Anarki, menneske og utopi

For nogen tid siden sad jeg på et værtshus i Odense. Ja, det er faktisk ved at være længe siden, for det var nemlig i marxismens glansperiode. Jeg sad og diskuterede med en af mine venner, der både er maler, musiker og filosof. På et tidspunkt fremfører han et argument imod marxismen. Jeg var straks klar over, at jeg her sad over for det mest geniale argument imod marxismen overhovedet. Nogen vil måske mene, at argumentet forudsætter, at man først har fået et par stærke øl. Det mener jeg ikke – og jeg har dog beskæftiget mig med filosofi i adskillige år. Så til selve argumentet. Det lyder sådan her: Hvis nu Marx havde hedder Karl Mejer, så havde alle marxister været mejerister. Argumentet er i virkeligheden alt for stærkt. Det er som at skyde gråspurve med kanoner. Argumentet rammer nemlig alle de mennesker, som forsøger at placere sig selv i en ideologisk kasse. Går man en tur på ideologiernes loppemarked, så er det tydeligt nok, at den kasse, som der står anarkisme på, for tiden er i stigende kurs. Mange ta’r i disse dage tilløb til at hoppe op i den kasse, som der står anarkisme på. Nu er der det særlige ved anarkismen til forskel fra andre ismer, at den rummer en meget kraftig opfodring til os om at være os selv og tænke selvstændigt – til ikke at ligge under for autoriteter og fikse ideer. Derfor ka’ man godt sige, at anarkismen rummer en opfordring til os om ikke at bli’e anarkister. Putter man sig selv i den kasse, så vil der uvægerligt opstå en situation, hvor man spørger: Hvad bør jeg som anarkist mene om det og det? Man har opgivet sin selvstændighed. Spørg i stedet: Hva’ mener jeg om det! Anarki betyder fravær af autoritet. Og en anarkist er en person som mener, at autoritet er roden til alt ondt -–forstået på den måde, at når mennesker er asociale, så skyldes det autoritet. Mennesker er af naturen – på bunden – ganske sociale; det er når de udsættes for autoritet, at de bli’r asociale. Dette synspunkt er både enkelt og ekstremt. Men, hvem fanden siger, at sandheden er akademisk og middelmådig? Nu betragter jeg det ikke som Sandheden, at autoritet er roden til alt ondt. Men jeg betragter det som en ganske god og potent hypotese. Hvorfor gør autoritet mennesker asociale? Hvorfor er det imod menneskers natur at bli’e udsat for autoritet? Først må vi ha’ defineret autoritet. En autoritet er en person eller en institution, som ta’r andre menneskers beslutninger. I stedet for at mennesker selv ta’r deres egne beslutninger og i fællesskab ta’r de fælles beslutninger, så stjæler autoriteten beslutningerne, og bakker om nødvendigt tyveriet op med vold. Den værste autoritet er naturligvis staten, som med sit monopol på vold bakker de andre autoriteter op. Vi ka’ nu spørge: Hvorfor er det imod menneskets natur ikke selv at ku’ ta’ sine beslutninger? Simpelthen fordi mennesket har et fundamentalt behov for selv at ta’ sine beslutninger, et fundamentalt behov for autonomi. Det er det der gi’r os værdighed som mennesker, at vi selv ka’ ta’ vores beslutninger. Dyrene ledes af deres instinkter. Vi har i kraft af vor fornuft evnen til at lede os selv. At stjæle menneskers beslutninger er at stjæle deres værdighed. Selv om autoriteten ta’r en god beslutning, måske endda en bedre end den der ellers ville være ble’et taget, så har den nedværdiget sine undersåtter. Autoriteten gør mennesker til umennesker, til asociale dyr. La’ os mere konkret se på, hva’ der sker, når der bli’r trådt på menneskets fundamentale behov for autonomi, for selvbestemmelse. Der ka’ selvfølgelig ske det naturlige, at den pågældende person siger: ”Gu’ vil jeg ej. Det ska’ jeg sgu nok selv bestemme!” Han har hævdet sin autonomi, han har gjort oprør, og har undgået at bli’e nedværdiget. Ofte sker der imidlertid det, at vi bli’r tvunget til at fortrænge behovet for autonomi. Måske bli’r oprøret kvalt i tørre tærsk. Behovet for autonomi forsvinder ikke af at bli’e fortrængt. Behovet bli’r heller ikke liggende som en kuet hund. Det gør sig lige så stærkt gældende som før, men nu i en fordrejet form. Når autoriteten undertrykker vort behov for autonomi, så sygner det ikke hen, men gør sig gældende i en, eller rettere sagt mange fordrejede former. Det gør sig gældende som en

