1

Besættelsesfilm i Folkeskolen

En ideologikritisk analyse af ”De fem år”, ”Drengene fra Sankt Petri” og ”Med ret til at dræbe”

Af Andreas Niels Halvor Jensen

Center for Historie, Syddansk Universitet

2

Indholdsfortegnelse

Forside………………………………………………………..…………………………………..side1

Indholdsfortegnelse………………………………………………………..…………………….side 2

Introduktion……………………………………………………….……………………………..side 3

Problemstilling…………………………………………………………………………….…….side 7

Forskningsdiskussion……………………………………………………………………..……..side 8

Problemstillingsdiskussion – afklaring og operationalisering………………………...…….…side 10 De fem år …………………………………………………………………………...…….……side 11

Drengene fra Sankt Petri ………………………………………………………………......…..side 18

Med ret til at dræbe ………………………………………………………………………...….side 20

Konklusion……………………………………………………………...…………….…….….side 25

Bibliografi………………………………………………………………………...…...……….side 27

3

Introduktion

Der findes en række film om besættelsen i Danmark. I Folkeskolen benytter lærerne sig af det store

udbud af film, serier, dvd-materiale, Internet mv., når de i større klasser, underviser i ”Danmark

under besættelsen”. Filmenes ideologiske grundholdning og deres genre danner forskellige

udgangspunkter for, hvordan livet under besættelsen skildres, hvordan besættelsen er blevet

fortolket og genfortolket. I Danmark er der skrevet meget om Modstandsbevægelsen, hvis

betydning under besættelsen har været diskuteret siden besættelsens afslutning. I årene lige efter

krigen var det et national-patriotisk syn, som følge af Danmark skulle væk fra den skygge landet

ifølge modstandsfolk havde befundet sig under besættelsen. En skygge, som er bedre kendt som

samarbejdspolitikken – derfor måtte Modstandsbevægelsens og generelt det danske folks indsats

overspilles eller lidt mere moderat formuleret – de sider, som viste dansk modstand fremhæves. Det

blev de ved at blive hyldet i historieskrivningen, (en historieskrivning, som var meget præget at

skabe et nationalpatriotisk billede)1. Frem til begyndelse af 1960erne kan der spores en glorificering

af den indsats et fåtal af modstandsfolk gjorde fra 1943-19452. Fra 1950-1960 en revisionistisk

bølge i historieskrivningen. Fra 1960 og frem til slutningen af 1980erne, måske endda til midten af

1990erne er historiskrivningen igen konsensuspræget. Fra slutningen 1980erne og frem til i dag kan

man tale om en post-revisionistisk historieskrivning, hvor ”den mørke side” af besættelsen

præsenteres og debatteres, ligeledes de tidligere national-patriotiske og revisionistiske revideres.

Man skriver dog om to generelle skoler – konsensus- og konfliktskolerne.

Historikere kommenterer og fortolker fortiden i nutidens kontekst. Det gør film og

deres instruktører også. Robert A. Rosenstones giver i sin bog ”Visions of the past” et udmærket

indblik i nogle af de udfordringer, som der ligger i at arbejde med film i historisk kontekst. Han

skriver:”we like to forget that all history including written history, is a construction, not a

reflection. That history (as we practice it) is an ideological and cultural product of the western

world at a particular time in its development.3 Historie som en konstruktion baseret på værdier er

interessant og kan sige noget om samfundets syn på forskellige emner. I dette projekt vil to

dokumentarfilm og en spillefilm blive analyseret. Alle tre film er udtryk for en bestemt ideologisk

grundholdning. Den første dokumentarfilm er instrueret af Theodor Christensen, hvis første udgave

1 Claus Bryld og Anette Warring: ”Besættelsestiden som kollektiv Erindring”. Roskilde 1998. side 362 2 H. Kirchhoff, J. T. Lauridsen, A. Trommer red. : Gads leksikon om Dansk besættelsestid 1940-1945. 2002 side 419-420 3 Robert A. Rosenstone: Visions of the Past – The Challenge of Film to our Idea of History. Harvard University Press. 1995

4

af De fem år blev til en skoleudgave i 1960. Spillefilmen - Drengene fra Sankt Petri fra 1991, som

er instrueret af Søren Kragh-Jakobsen, den opnåede popularitet og ses i mange skoleklassers

danskundervisning i 8-9.klasse. Den sidste dokumentarfilm - Med ret til at dræbe fra 2003 er

baseret på Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet. Filmene er valgt med udgangspunkt i statistik fra

de danske amtscentraler4. De Fem år vises stadig, men naturligvis ikke i samme grad, som tidligere

grundet, at den ud fra nutidens filmiske virkemidler ikke imponerer så meget, men den har været

vist meget i Folkeskolen. De to andre film er placeret som et og to, som de mest udlånte film –

Drengene fra Sankt Petri indtager en klar første plads, udlånes primært til dansklærere. For selve

historiefaget er de benyttede film ofte redigeret ned til en del af serie, som vises, herunder bl.a. Med

ret til at dræbe.

4 Amtscentralerne er større bibliotekssamlinger, herunder film, som Folkeskolen benytter sig af.

5

Problemstilling

Hvilken ideologisk grundholdning forsøger, ”De Fem år5”, ”Drengene fra Sankt Petri6” og

”Med ret til at dræbe 7” at videreformidle til eleverne i Folkeskolen?

Ideologi er – et system af ideer og holdninger, som ligger til grund for en bevægelses eller

samfundsgruppes overbevisning8. Begrebet ideologisk grundholdning dækker over, hvorledes

besættelsen i Danmark er blevet fortolket og efterfølgende videreformidlet, herunder hvilke

værdier, som fremhæves. Som skrevet ovenfor eksisterer der to grupper – konsensus og konflikt,

med hver deres fortolkning og indhold, hvilket jeg vil skildre i forskningsdiskussionen.

5 Theodor Christensen: De fem år. (skoleudgave) Danmark 1960 6 Søren Kragh-Jakobsen: Drengene fra Sankt Petri. Danmark 1991 7 Peter Øvig Knudsen og Morten Henriksen: Med ret til at dræbe. Danmark 2003 8 Politiken: Nudansk ordbog. 1999

6

Forskningsdiskussion

Film og historie

Film og historie er historiografisk forholdsvist nyt i dansk historieskrivning. Det var Skyum-

Nielsen-skolen som med sine kildekritiske analyser frembragte de første historiske analyser af film

– dokumentarfilm, da spillefilm ikke blev set som historisk materiale. ”den foreliggende bog er det

første forsøg på at føre den historiske kildekritiks metode igennem over for en film”9

I et festskrift til Skyum-Nielsen fra 1981 skrev Per Nørgart om film og kildekritik i

hans beretning om Historisk Instituts Filmafdeling 1965-1980. Hans problemstilling var hvilken

kildenatur materialet besad og hvordan det kildekritisk skulle behandles. Han opstillede en række

ægthedskriterier hvad angik dokumentarfilm: a) 1) virkelige personer, 2) originalt

optagelsestidspunkt, 3) korrekt sted og 4) klar dokumentationsintention, hvis ikke disse punkter er

opfyldt er filmen b) halvdokumentarisk indspillet for kameraet, eller c) kvartdokumentarisk eller

fiktiv og sidst d) skuespilleroptagelse, hvis ingen af ægthedskriterierne er opfyldt. Denne

tilgangsvinkel til film er Skyum-Nielsen-skolens. Flere af Skyum-Nielsens studerende, bl.a. Karsten

Fledelius har senere nuanceret og anerkendt, at f.eks. spillefilm kan bruges som historisk materiale,

da filmen siger noget om sin tid. Nørgart skrev endvidere, at film er aktuel massekommunikation og

genren er en kilde til bevidsthedsproduktion og propagandavirkemidler.

En anden tilgangsvinkel til film er den semiotiske, som bl.a. Fledelius repræsenterer.

Nørgart kalder dette afsnit for ”udvidelse af analysespektret”. Feltet filmsemiotikken kan jf. Nørgart

opdeles i to kategorier: Syntagmatikken, som afdækker de større betydningshelheder og

semantikken, som beskæftiger sig med de enkelte betydningselementer og forholdene imellem.

Denne tilgangsvinkel giver det et bredere samfundsperspektiv, dermed sagde Nørgart ikke, at den

ene udelukker den anden, begge metoder er nødvendige – filmkritisk teoridannelse er koncentreret

og basal, mens den historiske filmsemiotik er fleksibel og vidtspændende10.

