Mennesker i mit landskab:AUGUST HENNING – SOKRATISK LEDERSKAB

George Günther Eckstein

August Henning, 1897-1969.George Günther Eckstein. Tysk udgave.Fotoalbum: August Henning på IPC (Den Internationale Højskole, Helsingør)Redaktør: Det Springende Punkt, Hillerød, juni 2015. www.detspringendepunkt.dk

Jeg kan også takke min mentor Fritz K. (Fritz Kronenberger, red.) for mødet medmin ungdoms anden mentor. Jeg har ingen sikker erindring om, hvornår jeg førstegang mødte August Henning. Det må have været omkring 1927, at jeg første gangtrådte over tærsklen til den i kraft af skøn uorden forvirrende boghandel Henning& Schneider i Nürnbergs gamle bydel. I det mørke rum var det umiddelbart sværtat iagttage ansigtstrækkene på den middelhøje mand med et stort, ovalt hoved,men selv i det svage lys funklede hans magnetiske øjne under den høje, hvælvedepande. Hele hans personlighed syntes koncentreret i dem; deres humørfyldtevarme var lige så beroligende, som deres sonderende fokus tvang enhver til giveafkald på al overfladiskhed og falskhed og at forholde sig til det væsentlige. Augustbevarede denne dybtgående favnen og dybe udgrunden i et blik fyldt med godhedhele sit liv, selv da hans krop blev syg og træt, og hans ansigt blev skåret af dybefurer. Lige så lidt som hans blik kunne man undslippe hans sokratiske borendespørgsmål. De tvang en til at genoverveje de vage, hurtigt antagne formodninger oghalvhjertede trosbekendelser, men også at benytte en uforfærdet logik på denkonkrete virkelighed. Som født pædagog havde han altid tid og tålmodighed tilsamtale og diskussion i butikkens baglokale, hvor man næste altid kunne mødevenner eller indlede nye venskaber. Og der var sandelig ingen mangel pådiskussionsemner i disse år med spirende økonomiske krise og fremvoksendenazisme.

Hr. Henning – det tog et stykke tid, inden vi, som var ti eller flere år yngre, gik overfra efternavn til brug af det familiære 'Gustl' – var en dårlig forretningsmand: Hvorofte frarådede han os ikke at købe en bog, som han fandt uværdig; men hvis hananbefalede lekture, kunne man være sikker på rådets værdi. Han havde ikke fåetuddannelse udover handelsskoleeksamen, men han kendte og elskede litteratur ogklarede sig rimeligt igennem med den fra faderen arvede butik. Hans partner,Schneider, bar sine tidligt grånende hår i, hvad der i vore øjne var som en glorie tilminde om hans tilbageholdelse for at have deltaget i den socialistiske bayerskerådsrepublik i 1919.

Perioden med det tættestepersonlige forhold var egentlig retkort – den faldt i årene fra 1930 til1933. Vores "kammeratgrupper" af16-20-årige i den bevidst assimi-latoriske jødiske ungdomsbevægelsehavde i disse spændende år istigende grad fået en politisk, etisk-socialistisk karakter, inspireret afGustav Landauer og Martin Buber.August Hennings FreieSozialistische Jugend hørte også tilungdomsbevægelsen. Det bestod afunge arbejdstagere, ansatte ogsociale embedsmænd og var voresnaturlige bro til en arbejderklasse,som vi spirer af en jødiskmiddelklasse ellers havde meget lidtkontakt med.

I de fælles tures utvungne stemning lærte vi hinandens menneskelige sider bedre atkende. I de af Henning organiserede debataftener mødte vi foruden FSJ-folket ogsåmedlemmer af andre socialistiske grupper. Lejlighedsvis arbejdede jeg også med påmånedsudgivelsen Freie Sozialistische Jugend, som han redigerede.

Jo mere fronterne til højre og venstre tilspidsede sig i de tidlige tredivere, og jomere de nationalistiske og antisemitiske stemninger lejlighedsvis trængte ind irækken af arbejdere og arbejdsløse, desto mere pessimistisk blev August over deinterne stridigheder og over de personlige holdninger, som ofte var uforeneligemed socialistisk broderskab. Men desto stærkere viste det sig, at de menneskeligerelationer, som blev podet på denne stamme, i mange tilfælde overlevede DetTredje Rige, verdenskrig og udvandring. Typisk for Henning var for eksempel, athan, da nazisterne arrangerede 'boykotdag' rettet mod jødiske virksomheder 1.april 1933, foranstaltede modaktioner, hvor han sendte sine kammerater idemonstration til de af nazisterne blokerede butikker.