1

række falske behov. De falske behov ka’ man også betegne som neurotiske symptomer. Behovet for autonomi er et dynamisk behov: Det ka’ ikke tilintetgøres, men fordrejes. Vi ska’ se på en række fordrejninger eller falske behov eller neurotiske symptomer, som undertrykkelse af autonomien gi’r anledning til. Behovet for autonomi er et behov for at ha’ magt over sit eget liv, og på lige fod med andre at ha’ magt over det fælles liv. Når autoriteten er på færde, mister man denne magt og får brug for kompensation. Vi må forsøge at bilde os selv ind, at vi stadig har magt over det som det drejer sig om. Vor manglende magt over os selv kommer nu til udtryk i et forsøg på at få magt over andre mennesker og alverdens ting og ragelse. Vi er ble’et egoister, vi er ble’et asociale. Magtliderligheden og materialismen – de styrende motiver i vort samfund – ser jeg som udtryk for en kollektiv neurose. Autoriteterne bevirker, at vi mister kontrollen over os selv på en dobbelt måde. For det første mister vi en række beslutninger, og for det andet bli’r vi i kølvandet herpå hjemsøgt af en række falske behov. De falske behov tvinger os til at gøre ting, som vi egentlig ikke har behov for. Vi er ble’et en flok tvangsneurotikere. Vor manglende kontrol over os selv får os måske til at anskaffe en hund, som vi ka’ herse med. Måske tæsker vi konen og børnene. Måske finder vi tilfredsstillelse ved at være den stolte, enevældige bestyrer af en stor flot frimærkesamling. Måske opnår vi orgasme ved at opstille raketter og på den måde skalte og valte med de andres liv og død. Alt sammen fordi vi ikke har kontrol over os selv, fordi vi bli’r udsat for autoritet. Eller ta’et ud af dagligdagens eksempel. En kvinde går alene hjemme i familiens nydelige parcelhus og gør rent og gør rent og stiller hver enkelt ting på en ganske bestemt måde. Om og om igen. Nogen vil måske mene, at hun bare trænger til et ordentligt knald. Jeg tror ikke, det er nok. Jeg ser hendes gøren og laden som et fortvivlet forsøg på at få kontrol over sig selv, at få magt over sit liv. Helt ubevidst identificerer hun sig selv med parcelhuset, alle tingene i det og måske også de sirlige blomsterbede omkring det (hvis de da ikke er mandens område). Det mindste roderi opfatter hun som kaos, og hun tror, at hun ved at gøre rent og rydde op ka’ skabe orden i det kaos i sit indre, som autoriteterne har skabt. Autoritet gør, at vi mister kontrollen over os selv og bli’r hjemsøgt af en uskøn buket af falske behov. Autoritet skaber kaos i os. Derfor må man sige: Anarki eller kaos! Mennesker forfalder til fikse ideer – i et fortvivlet forsøg på at få orden i det kaos, som autoriteterne har skabt. Det er svært for os at se i øjnene, at vi ikke har kontrol over os selv. Det er svært for os at se i øjnene, at det er hele vor menneskeværdighed, som bli’r trådt på. Vi må prøve at bortforklare det. Ved hjælp af fikse ideer. Frimærkesamleren ka’ få den fikse ide, at når bare han får fat i ét bestemt, meget sjældent frimærke, så er alt godt. Han ka’ bli’e besat af tanken om det frimærke. Han forsøger at samle al sin frustration over ikke at ha’ kontrol over sig selv i behovet for frimærket. Han forsøger fortvivlet at få kontrol over sig selv ved at stræbe mod et klart defineret, meget afgrænset mål. Der foregår en fortætning. Han prøver at reducere og få hold på sin frustration ved at placere den i frimærkebehovet. Dette behov kommer til at bære byrden af alle hans frustrationer. Det ka’ det selvfølgelig ikke, hvilket viser sig ved, at sku’ det lykkes ham at få fat i frimærket, så er han lige vidt. Så er der ham der – hvis jeg ellers ka’ få ordet over mine læber – ham der er: Kussefikseret. Han ska’ simpelthen ha’ nedlagt så mange af disse væsener som muligt. Han er besat af dem. At der er tale om fortætning, at behovet for kusse bærer byrden af en hel masse frustrationer, som det ikke ka’ bære, viser sig ved, at han måske nok opnår udløsning, men ikke nogen større tilfredsstillelse. Han forbli’r rastløs, og må ha’ en cigaret – hvis han da ikke allerede er flygtet. At vor fiksering i det seksuelle især har sin rod i det frustrerede behov for autonomi, ka’ ses af, at det seksuelle spil meget ofte er et magtspil. Vi går på jagt og nedlægger hinanden. Måske har Don Johannes slet ikke lyst, når det kommer til stykket, måske ka’ han slet ikke få den op at stå. Men han har nedlagt sit bytte, han har vist sin magt. Som kompensation for den manglende magt over sit eget liv har han vist sin magt over en anden persons liv. Megen seksualitet er mere magt, end det er sex.