Nogle år forinden i forbindelse med udgivelsen af Filmen de fem år

foregik der i både aviser, tidsskrifter og antologier en heftig diskussion om at bruge den

kildekritiske metode på film, samt om det kun var autentiske historiske film, som kunne bruges af

9 Niels Skyum-Nielsen: Filmen de fem år, Skoleudgaven. 1970, side 10 10 Per Nørgart: Historisk Instituts ”Filmafdeling” 1965-1980, in: Karsten Fledelius m.fl. (red.): Middelalder, metode og medier. Festskrift til Niels Skyum-Nielsen på 60-årsdagen den 17.oktober 1981, udg. af Museum Tusculanums Forlag, Kbh. 1981, side 449-474

7

historikere. Af kritikere af Skyum-Nielsens metode kan nævnes Hans Kirchhoff og Søren Kjørup –

i en række artikler anmeldte de kritisk både Filmen de fem år, autenticitetsspørgsmålet og

kildekritisk metode. Om ”Filmen de fem år” skrev Kirchhoff: ”Analysen af ”De fem år” samler sig

næsten udelukkende om ægtheden af det enkelte klip(…), og praktisk talt intet om lydsidens

problemer” og ”I det hele taget savner man stærkt en samlet gennemgang af filmens holdninger.11

Kjørup kritiserede: ”Skyum-Nielsen forsøger at bortlede opmærksomheden fra det helt centrale

spørgsmål, om oplysningerne er korrekte, og om de skildrede holdninger og handlinger er

acceptable eller forkastelige, dels til at give indtryk af, at hvis blot billederne er autentiske, er alt i

orden.12 Kirchhoff kritiserede grundlaget for analysen og ville hellere have analyseret filmens

holdninger, hvilket Kjørup var enig i, idet han spurgte:” Kan ikke blot en films indhold, men også

dens stil være et politisk våben?13Han brugte endda prædikatet ”borgerlig og ideologisk” om

metoden, hvilket i den efterfølgende udgave af ”Kosmorama”, hvor debatten foregik, fik Karsten

Fledelius og Per Nørgart til at kritisere Kjørup og forsvare Skyum-Nielsen. Skyum-Nielsen svarede

på kritikken fra Kjørup og Kirchhoff ved at beskylde dem for det første for at være hårde i deres

angreb og for at have manglende respekt. Kjørups egen baggrund, som filosof betød ifølge Skyum-

Nielsen, at han ikke forstod sig på historisk metode. Skyum-Nielsen kaldte sin kritik for ”lidt

drilleri”, men det mindede nu mere om mudderkastning. Hans grundsyn på film fremgik eksplicit

”Mit krav er, at film og fotos skal underkastes en videnskabelig prøvelse, før de godkendes som

historisk kildemateriale”.14Denne tankegang er der siden hen mange historikere som har gjort op

med. Skyum-Nielsen-skolen kan karakteriseres som værende en del af den store historikerskole,

som Kristian Erslevs introducerede i Danmark med bl.a. Historisk Teknik fra 1926. Historikeren

Nils Arne Sørensen er en af dem, som mener, at Skyum-Nielsen-skolens metode var begrænsende.

Sørensens historiesyn adskiller sig fra Skyum-Nielsens ved at han jf. andre historikere har erkendt,

at det materielle historiesyn begrænser. Sørensen inspireres af social og kulturhistoriske studier,

hvor spillefilmen har været den dominerende siden begyndelsen af 1900tallet. Det er Sørensens

mfl. tese, ”at en spillefilm er et produkt af sin tid og derfor afspejler den”15. Hvor Skyum-Nielsen-

metoden afviser spillefilmen som kildemateriale, mener Sørensen, at en analyse af spillefilms

behandlinger af forskellige temaer har potentiale som kildemateriale til ikke mindst social- og

11 Hans Kirchhoff in: Film og Kildekritik ved Niels Skyum-Nielsen og Per Nørgart. Undervisningsforlaget i København 1972, side 146 12 Ibid. 160 13 Ibid. 152 14 Ibid. 170 15 Nils Arne Sørensen: Historisk essay. Om Film og Historie – nogle metodiske refleksioner, in: Historie, 2001, 2, udg. af Jysk Selskab for Historie, Århus 2001., side 324 jf. øvrigt de fransk filmhistoriker Pierre Solin.

8

kulturhistoriske undersøgelser.16Sørensen metode som er inspireret af udenlandske

filmanalysetilgangsvinkler, er således at foretage en indholdsanalyse af filmene, herunder

intentionsanalyse (filmens hensigter) og sidst en receptionsanalyse (modtagelsen af en film).17

Metoden har en række vanskeligheder, hvilket Sørensen skitserer. I forbindelse med en

filmproduktion kan der være mange involverede og dermed mange interesser, eller instruktøren har

en kunstnerisk vision, som filmen søger at realisere. Ydermere skriver Sørensen om

receptionsdelen, at man skal tage hensyn til markedsperspektivet, samtidens reaktion på filmen og

hvor mange der så filmen. Når film er historieformidler, forholder historikere sig kritisk og ofte på

en meget kunstig måde, derfor er det, ”nødvendigt for historikere at acceptere, at de kollektive og

virkningsfulde billeder af fortiden ikke nødvendigvis konstrueres af os fagfolk.”18 og ”vi-alene-

vide”-holdning, der generelt ikke er særlig konstruktiv, og måske oven i købet yderligere kan

marginalisere faghistorikerens rolle, når det gælder om at skabe historiebevidsthed.19

Historikerens klassiske tilgangsvinkel – levningstilgang problematiseres desuden vha. Robert

Rosenstone. Rosenstone udgangspunkt er, at den analytiske, ræssonerede, skriftlige historiske

fremstilling selv er en konstruktion20. Det betyder, at dokumentarfilm f.eks. også er en

konstruktion. Rosenstone skelner endvidere mellem tre tendenser som lyder: 1) Film der

problematiserer gældende historiesyn, 2) Film der ser history as a vision, dvs. bruger mediets

muligheder til at skildre historiens indflydelse på enkelte menneskers liv. 3) Revisions er i dobbelt

forstand historie. Her gøres op med den gængse rationelle fortælleteknik; surrealistiske elementer

inddrages som nødvendige ingredienser til en ny historisk forståelse.21

Konsensus og konflikt i historieformidlingen af besættelsestiden

En af de historikere, som man vil placere på konfliktsiden, Hans Kirchhoff, skrev i 1985, at

konsensus betyder enighed, tilslutning, værdifællesskab. Den nationale konsensushistorie om

besættelsen fokuserer på det der samlede og forbandt nationen. Den interesserer sig mindre for

hvad der skete – fordi den vægter dette mindre, eller fordi dette er ubekvemt. Det er den nationale

16 Ibid. 326 17 Ibid. 328 18 Ibid. 339 19 Ibid. 342 20 Ibid. 345 – se i øvrigt Sven Sødring Jensen: Historie og fiktion. Institut for historie og samfundskundskab. Danmarks Lærerhøjskole. 1990. – heri skriver Sødring om historiske børneromaner, men diskuterer samtidig historie og fiktion, hvortil hans konklusion er meget tæt på Rosenstones udgangspunkt. 21 Sørensen: 346

9

ide, med fællesskabet og solidariteten overfor den invaderende fjende, der er ledende motiv.

Konflikt-opfattelsen behøver ingen nærmere præsentation. Dens mest radikale udformning er den

marxistiske klassekampmodel. Men konflikt-synet kan også bygge på en mere generel systemkritik,

som fx i mit eget arbejde, “Augustoprøret 1943”. Konsensushistorien var den dominerende i de

første mange år efter besættelsen. Den var også samarbejdspolitikernes historiesyn. Konflikt-

opfattelsen finder vi hos modstandsbevægelsen indtil 29.8.43, derefter blev den nationale konsensus

den dominerende – men med vigtige undtagelser.22 Konsensusskolen blev i sine første år

repræsenteret af Jørgen Hæstrup, som senere var historisk medarbejder på De Fem År. Hæstrup og

flere modstandsfolk blev såret over den kritik som revisionistiske historikere fremførte. Hæstrup

begyndte derfor få år efter krigen arbejdet med beretninger og arkiver fra modstandsfolk.23 I

forskellige udgaver er historien så blevet fortolket og skrevet. Drengene fra Sankt Petri, kan iflg.

