvalitative elementer ved at kvantificere på hver deres måde og der-med ikke en affirmation af forskellen, men en forrådelse af forskellen.Tilbage står kun enheden og identitetens tomhed – en kvantificeringaf kvalitative forskelle ved at omskabe livet og spontanitetens sprudlentil et billede af selvkonstituerende elementer.

„Elsk jeres fjender,gengæld ondt med godhed.“

Sang 13,36

59

Markedet er i skærsilden blevet holdt vågent af en logik som spænderorganisationen ud mellem to stole. På den ene side lytter den til om-verdensrelationernes argumentationsfigurer, men på den anden sidelukker den beslutningen omkring en strategisk økonomisk figur. Ellersagt anderledes: „Kan man gøre med sin ejendom, som man vil? Ellerhar en organisation et socialt ansvar, som strækker sig ud over densansvar over for aktionærer?

Spørgsmålet har både en moralsk og en strategisk dimension:bør enorganisation påtage sig et socialt ansvar,eller er det klogt af organisatio-nen at påtage sig et sådant ansvar?“42 En organisation i skærsilden vil al-tid rejse spørgsmålene på denne måde og vil altid væve med en mumlen,hvor beslutningen bliver ubesluttelig (Åkerstrøm (working paper),2000),43 og netop fordi den ikke tænker sin organisering radikalt nor-mativt. Og i rigtig pressede situationer vil den typisk forskyde sig selvstrategisk, således at det bliver økonomiens stemme der taler, og der-med en teknificering af værdierne og relationerne til organisationensomverden. Sensibilitet er i denne optik ikke for organisationens blotteøje, men en nøje overvejet indsats i det darwinistiske kapløb, der tilsy-neladende er medkonstruerende for organisationers tilblivelse.

Godt nok har organisationen erkendt dens afhængighed af omver-den, men det er en sløret bekendelse, idet interessentrelationerne al-tid er defineret på baggrund at en betinget godhed og forbliver dermedi skyggen af dens egentlige væren.

Resultatet i denne optik er, at vi får organisationer, som indgår mereeller mindre løse kontrakter med omverdensrelationerne, og livet iorganisationen bliver en udstrækkende begrænsning fordi midlet tilmålet får en yderligere disciplinering. Paradoksalt nok forudsætter enkontrakt den tillid, som den i samme vending tilintetgør, og dermedøges konfliktpotentialet også for organisationer som benytter sig afdiverse afrapporteringsformer som kommer til udtryk gennem soci-ale, etiske eller grønne og regnskaber. Dette er for så vidt blot enyderligere disciplinering af organisationen, der kan fungere som enovervågning og dermed en fremme af nihilisme, hvor holdninger erblevet til masker.

58

Men problemet er jo, at begæret når aldrig sit mål, hvis det er det så-kaldte subjektløse begær (Kirkeby, 2001) der reproduceres, dvs. de ele-menter der i tegnregimernes vold skaber „ånd“,men som i virkelighe-den kun skaber åndeligt armod, fordi det dræner muligheden formidlets mangfoldighed.

61

Hvad betyder det egentlig? Eller hvordan kan det lade sig gøre i et mo-derne oplyst samfund? Jo mere komplekst samfundet bliver og jomere fragmenteret interessenternes holdninger er, desto lettere erdet egentlig.Vi bilder os selv ind, at vi lever i et samfund, hvor der ikkehersker nogen umiddelbar dogmatik omkring vores livsførelse, hvoralt er muligt intet er nødvendigt, men det er noget sludder. Det erklart, at der ikke er en religiøs, autoritativ instans, som ovenfra og en-tydigt definerer vores livsførelse, men der er i høj grad og netop i for-længelse af marketing, en indfangning og dogmatisering af vores livsfø-relse på spil. I dag er det blot ikke præsterne, der dikterer, men ihøjere grad andre tegnregimer, der gennem det muliges identifice-rende og reducerende funktion skaber en repressiv kraft for livet.

Det har gjort, at holdninger ikke nødvendigvis er knyttet til enfremmedreferentiel instans, men at de spirer ud fra følelsen og denæstetiske dimension, dvs. hvad er frihedsskabende og hvad er angst-fremkaldende? Ideologier er blevet erstattet af eksistensfilosofi,hvilket så også har smittet af på den måde hvorpå organisationervælger at kommunikere og overbevise omverden på. Politik er iden grad blevet privatiseret, men paradoksalt nok i samme vendinggjort til et langt mere socialt nærværende anliggende. Denne ud-vikling har samtidig betydet at organisationer ikke længere kannøjes med at bruge ideologiernes slumretæpper, når der skal argu-menteres, men skal argumentere ud fra en mere følende ånd, hvorinteressenterne får en nærværende og sanselig betydning for orga-nisationens reproduktion.

„Og ligesom ilden altid stiger opad,fordi dens væsen er at søge op mod

det element hvor den er mest bestandig,vil sindet som er grebet nu bevæges– begær er jo bevægelse i ånden –

indtil det når sit mål, og glædes ved det.“Sang 18,28-33

60

hvervsøkonomiske tankefigur, og dermed også hvorfor den brugerværdierne til at organisere sig med, der bliver til én lang tautologi, dermestrer udvekslingsrelationerne som reversible processer, således atde semantiske kredsløb kan blive til „modellen“ og dermed blive for-billedlig.De forsøger hele tiden at skabe en potentiel kraft, der i lighedmed Narcissos valgte at søge efter næring gennem sit eget spejlbil-lede, der desværre forblev et simuleret surrogat for livets kraft. Detkan derfor kontraintuitivt skabe et utilsigtet troværdighedsproblem,idet organisationen jo godt nok bekender kulør og derved håber på atopnå en gensidig anerkendelse,men stadig ikke ubetinget.

„Hvor tit har du, så længe man kan huskeforandret livet,mønt, embeder, skikke,

ja ligefrem fornyet dine lemmer?Og hvis du huskede godt ejede klarsyn,

da så du at du er ligesom den syge der ikke finder fred blandt sine puder

men vender sig ustandselig for smerten!“Sang 6,145-151

I denne fase fastholder organisationen sig selv i defensiven, fordi denmedreflekterer „de rigtige“ holdninger fra omverdenen i dens beslut-ningsproces. De rigtige holdninger har altså ikke et radikalt normativtsigte, men et styringsmæssigt sigte, der skal absorbere konflikterendeissues fra omverdenen, hvor konsensus er idealet. Men konsensus kanjo aldrig være idealet for en dynamisk organisation. Det er jo blot enaffirmation af det samme og vil derfor samtidig være en reaktiv socialkonstruktion af relationen mellem organisationen og omverdenen.Viser i denne sensible bevægelse, at organisationen ophæver sin egenforskel for dermed at tilpasse sig „massens sprog“ og dermed forbli-ver sprogløs og uden særegen betydning (Blanchot, 1994). Det inter-essante er jo, at organisationen forsøger at synliggøre sig og søgermarkedets anerkendelse, men ophæver samtidig sin egen distinktion,og branding bliver i denne forstand blot en skygge af konsensusløs-ninger. Organisationen er blevet en marionetdukke som resultat afden øgede privatisering af det sociale ansvar. Det er blevet en privati-

63

En mulig diagnose

„I krumme skygger, gid retfærdighedenbarmhjertigt snart må fritage jer for byrden

der sådan låser jeres længsels vinger!“Sang 11,37-39

De tre begreber, som skal være med til at fange en sådan organisationsværenmodus i skærsilden, vil være synd, skyld, skam. Skærsilden er be-vægelsen væk fra et inferno af meningsløshed og forarmelse, og samti-dig stadiet før den paradisiske klokke. Det er her, organisationen såsmåt begynder at erkende simulakrenes forskydende funktion. Det erher, organisationen begynder at bekende sig til en flertydighed i mar-kedet samt trækker flere variabler ind i dens beslutningsgrundlag, også småt giver op over for illusionen om overmennesket.

Men det er samtidig her, at organisationen forandrer sig til at være enorganisation som ikke rigtigt ved hvilket ben,den skal stå på.Den dødetid lever stadig i organisationen og vil kollidere med den nye beken-delse – dette ser vi med hele „regnskabslogikken“ på etiske, sociale oggrønne områder. På den ene side spiller den økonomiske tankefigurstadig en central rolle for organisationen, men på den anden side erder også en bekendelse og sensibilitet på spil over for omverdenen.Organisationen vil derfor tit og ofte oscillere mellem disse to tankefi-gurer, hvor den ene er selvrefererende og den anden fremmedrefere-rende.Deri ligger der en dyb splittelse i organisationen, som kan kata-lysere en kaskade af konflikter, fordi organisationen ret beset har etuafklaret forhold til dens position. Den har gjort sig selv enorm sår-bar; ikke ved at bekende sig til en flertydig rationalitet, men fordi en-hver beslutning er betinget af noget andet og dermed relativ konting-ent og aldrig funderet i en sand fornemmelse for det rigtige.

Ved at bruge regnskabslogikken som et styringsinstrument af værdi-erne i organisationen, markerer den og synliggør den stadig dens er-

62

hengivelsen til den anden,hvor det initiale ansvar vendes 180 grader ogbeslutningskompetencen „fralægges“ for organisationen, og lader denandens stemme træde ind i den indre stemme, og dermed opstår deren forvandling over tid, som kan få organisationen til at få en ny indsigtomkring sig selv og sin omverden. Men følelsen af skyld, dårlig samvit-tighed og skam vil præge renselsesprocessen, idet man i sjælden gradforener sig med uvante stemmer i forbindelse med eksistentielle re-konfigurationer. Men når organisationen først har indladet sig på sam-vittighedens domæne, så ruller møllen, og jo hurtigere den acceptererdet, jo hurtigere vil den blive selvbevidst,og dermed selvbestemmende.

E. Kant definerer i prolegomena (læs ikke „Kritik der Uteilkraft“) ettranscendentalt felt, i hvilket al erfaring er indlejret, og som ikke kanoverskrides – og i forhold til hvilket det således ikke er autonomt for atvære helt præcis! Denne tankegang har siden hen influeret menneske-rettighedskonventionen og den måde vi anskuer de rettigheder, der til-kommer hver enkelt menneske.Den negative bestemmelse af selvstæn-dighed er uafhængighed, men som vi har antydet, så er den positiveudgave af selvstændighed kun mulig qua en grundig selvrefleksion i„den anden“.Kant kunne ikke negere autonomi, fordi subjektet per de-finition var selvbestemmende, men det er i den grad en sandhed medmodifikationer, som Heidegger også senere har kritiseret Kant for.Vikan sige at Heidegger slutter der hvor Kant startede, og Deleuze slut-ter der hvor Descartes startede (her var genstanden bare tanken).Deter jo processen frem til det at blive selvstændig og selvtænkende, somer interessant,og det er den bevægelse,der er sat i gang i skærsilden. 45

Men de begrænsninger som ligger i organisationen er, som vi har væretinde på, en skyldfølelse, skam og dårlig samvittighed; alle begreber spe-cies af „sorgen“ for Martin Heidegger, og alle begreber der modsættersig realiteten,dvs.muligheden for den sande fortælling.

Skyld betyder ifølge Heidegger „ein Grundsein einer Nichtigkeit“. 46

På lettere forståelig vis kan vi sige, at det er et eksistentiale, hvor vi fø-ler os mangelfulde eller utilstrækkelige. Ikke sådan at forstå, at idealet erfuldkommengørelse, men mere at vores tilværen er befordret af enydre instans, som vi ikke kan honorere uden at gå på kompromis med

65

sering af demokratiet, hvor magtens tredeling konstitueres i netvær-ket mellem forbrugeren, virksomheden og de øvrige interessenter.Her skal virksomheden finde en konsensusløsning, der kan indfri sta-keholdernes forventninger.

Tankefiguren bag denne konceptuelle forståelse er, at værdier i organi-sationen er nødvendige men farlige – de skaber kontingens og blanderpolitik med økonomi, hvormed det bliver vanskeligt at opretholde detnihilistiske ideal i beslutningsprocessen, så værdier opfattes som etnødvendigt onde,organisationen ikke rigtigt kan forholde sig til.Orga-nisationerne ser på den ene side godt nok værdierne som skabende,men på den anden side er de også påpasselige med at bruge dem posi-tivt, fordi de er bange for at blande politik og økonomi.En organisationskulle jo nødig have et politisk eller eksistentielt forehavende! Det erogså derfor en sådan organisation vil idealisere konsensus, fordi det jofor organisationen netop handler om at absorbere disse farlige uhånd-gribelige værdier. I dette billede vil der være en række begreber sombliver tydelige for organisationens værenmodus.

„Den sol som du skal se, den ser jeg aldrig,ikke for det jeg gjorde,men for det somjeg ikke gjorde, da den var mig ukendt.Dernede er et dystert sted, dog ikke

på grund af pinsler,men på grund af mørke;dér høres ikke skrig,men mange sukke.“

Sang 6,25-30

Skærsilden er der, hvor bevægelsen går fra selvrefleksion til selvbevids-thed (Kirkeby, 1999). 44 Det er en bevægelse hvor anerkendelsen afden anden, trækker organisationen med ind i en selvbevidsthed,og deter jo lidt paradoksalt, fordi normalt hævdes det at udgangspunktet forselvbevidsthed er en introspektion,hvor et uriasarbejde skal gøres forat kunne tyde de arkæologiske stumper. Men i stedet kan organisatio-nen, bruge „den anden“ og dermed nutiden til at reaktualisere selvbe-vidstheden. Og det kan i virkeligheden ske ved at organisationen de-centrerer sig selv og gør sig historieløs. Og dette går gennem

64

En projektion intervenerer paradoksalt nok og bliver til skyld. Det erdette spil, der spilles i regnskabets time.Den ekspressivitet, som liggertil grund for diverse regnskaber, intervenerer i det øjeblik erklæring-erne er frataget deres handlingsbetingelser.De reaktive kræfters asso-ciation medfører en ændring af gælden, eftersom gælden nu bliver enskyld til det guddommelige, samfundet, og øvrige interessenter der idenne sammenhæng vil fungere som reaktive instanser. Organisatio-nen erklærer gennem regnskabet, at den skylder interessenterne „no-get“. I kraft af regnskabet gør den retrospektiv status og samtidig harden en tangent til fremtiden, hvor tilbagediskonteringen af en rækkeforventninger skaber horisonten for det kommende år.

Ressentimentet og den dårlige samvittighed aktualiseres i sit ma-terielle stadie reaktive kræfter, som ifølge Nietzsche erobrer religio-nens elementer for at frigøre dem fra det aktives jerngreb. I sit for-melle stadie er ressentimentet og den dårlige samvittighed reaktivekræfter, som religionen erobrer. Ressentiment og dårlig samvittigheder og bliver religionens højeste grad af affinitet…

„Jeg spidsede øren ved den første tone,og over den fornemmede jeg en lovsang

af stemmer der sang Te Deum Laudamus.Hvad jeg nu hørte, lød mine ører

ligesom når flere stemmer synger sammenpå hver sin melodi, og man fornemmer

snart ordene, snart tonerne der blandes.“ Sang 9,139-145

Den dårlige samvittighed er uadskillelig fra ideale og imaginære frem-bringelser (Nietzsche; Deleuze, 1999). Den udtrykker en kraft vendtmod den selv – en antinomi, dvs. en modstrid mellem to grundsæt-ninger om samme emne. Som vi har set er „værdibaseret ledelse“ udfra regnskabslogikken spændt ud imellem to stole, der i denne tankefi-gur vil være modstridende og dermed opfattet som gensidigt eksklu-derende. Handlingen bliver skamfuld, livet anklaget og kræfter adskiltfra dens formåen. Organisationen har måske følt sig presset til at på-tage sig et ekskluderende ansvar fra omverdensrelationerne, som den

67

vores eksistens.Følelsen opstår,når organisationen ikke kan indfri om-verdens forventninger uden at give køb på dens egen selvforvaltning.Og det er typisk i det intermezzo, hvor relationen til omverden erkonstitueret som en herre-/slaverelation og så lige pludselig skal rela-tionen vendes om, således at organisationen bliver slaven og omver-den herre. I det intermezzo opstår der er en følelse af mangelfuldhedog måske oven i købet en angst, fordi relationen lynhurtigt kan skiftekarakter, og derved lade det uvante blive synligt eller mørket mønstrerelationen.Denne utilstrækkelighedsfølelse er tæt forbundet med dår-lig samvittighed, som vi skal se på senere.

Vi ser at mange organisationer i stigende grad paradoksalt nok skalpåtage sig mere og mere ansvar, jo mere og mere ansvarlige de gør sig.Og dette skyldes dens reaktive forholden sig til omverdens pres, derfår dens ekspressivitet til at forstumme og dermed udebliver densegentlige mulighed for at skabe betydning. I stedet internaliserer orga-nisationen skylden qua den eskalerede ansvarspålæggelse, og denneintrojektion af aktiv kraft er ikke modsætningen til reaktiv krafts pro-jektion, men konsekvensen og forlængelsen af sidstnævnte. Dårligsamvittighed er ikke en ny type tankefigur for organisationen,men harværet dens organiserende kraft og en variant af dens konceptuellekonfiguration.Her bliver herren vitterlig slave uden egentlig at ville, ogmåske netop derfor.Dette er den topologiske definition af dårlig sam-vittighed – den er blevet til skyldfølelse.

„“Min Mester“, sagde jeg: „dem jeg der ser kommeimod os, ligner jo slet ikke mennesker,

men hvad de så kan være, ser jeg ikke.“Han svarede mig: „de bærer tunge byrder

der krummer dem mod jorden; derfor tænktejeg først det som du også mente.

Men skærp dit blik, og lad det skelne mellemde tunge blokke og hvad der er under:

Se hvor hver af dem slår sig selv for brystet.“Sang 10,112-120

66

at ligne en karikeret skygge. I ressentimentet anklager reaktive kræfternemlig sig selv. Men dette fordrer at den anklagede selv bekender sinemangler og synd; vender sig mod sig selv og erkender dette. Hvis ikkeså bliver handlingerne skamfulde.

En organisation i skærsilden vil nok kunne finde på at bruge Sartresberømte formulering: „L’enfer c’est les autres“ (helvedet er, den an-den).Formuleringen refererer til den måde Sartre anskuer alle relatio-ner til „den anden“ på; „den anden“ betragtes nemlig som det frem-mede,og som det uigennemtrængelige der skal reduceres til et objekt.Det er dette drama, der udspiller sig mellem alter og ego, at de hverisær forsøger at reducere hinanden til et objekt ved at projektere ide-aler for hinanden. Og det er her skammen træder ind i relationen, thiskammen er ifølge Sartre et udtryk for ikke at kunne indfri „den an-dens“ idealer, som lever i én. Denne følelse anskueliggør hvorfor deter vanskeligt for en organisation at agere spontant, når idealet er ac-cepteret af organisationen,men løsrevet for en mulig handlingsbeting-else,og dermed uden reference til de omstændigheder,der skaber or-ganisationens råderum.

Skammen er netop et centralt begreb i skærsilden, fordi vi tidligere harsagt at branding bliver et epistemologisk sprogligt artikuleret fænomen,idet der spilles på hvordan man skal opfatte tingene.Når en organisationlader sig underkaste omverdens krav eller idealer, så bliver handlingenfra organisationens side skamfuld.Organisationen lukker nemlig den an-dens stemme ind som en negativ bestemmelse af det mulige, dvs. denandens stemme vil blive opfattet som det farlige, fremmede og ødelæg-gende for selvbestemmelsen. Det betyder at organisationen vil fremstånoget tynget i offentlighedens lys og har svært ved at få artikulationentransformeret til en ekspressivitet,men med tid kommer råd...