2

Man ku’ tro, at jeg affærdiger behovene for sex, frimærker, orden og renlighed osv. Som slet og ret er falske behov. Det gør jeg ikke. Alle disse behov er gode nok i sig selv. De blir først falske når de kommer til at bære byrden, eller noget af byrden af al den frustration, som hidrører fra, at vi ikke har kontrol over os selv, at vi er underlagt autoritet. Og selv da bevarer behovene en sand kerne. Det er rimeligt nok at være frustreret over et rodet og snavset hjem. Frimærker kan være smukke. Og det er selvfølgelig helt naturligt at ha’ lyst til sex. ”Sex er noget, der er kommet for at bli’e”, som Marx sagde – Groucho Marx, altså. Men begynder man at få fikse ideer i retning af Den absolutte Renlighed og Orden, Det eneste ene Frimærke eller Den endelige Udløsning, så er den ved at være gal. Jeg ka’ kun komme i tanke om ét eneste behov, som helt igennem er falsk: Behovet for magt over andre mennesker. Det er absurd at forestille sig et menneske, som kun har ét eneste behov, nemlig behovet for autonomi. En sådan person ku’ kun bli’e én ting: Professionel revolutionær eller bombemand – hvis han overhovedet ku’ blive dét. Behovet for autonomi, behovet for selv at ta’ sine beslutninger, ka’ ikke svæve frit i luften. Det er nødvendigvis et behov for at ta’ beslutninger om et eller andet. Hva’ er det da, vi ska’ ta’ beslutninger om? Vi ska’ naturligvis ta’ beslutninger om hvilke konkrete behov, vi vil tilfredsstille her og nu. Vi ska’ stræbe mod at bli’e os selv, energisk forsøge at virkeliggøre os selv i hele vor konkrete individualitet. Dette forsøg trives ikke godt sammen med den autoritære forurening af samfundet. At ligge under for fikse ideer er at ligge under for en del af sig selv. En person der ser det som livets mening at skrabe til sig af materielle goder, ser bort fra en anden, mere musisk side af sig selv. At ligge under for en del af sig selv er at abstrahere nogle andre dele bort – det er at gøre sig selv til en abstraktion. Vi ska’ ikke være Mennesker, siger Max Stirner, vi ska’ være os selv. Hvis vi kun er mennesker, så er vi abstraktioner; vi har kun virkeliggjort det almene, det der er fælles for mennesker. Det drejer sig om at virkeliggøre det særlige, det der ligger som muligheder i vor helt konkrete individualitet. Fra princippet om at autoritet er roden til alt ondt, er vi nået til anarkismens kerne: En ekstrem, ubetinget individualisme. Mindre ka’ ikke gøre det. ”Jamen, ekstrem, ubetinget individualisme – det er da det samme som hårdkogt egoisme”, blinker det på lystavlen. Max Stirner, den måske mest geniale anarkist overhovedet, kaldte sig selv egoist. Der er tale om en misforståelse – i hvert fald hvis det drejer som om min anarkisme. Den går nemlig ud fra en antagelse af, at mennesket er godt nok, at mennesket ret beset er et særdeles socialt dyr. Egoisme og asocial adfærd forklares så som virkninger af autoritet. De fleste mener, at mennesker for at leve i samfund må lægge bånd på væsentlige sider af sig selv. Mennesker ka’ altså kun leve i samfund som abstraktioner, som skygger af sig selv. Det var det Freud kaldte Kulturens Byrde. Jeg mener, at først når vi hver især bli’r os selv fuldt og helt, vil der opstå social harmoni, vil utopien bli’e virkeliggjort. For de fleste anarkister en fantastisk tanke. Men er det virkelig så vanskeligt at forstå, at et frit, ufrustreret menneske, der ikke lider af mindreværdskomplekser, som ikke ligger under for fikse ideer, men som udfolder sig på en alsidig, er det så vanskeligt at forstå, at et sådant menneske ikke vil te sig egoistisk, ikke vil ha’ behov for at undertrykke andre mennesker, men tværtimod vil ha’ et fundamentalt behov for, at andre er lige så frie som han selv? Der er sgu da ikke meget ved at være en fri individualist, hvis man ikke er omgivet af lige så frie individualister – som man ka’ kommunikere med på lige fod og opnå anerkendelse af. Jo friere de andre er, jo friere bli’r jeg også. Hvilke samfund peger dette anarkistiske menneske i retning af? Hvordan ser utopien ud? Vi ska’ ha’ et samfund uden en eneste autoritet. Vi ska’ selv ta’ vores beslutninger. Politikere og pampere og andre overdyr bli’r de eneste arbejdsløse, de findes slet ikke. Derimod ska’ der være direkte demokrati. Ikke flertalsdiktatur, men aftaler mellem suveræne individer. Det kræver mindre samfund end dem vi kender i dag. Hvilket dog ikke ska’ forhindre et tæt samarbejde samfundene imellem.