Aage Trommer ses tættere på 1945-fortolkningen af Besættelsestiden, trods det faktum, at den er fra

1991, hvor flere nuancerede værker, var udkommet.24 Forskningsmæssigt er der lavet analyser af

filmen, men disse retter sig primært mod redskaber, som kan bruges i danskfaget. Med ret til at

dræbe belyser stikkerlikvideringer – forfatteren og instruktøren bag, skriver, at de ønsker at

nuancere billedet af dele af besættelseshistorien og at denne del er blevet fortiet. I bogen ”Efter

Drabet” placerer Peter Øvig Knudsens fortolkning inden for post-revisionismen og det vil vise sig

om dramadokumentarfilmen også bidrager til en revision og kritisk stillingtagen til

stikkerlikvideringerne og disses fortielse. Deres film er blevet blandet modtaget. De har fået

anerkendelser blandt historikere for deres film og nævnes ofte som reference på historieportaler på

Internettet, men blandt nogle modstandsfolk og historikere blev filmen modtaget negativt, specielt

er de irriteret over den måde Frode Jakobsen fremstilles på i forbindelse med mørkelæggelsen af

likvideringerne, som der ifølge bogens og sikkert også filmens, hovedpointe ofte var

fejllikvideringer eller direkte mord.

22 Hans Kirchhoff: Historieskrivning og myter – konsensus og konflikt i synet på besættelsestidens historie, i Historie og samtidsorientering, 24, 1, 1985, side 42 23 H. Kirchhoff, J. T. Lauridsen, A. Trommer red. : Gads leksikon om Dansk besættelsestid 1940-1945. 2002, side 204 24Ibid., side 133

10

Problemstillingsdiskussion – afklaring og operationalisering

Historikere har som Rosenstone skriver, tendens til at bruge samme analysemetoder på filmmediet,

som de skriftlige kilder. Jeg vil som Rosenstone, Sørensen m.fl. mene, at det begrænser

historikerne, da filmmediet rummer mange dimensioner, som en kildekritik ikke kan dække, men

dermed ikke sagt, at kildekritik skal udelukkes. Diskussionen om de skriftlige analyseredskaber på

film afhænger af, hvad man skal analysere. Her er det tre films ideologiske grundholdning.

Kildekritik er nødvendig – dels fordi kildekritikken kan vise noget om, hvilket syn/tendens filmens

fortælling/påstand er bygget op omkring. Skyum-Nielsens metode, hvor han og andre historikere

analyserede ”Middelalderhistorie” i et historisk ”laboratorium”, og her fandt den objektive sandhed

eller påviste fejl er baseret på materialet, denne metode vil jeg ikke benytte mig af. Derimod vil jeg

bruge problemorienteret kildekritisk metode – her spørger jeg, hvilken ideologisk grundholdning

som formidles i filmene, dette kan f.eks. ses ved, i hvilken grad filmene placerer sig inden for

nationalpatriotisme, revisionisme; konsensus- eller konfliktfortælling af besættelsen og hvilke

scener, effekter mv. som bruges for at formidle budskabet. Kildekritik begrænser sig i Skyum-

Nielsens kontekst ved kun at ville se på autentiske optagelser og en kildekritik af denne art vil og

kan ikke analysere spillefilmen Drengene fra Sankt Petri, da det er en skuespillerbaseret og en

iscenesat film, heller ikke Med ret til at dræbe, som er en dramadokumentarfilm - der benyttes

rekonstruktioner. Sørensens metode kan bruges, denne er inspireret af social og kulturhistoriske

studier – film ses som et syn på en bestemt tid og filmanalysen begrænses ikke af en kysk

kildeafhængighed.

For at analysere dokumentarfilmenes (De fem år og Med ret til at dræbe) virkemidler

vil jeg bruge patos, etos og logos, som en del af receptionsanalysen. Disse begreber, eller

appelformer, som det hedder i den klassiske videnskabsretorik er anvendt som analyse af skriftlige

kilder, men virkemidlerne kan sagtens overføres til film25, til analysen af Drengene fra Sankt Petri

vil det være interessant at se hvilken fortælling filmen fortæller om modstandsbevægelsen og

besættelsen.

25 Patos, etos og logos. Når man argumenterer ved hjælp af patos henvender man sig først og fremmest til modtagerens følelser. Når man argumenterer ved hjælp af etos prøver man først og fremmest at virke troværdig og vinde modtagerens tillid. Når man argumenterer ved hjælp af logos, henvender man sig primært til modtagerens intellekt og forsøger at overbevise modtageren ved at argumentere logisk og sagligt (Citatet er taget fra en anmeldelse af Leif Becker Jensens - videnskabsretorik for begyndere, da det forekom mig mere dækkende for min forståelse af begreberne end den som nudanskordbog tilbød): Se mere på http://www.dkds.dk/designnews/NR.30/anmeldelse.htm

11

De fem år

De fem år, skoleudgaven, er bygget på den første udgave som kom i 1955. Den er redigeret ned til

ca. det halve. Dokumentarfilmen inddrager klip fra to af de første dokumentarfilm om besættelsen –

Danmark i lænker og Det gælder din frihed. Filmen er desuden en kompilationsfilm26. Men også fra

udenlandske produktioner, som f.eks. den amerikanske Why We Fight. Jeg vil koncentrere mig om

lydsiden og de klip, som bruges som argument for denne lydside jf. hvad Kirchhoff ønskede – altså

en ideologikritisk analyse.

Appelformen er en blanding af alle tre. Patos bruges f.eks., når der tales om det

danske folks indre vrede og følelse over besættelsesmagten, etos og logos bruges til at fremføre det

overordnede budskab – at Danmark var indstillet på modstand fra starten af besættelsen. En

militærparade fra Nürnberg indleder filmen. Denne totalitære beskrivelse af Tyskland fortsætter. De

kommende minutter beskrives Nazi-Tyskland af speakeren, således billeder med bogbrænding –

død over kulturen, og folket brokker sig ikke selvom kun Hitlers navn står på stemmesedlen. Dette

viser en klar forskel fra danske værdier, hvor man værner om kultur og demokrati, hvilket

fremhæves senere i filmen. Hitlers overgreb mod andre europæiske stater skildres og lydsiden gør

meget ud af at berette, at Hitler havde lovet ikke at besætte eller angribe det neutrale Danmark.

Strategisk var dette umuligt og Danmark besættes for at beskytte mod England. Danskerne ved

Kruså grænse kæmpede en håbløs ulige kamp og måtte overgive sig. Regeringen bøjede sig for

tyskerne krav under protest, og efter disse scener med tyske bombemaskine, troppeindtog etc. kom

første bølge af den modstand, som bliver afgørende – ”Vi knytter næverne i bukselommerne” og

”Vi danske, er rystet og dybt fortvivlet”. Dette ”vi” repræsenterer hele den danske befolkning.

26 ”Film, der med anvendelse af autentiske billeder og filmoptagelser, behandler emner, som allerede var historiske, da filmen blev lavet, kan benytte nutidige og arkivalske optagelser” citatet er fra Finn Løkkegaard i Nu og da. Nr.8. Skriftserie.. Institut for historie og samfundskundskab. Danmarks lærerhøjskole. 1987

12

Fortællingen ligger i god tråd med konsensusfortællingen. Den beskrivelse som gives af

samarbejdspolitikken, den løbende modstand mod denne og utilfredsheden med Scavenius, som

ikke præsenteres lige med det samme i dokumentarfilmen er konsensfortællingen. Det specielle

fokus på Norge – hvor ”Norge kæmper” og den norske regering går i eksil i London fremhæves, og

kan være et modsvar til, hvad der skete i Danmark. Et par eksempler på konsensusfortællingen i De

fem år: Samarbejdspolitikken søger at få Danmark frelst gennem krigen. (starten af filmen).

Efterfølgende klip med begravelsen af de faldne fra 9.april danner rammen om den fortælling –

Danmark var blevet overfaldet, men gjorde modstand.

Et opgør mod samarbejdspolitikken med Scavenius i spidsen er meget centralt for

konsensusfortællingen og filmens grundholdning. Ved Danmarks godkendelse af

antikomiternpagten i Berlin skildres Scavenius i dokumentarfilmen, som en mand, der var i dårlig

selskab i en stor pralende facade. Bl.a. Hans Kirchhoff har sat spørgsmålstegn ved denne tolkning,

da Scavenius satte sig imod det oprindelige tyske udspil. Fra 1941 og frem skildres der i filmen den

voksende danske modstand fra illegal presse – og beskeder – ”danskerne ved besked” – igen menes

hele den danske befolkning. Filmen suppleres undervejs med billeder fra udlandet – f.eks. Nazi-

Ttysklands fremfærd og USA indtræden i krigen efter Pearl Habor, hvorimod østeuropæiske og

russiske scener kun vises sporadisk. Kong Christian den 10. 71.års fødselsdag vises der klip fra –

det var fra 1941, hvorfor ikke vise fra hans 70 års i 1940? Man viser, at danskerne fejrer kongens

fødselsdag, hvilket implicit symboliserer et nationalt samlingspunkt, men 1940 var så meget mere

mørkt.