Vores personlige forhold havde udviklet sig til et regulært venskab i de sidste parår af vores forbindelse, hvor den yngre nu også lejlighedsvist på en stimulerendemåde blev lyttet til. Vi adskilte os ikke kun i alder, men i flere henseender også itemperament. Den yngres daværende tendens til overdrevne konklusioner blevfaktisk værdsat af den ældre, mere forsigtige, men man slap ikke for en grundig ogkritisk udspørgen. Så meget desto mere tilgivende var han med hensyn tilmenneskelig adfærd. Efterhånden fik jeg også indblik i mere om Augusts baggrund og fortid. Han varfødt i 1897 som søn af en socialdemokratisk far, som efter moderens tidlige dødopdrog ham ret autokratisk. I det næstsidste år af første verdenskrig kom han tilfronten, hvor han hurtigt blev såret og kort før krigens afslutning deserterede fralazarettet. I trods mod sin far havde han tidligere tilsluttet sig det konservativtnationalistiske og antisemitiske Deutschnationalen Handlungsgehilfen-Verband,men nu var han blevet socialist og antimilitarist. (På lignende måde var han underindflydelse af ungdomsbevægelserne ikkeryger inden sin tid på lazarettet, menudviklede sig, bl.a. i trods mod det herskende rygeforbud, til storryger, hvilket hanforblev til sit livs afslutning.)

I samme periode lærte jeg også Augusts trofaste livsledsagerske Gertrud at kendeog den i 1930 fødte blonde dreng, der senere blev en mørkskægget, blid gartner ogpædagog. Parret var, både hvad angår herkomst og udseende, meget forskellige:August af frankisk bondeslægt, med markant og groft skårne ansigtstræk; Gertrudragede med sin ranke kropsholdning et halvt hoved over manden, og hendesstærke skønhed afslørede rødderne i en gammel tysk-baltisk adelsslægt.

August havde forelsket sig ved første blik i Gertrud, som egentlig blot var pågennemrejse, og han havde ved regulær list formået at holde hende tilbage iNürnberg. Hun var imidlertid ikke indstillet på at give afkald på sin uafhængighed,men efterhånden opstod en dyb og varig, men bestemt ikke altid let, livspagtmellem de to. Det er kendetegnende for Gertruds grundlæggende tilbage-holdenhed, at hun først to årtier senere tilbød min partner og jeg, at vi kunne væredus og dermed befæstede en personlig forbindelse, som efter Augusts død i 1969blev stadig dybere og udfoldede sig mere. Jeg har altid beundret denselvfølgelighed, hvormed hun med sin så anderledes opvækstbaggrund fandt sig tilrette i en på mange måder mere beskeden levevis, som i mange år var forbundetmed stor materiel og politisk usikkerhed.

Da Augusts sikkerhed i Nürnberg i løbet af sommeren 1933 var truet, fulgte hanefter sin kone og barn til hendes familie i det dengang stadig uafhængige Baltikum(Estland, red.). Kort før hans afrejse mødtes jeg med ham i min lejlighed. Jeg varkort forinden blevet løsladt fra et ophold på flere måneder i et nazistisk fængsel, ogvi gjorde os overvejelser om min kommende flugt, som jeg fik held med atgennemføre et par måneder senere. Så lidt som vi dengang kunne forudse, hvilketbestialsk omfang blandingen af had og lydighed i de følgende tolv år i Tysklandville få, havde vi ingen tvivl om, at det var umuligt at ånde i denne luft. Omfremtiden – vores personlige og det politiske i almindelighed – var ingen af ossynderligt optimistiske: på en eller anden måde vil vi vel klare os igennem, menden politiske venstrefløjs sammenbrud gjorde os pessimistiske med hensyn til depolitiske udsigter. Udvekslingen af synspunkter om dette prægede voreskorrespondance under min emigration til Frankrig og Amerika og frem til Hitlerstroppers invasion og besættelse af Danmark. Der havde August og familie fundetførst husly og senere beskæftigelse på Den Internationale Højskole i Helsingør, enpacifistisk folkehøjskole.

Et par citater fra hans tætskrevne breve med lillebitte håndskrift gengiver dennetids stemning; han nærede langt færre illusioner end emigranterne generelt. Deførste breve fra Baltikum illustrerer hans vanskelige situation som gæst hos enmenneskeligt sympatisk, men hvad angår sindelag væsensforskellig familie i etmiljø, som i stigende grad blev inficeret af nazisme.