„Hellig bølge steg jeg op på stranden,genfødt og ny, som når de unge træerom foråret fornyes med nye blade –

ren, rede til at møde himlens stjerner.“Sang 33,142-145

69

i virkeligheden har svært ved at opfylde. Det betyder, at en organisa-tions erklæring til omverdenen er en bekendelse og samtidig en er-kendelse af dens position, fordi translokutionariteten spiller et pudsmed samvittigheden. En organisation der konfigurerer sig i stakehol-derperspektivet har erkendt at verden er mere nuanceret end som så,og samtidig har den også indikeret med sociale erklæringer at den erbevidst om omverdens medskabelse af de indre kræfter. Det må be-tyde at,den har en samvittighed over for omverden,der jo tager sig udsom en selvforførelse, fordi troværdigheden stadig er ankeret, der skalfastholde proportionalitet mellem det talte og beslutningerne. De re-aktive kræfter vinder over de aktive kræfter,og det gør de gennem fø-lelsen af skam og dårlig samvittighed, fordi organisationen opfatterværdierne som et nødvendigt onde og ikke som en mulighed. Det be-tyder, at organisationen oplever at den har fået frataget sine handlings-betingelser.Og når aktive kræfter fratages sin handlebetingelser og ad-skilles fra hvad den formår,vender organisationen mod sig selv, ind i sigselv. Samvittigheden bliver inderliggjort og dermed bliver det aktivefor alvor reaktivt: „Alle instinkter, der ikke får udladning udadtil, ven-der sig indad – det er det, jeg kalder inderliggørelse (…) det er oprin-delsen til den dårlige samvittighed.“ 47

„Jeg sænkede blikket mod det klare vandløb,men så mig selv, og vendte det mod græsset,så stor en skam tyngede min pande nedad.

Så lille som et barn foran sin moder stod jeg forstummet dér: for bittert er det

at smage ømhed blandet op med strenghed.“Sang 30,76-81

Det paradoksale omkring organisationen bliver at dens ekspressivitetvendes mod den selv. Dens forsøg på at brande sig enten som en so-cial eller etisk ansvarlig organisation vendes mod den selv, således atdens ekspressivitet vendes indad og vulkanen ulmer endnu mere forat kunne igangsættes. Organisationens betingelser for at skabe detrette liv i organisationen forvanskes til at blive et spørgsmål om at ind-svøbe handlingerne i et fugtigt slumretæppe,der får enhver handling til

68

ede hvorledes en lignende krise kunne afværges. De politiske idealerfra omverdenen havde frataget dem deres handlingsbetingelser ogdermed passiviseret organisationen til en reaktiv instans, der var udenmulighed for styring af dens egen skæbne.

Stakeholderperspektivet blev derfor introduceret som den formendekonfiguration af fremtidige beslutningsprocesser. Shell åbnede døreneop for omverden for at ændre på omverdens opfattelse af organisatio-nen som på det tidspunkt var en; „patrician, slow-moving, fat, rich, bure-aucratic, and closed (investors chronicle, 24 Oct.1997)“ organisation.48

Sagen om Brent Spar havde vist, at dens „ejendom“ lå i hændernepå stakeholderne, så hvis den ville generhverve denne ejendom, såskulle den angre. Der blev nu sat fokus på nogle af de kræfter, som varmedskabende for Shells offentlige forfald, og hurtigt blev der etableretet fagpanel bestående af „modstandere“ og Shell-folk som skulle sikreen konsensusløsning på problemet og fremtidige problemer, og i bed-ste fald formalisere sig som et skæbnefællesskab.

Shell forsøgte at hegemonisere en diskurs, der kunne lukke sig om-kring sig selv ved at definere hvad, der skulle diskuteres af fagpanelet,hvornår, hvordan etc.; altså en etablering af 2. ordens strategi. På denmåde bevarede de muligheden for at skabe det forestillede rum ogsamtidig frivilligt dekonstruere tidligere talepositioner for at kunne re-konstruere et fælles handlingsgrundlag.

Dette havde en konfliktabsorberende virkning, idet alle parter fik mu-ligheden for at skabe en betydning i relation til Shell. Paradoksalt nokgevandt Shell sin Goliat-position ved at demonopolisere og decen-trere sig selv i forbindelse med den tekniske ekspertise, politiske vur-deringer,økonomiske beregninger etc. for derefter at kunne reaktuali-sere koncernen ud fra en nyetableret horisont.

Shell fik renset sin „sjæl“, og fik bortdrevet den dårlige samvittighed,men kun ved at introjektere denne dårlige samvittighed som skyld, ogforblev dermed i ressentimentets lomme. Den etablerede dialog varnemlig ikke baseret på immanensen, den var baseret på at afværge

71

Et eksempel om Shell

Shell-gruppen blev i foråret 1995 mødt med en massiv modstand fraomverdenen, som spændte fra Greenpeace, forbrugerorganisationerover danske og europæiske politikere til miljøforskere over hele ver-den.Shell var ganske enkelt ikke særlig populær.

Den massive modstand var initieret af Shells ønske om at dumpe ellersænke en offshore installation, Brent Spare i Nordøst Atlanten.Dennenyhed havde spredt sig som ringe i vandet og specielt Greenpeace togsagen særdeles alvorligt og valgte at besætte installationen for enlængere periode. De heroiske skikkelser fra Greenpeace fremtrådte imedierne som David, der skulle bekæmpe den store stygge Goliat.Dette fattede øvrige interessenter i Shells omverden hurtigt sympatifor,og der blev vækket en kamp mod det gigantiske fantom.

Flere år forinden havde Shell startet en udarbejdelse af beslutnings-grundlaget for bortskaffelsen af Brent Spar (Grolin, 1999). Denne ud-arbejdelse tog udgangspunkt i de politiske, juridiske, økonomiske ogmiljømæssige konsekvenser ved bortskaffelsen af Brent Spar. Konklu-sionen blev at den optimale løsning ville både ud fra politiske, økono-miske og miljømæssige overvejelser være at dumpe Brent Spar iNordøst Atlanten.

Greenpeace og flere førende miljøforskere var af en anden opfattelse,og ikke nok med det. De fik hele den danske befolkning, tidligere sam-arbejdspartnere til Shell og fremtrædende opinionsdannere i mod sig.Hele sagen kulminerede den 20. juni 1995, hvor Shell valgte at droppesænkningen af Brent Spar. David gik sejrrigt fra installationen, mensGoliat slikkede sine sår.

Som et resultat af denne konflikt evaluerede Shell deres beslutnings-grundlag, og det viste sig, at de i et traditionelt rationelt perspektivhavde ret. Ikke desto mindre havde de lidt af kampen, og de overvej-

70

Den særlige kraft Greenpeace kunne mønstre var gennem storytel-ling, de var med til at dramatisere et hændelsesforløb, og iscenesættedem selv som den lille rebelske part, der kæmpede mod den storedovne kapitalist. Og denne evne skal vi diskutere og eksemplificereunder „paradis“.

73

fremtidige konflikter.Dvs. konflikterne blev anset som værende farligeog undergravende for virksomhedens aktiviteter. Det betyder at Shellstadig holder sig fast i et paradoksernes landskab, der blot indskriveren ny form for nihilisme,der ikke efterlader et betydningens spor,mensnarere et fragmenteret og ligegyldigt aftryk.

Shell er i dag en virksomhed med et relativt godt omdømme på trodsaf den latente branchekonflikt. De har nu valgt at afrapportere deresaktiviteter og beslutningsgrundlag gennem diverse „sustainability re-ports“, hvor de har klare hensigtserklæringer omkring deres politiskestillingtagen til miljø, arbejdsforhold og øvrige sociale anliggender.

Interiositeten af presset fra omverden har gjort de reaktive kræfter tilen gæld, eftersom Shell nu viser omverden at den skylder denne „no-get“. Shell erklærer gennem diverse rapporter at omverden med rettekan have sociale forventninger til virksomheden,hvilket blot kan betydeen yderligere indsnævring af Shells handlingsbetingelser. Det betyderrent faktisk at omverdenen får lov til at reterritorialisere Shells sjæl,somvi så kalder at Shell „re-præsenterer“ sig selv,men som blot er en andenmåde at lukke munden på omverden… den talende tavshed.

De er jo i den grad blevet presset til det. Det er ikke et ønske om denubetingede handling, men snarere fordi det er strategisk klogt, og detgør at Shell ikke nødvendigvis kan se mulighederne i den ændredekonfiguration, hvilket kan betyde at de vil forblive i skyggen af deresegen markedsposition. De vil altid være på afstand af det skete, og detsom hænder dem,da de ikke går ind og nygenskaber det politiske rum.

En nygenskabelse af det politiske rum ville betyde at de kunne blive„herre i eget hus“, da det er herfra deres eksistens bliver defineret.Den eneste måde at nygenskabe en politisk debat vil være at gøre po-litikken til et eksistentielt anliggende, ligesom Greenpeace gjorde det.De satte dagsordenen, fordi de synliggjorde deres lidenskab i hand-lingen, og derved viste de hvorledes et „sandt“ engagement kunne ef-fektueres.Det er herfra at Shell kan etablere sig selv i immanensen,ogdermed altid som en kraftfuldt enhed.

72

viser hen til andre tegn. Der er ikke nogle fortætningsgrader. Alt erblevet til tilværens kraft reaktualiseret i al afslørethed.Tegnet er blevetoverflødigt, fordi livet formes af de usagte virkende kræfter. Livetblomstrer og fortaber sig aldrig, fordi de ved godt at skæbnen hviler iden andens hænder og sammen fortæller de hinandens historie…

„Jeg svarede: ved den ømhed du beviser igennem dine ord, og ved den godhed

jeg ser klart i alle jeres flammer,åbner min tillid sig ligesom en rosenår solens stråler får den til at vise

alt hvad den er, og alt hvad skønt den rummer;og derfor beder jeg dig – og du,min fader,

sig om en sådan nåde er mig mulig – om at få lov at se dig utilhyllet.“

Sang 22,52-60

I nærværende afsnit tager jeg som sagt udgangspunkt i paradiset, derartikulerer branding som en relativ spontan kraft,der effektueres medhenblik på at skabe de rette holdninger.Det er skridtet videre end blotat skabe opmærksomhed gennem præsentationen og ændre folks opfat-telse omkring et fænomen gennem re-præsentationen.Nu handler detfor så vidt om at skabe den rette holdning blandt de implicerede i enorganisation og dens omverden. Og dette kan ske gennem poesi, hvorpoesien refererer til det skabende sprog. Poesien har nemlig en særligkraft,der skaber en rummelighed for det indre blik.Den kan bevare ogstyrke mulighedssansen (epibole) hos „den anden“. I dag er poesi igenblevet sat på dagsordenen, og netop fordi den besidder denne kraft.

Vi har altså været igennem en diagonal bevægelse, hvor branding somen intervenerende kraft er steget i takt med dens forandring som fæ-nomen. Det er klart at opsigtsvækkende reklamer, såsom Benettonspræsentation af de „skæve“ eksistenser, eller en speciel omtale af enorganisation kan være med til at ændre ens holdning til nogle forhold,men storytelling er blevet relanceret i erhvervsøkonomiske sammen-hæng netop med henblik på at styre og lede folks holdninger i en be-

75

Paradis

„Derefter, som maskeraden slutter,og alle, fri for masken de var skjult bag,omsider fremstår som de i sig selv er,

forvandledes nu blomsterne og gnisterne for mig, og jeg så begge kor i himlensåledes som de var og er i sandhed.Du genskin af den højeste, der undtemig dette syn af paradiset: giv mig

nu kræfter til at skildre synets indhold.“Paradis, sang 30,91-99

Paradis er ifølge Dante det sted hvor mennesket er renset, hengivenog forløst. Det har været en rensende vandring fra inferno igennemskærsilden og nu frem til paradis, hvor Beatrice står med åbne armeog tager imod Dante. Beatrice, som er den personificerede guddom-melige kærlighed, er indbegrebet af den kraft, som lader organisatio-nen spontant træde i karakter, uden tilsløring, tillukkethed eller medskyldfølelse, men i stedet med en styrke, åbenhed og indsigt der fårverden til at vise sin skønhed.

I paradis møder Dante og Beatrice hinanden (Adam og Eva). Nøgnevandrer de rundt,og lader hinandens frugtbarhed stå til skue.De gem-mer ikke på noget, fordi de ved nemlig begge at tilblivelsen ikke kanmønstres, og de ved også godt, at det nøgne liv er det eneste som kanfortætte deres afstand. Det nøgne liv er et liv, hvor tegnregimet næs-ten er blevet afklædt,og hvor poesis føder de rette ord.På trods herafser vi alligevel en dialektisk gensidighed, der lukker for den absoluttetilblivelse. Strategien er at være ustrategisk (ikke astrategisk; det bliverden først i Vita Nuova).Vita Nuova lader stadig vente på sig, men dermangler kun at blive taget et sidste skridt, så er strategien ikke bareustrategisk, men handlingen ubetinget, og dermed transcenderer im-manensen det transcendente. I Vita Nuova er der ikke nogle tegn, som

74

værkstanken er ikke en ny tanke,men har fået ny aktualitet i kraft af atnye typer virksomheder, nye omverdensrelationer og nye markederemergerer. I slutningen af 1800-tallet var der en strategisk variant afnetværkstanken, som man kaldte „karteldannelser“. Det var eksklu-sive samarbejdsaftaler mellem autonome virksomheder, der fastsattepris og mængde for hele industrien. Disse eksklusive samarbejdsafta-ler ophævede konkurrencen imellem virksomhederne og skabte der-med muligheden for at betragte markedet som et monopol,og dervedblev markedet udbudsdrevet og ikke efterspørgselsdrevet, hvilket igenbetød at virksomhederne konsekvensløst kunne lade prisen stige.

De osende skorstene er blevet skiftet ud med virtuelle joint venturespå tværs af lande- og faggrænser, og den gamle hierarkiske manage-ment-filosofi er blevet erstattet med en mere situationsorienteret le-delsesfilosofi (Kirkeby, 2000). Ledere har ikke længere en tilstrækkeligindsigt i hvad deres medarbejdere foretager sig, de har ikke det for-nødne overblik eller detailviden omkring alle ting, hvilket naturligvisskyldes arbejdsdelingen, men også at lederen ikke nødvendigvis erpersonen med den største faglige indsigt,men har nogle andre beslut-ningsmæssige kompetencer. Ledelse bliver derfor en indirekte ledel-sesform eller 2. ordens ledelsesform, hvor lederen kun er i stand til atpåvirke den ansattes holdninger (Kirkeby,2001).

„Lad nu dit sind stå åbent for min taleog siden gemme den; for det som fattesmen ikke fastholdes, bliver aldrig viden:

To ting udgør essensen i det offer,og dernæst selve pagten der slutter.“

Sang 5,40-45

Den høje specialiseringsgrad blandt medarbejdere, afkortningen af PLC-forløbene, 50 løbende ændrede konkurrenceforhold og nye distri-butions- og markedsforhold har skabt et behov for at tænke organise-ring mere dynamisk og processuelt.Netværksorganiseringen er blevetrelanceret som en samlebetegnelse for strategic alliances, joint ventu-res, virtual corporation og horisontal/vertikal samarbejde etc. Hvad

77

stemt retning. Det er ud fra det karikerede mantra om at, „it is notwhat you do, but how you do it“ som har vækket interessen for poesieller den mere populære betegnelse; storytelling.

Det specielle med storytelling er at øjeblikket bliver trukket ud til ethændelsesforløb, således at der skabes en bevægelse i øjeblikket. Enreklame spiller typisk på „billedet“ og en organisations kommunika-tion spiller typisk på „ordet“, hvor vi i storytelling vil opleve en for-ening af disse erkendelseskilder igennem metonymier, analogier,meta-forer og allegorier. En reklame har en eksogen billeddannelse, dvs.reklamen bruger billedet eksplicit som det centrale element i sin for-midling, hvorimod brugen af eksempelvis metaforer vender forholdetom, således at sproget skaber billederne og skaber dermed en endo-gen billeddannelse.

Det betyder, at denne sprogbrug får en langt større intervenerendekraft end billedet, idet de to centrale erkendelseskilder forenes ogkonvergerer hinanden,hvorimod sproget ex nihilo og billedet i sig selvkræver et større associationsarbejde, og dermed er der langt merekontingens på spil i denne separation. Muligheden for at skabe og fast-holde en holdning hos „den anden“, skyldes netop det forhold atdenne sprogbrug, valg af handlingsforløb etc. er begivenhedsskabendeog dermed en kraftudfoldelse/indfoldelse. „Den anden“ får simpelthenmuligheden for at „live op“ gennem oplevelsen og blive gennemstrøm-met af en stemning.

„Den ottende af himlens sfærer viser jer mangfoldige, utællelige stjerner,

forskellige i farve, art og omfang.“Sang 2,64-66

I paradiset oplever vi derfor en ustrategisk strategi som tankefigur.Den bygger på en gensidig dialektisk relation,hvor det nøgne liv står tilskue, fordi det er klogt! Denne tankefigur ser vi konceptualiseret i net-værksteorien, som de seneste år har dannet grundlag for en mere dy-namisk måde at analysere og konfigurere en organisation på. 49 Net-

76

prok. Det andet aspekt af relationens vedvarenhed er anerkendelse,som virker intensitetsabsorberende, idet anerkendelsen er en påskøn-nelse af „den anden“ eller en afmønstring af selvtilstrækkeligheden. |

„Han fortsatte: „Har mennesket mon på jordenen fordel af at leve i et samfund?“

- „javist“, sagde jeg, „derom kan ingen tvivle.“- „Og er dét muligt hvis det ikke lever

forskelligt i forskellig stand og embede?Ikke hvis jeres mester står til troende.

Således gik han trinvis frem,og sluttede:„Altså må jeres virksomhed utvivlsomt gro frem af ikke en,men flere rødder.“

Sang 8,115-123.

Det betyder,at netværk ikke er noget uden skabelse af divergerende ogkonvergerende kræfter, og det er her storytelling har en vigtig strate-gisk funktion, fordi den bliver til „det tredje“ element i relationen. Detelement, der decentrerer parterne for derved at kunne integrerekræfterne som udvirkende og skabende kræfter.Vi startede i marke-tingkonceptet med at illustrere hvorledes reaktive kræfter spillede enafgørende rolle for en organisations aktualitet.Her oplevede vi paniskeoverflyvninger, der skulle give organisationen luft til nye markedsero-bringer,men bevægelsen ind i skærsilden var den begyndende renselse,hvor perspektivet blev bredere og mere i øjenhøjde med dens egenskæbne, dog stadig som en reaktivitet, der ikke var panisk men nær-mere skyldbetonet.Byrderne er i paradiset næsten væk,og nu kan liveti sin mangfoldighed begynde at træde ud af skyggerne ved at vendevrangen ud på kulturlommerne. Med introduktionen af det tredje ele-ment, som nodalpunkt, er det sværere at tænke relationen strategisk,fordi kontingensen er blevet langt større og nødvendigheden i relatio-nen er ikke styret af hverken den ene eller anden part men af det tredjeelement; det iscenesatte hændelsesforløb, der kan mimes i fortællingen.

Men inden vi kigger nærmere på storytelling, så skal jeg lige præciserekoblingen mellem netværk og storytelling. Som jeg har antydet er et

79

der kendetegner disse organiseringsformer beskriver Nohria og Laut-mann som flg. „Nohria der følger Lautmann et al. Fremhæver, at „etsocialt netværk kan defineres som „et sæt af knudepunkter (i.e.perso-ner, organisationer), der er forbundet af et sæt af sociale relationer(i.e. venskab, overførsel af midler, overlapning af medlemskab) af ensærlig type.Generelt dækker netværk enhver organisatorisk enhed frasmå grupper til verdens systemer“ 51 I dette perspektiv forsøger manat bevare temporaliteten i de sociale relationer, og de sociale relatio-ner skal altid forstås som relationer, der både begrænser men også for-mer handlingsbetingelser.

Det er en organisatorisk konfiguration, der virker i „mellemrummet“og som udspiller sig omkring en række begivenheder. En organisationer ikke noget uden en relation, men er meget i et stærkt netværk, ogdet stærke netværk skabes ikke ved at indskrive en nødvendighed i re-lationen, men ved at intensivere relationen og skabe en dynamisk vek-selvirkning mellem centrifugale og centripetale kræfter, der både harintimiteten og funktionaliteten som virkende elementer.