Hovedfokus i filmen er modstandsbevægelsens opbygning, først med bombningen fra

Royal Air Force fly og senere med faldskærmsforsyninger til den danske modstandsbevægelse. Der

fortælles om, hvor farligt det arbejde var, bl.a. ved henvisning til en modstandsmand som

15.måneder efter første nedkastning var blevet henrettet af tyskerne, men en skildring som tydeligt

fremhæver samarbejdet med englænderne. Et godt citat som illustrer den folkelige opinion, som

filmen ønsker at fremhæve, er da speakeren siger: ”De fandt et folk, der var ved at samle sig til

modstand”. Filmen fremhæver igen og igen det gode samarbejde med England i forbindelse med

modstand i Danmark – Danmark er med på de allieredes side.

Sabotage var et af modstandsbevægelsen midler – om det var en succes er senere

blevet diskuteret blandt historikere. Filmen skildrer, at sabotageaktionerne var en succes selvom

daværende statsminister Buhl advarede mod sabotage udførte modstandsbevægelsen sabotage som

f.eks. bombesprængninger af fabriker og jernbaneskinner. Specielt jernbanesabotagen skildres som

13

modstandsbevægelsen mest vellykket arbejde - på et kort vises hvordan jernbanestrækninger i

Jylland alle rammes af sabotage. Aage Trommers analyse af jernbanesabotage, godt ti år efter De

fem år, er et modspil til konsensusfortællingen, idet han bl.a. fandt frem til, at jernbanesabotagen

ikke havde stor betydning for tyskerne. I konsensfortællingen fremhæves jernbanesabotagen som

Danmarks indsats i krigen, idet tyske tropper fra Norge og Danmark forsinkes i at komme til

krigszoner i Europa.

Den danske sjæl fremhæves; demokratiet forsvares implicit, idet tyskerne tillader valg

i Danmark, som endda bliver en succes med en høj stemmeprocent og et nederlag til de danske

nazister. Da tyskerne så kort tid efter udsender et ultimatum som følge af sabotage,

folkeskolestrejker og strejker i København, må regeringen gå af og så er modstanden komplet – nu

ved alle hvor vi står. Generelt fremhæves alle de steder, hvor danskerne har gjort modstand - passiv

og aktiv. F.eks. Frikorps Danmark benævnes først ved deres parade, hvor enkelte vender hjem, og

her er pointen, at danskerne ser ned på disse landsforrædere. Filmen viser, hvor stor modstand

danskerne mødte tyskerne med, trods deres terror af folk i byerne (der vises specielt mange klip fra

København). Modstanden bliver for alvor komplet, da Politiet ikke vil mere.

Et emne som berøres kort i filmen er ”stikkerne” – ikke sikkerlikvideringer. De

nævnes i den kontekst, at de er skyld i at modstandsfolk bliver henrettet af tyskerne eller sendt i kz-

lejre, og derfor er stikkerne den farligste fjende. En anden side som filmen berører, er de mange

tyske flygtninge som kommer til Danmark – den danske befolkning havde ikke tid til at føle

medlidenhed med disse. Generelt beskrives det som næsten retfærdigt, at de kommer med sygdom

mv. og dør af det, selvom de måske kunne være blevet hjulpet. Filmen slutter meget symbolsk med

en række passager, som viser hvilken glæde den danske befolkning følte ved befrielsen – vi har

kæmpet lyder det og Det er et yndigt land spilles, vi er deres medkæmpere – det er også det danske

folks værk – de glemte at der er andre våben end dem man giver soldater. De historiske fejl i

autenticiteten overskygges klart af filmens budskab – Danmark kæmpede og det var et samlet

Danmark, et samlet ”vi”.

Man kan sammenligne med skolebøgerne. Den nationalpatriotiske

konsensusfortælling, som ses i De fem år er lige skolebøgerne fra tiden efter 1945 og frem til

1970erne. I arbejdshæfter til film om besættelsen gives et billede af det danske folk, som værende

imod tyskerne og ikke mindst et folk, som var for modstandsbevægelsens arbejde allerede fra

starten. Skolebøger fra 1970erne tegnede stadig et heroisk billede af modstandsbevægelsen, men

satte også spørgsmålstegn ved dele af arbejdet, som f.eks. jernbanesabotage, men ikke

14

stikkerlikvideringerne. Der er ingen tvivl om, at når eleverne i den danske folkeskole dengang og i

dag så/ser filmen, så blev/bliver den modtaget forskelligt. I dag ses den oftest i et kritisk lys eller for

at introducere eleverne for kildekritisk metode, tidligere måske jf. Skyum-Nielsen, har været

betragtet som en filmisk historiebog. Dermed er intentionen med filmen meget tydeligt – at vise

hvorledes det var under besættelsen, men en sådan fremvisning er selektiv. Den dækker ikke alle

aspekter, men forsøger at tegne et vist billede og via disse billeder at argumentere for en ideologisk

grundholdning. Modtageren af filmen er skoleelever og deres lærer, som efterfølgende arbejder med

filmen i timerne, her kommer problemet ved de arbejdshæfter – de beskæftiger sig kun med en

materiel kildekritik og f.eks. ikke med en ophavsanalyse.

De fem år er statistik blevet brugt flittig og nyeste statistik viser, at den stadig bruges.

I dag er det didaktiske udgangspunkt for en sådan film, at eleverne ser den og efterfølgende arbejder

kritisk med sammenlignende materiale fra historiebøger, nettet og avisartikler, men reel

kildekritiske arbejde med filmen forekommer. For det meste er der tale om emnearbejde med

”besættelsen” som titel. Enkelte steder inviterer man en modstandsmand til timerne i det omfang, at

der lever en i byen mv. Den materielle kildekritiske metode bruges stadigt, men i mindre omfang. I

forskningsdiskussionen skrev jeg om den modtagelse, som Filmen de fem år fik, heri kritiserede

Søren Kjørup selve den kildekritiske metode og kravet om autenticitet. I dag er det en

selvfølgelighed at dokumentarfilm ikke kun behandles kildekritisk.

Alle disse begivenheder og den tolkning, som filmen ligger ind over og de udeladelser

af andre sider af krigen, er i god tråd med konsensusfortællingen, hvilket heller ikke er ulogisk taget

i betragtning, at Hæstrup var historisk medarbejder på filmen. Det nationalpatriotiske går igen både

ved kongen, nationalhymne, flag og alsang, og frembringer en nationalpatriotisk ideologisk

grundholdning.

15

Drengene fra Sankt Petri

Drengene fra Sankt Petri er instrueret af Søren Kragh-Jacobsen. Det er en spillefilm om en gruppe

drenge, som udvikler sig til en modstandsgruppe. Spillefilmen er inspireret af Churchill Klubben fra

Aalborg. Allerede nu skal det slås fast, at filmen er fiktiv – det er en skuespillerproduktion fyldt

med dramatik og spænding. Filmen er tilmed ikke engang filmet på dansk grund, da meget af filmen

er optaget i Polen, for at genskabe miljøet i Danmark anno 1942. Trods det kan filmen alligevel ses

som en tolkning af modstandsbevægelsen arbejde, den siger noget om tolkningen af

besættelsestiden, samfundslag, konflikter etc. jf. Nils Arne Sørensens pointe.

I 2005 blev filmen genudgivet på DVD, denne DVD-udgave indeholder en

introduktion, hvor SKJ kort opridser baggrunden for filmen. Han siger f.eks.: ”Denne gruppe unge

drenge i Aalborg var med til at starte en generel modstand”. SKJ fortæller at arrestationen af

Churchill Klubben og dens efterfølgende fængsling medførte stor offentlig modstand – ”man satte

ikke danske drenge i fængsel” Sidst i introduktionen fortæller SKJ, at filmen blev lavet i forbindelse

med 50 året for krigens udbrud og at det på det tidspunkt var en stor historisk film. Siden filmen fra

starten af 1990erne og bogen skrevet af Bjarne Reuter udkom, er de blevet et ”must” i Folkeskolen.

Det er en bog alle i 8. eller 9.klasse arbejder med og efterfølgende ser filmen, så derfor har den

fortælling, som Drengene fra Sankt Petri fortæller en vis indflydelse på folkeskoleelever.

Filmen begynder symbolsk med at gruppen synger smædesange mod Hitler og hans

øverste folk, sådan slutter filmen også, men det vender vi tilbage til. I filmen følger vi otte personer

– alle unge danske drenge, hvor de syv går i gymnasiet, som udfører en række drengestreger, men

ender med at udføre livsfarlig sabotage sammen med gruppens ottende medlem – proletaren Otto.