13.11.1932:"For mig handler det om at genvinde min frihed, for her har jeg den ikke. I den socialesituation hos mine værter, for hvem jeg har ærlig og stor agtelse, venskabelige følelser ogrespekt, har jeg tusind hæmninger (...) Jeg tørster efter at kunne udveksle med fornuftigemennesker. "

December 1933:"Et endnu mere trøstesløst indtryk får jeg af hele den generelle situation inden formarxismen. Lærer man da overhovedet ingenting? Men måske og forhåbentlig ser jeg forsort på dette (...) I spekulationerne om, hvad man kan gøre (...) bevægede mine tanker sig iretning af en slags broderskab mellem tilforladelige, positive og kritiske mennesker med etnøgternt blik, som regelmæssigt involverer sig i a) undervisning b) forsøger at bidrage tildannelsen af en ny socialistiske indstilling. Er det blot tankespind? "

Februar 1934 (nu fra Danmark):"Jeg ser (på skolen) værdigt arbejde og opgaver og håber at gøre, hvad jeg kan gøre under degivne omstændigheder. Der er masser af muligheder for at rydde op og rense bevidstheder(...) Jeg blev virkelig meget glad for (Kautsky i Neuen Vorwärts) endelig at kunne forholdemig til noget sammenhængende og banebrydende. Hvem der gør det, og hvordan det blivergjort, kommer for mig i anden række, hovedsagen er og bliver, at vi endelig igen kan gøreden sump sejlbar, hvor de marxistiske frøer af forskellige observans udsender deresensformige støj. "

April 1934:Typisk for Augusts tilbøjelighed til grublerier er hans beretning om en samtale meden trotskist fra Hamborg:"Vi havde temmelig ens synspunkter om det kommunistiske partis svigt. Senere dissonanseropstod mellem ham og mig om den grundlæggende og taktiske håndtering af spørgsmål om'nation' og 'religion'. Hans holdning overfor begge emner var internationalistisk i 1900-stil. Ren abstraktion (...) beundringsværdigt konsekvent i teorien. Absolut logisk – menifølge min indsigt og erfaring netop modbevist i praksis. Efter sådanne drøftelser har jeg stoftil flere dages grublerier. Jeg leder efter reaktionære elementer i mig, og jeg er utilfreds med,at jeg ikke tilbageviser teorierne (logisk), men bare ikke kan antage dem – på grund af minpraktiske erfaring ."

November 1936:"Mit håb om et kollaps for det nazistiske system inden for en overskuelig fremtid blivermindre og mindre. Alliancen af reaktionens førende svindlere stabiliserer sig både internt ogeksternt (...) Selv udsigterne til en sejr i den næste krig vokser mere og mere. (...) Hvorforjeg ikke skriver om Spanien? Fordi det piner mig altid kun at være i stand til at udtrykkepessimistiske betragtninger (...) Det er også en del af det forfærdelige i min situation, atingen af venstrefløjens sejre længere kan glæde mig. Rejser spanierne sig, så ser jeg en endepå fascismen dér; danner man en folkefront i Frankrig, så føler jeg, at ondskaben har ledt tilet eksperiment, som mit hjerte egentlig hele tiden har længtes efter, og som min fornuft harskønnet nødvendig (...)"

På højskolen var han"(…) tilsyneladende en slags magnet for mennesker med problemer og menneskelige behov.De kommer alle til mig, og jeg er glad for det, men det er en tidskrævende og anstrengendeaktivitet, som har øget mit kendskab til den menneskelige natur, men også tæret på minekræfter. Man ser, og støder hele tiden på, den åndelige og menneskelige utilstrækkelighed.Man forsøger af forbinde og at vejlede, og alt sammen forstærker det længslen (...) efter blotengang selv at kunne lette sit hjerte og søge rådgivning."

I hvilket omfang har en sådan stemning mon været medvirkende til at forværrehans sundhedstilstand, med stadig mere alvorlige maveproblemer?

I de mørke år med krig og Holocaust (som også medførte et ophør af voresbrevforbindelse) var vores fristelse til at fortvivle over det tyske folk ofte store. Nårjeg, i modsætning til mange af mine trosfæller, alligevel aldrig bukkede under forden, så var forbilleder som August Henning og nogle andre vennerudslagsgivende. Hver på sin måde kropsliggjorde i sin person, helt ind iansigtstrækkene, hvad der for mig er indbegrebet af positivt og ædelt i den tyskekarakter. Derfor overraskede det mig egentlig senere, at August, tilsyneladendedybere end jeg, blev grebet af tvivl og fortvivlelse over det tyske folk, at han ikkekunne få sig selv til at vende tilbage til Tyskland efter krigen og fortsætte sitopdragende arbejde dér. Muligheder for dette har sikkert ikke manglet, men hvadhan så i en sonderende rejse gennem det Adenauerske efterkrigs-Tyskland et par årefter krigen, gav ham det indtryk, at der snarere var tale om en genoprettelse af detgamle Tyskland end opførelsen af et nyt. Den skrantende mand i halvtredsernefølte sig næppe heller rustet til endnu en omstilling, og efterklangen fra den ofteudtrykte taknemmelighed for hans aktivitet og person, som kom fra studerende framange lande, holdt ham på trods af flere fortrædeligheder på Den InternationaleHøjskole.