Det centrale i forståelsen af netværk er at tankefiguren opererer meden langt større dynamik og med en langt større „usikkerhed“. Nårusikkerhed er sat i situationstegn skyldes det, at det middelbart erlangt mere risikofyldt for en organisations brand ikke at betragte sigselv som en netværksorganisation, end hvis den anser sig som en ud-strakt temporalitet. I det øjeblik at organiseringens temporalitet ercentral, og dens mangfoldige respondens til omverden er vigtig, så erdet mindst lige så vigtigt at mellemrummene fastholdes som momen-ter eller det,vi vil kalde begivenheder.Vi ser altså en organiseringsformder er langt mere nøgen i sin fremtræden, fordi organiseringen flytterorganisationens selvforståelse fra en „subjekt/objekt“-relation til en„subjekt/subjekt“ - relation, der netop organiserer sig ud fra to vigtigekomponenter; intensitet og anerkendelse. 52 Derved bliver organise-ringen langt mere dynamisk, idet samarbejdet bliver organiseret somen vedvarende markering af forskellighederne. Og eftersom netvær-ket kun kan bevare sin temporalitet ved at markere forskelligheder, såvil der være en subjekt-subjekt relation på spil, idet relationen er reci-

78

„På livets store hav sætter de kursenimod forskellig havn, efter instinktet

hver af dem fik, og som de drives frem af.Ved déts kraft stiger flammen op mod månen,

ved dét bevæges alt der drager ånde;dét er den kraft der sammenbinder jorden,den bue hvorfra hver en skabning sendes,

hvad enten den er uden tankeevne,eller besidder kærlighed og tanke.“

Sang 1,112-120

Storytelling består af to begreber; en historie og en fortælling. Disse tobegreber refererer henholdsvis til en begivenhed og en måde at itale-sætte denne begivenhed på. Ud fra en klassisk distinktion kan mansige, at det er en opdeling af indhold og form, men denne distinktioner noget upræcis, idet formen jo også er med til at skabe indholdet,hvilket hele kunstfeltet har vist os. Storytelling er en disciplin, somhar rødder 5000 år tilbage, men som først for alvor blev reflekteretog analyseret i antikken og her primært af Aristoteles, der i hans „Po-etik“ formulerer et diagram eller en opskrift på, hvad den gode histo-rie/fortælling skal indeholde. 53 Aristoteles’s formål med poesi var atfå folk til at opleve følelser og stemninger, der som efterligninger afhandlinger, kunne rense deres egne mørke sider. I Umberto Ecos Ro-sens navn oplever vi eksempelvis en munkeorden fra middelalderen,der bliver udsat for det ene dødsfald efter det andet, og munkenemener, at der hviler en forbandelse over klosteret, men det viser sig,at forklaringen til disse ulykker skal findes i en af bibliotekets bøgerskrevet af Aristoteles, nemlig hans poetik. En af de højtstående munkehar smurt gift på sidernes hjørner, hvilket betyder at de personer,som læser i denne bog, vil blive forgiftet, når de fugter deres finger forat kunne bladre i bogen. Blandt de konservative munke herskede deren stærk to på, at mennesket ville blive draget i forfald, hvis sanserne,glæden og underholdning kom til at påvirke den enkeltes dømme-kraft.Og hvad værre var; glæde og underholdning ville være med til atfremelske en række følelser der kunne rense livet fra frygt og bæven.Det ville jo betyde, at Gud ikke længere ville spille en central rolle for

81

netværk både handlingsforanledende men samtidig handlingsbegræn-sende. De kræfter som indvirker på handlingen er intimitet (intensitetog anerkendelse) og funktionalitet.På baggrund af intimitet og funktio-nalitet bliver netværket til et virkende-net,hvor betoningen ligger i ska-belsen af nettet (Fuglsang, 1998). Funktionaliteten kan knytte sig til detinstrumentelle formål ved selve udvekslingen, men samtidig medre-flekteres det intime i relationen,der er det supplerende bindingsmate-riale, og som er forudsætningen for, at relationen kan reaktualiseressom en subjekt-subjekt relation. Det intime har normativiteten somsin grund, hvilket betyder at relationen har en anden form for forplig-telse over sig - en forpligtelse, hvor det instrumentelle bliver sekun-dært og mindre vigtigt, fordi tro/viden, normativitet/teknik er hinan-dens forudsætninger. Det intime bliver relationens ethos og dermedogså handlingsvejledende, hvilket igen betyder at skabelsen af koordi-nerende mekanismer i relationen bliver sat på dagsordenen.Og det erher storytelling kommer til at spille en central rolle, fordi storytellingjo er en måde at artikulere handlingens væsen på,og dermed også denhandlendes karakter/ethos.

Branding ud fra netværksperspektivet bliver altså at katalysere „events“,der kan fungere som regulative idéer for netværkets udvekslingslogik.Disse events skabes gennem storytelling. Storytelling eller den danskeoversættelse „historiefortælling“ er derfor blevet til et indirekte ledel-sesredskab i en netværksøkonomi hvor differentierende elementermangler en samlingsfigur, der kan give øjeblikket en udstrækning medhenblik på at skabe det „tredje element“,der kan koordinere relationenustrategisk strategisk. Storytelling er kort sagt blevet sat på dagsorde-nen som et strategisk ledelsesredskab, som skal transcendere forskel-lige faggrupperinger og indskrive en fængslende horisont, der kanskabe parallelforskudte bevægelser i organisationen frem mod den vi-sion som skal være styrende for skyggetilværelsen i det daglige arbejde.Det tredje element er altså et hændelsesforløb, der artikuleressom en fortælling. Dvs. for at skabe den rette indsigt og klarhedomkring hændelsen kræver det en narrativering af et handlingsfor-løb, hvor stemningen i det skrevne ord skal være med til at giveforløbet en rummelighed.

80

fenhed, dvs. vedkommende skal have en bestemt karakter/ethos, derformer og synliggør den måde at sanserne skaber synergi og facilitereren handling på. Handlingen er det afgørende element i fortællingen,fordi den er udførelsen af den handlendes habitus, der ifølge ThomasAquinas er „den midte mellem det,der har og det,der har haft“.Hand-lingen struktureres i det spontane,og ikke omvendt, da man ellers kunville se handlingen som en fastholdende kategori.

Handlingen er jo mere end dette; den er både skabende og fasthol-dende og derfor ligger den „i midten“.Den afspejler en persons dispo-sition og samtidig dennes realitetssans, som vi også kunne sammen-holde med sindelags- og konsekvensetikken, og som igen har klareligheder med vores forståelse af netværksorganiseringens kombina-tion af intimitet og funktionalitet. Handlingen skaber og fastholderaltså en bestemt værenmodus og en bestemt rytme, hvilket bliverunderstøttet af det melodiske i fortællingen. Man stemmer ordene, såde får en rytme, skaber en stemning eller stemthed hos „den anden“,der forvandler ordene til en nodesamling, der enten i lethed og me-lankoli får ordene til at fremstå som instrumenter i kompositionen afhandlingen.Handlingen vil altid være et valg mellem en række alternati-ver, og eftersom det er en forsimpling af de tilgrundliggende overvej-elser kan handlingen ikke være et udtryk for situationens kompleksi-tet,men snarere et indblik i holdningen til en given situation.

Et andet interessant aspekt ved fortællingen er, at den gør op med denklassiske rationalitetsforståelse, hvor fakta og fiktion er hinandens di-kotomier. Det irrationelle skal bruges konstruktivt og bruges som enlevende fiktion, der henter sin evidens ved at spille på erfaringsbegre-bet eller phronesis om man vil. De traditionelle videnskaber og denprotestantiske religion har ikke noget ekspliciteret erfaringsbegreb.Tværtimod sigter disse opfattelser på at gøre anskuelsen nihilistiskmed reference til „reglen“, og ikke til oplevelsen. Med introduktionenaf erfaringsbegrebet i formidlingen af nogle hændelser, får fortællingenen bevægelse og en intensitet, der henter sin evidens i genkendelsen.Det betyder at tilhøreren skal kunne leve sig ind i begivenhedsforløbetog identificere sig med hovedpersonen. Hovedpersonen er typisk en

83

den enkelte munk, og at klosteret derfor langsomt ville opløse sigselv indefra, fordi troen og dermed Gud ville blive overflødig. Som enrefleksiv sløjfe på Ecos fortælling bruger han Aristoteles’s „poetik“dels til at bygge Rosens navn op med og samtidig giver poetikken osforklaringen på tragedien og selve handlingsforløbet. Aristoteles’spointe med poetikken er, at historiefortælling eller digterkunst erhelt centralt når mennesket skal lære at forholde til sine egne følelserog ved at artikulere en „efterligning“ af handlinger, kan man mime ethandlingsforløb for „den anden“, der forhåbentlig kan forløse inde-stængte følelser og fortvivlelse.

Aristoteles mener dog ikke, at enhver historie kan effektuere ovenstå-ende forløsning.Det kræver et helt bestemt spejlkabinet. „Da efterlig-ninger bliver skabt gennem det, som skuespillerne gør, følger for detførste med nødvendighed, at en del af tragedien er den orden, der fin-des i det, man ser, og endvidere udarbejdelsen af melodierne og skue-spillernes tale; det er nemlig i disse ting, efterligningen bliver skabt.Med „tale“ mener jeg, hvordan versemålene bliver sat sammen; mensudarbejdelse af melodierne er en evne som er helt åbenbar.Og da detdrejer sig om en efterligning af en handling, og en handling udføres afhandlende mennesker, som nødvendigvis må være af en vis beskaffen-hed både med hensyn til karakter og tænkning (det er nemlig ud fradem, vi siger, handlingerne er af en vis beskaffenhed; der er to natur-givne årsager til handlinger, tanke og karakter, og samtlige lykkes ellermislykkes med hensyn til dem), og da det er begivenhedsforløbet somer en efterligning af handlingen (med „begivenhedsforløb“ mener jegsammenstillingen af hændelser), og karakter er det, i kraft af hvilket visiger, de handlende er af en vis beskaffenhed, mens tanke findes i det,som siges, når de skal påvise noget eller udtale deres mening – så føl-ger, at det nødvendigvis er seks dele ved enhver tragedie, i kraft afhvilke tragedien har en vis beskaffenhed; disse er begivenhedsforløbog karakter og tale og tænkning og det man ser,og melodi.“ 54

Et begivenhedsforløb defineres ved at fortællingen skal have enstart, midte og slutning krydret med et handlingsforløb der skal ud-spille sig omkring enten en dramatisk eller komisk tankefigur, der ska-ber et plot eller en morale.Hovedpersonen skal være af en vis beskaf-

82

sandhedens sprog“. Deri ligger der, at vi skal blive bekendt med livet isin mangfoldighed både den lyse og den mørke side af tilværelsen.Denlyse side er det komiske – dét, som karikerer og distancerer begiven-heden med en lethed og en mildhed og som sløver kniven over for detskete. Det komiske og det tragiske ligger helt tæt på hinanden. Dettragiske kan i fremtidens lys fremstå komisk og det komiske kan i his-toriens lys fremstå tragisk, og det er ofte blot et spørgsmål om beto-ninger af ord og begreber der kan forvandle organisationen fra enfjende til en ven, fra en modstander til en medspiller, fra en taber til envinder etc. og typisk er det ved at redefinere plottet og flytte hændel-sesforløbet fra savnet til en organisatorisk længsel. Med den episkeform kan man illustrere virksomheden som en helt, der skal erobremarkedet og overvinde de fjendtligheder på markedet som hele tidenskaber forstyrrelse og forhindringer. Men når alle i virksomheden stårsammen vil man være i stand til at etablere en stabil markedsandel,indfri visionen om vækst og fremgang for hver enkelt medarbejderetc. Som eksemplet illustrerer kan en dramatisering af organisationenog dens relation til omverden fungere som en åndelig øvelse for denenkelte og for organisationens mentale rum (Kirkeby, 1998). Den kannemlig fremdrive en årvågenhed om organisationens situation og enmental rummelighed, der dekonstruerer historien for derefter at re-konstruere fremtidsperspektiverne hos tilhøreren såvel som hos for-tælleren; „De „åndelige øvelser“ angår både kroppen, at kunne ud-holde kulde, sult, tørst, og sjælen. På et generelt plan handler det om:

• at kunne fastholde forskellen mellem godt og ondt gennem træ-ning i at se den i de enkelte situationer

• at holde sig selv fast på livets korthed• at ransage sin samvittighed• at indse med vished at øjeblikket er den eneste dimension af tid

der findes.“ 58

Det skulle gerne blive klarere nu,at fortællingens modus både er at fri-gøre den enkelte fra uudtalte lig i lasten, men samtidig skabe samstemhos den enkelte og organisationen generelt, således at medlemmerneaf organisationen kan lære at påtage sig det fornødne ansvar i forbin-

85

begrebslig person, der skal illustrere hvordan man bør forholde sig tilen given situation. Erfaringsbegrebet bliver vigtigt, fordi det er krop-pens tanke, der ekspliciteres i en kontekst som en social relation. Deter samtidig i erkendelse af, at vi lærer og tilegner os viden, dels ud framimesis-figuren,men også dels ud fra stemninger og følelser.Det er li-denskaben (engagementets æstetik) der skaber dynamikken og frem-driften for det enkelte menneske. Når vi taler om et erfaringsbegreb,taler vi samtidig om erindringen, og erindringen er det reservoir, somhukommelsen har lagret i form af begivenheder, stemninger,oplevelseretc. Uden erindringen var det ikke muligt at tale om genkendelse, oguden forestillingsevne (epibole/imagination) var det heller ikke muligtat tale om genkendelse. Erindringen og forestillingsevnen giver os mu-ligheden for at lave analogislutninger mellem nutidige oplevelser ogfremtidige begivenheder ved at bruge forskel- lighedslogikken og der-med etablere forbindelseslinier til en ny indsigt. Erindringen er dendøde tid,der lever,og kan genoplives i mødet med nutidens oplevelser.Forestillingsevnen er ikke den døde tid som lever,men er den intuitiveindsigtskilde, der ikke har nogen logisk matrice at operere ud fra, meni stedet er en evne, hvor vi spontant skaber klarhed omkring en situa-tion. Det bliver altså en projektion, hvor transcendensen bliver imma-nent, og har dermed også ligheder til fantasi, og indbildningskraft. Så viser altså at erfaring, genkendelse, forestilling og erindring er intimt for-bundet,og er alle varianter af og betingelser for fortællingen.

Aristoteles har to varianter af hændelsesforløbet i en fortælling. Denkan enten være tragisk eller komisk. 55 „En tragedie er altså en efter-ligning af en handling, som er alvorlig, og som i sit omfang er fuldstæn-dig; i et sprog krydret således, at de forskellige ingredienser hver forsig er tilsat forskellige dele; ved hjælp af handlinger og ikke som fortæl-ling; ved medlidenhed og frygt bringende en renselse af sådanne fø-lelser til veje.“ Medlidenhed og frygt er de to begreber som skal styrefortællingens „sjæl“. Fortællingen skal dramatisere begivenhedsforlø-bet med „rimelighed“ og „nødvendighed“ således at tilhøreren fårvækket realistiske følelser og derigennem bliver renset herfor. Påstan-den om poesi er, at den kan have en terapeutisk funktion, der medBlanchots ord vil sige; „Vi skal rystes i vores grundvolde for at tale

84

musikalske værk som et organiseret hele (…), men tværtimod fordihan placerer sig hinsides den æstetiske totalitet.“ 61 Fortællingen skalaltså være fængende som en stemning, og ikke som en fiktiv skabelseaf kontinuitet. Det interessante er, når historien viser sprækker af til-fældighed, men samtidig bevarer en harmoni. Det gør den sandfærdig,men det er en hårfin balance, og specielt hvis fortællingen bliver brugtstrategisk for en organisation.

„Ligesom når man med sammenknebne øjne må se hvor solen partielt formørkes,og selve synet derved blænder synet,

stirrede jeg ind i denne sidste flamme,indtil jeg hørte: „Hvorfor vil du pine

dit blik for at se det som ikke er her?“ “Sang 25,118-125

Det strategiske er nemlig ikke årvågen for øjeblikket, men udelukkerøjeblikket og gør paradiset til en osteklokke.Hvis dette er tilfældet, såudfordrer organisationen nemlig sin egen skæbne og presser sig selvind i en reaktiv rolle, fordi den lægger fortællingens kraft død.Og i denforstand kan branding miste sin puls og sin løbende reaktualisering.Fortællingen skal jo give organisationen en ramme for at handle ogtræde i karakter, den skal give organisationen et ansigt, der vidner ombåde kontinuitet men samtidig om forvandling. Det er ikke sådan atforstå at den skal bære en maske, tværtimod skal fortællingen demas-kere det hemmelige, fordi sandheden er, at dét, der skjuler sig, afslørersig; og omvendt gælder det at, dét, der afslører sig skjuler sig.“ Sådanlød det hos Parmenides og gav senere genlyd hos Martin Heidegger.Denne tankefigur er helt central omkring den sande fortælling.Vi så imarketingkonceptet og i stakeholderperspektivet at sandheden bleventen komisk i det virtuelle landskab af flugtlinier fra marketing, ellertragisk og skyldbetynget i regnskabets time. „Den æstetiske tæft hand-ler nemlig om hverken at lade sig overmande af metaforikken, ellerblot tage til takke med dens grå sider. Ligesom, der bag det alt for for-sikrende, alt for ansvarlige, lurer en komedies figur, så lurer det tra-giske bag enhver strategisk metafor.“ 62

87

delse med livet, og derved tilegne sig den „rette holdning“. I en net-værksorganisering er det i særdeleshed vigtigt at parterne er bevidsteom deres egen formåen og begrænsning. Og denne evne kan fortæl-lingen være med til at udæske og klargøre for de ansatte, netop fordiden fastholder livet som en begivenhed. „I fortællingens mellemrumhøres, mere eller mindre klart, fortællerens stemme, snart fiktiv, snartuden maske.“ 59 Fortællingen bliver altså koreografien for det teater,der dagligt opføres i en tværfaglig organisering. Men hvad vigtigt er; deskal lære at opføre scenen uden et rollehæfte, uden en prædestineretevent,og med en klar bevidsthed om at fortællingen kunne have væretanderledes, fordi fortællingen har det mulige som sin genstand (i Ro-bert Musils forstand), men det mulige adskiller sig også fra det virtu-elle ved at kunne gentages, det kan det virtuelle per definition ikke, såhelt uden rollehæfte behøver det ikke at være! „I teatrets verden erden sande fortælling den, der griber tilskueren og fører ham gennemen erkendelsesproces;og i en sådan grad, at han kommer klogere ud afteatret end han kom ind. En sådan fortælling må naturligvis i visse as-pekter „ligne“ den virkelige virkelighed, for ellers hang klogskaben jo iluften. Men måden den „ligner“ på, det mimetiske, viser sig jo egentligkun gennem klogskaben – noget bider sig selv i halen.“ 60

Platon mente, at kunst blot var endnu en efterligning af verden, ogderfor en fordobling af det allerede eksisterende, og derfor lå på be-dragets side, men kunstens rolle kan jo mere end at fordoble verden;den kan digte os en verden, der kan blive sand. Derfor er kunst og le-delse tæt forbundet, fordi det jo også handler om at skabe samstemom fremtiden og skabe scenarier af det forventelige. Dvs. ledelse somen proaktiv størrelse har mange ligheder med kunstens verden; atskabe det umulige og iværksætte en horisont, hvor det mulige skal ba-lancere mellem det tragiske og det komiske.At skabe en magi eller enaura omkring organisationen,som var det et musikstykke der er ufuld-endt; „Selv uden nogen lærd analyse er det klart at når musikeren medstreng konsekvens giver afkald på det lukkede værks kontinuitet ellerpå den flydende udfoldelse af det,Walter Benjamin kalder det „aura-tiske“ kunstværk, værkets engangseksistens, så er det hverken for atbenægte enhver sammenhæng eller for at benægte det værdifulde iformen, og heller ikke for at stå i modsætning til forestillingen om det

86

En mulig diagnose

„Den første syntes spejlet i den andensom regnbue i regnbue; den tredje

var som flamme,næret af dem begge.“Sang 33,118-120

De reaktive kræfter er blevet mere og mere usynlige reciprokt for-skudt med afsløringen af det tilslørede. Det andet element er blevetforskudt til det tredje element i kommunikationen; nemlig imaginatio-nen. 63 I skærsilden var det en strategisk omgang med det „andet ele-ment“, men her er det en strategisk omgang med det „tredje ele-ment“, nemlig begivenheden som en event. Dante og Beatrice lodpjalterne falde og trådte frem på scenen i nøgen skikkelse; de genin-troducerede sig selv i hinanden, og decentrerede derved også sig selvfor at kunne være „noget“ for den anden. 64

Denne tankefigur har vi set genspejlet i paradis og netværkskoncep-tet, hvor relationen er central og hvor det „tredje element“ skal dis-tancere punkterne i relationen fra hinanden, men samtidig rekonstru-ere betingelserne for relationen. Ingen rigid herre/slave-relation, ingenklaustrofobiskabende mentale overflyvninger,men en rest, der virker imellemrummene.Tidshorisonten er nuét,hvor hverken traditioner el-ler fremtidsudsigter spiller en afgørende rolle for relationen.