Imellem det reelle gennemgående tema – modstandskampen, blomstrer den forbudte kærlighed

16

mellem lillebroren og storbrorens kæreste, ligesom klasseforskellen mellem arbejderdrengen Otto

og de øvrige drenge skaber konflikter - filmens antagonist Søren kalder bl.a. Otto for en snottede

lille proletar. Filmen er på linie med De fem år hvad angår den ideologiske grundholdning, som er

konsensfortællingen. En række eksempler herpå gives nedenfor.

Klubbens drengestreger er udgangspunktet, hvor de med en Hitlerdukke ødelægger en

parade ved at sænke dukken ned over det tyske hovedkvarter iført en bh. De holder

optagelsesprøver i kirken Sankt Petri. I præstehjemmet, hvor filmens hovedpersoner Gunnar og

Lars bor, høres radio, hvor statsministers Buhls sabotagetale fra 1942 sendes i baggrunden, mens

familien snakker. I familien bor kirkens organist ligeledes, han er jøde og som i den populære Tv-

serie Matador, hvor bankens Hr. Stein må flygte, ser man også organisten blive sendt af sted imod

sin egen vilje, han når ikke langt, idet han bliver fanget i København.

Proletaren Otto kommer med i gruppen, og med hans indtrædelse bliver det

organiseret modstand - med våben, her sker skiftet fra drengestreger til seriøst modstandsgruppe,

som sætter kampen mod tyskerne som første prioritet. Otto skaffer våben fra tyskernes lager. At det

er Otto som fremskaffer våben og står for den aktive modstand, kan tolkes som værende et syn på at

arbejderklassen var dem som organiserede og igangsatte den egentlige modstand, modsat

borgerskabet som de øvrige fine gymnasiedrenge repræsenterer – deres gerninger – drengestregerne

var gode nok, men betød intet i forhold til de allieredes sejr.

Imens Otto stjæler våben, vejer dannebrog højt og danske sange synges højt af unge

som ældre et andet sted i byen. Næsten symbolsk for den danske modstand – synges der i højt – ”I

Danmark er jeg født”, denne synges også til slut. At synge fædrelandssange er et symbol på den

danske modstand og et samlingspunkt. Sang og teaterstykke generelt fremstår også som et

samlingspunkt i filmen, hvor bl.a. Shakespeares Hamlet opføres på gymnasieskolen og sætningen

”Det er noget råddent i dette land” i skuespillet ligeså vel kan symbolisere tyskernes

tilstedeværelse i Danmark.

Det var ikke ufarligt det arbejde, som klubben udførte og dermed skildrer filmen, at

det arbejde som modstandsfolk udført var med døden som indsats. Specielt den senere

jernbanesabotage fremføres som den helt store bedrift – et muligt bevidst valg fra instruktøren med

hjemmel i konsensfortællingen.

En række kriser i filmen får plads - Lars er sammen med sin brors kæreste, Ottos mor

er tyskerpige, Søren smides ud af gruppen og vigtigst for konsensfortællingen – samtaler Gunnar

med sin far om sabotage. Faren, som er præst, vil have Gunnar til at sige, at han ikke har noget med

17

sabotagen at gøre, men det vil Gunnar ikke. I en dialog mellem de to, som præcist skildrer

ungdommens oprør og farens (voksensbefolkningens) manglende oprør. Ungdommen derimod

vender sig imod tyskerne. Det ses i følgende citat, hvor faren siger: ” Vi er besat, det er alvor”,

hvortil Gunnar replicerer: ”Jeg accepterer det ikke”. Derfor gør klubben modstand. Klubben står

sammen, trods klasseforskelle, forkert kærlighed og forældres modstand mod gerningerne – det

gøres for fædrelandet og igen er dette ”vi” er alle danskerne, derfor mener Gunnar også at ”vi” bør

gøre noget. Selve det, at det er ungdommen som gør oprør, kan se som en parallel til senere tiders

oprør – f.eks. De studerende på Den Himmelske Fredsplads i Kina. Hvor Otto ligeledes

repræsenterer en slags klassekonflikt repræsenterer ungdommens oprør en slags

generationskonflikt, hvor voksengenerationens eftergivenhed og opportunisme fører til protest og

modstand.

Jernbanesabotage, våbenkamp og flugt fra tyskerne danner rammerne for den

dramatiske sidste del, men det mest interessante er den sætning, som Lars siger: ” Nogen skal jo

gøre noget, nogen skal jo begynde”27. Nogle skulle gøre oprør mod samarbejdspolitikken. Nogen

skulle gøre oprør mod tyskernes, som havde besat Danmark. Dette nogen repræsenterer de første

som gjorde modstand i Danmark, ligesom det ”nogen skulle jo begynde”, hentyder til at det kun var

starten.

Til slut tages gruppens medlemmer til fange med undtagelse af Otto, som undslipper.

På skolen tropper politimesteren nu op for at fortælle om, at de unge skal droppe modstanden og at

det ikke tjener fædrelandet og at byrådet ikke vil have det. Elevernes svar er som nævnt ovenfor

H.C. Andersens – I Danmark er jeg født. Eleverne synger højere og højere, hvilket medfører at

politimesteren forlader skolen, både lærere og elever synger, hvilket kan ses som, at alle er enige –

”vi” skal yde modstand – unge som voksne. I næste klip føres drengene bort i fangetransport – Otto

blæser i gruppens skibshorn, som var deres samlingssignal – det får de tilfangetagende til at synge

sangen fra indledningen om de fire ”nazisvin”, hvortil støvlerne tramper i takt. En række scener,

som fortæller om filmens hovedpointe – ungdommen gjorde modstand, modstanden fortsatte og nu

deltog alle - ”I Danmark er jeg født”.

I rulleteksterne skrives først: ”Det var fængslingen af en gruppe unge drenge i Ålborg

1942, der for alvor satte gang i den danske modstandsbevægelse”. Generelt er dette billede lagt ned

over hele filmen – det arbejde unge gjorde i starten af besættelsen viste den danske modstand og

skabte den danske modstandsbevægelse. Som Jan Kornum Larsen skriver i sin filmanmeldelse, at

27 I flere anmeldelser er dette citat fremhævet – ofte som overskrift for et afsnit.

18

”Filmen er en hyldest til den spontane protest – en hyldest til den ungdom, som ofte starter den

ulige kamp mod undertrykkelsen. Den kamp som senere åbner de voksnes øjne”28

Til forskel fra De fem år er påstanden ikke, at der var modstand fra dansk side, da

tyskerne kom, men derimod, som der står skrevet i flere historiebøger, at danskerne var passive de

første år under besættelsen og først senere var yderst aktive – filmen fokuserer bare meget på denne

aktive del. 29 Filmen viser samfundets personer og hvilken tolkning SKJ har af perioden. F.eks.

jødepositionen under krigen, samarbejdspolitikken, sabotagen etc. Den gør det i god tråd med de

samme positioner, som man kan finde i Tv-serien Matador og i den generelle konsensusfortælling.

Et emne som bruges i folkeskolen i forbindelse med arbejdet med besættelsen – er

danskheden – i Drengene fra Sankt Petri ekspliciteres denne, selvom den ikke er det centrale tema,

men Dannebrog, alsang, provinssamfund, samfundsklasser mv. danner alt sammen ramme om en

nationalånd, som filmen inddrager: ”Denne nationalånd af snusfornuft og hygge kan være en del af

forklaringen på passiviteten under besættelsen”. 30 Hvis man tilsidesætter den store mængde

spænding og aktion, må filmen siges at være i god tråd med denne formulering, om ikke andet

blandt voksenbefolkningen, som bl.a. er repræsenteret ved præstehjemmet, hvor moderen bager

kager, mens børnene hjælper til og præsten (faren) lytter til koret i kirken og organisten Rosen har

mere travlt med at brokke sig over piberne i orglet end krigen i Europa. De unge udøver derimod

modstand mod besættelsesmagten. Drengene fra Sankt Petri ligger som Aage Trommer skriver i

Gads Leksikon om besættelsen tættere på de første film om besættelsen og formidler et

nationalpatriotisk syn på denne. Her er det interessant at inddrage Nils Arne Sørensens tese om, at

spillefilm er et produkt af sin tid og derfor afspejler denne. F.eks. er filmen produceret som følge af

50-året for besættelsen. Idet den for det første er en jubilæumsfilm og for det andet er en film, hvor

såvel instruktøren som andre implicerede ønskede at slå fast, at modstandsbevægelsens arbejde var

heltemodigt og videreformidle danskhed, nationalånd og modstandskamp, gør at filmen kan

placeres inden for konsensusfortællingen.