August underviser på Den Internationale Højskole

Efter tyskernes besættelse af Danmark havde han, som jeg senere erfarede,temmelig uanfægtet fortsat sit arbejde på skolen. I 1944 måtte han i flere månederleve 'under jorden', indtil han derefter tog tilflugt i Sverige. Hans daværende dystrestemning afspejles i et (på originalsproget rimet og med afstemte versefødder, red.)digt fra februar 1945:

Timerne går, dagene går, ugerne gårDet regner, det sner, det bliver varmt, det bliver koldt,og undertiden er Solen seDit ansigt i spejlet bliver ældre, bliver gammelt.

Folk falder, byer falder, grænser falder.Man taler, man mødes, og man skriver og man truer.Hvilken andel havde du da i alt dette?Du er fordrevet, ensom, ja egentlig allerede død.

Da vi umiddelbart efter krigen kunne genoptage brevvekslingen, var dernaturligvis en masse at indhente og diskutere. I første række stod spørgsmålet omafnazificering og sejrherrernes Tysklands-politik. Fabriksarbejdere blandt voresgamle venner i Nürnberg var – bortset fra det kollektive medlemskab afarbejdsfronten – blevet skånet for den politiske ensretning. Det forholdt siganderledes med ledende medarbejdere, embedsmænd og folk i liberale erhverv.Eksempelvis havde en tandlæge så sent som i 1938 givet tilflugt for jødiske venner;nu viste det sig, at han allerede dengang i årevis havde været partimedlem afkarrieremæssige grunde.

Men der var også den retskafne advokat, som, på grund af illegale aktiviteter, i enperiode sad i fængsel og senere foretrak at blive landarbejder, fremfor at udfylde enplads der var mere relevant for hans uddannelse, men som ville havenødvendiggjort politiske indrømmelser. Det er svært at vide, hvor standhaftigt manselv ville have kunnet gebærde sig på ærlig vis.

August havde også to nære venner, der, som min tandlægeven, havde fundet detnødvendigt at være partimedlemmer. I marts 1946 svarede han foranlediget af mitspørgsmål:

"Hvad kan man gøre? Straffe? Undlade at straffe? Jeg ville i begge tilfælde plædere for enarbejdstilladelse til fortsat virke. Min opfattelse af problemet: Ethvert partimedlem måstraffes på linje med graden af involvering i nazismen: Fra total eller midlertidiginddragelse til ekstra (erstatnings-) skatter. Men hvor formildende omstændigheder findes,skal man ikke ødelægge eksistensgrundlag og ikke udøve forskelsbehandling. Hvor det ermuligt, skal sagerne behandles individuelt. "

Problemet med administrationen af Tyskland var for ham forbundet med desamme moralske og menneskelige overvejelser:

"Det eneste helt positive, som freden indtil nu har bragt mig, er, at jeg det seneste år har føltmig temmelig fri for det fortærende kollektive had, som har gjort mange år af mit liv mereeller mindre ødelagte eller uproduktive (...) Jeg mener bogstaveligt at mærke, at jeg er blevetmere anstændig og rolig, da jeg ikke længere har brug for at hade og helt enkelt ikke kanhade længere (...) Omkring mig ser jeg, hvordan dette had stadig er i live, lammerfornuften, ødelægger folket og hæmmer – ja umuliggør – løsningen af de virkelige problemer(...) Den nuværende udfordring er ikke at straffe Tyskland og tyskerne, men at ændre det ivores sind (...) Det drejer sig ikke alene om det tyske perspektiv, men overordnet om heleEuropas, for fremtiden og genoprettelsen af fornuft og retfærdighed. "

Pessimismen forlod ham ikke:

11.2.1947"1945-1946 var for de besejrede lande de forspildte muligheders år, 1947 vil blive året, hvorefterkrigstidens fredspolitik går konkurs (...) Disse fredsaftaler dikteres og er opstået på basisaf de modstridende politiske og økonomiske stormagtsinteresser (...) og jeg kan heller ikke senogen idé eller organisation eller bevægelse, som kunne tænkes at bygge noget positivt i enoverskuelig fremtid. Socialisterne er ikke socialister, de kristne er ikke kristne, de liberale erikke liberale. Er jeg for pessimistisk? "

Med Schumachers død forsvandt Hennings sidste håb om at forebyggegendannelsen af den gamle sociale struktur i Tyskland. Blandt de tyske unge, dernu jævnligt dukkede op på skolen, bemærkede han udover deres ildhu også en restaf nationalisme, og det fyldte ham med angst. Noget lignende observerede han påto senere rejser til Tyskland, som bragte ham i forbindelse med de mestforskelligartede grupper af mennesker i Vesten: med brave, men trætte gamlevenner; med unge pædagoger fulde af god vilje; med besiddende borgere, der idrukkenskab afslørede deres nazistiske følelser.