Når det så er sagt, så er der fortsat en strategisk omgang, ikke medværdierne, men med det tredje element, der kun kan blive en tilnær-melse til begrebet „event“ og ikke begivenhed. 65 Med den strate-giske tanke som den mentale kategori holdes der nemlig fast i ennidkær æstetisering af det sociale og mentale rum, som har lighedermed en narcissistisk omgang med tegnsystemet hvor ego slikker sigpå sin ryg for at give genlyd hos alter, med det formål at retfærdiggøresig selv.

89

„Og ligesom ild ses styrte ned fra skyer,kan den impuls vi modtog først, jo svækkesaf falsk begær, og synke ned mod jorden“

ang 1,133-135

88

også muligheden for det anderledes og det unødvendige.Vi så, at for-tællingen med dens metaforik, kunne installere en billeddannelse hos„den anden“ ved at fastholde en sansekvalitet i sproget. Og dennekraft i sproget kan være forførende og dragende hos „den anden“,fordi den kan skabe en stemthed og et nærvær i fraværet, der fårerindringen og fantasmet som sin tangent. Og netop fordi den spillerpå erindringen hos „den anden“ kan en fortælling fastholde „den an-den“ i en reaktivitet, hvilket gør fortællingen til et indirekte ledelses-redskab, der på den ene side efterlader et spor af usagthed, men sompå den anden side også kvalificerer historiens betydning i nuet. Spo-ret af usagthed manifesterer sig jo i visualiseringen af handlingen, thihandlingen er jo blot et koordinat af alt det usagte. Den har derforhemmeligheden over sig, fordi den lykkelige bevidsthed er glemslens,og glemslen er tilblivelsens mulighed og samtidig den magiske skygge,der medreflekteres i handlingen. Handlingen vil derfor altid fremståmagisk i sproget, fordi sproget arbejder todimensionelt og handlingener tredimensionel!

Magten ligger derfor lige for, når vi taler om forførelse – nogle villekalde det manipulation andre ville kalde det konkurrencens og spilletsvilkår; i hvert fald skal man gøre sig afmægtig, eller simulere en afmæg-tigelse for at forføre! Men hvorom alting er, så oscillerer forførelsensmagt imellem to logikker.Den ene er strategiens logik,og den anden ernydelsen ved at erobre. Nydelsesakten består i selve prestigen, der erknyttet til tegnbeherskelsen omkring udfordringen og dermed til envilje til intet.Strategien bliver at åbne og lukke på en og samme tid.Detbliver at bevare fuldkommenheden som et mønster, og derved ude-lukke en tilskyndelse for ydre påvirkning. Igennem et forsøg på at si-mulere det fuldkomne, viger det bort fra princippet om tidens irrever-sible karakter. Det har modellen og simulakret som destination, ogderfor er forførelse en eventskabelse og ikke en begivenhed, da begi-venheden er irreversibel.

Den forførende organisation vil ikke blot forføre kunderne, men denforfører også sig selv i det øjeblik, akten bliver spontan. Netop vedspontanitetens ekspressivitet udfoldes forførelsesakten som en akt;

91

De begreber, som skal skabe grobund for en mulig diagnose i dette af-snit, vil være forførelse, udfordring og forelskelse. Disse begreber har allenogle tilværenformer som vi skal kigge nærmere på, men først vil jegredegøre for hvordan de skal benyttes i nærværende afsnit.

Forførelse har været et begreb som Kirkegaard, Camus og Bau-drillard har brugt. De ser det alle sammen, som noget negativt, nogetder griber ind i folks integritet etc.Men det kunne jo også være ander-ledes. Forførelse har klare ligheder med at fore-føre, dvs. den ene fø-rer den anden for, altså man leder den anden i en bestemt retning vedat bevæge den anden gennem en stemning.Det er klart, at hvis det bli-ver brugt strategisk, er det uhensigtsmæssigt, og så må man stille detspørgsmål; er forførelse ikke altid strategisk? Nej, tværtimod, hvis detvar strategisk ville der ikke være et spil, og hvis spillet ikke er tilstede,så er det ikke længere en forførelse. Det er ikke bare en nydelsesaktfor den der forfører, men kan så sandelig også være det, for den, sombliver forført – det kan jo ligefrem være en befriende hengivelse til„den anden“, thi forførelsens kunst er jo elegant og vedkommende ogpå ingen måde anmassende, da forføreren ville afsløre sit forehavendeog dermed ophæve spillet.

Forførelse foregår på en indirekte måde, hvor relationen etableres meden særlig kraft i tegnudvekslingen.Denne særlige kraft etableres ved atlade tegnet betegne det mulige og ikke nødvendigvis det aktuelle, menhvor det mulige får en skikkelse af noget eksisterende i relationen,derblot skal udæskes. I dette øjeblik transmuterer relationen fra at væreen intensitetsabsorberende relation til at blive en udfordring. Der stil-les et uudtalt krav om udveksling af „noget“, men hvor dette noget ivirkeligheden er det „tredje element“, der blot forskydes af konkur-rencens logik. Det tredje element udebliver derfor i sin rene tilbli-velse, men ligger immanent i spillet, og er den katalyserende skyggebag den intensiverede relation.

Udfordringen i en netværksrelation er ikke selve relationen, men denmåde hvorpå samarbejdet installeres og emergerer.Det er her,udfor-dringen hele tiden viser sin vilkårlighed og sin dobbelte kontingens.Netop fordi den indeholder den dobbelte kontingens, indeholder den

90

„At blive mere end menneske – selve sproget har intet ord derfor,men dette billede

forstår først den der frelses efter døden.“Sang 1,70-72

Den, der ikke bliver frelst eller finder hvile, er den som bruger histori-efortællingen som en selviscenesættelse, dvs. bruger en historie til atgøre sig selv helt i hændelsesforløbet - selvretfærdigende. Helten fin-des nemlig ikke, men er den medskabende illusion om overmennes-ket. Helten er jo ikke noget uden skurken, og lederen er ikke nogetuden sine medarbejdere,og fortællingen er ikke noget uden at den bli-ver fortalt. Den skal jo virke som en membran mellem det skete og detmulige og derfor er det også en følelsesmæssig termostat for lederen,fordi en sådan organisation fastholder lederen som en leder ved atgøre det intime funktionelt. Den styrker lederens selvportræt, menudelukker samtidig andre for at digte med,og fastholder dem derved ien reaktiv position.

Den narcissistiske organisations aktiviteter skal være med til at styrkedens selvportræt og dette bliver vigtigere end noget andet.Den nøgneorganisering skjuler det uskjulte, dvs. den integrerende mekanismeskal findes i imaget hos „den anden“. Når imaget bliver centralt, så bli-ver den virtuelle kraft et integrativt middel,og branding bliver dermeden omvendingsstrategi, hvor midlet er forførelse af „den anden“ gen-nem begivenheden. I skærsilden var den „psykologiske kontrakt“ i spil,hvor sprogspillene skulle installere en relation mellem parterne, menspillet, bliver mere udfordrende her, fordi betoningerne ikke er påsamspillet, men på den synergi, som samspillet skal skabe. Hvis ikkedenne synergi er tilstede, så kan det tredje element heller ikke forføre!

På den ene side skal der i relationen spilles på en skrøbelighed, dvs. denorganisation, der vælger at gå ind i et samarbejde med „den anden“bliver nødt til at definere sin egen utilstrækkelighed for at motivereden andens mulighed. Men på den anden side hviler samarbejdet ogsåpå en individuel selvstændighed for at kunne bevare en subjekt-sub-

93

som en distanceløs refleksivitet,hvilket gør det ekspressive muligt,mensamtidig underkaster forføreren sig sin egen medicin og reversibilite-ten er ikke længere mulig, fordi forføreren har netop opgivet strategientil fordel for selve begivenheden,og dermed er modellen ophævet!

„Forskellig kraft forbinder sig forskelligtmed himmellegemet den skænker liv til,som liv i jer forbinder sig med kroppen.Og eftersom den er af salig herkomst,lyser den glad fra legemet den bor i,som jeres glæde lyser fra pupillen.Og derfor varierer lysets styrke:

Og det skyldes ikke forskelle i tæthed,men må forklares ved formalprincippet,

hvis sammensætning skaber lys og mørke.“Sang 2,139-148

Netværkets initierende kraft hviler derfor på håndteringen af forfø-relsen,men hvor den varige relation skabes gennem kærlighedens for-vandlende fuldbyrdelse (jfr.VITA NUOVA). Det er her vi kan tale omen særlig kraft i det sociale, men det er også her, at relationen erenorm skrøbelig. Eva lod sig friste, men hvorfor lod hun sig friste?Måske på grund af uvidenhed, som er forførelsens mulighed, ellermåske, fordi hun lod sig forføre at noget attraktivt? Noget trak i hende,kaldte på hende; ordet boede i æblet, og hun svarede tilbage ved atspise af havens frugter. I det øjeblik hun svarede, blev hun forvist frahaven… Wittgenstein ville have kommenteret det med; „Hvorom manikke kan tale, bør man tie“. Hun forelskede sig ikke i Adam, men i ha-vens frugter, der kunne materialisere hendes egen fornemmelse forordet. Ordet blev dermed reduceret til en ting, en genstand somkunne fordøjes, men i det tekniske lys bliver ordet aldrig fordøjet; detliver tværtimod sindet op, for derefter at læne sig op ad tanken. Poin-ten er, at jo mere vi teknificerer ordet, poesien og tegnet, jo flere illu-sioner skaber vi for os selv.Og derfor skal det også være med varsom-hed at ordet skal træde, fordi

92

tilblivelsens evige lyst.“ Guds morder begik en sørgelig forbrydelse.Han dræbte for at tage Guds plads, og forblev i det negative som ennarcissist – åh gud hvor er det billede dog smukt, det ligner sgu da…

„Her står han nu: han hører dig og ser dig,tag vel imod ham! For det som han søger

er friheden, og den betales oftemed alt vi ejer, ja endog med livet.“

Sang 1,69-72

95

jekt relation, der organiseres omkring intensitet og gensidig anerken-delse. I den forstand skabes der basis for en funktionel og intim inte-gration, men den sande forfører skjuler „noget“ for at kunne etablereen intim relation, og dette element i relationen er magisk! Vi må dogikke glemme at hele spillet er strategisk, hvilket netop betyder at dethele er en iscenesættelse af relationen. Derfor er det en fastholdelseaf de reaktive kræfter, der triumfér ved viljen til intets hjælp, fordi nårtriumfen er etableret, brydes alliancen og det reaktive menneske ind-tager Guds plads. Når den nøgne organisering er etableret, og detskjulte er blevet uskjult, så brydes alliancen, og som edderkoppen derspinder et net omkring sig, tager den Guds plads.Men ikke kun det re-aktive, men også viljen til intet bryder alliancen ved at inspirere til no-get nyt i mennesket;den aktive selvdestruktion.

Netop fordi den ene tager den andens plads, og ikke accepterer sub-jekt-subjekt relationen. Eva lod sig friste… og indtog piedestalen forderved at kunne bemægtige begivenheden, men i sandhedens navn erdet en begyndende selvdestruktion; hun blev smidt ud af haven, og detkunne have været glidebanen mod inferno.Viljen til intet må blive enusynlig magt, en forførelse. Og netop fordi det er en forførelse og hardet magiske som sin fremtrædelsesform, er det muligt at afmystificeredenne usynlige magt ved at bryde alliancen med viljen til intet.

„Nu ser du da hvorledes universetsorganer virker trinvis: hvad de modtagerfra oven, sender de med virkning nedad.“

Sang 2,121-123

Den anden mulighed er at bryde alliancen på et andet område. Ogdette kunne være den aktives destruktion.Den aktives destruktion be-tyder det moment,hvor viljen til intet transmuterer.Destruktion bliveraktiv i det moment at alliancen mellem reaktive kræfter og viljen til in-tet brydes,viljen til intet konverterer og bliver relateret til en affirmativmagt, som ødelægger de reaktive kræfter. Og denne bevægelse kanblive skridtet ind i Vita Nuova. Destruktion bliver aktiv for så vidt detnegative er transmuteret og omvendt til affirmativ magt; „selv at være

94

De var ankommet sent søndag aften, og allerede mandag morgen blevmobiltelefonen tændt og forbindelsen blev ret hurtig varm med op-kald fra kontoret. På det tidspunkt skulle de til at søsætte Advice Ana-lyse A/S som et selvstændigt firma.Advokater, revisorer og medarbej-dere skulle derfor løbende rådføre sig med Jesper om deforretningsmæssige dispositioner.

Han havde et ry for altid at være dybt engageret i sine aktiviteter, såhans koleriske temperament viste sig, når tingene ikke lykkedes forham. Specielt da en af de loyale tinsoldater ringede ham op for at løseet helt afgørende problem for at kunne søsætte Advice Analyse. Derkom desværre så meget knas på linien, at de ikke kunne høre hinan-den,og telefonboksen lå ikke lige om hjørnet.

Men det elskede æbletræ foran verandaen kom ham til undsætning.Han fandt hurtigt en stige frem ude fra en gammel stald. Med hjælp fradenne kunne han komme op i trætoppen. Og der sad han så. Sammenmed fuglekvidre, frakken trukket godt op om ørene navigerede hanhjemmefronten på plads, så Advice Analyse A/S kunne blive en reali-tet. Firmaet eksisterer den dag i dag.“

Historien er et klassisk eksempel på storytelling. Den har en start,midte og en slutning, med et handlingsforløb, der finder sit klimaksda Jesper genetablerer forbindelsen med hjemmefronten. Desudensynliggør handlingen en særlig form for ethos hos hovedpersonen,der projiceres ud som den „rette holdning“ og formidler med rime-lighed og nødvendighed en situation, hvor der spilles på „det muligeog det skete“.

Det mulige visualiseres gennem et „dias-show“ som det skete, og skali bedste fald aflejres som en handlingsvejledning for den enkelte an-satte. Hvis dette lykkes, så kan det intime blive funktionelt og en Ad-vice Analyse-medarbejder kan gennem erindringens kraft genkalde siget mentalt rum, der kan forme og begrænse handlingsalternativer i enlignende situation.

97

Et eksempel om Advice A/S

Advice A/S er et konsulentfirma, der har specialiseret sig i rådgivninginden for strategisk kommunikation, hvor de bruger storytelling somen del af deres redskaber til at opbygge en organisation med. De er inærværende sammenhæng et eksempel på, hvorledes historiefortæl-ling kan folde sig ud og fungere som et internt ledelsesredskab fornetværksorganisering.

Vi er i Danmark, nærmere betegnet København i et gammelt pakhus,der er lavet om til en lagkage af nye mindre virksomheder, som påforskellig vis baserer deres forretningskoncept omkring forståelsenaf samfundet som et netværkssamfund. I toppen af lagkagen sidderen driftig herre på omkring de fyrre år, men han er hverken fed ellerfærdig. Hans navn er Jesper Højberg og sammen med trolige kompa-ner spinder han et netværk omkring sig, der dog har sit udspring fraAdvice A/S. Han bliver beskrevet som „den klassiske“ entreprenør,dygtig forretningsmand, dybt engageret men med et, til tider, nogetkolerisk temperament.

En fredag eftermiddag i 2001 samles en lille flok Advice Analyse-med-arbejdere (søsterselskab til Advice A/S) til et glas rødvin, og snakkengår om „ugen der gak“.En af Jesper Højbergs betroede medarbejderekommer et smut forbi for at fortælle en historie:

„Vi skruer tiden nogle år tilbage;dengang hvor Advice A/S for alvor vari vækst og hvor Jesper Højberg ikke havde ligget på skjoldet uden detvar strengt nødvendigt. Ikke desto mindre var der en uge i efteråret’99, hvor Jesper tillod sig at tage op på en svensk ødegård sammenmed sin kone. Ødegården lå helt der ude, hvor øde giver mening. Dervar intet elektricitet i huset. Man skulle ikke forvente varmt vand frahanen, i stedet var den eneste varmekilde det kvindelige bryst. Kortsagt,dejlig primitivt.

96

kan have en reduktionistisk kraft, der kan fremstå meget uskyldig, dadet har en tangent til fremtiden.Men det aflejrer en horisont og reter-ritorialiserer sig som en reduktionistisk kraft for tilblivelsen, og der-med også for ekspressiviteten i en organisation.

Det skaber ikke bare et overskud af mening i virksomheden qua for-skellige fortolkningsbidrag til den fortalte historie, men det skaberogså et overskud af intensitet, som kan være mere hæmmende endgavnende for et givet samarbejde.Det kan fastlåse den anden i et reak-tivt forhold, hvor spontaniteten og erfaringsgrundlaget er frataget denenkelte medarbejder, og derved bliver der et overskud af intensitet ivirksomheden, så den tilsigtede intensitetsabsorbering kan også få denmodsatte virkning,men hvad gør en virksomhed eller organisation så?

Vi kan altså forsigtigt sige, at poesien har lænet sig op ad sproget ogderigennem skabt en kombination af poesi og retorik 66 i nærværendeafsnit, men hvad nu hvis poesien læner sig op ad handlingen? Hvilkenfunktion får poesien så?

I Vita Nuova skal vi se nærmere på nogle af de forhold, som kan skabedet bedste brand for en organisation, hvor ledelsen ikke bare er reto-rikeren,koreografen og instruktøren på én og samme tid,men hvor le-delsen bliver nødt til at DØ FOR AT KUNNE genføde DET RETTE liv.

99

Nu er der jo ingen autoritativ fortolkning på en historie, og vedkom-mende som har fortalt historien ved aldrig hvordan denne vil blivemodtaget eller videreformidlet. Men den har både frygt og udfordringsom temaer. Frygten viser sig der, hvor Jesper er ved at miste forbin-delsen til hjemmefronten. Han ville se det som en katastrofe, hvisdette skete. Men han tager udfordringen op, og iscenesætter sig selv påkomisk vis som en heroisk skikkelse,der ikke lader sig kue.

Virksomhedslederen bliver derved „den andens“ dobbeltgænger, hanbliver gennem fortællingen italesat som et ikon, der er en kloning af enhandling – en imaginær figur der skal inderliggøres så den rette hold-ning kan tage bolig i tilhøreren. Samtidig er det vigtigt at pointere, atJesper Højberg er forføreren, der ikke blot forfører sine medarbej-dere, men også sig selv, eftersom dommen om den rette handling ikkeblot falder på „de andre“,men så sandelig også på Jesper selv.Han ska-ber sin egen betydning som et ideal for derved at kunne retfærdiggøresig selv, men det er jo en projektion, som kan hamre tilbage i hovedet,thi troværdigheden findes ikke i talen, men i handlingen, og den er perdefinition irreversibel og dermed ikke mulig at gentage som detsamme, men som en forskel, og det kan skabe problemer med hensyntil det sande i fortælling.

Virksomheden er netop ikke så stor, så digtningen af historien skalmime en karakterdannelse, som kan spejles i den daglige omgang.Vikan ikke forholde os til om det skete, rent faktisk er sket, men vi kanvurdere om det skete er muligt.Dette kan foregå ved at sammenholdeden iscenesatte holdning, der beskrives i fortællingen med de dagligehændelser, og derved kan vi som tilhørere vurdere, om det er et fan-tasme eller om det med en vis rimelig- og nødvendighed er et simula-kre,der har bund i immanensen.

En fortælling kan digte en verden som kan blive sand,og som vi har setdet i de andre afsnit, så er der ikke længere tvivl om at virtualitetenkan aktualisere sig ved at give „noget“ identitet gennem det mulige.Men det mulige er en affirmation af det samme, som kan blive virkelig-gjort ved at mime det mulige. Det betyder, at det mulige rent faktisk

98

som trengte å bli befridd for ujevnheter slik at det kunne inpasses i detstore Tempelbygget som ordenen bygger. I medbrodergraden (skærsil-den) ble synsfeltet utvidet til en belæring om å se nødvendigheten avsamarbeid og samliv med andre brødre.Gradens sang og musikk sym-boliserer den harmoni som oppstår gjennom det arbeid som her utfø-res med den enkelte. Den tilhugne steinen skal nå tilpasses en størresammenheng (Paradis). Det vil si at den nå er polert slik at den kanbrukes i Tempelbygget. Frimureren er nå en åndelig stein som kantjene i den større harmoniske sammenhengen. De tre gradene i St.Jo-hannes-frimureriet kan samles i stikkordene fødsel, liv og død. Gra-derne svarer på de tre spørgsmålene:

Hvor kommer jeg fra?Hvad er min bestemmelse i livet?Hvor går jeg etter dette?