28Jan Kornum Larsen – Besættelser i: Weekendavisen. 10.november 1991 29 Kaare Schmidt: Omkring Drengene fra Sankt Petri – belysninger af Søren Kragh-Jacobsens ungdomsfilm. Dansklærerforeningen. 1991. 30 Ibid. Side 27

19

Med ret til at dræbe

Med ret til at dræbe er instrueret og tilrettelagt af Morten Henriksen og Peter Øvig Knudsen.

Genremæssigt er det en dokumentarfilm om de stikkerlikvideringer31 som modstandsbevægelsen

foretog under besættelsen. For at være helt præcis er filmen dramadokumentarisk, idet der benyttes

rekonstruktioner til at skildre udvalgte likvideringer. Filmen indeholder interviews med

modstandsfolk som likviderede, en modstandskvinde som kendte til drabene og havde et forhold til

en filmens hovedmyter - Flammen, interview med en søn til en formodet stikker, interview med en

datter af en modstandsmand, interview med et barnebarn af en nazisympatisør, hvis farfar blev

dræbt, et interview med en søn, hvis mor blev dræbt ved en fejltagelse og sidst men ikke mindst

forfatteren Tage Schou-Hansen som kommenterer den mørke side. Omkring filmen udtalte de to

instruktører bl.a., at de ønskede et mere nuancerede billede af krigen: ”Også ubehagelige

kendsgerninger fra krigens gråzoner finder plads i dansk forskning og litteratur. Nu er turen

kommet til filmen. Denne dokumentarfilm er et bud på et mere nuanceret billede af krigens

likvideringer”32. Sidste sætning er meget præcis – det er et bud på et mere nuanceret billede af

krigens likvideringer, men et bud, som bruger mange metoder for at frembringe det mere

nuancerede billede, som også kan siges at være en smule absurd, idet billede fremstår vagt, med

undtagelse af angrebet på Frode Jakobsen.

Først gives et kort rids over, hvorfor der blev likvideret stikkere -

modstandsbevægelsen bekæmpede besættelsesmagten og dræbte for at sikre deres kamp lyder det

fra fortælleren i indledningen – denne del hedder ”Truslen fra stikkerne”. Instruktørerne interviewer

i første halvdel af dokumentarfilmen de modstandsfolk, som er blevet ældre mænd, om de

31 Når jeg skriver stikker er det ud fra dokumentarfilmen, som fortælleren i filmen selv beretter blev der likvideret mellem 300-400 under krigen og disse likvideringer blev langt de fleste tilfælde ikke efterforsket, hverken under krigen (slet ikke da politiet måtte gå under jorden) og heller ikke efter, da ledende modstandsfolk i samlingsregeringen fra 1945 ikke ønskede, at man så nærmere på likvideringerne. 32 Fra Peter Øvig Knudsens hjemmeside: http://www.oevig.dk

20

hændelser som de medvirkede i fra 1943-1945. Det er i sig selv interessant, at modstandsfolk først i

en sen alder og ikke mindst næsten 60 år efter de første likvideringer lader sig interviewe. Flere af

dem må gentagende gange sige – ”det husker jeg ikke” eller ”det har jeg sagt nok om”. Filmen er

meget følelsesladet og beretter f.eks. om de psykiske problemer, som mange fik af at have dræbt et

andet menneske. Argumentet for sikkerlikvideringer frembringes implicit af flere modstandsfolk

som en nødvendighed, idet der med ”henrettelsen” af de første danske sabotører i sommeren 1943,

blev eneste mulighed for at overleve som modstandsmand. Mellem interviewene giver speakeren

historiske flashbacks og kommenterer på de enkelte hændelser. Filmen benytter som nævnt

rekonstruktioner i sort/hvid, hvortil enkelte af de personer, som deltog i likvideringer interviewes

mellem rekonstruktionerne, så de bliver fortællere af, hvad der skete.

Sørensens receptionsanalyse er igen relevant. Modtagerne af filmen er i denne

kontekst folkeskoleelever, som sættes ind i en mørk side af krigen og modstandsbevægelsen –

hvordan filmen virker på eleverne kræver en større psykologisk forståelse for børns og unges

modtagelse af denne slags film, som jeg ikke har, men jeg ved fra specialearbejde, at der er ro i

klasserne, når der vises film om krig, hvilket kunne tyde på, at børn og unge ser med stor alvor på

krig, selvom deres generation, med undtagelse af nogle tosprogede elever, ikke har set eller været i

nærheden af krig.33 Man kan derfor mene, at filmen modtages med en vis afstand, men med respekt.

Virkemidlerne i filmen er mange. Det kan næsten ikke undgås, at instruktørerne i en

film om likvideringer bruger patos – eksplicit eller implicit kan diskuteres og har noget med

instruktørernes intension at gøre. Generelt når man hører beretninger om likvideringer gøres det på

forskellige måder - nogle af de interviewede på en meget kølig måde, andre på en måde, hvor det er

tydeligt, at det har præget deres liv meget – det skal siges, at de fleste interviewede mest beretter om

modstandskammerater, som har lidt, men ikke om dem selv. En modstandsmand beskriver f.eks., at

det var en overskridende grænse at slå ihjel og nogle mistede kontrollen – f.eks. tømte en

modstandsmand sit magasin i en allerede død stikker. Den geografiske kontekst for disse interview

giver forskellige effekter – nogle gange interviewes der i en mørk baggrund, hvilket gør, at den

interviewede forekommer direkte og modtagerne kan se hans øjne meget tydeligt, hvilket virker

troværdigt. Andre gange interviewes der i modstandsfolk mv. eget hjem. En enkelt modstandsmand

interviewes, mens han pudser sit gevær og efterfølgende tager imod børnebørn sammen med sin

kone – lidt tragikomisk.

33 I forbindelse med specialearbejde om historielærerpraksisen i Danmark observerede jeg historieundervisningen på mange folkeskoler, ofte blev der forevist film, ofte om besættelsen.

21

Et gennemgående spørgsmål, som er instruktørernes bud på at få nuancerede denne

del af besættelsen, er ”hvor mange der blev likvideret på et løst grundlag”. Denne problemstilling

rejses tidligt i filmen. En påstand efter krigen var, at det var Frihedsrådet, som havde taget denne

beslutning, men det findes der ikke belæg for. Det var politiet, enkelte modstandsfolk, som lagde

låg på og specielt Frode Jakobsen fremhæves. Herefter beretter speakeren om, at f.eks. medlemmer

DNSAP eller generelt nazisympatisører blev dræbt, og af alle likvideringer var kun ca. 1/3 del

egentlige stikkere. De fleste var, hvad modstandsfolkene i interviewene kalder for ”potentielle

stikkere”, f.eks. folk fra ”Hypokorpset”, DNSAP etc. Efter denne problemstillings præsentation,

stilles de interviewede modstandsfolk spørgsmål om problemerne med likvideringer om deres

eventuelle skyldsfølelse – ingen fortryder og de har heller ikke dårlig samvittighed – det var noget

som skulle gøres. Hvordan man vælger at tolke om der blev likvideret på et løst grundlag og

hvordan man tolker de udtalelser, som modstandsfolkene fremfører, kan give forskellige opfattelser

af filmen. Filmen er et postrevisionistisk syn på besættelsen, fordi den ikke på samme måde som

f.eks. den første revisionistiske bølge forholder til konsensusfortællingen – det nævnes kort, at det

var nødvendigt at dræbe for at undgå selv at blive dræbt eller taget til fange af tyskerne. Men det

gennemgående argument er og måden filmen er klippet sammen på, at det måske ikke var det helt

rigtige bare at likvidere.

Problemstillingen tages senere op igen, men afbrydes af den mytedannelse som

foregik under besættelsen og efter om likvideringerne. En myte, som der bruges et helt tema på, er

myten om en af de ”ensomme ulve” – ”Flammen”, som endda hele afsnittet i filmen hedder. Da

”Flammen” dør under krigen, er det bl.a. en modstandskvinde Lis Bomhoff, som fortæller om hans

opgaver og mentale tilstand før og efter. Hun så ham som en glad dreng. En anden modstandsmand

beskriver den funktion, at slå ihjel som en mekanisk aktivitet. Det forekommer tydeligt, at

instruktørerne har svært ved at forstå dette, hvilket Peter Øvig Knudsen også stiller spørgsmålstegn

ved flere gange i Efter drabet. Lis Bomhoff beskriver ”Flammen” som værende normal, glad og

smilende, når hun og hendes familie var sammen med ham. Myten fortæller, at han var en dygtig

skytte, som skulle have skudt over 22. Tyskerne fik ham optravet, og Lis Bomhoff fortæller om

episoden, da han blev fanget bevidstløs, idet han taget en pille for at begå selvmord –

modstandsfolkene frygtede ikke døden, siger de interviewene, men derimod pinslerne, som tyskerne

ville udsætte dem for inden. Denne del beretter om den vanskelige side ved at likvidere og arbejdet i

modstandsbevægelsen, og appelformen er både patos med fortællingen om ”Flammen” og logos

med de interviewedes argumenter for det hårde og vanskelige arbejde.