Lærerstaben på IHS. I midten Gertrud og August Henning

I foråret 1951 besøgte jeg for første gang Europa sammen med min kone, ogHelsingør var en af vores første destinationer. Jeg vil aldrig glemme, hvor rørendevenskabets arme omfavnede mig, og hvor meget der blev udtrykt ordløst i dissesekunder. Den næste morgen, fandt jeg til min store forlegenhed, at August havdepudset mine sko; men denne gestus var typisk. Dette blev efterfulgt af spadsereturei det våde og kolde tidlige forår, gode samtaler, etablering af venskab med Gertrud– men også en lidt trykkende følelse af et indsnævret liv på skolen.

Jeg begyndte at forstå, hvor meget det kunne belaste et menneske, som i forvejenhavde anlæg til tvivl og selvhad med et sådant tæt afgrænset samfundsuundgåelige gnidninger. Det livslangt virkende ekko, som han vakte i mange afsine elever, var ikke i alle tilfælde en tilstrækkelig modvægt. I pagt med sin natursom grubler og tvivler, kunne han aldrig få sig selv til at forlade skolen, så ofte somhan kæmpede med og pintes af denne tanke. Det psykologiske pres forværredehans fysiske tilstand, som igen smittede af på hans holdning til de mennesker, hanmødte og på hans vurdering af den politiske udvikling. Hans lammende kriser blevhyppigere og længere.

Hans lange breve blev efterhånden mere sjældne og desto mere end nogensindefyldt af hans tvivl på sig selv – selv som pædagog følte han sig som en 'fiasko' – ogde internationale politiske perspektiver syntes ham stadig mere dystre. Selv denefter hans smag USA for nærtstående Willy Brandt og den ved Gustav Heinemannanskueliggjorte demokratisering af det nye Tyskland, såvel som den globalepolitiske afspænding mod slutningen af 50'erne og i begyndelsen af 60'erne,betragtede han med mistro. Men han gjorde sig ingen illusioner om sig selv:

21.10.1956"Det, jeg ønsker for de sidste år af mit liv, er: At kunne anvende min erfaring ved enmeningsfuld indsats på det politiske område, naturligvis helst på det uddannelsespolitiskeområde, som jeg anser for det vigtigste arbejdsfelt i vores tid. Jeg har ved fej vaklen forsømtden mulighed, jeg har haft for dette siden 1945. Så den sidste del af ønsket er at være alenemed mig selv og et værk, der ikke kræver idelige kompromiser, tilpasninger ogdeklamationer. Selvfølgelig taler al fornuft imod disse planer. Det er tanker fra en gammelnar. "

Hans indflydelse på andre forblev uformindsket: Vores datter, som viintroducerede ham for ved det næste besøg i 1956, blev på trods af alle sprogligebarrierer dybt imponeret. Det samme gjorde sig gældende med et af voresamerikanske vennepar, som gjorde et længere ophold i Danmark. Og i samtalerunder de følgende tre besøg forstod han så godt som nogensinde at trængeigennem med dybdeborende spørgsmål og at tvinge til selvindsigt, men nu var det

ikke længere min alt for radikale logik, som var i søgelyset, men mine med alder ogerfaring med amerikansk livsstil stadig mere beskedne fordringer. Men jeg anedeogså den byrde, som hans tilstand i det daglige må have betydet for Gertrud.

Ved hans 70 års fødselsdag i 1967 kunne jeg stadig berede ham en stor glæde ved atindsamle vidnesbyrd fra gamle venner om dybden og bæredygtigheden af hansmenneskelige virke. Men ved vores sidste besøg i efteråret 1969 fandt vi ham fysiskforfalden – afmagret, træt, udhulede kinder, et ansigt med dybe furer. Kun destadig mere dybtliggende øjne glinsede endnu med gammel varme, forskertrang ogsnuhed. Da vi omfavnede og kyssede hinanden farvel, vidste vi begge, at det vardet endelige farvel. To måneder senere lukkedes hans øjne sig for evigt.