I korthet lyder svarene:Jeg har utgått fra skaperen.Å finne min lykke i Gud gjennom den innerste forening med ham.Gjennom dødens port går jeg til en mer fuldkommen tilværelse.“

De to første grader er som sagt erkendelses- og bekendelsesgra-derne.Ligesom vi så Nike og Shell måtte ligge på knæ og bede om tilgi-velse, skal den enkelte bror søge sin egen forståelse gennem fællesska-bet. Den sidste grad (3. graden) er særlig interessant, når vi forklarerdet intermezzo, der ligger i bevægelsen fra den profane verden til denåndelige verden. Det er også her, kimen til forståelsen af forskellenmellem forandring og forvandling, ligger. 69

Det kan måske lyde lidt dramatisk, men døden skal ses symbolsk, somalt andet arbejde i Den Danske Frimurerorden. „Men døden er ikkenoget negativt begreb, fordi den understreger det liminale:At organi-sationen, ligesom den ægte forsker, må igennem en begrebs-ødelæg-gelsesproces, før en autentisk erfaring, der måske kan føre til relevanterkendelse overhovedet kan påbegyndes. Døden slår således forvand-lingens (epistrofe) tema an.“ 70

101

Forandring og forvandling

– et intermezzo

„Din vandring gennem livet bliver forklaretnår du er nået frem til stråleglansen

fra hendes blik som ingenting er skjult for.“Sang 9,130-132

Således startede vores åbningsreplik i inferno,og siden har vandringengået gennem skærsilden og paradis, og nu er det lige før brandingfæ-nomenet åbenbarer sig som en stråleglans,hvor intet er skjult.

Inferno var lærlinge-ritualet hvor organisationen var kastet ud i en ver-den, hvor den ikke hørte hjemme. Den skulle bekende sine synder iskærsilden, der var svende-ritualet og træde ind i paradis med ydmyg-hed og et guddommeligt smil om læben, som var mesterritualet. Såle-des forandrede branding og den begrebslige organisation sig set i lysetaf tegnregimernes virtuelle kræfter.

Ligheder til dette udviklingsforløb kan genfindes i Den Danske Frimu-rerordens gradsopbygning, hvor den enkelte frimurerbroder gennem-går tre indledende ritualer som de kalder St. Johannes-frimureriet. St.Johannes refererer til Johannes Døberen, der i middelalderen var skyt-sengel for en række byggelaug og gilder. Det er denne tradition somvidereføres i frimureriet. I Frimurerlogen ligger biblen netop også slåetop på Johannes evangeliets første kapitel, og skal symbolisere Johan-nes døberen som vejbereder. 67

„I lærlingegraden (Inferno) skulle frimureren lære seg selv å kjenne.Den upolerte murskjeen og det grove forkleet skulle symbolisere detnødvendige arbeidet den enkelte frimurer måtte gjøre med seg selv.Arbeitsteppets utilhugne stein var et bilde på det enkelte menneske

100

Vita nuova

Such sweet decorum and such gentle grace attend my lady’s greeting to mankind that lips can only tremble into silence,

and eyes dare not attempt to gaze at her.untouched by all the praise along her way,

and seems a creature come from Heaven to earth,a miracle manifest in reality.

Miraculously gracious to behold,sweetness through the eyes reaches the heart

(who has not felt this cannot understand),and from her lips there seems to move a spirit

tender, so deeply loving that glides into the souls of men and whispers: „sigh!“

fra Vita Nuova af Dante

Vita Nuova er den latinske betegnelse for „det nye liv“. Dante skrevkronologisk setVita Nuova efter Den guddommelige komedie.Vita Nu-ova er et afsluttende fragmenteret værk, hvor han eksplicit viser sinstore kærlighed til Beatrice. Beatrice har været med ham gennemhele livet.Det står dog ikke helt klart om Beatrice er et fantasifoster,den guddommelige personificering eller om hun virkelig har spilleten central rolle for hans kærlighedsliv. I hvert fald er slangen færdigmed at slikke sig på ryggen og gøre sig lækker for omverdenen. Dener bare til, og bliver til i begivenheden.

Ikke detso mindre er Vita Nuova et værk, hvor Dante beskriver denlidenskabelige kærlighed både på godt og ondt. Han fortæller oshvor glædefyldt en sådan relation kan være, men også hvor smerte-ligt livet former sig, når „den eneste ene“ forlader jorden. Han be-skriver Beatrice som den skikkelse, der kommer fra himlen og nedpå jorden; et mirakel, der manifesterer sig i realiteterne. Fra hendes læ-ber bevæger der sig en nænsom ånd, der glider ind i mænds sjæl og

103

Det er gennem de liminale processer, at en organisation kan geneta-blere sig som en sand organisation – det er nemlig i det immanenteplan, at der kan findes en konsistens, en kraft der kan affirmere for-skellen,og en ethos kan langsomt tage form,hvor identitet og image erdet samme.Ved forvandling sker der et skift ikke bare i fænomenetsbetydning, men også i meningens mening „bag“ fænomenet, dvs. thephilosopher’s stone skal vendes for at træde frem på ny.

Forvandlingen skal altså ske ved at genvinde immanensens skaber-kraft, og ved at genføde sig selv som en „krop uden organer“, som ak-tiv ren virtualitet. Og det er da også lærdommen fra 3. graden; MAC-BENAC – kroppen skiller sig fra benene for at kunne blive genforenetmed det fremmed i sig selv.

Branding er nu ikke længere et gyldigt navn, thi „døden artikulerer detfaktum, at der ikke er noget privilegeret sted hvorfra en organisationkan beskrives, samt at dens aktører absolut ikke kan betragtes somsandhedsvidner. At der ikke er nogen herrer, der har ret til at givenavne – det som Nietzsche i „Moralens genealogi“ beklagede sig overaltid op gennem historien havde været tilfældet“. 71

I stedet slår vi åndelige arkitektur an som det begreb, der skal forenehexis og handling, og samtidig gøre branding til en aktiv kraft hvor det„åndelige armod“ forvandles til en ny form for virtualitet. Handlingener nemlig tredimensionel, og ikke todimensionel som sproget. 72

Handlingen skaber rum, og samtidig fastholder den en bevægelse; derkan give immanensen konsistens.Det kan ordene og navnene ikke - dekan blot fylde tomhed på tomhed (mulighed på mulighed). Lad detvære indgangen til Vita Nuova, nu hvor vi har banket tre gange, så mådøren da for Guds skyld åbne sig…

102

været fore-ført af hexis. „Hexis er med andre ord den proces, hvori vilærer os selv at forme vores tilbøjeligheder, bid for bid, efter det gode,indtil vi føler den gode tanke, og spontant vil den gode handling“. 74

Dér begynder sjælen at stråle af sig selv,og branding er ikke længere etdækkende eller nødvendigt fænomen, men i stedet skal vi have et tre-dimensionelt begreb, der har den sociale kraft som sin akse, hvilketkunne være åndelig arkitektur. Et begreb som hverken er immanent el-ler transcendent reflekteret, men som arbejder i mellemrummet, ognetop fordi det virker i mellemrummet, så virker det også som enkraft, der konstant omfavner vores liv. Åndelig arkitektur rejser sig,som en monumental ramme med en fyldig kraft. Den er ikke interes-seret i tiden, fordi den har accepteret døden. Den er ikke interessereti funktionalitet og strategi, fordi den har mødt saligheden.Den er sågarheller ikke bekymret om væren, fordi den ved, at den skal tro.

Åndelig arkitektur er et begreb som kan fange hexis-figuren; en figursom har al mulig forvandlende potentiale.Arkitektur var i virkelighe-den det første æstetiske fænomen, som man begyndte at analysere,ogi takt med opførelserne af de store katedraler i Sydeuropa gik man fradet operative arbejde til det spekulative arbejde, som vi kunne parallel-forskyde til overgangen fra industrialiseringen til det såkaldte „vi-densamfund“. Det spekulative arbejde var den virtualitet, som hånd-værkerne skulle aktualisere i arkitekturen.De skulle give katedralerneen særlig ånd,der både skulle sætte tiden i parentes men samtidig gørerummeligheden plastisk, så der både bogstaveligt og i overført betyd-ning blev højt til loftet.

Det var derfor ikke nok at lade et sjak bestående af traditionelt godehåndværkere opføre en katedral. De skulle være i stand til at besjælemurstenene, så betydningsdannelsen for det enkelte menneske kunneaktualisere sig både i forhold til den anden, det andet og sig selv. Hånd-værkeren skulle indoptage det, Dante indledningsvis nævner; „Suchsweet decorum“. „Decorum“ henviser nemlig til en „fornemmelse fortingenes placering i kosmos“ (Kirkeby, 2001), og denne fornemmelsevar helt essentiel hvis katedralen skulle rejse sig på vellykket vis. Detvar derfor ikke nok med uddannelse, men håndværkerne skulle gen-

105

hvisker med en særlig kraft, der ligger i mødet med hendes læber;hun er fantastisk.

Hun er ikke kilden til forandring eller revolution,men til metamorforsesom Ovid (transformation) ville sige det. Hun overskrider formen,fordi hun vil det ubetingede. Hun stråler ikke, fordi hun har sminketsig, eller fordi en fingernem plastickirurg har forvandlet hendes ydre,men fordi den indre skønhed kaster en glans på omverden. Det erikke bare forførende, det er mirakuløst. Mange ville i mødet medhende sige; „Denne kvinde er en af himlens smukkeste engle.“ 73 Huntilhører forvandlingen, fordi hun mestrer den lidenskabelige tanke,fordi hun kender til „det fjerde element“ - dét som vokser ud fra detliminale og forplanter sig som den evige tilblivelse.

Kærligheden er livets lys. Den får livet til at fremstå fantastisk. Den eren mærkelig fætter med adskillige ansigter, men vi kunne jo bruge Pi-erre Teilhard De Chardins beskrivelse: „Kun kærlighed kan forene le-vende skabninger, sådan at de fuldstændiggøres og fuldbyrdes, for kunkærligheden tager dem og sammenføjer dem, gennem hvad der liggerdybest i dem selv“. Det er gennem intimiteten, at det ufuldendte kanfuldendes. Det er dét, som er bindingsmaterialet for en varig relation.Men når vi forsøger at beskrive det, så smutter det gennem ordene.Ordene er utilstrækkelige, fordi der er en særlig semantik på spil, enekspressiv symbolisme (Åkerstrøm og Born, 2001), som forføreren joogså benytter sig af. Forskellen mellem forførelse og kærlighed kanmåske være, at forførelse i større udstrækning har spillet og udtrykketsom sin akse, hvorimod kærlighed har hengivelsen og tavshed som ken-detegn. Kærligheden lærer os at lade tomheden tage bolig i kroppen,give tomheden den rette fylde, så vi kan blive ven med døden. Ja,det ermåske ligefrem kærligheden som i sidste instans kan gøre os værdigetil begivenheden?

Således kan det gå. Og det er det, man som organisation bør tro på.Organisationen skal underkastes en forvandlingsproces, der søger detubetingede,dét,hvis navn i sidste instans kun viser sig i handlingen. Pro-cessen har været gennem inferno, skærsilden og paradis, og den har

104

Med introduktionen af phronesisbegrebet bliver begreber som huma-nitas og communitas også vigtige, fordi phronesis først og fremmesthandler om at bemestre livet inden for nogle sociale rammer.Mennes-ket finder sig selv i mørket og i „det fremmede“, eller gennem det an-det menneske, der står med lampen og oplyser ens egen skygge. Detsociale er en uvurderlig kategori, når den enkelte skal skabe vishedomkring sig selv. Det kræver et communitas, en referencerammehvorfra livet kan blive genspejlet og forløse sig. Og det fine ved etcommunitas er rent faktisk, at man bevarer sin egen mulighed for til-blivelse gennem den sociale anonymitet. Man er ikke markeret ellerfastlagt, men mønstret gennem det sociale, der kan facilitere den fort-satte bevarelse og udæskning af en ethos. I lyset af den traditionelleforståelse af branding ser vi altså, at det er livet, som kaster en glans frasig og ikke simulakrene, der indskriver allerede eksisterende kultur-lommer.Og det er jo også derfor Wittgenstein siger,at man bør tie dér,hvorom man ikke kan tale, eller i hvert fald bruge det billedløse sprog, såman kan fastholde drivet og en åbning for nye tilblivelsesformer; altsåat bevare livet i sin mangfoldighed (se senere), hvilket gør en organisa-tion til et livsfællesskab med en sand ethos!

Et communitas har klare ligheder med „polisstaten“, som Platon ogAristoteles beskrev den idealtypiske samfundsformation. Polisstatenvar et fællesskab hvor alle sang det vers, de selv kunne skrive. Det varet fællesskab,hvor alle kendte deres plads,men hvor filosoffen var denukronede konge.Han var den åndelig arkitekt, fordi han havde indsigt ikosmos og livets mangfoldighed.Han var ikke bare en uddannet mand.Han var en dannet mand, som forstod at handle i forhold til det gode,ganske ubetinget. Han var faktisk „beyond being“ i en evig stræben ef-ter at tilnærme sig en værdighed. Og værdigheden stod ikke skrevet idåbsattesten, men skulle hele tiden konfirmeres ved at udfordre deneksisterende indsigt og ved at udøve og gennemleve betingelser forden gode handling.

Den gode handling var konstitueret af dyden, hvor dyden skal ses somden regulative idé, der former og fastholder betydningens begivenhed.

107

nemleve en bestemt dannelsesproces for netop at tilegne sig dennefornemmelse for kosmos. Håndværkerne skulle kort sagt tage deresegen medicin, så de kunne blive herre i eget hus.

Men til dette hører der sig en forvandling, som har sin mulighed gen-nem de liminale processer. „Det liminale er forvandlingens princip.Som arkitektur har det ligheder med Sarastros palads i „Tryllefløj-ten“: Man må gennem dets huler, helveder, labyrinter og personligtdedikerede prøvelser, for at komme hel ud. Dog med den forskel, atingen har skrevet librettoet for den individuelle og den kollektive for-vandlings lykkelige udgang.Nattens dronning har mere magt i virkelig-heden end i kunsten.“ 75 Åndelig arkitektur er altså en terapeutiskorganisering, hvor dannelsesbegrebet står helt centralt for at kunneforene „det sande“, „det gode“ og „det skønne“ i forståelsen af phro-nesis. Mennesket skal igennem diverse labyrinter og mørket for atblive ét med sig selv, for at få en ethos, der gennem nattens dronningkan lyse livet op.

„Det er jo i stigende grad såre vanskeligt at se bort fra det forhold, atvirksomheden i den „hypermoderne“ fase er tvunget til at opbygge etgrenværk af goodwill og loyalitet omkring sig, der hviler på andet ogmere end varemærkets, brandets magi. Naturligvis vejer produktetsindhold af viden og knowhow,dets præsentations-radius og dets kvali-tet, stadigvæk tungt, når vi taler om handel mellem virksomheder ind-byrdes,med alt fra turbiner via gravkøer og knastakser til læggekartof-ler og chips, men jo mere kompliceret produktet bliver, eller jo meresindrige de sammenhænge viser sig at være, som et produkt i bred,uspecificeret forstand kan indgå i, desto mindre rolle spiller brandetog desto større rolle spiller virksomhedens evne til at skabe tiltro tilsig gennem sin praksis.“ Med vægtningen af tiltroskabelse gennempraksis 76 ser vi altså, at phronesis er blevet sat på dagsordenen, og atbrandet spiller en mindre og mindre rolle fordi brandet jo kan væremed til at skabe inerti og rigiditet i organiseringen. I stedet skal vivende os mod en processuel forståelse af identitet, der netop kanfinde sit udspring fra phronesis som et udviklet „jeg“.

106

I dag ser vi et lignende behov for at rekruttere medarbejdere og fast-holde disse, der har potentialet til at kunne agere selvstændigt, spredebegejstring og samtidig have en ydmyghed, der i al tavshed skaber etuudsletteligt indtryk internt såvel som eksternt.Medarbejdere er i dagderfor virksomhedens nye brand equity, thi de er de moderne noma-der,der vandrer rundt og føder nye idéer rundt om i forskellige stalde,som var det barnet fra Betlehem der kom til verden.

Nogle af de nye tendenser er at medarbejdere italesættes som imær-kesættere. Nu er det ikke præcis denne analogi at jeg vil slå an, men istedet betone denne tendens lidt anderledes. Den helt markante for-skel er at imærkesættere stadig har et strategisk sigte og efterladerderfor ikke andet end et mønster for „kejserens nye klæder“. Enimærkesætter kan ikke andet end markere, han/hun kan aldrig demar-kere, fordi vedkommende lader ikke begivenheden blive til.

Den sande imærkesætter, er faktisk den person, som deterritorialise-rer de allerede eksisterende kulturlommer, og som nyrekonstruerermuligheden for et essensløst fællesskab (Fuglsang og Ljungstrøm,1999). Et essensløst fællesskab, kan for nogen klinge noget kynisk, ognærmest fremmedgørende,men i virkeligheden, så er det bare så radi-kalt tænkt, at det bliver muligt at tænke et fællesskab som et samvirke(læs ikke net-virkende). Men det kræver nogle koordinerende meka-nismer skabt af åndelige arkitekter.

De åndelige arkitekters rolle bliver altså at modulere tankens liniefor-mationer og dermed designe handlingsbetingelserne, der skal udvirkeet særligt forhold til livet gennem hexis.Vi ser et billede af en organisering som idealtypisk har dannelse for øjeved at forløse og gendrive det sande menneske i kærlighedens tje-neste. Det kan måske lyde lidt fodformet at sige i „kærlighedens tje-neste“, men det er det ikke. „I kærlighedens tjeneste“ er blot et ud-tryk for, at det er lidenskaben som fører vej. Hverken tøjlesløs ellertøjlet, men på en sindig måde der kan få nærværet og nøgenhedenfrem som en strukturløs affekt.Og her er vi ude over fravær-/nærvær-problematikkerne, fordi den nomadiske organisering hele tiden arbej-

109

Det var den gang svært at tænke det individuelle og det sociale adskilt,ganske enkelt fordi den gode handling skulle udfolde sig inden for fæl-lesskabets rammer,og fordi sensus communis jo var en fælles fornem-melse/ånd, som blev knyttet til Sam-vittighed. Den gode handlingskulle altså udføres i overensstemmelse med sin egen og dermed ogsåi overensstemmelse med fællesskabets samvittighed. Men der var ikkenoget indoktrinerende på spil i polis, fordi alle skulle først og frem-mest lære at synge deres eget vers klart og tydeligt i én-stemmighed,for derefter at kunne træde videre ad den stige,der forvandlede simu-lakrene til visdom.

Communitas er et begreb, som måske nok betoner det liminale lidtmere end polisstaten gør. Det liminale er netop forvandlingens kraft,og ikke forandringen som vi kan tilskrive Platons udviklingsforløb. Detliminale er kimen eller grænsen, der hele tiden medreflekteres sombrud, som diskontinuerlige processer, og derfor bliver sprækkerne tilforvandling – det er dét, som skal accepteres som livgivende og detumuliges mulighed.

Communitas er et livsfællesskab, hvor man deler den samme holdningtil livet. Det skal ikke forstås som et højskolefællesskab, der har nogletranscendentale kategorier at orientere sig i forhold til, men som etlivfællesskab, hvor det er livet der står centralt, og hvor det er spørgs-mål som „hvor kommer jeg fra?“ „Hvem er jeg?“ „Og hvor skal jeghen?“, der ikke bare tages op i bestyrelseslokalerne én gang om året,men hvor disse spørgsmål bliver den navigerende horisont for de cen-trifugale og centripetale kræfter i den daglige organisering. Det er jo idet daglige at liminaliteten kan iagttages, og derfor er det også i daglig-dagssproget, at denne proces kan mønstres og tilspidses.