22

”Den grå zone” er titlen på tredje del. Efter politiet gik under jorden den 19.september

1944 – herefter blev nogle få modstandsfolk fristet til at berige sig. Det er endvidere i denne del, at

argumentet om drabenes legitimitet diskuteres igen. En jøde, som var modstandsmand tog fra

Sverige tilbage til Danmark for at bekæmpe besættelsesmagten, men måtte efter et stykke tid sande,

at der var noget galt. Flere likvideringer blev besluttet af egen drift. Nogle brugte endvidere deres

pistoler til andet, som f.eks. tyveri og sortbørshandel, og i nogle tilfælde tilmed rovmord, her

eksemplificerer filmen et mord på en købmand, som havde været rapkæftet og udtalt sig positivt om

fascisme. Spørgsmålet stilles så, hvorfor at man ikke fik belyst likvideringerne efter krigen – her

nævnes specielt at en førende modstandsmand Frode Jakobsen, ikke ville have likvideringerne

efterforsket. Som en af de interviewede siger: ”Vi havde ikke brug for at der skulle pilles ved

glorien, fordi vi skulle jo gerne fortælle udlandet, at vi ikke fortrinsvis havde arbejdet for tyskerne,

men for de allierede”34.

Politiet fik efter krigen ikke lov til at efterforske likvideringerne - men hvorfor? En

politifuldmægtig, som gik under jorden i krigen siger, at man ”kalkede gravene” og i mange tilfælde

var der tale om mord, men man var loyal over for justitsministeren – for magthaverne, så man

gjorde ikke noget, og et cirkulærer fra justitsministeren lagde endeligt låg på. Flere af

modstandsfolkene i filmen mener, at man burde have efterforsket sagerne og fjernet den plet på

deres arbejde.

Den fjerde og sidste del – ”Tavsheden” er filmens konklusionsafsnit. Det er her, hvor

argumenterne om hvor mange som blev slået ihjel på et løst grundlag og hvor mange som

efterfølgende har fået store trauma over likvideringerne, herunder både de modstandsfolk som begik

selvmord, og en datter, som beretter om sin fars selvmord. Faren havde været med i de jyske L-

grupper (likvideringsgrupper). Hun taler om den mørkelægning, som fandt sted fra officielt side.

Desuden interviewes et barnebarn om sin farfars likvidering og hvordan det har påvirket familien

efterfølgende. Denne del appellerer med patos. Barnebarnet fortæller bl.a. om sin fars gråd på

sengen og hvordan det har påvirket hele familien. Det var ikke sjovt at være søn af en likvideret og

heller ikke at være barnebarn. Barnebarnet spørger om historieskrivningen – måden den

efterfølgende er blevet forvaltet på, måske var den rigtige. Den sidste historie er fra en voksen søn,

hvis livshistorie fortælles. Hans mor likvideres foran ham, da han var et år gammel, hvilket han

naturligvis ikke kan huske, men rekonstruktionen er meget følelsesladet - idet et barn sidder

grædende på gulvet, mens moderen dræbes og efterfølgende ligger død. Han kommer på børnehjem

34 Med ret til at dræbe. 67. min.

23

indtil hans far kunne tage ham igen, og først da han skriver en stil som femtenårige og viser den til

sin stedmor fortæller faren om morens likvidering. Denne scene og sønnens manglende viden før 58

år efter, da han læser sin mors navn i en avis og efterfølgende forfølger sagen via Rigsarkivet mv.

giver modtageren det billede, at folk har lidt, fordi der ikke er blevet sat spørgsmålstegn ved

likvideringerne. Moren er blevet dræbt ved en fejl og et stort spørgsmål om likvideringernes

berettigelse hænger i luften, sønnen selv forstår godt modstandsbevægelsens arbejde, men ikke

mørkelæggelsen.

Den ideologiske grundholdning i Med ret til at dræbe kan karakteriseres som værende

en del af den bølge af de belysninger, som kom i 1990erne – som historikere, journalister og andre

interesserede, som måske ikke er så meget under indflydelse af tidligere historieskrivning. Som

skrevet i forskningsdiskussionen konsensus kontra konflikt. Denne gruppe kan betegnes som

værende et postrevisionistiske, da de ikke som sådan er påvirket af den nationalpatriotiske

skrivning, som var styrende i årene efter krigen og ikke en del af den første revisionistiske bølge,

som Aage Trommer m.fl. bl.a. stod for, men nærmere en bølge som sætter spørgsmålstegn ved både

den revisionistiske og den nationalpatriotiske side af besættelsen, med mest sympati for den

revisionistiske historieskrivning.

Med ret til at dræbe medførte en del kritik fra tidligere modstandsfolk, men ikke fordi

filmen har med stikkerlikvideringer at gøre, og heller ikke fordi, at en bærende påstand i filmen og i

Peter Øvig Knudsens bog, er at mange blev likvideret på et løst grundlag, derimod gik kritikken på

skildringen af Frode Jakobsens mørkelægning af likvideringerne. En af dem som kritiserede PØK

var Niels Barfoed, som i Weekendavisen skrev: ” I betragtning af, at dette problematiske kapitel i

modstandsbevægelsens historie via biograferne nu når et stort publikum, der selvsagt

gennemgående er mindre velbefarne i historien end bogkøberen, er den medfart eller mangel på

samme, som han får, en ulykke. For det første viser de eneste levende billeder, filmen har valgt at

bringe med Frode Jakobsen, manden i en, som det fremtræder, Goebbelsagtig positur og midt i et

tilsyneladende nationalistisk udbrud. Det er unødigt manipulerende og i sig selv fatalt.

For det andet refererer filmen Frode Jakobsens standpunkt, der i årtier blev bestemmende for den

officielle juridiske ramme stikkerspørgsmålet fik, så summarisk, at det mystificerer mere end

afklarer.”35Man kan forstå Niels Barfoeds pointer, når man har set dokumentarfilmen, idet en

gennemgående pointe, er at man burde have åbnet for disse likvideringssager og efterforsket dem,

men at placere hele skylden på Frode Jakobsen kan kildematerialet nok ikke holde til. Tage Schou-

35 Niels Barfoed in: Weekendavisen. Om stikkerdrabene, filmen og Frode Jakobsen. 7.november 2003, sektion 3.

24

Hansens slutkommentar virker ikke kun som hans egen kommentar, men som selve manuskriptets

slutkonklusion. I den forstand fremstilles Frode Jakobsen som manden der næsten ene og alene var

skyld i, at sagerne blev mørkelagt, hvilket går igen i PØKs bog Efter drabet, hvor afsnittet ”Frodes

aftale” dækker denne pointe. PØK refererer kort til hans indsigt efter at være i arkiverne, alle steder

fremgår at Ministeriet for særlige anliggende, hvor Frode Jakobsen var minister har mørkelagt

likvideringerne, dette ændrer ikke på, at Frode Jakobsen fremstilles som en nationalistisk galning i

filmen, men ikke i bogen. Med ret til at dræbe er emnemæssigt en belysning af en mørk side, men

den er samtidig argumenterende for en sag – drabene skulle have været efterforsket. Jeg mener dog,

at filmens argument om Frode Jakobsen får for stor betydning i forhold til, hvor meget tid filmen

bruger på det. Det gør, at Med til at dræbe er en smule absurd og naiv, fordi den ikke vil tage

stilling eksplicit – ingen helte, ingen skurke, hverken godt eller skidt – altså er filmens overordnede

budskab om legitimiteten for likvideringer overskygget af Frode Jakobsens rolle og instruktørernes

manglende stillingtagen til vigtige sider af besættelsen.

25

Konklusion

Den ideologiske grundholdning for de tre film er forskellig, men som Hans Kirchhoff

formulerede det, er det konsensusfortællingen, som man næsten nødvendigt skal forholde sig inden

man skriver, eller laver en film. De fem år der var den ældste film, som jeg havde valgt at tage med,

frembringer et nationalpatriotisk historiesyn og kan placeres inden for konsensfortællingen, idet

filmen f.eks. eksplicit fremhæver modstandsbevægelsens rolle og danskerne generelle modstand,

som faktisk ifølge filmen var startet den 9.-10. april 1940. Ligeledes er fokuseringen på engelsk

hjælp og den amerikanske indtræden i krigen mere tydelig end f.eks. Sovjets.