3

Vi får naturligvis brug for at la’ os repræsentere af enkeltpersoner i visse forhandlinger. Men det kommer til at ske med bundet mandat. Repræsentanterne kommer ikke til at repræsentere et tvivlsomt politisk program, de kommer heller ikke til at ligge under for gisninger om hvad der nu vil være populært; de kommer derimod til at repræsentere konkrete beslutninger, som vi andre allerede har taget. Og repræsentanterne vil bli’e udskiftet endnu hurtigere end Preben Wilhjelm. Her vil jeg stoppe, inden beskrivelsen bli’r for detaljeret. Jeg forestiller mig, at de anarkistiske samfund bli’r vist forskellige – at de næsten kun ligner hinanden på den måde, at autoritet ikke findes. Konformismens dage vil være talte. Hvordan kommer vi i retning af anarkiet? Ja, det er klart, at vi ikke ka’ anvende autoritet. Vi ka’ ikke gøre mennesker til midler i vores bestræbelser. Der må være en fuldstændig overensstemmelse mellem mål og midler. Lidt efter lidt må vi ta’ vore egne beslutninger tilbage. Autoriteterne ska’ ikke sprænges bort med dynamit, men pø om pø hjælpes ned af taburetterne – op til en mere menneskeværdig tilværelse for os alle. Vi må ikke glemme de indre autoriteter. Hver gang et menneske i lidt højere grad bli’r sig selv, udfolder sin individualitet, er vi kommet et lille skridt i retning af anarkiet. Vær dig selv, ka’ vi derfor sige, men om vi nogensinde når frem til det rene anarki, dét ka’ vi ikke sige.

Af Ruddi WelzelFra Anarki og arbejderhistorie – Festskrift for Carl Heinrich Petersen, 1985

4