Og dette kan ske gennem den nomadiske organisation. Den noma-diske organisation er det sidste koncept, der kommer under luppen idenne bog. Det er en organiseringsform, som vi kort har antydet,der har rødder tilbage i polisstaten, men som vi først for alvor seraktualiseret i middelalderen, hvor håndværkerne skulle udvikles tilåndelige arkitekter.

108

Det er derfor en dyb naturalistisk organisering, som lader værket væreden organiserende kraft, og afskyer enhver organisation, der er pa-troniserende over for værkets tilblivelse.Værket bliver en genspejlingaf kosmos, fordi det jo er åndelige arkitekter, som opererer spekula-tivt med værket. De opererer med en antimetafysisk metafysik, meden øjeblikkelig virkning, og med en høj integritet, der skaber den rettefærdighed. Eller mere præcist sagt (det er jo altid den anden, der sigerdet!); „Han (nomaden) er og bliver en fremmed, holder sig i lysskæ-rets udkant, men sådan så han som betragter altid er synlig for dem,han ser på;og heri ligger hans styrke – og dermed er han som tankensbillede for længst hinsides enhver socialpsykologisk inderliggørelses-figur, der synes at dominere Human Ressource Management og denklassiske læringsteori“ 77

Nomaden gør sig selv nøgen for at vise sin autencitet – en autencitet,der rummer det mangfoldige og som ikke vækker rædsler og forfø-relser hos andre; han er bare. Det er en autencitet han kan stå ved,fordi han godt ved at han er et menneske. Der er ikke noget at føleangst over for, ikke noget at skamme sig over og slikke sin sår med;han er så tæt på at gøre sig værdig til begivenheden, at ingen får lov tilat stoppe ham. Ganske ustyrlig suser han henover sletterne, men altidmålrettet og troværdig! Han viser nemlig altid sit tilstedevær gennemen glans, der har bolig i det hinsides, men mangfoldiggjort dennesides.Han føder sig selv ved at genføde sin næste.Han er den moderne helt,der passer på sine kvæg – han er jo kvægavler, men en avler, der ladersine kvæg græsse uden for en flot hvidkalket fold og uden et brand-mærke i røven…

Det tænkte eksempel er derfor ikke så tænkt endda. Min formodninger at mange organisationer vil kunne nikke genkendende til denne or-ganisations størrelse og type, men de har ikke ladet begivenhedenvære værkets organiserende kraft. Når man lader værket været denorganiserende kraft, så bliver kunstnerens evne interessant i erhvervs-livets sammenhænge. Kunstneren er vant til at arbejde med det frem-mede. Han arbejder hele tiden på afstand af værket, thi han kender

111

der indenfor intimsfæren. I paradis var der stadig tendenser til at slå enteknificering af poesis an, men i den nomadiske organisation står rela-tionen frem i al sin nøgenhed.

Lad os tage et eksempel. Hvis vi forestiller os en organisation, der be-står af 20 m/k, og som hver især skal udføre et selvstændigt stykke ar-bejde ude i marken. De har alle været igennem Den guddommelige ko-medie, så de kender til spillet mellem „den anden“ og „det andet“konceptualiseret på forskellig vis. Nu er det deres opgave at arbejdeselvstændigt men samtidig levere den samme vare,men hvor varen be-tragtes som en proces, der ikke kan konceptualiseres. Hvad pokkergør de, for at gøre en forskel?

Svaret til dette spørgsmål kan måske hente sin topologi fra det essens-løse fællesskab kombineret med en klar ethos konstrueret i lyset af enåndelig arkitektur! Hvis vi skal prøve at konkretisere dette svar, så harvi en hyperliberalisme i det essensløse fællesskab, der har brug for enkonvergerende kraft, som forpligter medlemmerne på andet end baredem selv. Det betyder, at den åndelige arkitektur kommer ind i bille-det, fordi det er herfra at det ubetingede kan spejle sig. Den noma-diske metafor er ofte blevet knyttet sammen med „den evige vand-ren“,nærmest som en rastløshed.Men som Ole Fogh Kirkeby anfører,så kan den nomadiske organisering også ses som en „aktiv venten“(hypomone) på det rette øjeblik (Kairos).Min pointe er, at nomadens opgave er at deterritorialisere en fold, forderved at kunne „lytte“ til den rette stemme, som altid tales af „denanden“. Blanchot stiller det spørgsmål „Hvorfor skal der altid to til atsige én og samme ting“ Og han svarer, „fordi det altid er den anden,som siger det.“ (Blanchot, 1994) I paradis så vi hvordan den narcissis-tiske organisation brugte „den anden“ i et hedonistisk anliggende forderved at kunne bevare selvgodheden og for i sidste instans at kunneindtage Guds plads. Men den nomadiske organisation er besynderlig,fordi den på den ene side er ligeglad, men på den anden side operererden med en forestilling om at Gud bor i „den anden“,og derfor har enukrænkelighed omkring sig.

110

En mulig tilstandsrapport

I felt a sleeping spirit in my heartawake to love.And then from far awayI saw the lord of love approaching me,

and hardly recognized him through his joy.„Thin know of nothing but to honor me,“

I heard him say, and each word was a smile;and as my master stayed awhile with me,I looked along the way that he had comeand saw there lady Joan and lady Bice

coming toward the place where I was standing:A miracle that led a miracle.

And, as my memory recalls the scene,love said to me: „The first to come is Spring;

the one who is my image is called Love“

Vita Nuova; det nye liv blomstrer, og det gør det i kærlighedens navn.Det er en kærlighed til frihed, lighed og broderskab, der er organiseretomkring de intime kræfter og som skal gøre det muligt at tale om denretfærdige organisation. Det er ikke længere en diagnose som skal stil-les, men en mulig tilstandrapport, hvor vi blot skal konstatere, hvadder gemmer sig bag denne fysiognomi. 80

Frihed (liberté), lighed (egalité) og broderskab (fraternité) er jo tree-nigheden fra den franske revolution og bourgeoisiets brand. Dengangformulerede man disse begreber i oplysningstidens sprog, der kortfortalt blev til et udtryk for „frihed fra noget“ (dvs. en negativ ud-grænsning af „den anden“) og så lighed (en antropologisering af men-nesket, som senere er blevet formuleret i menneskerettighederne;altså et transcendentalt lighedsbegreb) og til sidst et broderskab „ensolidaritet blandt ligesindede“.Til dette fulgte der den demokratiskeinstitution, der havde den indirekte repræsentation som sit formål.Det var det første forsøg på en normativ segmentering, der skulle de-

113

ikke slutproduktet. Han besidder det, som den gode leder, blandt an-det, skal kunne bemestre; at have mod på at have en vision med livet.En vision som ikke har en teknisk karakter, men i stedet udtrykker enfornemmelse for et tilstedevær.

Det betyder samtidig, at vi kan se relationen mellem tanke, sprog oghandling anderledes, thi indimellem kommer stemningen. Det erstemtheden, der faciliterer og katalyserer muligheden for handlingen.Det er ikke sproget, da sproget jo lægger muligheden død. Sproget lå-ner nemlig af den døde tid, fordi det er erindringens ekspressive form,der blot genintroducerer sig selv i nuet.Normalt siger vi at handlingenblot er en afledet effekt af sproget (jfr. Luhman) eller at sproget er entalehandling (Austin og Habermas), men sandheden må være en an-den. Og så er vi faktisk tilbage ved de åndelige arkitekters opgave ogdet er at skabe et rum eller et sted hvor vi kan være og for at dette kanlade sig gøre, så skal de kunne tegne en rummelighed med 9 centralefaktorer,der kan forene livet med livets intimitet:

1. Hvor kommer jeg fra?2. Hvem er jeg?3. Hvor skal jeg hen?

Med

1. Forholdet til sig selv?2. Forholdet til den anden?3. Forholdet til det andet?

Og nu vil den kvikke læser sige, „jamen det er jo kun 6 spørgsmål somskal forenes - kan den „knallert“ da ikke regne?“ Måske ikke, men ef-tersom det er arkitekternes opgave at facilitere en rummelighed, såbliver det jo et koordinatsystem af handlingen, og dermed en 3X3 for-mation; ja, matematikken er magisk når filosofien får lov… Decorummin ven, Decorum, og derfor altid en unik position, hvor identitet ogimage kan blive et og det samme, nemlig ved ikke at være andet end, detikke andets ikke andethed…

112

er et udtryk for en plastisk platonisk kærlighed i en bestemt relation.Broderskabet virker dog kraftigere i sin metaforik, og måske fordi detslår blodbåndet an. Derved antydes det også, at vi taler om et megetkraftigt bindingsmateriale, der gælder for resten af livet. Det er eninteressant metafor for en relation, da det jo er et forsøg på at abstra-here det fysiske til noget virtuelt for så derefter at kunne folde det indi en relation som en ren virtualitet.

Paradoksalt nok så bliver broderskabet et udtryk for det essensløsefællesskab, som skabes og genskabes omkring en fælles tankefigur, dertranscenderer den „naturlige“ (den biologiske metaforik) samhørig-hed. I strid med al tidligere forståelse er relationen ontologisk i sinsprogbrug men transformeres til en ren virtualitet, som noget ube-tinget;nemlig det „fjerde element“!

Men denne ubetingethed opstår ikke bare af sig selv. Ubetingethedenkræver en fælles nøgen horisont, som kan reflektere værdien af bro-derskabet og dermed afløse en strukturel hegemoni mellem mennes-ker. Og dette betyder, at vi skal have lighedsbegrebet på plads, førendvi kan tale om et broderskab.

Lighed er en lige så svær fisk at fange som alle de andre begreber,mender er noget særligt over lighed. Lighed er i lighed med de andre be-greber blevet standardiseret omkring nogle hegemoniske kriterierder skal gøre det muligt at håndtere det transcendentalt. Lighed erikke Ralws udgave af lighed. Han mener, at lighed bedst formidles gen-nem en kvantificering af en relation,dvs. hvis vi har en lagkage, så delervi denne i ønskværdige stykker, og vedkommende som har skåret lag-kagen skal tage til sidst.

Det skulle ifølge Rawls sikre en ligelig og dermed retfærdig forde-ling af lagkagestykkerne, da der ikke vil være nogen incitamenter tilforfordeling.Men dette lighedsbegreb kan kun bruges til børnefødsels-dage. Det er alt for abstrakt og ubrugeligt. Derfor har Habermas for-søgt sig med et procedurelt lighedsbegreb, hvor man kan installere lig-heden rationelt, således at cogito refleksivt kan definere lighed, menmed denne lighedsopfattelse er vi ikke noget meget længere end Kant.

115

markere adskillelsen mellem staten og den borgerlige offentlighed.Nuer der heldigvis sket meget siden 1789, og det kræver, at vi får børstetstøvet af de gamle begreber.De har ikke længere den affirmative kraft,som de havde dengang, hvilket kræver at vi skal radikalisere dem, såle-des at potensen genfremdrives i dem.

Frihed er jo det begreb, der ifølge Foucault, er den anden side af magt.Magten anskues generelt som frihedens modsætning, fordi magt griberind i muligheden for at vælge. Og dermed er frihed blevet til et eksis-tentialistisk anliggende, der i Sartres perspektiv handler om at gøre sigselv fri til at vælge, men det er for simpelt blot at sige at frihed handlerom valg.Der er i hvert fald mange mennesker,som ikke ønsker at skabesig den frihed, men som netop fravælger sig muligheden for at vælge,hvilket gør en sådan holdning til frihed. Så frihed er lidt vanskeligere atpræcisere end som så. I et Heidegger-perspektiv bliver frihed til „frihedtil at blive selvstændig“,hvilket Kant jo forudsætter,men som for Heideg-ger er en lang proces.Og så nærmer vi os et socialt frihedsbegreb,hvordet hverken handler om at positivere eller negativere begrebet, såledessom det fremskrives ved „frihed til noget“ eller „frihed fra noget“.

Men man har sjældent tænkt disse modsætninger sammen i et norma-tivt perspektiv, således at det bliver „frihed til at tage ansvar“, hvor fri-heden så bliver skabende og fastholdende på én og samme tid.Og hvisvi knytter det til hele den guddommelige komedies udvikling, så får vi etfrihedsbegreb, hvor det er frihed til at beherske sin lidenskab for der-med at kunne tage ansvar, og så er vi tæt på Platons forståelse af fri-hed. Frihed bliver i dette perspektiv socialt forbundet, thi det er kungennem det andet menneske, at vi har muligheden for at gøre os selvfri. Hengivelse er derfor helt central. Uden hengivelsen er der ingenfrihed, og uden friheden er der heller ikke mulighed for hengivelse.Denne intime relation kaster nu lyset på broderskabsbegrebet.

Broderskabsbegrebet bliver vigtigt, fordi vi netop har præciseret at fri-hed er et socialt knyttet begreb. Og broderskabet kan give detteprægnans. Broderskabet er den biologiske metafor for en særlig sam-hørighed i en relation. Det ligger sig tæt op ad venskabet, der jo også

114

Den retfærdige organisation kan derfor ikke ignorere det forhold, atskæbnen forbindes intimt til fællesskabet, og at den gode handlingkræver træning, træning og atter træning indtil man den dag kankalde sig en fri-murer.Den dag – en længslens dag – det er den dag, vifår arbejdstavlen til at bygge en tredimensionel katedral med ni posi-tioner, hvorfra verden kan spørges og vi kan blot vente… og ikkeforvente et svar, men opleve en særlig salighed i kroppen, som nårGud hvisker; „bevar din anonymitet, orienter dig i det skjulte, og lad detfremmede blive din befrielse...“, så er tilblivelsen blevet det vigtigste ogdøden underordnet!

117

Dette har ført til et refleksivt lighedsbegreb, hvor ligheden er om-vendt proportional med „behovet“ eller „evnen“.Det er et lighedsbe-greb som „velfærdsstaten“ i den grad praktiserer, og som marxismenhar åbnet op for.

Lighed kan også tematiseres anderledes. Man kunne også forstå lighedeksistentielt, dvs. at få muligheden for at blive lig sig selv. „Midtvejs påvores bane, befandt jeg….“ Det er denne splittelse i perspektivet, derstartede hele Den guddommelige komedie,men med indsigten omkring,frihed, lighed og broderskab kan perspektivet ændres for dermed atblive ét med sig selv gennem „die stimmung“ eller kærligheden til livet.

Dette får det sidste begreb på banen, nemlig retfærdighed. Eller vikunne også formulere det som den rette færdighed. Og herved bliverdet tydeligt at retfærdighed har med visdom og godhed (arete) atgøre, altså at retfærdighed knytter sig til phronesis; at vi kan lære at er-fare begivenheden på den rette måde. Men dette forudsætter faktiskat vi ifølge Platon realiserer den kosmiske ordnethed ud fra „deco-rum“ (Cicero). Og det forudsætter for så vidt også, at vi kan tale omen normativ erkendelsesudvikling. Normalt tales der sjældent om ennormativ erkendelsesudvikling, men snarere om kognitiv udvikling,dvs. en udvikling der kun har ét for øje,og det er at opdatere „compu-terens kapacitet“ med bit, bite og båt;og Gud hvor går det godt!

Men hvis ikke denne opdatering bliver knyttet til en ethos, så får hand-lingen heller ikke den rette fylde og vil derfor ikke kunne betragtessom ret-færdig. Men alt dette ved nomaden godt, og det er hans evnetil at skabe erfaringen gennem hexis, over de dianoetiske dyder ogmed en krydret selvbiografi, fordi det har en mand, der er i konstantbevægelse.

Det er denne interaktion mellem det sande, det gode og detskønne der kan få handlingen til at fremstå som en monumentalskulptur, der har dét, som Benjamin kaldte en auratisk ufuldkommen-hed. Det er dét, som skaber et uudsletteligt indtryk på hverandre, ogdet er dét, som gør ham værdig til at kunne indgå i et livsfællesskab.

116

Landslogen og de mindre provinsloger. Disse mestre bliver tildeltdenne funktion, hvis de som minimum har erhvervet sig 10. gradeninden for ordenens system (se senere). 83

Foruden den formelle organisatoriske struktur er fællesskabet båretaf nogle stærke „åndelige“ bånd brødrene imellem.Filosofisk set stam-mer disse „åndelige“ erklæringer fra den græske og middelalderlige fi-losofi med et specielt afsæt i nyplatonismen, men samtidig med for-kærlighed for den romantiske udgave af oplysningstiden. På mangemåder har de hvirvlet historiens arvemateriale op og indlejret den iordenens opbygning. 84

Ikke desto mindre er det muligt at udpege forbindelseslinier til hverenkelt tradition, som har bidraget til skabelsen af det retvisende ånde-lige billede. Den Danske Frimurerorden arbejder umiddelbart med endualistisk verdensopfattelse, hvor den profane verden repræsentererdet sanselige fængsel, hvor lysterne og begæret udstrømmer og blæn-der for menneskehedens mulige åndelige eksistens.

På den anden side har vi den åndelige verden, idéernes verden om manvil, hvor Guddommeligheden lever. Herfra udspringer en tro på livetsguddommelige kærlighed, der manifesterer sig gennem sociale dyderog som skal sikre at mennesket bevarer sin dydsprofil.Men jo mere jegstuderer de forskellige fragmenter af DDFO og dens dannelsesritua-ler, virker det som om, at den i virkeligheden har et monistisk verdens-billede eller en panteistisk verdensanskuelse,hvor Gud virker i alt.

Dette skyldes, at Gud betragtes som skaberen eller den store bygge-mester, som frimurerne kalder ham, hvor livets mangfoldighed ud-strømmer (animisme). Og det er klart, at når alt udstrømmer fra Gudog hans skaberkraft, så har den profane verden potentialet til at blive„noget andet“, „noget bedre“, som i lyset af Guds kærlighed kan for-vandle og uddrive menneskets synder.

Min fornemmelse er, at jo længere op ad den guddommelige stige brø-drene træder, jo værdigere bliver de til fællesskabet og dets forplig-

119

Et eksempel om Den DanskeFrimurerorden

Som eksempel på ovennævnte organiseringsform har jeg valgt atbruge Den Danske Frimurerorden. Den Danske Frimurerorden er etfællesskab, som i Danmark består af ca. 9000 mænd,der alle er over 21år og som har indgivet deres trosbekendelse. I øvrigt skal ansøgernehave et godt ry og omdømme i den profane verden, og ikke have fåetpålagt sig en ubetinget dom på over 6 mdr. Disse formelle kriterierskal opfyldes, og desuden er der i praksis to andre brødre, som skalanbefale kandidaten.

„Frimureri (er), den virksomhed, der udøves af Frimurerne (eng. Free-ma-sons, fr. francs-macons, ty. Freimaurer lat. Liberi muratores), og som har tilformål at virke til menneskehedens fremgang og forædling ved at fremmebrodersind og broderånd mellem menneskene og vise det i gerning ved athjælpe i nød.“ 82

Disse aktiviteter startede i Danmark i 1743, hvor fem „brødre“ star-tede Den Danske Frimurerorden. St. Martin hed den første loge, oglogen var til at starte med principielt baseret på den tyske orden kal-det Den strikse observans. I 1855 gik man dog over til det svenske sys-tem, der indebar en klarere kristen profil. Kong Frederik VII stiftedesom følge af denne overgang Den Danske Store Landsloge i 1858,hvor han som den eneste tog navnet Viseste Salomons Vicarius, hvilket idag kaldes Ordenens Stormester. Siden da har organisationen bredtsig geografisk til at dække en lang række provinser og mindre bydis-trikter i Danmark.

Organisationen er en hierarkisk opbygget orden, således at det er Or-denens mester og hans råd, der dikterer hvordan og hvorledes frimu-reriet i Danmark skal praktiseres. Rådet har så nogle proviencialmes-tre rundt om i landet, der fungerer som forbindelsesled mellem

118

skal igennem graderne sættes der en scene, hvor manuskriptet erskrevet på forhånd og rollerne er fordelt brødrene imellem. Deneneste, der ikke ved, hvad der skal ske, det er broderen, som skal op-tages i den nye grad.