I Drengene fra Sankt Petri er brugen af dramatik, aktion og danskheden med til at

give et rosenrødt billede af Danmark, et patriotisk billede af ungdommen og

modstandstandsbevægelsen. Filmens instruktør, Søren Kragh-Jacobsen fortæller i anmeldelserne, at

han er nationalpatriot, og at han vidste hvor farligt det ville være at lave sådan en film – når noget

omhandler besættelsen, så er det nemt at få kappet ørene af som han siger.36 Filmen er udtryk for en

række konflikter – socialkonflikt og generationskonflikt. Førstnævnte spiller en stor rolle i den

henseende, at det er arbejderdrengen Otto (arbejderklassen), som forvandler klubben til en aktiv

modstand med våben mv., men det fine borgerskab repræsenteret ved bl.a. antagonisten Søren,

ønskede drengestreger. Generationskonflikten drejer sig om ungdommens oprør og protest over

voksenbefolkningens manglende modstand og opportunisme. Den ideologiske grundholdning kan

desuden placeres inden for konsensusfortællingen, fordi der både eksplicit og implicit fokuseres på

modstandsbevægelsen heroiske gerninger og samarbejdspolitikkens dårlighed.

Med ret til at dræbe er den ideologiske grundhold post-revisionistisk. Man ønsker at

nuancere dele af besættelsen, man forsøger ikke at finde syndebukke blandt modstandsbevægelsen

med undtagelse af Frode Jakobsen som i filmen fremstilles, som en af de ”skyldige” i at man ikke

efterforskede stikkerlikvideringerne. Filmen konkluderer, at det ofte var de forskellige grupper, som

besluttede hvem som skulle slås ihjel og grunden til at efterforske likvideringerne efter besættelsen

havde tjent modstandsbevægelsen. Men dette overskygges, når man har set filmen et par gange, af

at den nærmest absurd og naivt ikke kan tale stilling til noget andet end at det er underligt at

danskere har slået danskere ihjel under krigen og at størstedelen af likvideringen skete på et løst

grundlag, men man kan ikke give nogen skylden herfor, med undtagelse af måske Frode Jakobsen.

36 Mads Kastrup: Dødsensfarlige drengestreger i Berlingske tidende. 1991. 10.juni

26

Desværre tror jeg ikke, at de tre films bruges komparativt i Folkeskolen, det er for det

meste enten eller. De fem år egner sig med Skyum-Nielsens bog godt til at øve kildekritik eller til at

forholde sig kritisk til selve metoden og filmen, hvorimod Drengene fra Sankt Petri oftest bruges i

danskundervisningen og derfor er det måske mere skønlitteratur om besættelsen, som bruges der.

Med ret til at dræbe vil primært blive brugt i de store klasser og primært i forbindelse med at belyse

de mørke sider af besættelsen. Hvilken indflydelse de forskellige ideologiske grundholdninger reelt

har på folkeskolegenerationer er Peter Øvig Knudsen et godt eksempel på, da han er undervist i

konsensusfortællingen og dermed senere får interesse i at se andre sider af besættelsen, der er flere

sider af historien. Nuanceringer foregår i forskningsverdenen, men langt fra i undervisningsverden i

Folkeskolen, hvilket for så vidt er logisk taget timetallet i historie i betragtning.

27

Bibliografi

Robert A. Rosenstone: Visions of the Past – The Challenge of Film to our Idea of History.

Harvard University Press. 1995

Nils Arne Sørensen: Historisk essay. Om Film og Historie – nogle metodiske refleksioner, in:

Historie, 2001, 2.udg. af Jysk Selskab for Historie, Århus 2001

Per Nørgart: Historisk Instituts ”Filmafdeling” 1965-1980, in: Karsten Fledelius m.fl. (red)

Middelalder, metode og medier. Festskrift til Niels Skyum Nielsen på 60-årsdagen den 17. oktober

1981. udg. Af Museum Tuscalanums Forlag. Kbh. 1981

Thomas Wegener Friis: ”Die Wannseekonferenz” – Når historien bliver filmatisereret, in:

1066. Tidsskrift for historie, 29. årgang, nr.2. Kbh. 1999

Pierre Sorlin: Chapter 1: ”How to Look at an ”Historical” Film, The Film in History.

Restaging the Past, Basil Blackwell, Oxford 1980.

R,C. Raack: Historiography as Cinematography: A Prolegomenon to Film Work for Historians, in:

Journal of Contemporary History, volume 18, no.1. January 1983

Graeme Turner: Chapter 3: “Film Languages”, Film as Social Practice, Second Edition,

Routledge, London & New York 1990 (oprindelig 1988)

Jeffrey Richards: Film as an historical source, in: Brian Brivati et al. (eds.): Contemporary

History Handbook, Manchester University Press, Manchester & New York 1996.

Margaret Scammell: Television and contemporary historie, in: Brian Brivati et al. (eds.)

Contemporary Historiy Handbook, Manchester University Press, Manchester & New York

Robert A. Rosenstone (ed): Revisioning history : film and the construction of a new past.

Princeton University Press 1995

Claus Bryld og Anette Warring: Besættelsestidens om kollektiv erindring: historie og

traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997. Roskilde Universitetsforlag 1998

Gads leksikon: Hvem var hvem 1940-1945. Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen

Aage Trommer. Gads forlag. 2005

Gads leksikon: Dansk besættelsestid 1940-1945. Redaktion. Hans Kirchhoff,

John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gads Forlag 2002.

Claus Bryld: Historie og massemedie – mediet som den moderne historiefortæller

in: Historieskabte såvel som historieskabende. 7 historiedidaktiske essays. OP-forlag og

Foreningen af lærere i Historie og Samfundsfag, s.52-68

28

Finn Løkkegaard: Filmreportage, dokumentarfilm og kompilationsfilm i historieundervisningen.

Institut for Historie og Samfundskundskab, Danmarkslærerhøjskole. 1987

Theodor Christensen, i samarbejde med Per Holst m. fl., tilrettelæggelse: Mogens Skot-Hansen

Forkortet udgave; redigeret af Børge Høst. 1995. ; De fem år Forlag: Dansk Film Co.

Niels Skyum-Nielsen og Per Nørgart: Film og kildekritik. Undervisningsforlaget i København

1992 i kommission hos Munksgaard.

Niels Skyum-Nielsen, Hans-Christian Eisen og Kaare Rübner Jørgensen

1970. illustreret Forlag: Nationalmuseet

Søren Kragh-Jacobsen: Drengene fra Sankt Petri. 106 min.

Bjarne Reuter, Torben Weinreich: Arbejdshæfte til drengene fra Sankt Petri. Branner og Korch

Henrik Jul Hansen: Frihedens pris i Det fri aktuelt. 1991. 10.maj

Mads Kastrup: Dødsensfarlige drengestreger i Berlingske tidende. 1991. 10.juni

Jan Kornum Larsen – Besættelser i: Weekendavisen. 10.november 1991

Dan Nissen: Intimdrama i Information. 1991 11.oktober

Kaare Schmidt: Omkring Drengene fra Sankt Petri – belysninger af Søren Kragh-Jacobsens

ungdomsfilm. Dansklærerforeningen. 1991.

Finn Løkkegaard i Nu og Da. Nr. 8 1987. Institut for historie og samfundskundskab. Danmarks

lærerhøjskole. 1987

Peter Øvig Knudsen og Morten Henriksen: Med ret til at dræbe

Peter Øvig Knudsen: Efter drabet. Beretninger om modstandskampens likvideringer. Gyldendal

2001

Linda Bang Jessen: Dokumentarfilm: Licens til at dræbe i Jyllands-Posten 13. august 2003, 1.

sektion, side 10

En ubearbejdet sort klump i Fyens Stiftstidende 13. august 2003

Niels Barfoed: En ulykke - Om stikkerdrabene, filmen og Frode Jakobsen i

Weekendavisen 7. november 2003, 3 sektion, bØger, side 16

Peter Øvig Knudsen: Kommentar: Den største ulykke i Weekendavisen 14. november 2003, 3

sektion, bØger, side 10

Nils Gunder Hansen: Interview: Låget røg endelig af I: Berlingske Tidende 5. november 2003, 2

sektion, magasin, side 3

Kristen Bjørnkjær: Den mand skal væk! i Information 30.oktober 2003, side 6