Ritualet gør spillet reversibelt og nødvendigt. Ritualet forsøger at op-hæve en uorden i relationen uden at foredrage det utilslørede, menved at indskrive en vis simuleret forudsigelighed.Vi må ikke glemme, atritualets funktion netop henter sin styrke i forsøgsvis at transcendereden dobbelte kontingens ved at simulere en orden, som ikke vises el-ler udtales, men som genskabes ved at spillet udfolder sig. Ritualernehar desuden den styrke, at de bevarer en bestemt rytme, der kan tagebolig i kroppen.

I den rituelle omgangsform udvises der en skrøbelighed, idet kandida-ten hengiver sig til selve ritualet. Kandidaten decentrerer således sinegen eksistens for derved at kunne gøre sig spontan som et prære-fleksivt cogito. Dette er en dobbeltsidet tillidsøvelse, idet kandidatenskal hengive sig til iscenesætterne af ritualet og dermed stole på, at„de andre“ vil være hans vejbereder (Jfr. Johannes Døberens rolle),men i virkeligheden så er det en social gestus til kandidaten selv, dakandidaten tillader sig selv at blive spontan og dermed ekspressiv.Detbetyder samtidig, at der opbygges en bestemt form for loyalitet par-terne imellem, idet de viser hinanden en ubetinget handling, ved at„famle i mørke“, „gøre sig nøgne“, „arbejde med det fremmede“ etc..Derved opstår der en særlig følelse af forpligtelse, fordi de giver hinan-den mulighed for at etablere dem selv gennem den immanente ska-berkraft, ved at kaste sig i armene på hinanden.De smager frugterne afdet at blive spontan, som netop er forudsætningen for at venskabet el-ler broderskabet kan etableres.

Forudsætningen for at tillid og loyalitet kan opbygges kræver en andensocial dyd;nemlig billigelse. Billighed er den agtelse eller respekt, som viviser hverandre.Vi respekterer et andet menneske, fordi Gud bor imennesket,og dermed i os alle, derfor er vi som mennesker ukrænke-lige. Og det et det princip, der forsøges efterlevet i Frimurerordenen.

121

telser. Og heri består den nyplatoniske tanke, ja faktisk hele den ves-terlandske tradition.Mennesket kan gennem oplysning og indsigt om-kring tre forhold, nemlig forholdet til „den anden“ til „naturen/ver-den“ og til „sig selv“ skabe en bedre tilværelse, der er rigere påvisdom, styrke og skønhed.Men det er ikke kun oplysningsfilosofien,derviser sig her. Det er samtidig den græske filosofi, idet phronesis erhelt central i dannelsesprocessen – at lære at gøre det gode; for detgodes egen skyld.

Dyderne er ikke blot nogle regulative ideer for handling, måske forden netop indviede broder, men nogle erfaringer, de enkelte brødregør sig i fællesskabet, som bliver udæsket igennem symbolske hand-linger og i særdeleshed gennem ritualerne.

Ritualer og symboler er helt centrale for frimureriet og dets virke. Ri-tualerne bliver benyttet første gang ved indvielsesceremonien og si-den bliver brødrene præsenteret for de samme og nye symboler, derskal etablere en helt ny referenceramme for den enkelte broder. Sym-bolernes funktion er først og fremmest at gøre Gud nærværende oglade hans plasticitet tage form som en reference. Som vi tidligere harværet inde på, så bliver et tegn på „noget“ til en teknik, og det er daogså derfor vi kan tale om symbolernes funktion.Ritualernes funktion er lidt anderledes.De skal rent faktisk udløse densymbolske kraft gennem en fællesskabsoplevelse, således at symbo-lerne bliver inderliggjort i den enkelte broder. Ritualerne skal væremed til at skabe og fastholde en speciel form for interaktion mellembrødrene, således at det sociale rum er reversibelt og reproduce-rende for fremtidige generationer.

Ritualerne er utrolig centrale for fællesskabet. De står som en klarkontrast til det pulserende omflakkende hverdagsliv i den profaneverden, hvor man hele tiden skal træffe beslutninger, være i tvivl, ogsøge kompromiser. Men i Frimurerordenen og i fællesskabet træfferritualerne og disses historier beslutningerne for brødrene. De skalikke tage stilling til noget, men blot lade de efterladte dokumenteriscenesætte rollespillet. Og det er meget et rollespil. Når hver enkelt

120

er essensløs og dermed aktiv og nygenskabende.Den skal forløse denenkelte broder, for at han kan blive den han er. „Branding“ eller tegn-regimet bliver altså brugt til at udæske; udfolde; ja ligefrem tvinge denenkelte til at tænke sig om, og hvor ritualerne, ceremonierne etc. skalgive tegnene en udstrækning, der faciliterer den rette holdning gen-nem handling.

Ritualerne kan derfor symbolsk fremstå som en gåde om livet der skalløses ved at gennemleve det.Pointen er netop,at gåden kan først løsesved at kaste sig ud i ritualet – ud i livet. Det betyder, at ritualet bliver„en kravlegård“ for den menneskelige udvikling, hvor det er ens egenfremmedhed,der forfører tilblivelsen gennem „Gelassenheit“. 87 Det eren måde at blive barn på, for så at modne sit sind og udvikle en ethos.

Vi kan derfor sige at „byggestenene“ for en vellykket arkitektur gårgennem ritualerne. De bliver de virtuelle planer som skal sikre at deni dimensioner i livets rum 88 kan etableres. Og til forskel fra bran-ding skaber de en anden konsistens, fordi de udfoldes gennem hand-lingen, hvilket etablerer et intimt forhold til kroppens tanke, der gørdet muligt at affirmere sit „Heimat“. Livets rum går gennem hand-lingen,og eftersom det virtuelle i denne sammenhæng ikke er formid-let gennem sproget, men gennem handlingen, så kan ritualerne er-statte sprogets hukommelse.

Frimurerordenens brødre har alle det samme tøj på; sort „pingvin-dragt“, smykket med ordenens symboler, hvide handsker, høj sort hatetc.. Det er deres arbejdstøj. Hvidt og sort, som symboliserer de lyseog mørke sider af livet.Alle brødrene er ens klædt på, idet dragten skalbevare en lighed eller en anonymitet i forhold til „den anden“.

Gennem anonymiteten bevarer den enkelte bror også sig selv som„navnløs“ og dermed som en tilblivelsesform,som et mellemrum i fælles-skabet. Det er samtidig et symbol på hengivelsen og tavsheden omkringlivet. En decentrering af sig selv for at kunne bevare sig selv som den an-den.En ydmyghed og et fokus på den kraft,der springer ud af synergien ifællesskabet.Synergien er nemlig der,hvorfra broderskabet sammenføjer

123

Et broderskab er nemlig en særlig platonisk kærlighed til sit medmen-neske – en relation hvor tanken folder sig omkring hinanden, og hvorder ikke stilles spørgsmål til hinandens handlinger, fordi vi godt ved, atdet er gjort med det gode for øje.Det er den vigtigste opmærksomhed,at vi kan give hinanden, og den mest forløsende gestus; at respekterehinandens forskelligheder.

Som vi tidligere kort ridsede op, så var formålet med frimureriet atforædle menneskets værdier, så den enkelte broder kunne genvindesin styrke, skønhed og visdom, og alt sammen gennem fællesskabet. Ogforædlingen eller dannelsen går foruden de stoiske øvelser (Jfr. Para-dis) gennem fire kanaler: 1. Bevidstheden kan tale sig selv til ro ved atlytte til den indre stemme (introspektion); 2. Man kan koncentrere sigomkring et centralt billede af „noget“ (meditation); 3. Man kan skrivesine tanker ned (projektion);4.eller man kan læse de rigtige tekster,ogderved få en sproglig klarhed (intervention) (Kirkeby,2001).

Gennem disse terapeutiske metoder bliver det muligt for den enkeltebroder at genopvække livets kraft. Det bliver en ny måde at føle på; etandet subjekt end mennesket, broderen bliver til noget andet endmennesketype. Det er en ny måde at tænke på, det er en ny måde atvurdere på, ikke en ændring af værdier eller en dialektisk omvendelse,men en forvandling og omvendelse i det element hvorfra værdiernesværdi afledes, en transvaluering. En frimurer vil derfor altid være påfarten samtidig med at han vil være en afventende og rolig skikkelse.Han har nemlig ladet sig gennemstrømme af et tegnregime, der harmærket ham for livet og ført ham ind i et mellemrum i livet,midt imel-lem transcendensen og immanensen.

Når frimureriet i Danmark er så lukket et samfund, som det er i Dan-mark, så skyldes det at brødrene udvikler sig selv og hinanden. 86 Deter hemmeligheden omkring dem selv, den anden, og det andet somudforskes, så den hemmelighed eller mystik, der er skabt omkring fri-mureriet, er i virkeligheden en mystik omkring livet.Hvor vi i Den gud-dommelige komedie så hvorledes branding var en reaktiv kraft der fast-holdt organisationen i en rigiditet, så ser vi at den åndelige arkitektur

122

„This is the act of the event as subjectification, where the personal life hassurrendered to that which happens, as this subjectless subjectification crea-tes a specific individuation, as singularity moving through intensities, ofwhich the only modus vivendi is the forces of desire and the only „form“ isthat of multiplicity, the sphere where the „I“ disappears, since „to be“ hasmoved (in)to the space of Between, the stratum of the „and“,where nothinghappens and everything changes, stretched out as a permanent difference,as a forever becoming other, the untimely place we might call: never.“ 90

125

hinanden for at kunne træde ind i sig selv og folde en anden form for ek-spressivitet ud.En ekspressivitet der er rørende for de nære.

Den Danske Frimurerorden er et sted, som ikke er, men som samtidighar en historie, der rækker flere hundrede år tilbage i tiden, og som iden grad præger Blegdamsvej på Østerbro i København.Men det er etsted, hvor forædlingen af mennesket altid har fået den enkelte til atføle sig som en udstrækning, som en krop uden organer. Dannelsen ercentral, for at kunne gøre sig værdig til begivenheden, og derfor ersubjektifikationen forsvundet til fordel for en tilbliven.Alle i broder-skabet er så at sige ikke noget. De er altid i et mellemrum, der så kanformaliseres omkring nogle ritualer eller ceremonier, men de er fuld-stændig decentreret og frem træder deres skygge som den eneste va-riabel – den rene overflade.

De er indbegrebet af det, som Ljungstrøm vil kalde det essensløse fæl-lesskab; ren virtualitet der bøjer sjælen i alle retninger for derefter atkunne rejse hver enkelt med rank ryg og stråle som en leibnizianskmonade i al sin multiplicitet. De er og bliver anonyme, thi de er altid ibegivenheden,og det er begivenheden,der folder deres sjæl.De bevæ-ger sig hver evig eneste gang i det ukendte. De er så at sige deres egenkunstner, der maler om det fremmede i dem selv, men hvor det frem-mede skal forstås som den andens foldninger i en, og som begivenhe-dens spor i én - TOTEM.

Ikke desto mindre så emmer bygningen af genkendelse, og derfor erdet muligt at sprogliggøre deres fællesskab, da tegnene, symbolerne,arbejdstavlerne aldrig forandrer sig… og så alligevel. De forandrer sighele tiden. For hver gang er der skabt en ny indsigt omkring ordenslæ-ren.Tegnene har fået en ny betydning, en ny referenceramme, da men-nesket jo kun er et mellemrum i sin egen tilværen, altid på vej medlængsel efter at kunne tro på noget andet; noget der rummer en dy-bere mening. Men ordet bryder ind i det hele; ordet er nemlig både ettegn på noget, men samtidig et tegn på noget fraværende, og dermeder der heller ikke langt fra fetichisten og så til „den søgende“ eftersandheden, thi begge foregriber verden med ordene. 89

124

skrækkende, fordi den er nærmest hyperrealistisk, nærmest uidentifi-cerbar, ja navnløs – men meget håndgribelig, fordi anonymiteten skergennem den sociale gestus.

Det interessante er, at en sådan organisation udelukkes for enhver lig-hed med noget andet. Den simulerer ikke noget, den er intet fan-tasme; den er noget særligt. Den er en stemme, der stemmer detstemte, for dermed at kunne bestemme stemningen fra det stemte,dvs.organisationen lytter til sin indre stemme,og ophæver dermed sigselv som en distinktion, fordi den indre stemme er en samtale med sigselv, men hvor selvet jo er givet af det „udenfor“ som en stemning.Selvet er socialt. „Den indre stemme er aldrig metaforisk. Den indrestemmes væsen er det direkte. Den sættes som ikke-refleksiv og ikke-denotativ.Men manifesterende eller ekspressiv er den heller ikke.Dener navnet i bevidsthedens centrum.Det er det navn,der på én gang be-tyder sig selv og siger sig selv.Det er det rette navn.“ 92

Den indre stemme er derfor måske det, vi kunne kalde kilden til et ur-sprog, til et sprog, der er langt mere mystisk end branding som fæno-men, thi branding gemmer noget af strategiske grunde, men den indrestemme er hele tiden talende, og magisk i sin omfavnelse af verden;den viser sig hele tiden, men vi kan aldrig rigtigt bestemme dens be-tydning eller dens opdrag. Den virker bare. Måske netop som det, derligger mellem immanensen og transcendensen, og derfor har sit helteget navn - det rette navn?

Hvis vi ikke kan begribe den indre stemme i en organisering, hvordankan en organisering så eksistere uden et navn?

Svaret er ikke helt så ligetil, men vi skal nok omkring det at „kunne“,som hviler på tangenten til poesis, der jo er skaberkraften.Det begyn-der derfor at give mening at tale om den billedløse organisation,da detbilledløse sprog ikke krummer horisonten eller materialiserer tankensformer, men bevarer organisationen som en linie med kommaer. Ogden måde hvorpå dette kan ske er ved at gøre „afgørelsen“ og „hand-lingen“ centrale og intet andet.

127

Den billedløse organisation

„Nonymon, navnløsheden, klassen af ting uden navne, er det eneste sted,hvor betydningen viser sig som noget nær håndgribelig“ 91

Vi har set, at de store konglomerater har svært ved at reaktualiserederes aktiviteter og deres markedsposition,og netop fordi deres mar-kedsposition er defineret af de fortolkningsbidrag, interessenterne ideres omverden skaber, er de ikke herre i eget hus. Deres skæbne lig-ger hos „den anden“,dvs.ude hos stakeholderne,og i dette perspektivhar de svært ved at gøre sig historieløse.

De forskellige organisationskoncepter og brandingforståelser, vi harværet igennem, har alle arbejdet med virtualiteten som en mulighedeller potentialer som ikke selv bevæger sig,men som blot skal adderes’virkelighed’ eller ’handling’ for at kunne realiseres; hvorimod det vir-tuelle, imago, fantasien, nok bæres af et billede, men billedet står ikkefrem ’i sig selv’,men derimod altid gennem et andet, som det gennem-løber eller overflyver, og det er denne gennemløbning eller overflyv-ning, som er det virtuelle, og som ikke må lukkes i skabelsen af densande fortælling…

Løsningen på dette problem var som vi så i Vita Nuova at bevare ano-nymiteten for derved at kunne bevare forvandlingen og dynamikken iorganisationens tilblivelse. Det betyder jo samtidig, at organisationenhele tiden kan rekonfigurere sig, forvride sig og nygenskabe sig, fordidet er en essensløs assemblage, der ikke positionerer sig som etpunkt,men som et mellemrum.

I eksemplet om DDFO var det en strategisk anonymitet, der skulleudelukke andre fra den kubiske kasse, fordi selvet var under opbygningog derfor ikke skulle forstyrres. Men i den billedløse organisation slåsder på en anden form for anonymitet. Det er en anonymitet, som påden ene side er dybt fascinerende, men på den anden side utrolig af-

126

Kildehenvisninger

1 P.Kotler;Marketing Management s.294-301.

2 Opmærksomhed stammer fra det tyske ”auf-merken” og harligheder med at be-mærke noget, dvs. en markering eller at sætte en distinktion.

3 Jf. P. Kotler i Marketing Management s.92-94.

4 Opfattelse stammer fra den latinske betegnelse;percipere/episteme,som igen refererer til at sanse.

5 Jf.Agamben,Giorgio;Potentialities s.131.

6 Luhmanns distinktion mellem”mulig/aktuel” knytter sig til hans meningsbegreb, som er grundlæggende for hele teorien om soci-ale systemer.Det mulige er for så vidt også aktivt for Deleuze som virtualitet, idet han blot genindfører denne distinktion på den ak-tuelle side således at fantasi, muligheder, fantasmer, forestillinger,forventninger etc. alle er nogle fænomener der har en realitet og virker aktivt i vores erkendelse af verden. Dette forklarer dermed også hvorfor Deleuze har en større forklaringskraft i forhold til fænomenet branding end Luhmann umiddelbart ville have.

7 Kirkeby, Ole Fogh; Kropstanke og begivenhed – en fænomenologisk hermeneutisk analyse s.92.

8 Ole Fogh Kirkeby adopterer liminalitetsbegrebet fra antropologen,Victor Turner, hvor liminalitet henter sin oprindelse fra ”limen”; en grænse, en ”brudfalde”, et særligt univers der bevæger os ”frem mod os selv”. Derfra kan Ole Fogh Kirkeby så lave koblingen til ”terapheuo”,dvs. til ”terapi”.

129

I sidste instans er den sande fortællingen ikke knyttet til fortællingenmen til handlingen, fordi handlingen af-gør og forener den fulde kraft.Handlingen bliver således den kraft, som bryder med tegnregimer ogbetydningsmønstring, fordi handlingen taler sit eget sprog. Det er etsprog, som bekræfter translokutionariteten og ophæver således for-tællingens lag for derimod at indskrive sig selv som dét, den er, oghverken mere eller mindre – og det er bemærkelsesværdigt, thi ma-gien bevares og udfoldes som selvbevisende singulariteter, der ikkekræver yderligere begrundelse…

Den billedløse organisation vil derfor ikke være andet end en serieludstrækning af afgørelser, thi afgørelser fungerer som et sæt af kom-maer,der organiserer linier og ikke billeder,da billedet har cirklen somsin reference, har linien i stedet uendeligheden som sin reference.Derarbejdes ikke med parenteser, udråbstegn, situationstegn eller nogetsom helst andet end bevægelse af begivenheder og begivenheders be-vægelser af kommaer i et tempo, hvor tempoet aldrig stopper, fordiselv i en venten gennemstrømmes organisationen af en særlig kraft,som ikke er forstyrrende men saliggørende. Det betyder, at det saliggø-rende hænger sammen med poesien, stemtheden og det „at kunne“,ogdet at blive salig er det samme, som at kunne udleve sit eget navn!

„Geschriben steht: „Im Anfang war das Wort!“Hier stock ich schon! Wer hilft mir weiter fort?

Ich kann das Wort so hoch unmöglich schätzen,ich muss es anders übersetzen,

wenn ich vom Geiste recht erleuchtet bin.Geschrieben steht: Im Anfang war der Sinn.

Bedenke wohl die erste Zeile,dass deine Feder sich nicht übereile!

Ist es der Sinn, der alles wirkt und schafft?Es sollte stehn: Im Anfang war die Kraft!

Doch auch indem ich dieses niederschreibe,schon warnt mich was, dass ich dabei nicht bleibe.

Mir hilft der Geist! Auf einmal seh ich Ratund schreibe getrost: Im Anfang war die Tat!“ 93

128

19 Gilles Deleuze og Felix Guattari;Hvad er filosofi? s.95.

20 Som eksempler kan nævnes ”Homo economicus”, ”Den frem-mede”, ”Sokrates”, eller som Marin Fuglsang viser i sin ph.d-af-handling; At være på grænsen – ”den unge bioteknologiske for-sker”. Det er vigtigt her ikke at forveksle begrebslige personer med ”ty-pologier”, der refererer til nogle psyko-sociale fakto-rer, og som indskriver begrebet i psykologien og sociologiens erfaringer. Typologier har altså ikke tanken som reference-ramme, men en række faktorer som skal kategoriseres og total-iseres. Eksempler på hvor-dan sociologien arbejder med typolo-gier kan ses hos Max Weber og hans organisationsteori samt hos Pierre Bourdieu med hans livsstilsanalyser. I psykologien er der ”ødipus-komplekset”, samt Mary Douglas og hendes bog om thought styles samt utallige bøger om personlighedsprofiler etc. Alle sammen et forsøg på at indskrive en universalitet ud fra en række psyko-sociale forhold.

21 Analysen af organisationers ethos vil blive præciseret under af-s n i t -

tene; ”En mulig diagnose”.

22 Jf. Luhmann Niklas,Soziale Systeme, 1984.

23 Brown,Stephen:Postmodern Marketing s.33.

24 Jfr.Dahl,Henrik:Hvis din nabo var en bil.

25 Kunde, Jesper:Corporate religion s.213.

26 Deleuze, Gilles & Guattari, Felix: A thousand plateaus - capitalism and schizophrenia s.130.

27 Dette kan illustreres ved at de ofte kortere og kortere produkt-livs-cyklus-kurver (et produkt levetid) skaber forvirring og rast-løshed blandt forbrugerne.

131

9 Deleuze, Gilles and Guattari, Felix; A thousand plateues – capitalism and schizophrenia s.8.

10 Deleuze,Gilles i Foucault s.25.

11 Deleuze,Gilles i Foucault s.29.

12 Deleuze,Gilles;Foucault s.73.

13 Fabula Rasa er et begreb, som jeg har valgt at bruge til denne for-tælling. Det giver klare associationer til ”tabula rasa”, der er den latinske betegnelse for ”den tomme tavle” jf. John Locke. Fabula rasa kan direkte oversættes til den tomme fabel. Sproget bekræfter hele tiden at der er en tomhed på spil - ordene forsøger at fylde denne tomhed, men i særdeleshed fylder fablen blot tomhed på tomhed, og ”skulle fablen give løftet om uendelighed, er det den evige varigheds billede.” Kirkeby,Ole Fogh;Secunda philosophia s.153.

14 En episk fortælling er et langt narrativt forløb, der omhandler et heroisk tema skrevet på en passende dedikeret måde. Illiaden og Odysseus er to eksempler på en episk fortælling her i vesten (8 århundreder før Kristus fødsel.)

15 Her refereres til Ole Meyers oversættelse.

16 Heidegger,Martin; Sein und Ziet s.179.

17 Jf. Kirkeby, Ole Fogh; Om betydning, 1998. Selvnødigheden er en re-konstruktion af to begreber.Det ene er ”selvfølgelighed”;det andet er ”nødvendighed”. Dette begreb betoner et ”jeg kan”, som er et præ-refleksivt cogito og dermed uden for kognitiv erkendelse,men som aktualiseres i handlingen,hvilket også henviser til translokutio-naritet, der betyder, at ”jeg først kan forstå hvad jeg siger, når jeg har sagt det”.

18 Deleuze,Gilles;Hvad er filosofi? s.180.

130

39 Klein,Naomi:No logo s.132-133.

40 Dette kan rent faktisk betyde at konfliktpotentialet altid ville ligge og ulme.

41 Nu er det ikke hensigten at gennemgå hele filosofihistorien om-kring den epistemologiske udvikling, men blot konstatere den for-melle betydning af perception.

42 Thyssen,Ole:Værdiledelse – om organisationer og etik s.207.

43 Åkerstrøm mener i et luhmaniansk perspektiv at beslutningens ubesluttelighed skyldes den uendelige regres, der ligger i vores manglende evne til at begrunde (Jfr. Også Fries’s trilemma).Vi ska-ber ofte mere kompleksitet ved at beslutte, hvilket gør at beslut-ningen ofte udebliver. Dette er et paradoks, hvis ikke beslutningen er normativt forankret.

44 Her bevæger jeg mig lidt væk fra Deleuze. Deleuze mener nemlig at selvbevidsthed ikke er mulig, mens en produktiv selvrelation udspiller sig gennem habitus eller vanen, altså hvor selvet blot er en vane, men ikke en grænse – hvorfor ikke tænke med røven (og ikke selvet); ville han sige.

45 Opgave har været at udpege de repressive kræfter, som styrer selvet i organisationen, dvs. selvet er ikke nødvendigvis ”et selv”,men en udstrækning mellem mange virtuelle kræfter, der influerer dets tilblivelse.

46 Heidegger,Martin:Sein und Zeit s.283.

47 Deleuze,Gilles:Nietzsche and philosophy s.89.

48 Schultz,Majken m.fl.:The expressive organization s.90.

49 Mette Mønsted, Martin Fuglsang og Bengt Johanneson etc. er alle

133

28 Jfr. Fuglsang,Martin:The dead organisation (working paper).

29 Deleuze,Gilles:Nietzsche and philosophy s.207.

30 Deleuze,Gilles:Nietzsche and philosophy s.260.

31 Indenfor sociologien har Anthony Giddens;Modernitet og selviden-titet og naturligvis både Søren Kierkegaard om ”Angest” og Jean Paul Satre i væren og intet. Satre vil jeg komme ind på senere om begrebet skam.

32 Martin Heidegger;Sein und Zeit s.184-191.

33 Når vi taler om flugt, er der ingen sammenhæng til Deleuzes begreb ”flugtlinje”, da flugtlinjen er en linje der virker gennem den spontane sprække. Det er en linje, som de faste former og den identiske orden altid vil rumme, da livet eller intensiteten altid overstiger det (det immanente transcenderer), som for-men kan indfange og modvirke – en flugtlinie, som Deleuze selv nævner, er fx. i branding sammenhænge udvidelsen af brandingbegrebet – der er en sprække i fænomenet, som gør det muligt at tale om åndelig arkitektur, en uorden, noget potentielt nyt i vente, hvor begrebets betydning er gennemtrængt af en flugt-linje, en deterritorialisering.

34 Klein,Naomi:No logo s.43.

35 Klein,Naomi:No logo s.383.

36 Klein,Naomi;No logo s.390.

37 Johnson,Gerry og Scholes,Kevan i Exploring Corporate Strategy s.203.

38 Dukerich, Janet and Carter, Suzanne M. i The Expressive Organiza-tions s.98.

132

60 Kirkeby,Ole Fogh:Ledelsesfilosofi - et radikalt normativt perspektiv s.209.

61 Blanchot,Maurice:Orfeus’s blik og andre essays s.162-163.

62 Kirkeby, Ole Fogh: Ledelsesfilosofi – et radikalt normativt perspek-tiv s.215.

63 Dette element kalder Ole Fogh Kirkeby godt nok det fjerde ele-ment, men eftersom der stadig er en bevidst strategisk omgang med dette, vil jeg ikke kalde det, ”det tredje element”, da det fjerde element har klare ligheder med hexis, hvilket ikke kan arti-kuleres, men højst vises i handlingen. Jfr. Ole Fogh Kirkeby i Ledel-sesfilosofi – et radikalt normativt perspektiv.

64 Det er en formulering som lige skal præciseres.Vi forestiller os enalter/ego situation, hvor de ”mentalt” skifter plads således at em-patien bliver den navigerende kraft. Igennem empatien bliver det muligt at ”skifte” plads og læse verden med ”den andens” ord, så-ledes at det mentale rum bliver udvidet til ”den anden” så det kan omfatte hinanden.

65 Jfr. Kirkeby, Ole Fogh i Organisationsfilosofi – en studie i det liminales.345. Der er en distinktion mellem begivenhed og event. Det er det autentiske og det uautentiske som adskiller disse fra hinanden.

66 Retorik betyder overbevisningskraft, dvs. at sproget bruges til at overbetone en fakticitet ved at skabe årsag-virksningsmønstre,der indvirker til et overskud af intensitet i sproget.

67 Den Danske Frimuererorden vil blive forklaret yderligere som eksempel under afsnittet,Vita nuova.

68 Mogstad, Sverre Dag: Frimureri – Mysterier, Fellesskap, Personlighets-dannelse s.117-118.

69 Uden at vide det med sikkerhed, kunne jeg forestille mig, at der er

135

netværksteoretikere og har været med til at formidle denne nye forståelse af organisatoriske relationer. Jfr. bla. Fuglsang, Martin: At være på grænsen

50 PLC-forløbene refererer til ”produkt livscyklus kurven”, dvs. hvor lang levetid har et produkt på markedet.

51 Kirkeby,Ole Fogh:Organisationsfilosofi – en studie i det liminale s.256.

52 Her vil Deleuze nok fastholde, at der aldrig er en subjekt-subjekt relation på spil, men subjektivitet, som fra begyndelsen af er ren proliferering, mangfoldigt, og skizofrent Hvis vi skulle føre den tanke til dørs, så er mennesket per definiton skizofrent, og det skyldes maskeballet,der iscenesættes af tegnregimerne.

53 Foruden Aristoteles er der senere blevet udviklet adskillige modellerfor hvordan den gode fortælling skal forstås. De har stort set alle et strukturalistisk og funktionalistisk udgangspunkt med mere ellermindre smidige fikspunkter.

54 Aristoteles: (de store tænkere) i poetik s.210.

55 Her skelner jeg mellem hændelsesforløb og begivenhed, netop for at markere forskellen på Aion og kronos, simpelt hen fordi begi-venheden ikke ’forløber’, men sker i øjeblikket, har øjeblikket som sit modus.

56 Aristoteles (De store tænkere):Poetik, s.210.

57 Riel,Van M. B. Cees: Sustaining the corporate story i The Expressive Organization s.163.

58 Kirkeby,Ole Fogh:Organisationsfilosofi – en studie i liminaliteten s.314.

59 Blanchot,Maurice:Orfeus´s blik og andre essays s.174.

134

mål. Dvs.Til spørgsmål nummer 1 ”Hvor kommer jeg fra? Knytter vi spørgsmålene ”Forholdet til den anden, forholdet til sig selv, og til det andet” og sådan fortsætter vi med de to øvrige spm. Er det klart nu?

79 Dante:Vita nuova s.625 i den engelske version.

80 Fysiognomi er en betegnelse for det at kunne ”identificere et menneskes natur/karakter/ethos på baggrund af dets ansigt”.

81 Jeg har valgt at bruge Den Danske Frimurerorden som eksempel på hvordan man kan organisere intimiteten i et fællesskab. Eksemp-let adskiller sig på flere områder fra de 3 forudgående eksempler.Grunden til, at jeg så alligevel vælger den som et eksempel til be-lysning af fænomenet branding, - det skyldes at vi kan bruge den til at sætte nogle organisatoriske forhold i relief til organisationsfilo-sofien. Og her vil jeg specielt betone hvorledes den organiserer sig selv som et tegnregime, der som en virtuel kraft gennemstrømmer den enkelte broders intimitet i livet.

82 Det store danske leksikon,1920.

83 Vi kan sammenligne det med en bestyrelsesformand og de øvrige medlemmer i bestyrelsen, hvor vedkommende i landdistrikterne er afdelingsdirektører, chefer osv. Gradssystemet vil jeg komme tilbage til senere.

84 Mogstad, Sverre Dag: Frimureri – Mysterier, Fellesskap, Personlighets-dannelse s.244-250.

85 Til hver grad knytter der sig et specielt ritual, og den enkelte bro-der vil typisk opleve at gå gennem 10 ritualer i sin tid i Den Danske Frimurerorden. Der er som anført i Intermezzo 3 gra-der til St. Johannes logen, der er 3 grader til St.Andreas logen og 4 grader til Kapitlet; i alt 10 grader. Ordenens stormester får en ekstra 11. grad.

137

en vis sammenhæng mellem Mozarts Requieum ”tryllefløjten” og så 3. graden i Frimureriet.3. graden er nemlig dødsgraden,og Moz-art var selv frimurer og skrev Requiemet på sit dødsleje, så vi kunne måske godt finde en forbindelse. Efter Mozarts død blev der den 24. april 1792 afholdt en højtidelig mindeloge for Mozart,hvor de omtaler ham med flg. Ord. ”Han (Mozart) var et flittigt menneske af vor Orden – broderlig kærlighed, en stilfærdig adfærd, for-taler for det gode, godgørende, og han besad en sand og velment glæde ved, når som helst, at kunne hjælpe en af sine brødre med sine talen-ter”. Citatet er hentet fra en artikel på www.dendanskefrimurer-orden.dk. Så Mozart havde ikke kun et musikalsk talent, men bar dette talent med en værdighed, der gav hans kompositioner en særlig aura.

70 Kirkeby,Ole Fogh:Organisationsfilosofi – en studie i det liminale s.341.

71 Kirkeby,Ole Fogh:Organisationsfilosofi – en studie i det liminale s.341.

72 Sproget har dog den plasticitet, der kan simulere en rummelighed gennem allegorier og metaforer, som vi så i afsnittet om paradis,men det vil forblive overflade. Og nej, ikke dermed endimensio-nelt, da sproget arbejder på baggrund af intetheden.

73 Dante, i Vita Nuova s.628. i den engelske version/egen oversæt-telse. (jfr. Litteraturliste).

74 Kirkeby,Ole Fogh:Organisationsfilosofi – en studie i det liminale s.86.

75 Kirkeby,Ole Fogh:Organisationsfilosofi – en studie i det liminale s.199.

76 Kirkeby,Ole Fogh:Organisationsfilosofi – en studie i det liminale s.67.

77 Kirkeby,Ole Fogh:Organisationsfilosofi – en studie i det liminale s.274.

78 For lige at blive lidt klarere i min tale, så kan vi sige at til hvert af de første spørgsmål knytter vi tre spørgsmål, og så får vi ni spørgs-

136

Litteraturliste

Agamben,GiorgioPotentialities

Aristoteles De store tænkere – AristotelesMunksgaard,København 1991

Baudrilliard, JeanForførelse, Sjakalens Beduinserie 1985

Blanchot,MauriceOrfeus’ blik og andre essaysGyldendal, 1994

Brown,StephenPostmodern MarketingConsumer research and policy seriesRoutledge,London,1995

Carlsen Sloth,Maria red.mfl.Flugtlinier om Deleuzes filosofiMuseum Tusculanums Forlag,2001

Castells,ManuelThe rise of the network societyThe information age,nr.12.ed.Blackwell Publishers,Oxford,2000

Dante, aligheri (oversat ved Ole Meyer)Den guddommelige komedieMultivers,2000,3.oplag

139

86 Vi ser den samme lukkethed/tavshedspligt omkring det arbejde,der sker hos psykologer, terapeuter, læger etc. Og når vi anskuer frimurerlogen som en terapeutisk organisation, så er det måske også mere ”forståeligt” at den er ”lukket”, og der hviler en tavs-hed omkring det,der sker bag murene!

87 Agamben,Giorgio Potentialities s.203.

88 Jfr.Decorum fra foregående afsnit.

89 Agamben, Giorgio: Potentialites s. 196.Agamben anfører følgende;”One could say that in this sense the structure of Dasein is mar-ked by a kind of original fetishism, (.. .)”.

90 Fuglsang,Martin:Beyond being – a remark on subjectification or Beco-ming-Other s.5.

91 Kirkeby,Ole Fogh:Om betydning – tetragrammatonske refleksioner s.80.

92 Kirkeby, Ole Fogh: Om betydning – tetragrammatonske refleksioners.206.

93 Goethe: Faust – der Tragödie erster Teil s.40 Egen oversættelse ”Der står skrevet: ”I starten var ordet!”/Her stoppede jeg hurtigt! Hvem hjælper mig videre frem?/Jeg kan højst umuligt vurdere ordet,/ Jeg må oversætte det anderledes,/Når ånden oplyser mig på rette måde./Der står skrevet: ”I starten var meningen./Overvej grundigt den første sæt-ning,/Så du ikke forhaster digı!/Er det meningen, som virker og ska-ber?/Der skulle stå: I starten var kraften!/Med hvilken jeg nedskriver dette,/Og i det samme advarer mig, at jeg ikke kan forblive derved./Ån-den hjælper mig! På én gang ser jeg rådet/Og fortrøstningsfuldt: I star-ten var handlingen!

138

Fuglsang,MartinAt være på grænsen -en moderne fænomenologisk bevægelse-Ph.D,nr.1998-5Nyt fra Samfundsvidenskaberne,København,1998

Fuglsang,Martin og Alexander Carnera LjungstrømDet nøgne liv -en poetik for det social -Samfundslitteratur,København,1999

Goethe, Johann WolfgangFaust – Der Tragödie erster und zweiter Teil (dtv Gesamt ausgabe 9)Deutcher taschenbuch Verlag,1964

Heidegger,MartinSein und Zeit17.Aufl.Max Niemeyer Verlag,Tübingen,1993(1.Aufl.1927)

Heidegger,MartinHvad er metafysik?Redaktion filosofiDet Lille Forlag, Frederiksberg,1994

Johnson,Gerry og Kevan ScholesExploring corporate strategy - text and cases - 5.ed.Prentice Hall, London,1999.(Delvis identisk med 987921)

Kirkeby,Ole FoghOrganisationsfilosofi -en studie i liminalitet-Samfundslitteratur,København,2001.

Kirkeby,Ole FoghSecunda philosophiaSamfundslitteratur,København,1999

141

Dante (edited by Mark Musa)The portable DantePenguin books 1995

Deleuze,Gilles og Félix GuattariA thousand plateaus, -capitalism and schizophrenia-University of Minnesota Press,Minneapolis,Min., 1999(1987)

Deleuze,Gilles og Seán HandFoucaultThe Athlone Press,London,1999 (1986)

Deleuze,GillesThe logic of sense (Logique de sens,1969) translated by Mark Lester.Columbia University Press,1990 edited by Constantin V.Boundas

Deleuze,Gilles og Felix GuattariHvad er filosofi? Moderne tænkereGyldendal,København,1996(Forord ved Carsten Madsen og Frederik Tygstrup)

Deleuze,GillesNietzsche and philosophyLondon,1983

Eco,UmbertoRosens navnGyldendal,København,1984

Foucault,MichelThe archaeology of knowledgeRoutledge, reprinted in 2000;London

140

Mogstad,Sverre DagFrimureri – Mysterier, Felleskap, Personlighetsdannelse Universitetsforlaget,1994 i Norge.

Nietzsche,FriedrichModerne tænkere - Tragediens fødselSamlerens bogklub,1996.

PlatonDe store tænkere – Platon Munksgaard,København,1991.

Schultz,Majken og Hatch,Mary Jo og Holten Larsen,MogensThe expressive organization – linking identity reputation and the corporatebrand.Oxford University Press,Oxford,2000.

Thyssen,OleVærdiledelse – om organisationer og etikGyldendals bogklub,1997.

Thyssen,Ole og Frederik Stjernfelt Æstetisk ledelse Handelshøjskolens Forlag,København 2000

Wit,Bob de og Ron Meyer og Pursey HeugensStrategy -process, content, context-an international perspective-2nd ed.Ìnternational Thomson Business,London,1998.

Åkerstrøm Andersen,NielsStrategisk ledelse i forhandlingssamfundet – kompendium - Samfundslitteratur,København,2001,Forsk.Pag.

Åkerstrøm Andersen,NielsDiskursive analysestrategier -Foucault,Koselleck, Laclau, Luhmann-Nyt fra Samfundsvidenskaberne,København,1999.

143

Kirkeby,Ole FoghLedelsesfilosofi -et radikalt normativt perspektiv-Samfundslitteratur,København,1997.

Kirkeby,Ole FoghOm betydning -tetragrammatonske refleksioner-Skriftrække,nr.L-2Handelshøjskolens Forlag,København,1998.

Kirkeby,Ole FoghVerden, ord og tanke Handelshøjskolens Forlag,København,1997

Kirkeby,Ole FoghBegivenhed og kropstanke – en fænomenologisk analyseHandelshøjskolens Forlag,København,1998.

Kirkeby,Ole FoghThe art of competenceUdkast til et oplæg på et seminar

Klein,NaomiNo logo -mærkerne,magten,modstanden-1.udg.Jyllands-Postens Erhvervsbogklub,Viby J., 2002.

Kotler,PhilipMarketing ManagementThe millennium editionPrentice Hall International, London,2000.

Kunde, Jepser Coporate religion – vejen til en stærk virksomhedBørsen forlag,1.oplag,1997.

Lübcke,Poul red.Politikkens filosofi leksikonPolitikkens forlag,1996

142

145

Åkerstrøm Andersen,NielsDiskursive analysestrategier -Foucault,Koselleck, Laclau, Luhmann-Nyt fra Samfundsvidenskaberne,København,1999.

Åkerstrøm Andersen,NielsSelvskabt forvaltning -forvaltningspolitikkens og centralforvaltningens udvik-ling i Danmark fra 1900-1994-Nyt fra Samfundsvidenskaberne,København,1995.

Åkerstrøm Andersen,Niels og Asmund W.BornKærlighed og omstilling -Italesættelsen af den offentligt ansatte-Nyt fra Samfundsvidenskaberne,København,2001.

144

146